-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.
-Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind iVærelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst.
Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.
I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.
-Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:
-Vil De være saa elskværdig? sagde hun.
Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.
-Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fraTæppet:
-Hvem er det? hviskede hun.
-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.
Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke.
-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske næppe mer kunde se.
-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.
Baronessen havde ikke rejst sig.
Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.
-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.
-Ja, sagde Baronen.
-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.
-Ja, sagde Baronen.
Ingen rørte sig.
-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.
Preben rejste sig fra en Stol.
-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.
Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.
-Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt tilAnsigt, før han gik.
Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa:
-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren.
Den stærke Mand skælvede som et Løv.
-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet BaronensHaand med et Greb, saa det sved.
Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.
-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.
-Kør, sagde han og steg ind.
Og Vognen kørte bort.
Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud iStuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes udenKortenes Fald.
Gehejmeraadinden sagde:
-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?
Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.
-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybeRøst.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.
Alle tav igen, til Marschalinden sagde:
-Hvor gammel var hun egentlig?
-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.
-Tyve Aar, gentog Marschalinden.
Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:
-Ja, alting her i Verden er blindt—ogsaa Døden.
Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.
Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:
-Papa er i Spisestuen.
-Hent ham, sagde Hendes Naade.
Men den unge Hvide rørte sig ikke.
-Gaar Du? sagde Hendes Naade.
-Ja, Grandmama.
Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.
-Grandmama ønsker at tale med Dig.
-Naa. Jægermesteren forsøgte at staa op.
-Støt Dig til mig, sagde Sønnen.
-Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.
-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump.
Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen overGulvet.
Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke højt.
Det var Hans Excellences Seng.
Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:
-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede:
-Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.
-Ja, sagde Moderen og rejste sig.
Vognen kørte ind ad Porten.
Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind ogGehejmeraadinden havde set hans Ansigt:
-Det var altsaa Døden? sagde hun.
De fire Herrer var holdt op at spille.
Hans Excellence nikkede uden at tale.
-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde høre:
-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind tilSpillebordet.
-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og HansExcellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.
—-
Gæsterne var taget bort.
I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste saa sært om hendes Hals i det meget Lys fra de næsten nedbrændte Kroner.
Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var mørkt.
-Er Du der, min Pige, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over Væggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mænd dukkede frem i et usikkert Lys og igen Forsvandt.
Moderen sagde, ud i Mørket:
-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.
Han drejede Hovedet:
-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres Dødsattester, sagde han.
Der var længe stille, saa sagde Moderen:
-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.
-Paa hvad?
-Paa Vragene.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.
Saa sagde Hans Excellence:
-Sidder hun derovre endnu?
-Hvem?
-Mener Grandpapa Elsebeth?
-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.
Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence:
-Der er intet at vente efter … og han fortsatte:
-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany:
-Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok.
Moderen havde bøjet sit Hoved:
-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.
Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.
-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket.
Moderen fo'r sammen.
-Nej, Grandpapa, sagde hun:
-Jeg sukkede kun.
Georg aabnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Dørtrinet:
-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.
-Vi kommer, sagde Hans Excellence.
Og de rejste sig.
Har Du grædt?
Ja—en lille Smule.
Det er ligesom Du havde grædt et helt Aar. Dine Øjne brænder. DitHjerte gør altfor ondt.
Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at være roligt.