«Fa'r! her er han! Jeg erFrancis. Du har nævnt min Moders Navn!» skreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Ømhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare.
«Gentlemen!»—blev Lodsen ved— «Gentlemen, I maae tilgive, at jeg ikke kan beskrive disse sortnende Sekunder af besvimet Salighed, hvori Sind og Sandsning blunder, Tanken i et Mulm gaaer under, hvori selv ei Øjet taaler Glædens altfor stærke Straaler, men forblændes som af Lynet, der i Jord ved Foden slaaer, saa at i et Mulm for Synet Alting sortner og forgaaer. Nok! endnu før Land vi naae'de havde Francis mig fortalt om sig Selv og Mary Alt, skjøndt om Mary kun en Gaade. —Presningen hun rigtig ahnte, strax hun hørte, en Fregat havde lettet sidste Nat; tog til Portsmouth, sporte, bante, Vei sig frem til Admiralen; blev paastedet jagt, som galen, af en Adjutant paa Døren. Dog af Alt hvad bag sin Pult Admiralen brummed huult, fik hun gjemt bag sine Øren, at Fregatten hvor jeg var, laa i Plymouth seileklar.
I sin Godtro Mary Ann om det store England tænkte, at barmhjertigen det skjænkte nok igjen en enkelt Mand, naar en Far, et Barn, en Viv ene levte af hans Liv, at det vilde ei blie negtet, naar den Stakkel bare mægted naae Fregatten med sit Raab, selv om den var under Seil. I saa ømt og daarligt Haab, i saa elskelig en Feil —ak, hun tænkte, en Fregat vilde lægge bi sit Roer, naar der bag den skreg en Moer; tænkte Hjerte hos en Stat: at den skulde selv erkjende sit forøvte Rov mod Hende … Med saa kjære gale Tanker Hun i Graad paa Kaien vanker, til hun seer en Cornwall-Jagt, ud mod Kvel for Reise lagt, og før Solen vel var nede, var tilsjøs hun allerede.
Men saa raskt den skummed frem, kom dog Jagten aldrig hjem; thi man fik at vide siden, at den, drivende med Tiden, under Taagen, før det daged, paa en Cherbourgkaper raged, der benytted til at jage Bonnys knappe Frihedsdage. Og, i Mangel vel af Andet, Jagten blev erklæret Prise, hvorpaa, efter Franskmænds Viis, Kaperen, med første Briis, halte hjemad udfra Landet, for et Bytte at fremvise, Pelikanens ligt, der Ungen bær' en Flue hjem i Pungen. Jagtens Folk kom nok tilrette, da det leed paa Bonnys Sidste.
Om sin arme Moder vidste Francis ikke meer end Dette, som var bleven ham fortalt af hans Bedstefader Alt. Gamlingen en snaksom Kvel havde, som en Bagatel, ogsaa vidst ham at berette, at Mylord, den unge Naade, havde selv, ei mange Dage efterat jeg var forsvundet, sig personligen indfundet for at trøste og at raade Staklerne, som sad tilbage.
Enken, (som han Mary nævned,) svoer han skulde blive hevnet. «Enken» først han spurgte om, speidende omkring i Kamret, hvor de to Forladte jamred; men da den Forklaring kom, at de ei om hende vidste, blev Mylords Visit den sidste.
Bedstefader, ved at mede, havde i den øde Rede skaffet sig og Drengen Brød hele ti Aar til sin Død. Og først da, da Dødens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, lærte Meningen af Nød og Mangel.
Slottets Fogd (og han var streng) som mod Aften Dagen efter indfandt sig for bort at fæste Huset til den Første Bedste, fandt min lille stakkels Dreng syg og bleg ved Ligets Seng, sammenkrøben, liig en Byldt, henslængt, kun med Pjalter fyldt, neppe ved saa mange Kræfter, at han kunde, med et Skrig, lette lidt paa Lagnets Flig, for med stive Blik at pege under denne paa den Blege.
Drengens Lod naturligviis— nu da Livet i det Fri skulde mod sin Blomstring knoppes— var at i en Anstalt stoppes, rundt hvis Mure lyder Priis, medens indenfore klages, hvori Fattigbørn opdrages af et haardhændt Politi, ligesom Salat og Kaal, hvorom Gartneren kan vide, at han, naar han giver Taal, Hovder kappe kan medtide.
To Gripomenusser vented ganske rigtig udenfore, for, naar Liget af var hentet og bag en af Kirkens Vinkler stukket tyst om Aftnen ned, at forsørge, som det heed, christeligen Drengen med i den kalkehvide store Vaaning med de sorte Sprinkler.
Men, trods Fogdens egen Dom, udenfor hans Regnestykke noget Vist imellem kom, Noget—Retfærd eller Lykke. Tingens rette Navn jeg kjender ikke meer som før desværre, da jeg troede Vorherre ene var al Glædes Sender. Men naar nu jeg engang vover Tankerne at give Rum: Han, som boer herovenover, hvilken Deel monHanvel ejer i den hele Lykkes Sum, som paa Mennesket kan falde? og hvormeget deri vejer det som Folk Tilfælde kalde? …o naar Sligt jeg tænker paa, mine Tvivl som Møllestene hvirvlende i Hovdet gaae, knusende min Barndoms rene skjære Tro til Støv og Røg, og min Tunge maa dem tjene viljeløs til gudløst Spøg. Thi et Slag, hvis Knusen standser ikke før end Hjertets Banken, har, som om et Vandfalds Brusen gjennemstyrtede mit Hoved, reent forvirret mine Sandser, og forjaget ud af Tanken hvad jeg engang Jesus Christ, Præsten og min Moder loved.
Men saameget er dog vist, at i Himlens Engles Sted, som i eget Himmerige glemme Jordens Sorg at blidne (og man kan dem ei fortænke, at de selv ei komme ned) havde tyst en venlig Enke med sin lille Tiaars-Pige været til den Scene Vidne.
Hun, som Husets egne Hygge under hoie Træers Skygge alt forlængst opdaget har, eneste Liebhaber var. Og da Pigebarnets milde taareblændte Øje bad, at hun ikke skulde skille Drengen og hans Hjemsted ad, og da hvad hun saae og hørte om den forsorgsløse Armes hundetro Taknemlighed imod Ham, man bar afsted, hende selv til Hjertet rørte,— over Drengen hun forbarmes, blev ham strax i Moders Sted. Selv en Søn, af samme Aar som min Dreng, og om ei lige just af Ansigt, dog af Haar, og med samme Rankhed skabt, havde Enken nylig tabt, saa den lille vakkre Pige, klappende med sine Hænder, høit af bare Glæde skreg: «Moder! o min kjære Moder! Hvad os denne Time sender! —dig en Søn og mig en Broder. Nu jeg faaer igjen en Leeg.»
Snart en Støtte og en Trøst blev min Dreng den gode Enke. Neppe fyldt det tolvte Aar, han tilsjøs som Youngmand gaaer, for at kunne hver en Høst hende hele Hyren skjænke —hende, ja det Hele næsten; men til «Søster Anna» Resten, Hun, som for hver Reis, han foer, voxet var saa smuk og stor, at omsider ham den Tanke syntes ganske desperat, at den høje, smukke, ranke Jomfru havde bedt sin Moder om at faae ham til sin Broder eller Legekammerat.
Men Presenterne til hende (smukke, fine, franske Sager, som ei stolten Lady vrager) bleve, for hvert Aar, som gik, skjønnere, som Hun derhjemme; og den Travelhed, det Blik, hvormed Alt blev bredt paa Bordet ifra Ende og til Ende, sagde tydeligt som Ordet, at han ikke kunde glemme. Men den sidste Gang han foer Frankrigsfart til Koffardiis, bleve tvende Ringe fundne, med en Haarlok sammenbundne, mellem Silketøi og Flor fra Marseille og Paris. Lige som to Draaber Vand trilled de af Etuiet. Rask greb Anna til; men Han stod som med et Mord betynget, beed i Neglerne og tied; thi paa deres indre Rand stod gravert et A og F i et Hjerte sammenslynget. …Nok! For Ynglingen et Træf —Seer De, der er Træffet atter— havde for min Francis friet til hans anden Moders Datter; og ved nok et Træf endnu klart og klappet blev Partiet.
Annas Moder var tilstede, og med Mødres kloge Hu skaffed hurtigen hun Rede i Forvirringen, hvormed Begge, alt til Panden røde, røbede sin Kjærlighed. Og den hele Klaring skede blot ved Armen ud at brede, saa de lykkelige To inden Moderfavnens Ro holdt sit første Stevnemøde. Francis havde sytten, Hun i sin Blomstren sexten kun.
Men iblandt de sjeldne hvide mange sorte Træffer glide, skjøndt de, efter Francis' Alder, kunde begge snarlig vente, at ham Flaaden, efter blotte Orlogsrullen, vilde hente, og at deres Eden maatte falde som et Korthuus falder.
Ganske rigtigt, efter trende Maaneders for snare Ende, Tordnen hid fra Portsmouth skralder, nemlig det Kommando-Ord ifra Admiralens Bord, som til Orlogs Francis kalder. Strax ombord han, som Matros, skulde ithe Albatross, sendt til Øerne at gribe Røvere og Slaveskibe. Men da Pigen hørte dette, syntes hendes Sorg at lette. Ædel sværmersk og høihjertet Reisen hun et Korstog kaldte, ja en Tidens Ridderfærd, høit om Englands Hæder talte og om Sortes Broderværd, sagde Afskeden ei smerted, skjøndt de rødforgrædte Øine, Barmens Bølgen, Stemmens Klang røbede de stolte Løgne, som hun over Læben tvang. Og da Øieblikket kom, da i Baaden Francis stiger, segned hun, som andre Piger, i sin Moders Arme om.—
Medens Francis Alt saalunde fik mig kortelig fortalt, havde ind mod Land vi halt, saa man Folk paa Kaien kunde, med sædvanligt Øje, nok kjende ifra Steen og Stok. Men imod Forelsktes Øje, naar de To har maattet døje Savnets værste Kval: at vente, stærbefængt er Falk og Glente. Thi, skjøndt endnu tusind Alen borte fra vort Landingssted, springer Francis op som galen, rykker nær min Arm af Led, svinger Hatten: «det er Hende! Fa'r se der! Hun maa mig kjende. Ja ved Himlen! ja hun gjør! Seer du Anna der? Hun vinker tydeligen med sit Slør. Skuldermand! hal ud, hal ud! Ve, om en Sekund du sinker! Det er Anna, Fa'r—min Brud!»
Men et Træf—et af de rette sorte Træf—som Pileskud, ondskabsfulde Magter sætte midt i Hjertet af de hvide— netop et af rette Art til at faae de bedste Glæder vexlede til bitter Kvide om i faa Sekunders Fart.. netop saadant et var hændt, for at faae en Lykke endt, et som Fryd ei Fryd tilsteder, og fra Hendes Favn, der klager, Elskeren med Vee forjager.Annavar—hvad Francis ikke saae med de forelskte Blikke— Anna var i Sørgeklæder. Først han seer det, da han seer, at hun i hans Arme græder, føler, hun ei kysser meer, hører sagt med samme Stemme, som han fra Farvellet kjendte: «Francis, skynd dig med din Fa'r! O I kom som Himmelsendte! Thi jeg er saa ene hjemme: bort idag man Moder bar.»
At min Francis sørged som kjærligst Søn for ømmest Moder; at hans Fyrighed blev from, Elskeren medeet en Broder; at, til Skjul for hvor han sørger, om de mindste Ting han spørger;— at detmigsom haardest græmmed, at jeg ikke ovenjorde skulde kunne takke hende for hvad mod min Dreng hun gjorde, da han, viet ind Elende, sad ved Fædrearnen fremmed;— at jeg ved min egen Dør, liig en arm Forbryder, standser, da jeg Stakkel ikke tør indad den i Stuen træde før jeg har holdt op at græde og er kommet lidt til Sandser;— at jeg, pludseligen glad, bærer som et Barn mig ad, eller som de Maanesyge, ved med Fladen af min Haand Væg og Stolper at bestryge og beføle Bord og Planker, som om jeg tilbagekalder i min atter vaagne Aand fra en Drøm adspredte Tanker, eller overtydes vil om at Alt ei sammenfalder som et luftigt Taagespil;— at jeg ei alene Det ved det første Skue finder, men i Alting, holdt saa net, smukke fine Spor af Kvinder— dette Alt, de simple Træk, ere kun Naturens Følger, gjemte i hvert Hjertes Folder, om af Blod det indeholder ikkun faa, men friske, Bølger. Derfor jeg dem sløifer væk— dem og al Beretning om hvordan Livet gik og kom. Nok, at de Forelskte fandt, at det Elskoven ei skaded meer end Regnen Rosenbladet, om der var lidt Sorg iblandt. Ja saa fyrigt Anna sværmed (og da smilte hun af Glæde) at hun saae sin Moder nærmed tidt sig til det vante Sæde, hvor hun altid fandt dem Begge, for paa dem sin Haand at lægge.
Hvad mig selv angaaer, jeg vilde ei en Dag i Edens milde palmekrandste Dale bytte for en Time i min Hytte, dersom blot jeg kunde glemt, faaet vilden Tanke tæmt, som bestandig efterHende, den Fortabte, hvorom Ingen noget til Oplysning vidste, sværmed uden Maal og Ende, liig den Blinde, ført i Ringen, hvori ei er Først og Sidste. Altid standste den ved Døden, som var sikkreste Beretning; men med hvert et Morgengry vaagnede den ufortrøden som en ny og sikker Gjetning, der fløi ud paa Jagt paany.
Sidste Gang Skjærsommertiden —o! det er ei længer siden— havde jeg min Francis ment med sin Elskte at forene. Brødet kunde han fortjene med mit eget Lodspatent, hvilket selve Admiralen, om han slog sig nok saa galen, ikke havde kunnet mægte en saa gammel Karl at negte.
Men hvad skeer?—just otte Dage før det smukke unge Par skulde Bryllupssødmen smage, —St. Johannisdag det var— holdtes i en liden By, ifra Cowes nogle Mile, som hvert Aar, en landlig Fest af et reent mærkværdigt Ry, hvortil Moden var at ile milevidt ifra til Gjæst.
Selv fra Brighton By, ja læng're, kom Peeresser, Viscountesser, Hertuginder, Baronesser, fulgte i en Sværm tilhest af fornemme Lediggjæng're rundt de glimrende Karether, til den saa berømte Fest, som de kaldte «fête champêtre.»
Ved en Grønsværsplan, af Ege fra de Saxers Tid beskygget, var et Slags Theater bygget, hvor paa Bænke Bænke stege. Om hinanden der man finder Bondepiger, Hertuginder, som den muntre Ungdoms Lege paa den grønne Plan besee, Den beklappende, som vinder, Dem, som tabe, de belee; øge ubarmhjertigt Skammen, leende af Hjertet sammen.
Snart der brydes, snart der skydes; men, paa gammelengelsk Viis, kun med Armbrøst eller Bue; snart et Veddeløb der bydes om en Sovereign til Priis, snart tilmaals et Landsekast, ført med Beduinens Hast.
Men af hele Dagens Skue synes dog den høje Mast, som er opreist midt paa Sletten, mest at gjøre Alle glade, støjende jo meer det lider imod Klattringen omsider. Thi det spænder Alles Gjetten, at paa Knappens lille Flade ligger—dette veed Enhver— højest Priis, som Ingen seer. Kun naar gjennem Skovens Toppe Solen kaster Straaler did, viser sig et Blink deroppe, eggende til Veddestrid. At Forelskede indfinde sig især i Mængdeviis, er naturligt ganske vist, hvor der i en Glædestvist kjæmpes festligt for en Priis, skjøndt igrunden tre at vinde:HendesBifald først og fremst, Hæderen dernæst fornemst; endelig tilHendeskjønne Sager, som vil nok belønne endnu noget bedre end Præmien, den raske Svend.
Ikke blot at Veddelysten sig til Egnens Ungdom strækker. Alle Byer, alle Flekker langsudover hele Kysten byde op de bedste Kræfter; men især de stræbe efter, En, et Byesbarn, at stille, som er Karl at prøve paa noget meer end blot at ville Præmien paa Masten naae. Raskeste blandt sine Svende maatte altsaaCowessende; og at her ei var at gjette, at hanFrancis Johnsonhedte, vidste Børnene paa Gaden. Sikkert var det og at Staden enig i sin Mening var, at i hele Pigeraden Francis'AnnaPrisen bar.
Annahavde faaet Plads midt iblandt Noblessens Stads, ved den ene Hertugindes Side, som til denne Fest kommen ifra Brighton findes; altsaa Festens Dronning næst.
Bag dem Begge, næsten gjemt bag om Damens store Fjedre, som til Annas Side bølged, havde jeg en Plads, forklemt næsten midt imellem Følget, saa jeg tænkte, lidt forstemt, at jeg kunde valgt den bedre.
Francisaf og til vi saae under Egene at gaae spekulerende alene, hviftende fra Panden Sved nu og da med friske Grene. Thi han havde hele Dagen sig i Legene udmærket, og det mod det Værste leed; thi nu stod tilbage Værket, som skal krone hele Sagen: ubekjendte Præmies Tagen ifra Masteknappen ned.
Mangen Ungersvends Anstrengen vækker Moro kun og Latter; Mangen glider, Mangen dratter fra den glatte Stang, som Bly. Men nu kom min Søn paa Engen, maalte Masten som en Fiende, hvormed an han agter binde, maalte atter den paany, som om han ei kunde nok udstudere denne Stok.
Men medeet han gjør et Sprang.. —Otte Fod fra Jord han hang. Der han sidder til han flyttet Foden har og Armen knyttet, Kraften maalt, som til den hele Reise han maa viist fordele. Først da det var gjort med mere, syntes han at avancere— først kun sagte, Spand for Spand.. «O den smukke unge Mand! Lykkelig Hvo ham har fød!» Damen livligen udbrød, og til nogle Kavalerer videre hun konverserer: «Se, hvor slank og løvestærk! Se hvor smidig han som Slangen frem sig ormer, knugende sig fast til Stangen! Og bemærker hvilke Former! Mine Herrer,derer Normer for et plastisk Kunstnerværk, for en Nutids Ganymedes, medens Jorden gjennemledes i Neapel overalt efter nogle skimmelgrønne Levninger af en Gestalt af en Torso, halv og halt, men som dog skal kaldes skjønne.»
Annasmilte stolt og glad ved de Ord, som hun forstod; men ved Resten, rød som Blod, hun med bøjet Aasyn sad, indtil Raabet: «Se Hurra! Snart harFrank fra Cowesseiret»— bragte hende derifra til med Fryd at see iveiret.
Men to Alen eller trende —ikke fleer fra Stangens Ende— sad en Stund han ganske kvar, som om Han ei til det Sidste rigtig torde sig fordriste, som om Noget, Han kun vidste, paa det Sted ivejen var —for Exempel falske Kviste, som igjennem Veden skar.
Men medeet den Hertuginde, som begeistret har ham fulgt, og som viser ufordulgt, at hun ønsker han skal vinde, op ifra sit Sæde staaer, brusende af Flor og Fjedre, raabende: «o, endnu bedre! O hold ud! hold ud! vær tapper! Nok et Tag!Encore! encore!»
Og min Anna, Anna, rørt ved de Lovord, hun har hørt, om den Elskte—Annaklapper jublende i sine Hænder.Francisseer og hører det; thi han Hovdet didhen vender, ryster det, men ganske let, som om Noget han vil sige, nikker venligt til sin Pige, griber til endnu et Greb.. endnu et—alt Stangen svajer, saa jeg høit af Skræk maa skrige.. endnu eet—igjen den vajer som en Mast med slappet Reeb.. eet endnu…det sidste skeer.. Prisen i hans Haand jeg øiner (just en Bryllups-Sølvpokal)… Jeg vil haardt til Francis tale, raabe til ham og befale; men i al den Jubelskrald, som i vilden Sky nu hæves, Røsten høiner jeg af al min Magt forgjæves. Da medeet—det sidste Tag var alt gjort—et Knæk! et Brag! Det er Masten!.. Jeg ei seer, nemmer eller sandser meer i de første ti Sekunder.. Kun, idet min Sands gaaer under, hører jeg i Folkets Skrigen høje vilde Raab fra Pigen, Jammeren ifra min Søn og mit eget dybe Støn i det samme som jeg falder om blandt Damens Kavalerer. Men mit Navn, mit Navn, mit eget, «Johnny Johnson!» saadan skreget som naar Glas mod Glas man skjærer, hastig mig tilbagekalder. Op jeg springer—ved min Fod segner blegnet Hertuginden.. Blegnet? Nei besvimet.. Kinden farvet var med Sminkens Blod. Dog, saa godt som hun var malt, havde jeg igjenkjendt alt, ved det første Blik jeg kasted, og af hendes Stemmes Tone,Mary Ann, min egen Kone,Mary Ann, min egen Viv. Men jeg satte Alt tilside; kun min Søn tilhjælp jeg hasted … Ak, tilhjælp?—nei, for at vide, om der skulde være Liv.
Ak, min staute, vakkre Søn, alle Sorgers rige Løn, som en Alderdom mig loved mere end min Ungdom skjøn, laa med sønderspaltet Hoved…
Af den skrækkelige Dag ikke meer af mig erindres. Thi, skjøndt Døden burde ventes af de allertyngste Slag, hvortil Grunden hisset hentes, dog, ved Sløvheds ækle Plaster, som sig over Vunden kaster, ved en Sandsernes Bedøven, ved en Tænkningens Berøven, endnu længe den forhindres.
Da jeg syntes jeg blev vakt af et venligt Haandtryks Magt —Lægens Søgen om det svage Pulseslag, der kom tilbage— fandt jeg hjemme mig tilsengs ligeoverfor et Billed, som, fortrukket, kridehvidt, kun af Anna havde lidt, skjøndt det hende forestilled… Anna, ak min stakkels Drengs Efterladte da betød denne Form saa bleg og stiv, hvor kun Taarerne, der flød, viste der var endnu Liv? Da hun saae mig aabne Øjet, at mit Hjerte, skabt af hærdet Jern, sig atter vilde hæve for isønderknust at leve, sank hun ned i Bøn, med bøjet Pande gjemt i Hovedgjærdet.
Men hun taug om Ham, hun vidste var mit Hjertes allersidste Tanke, da isøvn det faldt. Lægen lod mig vide Alt. Francis's Jordefærd var feiret glimrende, for Hertugindens Regning, fast af hele Byen. Men han skjønte ei af Skyen, som saa dunkelrød paa Kindens spidse Tinder strax sig leired, at jeg leed ved hvad jeg hørte, at det kun mit Sind oprørte. Nei, min Doktor han blev ved at høilove Hertugindens ædle Kristenkjærlighed, som til gammel dødssyg Næste, havdeHamtil Læge sendt, som i Landet var bekjendt for den lærdeste og bedste.
Siden fik jeg og at vide, at hver Dag ved Aftenstide pleiede den høje fromme Dame til mit Leje komme, hvor med Anna hun tilbragte Aftnen knælende i Bøn; og at Begge sig anklagte, som om hver af dem alene, ved hiin rædselsfulde Scene, havde dræbt min kjære Søn: Hertuginden ved at hærde til Dumdristighed hans Mod, Anna ved den Frydgebærde, hun forledet sig tillod.
Men i Skumringen jeg atter af en døsig Slummer vækkes ved at mine Hænder dækkes saa med Kys og saa med Taarer. «Anna, er du der, min Datter?» hvisker jeg; men intet Svar— «Anna, kom dog til din Far! Uden Grund din Sjel du saarer med din mørke Selvbeskyldning. Damen, Hun, Uhyret har dræbt vor Elskling ved sin Hyldning. Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed —o en rædsom Hem'lighed!— at saa grusomt ingensinde Himlen straffet har en Kvinde.»
«Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt! —hulked bag mit SenggevandtMary Annmed brudte Røst— For en Moder, som beskyldes af sig selv for Sønnens Mord, for en Viv, som brød sit Ord, gives ei paa Jorden Trøst; ja jeg frygter, under Jord, om med Steen end Graven fyldes, kan ei Ro for hende ventes.»
«Mary Ann!—afbrød jeg blidt— Lad Gud Herren være Dommer over hvad med Francis hændtes, det du bittert har fortrudt! Alt hvad du ved det har lidt— o, det fast mig forekommer, er en Straf i Herrens Planer, for hvad Du, om sandt jeg ahner, har mod mig, din Mand forbrudt. Dog fortæl! I Dette ei nærmest dømmer Gud, men Jeg.»
«Johnny!—jamred Hun—o skaan, skaan mig, o, for Det alene, som vil bringe mig dit rene Hjertes Ringeagt og Haan! Spørg ei! Hav Barmhjertighed! og tilgiv hvad ei Du veed! Deel min Rigdom! Lad mig flytte ind med den i denne Hytte! —ikke som din Hustru meer; dertil jeg uværdig er— men som Annas Moder—Eller lad os drage sammen heller over til mit eget Slot, Montbrillant i Normandi, tvende Miil fra Kysten blot.»
Jeg alvorlig afbrød: «Ti! At jeg Dig tilgiver, Kvinde, er det Hele Du kan vinde. Mellem os maa alting være —føler Du det ei?—forbi. Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er—min Ære. Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre, værre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Øre, Mary Ann! er du tilgivet.»
Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter. Og hun greb den næsten vildt, slap den ikke førend Alt under Graad og Krampelatter var udøst, bekjendt, fortalt.
Kun i Omrids, Gentlemen, kan jeg give det igjen, som i Skilderier stedse, hvori Djævelskab er malt, det kun sees som lette Kredse, ind i Skyggen dunkelt flyttet, kun til nogle Streger knyttet, men som dog, beseet nøje, er en rædselfuld Gestalt.
Og ved hvad jeg hørte stivned af Forferdelse mit Øje, Hjertet standsede som kvalt, Haaret reistes som belivet, som der siges det skal skee, naar Gespenster man faaer see. Det var Helved ei med hvide fromme Spøgelser opfyldt,— nei, et luende forgyldt, Helved fra sin Glimmerside, Jordens Helvede, hvori jeg den Aften blikked ned: Helved, som det findes i vore egne høje Stænder, og som Folket ikke kjender, skjøndt den allerbedste Ved, hvoraf glimrende det brænder, hvoraf det sin Næring suger og uhyre Tal forbruger, er dets Børns Uskyldighed.
…Gentlemen fra Norge, hvor i den friske Folkestamme ingen svælgende fordærvet Adels-Snylteplante groer, sugende hvad i sin Sved Folkets, kun af Fromhed feige, stærke Arme har erhvervet, ædende som Kræftens seige snigende og sorte Flamme, tærende som Raadenhed… …Gentlemen ifra et Land, fattigt, men saa lykkeligt, at det har ei Adelsmand —i Europa som et Digt, som en Gyldenalders Rest— ja, hvad kanskee der er bedst, frit for Guldets Adel, fuld af et værre Overmod: Fødslens kræver, om saa lysted, Denne kjøber for sit Guld Folkets Døttres Uskylds Blod, Konen Manden ifra Brystet, og til Alting Lovens Tysthed… Gentlemen, det skal I høre af min stakkels Hustrus Skriften, skjøndt det er en sand Forgiften af et nordisk, skyldløst Øre. Ja hvis Nogen ind vil see i hiin lastefulde Verden, med Uskyldigheds Forfærden er det kun, at det kan skee.Mary Ann, ei mange Dage efterat hun op var bragt, skulde hjem fra Cherbourg tage, da hun ved Mylord, der sporte Rygtet efter paa sin Yacht, blev af nogle guldbesnorte franske Tjenere med Magt i en lukt Kalesche stukket og saa hurtigt ført, som Spandet Sæletøjet ud fik strukket, til Paris, til selve Lorden, til Paris—o Navn forbandet! det vanhelligste paa Jorden! Mens paa sidste Poststation friske Heste forespændtes, forekom det som det hændtes af den vimse Artighed, som tilhørerdenNation, at den prægtigst galonerte Skurk, som førte Reisen an, sprang fra Kudskesædet ned og i Døren præsenterte Mary et Glas Viin og Vand…
Virkningen var stærk: Hun sov til hun alt var Lordens Rov. Da hun vaagned, alt vanæret havde hun en Time været. Før til en Fortællings Ende Synderen var kommen om Elskovs Raseri for hende; at fra Orlogs hendes Mand, som ei kunde efterspørges, neppe meer til Cowes kom, men at der i Engelland for hans Far og Barnet sørges; at i Glands og Lyst hun skulde nyde Livet nu tilfulde… netop da det Sidste hørtes som en Susen, Marys Pande af en Febers hede Brande indtil Raseri berørtes. Raseriet stred sig mat, og opløstes i en Nat, der i Uger hylled ind Marys sønderknuste Sind.
Ak, endnu var Sjelen reen; men da Livet kom igjen, og hun laa med halvlukt Blik, hvorforbi det Hele gik, Hun en Hevn, en slangefiin, under det betænkt udrugte— en, som hende selv vel slugte og fordærved Sind og Hu, en, paa hvis Udviklingstrin, et for et, den Engel faldt, som Beboer var endnu af den krænkede Gestalt. Men den Hevnplan, om den gled efter alle hendes Traade, maatte i Elendighed styrte hastigen Hans Naade, gjøre ham liig et udsuget gjennemsigtigt Mygskelet, dinglende i et udbuget vældigt Edderkoppenet.
Verdens Kjendere bemærke —hvad i tusinde Tilfælde for Undtagelse maa gjælde— at den første stjaalne Nyden kan en Flammes vilde Syden hos Vellystningen forstærke. Man har ogsaa sig notert, at til Sjel og Charakteer, og ei blot til Legem, er Don-Juanen enervert.
Planen, som den hule Kvinde havde klækket som idrømme, var da, over ham at vinde uindskrænket Herredømme, og derefter langsomt spænde Slaven ud paa Pinebænken for den voldelige Krænken, han forøvede mod hende. Derfor, skjøndt hun overlegen var i Charakterens Styrke, hun beslutted dog sin egen Aand med anspændt Flid at dyrke.
Den Beslutning hørte Lorden jublende og henrykt paa. «Nu er Alting i sin Orden; nu vil hun til Ro sig slaae,» tænkte han, og næste Dag finder bukkende langs begge Forgemakkets længste Vægge Professorer for hvert Fag. Nogle Maaneder passerte, Nætter, Dage hun studerte; inden selv hun tænkte det, var en Dame hun komplet.
Prisen højere, hver Gang Lorden nærmed sig, hun hang; og naar rasende han gik, kunde med et enkelt Blik Mary Ann om sine Fingre Lorden i hans Rasen slingre.
Kort da gamle Lorden just opgav sidste Aandepust, over Sønnen, som man sagde, for det Levnet i Paris, som han hemmelig tilbragte, Ingenting ivejen var; men i KirkenSt. Sulpice, til et offentligt Beviis, bleve de et Ægtepar.
Nu kom Planens anden Akt: at faae Lorden ødelagt, gjøre Resten af hans Dage (og hos slig tilbunds Fortæret havde der alt længe været liden Levekraft tilbage) til en Kval, der kunde drive Uslingen til sig at tage i en Ruus maaskee aflive. Og han var alt meer og meer ganske hendes Slave vorden, saa det lykkedes med Lorden.
Kun deri Forskjellen er, at, af Længslerne forbrændt, —disse Længsler af hvis Vækken Mary gjorde kun en Gjækken, som for ham blev aldrig endt— havde han en Nat sig lukket inde med en Kurv Burgunder; og da Døren op blev brukket, finder man ham steendød under det med Flasker fyldte Bord, hvor den sjette ud var drukket. Saadan døde da Mylord.
Før hun vel det kunde tænke Mary var en fornem Enke. Barnløs, engelsk, smuk og rúg, ung og i Paris at leve— var jo Alting i Forening, som kan En i Velten hæve, gjøre topmaalt lykkelig efter hver Parisers Mening.Lady Norris(Marys Navn) virkelig kom snart i Mode. Snart afDucs, som vil i Havn, snart af Grever og Markier, der vil see igjen paafode sine synkende Formuer, sværmedes hun stedse om, liig af sugelystne Bier, magre Myg og sultne Fluer honningfyldte Rosenblom. Medens Hun, af Indfald blot, der som Engelsk liktes godt, syntes Engelske at sky, hendes Omgangskreds især —stedse større, stedse ny— gammel fransk Noblesse var; og ud af sin Frierhær Hun i sine Planer har, Den at vælge allerhelst, som er adeligst og ældst.
Gjort var Valget. Thi i slige Fortrin kunde Ingen hamle op imod den gode gamle underlige Emigrant, Hertugen afMontbrillant—en Figur, der ikkun fandt i det hele Frankerige i hans eget Speil sin Lige: klædt, staffert, Frisuren reist som for hundred Aar tilbage— som om fra Regentens Dage kommen var igjen en Geist.
Vel for Tiden uden Slot var den gode gamleDuci sin gammeldags Paryk; men ved Hjælp af Marys Penge og en Prokurator blot, lykkedes det at fortrænge Den, som under Robespjerre havde kjøbt det af Nationen og som uforstyrret siden havde været Godsets Herre.
Og for nu at sætte Kronen paa det Hele næsten inden Mary vented det i Tiden: Maaned efter, at han var i Triumf med Gemalinden draget ind ad Slottets Port, Hertugen i Pomp man bar ud af den. Da var den sort, og med dødbleg Maanskinsglands funkled i det Sorte hans (nu hans Enkes) store Vaaben—la Duchesse de Montbrillant's. Men da i Alleen Hoben med den Smule var forsvunden, hvortil Storheden og Naaden endelig var reducerte, tørred hun, med Smiil om Munden, hastig Sporene af Graaden (af den kunstig præparerte) bort fra Øjnene og Kinden; og, henslængt paa en Divan, atter drømmende en Plan for sit Liv hun udstuderte.
Hertuginden slog sig ned i en stille Enkefred. I den stolte Glimmerkaabe af det franske Navn indhyllet, kunde sikkert Skjul hun haabe, og imellem Engelskmænd færdedes hun nu igjen, som om under en fortryllet Fortunati Hat hun gik, hvorpaa Ingen Øje fik.
Trende Gange, ved sin franske Kammertjener, havde hun i en blød Erindringsstund underhaanden ladet granske efter mig og Francis, men faaet gale Svar igjen. Altid snøvled den Franzos: «Eders Naade, den Matros ganske sporløst er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var nævestor; Fremmede—Gud veed hvorfra— alt forlængst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige—bevares ja! særligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode.»
Mary hørte, med den Glæde, som ei smiler, men vil græde, med en falsk og hyklet Tro paa en Tilvæxt i sin Ro, denne haltende Fortælling —dobbelt dunkel, halv og skjæv, da hun kunde ei betro til den gamle Buxekjælling hvad der egentligen drev den fornemste Adelsfrue blandt Provindsens Høi-Noblesse til en saadan Interesse for en Sjømand og hans Søn. Ja hun drev den selv saa vidt, at hun endog spurgte tidt om Detaljerne i Stuen;— for Exempel om den var endnu overstrøgen grøn, om der hang et Fuglebuur, om der stod et Stueuhr, som et gammelt Inventar, paa hvis blomsterkrandste Skive tvende Gjøge vare malte, som for hver en Time galte ligesom de var ilive, samt om han ei havde nogen gammel Vugge seet i Krogen og saa videre med meer, hvoraf kun den Gamle leer.
Mary elsked den fornemme Verden, hvori hun var bleven, som en Fød og Baaren, hjemme; men hun elsked den af Trang, medens endnu hendes Hjerte ved den simple Verden hang, hvorfra hun var selvfordreven. Hun sit Hertugindeliv elsked kun som Tidsfordriv, som en Døven af den Smerte, der paa hendes Indre aad, som en Latterkuur mod Graad, som en Ruus, der lod forglemme stundom gamle Minders Stemme, der med gnedne Glasses Lyd gjennemskar den hele Fryd …Stundom kun?—nei, Mary heller sjelden saa lyksalig var; thi hun i sit Hjerte bar paa en skaanselløs Fortæller, som i hver en ensom Stund —ja selv midt i Assembleen og i Kontradands-Karreen det til hendes Rædsel hændtes— aabned pludselig sin Mund til Historien, som endtes: «Ve! i al den Glands du har, hvad Duerog hvad Duvar!» Hvor forgjæveshigh-lifesGlæde gjennemleves! Hun i herligt Selskab næsten al Europa gjennemstrøg, trængte til Jerusalem og Damask mod Østen frem, gjorde, da hun tog derfra, for at gjennemfare Vesten, Libanons Zenobia, Lady Stanhope, et Besøg. Men naar hun, der var forresten sprudlende af Vid og Spøg, pludselig i Vognen faldt (som man kalder det) i Staver, ingen anden Ting det var, end den gamle Orm, som gnaver: hiin Fortæller, som just har sin Historie fortalt. Just paa en af disse Turer, som udretted Alt, undtagen Eet alene—Hovedsagen: ei blot Øjet at adsprede, med den Syge at helbrede, som i Brystets Indre sturer… paa en saadan Tur for Lyst ifra Brighton og til Bath, langs Kanalens skjønne Kyst, faaer hun paa det Rygte fat, at en Folkefest beredes, og da Damen ikkun jog efter dygtig at adspredes, tænkte hun: jeg kan jo dog see derpaa, imens der bedes.
At idag jeg hende møder paa det Sted, hvor altid Saaret, som om ganske nylig skaaret, i os Alle friskest bløder, enten er et af de hvasse sorte Træf, der altid passe med sin Spids i gammelt Saar, saa det altid aabent staaer, eller har til Hensigt, Penge paa min Fattigdom at trænge, derfor ud at spionere hvor nu Jeg og Anna ere.
Thi da nu min fordums Kone havde for mig skriftet Alt, var tilgivet og betalt —ja betalt til sidste Krone, som jeg havde i mit Eje, Doktor, Jordefærd og Pleje, udbetalt til sidste Hvid,— skjøndt det bed som Slangebid, at den rige Moder torde ei sit Barn, sit eget, jorde: da nu Dette vel var endt, Anna til en Frænke sendt, forat nyde Kvindepleje, flytted jeg, med alt mit Eje —Baaden og mit Lodspatent— ifra Cowe's til Hastings, hvor Havets store mørke Ager, hvorpaa Brød for Lodsen groer, nærmere mod Land sig drager.
Men Fortjenesten blev mager: uden Hjælp, i Baaden ene, var der intet at fortjene. Sygdom dertil haardt sig slog— kort hver Dag min Nød tiltog, saa alvorlig tænktes paa, ud en Dag tilsjøs at gaa, men ei komme meer tilbage uden trukken i en Hage. Medens i saa mørke Tanker jeg udover Sjøen saae, hvor de andre Lodser laae og Enhver sin Skude sanker: sagte det paa Døren banker, og en Sjøgut, net som drejet, bukked halvt og halvt han nejed, saa jeg ahned Uraad alt før han mig om Halsen faldt. Da faldt ogsaa Sjømandshatten, og med næsten Rædsel Haaret —langt og glimmersort som Natten— saae jeg ganske tæt afskaaret.
«Fa'r! min Eneste!—Hun bad— Ingen Os maa skille ad. Derfor maa Du ei forskyde hvad din Datter har at byde: det at være dig en Søn! Du kan ikke leve ene. Francis lærte mig at ro; derfor sammen godt vi To kan vort Brød tilsjøs fortjene. Hvert et Skib, vi see, Du jager; Du alene gaaer ombord. Baaden hjem igjen jeg tager— Kjære Far, det er et Ord!»
For slig Vind fra bedre Egne, mild som Blomsterdufte, sendt, af mit Skib paa Timen drev. Som hun vilde foretegne, som Hun sagde, saa det blev; og før Ugens Rest var endt, gik det vel saa godt for Os, som for nogen Hastings-Lods. Deraf, Gentlemen, forklares, hvi en gammel Ulk som Jeg, da der af fra Briggen bares, hemmed mine Taarer ei. Tausheden, den timelange, indtil Baaden var forsvunden, Bønner var, jeg tusind Gange mumled uden Hjælp af Munden, indtil det sig tænke lod, at, ved Hjælp af Tid og Flod,Annahavde Havnen funden.»
IXAgterspeilet
Annahavde fundet Havn i Gud Faders egen Favn.
Efter nogle Døgns Forløb, vi Southamptons Havn forlode: London bød os bedre Kjøb; og Kanalen op vi stode. Da, idet vi drev med Tiden, Kysten nær, for slappe Seil, fører Strømmen hen til Siden Brædtet af et Lodsbaadsspeil, hvor i Hvidt paa Sort vi see: «Hastings, Pilot, Numero three.»
* * * * *
—O Tilfælde underligt, som maa mere synes hjemme i et Fee- og Alfe-Digt, end i vore haarde Dage, da med tør prosaisk Stemme Alt fortælles som det skeer, strengt og strikte som det monne sig tildrage, med Forbud imod at digte; og hvor Mennesket, skjøndt Aand, ikkun troer hvad Øjet seer og hvorpaa det fat kan tage med den tunge plumpe Haand. …O Tilfælde, sandt og skjønt! Da jeg, rystet dybt, mig læner over Rælingen, paa Speilet tvende Sommerfugle seiled, tvende deilige Falæner trygge der forelskte leged, som om Brædtet var et grønt Eiland, op af Havet steget. En var hvid, meer hvid end bleget Snekkeskal derindpaa Stranden, blaa, meer dunkelblaa den Anden end Skjærsommerdags Azur i den tropiske Natur.
Eller mon i Aandens Magt fri Gestalten ned er lagt? Da kanhænde, af en sød uskyldig Smag, som vi Mennesker selv kjende, Francis' og hans Annas Sjele samme Lyst har maattet dele til, en vakker Sommerdag, atter Jorden at besøge, og som to Falæner spøge. Ja kanhænde da—Gud veed— at de Elskende, der blevne ere fra hinanden revne før Forening har havt Sted, kunne, Sødheden at smage af en jordisk Kjærlighed, vende for en Tid tilbage snart i Form af Nattergaler ømme Sisgener og Svaler, snart som Sommerfugle skjønne, for at leve saa en Sommer ganske for sig selv alene i det friske Livsensgrønne under Skovens dunkle Grene, indtil Efteraaret kommer. Da, en Kvel, af Stjerner klar, naar de blinke som man kunde tydelig fra deres Munde høre baade Raab og Svar, svinger sig det søde Par opad opad til det glade Hjem, de nu ei meer forlade, da vor Jord ei Mere har. …Tomme Drømme! Thi tilvisse, Francis ei og Anna vilde eet Minut af Tiden spilde med at flagre om som Disse. Nei, til gode gamle John vilde Begge sammen haste, frygtende, den stærke Aand sin Natur, den klippefaste, har for denne Gang fornegtet og ei mægtet sidste sorte Træf at tvinge, saa hans Sands har maattet springe, Glasset liig, man tvinge vil over Stemmens Omfang til endnu højere at klinge.
XLondon. Bedlam
«Har Du nok afLondonseet?» blev jeg spurgt ved et Glas Ale af min brave Skibskaptain just som vi paa Drurylane havde nær af Stykket leet begge To os reent ihjel.
«Nok af Folkets Storhed? Ja— Ja og nei, som man det tager— meer end Nok dog af dens stygge over London faldne Skygge: Menneskers Elendighed, bundløs, dybere mod Helved, end som Folkets Storhed rager op i Høiden imod Hvælvet. Men, Kaptain, før vi herfra til vort kjære Norge drage, maa i Øjesyn vi tage Bedlam, det til nu forsømte,— Bedlam, et mærkværdigt Sted, maa tilsidst vi tage med.»
«Bedlam?»«Netop, det berømte.Verdens største Daarekiste.»
«Ah, jasaa! Jeg ei det vidste, i den Tanke, at om Rangen selve London og Paris holdt i Kamp hinanden Stangen, hvert dog galt paa egen Viis. Men lad gaa! Imorgen da først til Bedlam! Saa en Flaske, ud det triste Syn at vaske! Saa ombord! og saa herfra!»
* * * * *
——«Luk, Bevogter! Himlens Gud. Hvad jeg saae i denne Celle! Blev jeg hundred Aar ilive, ingen nye Rædsler drive, kunde det af Mindet ud. Men lad Portneren fortælle dig, Kaptain, om denne Gale. Du kanhænde af hans Tale kjender gysende igjen en agtværdig engelsk Ven.»
«Ja—Bevogteren begyndte, halvt at snøvle, halvt at grynte, med en Overlæges Mine og et tvivlsomt Blik paa Os—Johnny Johnson,ikkun Lods, Nummer… lad mig ikke lyve… Nummer Tusind syv og tyve, gal ved Tab af alle Sine eller af—hvad Nogle kalder lidt fantastisk—Hjertesaar. Mandens Galskab just bestaaer deri, at han vil fortælle Hvem som kommer til hans Celle, om en Ting, han siger falder paa hans Hoved, hvor han gaaer, og som «sorte Træf» han kalder. Dog han siger undertiden, at de ramme ind fra Siden, saa hans Hjerte, om man blot undte ham saa meget Godt, ud af Brystet det at skjære, af de mange faldne Skud som et Kogger maa see ud, fyldt med Pile, alle smykte med en Krands af sorte Fjære, ud af Djævlevinger rykte.»
Vogteren i Bedlam standste i sin bedste Passiar, som om Ting han eftersandste. Men den sande Aarsag var, at han med sit Ugleøje, der i Mørket kunde see, som igjennem tynde Flor, havde seet en Dame bøje om i samme Korridor— En af hvem en fuld Guinee høist sandsynlig var at vente. Men han vilde see sig for; bad os midlertid at vente. Ikke før han Ryggen vender, før, dybt rystede, vi trykte grædende hinandens Hænder, og imens afsted han render, jeg Kaptainen med mig rykte bag den Pille, der var Cellens ene Skille.
Under Vogterens Fortællen Damen Hul for Hul beseer, sparende ei paa Guineer; og hun kommer saa til Cellen, hvori Johnny Johnson er. Portnere og Slige stedse gravitetisk selvtilfredse meget hellere berette «iagttagne Fænomener,» «særecasus» og «Symptomer,» end de Papegøjesvar, hvortil kun de Ordre har; og hvadSelvHans Viisdom mener noksaa modigt de fremsætte som Sentenser og som Gnomer, uomstødte Axiomer. Derfor Damen holden var i geskjæftig Passiar om den Gales Fixideer samt hvad derved var at gjøre —«Notabene rationelt»— uden at hun Navn fik høre eller af den hele Røre noget Sammensat og Heelt. Dog hun til en Kavaleer, af hvis Arm hun sig betjener, hvisker: «høist interessante ere disse inkonstante Aandens Sygdoms-Fænomener. Men luk op, Monsjeur! Jeg tør see ham rolig ind i Øjet; og hvis godt han er fortøjet eller stille, aabn hans Dør!»
«Strax, Mylady! strax paa Timen!» …Laasen klirrer og med Bragen Egedøren aabner sig… Damen med et rædsomt Skrig styrter om som lynildslagen i en dyb og lang Besvimen, selve Døden ganske liig.
«Seer I Træffet? skreg den Gale. Seer I nu, det hjælper ikke sig i Jorden at forstikke, hjælper ikke at forskandse sig mod Skrømt fra svundne Dage i Palladsers Marmorsale, eller Verden rundt at jage, for ei meer sig selv at sandse!» Og ved pludselig at bøje sig som Tigeren til Sprang, med en Flammen i sit Øje, der tilside Alle tvang, fat paa Damen greb den Gale skrigende, idet han plukte Fjer for Fjer af hendes Hat: «Af med denne Paafuglhale!» Perlebaandet op han lukte, strø'de rundt omkring dets Skat; rullende til alle Kanter Gyldenringe, Diamanter, plyndrede af Damens Fingre, imod Kvadergulvet klingre. Langsomt Øjet op hun slog; men som den Forryktes Fange syntes hun meer glad end bange, saa hun ei sig fra ham drog; meget mere hun tilbage vinked' Følget sig at drage.
«Mary Ann!—blevJohnnyved— Naadigste Fru Hertuginde! siig mig i Oprigtighed, om du kunde—siig mig, Kvinde!— al din Herlighed forsage og tilbringe dine Dageher, justher, justherpaa dette græsselige Sted med mig?»
«Johnny! o!—brødMaryud, kyssende hans magre Hænder— o, saasandt en Dommens Gud gaaen er med mig irette, at jegherog hvorsomhelst, Johnny, leve maa med dig, vil jeg som et Tegn betragte, at Han sig til Naade vender, at min arme Sjel er frelst. Ingen Magt skal heller mægte mig fra dette Huus at rive. Der mit Liv jeg vil forblive, hvor jeg har den Trøst i Eje, daglig Dig at kunne pleje.»
Johnnyblev medeet saa stille, at den sidste Perle, ført af et Lufttræk, grant blev hørt Korridoren langs at trille. Og da op han saae tilsidst vare Øinene saa milde. Slukt i Taarer var den vilde urofulde Vanvidsgnist, saa at til en Kavaleer hviskede betænkt vor vise Gale-Vægter-Medikus: «Endt er nu, saavidt jeg seer af hans helehabitus, Patientens Hovedkrise.»
«Mary Ann, nu er du prøvet; —sagdeJohnnymildt betonet— prøvet er du og tilgivet …meer end det: du har udsonet! Thi din Kjærlighed har Livet, skjøndt forspildt, forødt, bedøvet, ikke fra dit Hjerte røvet. Derfor kom! En Krog, en stille, vi paa Jorden søge ville, hvor den Verden, som sig trænger ved sit Guld med al sin Last mellem Dyden og dens Lykke ikke skal forstyrre længer tvende Hjerter, som sig trykke atter til hinanden fast— En hvor vi forsonte kunde leve vore Aftenstunde, indtil Budet fra vor Dommer, Døden, til os begge kommer, for os, med sit tause Sprog, (Fingren paa vort Øjenlaag) venligt sammen at indbyde til det yndige Paulun, hvor som Engle De nu nyde SalighedenHanogHun, som vi mindes men ei nævne, at ei Sorgen, ene ved Navnets Tone, sig skal hevne paa vor neppe vundne Fred.»
«Ak, hvor findes saadant Sted?Neppe, neppe!»Maryklagte:«Et for din tilbagebragteRo og min Taknemlighed?»
…«Jo, i Norge tusind Steder byde hvad I ønske Eder» —sagde min Kaptain, traadt frem— «Derfor, Johnny, følg mig hjem! Der er tusind stille Dale hvorom Ingen har hørt Tale, og som kun en enlig Trost har for tause Skove rost— Dale, hvis vidunderhøje almagtslige Majestæt ganske vist af fremmed Øje ei endnu er bleven seet. Men, endskjøndt, saa vist som Bryst Hjerte har og Ansigt Øie, hver en Dal sin Indsjø har, himmelblaa og stjerneklar, fjernt omkrandst af Aaser høje, nærved af en Blomsterkyst, og endskjøndt en fyrig Elv overalt ved Siden følger, med en Lyd af friske Bølger, friskere end Havets selv: kan jeg, Johnny, nok mig tænke, at den gamle Sjømands Længsel efter Havet vilde hale, som med en usynlig Lænke, snart dig bort, som fra et Fængsel, ifra Landets indre Dale. Derfor, Johnny, maa du vide, Havet har i Uroldstide Landets Alpebelte sprængt og er til dets Indre trængt, strømmende i dybe lange Fjorde, som sig indad slange, gjennem hine brudte Svælg.Deren yndig Plads dig vælg enten paa en skovkrandst Tange i en venlig liden Bugt i en Dal af Alper lukt, eller paa en grønklædt Bred skraanende mod Fjorden ned!»
* * * * *
Før et Jevndøgn alt vi vare næsten helt af Themsen klare; og da vore Passagerer (Johnny Johnson, Mary Ann) kom paa Dækket, Engelland under Havets Bryn sig skjærer som en bleg neppe synlig Taagestreg.
Og nu bar det for hver Klud lige ret nordostenud! Ostnordost og retsaa nord, til i fjerde Morgens Gry Manden ned fra Merset skriger: «Ret i Nord en snehvid Sky, der i Høiden stedse stiger, liig en buet Sølvergjord over Horizonten spændt!»
…«Hurra! det er gamle Norges snebedækte Klippeborges morgensolbelyste Tinder, som os minder, at Seiladsen snart er endt.»
XIHardanger
Gives Sted paa Jorden, hvor gammel Kummer, ved at stemmes i Naturens blide Toner, kan bedøves og forglemmes,— hvor sig Had med Had forsoner,— hvor usalig Lyst til Synder dæmpes, Lidenskaben tæmmes, Løven liig i Barnets Snor, kun ved Syn af Egnens Ynder, Tanken om en Guds Nærvær i Naturens Majestæt, i hans Almagts Høihed klædt, og ved Følelsen af Freden, der er over Egnen gleden som et paradisisk Skjær, som en Glories Straaleære hvormed Høj og Tinde pranger: —da forvist det Sted maa være i det deiligeHardanger.
Gives Sted paa Jorden, hvor gudløs Last, som kommer did flygtig, ved et vildt Tilfælde, bliver from medeet og troer… Sted, hvor en fortvivlet Anger føler klart sin Skabers Vælde, men ei Giften af sit Bid mere Hjertet at fortære: —o da maa vel Stedet være i det deiligeHardanger.
Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at standse sine Fjed og udrække Haanden begge, venlig Arm i Arm at lægge, slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed… hvor Forfængelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjænde hellig viet Tempeldom… hvor Naturen taler Trøst: Fjeldet som den issehvide børnekjære Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Røst, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter lære gamle Toner, svunden Lyst: —o da maa vel Stedet være i det deiligeHardanger.
Ak, om saa livsaligt Sted findes paa vort Jorderige, hvor i blaanende Geled Alper frem af Dalen stige,— hvor ved den krystalne Bræ blomstrer snehvidt Abildtræ, medens i en Snefonns Spoer vilde Rose lystigt groer,— hvor en Kilde først sin Sang kun mundharpespæd begynder murmlende blandt Mos og Stene; men saa under Orregrene fra sin Afdal ud sig skynder, dreven af ungdomlig Trang til med Hoveddalens Ynder i sin Glands sig at forene; og, liig David Harpeslager, fra en Hyrde bleven til Dalens Konning ved sit Spil, stolt og mægtig gjennemdrager, under tordnende Befalen, alt sit skjønne Rige, Dalen… ja, hvor findes saadant Sted: Majestæt og Yndighed i en inderlig Forening, hvor ifra den hvide Fonn brede sig i vid Forgrening Fagerliers grønne Baand,— hvor de blide Bakkehæld, som forbinde Fjord og Fjeld, glide ud i løvbekrandste grønne Odders Fryndserad, der sig speile som i Bad, hvor de synes halvveis standste, saa de ei forentes med Fjordens anden skjønne Bred, og hvorfra et Hyttehjem titter mellem Birke frem, fra hvis Tag, med mild Betoning over Alt, en Røg fremblaaner, og det hele Synet laaner af et Offer og Forsoning— o hvor findes saadant Sted, disse løvbekrandste Tanger med den fromme Hyttes Fred, uden i din Herlighed, underdeiligeHardanger?
XIIBesøget
Derpaa en af disse Tanger i det deilige Hardanger, hvor en Runebauta graa ragte frem deryderstpaa, liig en Viking, i sin stive Pandserskjorte end ilive, men af Roser fangetagen i en Kappe af Skarlagen…derendnu lidt længer oppe paa den løvbekrandste Tange, i en Hytte under lange side Hængebirketoppe, hvor den vilde Humle spandt sit Tapet om alle Vægge og saa legende forsvandt i et Vildnis af Moreller, jeg endnu i Sommer begge vore gamle Reisefæller rolige, tilfredse fandt. Det var Søndagmorgen. Hytten aaben stod, som om til Lytten efter første Klokkelyd fra den lille vakkre hvide Kirke paa den anden Side ligeoverfor i Syd. Solen alt den blomstbesaaede Tærskel med sin Straale naaede, vækkende med frisk og gylden Glittren mellem Rankefylden, hvormed Karme og Gesimser vare yndigt krandsomvundne, alskens Sommerfuglevimser, som for Natten i de brede Humleblades sammenspundne Klaser havde fundet Rede.
Men det var vel ei Indbildning, men en Øjets Tryllehildning (thi jeg sværge kan derpaa) at imellem dem en blaa og en perlehvid jeg saae flaggre indad Døren dristig, som af Solens Skin forledte, som om, spredt paa Gulvet, dette vilde begge fange listig. Og ved efter dem at skue i den landlig nette Stue,Mary Annfaldt Øjet paa. Der hvor endnu Skyggen laae sad hun bøjet ved sit Bord læsende i Herrens Ord.
«Johnny kommer strax»—hun sagde med et Haandtryk, varmt og lindt, dog af Styrke og gesvindt, som et fyrigt Hjertes Slag— Han er blot ved Stranden nede, Færdingsbaaden at berede til vor Kirkefart idag.»
Knapt hun havde udtalt før gjennem Hyttens aabne Dør Kirkens klare Klokker hørtes over Fjorden af og til, som et pauseafdeelt Spil, som en Æolsharpes Klang, eftersom af Vindens Gang over Fjorden Lyden førtes.
Johnnykom.. Hvor sund og karsk! Kun i Aasyn mindre barsk. Trykkede min Haand trohjertet, saa dens Fingerender smerted, mumled ud en Strøm Velsignen paa sin Engelsk om Hardanger, hvoraf op jeg kun en Lignen med en Himlens Forgaard fanger og et Spørgsmaal, om jeg troer Kashemir, det Landskab, hvor endnu der skal findes lette, i et Vildnis skjulte, Spor efter Paradisets Flor, vel er skjønnere end dette. Hvisked saa til Mary Ann: «Skynd dig, Kjære, hvad du kan! Baaden ligger alt paa Vandet. Før vi række Kirkelandet kunde det alt sammen ringe.» Derpaa vendt til mig: «Min Ven, følg os eller bliv igjen. Men forOs—Vimaae afsted. Thi fra Herrens Huus histover, hvorfra Kaldelsen nys lød, altid vi tilbagebringe til vor syge Sorg, der sover i Naturens milde Skjød, himmelsk og balsamisk Fred.»
O, hvor fryded den Tilstaaen meer end hans Irettegaaen! O, hvor inderligt et Amen til hans sidste Ord jeg bad! Og da just det ringte sammen, klang det som om Engle drog gjennem Luften under Kvad; og deraf jeg Varsel tog, at den Gudstro, som de Tvende i de syge Hjerter bar, vil Naturens Kuur fuldende, saa taknemlig de erkjende det for Livets bedste Mening, at ei Sorg paa Jorden findes saa fortærende og svar, som af Gudstro, i Forening med Natur, ei overvindes.