Baronen. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.
Geheimeraadinden. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.
Baronen. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit.
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
Abigael. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.
Baronen. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, saa for mig gjerne.
Geheimeraadinden. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?
Baronen. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.
Claus(til Abigael)En Skriverdreng! Vil I tage Information af en Skriverdreng?
Abigael. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at indvende.
Geheimeraadinden(hurtig).Bevares, hvad skulde min Søn have at indvende.
Claus. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?
Geheimeraadinden. Han meente kun, det maa være en sjelden Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.
Abigael. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.
Baronen. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
De Forrige. Jørgen.
Jørgen. Naadige Herre, der er serveret.
Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som en Tærsker.
Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!
Claus. Ha, ha,petite friponne!Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?
Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er i Orden.
Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
Abigael(standser).Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi med hinanden.
Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.
De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius(komme ind under højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).
Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?
Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig....
Ambrosius(paa samme Tid).Jeg beder Baronen undskylde min Dristighed....
Baronen. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.
Niels Bruus. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?
Baronen. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!
Niels. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?
Baronen. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
Abigael. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har at sige til Undskyldning.
Baronen. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, tal da! Kan han lukke Munden op!
Ambrosius. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
Baronen. En gammel Mand?
Ambrosius. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!
Niels. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!
Baronen. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
Ambrosius(til Niels).Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og alligevel....
Baronen. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? Hvem er det?
Jørgen. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
Baronen. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede Benet sidste Vaar?
Jørgen. Ja, naadige Herre!
Baronen. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
Niels. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
Baronen. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.
Niels. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet Brændsel paa Godset herefterdags.
Baronen. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud over ham!(til Ambrosius.)Han er en skikkelig Karl, men en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
Ambrosius. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa Herrens Velgaaende.
Abigael(til Ambrosius).Aa, bi et Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers har Lyst dertil.
Ambrosius. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.
Abigael. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge!(gaaer ud til Høire.)
Baronen. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa forlade, at jeg lod Jer vente.
Geheimeraadinden. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?
Claus. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
Baronen. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, ha, ha, ha!
(Baronen, Geheimeraadindenog JunkerClausud til Høire.Ambrosiushilser og følger lidt bag efter.)
Niels(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte hinanden).Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?
Jørgen. Jeg siger, den er grov, Niels!
Niels. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, saa begynder han alt at gale.
Jørgen. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
Niels. Ja saa, har hun det?
Jørgen. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.
Niels. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.
Jørgen. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv besørger det.
Niels. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
Jørgen. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som han kunde bryde sin Hals paa.
Niels. Hvad skulde det være for en Steen?
Jørgen. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.
Niels. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, Jørgen?
Jørgen. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
(Tæppet falder.)
Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.
Ambrosius(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran,(læser)"Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende.(blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.)See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien.
(læser:)
"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale."
(taler:)
To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en Frøken....
(læser:)
"Den ene begyndte en Vise at kvæde
Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde."
(taler:)
Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.
(læser:)
"Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne."
(taler:)
Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg.(læser sagte videre.)Jeg gad ellers vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.
(læser:)
"Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elvehøi
Og lægge sig der at sove.
Siden jeg hende først saae."
(taler:)
Siden han saaehende, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred kanskee, eller hvad er Meningen?(lukker Bogen.)Naa, det kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre.(skriver.)Nummer 223. En haandskreven Visebogin Quarto, fordum tilhørende.... Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste.(Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de Indtrædende.)
Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen.
Jørgen(i Døren.)Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.
Peder. Ja men det gjør jeg ikke.
Jørgen. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele Indtægten af Embedet ... i det første Aar.
Peder. Hele Indtægten?... Ja, men hvadskaljeg med den Hjælpedegn?
Jørgen. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
Peder. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den Skriverdreng.
Jørgen.Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne Ansigt.
Peder.Men det første jeg træffer ham....!
Jørgen.Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en duelig Person.
Peder.Hvad er det da for en Person?
Jørgen.Herregud, lille Peer, det er jo mig.
Peder.Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
Jørgen.Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa lovet at gjengjælde mig.
Peder.Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
Jørgen.Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.
Peter.Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen.
Jørgen.Bi lidt, skal jeg melde Jer.
(idet han vender sig, træderAmbrosiusfrem.)
Ambrosius.Den naadige Herre er ikke tilstede.
Jørgen.Hvad! Staaer I her og lurer?
Ambrosius.Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
Jørgen.Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre Bestillinger?
Peder. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
Ambrosius. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra Kjøbenhavn.
Peder. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt Foden i Kjøbenhavn.
Ambrosius. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
Peder. Er jeg?
Ambrosius. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
Peder. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden.
Ambrosius. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?
Peder. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.
Ambrosius. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?
Peder. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.
Ambrosius. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?
Peder. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
Ambrosius. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en Pandekage?
Peder. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
Jørgen. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!
Ambrosius. Er det ikke Jer, som er en Hane?
Peder. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!
Jørgen(holder ham tilbage).Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.
Peder. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg!
Jørgen. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer.
De Forrige. Baronen(ind fra Høire).
Baronen. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?
Ambrosius. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen vilde ikke lade sig sige.
Baronen. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer Rasmussen?
Peder. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...
Baronen. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
Peder. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; mendettænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og Palmetræer ...dettænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.
Baronen. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for en Hane?
Peder. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.
Ambrosius. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen.
Baronen(til Degnen).Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa....
Peder. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den femtende Søndag efter Trinitatis....
Jørgen(sagte).Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.
Peder. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og Altergang....
Baronen. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?
Peder. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den.(til Ambrosius:)Svar nu til det, om I kan!
Ambrosius. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?
Baronen. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!
Peder. Ja men....
Baronen. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! Marsch!(Degnenud i Baggrunden. Baronen tilJørgen, som vil følge:)Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havdehanat skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?
Jørgen. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg kunde.
Baronen. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.
Jørgen. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru Geheimeraadinden.
Baronen. En Bog ... hvad er det for en Bog?
Jørgen. Det er ... en Historiebog.
Baronen. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne Titelen!
Jørgen. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.
Baronen(til Ambrosius).Findes den Bog her?
Ambrosius. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig udkommen i Trykken?
(Bodil ind fra Venstre).
Baronen. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa have Ro!(til Bodil.)Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?
De Forrige(uden Peder Rasmussen).Bodil.
Bodil. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at følge med.
Baronen. Skriveren ... med Frøken Abigael?
Ambrosius. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.
Baronen. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?
Ambrosius. Efter fattig Leilighed.(til Jørgen:)Her er den Bog, I forlangte.
(Jørgentager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)
Baronen. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham.
(Baronenud til Høire.)
Ambrosius. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.
Bodil. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.
Ambrosius. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er Frøkenen?
Bodil. I Havestuen.
Ambrosius. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!
(Bodilud til Venstre,Ambrosiusi Baggrunden.)
Skuepladsen forandres til:
Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, Portræter paa Væggene.
Geheimeraadinden og Jørgen(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)
Jørgen. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.
Geheimeraadinden. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.
Jørgen(giver hende Bogen).Jeg takker underdanigst.
Geheimeraadinden. Intet at takke for.—A propos,mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... Skriverkarlen?
Jørgen. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.
Geheimeraadinden. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?
Jørgen. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ...
Geheimeraadinden. I Sang og Musik.
Jørgen. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.
Geheimeraadinden. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?
Jørgen. Ikke meer end een Gang om Dagen.
Geheimeraadinden. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne Skriverkarl? Hvor stammer han fra?
Jørgen. Fra Gummerup, Eders Naade.
Geheimeraadinden. Gummerup?
Jørgen. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans Fader er Skræder.
GeheimeraadindenSkræder! Men han maa jo dog have faaet nogen Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?
Jørgen. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig vide,hvorlangt han kan komme.
Geheimeraadinden. Og han musicerer og promenerer hver Dag med Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person,(fornem.)Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!
Jørgen. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.
Geheimeraadinden. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham
Jørgen. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?
GeheimeraadindenIkke for Øieblikket.
Jørgen(afsides.)Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.
(Jørgen ud til Venstre.)
Geheimeraadinden(alene.)Han er en malicieux Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv enpassagerInteresse har sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.
Geheimeraadinden. Junker Claus(fra Venstre.)
Claus. A votre service, chère maman. Jeg ønsker Jer en god Morgen(kysser hende paa Haanden); jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?
Geheimeraadinden. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre Besked.
Claus. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.
Geheimeraadinden(skarpt).Veed du heller ikke, at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.
Claus. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lilleChanson, du veed: "Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la la!"
Geheimeraadinden. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, hun er passionneret for.
Claus. Hvorledes mener Mama?
Geheimeraadinden. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.
Claus. Jeg?Dieu m'en préserve!Jeg ledsagede dem et Stykke Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke hvad.
Geheimeraadinden. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.
Claus. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ...ah fi donc!
Geheimeraadinden. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne Sag—ligesom,en passantbemærket, adskillige andre Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have Indflydelse paa din Fremtids Lykke.
Claus. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas Alvor?
Geheimeraadinden. Hvilket?
Claus. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor morsomt!... nedlade sig til enamourettemed en almindelig Skriverdreng af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til at troe.
Geheimeraadinden.Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.
Claus. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.
Geheimeraadinden.Umuligt, siger du?... Holder dumigfor et Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?
Claus. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!
Geheimeraadinden. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt en Passion, da jeg var ung.
Claus. Mama er jo ung endnu.
Geheimeraadinden. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for mit første ungdommelige Sværmeri?
ClausVar det ikke Papa?
Geheimeraadinden. Det var ... min Faders Skytte.
Claus. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine?
Geheimeraadinden. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.
Claus. Est-il possible!Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.
Geheimeraadinden. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer....
Claus. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det første, jeg træffer ham i Abigaelsprésence, skal jeg begegne ham saaledes....
Geheimeraadinden. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt værre. Du maa behandle ham....
Claus. Overlegent—du haut en bas—Mama har fuldkommen Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen paa en Kavalercomme il fautog en Skriverkarl ...
Geheimeraadinden. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.
Claus. Af en Skræder! Det er mageløst! Entailleur de campagne, ha, ha, ha!
De Forrige. Baronen(ind fra Høire).