Og paa den Skønhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Bæger lagt."
"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"
"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glæde
Smukt paa dit Tornesæde;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."
"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rødt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Skønhed Ende faaer."
"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"
Abigael. Vil I skjænke mig den Opskrift?
Ambrosius. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee bleven kjønnere.
Abigael. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.
Ambrosius. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok for Jer, naadige Frøken!
Abigael. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.
Ambrosius(rækker hende Digtet).Her er den ... men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord?
Abigael. Vist ikke ... Farvel!
Ambrosius. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders Vrede.
Abigael. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?
Ambrosius. Er I da bedrøvet?
Abigael. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.
Ambrosius. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?
Abigael. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og Indbildning Altsammen.
Ambrosius. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor denne—om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!
Abigael(med tilkæmpet Ro).Agt paa, hvad I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.
Ambrosius.I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig?
Abigael. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.
Ambrosius. Naar de trende Dage er forbi?
Abigael. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I forhen sagde.
Ambrosius(med Liv).Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke længer, at de visner!
Abigael. Farvel!
(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer JunkerClausind fra Baggrunden).
Abigael. Junker Claus.
Claus. Ah, mille pardons, hvis jeg kommer til Uleilighed! Entête á tête...?
Abigael.Som nu er forbi.
(Ambrosiusud i Baggrunden).
Claus(afsides).Igjen denne Skriver!(høit).Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....
Abigael. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket.
Claus. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i Eders Tanker ... ikke?
Abigael(adspredt).Hvorledes...? Jo, jo vist.Claus(afsides).Hun er saa besynderlig distrait, synes mig,(høit)Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.
Abigael(som før).Allerede?
Claus. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...?
Abigael(som før).Hvem mener I?
Claus. Hvem jeg mener?(afsides.)Det er da ganske mærkværdigt, saa distrait hun er.(høit.)Jeg mener naturligvis Jer selv, elskværdigste Abigael.
Abigael(opvaagnende).Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.
Claus. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer jeg.Mon dieu, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?
Abigael. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved Middagsbordet.
(Hun neier og gaaer ud til Venstre).
Claus(alene).Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i ...Sapristi! Il faut le mettre à la porte, ce monsieur!Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det an.
Junker Claus. Jørgen(fra Baggrunden).
Claus. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer megetà propos.
Jørgen. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?
Claus. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden har talt med dig igaar?
Jørgen. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.
Claus. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa Gaarden.
Jørgen. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.
Claus. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganskeau faitmed Situationen.
Jørgen. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?
Claus. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!
Jørgen. Hr. Kammerjunker?
Claus. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.
Jørgen. Skriverkarlen?
Claus. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.
Jørgen. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken ogsaa.
Claus. Det er netop det, jeg ikke finder passende.
Jørgen. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.
Claus. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles væk!
Jørgen. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i Sadlen, Hr. Kammerjunker!
Claus. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en eller anden Maade faae ham....
Jørgen. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det.
Claus. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?
Jørgen. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa Porten.
Claus. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare længe.
Jørgen. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har Noget i Ho'edet.
Claus. Drikker han?
Jørgen. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.
Claus. Naa, og saa mener du...?
Jørgen. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ...
Claus. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit Kammer og sover Rusen ud.
Jørgen. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med Sang og Spil?
Claus. Oho! Jeg begynder at forstaae dig.Très bien, det er meget godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nuikkesender Bud efter ham?
Jørgen. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!
Claus. Hvor kan du vide det saa sikkert?
Jørgen. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.
Claus. Ah, du mener, at jeg....
Jørgen. Og den naadige Frue....
Claus. Vi skulde foreslaae Baronen det?
Jørgen. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.
Claus. Og saa troer du, at Skriveren....
Jørgen. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, naar der bliver pirret lidt ved ham.
Claus. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørgerdufor....
Jørgen. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. Kammerjunkeren forlade sig paa.
Claus. Det Andet skal jeg nok besørge.
Jørgen. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme ud før Tiden.
Claus. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er Diplomat. Naar man har været sex MaanederSecrétaire intimehos Hs. MajestætsEnvoyéi Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer ud ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.
Jørgen. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.
(De gaae hver ud ad sin Dør.)
Skuepladsen forandres til:
Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.
Hans Lauritsen. Bodil.
Hans Lauritsen(i Baggrundsdøren.)Nei, her er heller Ingen.(Han træder ind,Bodilfølger.)
Bodil. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i Bibliotheket.
Hans Lauritsen. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i Eenrum, før jeg reiser videre.
Bodil. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!
Hans Lauritsen. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.
Bodil. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.
Hans Lauritsen. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.
Bodil. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...
Hans Lauritsen. Og det er?
Bodil. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her er ikke godt for ham at være.
Hans Lauritsen. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?
Bodil. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men det fik være det samme, naar blot....
Hans Lauritsen. Naar blot?
Bodil. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.
Hans Lauritsen. Hvorledes det?
Bodil. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.
Hans Lauritsen. Skulde det være muligt?
Bodil. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode Ambrosius.
Hans Lauritsen. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo heller—og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.
Bodil. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.
Hans Lauritsen. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.
Bodil. Ak, allerede!
Hans Lauritsen. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, Bodil!(Bodilud, et Øieblik efterAmbrosiusind.)
Hans Lauritsen. Ambrosius.
Hans Lauritsen. Goddag. Ambrosius!
Ambrosius. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her?(omfavner ham.)Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?
Hans Lauritsen. Ja, og jeg reiser strax videre.
Ambrosius. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.
Hans Lauritsen. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt Tid.
Ambrosius. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.(Han trækker Flasken op og skjænker.)See her, hvor den spiller i de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter den—aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den var for høi for mig.
Hans Lauritsen. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg har et Lykkebud til dig ... See her!(Han viserAmbrosiuset Brev.)
Ambrosius. Et Brev til mig! Fra hvem?
Hans Lauritsen. Ja gjæt engang!
Ambrosius. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, siden du er borte.
Hans Lauritsen. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle Velynder, Professor Holberg.
Ambrosius. Holberg! Er Brevet fra ham?(Han faaer det og betragter Udskriften.)Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig endnu paa mig—paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen Anden—mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel Sanglærke—hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"—Og han har tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?
Hans Lauritsen. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.
Ambrosius(læser)."Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sinexamen theologicum, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede ellerdomiciliumfor Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig Middel til at cultivere—hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans omflakkende Levnet—men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectioneredeLudvig Holberg." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier endnu!
Hans Lauritsen. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa dem—for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?
Ambrosius. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op igjen.—Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at gjøre mig.
Hans Lauritsen. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den theologiske Examen.
Ambrosius. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge mig?
Hans Lauritsen. Det kan du takke Professor Holberg for, som har rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at "Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa alvorlig ud med eet?
Ambrosius. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?
Hans Lauritsen. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.
Ambrosius. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.
Hans Lauritsen. Naa, ja—ja da, saa i Overmorgen.
Ambrosius. Heller ikke i Overmorgen.
Hans Lauritsen. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.
Ambrosius. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.
Hans Lauritsen.Kandu ikke ... hvad skal det sige?
Ambrosius. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; hvorfor skulde jeg saa reise?
Hans Lauritsen. I din Stilling—som Skriverdreng? Det er ellers en beskeden Lykke, den.
Ambrosius. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, du før talte om.
Hans Lauritsen. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker Andet under.
Ambrosius. Hvad skulde det være?
Hans Lauritsen. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?
Ambrosius. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?
Hans Lauritsen. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.
Ambrosius. Om hvad?
Hans Lauritsen. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.
Ambrosius. Elskov...! Ogduer vidende om det, som jeg knap har tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.
Hans Lauritsen. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!
Ambrosius. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.
Hans Lauritsen. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i sine Snarer.
Ambrosius. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!
Hans Lauritsen. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.
Ambrosius. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see hende og høre hende tale—intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.
Hans Lauritsen. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?
Ambrosius. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!
Hans Lauritsen. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?
Ambrosius,(heftig).Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig ... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, end jeg har Kaft til at yde....
Hans Lauritsen. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!
Ambrosius. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!
Hans Lauritsen. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart være udbrændt.
Ambrosius. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort—jeg ønsker ikke bedre.
Hans Lauritsen. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og fattigt, hvad saa?
Ambrosius. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand og gode Dage.
Hans Lauritsen. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.
Ambrosius.(slaaet).Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?
Hans Lauritsen. Men der kan være Andre, som har samme Magt.
Ambrosius. Troer du?
Hans Lauritsen. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.
Ambrosius,(usikker).Idag, siger du ... men Baronen er jo netop bortreist og ...Hans Lauritsen. Naa ja, saa skikker du ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.
Ambrosius. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.
Hans Lauritsen. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit sidste Ord?
Ambrosius. Ja.
Hans Lauritsen. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!
Ambrosius. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?
Hans Lauritsen. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, bitterlig ondt.
Ambrosius. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ...(bevæget.)Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel!
Hans Lauritsen. Lev vel!
(De omfavne hinanden,Hans Lauritsengaaer.)
Ambrosius(ene).Elleskudt!... Ja, siden jeghendeførst saae!
(Tæppet falder.)
(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m. m.)
BaronenogGeheimeraadinden. JunkerClausogAbigael, MagisterSørenog Captainv. Reinsberg, samt flereGjæster(komme ind fra Venstre). Strax efterJørqenogBodil.
Baronen(til Geheimeraadinden).Velbekomme Maaltidet, Eders Naade!
Claus(til Abigael).Que bien vous fasse, Mademoiselle!
Captainen(til Magisteren).Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister!
Magisteren. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain!
Baronen. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen.(til Geheimeraadinden.)Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter den Konst, ha, ha, ha!
Geheimeraadinden(leende).Nei, endnu ikke, Hr. Baron.
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
Baronen. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind, Jørgen ... af den ældste.
Abigael(ved Kaffebordet).Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe?
Geheimeraadinden(gaaer hen til Bordet).Tak, mit Barn!
Baronen. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.
Claus. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder.
Abigael. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af Huusholdersken.
Baronen. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!
Gjæster. Ha, ha, ha!
Claus. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand.
(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)
Baronen. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller ikke?
Captainen. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.
Baronen. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!
Gjæster.Ha, ha, ha!
Magisteren(med et fyldt Glas).Maa det være mig tilladt at bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I—næst efter ham, som er alle gode Tings Giver—paa denne Dag, som saa ofte tilforn, har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man ogsaa sit Legem, for at ...
Baronen.Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.—Hvor Pokker bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, saa havde vi det at forslaae Tiden med.
Jørgen. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens Tilladelse,(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for, at han bliver kaldt herop.
Abigael. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige Gratulationsvers?
Baronen. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke sandt, Hr. Captain?
Captainen. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, ha, ha!
Claus. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?
Baronen. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt paa.
Geheimeraadinden. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er Fremmede tilstede?
Baronen. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde Ridefogden herop paa et Glas Viin.(til Geheimeraadinden.)Eders Naade har vel ikke Noget derimod?
Geheimeraadinden. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet, at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang imellem, ikke for ofte.
Baronen, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen!(Jørgengaaer ud i Baggrunden)Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger ... ikke sandt, Abigael?
Åbigael. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?
Baronen.I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer det. Hvad mener I, Magister Søren?
Magisteren. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, giveminringe Mening tilkjende herudi ...
Baronen. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!
Magisteren. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet staaer—enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske nøie—og som lyder saaledes: "Post coenam stabis seu passus mille meabis." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind Fodskridt gaae."
Baronen. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være?
Magisteren, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. Baronen.
Baronen. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?
Magisteren. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker unægtelig—med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse—at staae,stare,eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.
Baronen. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?
Captainen. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha!
De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius.(Strax efter)Niels BruusogJørgen(fra Baggrunden).
Peder(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og begynder strax)Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
Ambrosius(der ligeledes er traadt ind).Hr. Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men sandt at sige ...
Peder. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....
Ambrosius(halv høit).Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord paa Munden endnu.
Peder(ligeledes).Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, din Kylling!
Baronen. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
Ambrosius(leende.)Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at Hanen bør gale før Kyllingen.
Baronen. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.
Captainen. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!
Baronen. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?
Ambrosius. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.
Baronen. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?
Ambrosius. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som sagt....
Abigael(sagte til Ambrosius).Gjør ikke min Fader vred, Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.
Ambrosius(sagte).For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!
Baronen. Naa da, hvad bliver det saa til?
Claus. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.
Peder. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?
Baronen. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, det har han jo før viist Prøver paa.
Ambrosius. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.
Claus(sagte til Jørgen).Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, Jørgen!
Jørgen(sagte).Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu.(høit.)Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og Ridefogden?
Baronen. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer Geisten nok over ham.
Ambrosius. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord!
Baronen. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!
Ambrosius(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er Improvisation).