The Project Gutenberg eBook ofAf mit LevnedThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: Af mit LevnedAuthor: Johan Louis UssingRelease date: June 15, 2011 [eBook #36430]Language: DanishCredits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: Af mit LevnedAuthor: Johan Louis UssingRelease date: June 15, 2011 [eBook #36430]Language: DanishCredits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)
Title: Af mit Levned
Author: Johan Louis Ussing
Author: Johan Louis Ussing
Release date: June 15, 2011 [eBook #36430]
Language: Danish
Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK AF MIT LEVNED ***
Afskriverens bemærkningerÅbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder varierende stavemåder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indført i e-bogens tekst. Enordliste med øvrige rettelserer placeret sidst i bogen.Indholdsfortegnelsen kan findes her.
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder varierende stavemåder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indført i e-bogens tekst. Enordliste med øvrige rettelserer placeret sidst i bogen.
Indholdsfortegnelsen kan findes her.
J. L. Ussing
Af Mit Levned
Portrætfoto og signatur: J. L. Ussing
J. L. Ussing
Udgivet af hans Sønner
Kjøbenhavn og KristianiaGyldendalske BoghandelNordisk Forlag
Forlagets Bogtrykkeri
1906
(1820—1836).
Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster siger man skal skynde sig at gøre, naar man har naaet de 70, og hvorom Goethe siger, at den, der gjør det, er det høfligste af alle Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og Dagbog havde jeg kun sjælden ført. Desuden syntes jeg, at saalænge jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde ønske at udføre.
Og dog — der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa hvile; saa kan jeg jo gjerne prøve paa at nedskrive, hvad jeg kan huske. Maaske det kan more mine Børn og Børnebørn at læse det, og maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til Offentliggjørelse. Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da haaber jeg, at Sligt maa bliverettet eller udeladt. Goethes Paradox om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.
Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10.April 1820; men min Slægt er fra Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre. Hans Tavsens Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesøn var gift med A. S. Vedel, og deres Sønnesøns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret 1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde været Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og Mæringgaard.
I den tilhørende Sognekirke Korning har han efterladt sig et Monument, der paa samme Tid, som det skulde være en Prydelse for Kirken, ogsaa kunde være et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi han havde været to Gange gift, før han ægtede Ane Jensdatter. Det er en stor Chorskranke — Indskriften kjender ikke dette Navn, men kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" — med rige architektoniske Prydelser, større og mindre udskaarne Figurer, Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til øverst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdøre, forat Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjøndt de ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paaGrund af deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu (1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa Monumentet — takket være Professor Magnus Petersens fortrinlige Restauration — er kommet til at gjøre en smuk Virkning.
Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin første Hustru 3 Sønner og 1 Datter, med sin anden 1 Søn, og med sin tredie 6 Sønner og 1 Datter. Ingen af Sønnerne har beholdt Faderens Eiendomme; de fleste af dem bleve Præster. Den ældste af dem alle var Præst i Løsning og Korning, den ældste af Ane Jensdatters Børn, Bagge Nielsen Ussing blev Præst i Lille Lyndby i Sjælland. Dennes ældste Søn, Niels var min Farfar; hans næstældste Søn, Henrich, bekendt som Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn 1786—1789), blev Fader til Generalprokurør, Konferentsraad Tage Algreen Ussing.
Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to Tvillingbrødre beklædte anselige Stillinger, den ene som Præsident, den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex. en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne Lovise Bruun døde efter at have født sit 15de Barn. Et Skjærmbræt, som stod foran den Nyfødtes Vugge, faldt om, og Moderen døde af Forskrækkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store Børneflok fik for en stor Del Lov til at skjøtte sig selv, og jeg har hørt mange Fortællinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa Engen omkringByen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skøiter; jeg har hørt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man efter Datidens Skik ikke brød sig om at holde særlig afspærrede. Min Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin Søvn ved, at Matrassen under ham bevægede sig; det var et galt Fruentimmer, der havde faldet paa at lægge sig der. Der var ikke Raad til at anvende Synderligt paa Børnenes Opdragelse. De to ældste bleve holdte til Studeringerne; den ældste blev theologisk Kandidat og Præst i Uldum i Nærheden af Horsens († 1861); den anden blev Jurist og Faderens Efterfølger som Hospitalsforstander.
Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A. Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig. Et Par Aar senere tilbød Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overpræsident i Kjøbenhavn. Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne udføre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man være vis paa at have paalidelige Underordnede; særlig gjaldt dette om Kjøbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes nogen uprøvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilværende Fuldmægtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan Kontorchef under Magistraten. Hans Begjæring blev bevilget, og min Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklæde, saa længe det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af 4. Marts 1857) gik han af medTitel af Etatsraad. Han døde 13. April 1866, 79 Aar gammel.
Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar yngre end han. Hendes Fader, en fødtNordmand, havde været Borgemester i Ribe; han døde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine Forældres Ægteskab blev velsignet med 5 Børn, alle Sønner. Den ældste, f. 4. Marts 1818, fik NavnetWerner Jasper Andreasefter min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved; som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte ønske, Andre havde været i Besiddelse af. Han blev Høiesteretsassessor, Direktør i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han døde 2. December 1887. Den næstældste Søn, den der nedskriver dette, blev kaldetJohan Louisefter sin Bedstemoder. Den tredie,Carl, f. 14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmægtig under Kjøbenhavns Magistrat; i Krigen 1848—49 gjorde han Tjeneste som Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli 1849. Den fjerde,August, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848 meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have deltaget med Hæder i Slaget ved Dybbøl 5. Juni, blev han syg og maatte forlade Hæren. Han døde som Provst og Sognepræst i Skjelskør d. 1. Marts 1897. Den yngste,Vilhelm, f. 18. Mai 1830, blev Assessor i Kriminalretten, men døde allerede 1. Juli 1871.
Danmark var fattigt i den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede. Den nærværende Slægt vilde forbavses, hvis den kunde anstille Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold. Embederne lønnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde opdrage 5Sønner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid syede for smaa Støvler til mig, og jeg maatte nøjes med den Trøst, at de bleve nok større, naar jeg fik gaaet med dem. Større Velstand stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slægtninge og Venner, som mine Forældre omgikkes, saasom Isenkræmmer, senere Jernstøber Heegaard, der dengang eiede en stor Have paa Nørrebro, Justitsraad Nyeland, der somProviantsforvalterfor Søetaten boede ved den nu opfyldte Tøihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, — en uforlignelig Legeplads, — samt en Have, der gik helt ned til Havnen, og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro; en Gang laa de i Gæstgivergaarden Grønne Hest, der hvor nu Saxogade begynder; det kaldte man Land dengang.
Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men allerede 8 Dage efter flyttede mine Forældre til Hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Til dette Sted knytte sig mine tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfærdselen igennem Nørre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig marscherede forbi til Øvelsen paa Fælleden, iførte røde Trøier med Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om de fixe Livjægere og Studenterne med den høie Fjer i Chakoten, eller om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet Gadehjørne, hvor den bredskuldrede Tømmermester Westergaard boede paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig;Sønnen N. L. Westergaard stiftede jeg først mange Aar senere, som Kollega, Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række Aar vedligeholdt Forbindelse med.
Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet afTeglgaardstrædeog Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa ubebyggede siden 1807 og afgav fortræffelig Legeplads for Børn, og naar man var 10 Aar gammel og var pænt paaklædt, kunde man faa Lov til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans Dreng" ihjel med Geværkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden".
Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig Fisker og Jæger, og paa Fiskeriturene til Lersøen efter Aborrer, eller ud i Øresundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ældre Sønner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel bekendte med Kjøbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjænd, naar jeg knap kunde slæbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation. Man vandrede i Sandop over Anklerne, og glædede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuværende Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det havde været et kongeligt Slot. Humlebæk tilbød atter en vederkvægende Hvileplads, og saa var der jo kun 1½ Mil tilbage, inden Helsingørs "Stengade" kunde afløse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant; men den næste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom Sø fra Krohaven der, og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i hele sin Majestæt og speile sig i den stille Sø; endelig Solnedgangen fra Jægerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu fuldstændigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min første Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse; men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den.
Min første Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forældre selv. Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hosC. Visby, dengang Præst ved Domhuskapellet (ɔ: Fængselspræst), som havde en lille Skole paa Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa 2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med Kameraterne, og skjøndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som endnu staa lyslevende for mig. Nærmest sluttede jeg mig tilAldo Güntelberg, Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi — vi gik hver i sinSkole og boede hver i sin Ende af Byen — indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og udmærkede sig særlig under Frederiksstads Beleiring. Han døde som Stabsintendant 13. Mai 1891.
Om Skolen selv kan jeg ikke fortælle meget. Visby var meget venlig imod mig, især uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i Dansk Stil. Læreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfældet, men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemærkede dette, fik jeg kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde jeg jo have en alvorlig Irettesættelse. Jeg begyndte at forklare, "at Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" — længere kom jeg ikke; saa fik jeg et alvorligt Ørefigen ledsaget af de Ord: "Tør Du sigehan, naar Du taler om Din Lærer?"
I Foraaret 1830 blev Visby Præst paa Christianshavn. Skolen blev opløst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i Metropolitanskolen, hvor min ældre Broder gik. Men Fader ønskede, jeg skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde, vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde læst i et Aar. Dette skulde indhentes i Løbet af et Par Maaneder. Pastor Gad, dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog sig at læse Latin med mig, naar jeg vilde læse sammen med en anden, 3 Aar ældre Dreng, der gik i øverste Klasse hos Visby, og som nu skulde ind i Borgerdydskolen i en højere Klasse. Det var Gustav Broch, densenere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig. Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede Elever følges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed, og jeg græd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde følge med; men det skulde jo gjøres, og da Tiden kom, bestod jeg Optagelsesprøven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.
Med Ærbødighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den fra først var beregnet, høist 100, medens man nu har maattet skaffe Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik der næppe nogen Dag uden jeg glædede mig over Bygningen, om det end væsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig kjært. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen Mønster-Skole; kun faa af Lærerne vare virkelig gode, flere under det Middelmaadige. Hvad vi lærte, maatte vi for Størsteparten lære os selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar. Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens Disciple bestode med Hæder Examen artium og bleve i Regelen senere dygtige Embedsmænd.
Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige Personlighed.Niels Lang Nissenvar en smuk, hvidhaaret Mand, der bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven; de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde hanpaa ingen Maade finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os, bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2 smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med 5000 Brød." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M. Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik VI, ogbad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges Tillid." Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og traadte ikke sammen.
Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtaleBonaparte Borgen, der senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil, end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation.
Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor iSkolelivet, som har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling,Kameraterne. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet o. s. v. Den ene,Troels Smith, døde 1880 som Præst i Skjelskør; den anden varEdvard Lembcke, en stille, varmhjertet Personlighed, med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham. Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære, som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897.
Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig. De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer tilfælles. De Store i A saa naturligvisned paa de Smaa i B; men i Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjævnes. I 1830 og 31, da hele Europa ængstelig betragtede Polakkernes Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en prægtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth.
Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvfølgelig endnu mere Glæde af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget værd, maatte først Tiden lære mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde indtaget de øverste Pladser, endte sørgelig. Den ene, en godmodig, tyk Dreng, vedblev bestandig at gjøre sig til af sine Kræfter; han omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden kom i Forbedringshuset. Af de Øvrige have de Allerfleste levet et regelmæssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads i Samfundet. Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævneBruun Juul Fog, den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang, lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Følge deraf mere moden end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed. Som Prædikant dannede han sig nærmest efter Mynster, og Aandens Magt var saa stor, at der i Aarenes Løb selv fremkom en ydre Lighed imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drømt.Fog har med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at bearbeide og omsætte i den Mønt, han skulde bruge. Derfor blev hans Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa regnes til de store Mestere. Han døde den 27. Febr. 1896.
Da jeg kom op i 3. Klasse, 12½ Aar gammel, oprandt et nyt Liv for mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater — vi tre indtog skiftevis de tre øverste Pladser — og mine stadige Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene,Theodor Borries, var Søn af en Grosserer i Kjøbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste Kvinder, jeg har kjendt. Hans ældre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet til; de 2 yngre vare de sødeste Drenge, man kunde tænke sig. Den ene af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand, bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ældre Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i Danmark som i England. Han døde den 13. Februar 1897.
Den anden varLudvig Mynster, den yngste Søn af daværende Confessionarius, snart efter Sjællands Biskop, J. P. Mynster. Det var en brunøiet Dreng, hvis mørke Haar krøllede over Panden og i Nakken. Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nærmeste og fortroligsteVen; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke eller Følelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning for mig fik ogsaa den elskværdige Familie, jeg derved fik Adgang til. Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man bliver ikke syg, naar man ikke vil være det." Da han blev nødt til at gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste Sygeleie varede kun to Døgn. Efter sin Død (30. Jan. 1854) er han ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han staar urokkelig i Tidens Malstrøm. Et mærkeligt Bevis herpaa er H. Schwanenflügels Skildring af ham, 1900.
Ludvig Mynster var kun tre Uger ældre end jeg, men han var i flere Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem, men ogsaa i Oehlenschlägers Hus; Oehlenschläger boede i Stueetagen i Bispegaarden, og baade Forældrene og Børnene omgikkes stadig. Han var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som 12 Aars Dreng en betydelig æsthetisk Læsning. Jeg maatte nu se at følge med; thi Poesi og Æsthetik var vor Hovedinteresse. MedOehlenschlägergikdet let nok; han var Gjenstand for vor største Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab, hvori hele Klassen deltog. Vi oplæste Oehlenschlägers Tragedier med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god Øvelse, men Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Præstationer vare lidet heldige, og Enhver nød egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bødede Øvelsen paa den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget.Schillerbeundrede jeg ligesom Oehlenschläger; men naar man paastod, atGoethevar en endnu større Digter, saa vovede jeg vel ikke at modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det.Werthers Leidenvirkede kun uhyggeligt og frastødende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg samvittighedsfuldt gjennemlæste, kjedede mig. Jeg havde ikke den stærke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte. Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tænkte, Feilen laa hos mig selv; men da jeg senere i en ældre Alder paa ny læste Bogen, saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann og Dorothea forekom mig at staa tilbage forVoss'Luise. Selv Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. MedShakespearederimod var det en anden Sag. Skjøndt en stor Del af Stykkerne kun vare mig tilgængelige i Schlegels tunge tyske Oversættelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Cæsar, men ogsaa Lystspillene; jeg var nær ved at være lige saa forelsket i Imogen og Viola som Ludvig Mynster.
MenTheatretydede os dog Høidepunktet af æsthetisk Nydelse. L. Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte nøjes med sjældnere Besøg. Det tragiske Skuespil stod høit i de Dage. Ryges Kæmpeskikkelse ogFru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjælens inderste Rørelser traadte frem med en Sandhed, saa at enhver følende Tilskuer selv maatte gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor høit stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl, Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er næppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt Aarhundredes Forløb, fortæller, at han var forelsket i hende saa stærkt som en15—16aarigYngling kan blive det. Det var hans første og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjærlighed.
Vi indskrænkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde ogsaa selv være Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det var i Skolens øverste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev, saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der, om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til Gjengjæld besad større Modenhed. Det varAndreas Peter Lunddahl, som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ældre end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i Dygtighed og aandelig Interesse, at han søgte sin Tilfredsstillelse hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab, som kun Døden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2. Mai 1835 en Forening, som vi kaldteLyra. Vi skulde samles, jeg tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplæse vore Arbeider. Lunddahl indskrænkede sig til mindre Digte og smaa æsthetiske Afhandlinger; vi Andrevare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Sønner" og en dramatisk Idyl "Møllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de eller Noget af, hvad jeg dengang førte i Pennen, bevaret; jeg vilde vist undse mig ved at læse det nu. Jeg tør heller ikke sige, at det dengang blev modtaget med mere end kjølig Anerkjendelse af mine to Venner. I Mynster derimod saa vi, og næppe med Urette, et virkeligt Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi særlig skjøn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil maatte han først have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den blev snart glemt.
Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner. Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblæste og dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes, vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa Stedet. Langt om længe fik vi en Mand vækket, som viste os en Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre.Jeg fik Hæderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var drøit; men trætte, som vi vare af denlange Dagmarsch, faldt vi dog i Søvn. Den næste Morgen besøgte vi Helene Kilde og Grav. Denne ligger paa en nøgen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok det sørgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom, og over Fredensborg hjem.
Lunddahl var et sjælden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og fra Characterens Side. Han besad den største Lethed i Opfattelsen af Alt, hvad der mødte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden, og et fint og sikkert Øie for hvad der var ægte saavel i Kunsten og Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde stærk Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han var i høi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Følelse for det Udmærkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig,anerkendtehan ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han overhovedet var en mildt dømmende Mand. Han besad en uforstyrreligBon sensog Ligevægt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan hvad man vil", svarede han ganske tørt: "Ja, naar man vil, hvad man kan". Naar Martensen sagde, at det Første, der krævedes af Filosofen, var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare hans Venner mistrøstige og fortvivlede, mødte han dem ikke med Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt ikke sjælden det forløsende Ord, der behøvedes. Jeg husker engang, at jeg i en tung Anfægtelses Stund betroede mig til ham. Han hørte roligt paa mig, og da jeg var færdig, sagde han blot: "Du befinder Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen fra mig; det var den, jeg skulde søge; med dette ene Ord havde han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer,Seminarieforstander i Ranum, Præst først i Stubbekjøbing, saa i Tølløse. Han var en ægte christelig Præst med klart Blik baade paa de evige Sandheder og paa, hvad der bevæger sig i Menneskenes Sjæle. I flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans Stemme, og tilsidst nødte den ham til at tage sin Afsked. I 1893 flyttede han til Kjøbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar sammen der; han døde 17. Nov. 1895.
I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi, begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore Interesser endnu de samme; ikke blot Æsthetik og Filosofi, men ogsaa tildels Theologi havde vi endnu tilfælles; men Adskillelsen var der dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham, hvad jeg havde været, og at vor Omgang, skjøndt den aldrig blev afbrudt, dog maatte indskrænkes. Efterhaanden indfandt der sig et trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik CharakterenAdmodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe. I Efteraaret 1845 mødtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder sammen i fælles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den freidige Yngling, han havde været[1]; fra nu af hvilede der en tung Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder, hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at træffes og ligesom i gamle Dagemeddele hinanden vore æsthetiske Betragtninger og føle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme Kammer syslede han stadig med Litteratur og Æsthetik. Af poetiske Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den senere Tid, undtagen "En Lærerinde" (1864), et Skuespil i to Akter, der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil, kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers var hans Forfatterskab litterærhistorisk og æsthetisk. Han udgav 1860 "Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern"; fremdeles "Bidrag til Litteratur og Æsthetik" (1871), "Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschläger" (1879), "Meddelelser om Fr. Münter og Frederikke Münters Ungdom" (1883), og ganske kort før sin Død "Har S. Kierkegaard fremstillet de christelige Idealer? — Er dette Sandhed?" Hans stille litterære Virksomhed blev belønnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for, hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i mange Aar været slet, og Kræfterne tog stadig af. I December 1883 forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde længtes efter. Endnu paa Dødsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en ædel Sjæl, der havde boet deri.
(1836—1844).
Jeg blev Student 1836. Det første Universitetsaar, Rusaaret, var dengang bestemt til at skulle være en, visselig høist nødvendig Fortsættelse og Udvidelse af Skolens encyklopædiske Undervisning. Det afsluttedes vedAnden Examen, der toges i to Afdelinger; den ene, i April, var væsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober, filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lære mere, naar denne Fortsættelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlænget et Aar. Man tænkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde finde sig i, at Sønnerne gik et Aar længere i Skole end tidligere; det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet Vederlag; men man begyndte paa den endeløse Række af pædagogiske Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke nægtes, og det vil vel altid være saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har dette Aar været lærerigt og frugtbringende.
Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne.Velschowshistoriske Forelæsninger vare et temmelig tørt Diktat.Ramus'Mathematik var vanskelig at følge med for den, der i Skolen ikke var kommen videre end jeg; men Noget hængte der dog ved. Jeg var meget bange, da jeg kom op til Examensbordet;jeg syntes, jeg forstod slet Intet; men saa begyndte han med den sidste Sætning i Stereometrien; da jeg kunde den, tog han den næstsidste og saa fremdeles baglænds hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri.H. C. Ørstedderimod var Alles Yndling. Man kunde ikke blive træt af at se paa dette aabne elskelige Ansigt og høre ham foredrage den Videnskab, hvori han levede med hele sin Sjæl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for kort Tid til at lære noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi.
Filosofien slog lidt fastere Rod hos os.Sibbernseiendommelige Væsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg tør og triviel, men med desto større Interesse læste jeg hans propædeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning."Poul MøllersForelæsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt Indtryk.Brøndstedholdt en fortræffelig og interessant Forelæsning over Böotiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides' Phönicierinder trods den omhyggelige Oversættelse, han oplæste, hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det græske Sprog.Madvigderimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Detvar lidt svært, thi Forelæsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog bruges; Juvenal forekom mig en sær og lidet tiltalende Forfatter; men jeg lærte en Del, og Madvigs anden Forelæsning, over latinsk Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse.
Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og set, hvorledes de svedte over de vidtløftige Kommentarer til det nye Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige Fortolkninger anførtes og drøftedes, og Undersøgelsen ofte endte uden Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod tilstrækkelig Græsk. Jeg havde hørt, at Melanchthon havde sagt:Quo quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at jeg først burde være grundig Filolog, inden jeg tog fat paa Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelæsninger til Anden Examen i høi Grad styrkede mig i mit Forsæt at vælge det filologiske Studium.
Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var netop i den Tid, atMartensenkom hjem fra sin Udenlandsreise og gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans Forsoning af Christendom og Hegelianisme.Hegelsyntes at have sagt Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium, først ogfremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde TheologEmil MynsterogJohannes Fibiger, med hvem et nøie Venskab forenede mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til LicentiatP. E. Lind, senere Biskop i Aalborg,Andreas ListovogJ. F. Hagen, der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ.
Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, varS. B. Thrigefra Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede han Hoften, og han blev aldrigmere i Stand til at støtte paa Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, som endnu er i Live, erChr. Brix, der var Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, varChr. Bille Brahe, senere Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium, Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand. For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne. Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over, hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været 50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af Livet.
Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L. Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837 toge Del deri. Det blev kaldetPalæstra. Af dette vare bl. A. Hans Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv. Ganske anderledes var det medLyceum, hvoraf jeg noget senere blev Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i "Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var ikke længere nødvendigt, ogdet eiendommelige Baand, der havde holdt det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage, end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid. Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.