I hans harmopfyldte hjerteskulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød detfra hans vrede læbe jo.
FURIA.
Sværdet klinger; Catilinasvæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skyggehaster mod de dødes land.
AURELIA
(farer sammen.)
Ah, hvo er du uheldsvangrerøst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varslerifra træets kvist!
Er du stegen fra de klammeskyggelande frem
for at føre Catilinatil dit skumle hjem?
FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-målet,og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe—
AURELIA.
Kun et øjeblik.
Frit og ædelt var hans hjerte,stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamredmed sin slangerod.
FURIA.
Friskt og grønt er og platanensløv i brede lag,
til dens stamme kvæles i enslyngvæksts favnetag.
AURELIA.
Der forrådte du dit ophav!Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læbergenlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgiftedfor mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhedhar hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømmegrant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stilletmellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds sidehiged jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet,mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte plantedjeg et urtebed;
som dets bedste smykke frededjeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykketurten op med rod,
og i støvet ligger den, hvorfør den frodig stod!
FURIA.
Svage tåbe; du vil ledeCatilinas skridt?
Ser du ikke, at hans hjertealdrig helt var dit?
Tror du, dine blomster triveskan i slig en grund?
I det solskin-svangre forårgror violer kun.
medens bulmen yppigst vokserunder skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst enskyfuld høstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkesgnisten i hans barm,
og som hævnens offer liggerhan i dødens arm!
AURELIA
(med stigende ild).
Nej, ved alle lysets guder,nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårerbaner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodigefter kampens larm,
slynge vil jeg mine armeom hans kolde barm,
ånde på hans stumme læbeal min kærlighed,
mildne smerten i hans indre,bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jegvriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemlandmed et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet,medens øjet brast,
går vi begge bort fra liveti et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter,for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravensstore stille fred.
(hun går.)
FURIA
(ser efter hende).
Søg ham, forblindede;—jeg frygter ej;jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandesmed døds-skrig og med brustne skjoldes brag.Mon alt han bløder? Mon han lever end?O, skøn er denne stund! Sig månen skjulerbag tykke tordenskyer i sin nedgang.Det vorder nat et øjeblikpånyfør dagen kommer;—og med dagens kommeer alting ude. Han forgår i mørket,som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter.)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,og mister mælet i det vide fjerne;de tunge skarer fejer sletten ren.Ustandselig, nedtrampende de faldne,de vælter frem som havets vrede bølger.—
Jeg hører klynk og gisp og støn derude,—den sidste vuggesang,—hvori de dyssertil ro sig selv og alle blege brødre.—Nu stemmer uglen i. Den ønsker demvelkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min,—alene min, og min for alle tider.Nu kan vi følges ad til glemselsfloden—og over floden, hvor det aldrig dages,dog først jeg søge vil hans lig derude,vil mætte mig ved synet af de skønneforhadte ansigtsdrag før de forstyrresaf sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage.)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?Er det kun sumpens dunster, som sig tætneri morgenkulden til et samlet billed?Nu nærmer det sig. —Catilinas skygge!Hans genfærd—! Jeg kan se hans brustne øje,hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;jeg ser den hele døde mand; kunet,—forunderligt,—døds-såret ser jeg ikke.
(Catilinakommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.)
CATILINA
(hen for sig).
"Du falder for din egen hånd,—
og dog en fremmed skal dig fælde."
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden—skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden?
FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina!
CATILINA.
Ah, hvo er du?
FURIA.
Jeg er en skygges skygge.
CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig?
FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kanvi følges ad til Charons båd,—to genfærd.Dog først—tag sejers-kransen af min hånd.
(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.)
CATILINA.
Hvad gør du der?
FURIA.
Jeg smykke vil din pande.Men hvorfor kommer du alene hid?En høvdings skygge skulde følges afti tusend faldne. Hvor er dine venner?
CATILINA.
De sover, Furia!
FURIA.
De sover end?
CATILINA.
De sover end— og de vil sove længe.De sover alle. List dig gennem skoven;kig ud på sletten,—tyst; forstyr dem ikke!der vil du finde dem i lange rader.De slumred ind ved sværdes vuggesang;de slumred ind,—og vågned ej, som jeg,da sangen tabte sig bag fjerne højder.Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg eret genfærd af mig selv. Men tro blot ejat hines slummer er så ganske roligog drømmeløs. O, tro det ikke!
FURIA.
Tal!Hvad drømmer dine venner?
CATILINA.
Du skal høre.—Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind,og søgte døden under sværdets egg.Til højre og til venstre segned alle;Statilius faldt,—Gabinius, Manlius;min Curius dræbtes, da mit bryst han dækked;da alle faldt for blanke Romer-sværd,—for hine sværd, som vraged mig alene.Ja, Romas våben vraged Catilina.Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,og sansed intet medens kampens bølgermig overskylled. Samling vandt jeg førstda alt blev stilt omkring, og jeg så op,og øjned slaget som et hav—langt bag mig!Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun,—jeg stod alene mellem mine døde.Men der var liv i disse brustne øjne;mundkrogene fortrak sig til et smil;og smil og øjne retted de mod mig,der stod alene oprejst mellem ligene,—mod mig, der havde stridt for dem og Roma,—mod mig, der stod igen foragtet, vragetaf Romas sværd. —Da døde Catilina.
FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.Med smil og øjekast de bød dig indat sove, som de selv—
CATILINA.
Ja, hvis jeg kunde!
FURIA.
Vær trøstig,—genfærd af en fordums helt;din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved;—nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)
CATILINA.
Fy,—hvad er det? En valmuekrans—!
FURIA
(med vild lystighed).
Nu, ja,er ikke valmuer smukke? De vil lyseomkring din pande som en bræm af blod.
CATILINA.
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.
FURIA
(ler højt).
Du elsker mer de matte, blege farver?Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,som Silvia bar i de våde lokker,da hendes lig flød op ved Tibers munding.
CATILINA.
Ah, hvilke syner—!
FURIA.
Skal jeg heller bringedig tidsel-klyngerne fra Romas torv,med brune pletter af det borgerblod,som strømmed for din hand, min Catilina?
CATILINA.
Hold inde!
FURIA.
Eller lyster dig en løvkransaf vinter-egen ved min moders hus,der visned da en ung vanæret kvindemed høje skrig sprang sansesløs i floden?
CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over migpå engang ud—!
FURIA.
Jeg er dit eget øje,—dit eget minde og din egen dom.
CATILINA.
Men hvorfornu—?
FURIA.
Ved målet skuer joden trætte vandrer på sin vej tilbage.
CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?Jeg er ej levende,—og ej begravet.Hvor ligger målet?
FURIA.
Nær,—såfremt du vil.
CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje dødeda alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne.)
Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?Jeg kan ej skænke jer—! O, denne skare—!
FURIA.
Til jorden bunden er endnu din skygge.Riv sønder disse tusend trådes net!Kom, lad mig trykke kransen i dit hår;—den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;den dysser dig til ro! den dræber mindet.
CATILINA
(klangløst).
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande.
FURIA
(sætter kransen på hans hoved).
Nu er du smykket. Sådan skal du trædefor mørkets fyrste frem, min Catilina!
CATILINA.
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre;—jeg stunder hjem til alle skyggers land.Lad os tilsammen gå! —Hvad fængsler mig?Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag migpå morgenhimlens hvælv en tåget stjerne;—den holder mig i livets land tilbage;den drager mig, som månen drager havet.
FURIA.
Følg med; følg med!
CATILINA.
Den vinker og den blinker.
Jeg kan ej følge dig før dette lyser ganske slukket, eller slørt af skyer.—Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;det er et hjerte, bankende og varmt;det binder mig; det fængsler og det drager,som aftenstjernen drager barnets øje.
FURIA.
Stands dette hjertes slag!
CATILINA.
Hvad mener du?
FURIA.
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød,—så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,som stiller fiendtlig sig imellem os.
CATILINA.
Jeg skulde slukke—? Blank og spids er dolken—
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?O, var du nær—! Nej, nej,—jeg vil ej se dig!Og dog—det tykkes mig, som alt blev godt,at freden kom, ifald jeg kunde læggemit hoved til dit bryst og angre—angre!
FURIA.
Hvad vil du angre?
CATILINA.
Alt, hvad jeg har øvet!At jeg har været og at jeg har levet.
FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,går ingen vej tilbage. —Prøv det, dåre!Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kuntil hendes bryst og se om der du finderden fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;forførte kvinder slutter sig til dem;og alle, alle vil de kræve af digdet liv, det blod, den ære du har røvet.Forferdet vil du flygte ud i natten,—vil flygte jorden rundt langs alle strande,Actæon lig, af hunde-koblet jaget,—en skygge, jaget af de tusend skygger!
CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.I lysets verden er jeg hjemløs nu!Jeg følger dig til alle skyggers land;—det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære.
FURIA.
Hvi famler du med dolken?
CATILINA.
Hun skal dø.
(et lyn slår ned og tordenen ruller.)
FURIA.
De store magter jubler ved dit forsæt!—Se, Catilina,—hist din hustru kommer.
(Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.)
AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!Han er ej blandt de døde—
(får øje på ham.)
Høje himmel;—min Catilina!
(hun iler imod ham.)
CATILINA
(forvildet).
Nævn ej dette navn!
AURELIA.
Du lever! Ja—!
(vil kaste sig i hans arme.)
CATILINA
(afværgende).
Vig bort! Jeg lever ikke.
AURELIA.
O, hør mig, elskte—!
CATILINA.
Ti; jeg vil ej høre!Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.Stir ikke på mig! Dine øjne martrer,—de stinger mig i sjælen som en dolk!Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne—
(han drager sin dolk og griber hende i armen.)
AURELIA.
Våg, milde guder, over ham og mig!
CATILINA.
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg;—i dem er stjerneskin og morgenhimmel—.Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
(tordenen ruller atter.)
Dit hjerteblod! Nu råber livets gudersit afskedsord til dig og Catilina!
(han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han forfølger hende.)
FURIA
(lyttende).
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.Hun beder for sit liv. Han hører intet.Han støder til! —Der faldt hun i sit blod.
(Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.)
CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;jeg skimter og jeg hører kun forvirretsom under stride vande. Véd du vel,hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?Ej hende blot,—men alle jordens hjerter,—alt levende, og alt, som gror og grønnes;—hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,og solens ild. Se selv,—den kommer ikke;den kommer aldrig mere; slukt er solen.Nu er den hele vide jordens kredsforvandlet til en kold uhyre gravmed blygråt hvælv,—og under dette hvælvstår du og jeg, forladt af lys og mørke,af død og liv,—to hvileløse skygger.
FURIA.
Vi står ved målet, Catilina!
CATILINA.
Nej;et skridt endnu—før jeg ved målet står.Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,jeg går med Catilinas lig på ryggen?En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl;—med den jeg spidded morgenstjernens øje;—tag—tag, og ram den tvers igennem liget,så mister det sin magt,—og jeg er fri.
FURIA
(griber dolken).
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!
(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af træet.)
CATILINA.
(efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden og siger mat):
Ah, nu fatter jeg din spådom,gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen,halvt for fremmed hånd.
Nemesis har gjort sin gerning.Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styks, løft nu din bølgeshoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden;jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige,alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede!jeg skal vandre stum
imod venstre—
AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst).
—nej mod højre!
Mod Elysium!
CATILINA
(farer sammen.)
O, hvor dette lyse billedfylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia,—sig mig,—lever du?
AURELIA
(knæler ned ved ham).
Ja, jeg lever for at stilnedine smerters sø,—
lever for at lægge barmenmod dit bryst og dø.
CATILINA.
O, du lever!
AURELIA.
Kun en afmagts
slør omkring mig faldt;
men mit matte øje fulgtedig; jeg hørte alt,—
og min kærlighed en hustruskraft mig atter gav;—
bryst ved bryst, min Catilina,går vi i vor grav!
CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgæveser dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følgehævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjortfrem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden,må i mørket ned.
(dagen gryr i baggrunden.)
AURELIA
(peger mod den stigende lysning.)
Nej; for kærligheden svinderdødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger;morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagenkommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Dødengriber alt min barm.
(hun segner ned over ham.)
CATILINA
(trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft):
O, hvor lifligt! Grant jeg mindesnu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtesaf en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sangimod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt,og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, somaldrig før det var,
og min fortids vilde vandringligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasenunder natlyns glød;
men en rosenfarvet morgen-dæmring er min død.
(bøjer sig over hende.)
Du har sjælens mulm forjaget;i mit bryst er ro.
Se, jeg følger dig til lysetsog til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:)
Morgnens milde magter skueri forsoning ned;
du har nattens ånd besejretved din kærlighed!
(Under det sidste optrin harFuriafjernet sig mere og mere mod baggrunden, hvor hun forsvinder mellem trærne. Catilinas hoved synker ned på Aurelias bryst; de dør.)