EFTERSKRIFT.

I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5. Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det forekommer mig, uomstødelige Beviser.

I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles — den ældre kalder man ham, — som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer", Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hunvil sagtens længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue, hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas.

Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse, som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi frem for andre skylde Opdagelsenaf det gamle Pergamos, og som ogsaa i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover.

Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet.

Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre.

De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udførte i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtræde ikke blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archæologien komme til at spille en Hovedrolle; det syntes at maatte være den, der skulde lægge Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Færd med at opføre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede paa at se den fremtræde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig, England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres Skjærv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var ikke Danmark særlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine Undersøgelser paa den nordiske og forhistoriske Archæologis Omraade indtager en Førerstilling i denne Videnskab, men ogsaaindenfor den klassiske Archæologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tælles med i Kredsen? En Del Filologer og Archæologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Spørgsmaal, om denne Stiftelse, der nylig havde hævdet Fædrelandets Ære ved Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grønlands Østkyst, ikke ogsaa kunde være villig til at bekoste en Udgravning paa et eller andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde skaffes, vilde det ikke mangle paa Kræfter til Udførelsen af et saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede for en tilfredsstillende Udførelse deraf. Direktionen modtog Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at fremsætte nærmere Forslag desangaaende.

Vor første Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske ufuldstændig og sporadisk undersøgt. Carlsbergfondet ansøgte den ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig Undersøgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tænke os nogen Grund, hvorfor denne Ansøgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste derhen for at foretage en foreløbig Undersøgelse af Stedet, men han kom ikke længere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde ikke tillade ham at reise ind i Landet, før han havde faaet Sultanens Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev stadig, og først da han i Konstantinopel selv søgte at faa at vide, hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der intet vilde gives: under de nærværende Forhold vilde den ottomaniske Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.

Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de græske eller tyrkiske Lande, hvor en Udgravning kunde forsøges med grundet Haab om lønnende Udbytte. Efter omhyggelig Afveiningaf de forskjellige Muligheder, der frembød sig, valgte vi Lindos paa Øen Rhodos, en By, som i det 7. og 6. Aarh. f. Chr. var Øens vigtigste Stad og selv, efter at den nye Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som særskilt Kommune. Beliggende paa Øens Østkyst, som Grækenlands yderste Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle Handelsforbindelser med Orienten; vi læse bl. A., at den ægyptiske Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos. Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i Middelalderen paa ny befæstet af Johanniterridderne, og efter at Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fæstning, indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske øde. Den nøgne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have været benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortælle os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig Mark for Undersøgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Størstedelen vare urørte. Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr. til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev udstedt i Februar 1902.

I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for foreløbig at orientere sig, foretage enkelte Forsøgsgravninger og overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes særdeles heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at strande. Hvad enten det hidrørte fra Fordomme hos nogleaf Stedets Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortføre deres Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over Udførelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om, at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning. Der krævedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militære Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og først efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes endelig Alt at være i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to Archæologer med Bistand af en Architekt og en Ingeniør, er i Færd med at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe Videnskaben Frugt og lønne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er kæmpet for Iværksættelsen af denne smukke Plan!

14. September 1902.

Fader døde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre Aar forinden; kun har han tilføjet nogle Linier om Moders Bortgang (S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende Forbindelse med de Videnskabsmænd, der arbeidede dernede. I Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904 holdt en stor Forsamlings Opmærksomhed fangen ved et halvanden Times Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904 holdt han sidste Gang archæologiske Forelæsninger paa Universitetet, da han gjorde Tilhørerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besøgt og skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte Forelæsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere; han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glæde sig ved Samværet med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.

WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSØE: De forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og Koleraen,3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr. 3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BØGH: Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min første Forfattertid, Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slægts Historie gennem et Aarhundrede, I-II à Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. afJ. L. Heiberg. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~ MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede, Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00 ~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltpræst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer,3,50. ~ J. W. SØDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr. 3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75. Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75.

Fodnoter:[1]Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, Museum 1891, S. 114 f.[2]Borkens Lyre S. 56.[3]En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.[4]Endnu i 1872 skriver Gradis iHistoire de la Révolution de 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade, en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le duché de Posen de la Prusse etc."[5]Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"[6]I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig overensstemmende med de virkelige Forhold.[7]Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske BearbeiderePlautusog Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875.[8]Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.[9]Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff.[10]En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag 1885).[11]Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.[12]En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.[13]Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.[14]Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven opmærksom herpaa.

[1]Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, Museum 1891, S. 114 f.

[2]Borkens Lyre S. 56.

[3]En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.

[4]Endnu i 1872 skriver Gradis iHistoire de la Révolution de 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade, en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le duché de Posen de la Prusse etc."

[5]Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"

[6]I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig overensstemmende med de virkelige Forhold.

[7]Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske BearbeiderePlautusog Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875.

[8]Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.

[9]Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift, utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff.

[10]En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag 1885).

[11]Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.

[12]En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.

[13]Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.

[14]Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven opmærksom herpaa.

Afskriverens rettelsers. 5: Fader, en født Nordmand[Normand], havde været Borgemester i Ribe;s. 17: mig at staa tilbage for Voss'[Voss's] Luise. Selv Tragediernes. 35: havde stolet paa sine almindelige[almindige] Kundskaber og ikke brudts. 38: kom ind. Vi takke Giverne og haabe [paa] Tilgivelse fors. 57: med hendes sølvklare Stemme synge: "Gioventù[Gioventu] di Romas. 62: ved et Værk over Greven af Syracus'[Syracus's] Vaser. Seneres. 76: ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos'[Amphiraos]s. 98: boede paa den anden Side[Siden] af Seinen i Rue St. Germain.s. 102: Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste[næstældte] Søn, Henry Braëm,s. 116: Indflydelse paa Spørgsmaalet om Brandes'[Brandes] Ansættelse.s. 120: Plautus[Plantus] og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind 1875.s. 131: fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en Kommission[Kommmission], bestaaendes. 138: mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift[Indbydelseskrift] "Stat og Statsforfatnings. 141: om man havde[have] afskaffet Navneordenes Fremhævelse veds. 143: Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte Retskrivningsordbogen[Retskrivningsningsordbogen])s. 189: XI.[X.]s. 210: Matthæus'[Matthæus] Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes'

Back to Index Next