FOOTNOTES

»At Officererne paa Linieskibet »Dantzick« have samtlige deklareret sig af den Mening: at Mandskabet paa dette Linieskib ikke ved vor Autoritet havde været at bringe til Brest, da Ordre dertil fra den franske Søminister ankom; derfor indestaas efter Forlangende«.

Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne, hvor de enstemmigen erklærede, atde under disse Omstændigheder maatte have endanskOrdre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.

Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og Officerernes enstemmige Udtalelse.

Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.

Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium. Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.

Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder. Men selv om alt gik stille af,uden Uorden og Excesser fra det danske Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —

Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.

Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem begge:[62]

Hr. Admiral[63]»Den Skrivelse, som vi have modtaget, fra Hs. Ex. Marineministeren, indeholder en anden Befaling end de Ordrer, som vi have fra vor Konge, og som positivt udtaler, at vi skal kommandere to af Hs. Keiserlige ogKongelige Majestæts Linieskibe henhørende til Schelde-Flaaden og under Admiral Missiessy’s Kommando. Naar vi derfor forlade Skibene paa Schelden er vor Sendelse tilende, og som Følge deraf ogsaa vor Kommando forbi. Saaledes som det forlanges efter de danske Krigsartikler have vi raadført os med de to Linieskibes Officerer, og de have alle som en erklæret, at da de have Ordre til at tjene ombord i de to Linieskibe af den nævnte Eskadre under Kommando af danske Chefer, vilde de ikke kunne forlade dem uden en Ordre fra det kongelige danske Admiralitet. De Ordrer, som Mandskabet har modtaget gjennem Konsulerne, ere af samme Natur. Som Følge heraf vove vi ikke at afreise til Brest uden at have faaet Ordre dertil af vor Souverain, og vi kunne endnu mindre uden at overskride vor Myndighed beordre Officerer og Mandskab dertil uden Befaling fra vor Regjering.»Hvad angaar Udførelsen af Reise-Ordren maa det være os tilladt at bemærke, at vi paa ingen Maade under disse Omstændigheder kunne paatage os det Ansvar, som Hs. Excellence vil lægge paa vore Skuldre. Vi give hellere Afkald paa vor Kommando end være Vidne til de blodige Følger, som denne Reise vilde faa for Hs. Danske Majestæts Undersaatter og Søfolk.»Modtag Hr. Admiral Forsikringen om den dybe Ærbødighed og den høie Agtelse, hvormed vi undertegne os som«Deres meget ærbødige og meget lydige TjenerRosenvinge.H. Holsten.

Hr. Admiral[63]

»Den Skrivelse, som vi have modtaget, fra Hs. Ex. Marineministeren, indeholder en anden Befaling end de Ordrer, som vi have fra vor Konge, og som positivt udtaler, at vi skal kommandere to af Hs. Keiserlige ogKongelige Majestæts Linieskibe henhørende til Schelde-Flaaden og under Admiral Missiessy’s Kommando. Naar vi derfor forlade Skibene paa Schelden er vor Sendelse tilende, og som Følge deraf ogsaa vor Kommando forbi. Saaledes som det forlanges efter de danske Krigsartikler have vi raadført os med de to Linieskibes Officerer, og de have alle som en erklæret, at da de have Ordre til at tjene ombord i de to Linieskibe af den nævnte Eskadre under Kommando af danske Chefer, vilde de ikke kunne forlade dem uden en Ordre fra det kongelige danske Admiralitet. De Ordrer, som Mandskabet har modtaget gjennem Konsulerne, ere af samme Natur. Som Følge heraf vove vi ikke at afreise til Brest uden at have faaet Ordre dertil af vor Souverain, og vi kunne endnu mindre uden at overskride vor Myndighed beordre Officerer og Mandskab dertil uden Befaling fra vor Regjering.

»Hvad angaar Udførelsen af Reise-Ordren maa det være os tilladt at bemærke, at vi paa ingen Maade under disse Omstændigheder kunne paatage os det Ansvar, som Hs. Excellence vil lægge paa vore Skuldre. Vi give hellere Afkald paa vor Kommando end være Vidne til de blodige Følger, som denne Reise vilde faa for Hs. Danske Majestæts Undersaatter og Søfolk.

»Modtag Hr. Admiral Forsikringen om den dybe Ærbødighed og den høie Agtelse, hvormed vi undertegne os som«

Deres meget ærbødige og meget lydige Tjener

Rosenvinge.H. Holsten.

For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de danske Chefer at ville tiltakle deto Linieskibe, søge at bryde den engelske Blokade og seile til Brest.

Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres Tilbud.

De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer, som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.

Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne vanskelige Sag.

Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand: »Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held, som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]

Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og endogsaa erklærede atSpørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved, at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]

Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.

Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær forestaaende.

Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudnetil Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.

Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809 ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen, som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.

Paris den 25. Januar 1809.Til Kontre-Admiral Missiessy, Vliessingen.[66]Hr. Kontre-Admiral.»De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af den slette militaire Aand, som de have udvist under deres Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongenaf Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.»Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i Citadellet indtil nærmere Ordre.»Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick« til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]Decrès.

Paris den 25. Januar 1809.

Til Kontre-Admiral Missiessy, Vliessingen.[66]

Hr. Kontre-Admiral.

»De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af den slette militaire Aand, som de have udvist under deres Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongenaf Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.

»Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i Citadellet indtil nærmere Ordre.

»Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick« til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]

Decrès.

En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 omEftermiddagen, da Ordren til Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar, parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster, der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger, — og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse. Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad Dreyer:[68]

Antwerpen den 31. Januar 1809.»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive, og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse, at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag. Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem fortjene Medlidenhed.«UnderdanigeRosenvinge.Holsten.Deres ExcellenceHr. Geheimeraad Dreyer i Paris.

Antwerpen den 31. Januar 1809.

»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive, og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse, at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag. Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem fortjene Medlidenhed.«

Underdanige

Rosenvinge.Holsten.

Deres Excellence

Hr. Geheimeraad Dreyer i Paris.

Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes Afreise.[69]Ingen havde anet, at denneDag skulde have ført saa skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske, og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri, at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for Scheldeflaadenog nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte, og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer, som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.

Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer, modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.

Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.

Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain Moras, den franske Officer, der var udset til atføre Kommandoen ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var forefaldet.

Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt, at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til Tjeneste ombord i Skibene.

Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer, ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Detvar denne Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe være bleven undgaaet.

Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide, nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre deres Pligt.

Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold, hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige Følger.

Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.

Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem hver Linie afdette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin Overlegenhed:[71]

Paris den 29. Januar 1809.Min Herre!»Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs. Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer, som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed, for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent. Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om, overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af Ulydighed,som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder at taale.»Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«Champagny.TilHr. Baron de Dreyer.

Paris den 29. Januar 1809.

Min Herre!

»Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs. Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer, som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed, for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent. Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om, overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af Ulydighed,som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder at taale.

»Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«

Champagny.

Til

Hr. Baron de Dreyer.

Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide, hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.

Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen af Kommandoen dog Anledning til et lilleSammenstød imellem »Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord, Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]

Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.

Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s« samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.

Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsteni Citadellet i Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til Ledsagelse.

Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse, Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.

Det er ganske karakteristisk, at samme Dag som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten bleve berøvede deres Kommandoer i Vliessingen og arresterede, vilde Skjæbnen, at de i Kjøbenhavn skulde være Gjenstand for Udmærkelse. Kongen høitideligholdt nemlig d. 28. Januar Dannebrogsordenens første Ordensdag sammen med sin Fødseldag og imellem de Udnævnelser til Ridder, som i denne Anledning fandt Sted, var ogsaa Rosenvinges og Holstens. Man havde dengang ikke nogen Underretning om, hvad der var foregaaet i Vliessingen, og anede ikke, at de to nye Riddere sad velforvarede indenfor Antwerpens sikre Fæstningsmure. Saa snart derfor Efterretningen herom naaede til Kjøbenhavn, blev man sat i stor Forlegenhed, da det let kunde se ud, som om denne Anerkjendelse fraRegjeringens Side var et Tegn paa, at man gav de to Officerer Medhold i deres Optræden lige overfor de franske Myndigheder. For at forhindre ethvert Skin af Demonstration gjorde man endog Forsøg paa at faa Forsendelsen af Dekorationerne stoppet, medens det endnu var Tid, men uden at dette dog lykkedes. Postmesteren i Hamburg, Wachs, indberettede nemlig, at Afsendelsen af Ordenerne allerede var sket, og Regjeringen maatte derfor indskrænke sig til at lade Gesandten i Paris give den franske Regjering forklarende Oplysninger om Forholdet.

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering havde stillet dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side. Herfra havde man nemlig allerede tidligere, som ovenfor meddelt, gjort Forsøg paa at faa Officerer og Folk hjem fra fransk Tjeneste, men uden Held. Ved Efterretningen om de nylig stedfundne Begivenheder syntes Leiligheden god til at forny Begjæringen. I en Note af 14. Februar 1809 fra Udenrigsministeren skete der en Henvendelse desangaaende til den franske Regjering, men Resultatet var ikke bedre end sidste Gang. Grev Bernstorff giver i sin Skrivelse ikke de danske Chefer Medhold i deres Fremgangsmaade, navnlig ikke de to subalterne Officerer, men udtaler dog i temmelig alvorlige Udtryk, at deres Adfærd har den Undskyldning, at de vidste, at deres Bestemmelse var at tjene paa den franske Schelde-Flaade, og at en Ordre som den, at de skulde afgaa til Brest laa aldeles udenfor Overenskomsten.

Man skimter gjennem Skrivelsens hele Anlæg Regjeringens Bestræbelse for at give de to arresterede Kapitaineren Haandsrækning og gjøre det bedst mulige ud af Sagen, noget som Regjeringen under alle Omstændigheder var nødsaget til om man end nok saameget var utilfreds med hvad der var sket. Det vilde af forskjellige Grunde have været uklogt ganske at misbillige Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Optræden. Thi ikke alene maatte man saavel i Frankrig som hjemme i Danmark antage, at de Mænd, som Regjeringen havde udset til at repræsentere Marinen i Udlandet, vare erfarne og prøvede Officerer, og blev der aabenlyst tilkjendegivet, at man slet ikke samstemmede med eller billigede deres Handlinger, stod Marinen med det samme Fare for at miste noget af sin Prestige; men Regjeringen har vel ogsaa samtidig haft en Følelse af, at de to Officerer havde haft en saare vanskelig Opgave at løse, og at deres Position ikke fra Regjeringens Side har været saa nøiagtigt præciseret, at de havde fuld Klarhed over Situationen.

Den 16. Februar ankom der med Kurer fra Paris følgende Ordre til Præfekten i Antwerpen om at hjemsende de to arresterede danske Chefer:

Paris d. 13. Februar 1809.TilMr. Malouet.»Jeg underretter Dem min Herre om, at ifølge Hs. Majestæts Ordre skal D’Hr. Rosenvinge og Baron Holsten hver under Bevogtning af en Gendarm eller en Gendarmeri-Underofficer, uopholdelig afreise til Danmark, hvor de af den nævnte Eskorte skal overleveres til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost paa Grændsen. Hvis der ikke findes noget disponibelt Kjøretøi maa De skaffe et tilveie, som kanrumme fire Personer, og som kan anvendes i det Øiemed ... De to Officerers Kaarder overgives til Eskorten, og overleveres tilligemed deres Personer til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost, som jeg antager maa være Altona ...«Decrès.

Paris d. 13. Februar 1809.

Til

Mr. Malouet.

»Jeg underretter Dem min Herre om, at ifølge Hs. Majestæts Ordre skal D’Hr. Rosenvinge og Baron Holsten hver under Bevogtning af en Gendarm eller en Gendarmeri-Underofficer, uopholdelig afreise til Danmark, hvor de af den nævnte Eskorte skal overleveres til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost paa Grændsen. Hvis der ikke findes noget disponibelt Kjøretøi maa De skaffe et tilveie, som kanrumme fire Personer, og som kan anvendes i det Øiemed ... De to Officerers Kaarder overgives til Eskorten, og overleveres tilligemed deres Personer til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost, som jeg antager maa være Altona ...«

Decrès.

Kapitainerne Rosenvinge og Holsten afreiste d. 18de Februar 1809 som Arrestanter til Danmark, ledsagede af franske Gensdarmer fra Etappe til Etappe, og man vil af nedenstaaende Uddrag af en »Underdanigst Promemoria« for Premierlieutenant Schifter[73]se, hvor magtpaaliggende det har været den franske Regjering at faa dem sendte hjem. Lieutenant Schifter indberetter nemlig under 16de Februar 1809 til Admiralitetet:

»Jeg har haft den Ære at tale med Hr. Kapitain Rosenvinge og Hr. Baron Holsten. Stedse indesluttede i Antwerpens Kastel, er Frihed til at skrive dem ei betaget; men Nødvendigheden af at tilstille Præfekten alle deres Breve til Gjennemlæsning, har nødet dem til at anmode mig om i deres Navn at tilmelde det høie Kollegie: at det i Dag er bleven dem forkyndt, at de under Bevogtning af gens d’armes ufortøvet skulde afgaa til Altona og derfra videre til Kjøbenhavn. Man fordrede øjeblikkelig Afreise; men Hr. Kapitain Rosenvinges ved Kummer svækkede Helbred tillod ei dette; dog vovede ikke General Malouet at opsætte deres Afsendelse længere end til i Overmorgen. Dybt føle de det nedværdigende ved, af gens d’armes at føres som Arrestanter til Fødelandet, men idet de se Umulighedenaf at kunne forhindre dette indtil Altona, hvor de efter Befaling skal afleveres, vove de at anmode det høie Kollegie, at de i det mindste derfra paa deres Æres Ord maatte tillades at fortsætte deres Reise igjennem Fødelandet, og at de nødvendige Ordres hertil maatte blive givne«. —

De bleve i Altona afleverede til den ved det franske Hovedkvarter ansatte Major v. Haffner, der under Eskorte af Kapitain Hirschfeld sendte dem d. 6te Marts 1809 fra Altona til Rendsborg.

Paa denne Fæstning maatte de tilbringe en Maaned i Arrest, hvorefter de ifølge kongelig Ordre udløstes og bleve beordrede til Kjøbenhavn.

Det kan næppe betvivles, at kun tvingende politiske Grunde have nødsaget Regjeringen til at holde de to Officerer i Arrest efter deres Hjemkomst, og man feiler næppe ved at antage, at Hensynet til den mægtige franske Keisers Ønske her har været det bestemmende. Saavel Kongen som Admiralitetet have sikkert været af den Anskuelse, at der allerede var bødet haardt nok under Opholdet paa Schelden for de Feilgreb som vel vare store, men udelukkende dikterede af en Følelse, der kun kunde gjøre de to Mænds Karakter Ære, og lode ogsaa denne Anskuelse indirekte faa officiel Bekræftelse derved, at saavel Rosenvinge som Holsten kort Tid efter begge fik Kommando igjen, Rosenvinge paa Værftet og Holsten i den ansvarsfulde Stilling som Høistkommanderende over Søforsvaret i Hertugdømmerne.

Ligeoverfor Lieutenanterne Falsen og Holsten indtog Regjeringen selvfølgelig en anden Holdning. Da Indberetningen om deres selvstændige Optræden naaede Admiralitetet, blev det herfra tilkjendegivet dem, at man ikkekunde billige deres Fremgangsmaade, og det blev derfor paalagt dem atter at vende tilbage til deres Stilling. Men da de to Officerer erklærede sig ude af Stand til at opfylde den kongelige Ordre, bleve de afløste og hjemsendte og maatte i Arresten i Citadellet bøde for deres patriotiske Iver.

De nye Chefer for »Pultusk« og »Dantzick«, Kommandørkapitainerne v. Dockum og v. Berger ankom til Vliessingen d. 29. Marts og overtog deres Kommando d. 1. April 1809. Officerernes og Mandskabets Haab om snarlig Hjemsendelse var svundet bort, og i fire lange Aar, indtil 1813, holdtes de i fransk Tjeneste paa Scheldeflaaden. Forholdene vare imidlertid væsentlig forbedrede; v. Dockum’s kloge Optræden, Tidens jevnende Indflydelse, og den Omstændighed, at Skibene lidt efter lidt bleve bedre forsynede og Folkene vante til Forpleiningen bragte efterhaanden Ro og Tilfredshed tilveie imellem de danske Besætninger. Under v. Dockum’s kraftige Kommando lykkedes det at bringe det danske Mandskab, der senere endnu forøgedes med to Linieskibsbesætninger, til saadan en Fuldkommenhed i Retning af Manøvredygtighed, Organisation og Disciplin, at intet af Flaadens øvrige Skibe kunde maale sig med dem; naar Flaaden foretog Reisningsmanøvrer eller evolerede under Seil, og Tilfredshedssignalet efter en kvik udført Manøvre vaiede fra Admiralskibet »Charlemagne’s« Top, kunde man som Regel være sikker paa at det var »Pultusk’s« eller »Dantzick’s« Nummer, der fulgte efter.

Den Periode i vor Søkrigshistorie: De Danske paa Schelden 1808-1813, hvis første og paa Vanskeligheder saa rige Aar har været Gjenstand for denne Skildring, er af Betydning for Flaaden og dens Historie; thi dedanske Officerer og Søfolk fik, efterat det første vanskelige Aar var tilende, Leilighed til at vise, hvad Skibsbesætninger ere istand til at præstere, naar de ere godt kommanderede og sammensatte af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Og fra hvilket Synspunkt man end i Frankrig kan have betragtet de forskjellige disciplinaire Uregelmæssigheder, der fandt Sted paa Schelden, er man dog ogsaa fra fransk Side rede til at anerkjende, at de dansk bemandede Linieskibe, hvad Slagfærdighed og Manøvredygtighed angaar, vare Flaadens egentlige Kjærne og at de i denne Henseende kunde staa som Mønsterskibe for hele den øvrige Flaade paa Schelden.

FOOTNOTES[1]16 Linieskibe, 10 Fregatter, 5 Korvetter, 8 Brigger, 1 Flyde-Batteri, 1 Stykpram og 29 mindre Fartøier bleve udleverede.[2]I en Chiffer-Depeche, dateret Paris d. 19. Februar 1808, til Udenrigsminister Bernstorff, indberetter Geheimeraad Dreyer de nærmere Omstændigheder ved disse Forhandlinger. (Udenrigsministeriets Arkiv).[3]»être employé pour la défense de nos côtes et pour la sûreté de la Baltique.«[4]Udenrigsministeriets Arkiv. Geheime-Registratur for 1808 Pag. 230.[5]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre. Extrait des minutes de la secrétairerie d’État. Archives du ministère de la marine, Paris.[6]Rapport fra Premierlieutenant A. Schifter til Admiralitets- og Kommissariatskollegiet. Indkomne Sager for 1808, N 1819.[7]Sigvart Urne Rosenvinge født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1779, død 1820 som Kommandør.Hans Baron Holsten født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1780, død som Admiral 1849.[8]Hertug Denis Decrès er født den 18. Juni 1762 i Departementet haute Marne. Efter i Aaret 1782 at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau), gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader, overtog Marineministeriet 1801, udnævntes til Vice-Admiral 1804; han døde i Aaret 1820.[9]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre pag. 111. Archives du ministère de la marine, Paris.[10]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre pag. 112. Archives du ministère de la marine, Paris.[11]Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, Nr. 1, pag. 576.[12]Admiralitetsskrivelse af 25. April 1808 til Felt-Kommissariatet.[13]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 734.[14]Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, p. 578.[15]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 781, 782, 785 (Rapporter fra Kapitainlieutenant Fasting, Premierlieutenant Holsten og Sekondlieutenant Recke).[16]Om denne lille Episode indeholder Lieutenant Holsten’s Rapport (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 782) følgende Detailler:»Commandant en place« Oberst Hamelinaye, til hvem jeg ifølge Ordren henvendte mig, befalede, mig skulde gives et Pas, hvorefter jeg skulde have ikke alene Befordring, men endogsaa Logis og Fortæring frit; men i Henseende til Kreditiver forsikrede han mig aldeles ingen Ordre at have.»Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.»Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere, at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede: hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket, forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste, jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene: »Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at ansættes paa de Skibe, der armeres«.«[17]Som en Mærkelighed kan her anføres, at det paa Prindsen af Ponte Corvo’s Anordning udstedte »feuille de route« kun var gjældende til Byen Wesel, saaledes at den sidste Del af Reisen maatte tilbagelægges paa egen Bekostning. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 930.)[18]Der foreligger saaledes en Skrivelse af 7de Mai 1808 fra den danske Konsul Ayres i Lissabon til Økonomi- og Kommerce-Kollegiet, hvori han melder, at han i Henhold til sin Ordre havde samlet ialt 88 danske Styrmænd og Matroser og havde begjæret Pas hos de franske Autoriteter i Lissabon, men at Marchal Junot, Hertug af Abrantes, som dengang var Høistkommanderende i Portugal, havde givet det Svar, at han vel var underrettet om, at ifølge en Konvention imellem den danske og franske Regjering vare de danske Matroser stillede til Keiserens Raadighed, men at han derfor ikke vilde give de begjærede Pas, men derimod anbringe Matroserne paa de paa Tajoen liggende franske Orlogsmænd. Dette gik Hr. Ayres ind paa, idet han trøstede sig med, at han herved sparede den danske Regjering de betydelige Omkostninger ved Reisen og tillige havde Vished for, at Folkene bleve godt behandlede.[19]Admiral Burgues de Missiessy er født i Toulon den 23de April 1756. Efter at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau) den 4de April 1777, gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader, udnævntes til Kontre-Admiral 1ste Januar 1793, Vice-Admiral 9de Marts 1809 og døde 24de Marts 1837.[20]Situation de la marine au 1 juillet 1808 (Prefecture d’Anvers, escadre de l’Escaut en rade d’Oedekenkercke) Archives du ministère de la marine, Paris.[21]For de to sidste Linieskibes Vedkommende, som under denne havde 4 Kanoner mindre end normeret, kan tilføies følgende detaillerede Oplysninger vedrørende deres Armering og Proviantering.Deres fuldstændige Bestykning bestod af:28Stkr36Pd.s}Kanoner.30—18—}12—8—}14—36—Karonader.Linieskibene havde 60 Dages Proviant og Vand ombord for 70 Dage. (État de situation du personnel de l’escadre de l’Escaut; Archives du ministère de la marine, Paris.)[22]Registret over Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets udgaaende Skrivelser for 1808 indeholder kun den tidligere gjengivne Ordre til Kapitain Holsten om at afreise til Vliessingen.[23]Kapitain Obet ombord i »Pultusk« og Kapitain Drouault ombord i »Dantzick«.[24]Nøiagtig Underretning om Besætningens Størrelse for »Dantzick«s Vedkommende haves i en Rapport fra Kapitain Holsten, dateret 5. Juli 1808, hvori skrives: »Ombord haves i Alt 539 Danske og desuden paa Hospitalet 32 Danske, der tilhører »Dantzick«, hvoraf Jørgen Hennings fra Flensborg er død den 23de f. M. Desuden haves 3 franske Søofficerer, 1 Landofficer, 5 Regnskabsførere, 5 Doktores, Soldater og Konskriberede, i Alt 205 Franske. Heraf vil Kollegiet erfare, at vi ere langt stærkere end behøves.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1329.)[25]Man faar et ganske godt Indblik i, i hvilken Tilstand den nybyggede Flaade, der laa »seilklar« paa Schelden, maa have været, naar man læser, hvad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten skrive om Forholdene ombord i »Pultusk« og »Dantzick« i Sommeren 1808:»Jernværket er slet og gaar hver Dag istykker, Blokværket er ei alene uden Metal-Bøsninger og Jern-Nagler, men endog Skiven af Eg og Ask; derimod en Del Nagler af Pokkenholt, der springer dagligen. Krudtmagasinet er saa fugtigt, at dagligdags kasseres Karduser. Ingen Manøvre sker, uden at Godset springer, og ved at skyde enkelte Skud med ½ Ladning af Karonaderne springer Brogene. Stængevinde-Rebene gaa næsten hver Gang de bruges istykker, endskjøndt de ere 4 skaarne og af 10 Tommers Tykkelse og skal være af bedste Garn. I Skibene findes ikkun en eneste maadelig Sprøite. Batterierne staa 3-4 Tommer lavere i Porten end midt i Porten, som gjør, at man med slig Batteri i mindste Krængning ei kan skyde Vaterpas. Stille-Redskaberne bestaa alene af tvende Kiler, som ved Skud af andre Kanoner glider, og derved tabes baade Sigte og Tid ...« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003, Fællesrapport fra Kapitainerne Rosenvinge og Holsten).[26]Bespisningen i de danske Krigsskibe havde fra tidligere Tid altid været overordentlig rigelig. I det 16de Aarhundrede blev der saaledes ikke tildelt Mandskabet bestemte Portioner (undtagen af Øl). Enhver kunde spise saa meget han lystede, og det daglige Traktement bestod af Grød om Morgenen og Ærter med Flæsk eller salt Sild baade Middag og Aften. Den ugentlige Ølration var ikke mindre end 20 Potter pr. Mand. Under Frederik den 4des og Christian den 6tes Regjering indskrænkedes Øldrikningen og Ærtespisningen, Ærter gaves nu til Middag kun 4 Gange om Ugen, ellers Grød. Om Morgenen indførtes en Snaps Brændevin. Ved det Tidspunkt, hvorom her er Tale, det 19de Aarhundredes Begyndelse, afskaffedes Brugen af salt Fisk, som var bleven indført paa Niels Juels Tid, flere ny Maaltider, som Byggrynssuppe og Øllebrød blev indført, Ølrationen blev atter indskrænket, hvorimod Brændevinen blev fordoblet (H. G. Garde). Ombord i de franske Skibe fik Folkene intet Smør, men derimod en stor Mængde Bønner, som de ikke vare vante til.[27]»Dagligen afgaar« — skriver Kapitain Holsten i en Rapport til Admiralitetet — »4 à 8 Mand Syge af Mangel paa Køie og tilstrækkelig Føde. Vi har ikke kunnet anskaffe os de første, da samme ei kan haves for Penge.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1071).[28]De omtalte Forandringer bestod i, at der for Fremtiden uddeltes en Ration Vin (un quart de vin) istedetfor Øl, og at Rationen af Grøntsager blev inddraget og erstattet af større Kjødration.[29]Affaire Rosenvinge, archives du ministère de la marine, Paris.[30]Campagne 1808, Escadre de l’Escaut. Le contre-admiral Missiessy, lettres et décisions du ministre, pag. 113. Archives du ministère de la marine, Paris.[31]Kapitain Obet.[32]»Dalmate« stod dengang endnu paa Stabelen. Den 13de Oktober 1808 afgik Kapitain Obet fra »Dantzick« til Tjeneste der ombord.[33]I sin Rapport til Keiseren i denne Anledning betegner Marineministeren Kapitain Rosenvinges Brev som skrevet »avec une inconvenance, qui me force de prendre les ordres de Votre Majesté.« (Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)[34]Man gjenfinder Klagerne over utilstrækkelig Kost, over Skibenes Tilstand, Mangel paa Køier, Tæpper, Medikamenter og Sprøiter og Manglerne detaillerede saa meget, at der endog klages over, at der ikke er medgivet Skibet nogen Sygestol til Transport af Saarede fra Dækket til Lazarethet. Det synes, som man her er gaaet noget for vidt i sine Bestræbelser for at finde Klagepunkter, og Hertugen af Decrès har neppe Uret, naar han i sin Rapport til Keiseren siger herom: »Han gjør sig latterlig ved at beklage sig over, at han ingen Sygestol har ombord; en saadan Stol bestaar af to Stykker Planker, lagte overkors, som man laver ombord, naar man har Brug derfor.« (Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)[35]Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogskibet »Pultusk«, tilankers paa Oedekenkerckes Rhed den 6te September 1808. (Archives du ministère de la marine, Paris).[36]Affaire Rosenvinge: Sommaire de la correspondance du capitaine Rosenvinge, Danois employé sur l’escadre de l’Escaut. Og: Examen des plaintes et prétentions de Mr. Rosenvinge. (Archives du ministère de la marine, Paris.)[37]Kapitain Soleil, Chef for Linieskibet »Anversois«, udnævntes til capitaine de vaisseau den 24de September 1803.[38]Kapitain Rosenvinge udnævntes til Kapitain den 14de Juni 1799; Baron Holsten den 18de December 1801.[39]Archives du ministère de la marine, Paris.[40]Som Bevis paa, hvor unaadigt denne Forespørgsel blev modtaget, kan anføres, at da Kapitain Rosenvinge ved Modtagelsen af Ministerens Svar anmodede Admiral Missiessy om en Kopi deraf, blev det ham afslaaet. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr, 2003.)[41]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut, le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre, dossiers des bâtiments, pag. 52. (Archives du ministère de la marine, Paris.)[42]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003.[43]Linieskibet var opkaldt til Erindring om Slaget ved Pultusk, men Franskmændene havde givet Skibet det fordreiede Navn »Pulstuck«. De danske Officerer gjorde snart Franskmændene opmærksomme paa Feilskrivningen, men Skibet havde nu engang det fordreiede Navn; saaledes stod det i de officielle Lister, Reglementer o. s. v.; det var ingen let Sag at faa det forandret, idetmindste ikke uden megen Korrespondance, og det vedblev derfor, saavel officielt som i daglig Tale, endog imellem de Danske indbyrdes, at hedde »Pulstuck«, indtil kort før vore Mandskaber bleve hjemkaldte, da Keiseren tilfældigvis blev opmærksom paa Feilen og gav Befaling til at rette den med den Bemærkning: »Les français ne connaissent donc pas même le nom de leurs victoires.« (Arkiv for Søvæsenet, 8de Bind.)[44]Pro Memoria til det Kongelige Departement for de Udenlandske Sager. (Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag. 1658.)[45]Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag. 1659.[46]Kapitain Rosenvinge havde foreslaaet at indskrænke Rationerne for de danske Besætningers Vedkommende af følgende Ting: Salt Fisk, Biscuits og Olie, og forøge Rationerne af: salt Oxekjød, Grøntsager, Ris, Øl, Smør, Svedsker og Sirup. Ministeren gjør opmærksom paa, at denne meget betydelige Forøgelse vilde gjøre Værdien af Kosten for hver dansk Matros 12 fr. 63 c. dyrere pr. Maaned end for en fransk Matros, og denne Forøgelse vilde for de danske Besætningers Vedkommende (ialt 1230 Mand) andrage en aarlig Merudgift af ikke mindre end 187,000 fr.[47]Ordren fra Marineministeren om Scheldeflaadens Desarmering er dateret Paris den 7. Novbr. 1808.[48]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for 1808, Nr. 2347 (Rapport fra Kapitain Rosenvinge).[49]Kapitain Rosenvinge skriver herom i en Rapport dateret Vliessingen den 7. December 1808: »Officererne og Kadetterne ere daglig til Arbeide med det Mandskab, som dertil Dagen iforveien er beordret paa Værftet ved Desarmeringen, hvormed vore prægtige Matroser ei er eller kan være fornøiede, da det lokale er meget maadeligt; Mandskabet gaaer i Ler til over Midten af Benene.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for 1808, Nr. 2347).[50]Victor Pierre Baron Malouet, udnævnt til Marine-Præfekt i Antwerpen den 25/2 1808.[51]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2082.[52]Man var nødsaget til at iagttage streng Økonomi, da Gager og Kostpenge ikke udbetaltes regelmæssigt. Den 18de December 1808 havde Officerer og Mandskab saaledes næsten 4 Maaneders Gage og Officererne næsten 3 Maaneders Kostpenge tilgode. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 23)[53]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 23.[54]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 24.[55]Ansøgningen fra Besætningen ombord i »Pultusk« er ikke bleven funden i Marineministeriets Arkiv.[56]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, ad. Nr. 24.[57]Ulæseligt.[58]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 84.[59]Beslutningen herom blev taget under Keiserens Ophold i Spanien, og den Expedition, som tilsigtedes, var Foreningen af den franske Søstyrke i Brest med Eskadren i Rochefort, Ordren er dateret 10. Januar 1809, men er ikke bleven funden i Marineministeriets Arkiv i Paris.[60]J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.[61]J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.[62]Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Afslag paa at adlyde den keiserlige Ordre er ikke bleven funden hverken i Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, eller i det franske Marineministeriums Arkiv i Paris.I Udenrigsministeriets Arkiv (S. Excell. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809) findes en Kopi deraf, indsendt af Kapitain Rosenvinge til den danske Gesandt i Paris.[63]Som Kuriosum kan anføres, at der i den originale Skrivelse overalt staar »General« istedetfor Admiral.[64]Udenrigsministeriets Arkiv S. E. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809.[65]Dette forholdt sig ogsaa saaledes; thi den 22. Januar om Eftermiddagen modtog de danske Skibschefer officiel Meddelelse fra Eskadrechefen om, at der fra Marineministeren i Paris var indløbet Ordre om, at de danske Besætninger skulde forblive paa Schelden. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, N. 247).Efter franske Kilder (Rapport fra Admiral Missiessy, dateret Vliessingen d. 25. Januar 1809) ankom den ministerielle Skrivelse fra Paris først den 23. Januar.[66]Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, pag. 60, Archives du ministère de la marine, Paris. Ordren bærer i Randen følgende Paaskrift: Denne Depeche er bleven læst af Hs. Majestæt under Referatet Onsdag 25. Januar og allerhøist approberet.[67]Samtidig med Arrestordrens Afsendelse udgik der fra Marineministeriet i Paris en Skrivelse til Marinepræfekten i Antwerpen, Mr. Malouet, om at modtage Arrestanterne og endvidere yderligere Instruktioner til Admiral Missiessy, hvori det paalægges ham at sætte sig i Forbindelse med den kommanderende General i Antwerpen, General Monnet, for at være sikker paa at have tilstrækkelig militair Magt ved Haanden til at kunne knuse ethvert Forsøg paa Modstand, hvis Arrestationerne skulde give Anledning til Uroligheder. (Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, Archives du ministère de la marine, Paris).[68]Udenrigsministeriets Arkiv: S. E. Mr. de Dreyer. Divers objets 1809.[69]Man faar et godt Begreb om det Indtryk, som Chefernes uventede Arrestation gjorde paa Officererne og Besætningerne, ved at læse, hvad Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen skrive derom i en Fællesrapport til Geheimeraad Dreyer i Paris, afsendt Dagen efter at Begivenheden havde fundet Sted:»Igaar Middags Kl. 12« — hedder det — »ankom ligesaa pludselig som uventet en keiserlig Ordre, der bød vore Chefer at nedlægge deres hafte Kommando og som Arrestanter strax at afgaa til Antwerpen.»Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye danske Chefer skulde kommanderes af franske.»Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme. Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de Dreyer. Divers objets, 1809).[70]J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie 1807-1809.[71]Udenrigsministeriets Arkiv: Noten foreligger som Svar paa en Henvendelse fra Geheimeraad Dreyer i Anledning af Rosenvinges og Holstens Afslag paa at adlyde den keiserlige Ordre af 10. Januar 1809.[72]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 289 (Rapport fra Kapitainlieutenant Fasting.)[73]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 333.

FOOTNOTES

[1]16 Linieskibe, 10 Fregatter, 5 Korvetter, 8 Brigger, 1 Flyde-Batteri, 1 Stykpram og 29 mindre Fartøier bleve udleverede.

[2]I en Chiffer-Depeche, dateret Paris d. 19. Februar 1808, til Udenrigsminister Bernstorff, indberetter Geheimeraad Dreyer de nærmere Omstændigheder ved disse Forhandlinger. (Udenrigsministeriets Arkiv).

[3]»être employé pour la défense de nos côtes et pour la sûreté de la Baltique.«

[4]Udenrigsministeriets Arkiv. Geheime-Registratur for 1808 Pag. 230.

[5]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre. Extrait des minutes de la secrétairerie d’État. Archives du ministère de la marine, Paris.

[6]Rapport fra Premierlieutenant A. Schifter til Admiralitets- og Kommissariatskollegiet. Indkomne Sager for 1808, N 1819.

[7]Sigvart Urne Rosenvinge født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1779, død 1820 som Kommandør.Hans Baron Holsten født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1780, død som Admiral 1849.

[7]Sigvart Urne Rosenvinge født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1779, død 1820 som Kommandør.

Hans Baron Holsten født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1780, død som Admiral 1849.

[8]Hertug Denis Decrès er født den 18. Juni 1762 i Departementet haute Marne. Efter i Aaret 1782 at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau), gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader, overtog Marineministeriet 1801, udnævntes til Vice-Admiral 1804; han døde i Aaret 1820.

[9]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre pag. 111. Archives du ministère de la marine, Paris.

[10]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre pag. 112. Archives du ministère de la marine, Paris.

[11]Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, Nr. 1, pag. 576.

[12]Admiralitetsskrivelse af 25. April 1808 til Felt-Kommissariatet.

[13]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 734.

[14]Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, p. 578.

[15]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 781, 782, 785 (Rapporter fra Kapitainlieutenant Fasting, Premierlieutenant Holsten og Sekondlieutenant Recke).

[16]Om denne lille Episode indeholder Lieutenant Holsten’s Rapport (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 782) følgende Detailler:»Commandant en place« Oberst Hamelinaye, til hvem jeg ifølge Ordren henvendte mig, befalede, mig skulde gives et Pas, hvorefter jeg skulde have ikke alene Befordring, men endogsaa Logis og Fortæring frit; men i Henseende til Kreditiver forsikrede han mig aldeles ingen Ordre at have.»Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.»Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere, at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede: hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket, forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste, jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene: »Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at ansættes paa de Skibe, der armeres«.«

[16]Om denne lille Episode indeholder Lieutenant Holsten’s Rapport (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 782) følgende Detailler:

»Commandant en place« Oberst Hamelinaye, til hvem jeg ifølge Ordren henvendte mig, befalede, mig skulde gives et Pas, hvorefter jeg skulde have ikke alene Befordring, men endogsaa Logis og Fortæring frit; men i Henseende til Kreditiver forsikrede han mig aldeles ingen Ordre at have.»Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.»Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere, at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede: hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket, forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste, jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene: »Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at ansættes paa de Skibe, der armeres«.«

»Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.

»Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere, at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede: hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket, forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste, jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene: »Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at ansættes paa de Skibe, der armeres«.«

[17]Som en Mærkelighed kan her anføres, at det paa Prindsen af Ponte Corvo’s Anordning udstedte »feuille de route« kun var gjældende til Byen Wesel, saaledes at den sidste Del af Reisen maatte tilbagelægges paa egen Bekostning. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 930.)

[18]Der foreligger saaledes en Skrivelse af 7de Mai 1808 fra den danske Konsul Ayres i Lissabon til Økonomi- og Kommerce-Kollegiet, hvori han melder, at han i Henhold til sin Ordre havde samlet ialt 88 danske Styrmænd og Matroser og havde begjæret Pas hos de franske Autoriteter i Lissabon, men at Marchal Junot, Hertug af Abrantes, som dengang var Høistkommanderende i Portugal, havde givet det Svar, at han vel var underrettet om, at ifølge en Konvention imellem den danske og franske Regjering vare de danske Matroser stillede til Keiserens Raadighed, men at han derfor ikke vilde give de begjærede Pas, men derimod anbringe Matroserne paa de paa Tajoen liggende franske Orlogsmænd. Dette gik Hr. Ayres ind paa, idet han trøstede sig med, at han herved sparede den danske Regjering de betydelige Omkostninger ved Reisen og tillige havde Vished for, at Folkene bleve godt behandlede.

[19]Admiral Burgues de Missiessy er født i Toulon den 23de April 1756. Efter at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau) den 4de April 1777, gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader, udnævntes til Kontre-Admiral 1ste Januar 1793, Vice-Admiral 9de Marts 1809 og døde 24de Marts 1837.

[20]Situation de la marine au 1 juillet 1808 (Prefecture d’Anvers, escadre de l’Escaut en rade d’Oedekenkercke) Archives du ministère de la marine, Paris.

[21]For de to sidste Linieskibes Vedkommende, som under denne havde 4 Kanoner mindre end normeret, kan tilføies følgende detaillerede Oplysninger vedrørende deres Armering og Proviantering.Deres fuldstændige Bestykning bestod af:28Stkr36Pd.s}Kanoner.30—18—}12—8—}14—36—Karonader.Linieskibene havde 60 Dages Proviant og Vand ombord for 70 Dage. (État de situation du personnel de l’escadre de l’Escaut; Archives du ministère de la marine, Paris.)

[21]For de to sidste Linieskibes Vedkommende, som under denne havde 4 Kanoner mindre end normeret, kan tilføies følgende detaillerede Oplysninger vedrørende deres Armering og Proviantering.

Deres fuldstændige Bestykning bestod af:

Linieskibene havde 60 Dages Proviant og Vand ombord for 70 Dage. (État de situation du personnel de l’escadre de l’Escaut; Archives du ministère de la marine, Paris.)

[22]Registret over Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets udgaaende Skrivelser for 1808 indeholder kun den tidligere gjengivne Ordre til Kapitain Holsten om at afreise til Vliessingen.

[23]Kapitain Obet ombord i »Pultusk« og Kapitain Drouault ombord i »Dantzick«.

[24]Nøiagtig Underretning om Besætningens Størrelse for »Dantzick«s Vedkommende haves i en Rapport fra Kapitain Holsten, dateret 5. Juli 1808, hvori skrives: »Ombord haves i Alt 539 Danske og desuden paa Hospitalet 32 Danske, der tilhører »Dantzick«, hvoraf Jørgen Hennings fra Flensborg er død den 23de f. M. Desuden haves 3 franske Søofficerer, 1 Landofficer, 5 Regnskabsførere, 5 Doktores, Soldater og Konskriberede, i Alt 205 Franske. Heraf vil Kollegiet erfare, at vi ere langt stærkere end behøves.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1329.)

[25]Man faar et ganske godt Indblik i, i hvilken Tilstand den nybyggede Flaade, der laa »seilklar« paa Schelden, maa have været, naar man læser, hvad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten skrive om Forholdene ombord i »Pultusk« og »Dantzick« i Sommeren 1808:»Jernværket er slet og gaar hver Dag istykker, Blokværket er ei alene uden Metal-Bøsninger og Jern-Nagler, men endog Skiven af Eg og Ask; derimod en Del Nagler af Pokkenholt, der springer dagligen. Krudtmagasinet er saa fugtigt, at dagligdags kasseres Karduser. Ingen Manøvre sker, uden at Godset springer, og ved at skyde enkelte Skud med ½ Ladning af Karonaderne springer Brogene. Stængevinde-Rebene gaa næsten hver Gang de bruges istykker, endskjøndt de ere 4 skaarne og af 10 Tommers Tykkelse og skal være af bedste Garn. I Skibene findes ikkun en eneste maadelig Sprøite. Batterierne staa 3-4 Tommer lavere i Porten end midt i Porten, som gjør, at man med slig Batteri i mindste Krængning ei kan skyde Vaterpas. Stille-Redskaberne bestaa alene af tvende Kiler, som ved Skud af andre Kanoner glider, og derved tabes baade Sigte og Tid ...« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003, Fællesrapport fra Kapitainerne Rosenvinge og Holsten).

»Jernværket er slet og gaar hver Dag istykker, Blokværket er ei alene uden Metal-Bøsninger og Jern-Nagler, men endog Skiven af Eg og Ask; derimod en Del Nagler af Pokkenholt, der springer dagligen. Krudtmagasinet er saa fugtigt, at dagligdags kasseres Karduser. Ingen Manøvre sker, uden at Godset springer, og ved at skyde enkelte Skud med ½ Ladning af Karonaderne springer Brogene. Stængevinde-Rebene gaa næsten hver Gang de bruges istykker, endskjøndt de ere 4 skaarne og af 10 Tommers Tykkelse og skal være af bedste Garn. I Skibene findes ikkun en eneste maadelig Sprøite. Batterierne staa 3-4 Tommer lavere i Porten end midt i Porten, som gjør, at man med slig Batteri i mindste Krængning ei kan skyde Vaterpas. Stille-Redskaberne bestaa alene af tvende Kiler, som ved Skud af andre Kanoner glider, og derved tabes baade Sigte og Tid ...« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003, Fællesrapport fra Kapitainerne Rosenvinge og Holsten).

[26]Bespisningen i de danske Krigsskibe havde fra tidligere Tid altid været overordentlig rigelig. I det 16de Aarhundrede blev der saaledes ikke tildelt Mandskabet bestemte Portioner (undtagen af Øl). Enhver kunde spise saa meget han lystede, og det daglige Traktement bestod af Grød om Morgenen og Ærter med Flæsk eller salt Sild baade Middag og Aften. Den ugentlige Ølration var ikke mindre end 20 Potter pr. Mand. Under Frederik den 4des og Christian den 6tes Regjering indskrænkedes Øldrikningen og Ærtespisningen, Ærter gaves nu til Middag kun 4 Gange om Ugen, ellers Grød. Om Morgenen indførtes en Snaps Brændevin. Ved det Tidspunkt, hvorom her er Tale, det 19de Aarhundredes Begyndelse, afskaffedes Brugen af salt Fisk, som var bleven indført paa Niels Juels Tid, flere ny Maaltider, som Byggrynssuppe og Øllebrød blev indført, Ølrationen blev atter indskrænket, hvorimod Brændevinen blev fordoblet (H. G. Garde). Ombord i de franske Skibe fik Folkene intet Smør, men derimod en stor Mængde Bønner, som de ikke vare vante til.

[27]»Dagligen afgaar« — skriver Kapitain Holsten i en Rapport til Admiralitetet — »4 à 8 Mand Syge af Mangel paa Køie og tilstrækkelig Føde. Vi har ikke kunnet anskaffe os de første, da samme ei kan haves for Penge.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1071).

[28]De omtalte Forandringer bestod i, at der for Fremtiden uddeltes en Ration Vin (un quart de vin) istedetfor Øl, og at Rationen af Grøntsager blev inddraget og erstattet af større Kjødration.

[29]Affaire Rosenvinge, archives du ministère de la marine, Paris.

[30]Campagne 1808, Escadre de l’Escaut. Le contre-admiral Missiessy, lettres et décisions du ministre, pag. 113. Archives du ministère de la marine, Paris.

[31]Kapitain Obet.

[32]»Dalmate« stod dengang endnu paa Stabelen. Den 13de Oktober 1808 afgik Kapitain Obet fra »Dantzick« til Tjeneste der ombord.

[33]I sin Rapport til Keiseren i denne Anledning betegner Marineministeren Kapitain Rosenvinges Brev som skrevet »avec une inconvenance, qui me force de prendre les ordres de Votre Majesté.« (Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)

[34]Man gjenfinder Klagerne over utilstrækkelig Kost, over Skibenes Tilstand, Mangel paa Køier, Tæpper, Medikamenter og Sprøiter og Manglerne detaillerede saa meget, at der endog klages over, at der ikke er medgivet Skibet nogen Sygestol til Transport af Saarede fra Dækket til Lazarethet. Det synes, som man her er gaaet noget for vidt i sine Bestræbelser for at finde Klagepunkter, og Hertugen af Decrès har neppe Uret, naar han i sin Rapport til Keiseren siger herom: »Han gjør sig latterlig ved at beklage sig over, at han ingen Sygestol har ombord; en saadan Stol bestaar af to Stykker Planker, lagte overkors, som man laver ombord, naar man har Brug derfor.« (Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)

[35]Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogskibet »Pultusk«, tilankers paa Oedekenkerckes Rhed den 6te September 1808. (Archives du ministère de la marine, Paris).

[36]Affaire Rosenvinge: Sommaire de la correspondance du capitaine Rosenvinge, Danois employé sur l’escadre de l’Escaut. Og: Examen des plaintes et prétentions de Mr. Rosenvinge. (Archives du ministère de la marine, Paris.)

[37]Kapitain Soleil, Chef for Linieskibet »Anversois«, udnævntes til capitaine de vaisseau den 24de September 1803.

[38]Kapitain Rosenvinge udnævntes til Kapitain den 14de Juni 1799; Baron Holsten den 18de December 1801.

[39]Archives du ministère de la marine, Paris.

[40]Som Bevis paa, hvor unaadigt denne Forespørgsel blev modtaget, kan anføres, at da Kapitain Rosenvinge ved Modtagelsen af Ministerens Svar anmodede Admiral Missiessy om en Kopi deraf, blev det ham afslaaet. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr, 2003.)

[41]Campagne 1808. Escadre de l’Escaut, le contre-amiral Missiessy. Lettres et décisions du ministre, dossiers des bâtiments, pag. 52. (Archives du ministère de la marine, Paris.)

[42]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003.

[43]Linieskibet var opkaldt til Erindring om Slaget ved Pultusk, men Franskmændene havde givet Skibet det fordreiede Navn »Pulstuck«. De danske Officerer gjorde snart Franskmændene opmærksomme paa Feilskrivningen, men Skibet havde nu engang det fordreiede Navn; saaledes stod det i de officielle Lister, Reglementer o. s. v.; det var ingen let Sag at faa det forandret, idetmindste ikke uden megen Korrespondance, og det vedblev derfor, saavel officielt som i daglig Tale, endog imellem de Danske indbyrdes, at hedde »Pulstuck«, indtil kort før vore Mandskaber bleve hjemkaldte, da Keiseren tilfældigvis blev opmærksom paa Feilen og gav Befaling til at rette den med den Bemærkning: »Les français ne connaissent donc pas même le nom de leurs victoires.« (Arkiv for Søvæsenet, 8de Bind.)

[44]Pro Memoria til det Kongelige Departement for de Udenlandske Sager. (Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag. 1658.)

[45]Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag. 1659.

[46]Kapitain Rosenvinge havde foreslaaet at indskrænke Rationerne for de danske Besætningers Vedkommende af følgende Ting: Salt Fisk, Biscuits og Olie, og forøge Rationerne af: salt Oxekjød, Grøntsager, Ris, Øl, Smør, Svedsker og Sirup. Ministeren gjør opmærksom paa, at denne meget betydelige Forøgelse vilde gjøre Værdien af Kosten for hver dansk Matros 12 fr. 63 c. dyrere pr. Maaned end for en fransk Matros, og denne Forøgelse vilde for de danske Besætningers Vedkommende (ialt 1230 Mand) andrage en aarlig Merudgift af ikke mindre end 187,000 fr.

[47]Ordren fra Marineministeren om Scheldeflaadens Desarmering er dateret Paris den 7. Novbr. 1808.

[48]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for 1808, Nr. 2347 (Rapport fra Kapitain Rosenvinge).

[49]Kapitain Rosenvinge skriver herom i en Rapport dateret Vliessingen den 7. December 1808: »Officererne og Kadetterne ere daglig til Arbeide med det Mandskab, som dertil Dagen iforveien er beordret paa Værftet ved Desarmeringen, hvormed vore prægtige Matroser ei er eller kan være fornøiede, da det lokale er meget maadeligt; Mandskabet gaaer i Ler til over Midten af Benene.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for 1808, Nr. 2347).

[50]Victor Pierre Baron Malouet, udnævnt til Marine-Præfekt i Antwerpen den 25/2 1808.

[51]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2082.

[52]Man var nødsaget til at iagttage streng Økonomi, da Gager og Kostpenge ikke udbetaltes regelmæssigt. Den 18de December 1808 havde Officerer og Mandskab saaledes næsten 4 Maaneders Gage og Officererne næsten 3 Maaneders Kostpenge tilgode. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 23)

[53]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 23.

[54]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 24.

[55]Ansøgningen fra Besætningen ombord i »Pultusk« er ikke bleven funden i Marineministeriets Arkiv.

[56]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, ad. Nr. 24.

[57]Ulæseligt.

[58]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 84.

[59]Beslutningen herom blev taget under Keiserens Ophold i Spanien, og den Expedition, som tilsigtedes, var Foreningen af den franske Søstyrke i Brest med Eskadren i Rochefort, Ordren er dateret 10. Januar 1809, men er ikke bleven funden i Marineministeriets Arkiv i Paris.

[60]J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.

[61]J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.

[62]Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Afslag paa at adlyde den keiserlige Ordre er ikke bleven funden hverken i Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, eller i det franske Marineministeriums Arkiv i Paris.I Udenrigsministeriets Arkiv (S. Excell. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809) findes en Kopi deraf, indsendt af Kapitain Rosenvinge til den danske Gesandt i Paris.

I Udenrigsministeriets Arkiv (S. Excell. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809) findes en Kopi deraf, indsendt af Kapitain Rosenvinge til den danske Gesandt i Paris.

[63]Som Kuriosum kan anføres, at der i den originale Skrivelse overalt staar »General« istedetfor Admiral.

[64]Udenrigsministeriets Arkiv S. E. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809.

[65]Dette forholdt sig ogsaa saaledes; thi den 22. Januar om Eftermiddagen modtog de danske Skibschefer officiel Meddelelse fra Eskadrechefen om, at der fra Marineministeren i Paris var indløbet Ordre om, at de danske Besætninger skulde forblive paa Schelden. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, N. 247).Efter franske Kilder (Rapport fra Admiral Missiessy, dateret Vliessingen d. 25. Januar 1809) ankom den ministerielle Skrivelse fra Paris først den 23. Januar.

Efter franske Kilder (Rapport fra Admiral Missiessy, dateret Vliessingen d. 25. Januar 1809) ankom den ministerielle Skrivelse fra Paris først den 23. Januar.

[66]Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, pag. 60, Archives du ministère de la marine, Paris. Ordren bærer i Randen følgende Paaskrift: Denne Depeche er bleven læst af Hs. Majestæt under Referatet Onsdag 25. Januar og allerhøist approberet.

[67]Samtidig med Arrestordrens Afsendelse udgik der fra Marineministeriet i Paris en Skrivelse til Marinepræfekten i Antwerpen, Mr. Malouet, om at modtage Arrestanterne og endvidere yderligere Instruktioner til Admiral Missiessy, hvori det paalægges ham at sætte sig i Forbindelse med den kommanderende General i Antwerpen, General Monnet, for at være sikker paa at have tilstrækkelig militair Magt ved Haanden til at kunne knuse ethvert Forsøg paa Modstand, hvis Arrestationerne skulde give Anledning til Uroligheder. (Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, Archives du ministère de la marine, Paris).

[68]Udenrigsministeriets Arkiv: S. E. Mr. de Dreyer. Divers objets 1809.

[69]Man faar et godt Begreb om det Indtryk, som Chefernes uventede Arrestation gjorde paa Officererne og Besætningerne, ved at læse, hvad Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen skrive derom i en Fællesrapport til Geheimeraad Dreyer i Paris, afsendt Dagen efter at Begivenheden havde fundet Sted:»Igaar Middags Kl. 12« — hedder det — »ankom ligesaa pludselig som uventet en keiserlig Ordre, der bød vore Chefer at nedlægge deres hafte Kommando og som Arrestanter strax at afgaa til Antwerpen.»Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye danske Chefer skulde kommanderes af franske.»Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme. Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de Dreyer. Divers objets, 1809).

»Igaar Middags Kl. 12« — hedder det — »ankom ligesaa pludselig som uventet en keiserlig Ordre, der bød vore Chefer at nedlægge deres hafte Kommando og som Arrestanter strax at afgaa til Antwerpen.»Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye danske Chefer skulde kommanderes af franske.»Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme. Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de Dreyer. Divers objets, 1809).

»Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye danske Chefer skulde kommanderes af franske.

»Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme. Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de Dreyer. Divers objets, 1809).

[70]J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie 1807-1809.

[71]Udenrigsministeriets Arkiv: Noten foreligger som Svar paa en Henvendelse fra Geheimeraad Dreyer i Anledning af Rosenvinges og Holstens Afslag paa at adlyde den keiserlige Ordre af 10. Januar 1809.

[72]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 289 (Rapport fra Kapitainlieutenant Fasting.)

[73]Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 333.

Back to Index Next