Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.
-Eller—hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal—gør for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?
Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og, i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.
Fra Forhøjningen sagde hun igen:
-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, iArbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet—dér, hvorNaturen har villet det.
Moderen tav, og i Stuen var der tyst.
Sagte løftedes ude Dørenes Klinker.
Husets Fok kom hjem.
-Nu kommer de igen, sagde Moderen.
Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.
Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet imod dem.
-Aa, det er Tine, sagde Moderen.
Og hun slog Vinduet op.
Blussende kom Degnens Datter løbende:
-Aa, jeg #maatte# herned, det er de første Jordbær. Mo'er har plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen:
-Dejlige Kone, sagde hun.
Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft.
* * * * *
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.
Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler.
Jo, de kommer nok, sagde hun.
-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingenJordbær.
Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag.
-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen, og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar, og for mange Fødselsdage siden.
-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.
Moderen lo med ét, saa det rystede i hende:
-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille.
-Og tumlet, sagde Moderen.
Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn.
Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet iDammen.
-Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.
Synet havde været græsseligt.
-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagdeModeren.
-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.
-Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte ogTine æltede.
Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til.
-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørtePundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til enForstoppelse.
Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet.
-Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de er ude.
Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saaOvnen var glødende.
Faderen lukkede Døren op:
-Stella, dine Hænder.
-Fritz, jeg rører mig jo ikke.
Og Faderen lukkede Døren igen.
Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde smage Dejgen.
De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene.
-Og saa herut, sagde Tine:
-Nu laaser vi Døren.
Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden,Sløvene gaa og Tine kommandere.
Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye.
Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle.
-Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest.
Faderen aabnede sit Vindue:
-Stella, dit Bryst, sagde han.
-Fritz, vi løber blot.
Hele Skaren jog videre.
For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse.
-Der er en Lirekasse, raabte Moderen:
-Kære Mand, kom dog ind.
Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter ogModeren raabte:
-Tine, Tine, der er en Lirekasse.
Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk og sagde:
-Maa jeg.
Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.
I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren.Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden.
-Nu spiller hun selv, sagde han.
General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.
-Hej hop, sagde hun, det er en Polka.
-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.
Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges Skørt naaede hende til midt paa Anklerne.
-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.
Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne.
-Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde.
Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt.
Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede.
-Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang. Men den halte Liremand stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt.
Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede—meget var der ikke under—og nu bukkede han skævt foran Lirekassen.
-Tine, drej, raabte Moderen.
Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene skreg:
Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hunPostelin, mens han sprang paa Sokkerne.
-Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen:
Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde:
-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud.
Hun #maatte# have hestene ud.
-Tine, Dagen før min Fødselsdag siger han ingen Ting.
Hun raabte paa Røgteren:
-Jens, Jens.
Jens kom hinkende.
-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.
Rundt om dansede Pigerne, og Børnene skreg, som blev de for hvertMinut vildere af deres egne Hyl.
-Dér har vi dem, sagde Moderen.
De to brune satte ud af Stalddøren.
Bagefter kom "Beauty".
-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sitLommetørklæde.
Hestene foer, og Pigerne dansede.
-Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen.
Det var en eneste Støj.
-Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet.
-Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv.
Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.
-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er gaaet til.
Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:
-Nu skal Manden have Kaffe.
-Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier.
Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i timevis.
-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig stadig tættere hen til ham paa Bænken.
Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.
Da han gik, fik han en Daler.
-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen.
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg lyver.
-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.
De gik ned gennem Haven.
Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.
De første Roser duftede i Hækken.
-Hør, hvor her er stille, sagde Moderen.
-Ja, saa stille.
Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.
-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Og lænet til den hvide Søjle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar, saá hun ud over Dammen og Engen og Skoven.
-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes dejlige Haand ned mod hendes Side.
* * * * *
Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.
Det første hun gjorde, var at lukke Moderen inde.
Hun drejede Nøglen dobbelt om i begge Døre—ogsaa i Døren tilSkabeværelset.
Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fødselsdagen, listet sig ud, gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i Lysthuset: Gud, dér er Fruen, havde Tine sagt:
-Og De er i Natkjole.
Men Moderen havde set alle Presenterne, før Bordet var dækket færdigt.
Børnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.
De vilde op.
Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.
Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasedeDør.
-Nu vil jeg ud, raabte hun.
Og hun dundrede endnu stærkere.
Men Tine var ikke færdig med Bordet.
Det var dækket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fødselsdags-Kringlen.
Det blev pustet ud af et Kræmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.
Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene ar stimlede sammen rundt omkring for at se til.
Alle deres Munde stod aabne:
-Saa, sagde Tine, nu puster jeg.
Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene stirrede.
-Saa, sagde Tine: Nu Svinget.
Og hun pustede igen.
Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren:
-Tine, Tine.
-Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der.
Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne.
De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret ved den megen natlige Varme.
Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten i Øjesyn.
Faderen kom vandrende langs Hækken.
Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.
-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.
Børnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.
-Mo'er, Mo'er—nu—Og Tine aabnede Døren.
Hvidklædte løb Børnene foran Moderen, mellem de grønne Hække, ned mod det hvide Lysthus.
-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.
-Mo'er, Mo'er, lød det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver afBørnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder.
-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.
-Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig.
Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt.
Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.
-Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen.
Og hun smilte.
Saa rev hun Haanden til sig—det var Tyras, der slikkede hendes Fingre og lagde sig ved hendes Fod.
-Aa, er det Dig, sagde hun.
Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om sig og Tyras ved sin Fod.
Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa.
De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede baade i Nakker og Knæer—de saa' ud som skulde de til Offers.
Moderen trykkede deres Haand, én efter én.
Pigerne skævede hver til sin Present, og de gik videre igen.
Bagest travede Jens Røgter. Hans Bukser hængte bagtil saa sørgmodigt, som var han til Kondolence.
Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hænder iDammen.
Tine var oppe for at hente Chokoladen.
-Kære Børn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det overstaaet—
Børnene var løbet bort og hun var ene.
Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendesBord.
Langsomt foldede hun Brevet ud og læste:
-Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.
Moderen bøjede atter sit Hoved.
Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskedeBlomster-Navnet paa hendes Dug.
Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende:
-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de mange Gaver—begge tavse.
Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.
* * * * *
Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i et hvidt Hovedklæde.
Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om vedSognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevægelse med de toDøttre.
Madam Jespersen bar over sin Højtids-Paryk en diademlignende Hat, hvori der tronede to uægte Strudsfjer.
Frøken Stine var iført en sort Damaskes Kjole, der gav én det Indtryk, at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iøvrigt særegent for Frøken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra dem ved Haandleddene og forneden.
Fruens Fødselsdag var—ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider—den eneste Dag, hvor Frøken Stine tog sig fri.
Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter iStilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskænkede i Borgestuen.
Frøken Helene var i lyst og væver som en ung Ged. Hendes Present, der var indsvøbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis Indfatning ventede paa Sadelmageren.
Frøken Helenes Presenter blev regelmæssigt, det paafølgende Efteraar, skænkede Sønderborgs Bazarer til Bortlodning.
Sognefogedens Kone var første Gang ude efter Sønnens Død. Hun var højtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke Smør.
Af Mandfolk var der ikke et eneste.
-Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri.
-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.
Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen, uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne.
Frøken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind, saa det gjorde næsten ondt.
Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lykønskning og halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens Lomme.
-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde, was ist wohl's Leben.
Frøken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.
Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv.
Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at MadamEsbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til.
Madam Esbensen var Jordemoderen.
-Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen:
-Det var paa det nærmeste.
Emnet interesserede alle.
-Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende.
Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret op og ned, og uden at mæle et Ord, tømte tre Kopper Chokolade.
Degnens Kone sagde pludselig, højere end de andre:
-Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har #sin# Maaned. Her er det i Maj.
Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og sagde:
-Men, kæreste Madam Bølling, hvor véd De dog det?
-Det kan man da læse i Kirkebøgerne, sagde Degnens Kone.
Og hun tilføjede:
-Men Dødsfaldene falder rigeligst i November.
Frøken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fødselsdage iDecember.
Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med Tyras.
Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen.
Saa sagde Moderen:
-Nu leger vi.
Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene.
-Sidst, sidst, raabte hun.
Tine fløj efter:
-Sidst.
Børnene kom frem bag Hækkene og løb med:
-Sidst.
Moderen var forrest:
-Sidst.
De fløj om Dammen.
Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen.
-Stine maa med, raabte Moderen.
Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine.
Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ.
Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens bovlamme Krikke.
Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring hende lagde de sig alle.
-Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen.
Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre iSolens Skin.
De tre Gamle sad i Lysthuset.
Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne.
Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.
-Skænk for, Stine, sagde Moderen.
Jomfru Stine blev altid saa sørgmodig, naar hun havde drukket et ParGlas.
-Og ogsaa for Børnene, sagde Moderen.
Børnene fik Kirsebærvin, saa de blev helt øre.
Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mensModeren lo, og Børnene foer rundt—den ældste Dreng drak Slatterne afGlassene—deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammeltysk Almanak.
-Sig mer, sig mer, sagde Moderen.
Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst—det lød, som hun messede.
Sognefogedens Kone havde rejst sig.
Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hækken.
De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:
-Tag det bort.
Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde vedLysthusets inderste Væg.
-Ogsaa alt det, sagde hun.
Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lød, som kun det at se dem gjorde hendes Øjne ondt.
Tine gik omkring og tog alting bort.
Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden….
Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog.
Tine satte sig stille hos hende.
-Hvad læser De? spurgte hun.
-Et Digt, sagde Moderen.
-Hvad for et?
Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog hun atter Digtet:
En sælsom Drøm har jeg haft: I Ørknen var jeg. Det var kun Sand og Sand, og intet uden Sand. Men da, et frygteligt Syn mit skræmte Øje saa': Ørkensens Rovdyr kom i et endeløst Tog. Forrest Løverne gik med hvide Tænder;
Tigre og Pantre der kom med de plettede Skind. Men bagest Hyænerne skred, hvis syge Attraa er Aadsler.
Menneskets Drifter det var, der afsøgte Ørkenen. Men Drømmen skifted. Og ene jeg stod paa en mægtig Mark. Men denne Mark var Jorden. Og over den ganske Jord et eneste Mørke laa— mens frem i Mørket løfted sig et Kors, saa stort, som vilde dets vældige Arm favne baade Himmel og Jord. Stille der var. Kun nu og da fra Korset en Draabe der faldt, og atter stille der blev, til den næste Draabe den randt, og der igen blev tyst, til den næste Bloddraabe faldt. Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed.
Moderen lukkede Bogen.
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, ud i Sommeraftenens Skønhed.
-Tine, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp.
Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord,Tine ikke forstod:
"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.
Og hun tav igen.
Efter en Stund sagde hun:
-Tine, véd De, hvad der er sandt—hvis man kunde se ind i min Sjæl, ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke blot Skyggen af en Drøm—
-Saa var det bedre at dø.
-At dø, Tine, er heller ikke det sværeste—det er meget sværere hverDag at forsøge paa at leve….
Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:
I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte— ligger mit Hjerte lig.
Og ingen græderover det døde Hjerte:thi det blev kunelsket af Een.
Men den, der selv dødepaa sit Hjertes Dødsdag,kan ej grædeved sit Hjertes Lig.
I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte— ligger mit Hjerte Lig.
* * * * *
Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Børnene fik aldrig Lov til, før de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.
Tanterne var komne.
De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fraBadestedet.
De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.
De ejede en uendelig Omhu for Føret og de medførte bestandig Paraplyer af Hensyn til Mulighed for Regn.
-Kære Du, sagde de til Moderen, en vaad Strømpe paa saa meget som en halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.
Moderen, der under Efterkur-Besøget var hvid af Angst, sagde Ja til alt og gik i Barège-Kjoler. Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i Tanteregimentet af Galoscher.
Tine saa hun om Morgenen.
Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset underTante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et ParSmuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.
De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de var præcise som et Domkirkeur.
-Nu #maa# De op, sagde Tine.
-Ja, kære De—hvad er Klokken?
Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole.
-Men nu maa De op.
-Ja—
Endelig kom hun af Sengen.
Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklæde og saa ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kærnen begyndte at gaa.
De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltræde deres Morgen-Kur-Tur, et udpræget Indtryk af Rejsefærdighed. Kjoler og Skørter var opbundne ved Hjælp af et System af Hægter, og paa Hovedet bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr. Post ekspederer Ligkranse.
Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned overØjnene.
-Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det første, man maa beskytte, er da Øjnene.
Moderen sagde:
-De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem.
De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede.
-Der myldrer af dem, og de springer op … det er næsten værre end ifjor.
Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.
-Lægen i Genéve har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro.
Ved hveranden Omdrejning nød de en lille Chokoladekage.
-Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden at berøve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kære, det er jo, som at faa Klumper i sin Mund.
-Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nøje kende Mærkerne.
Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de.
Det vil sige, at de sov to Timer, indsvøbte i Uldtæpper.
-Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmændene, der erFolk, som vil bevare sig rørige, har altid Uldmadratser.
-Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forløb.
-Kære Du, sagde Tante Anna: Franskmænd er jo Franskmænd.
Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var hendes Skrækkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Børnene sad korrekt tilbords.
Og Bordsidden var Tanternes Specialitet.
-Det maa dog indrømmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er afVigtighed. Og læres det ikke fra Barndommen, læres det jo aldrig….
-Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blevStatsminister—Tanterne benævnede Konseilspræsidenten med NavnetStatsminister—var det, fordi han spiste med Kniv.
En Time før Middag begyndte Børnenes Storvask.
Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Børnenes Kroppe medSvampene, som om hun høvlede ru Planker.
-Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene.
Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne af Børnene.
-De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i….
-Og Øerne, sagde Moderen.
-La'e mig.
Hun tog selv fat med Ørene.
-Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde.
Røde blev de.
Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet.
Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne.
-Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen.
Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribetSilke—deres table d'hôte Kjoler fra Badet—og de bar mange Ringe, derligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte toPulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert.
Børnenes Øjne stod stive af Skræk. De spildte straks.
Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden—saa hun fik hektiske Pletter i Kinderne—de talte om København og alle Bekendte:
-Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far hun begynder at tale om Konfessionerne.
-Lille Du—det var pludselig til den ældste Dreng—en artig Dreng skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man rank….
-Og jeg finder nu—fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage tilJane og Konfessionerne—at den Slags Ting afhandler man ikke overMaden.
-Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag, og Religionen og denSlags berøres ikke med en Stavelse….
-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn.
Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet.
Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig:
-Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting … Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine kønne slebne Karaffer.
-Dem til Madeiraen.
Blodet fløj Moderen til Hovedet—hos Tanterne gik aldrig noget iStykker.
-Ja, Margrethe slog—Du husker—slog … kom til at slaa den ene itu….
-Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den nette og vævre lille Person, sagde Tante Bothilde.
-Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte ud af Huset….
-Hun osse, sagde Tante Anna.
Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til Børnene, ind med et:
-Naa.
Det eneste "Naa" lød, som blev en Jernport slaaet til.
Og der blev ikke talt mere om Karafferne.
-Lille Stella—det kom et Sekund efter "Naa'et"—en lille Pige sidder ikke med Fødderne overkors ved et Bord.
Det røg i Søsteren, saa hun tabte Gaflen.
-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde hun, vendt til Moderen:
-Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.
Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige:
-Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne tæt til Kroppen, naar de spiser.
Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.
Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden iGangen.
-Men, sagde Tante Anna—hun var knap kommen til Sæde—kan jeg glemme hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn.
-Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtedeKaffen.
-Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her iSognet.
Moderen smilede bag Maskinen.
-Ja, sagde hun: flere Gange.
Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:
-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud være lovet, det vedkommer ikke os.
Tante Anna sagde:
-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som man ikke ser … saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller ikke Opdragelsen….
Moderen blev ved at smile:
-Mon den hjælper? sagde hun.
Og uden at tænke paa Tanterne sagde hun hastigt:
-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har været grusom nok til at skabeDyr, der tænker. Først parrer Dyret sig, og siden væmmes Mennesket.
Tante Bothilde sad forstenet, saa hun næppe kom til Orde:
-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting….
-Du si'er Ting … Vi er da vel alle Guds Skabninger.
Naar Tanterne var færdige med Kaffen, blundede de.
Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt.
Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i Øvelsen.
Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.
-Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene. Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa mig, som var han af Sten.
Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en skændende Strid:
-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, menIndholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed.
-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man kan ha'e nok i Livet.
Før Te gik Tanterne igen. Men i Alléen.
Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.
-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. HvisFolk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundredeAar.
Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.
Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte iPapir.
* * * * *
Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid.
Moderens veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene fra Godset, hvor hun var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.
I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.
Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i Køkkenet kunde stave.
Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.
Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne, ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady Lipton.
Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem, der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords til Middag.
Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var LadyLipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og omKejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderligeMennesker, som hun kendte—mens Moderen lyttede.
-Fortæl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun ejede, og helst om en sær og sælsom ung Digter fra et eksotisk Land, hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa Gæstekammeret. Moderen hørte ogsaa helst om ham.
-Ma chére, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har forglemt den Kunst at være til. Han kan ikke mere stryge sin høje Hat og han gider ikke knappe sine Handsker for at gøre en Visit; han formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet bestaar: som at gaa til sin Barbér eller drikke sin Kaffe paa en Kafé eller sætte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret Gorge….
-Jeg forstaar det, sagde Moderen.
-Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen—og han er ikke desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert allerede fortæret af hans Forfædre.
Hun tav lidt, saa sagde hun:
-Snarest vilde jeg sige, at han hørte tilles désinteressés. Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse.
Ladyen lo pludseligt:
-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og træt Forfærdelse—aa nej, ikke Forfærdelse, kun en Slags mat Forbavselse:
-Alt det handler om Krigen med Kina.
Ladyen tav et Øjeblik, saa sagde hun:
-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.
Moderen rakte Kopperne rundt.
Saa sagde hun stille:
-Maaske elsker han—eller har han elsket.
Ladyen svarede:
-Jeg tror det ikke, ma chère.
-Der er i alle de store Lande sælsomme Mennesker, hvem Kærlighedens—hvad skal jeg sige?—rent fysiske Side indgyder uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de begærer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.
-René er saadan.
-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme, overdænger han dem med Skældsord.
-Saa elsker han ikke, sagde Moderen.
Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:
-Er Elskov andet end at føle Begær og at undsé sig derved?
-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.
-Et enkelt, sagde Ladyen.
-Sig os det, sagde Moderen.
Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartedeSprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt:
Jeg elsker Dig, som Havet elsker den vide Kyst, som det beskyller, dækkende og altid den bedækkende med et evigt Kys. Saadan som en Elsker kan fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue føre sin søde Læbe langs den Elsktes ganske Legem, for, i Salighed, det alt at eje … Saadan elsker jeg Dig— saadan.
Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.
-Du kan et andet, sagde Ladyens Søster.
-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.
Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendesAltstemme farvedes blødere:
Naar i de lange Nætter jeg ensom hviler og ingen ser mit Ansigt og ingen mine Øjne, der er tørre— da tænker jeg: Hvis jeg var død. vilde Du dog komme og knæle ned, der hvor jeg hvilte, og min Haand, som Du nu skyer, vilde Du tage, nu, den var kold, og ind i mit Øre, der ej kunde høre mer, vilde Du hviske, in Stemme fra den Gang: Hvor jeg dog elskede Dig … Og den Døde vilde smile.
Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun:
-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.
-Du kan det allerede, sagde hun.
-Ja, det sidste.
Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ:
Jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.
Alle tav lidt.
Saa sagde Lady Lipton:
-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest.
-Det kan jeg, sagde Moderen.
Og med en Stemme, næsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det lille Vers fra Billedet—den fremmede og ukendte Digters Billede:
Som Planten visner, for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.
De tav igen, til pludselig en af Ladyens Søstre gav sig til at le og sagde:
Lille Børn, det vilde ikke være saa galt at blive elsket af den ungeMand.
Og de lo alle højt, Moderen højest, og de løb alle ud i Haven og de kastede sig paa Græsset, saa Krinolinerne stod op om dem.
Aftenen var den lystigste Tid.
Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alleBuske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have.
Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne.
Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.
-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.
Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa Plænen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hænderne havde hun løftet.
Saa sagde hun pludselig:
-Men Stjernerne er dog skønnere.
Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne laa i Mørke, saá de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.
-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton.
Moderen rystede paa Hovedet:
-Nej, sagde hun, lad os nu være stille.
Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter gik de ind i Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:
-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er for lille.
Ingen svarede.
Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret.
De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt—ganske langsomt—anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde fundet, de fremmede Ord:
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for du har ej mig kær—
Det var tyst.
Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner.
* * * * *
Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der fyldtes.
Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:
-Hold mig, hold mig!
Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige til Skindet.
Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.
Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mensTine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alléen fik guleBlade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft.
Moderen frøs sammen:
-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne:
-Ja, sagde hun, vi er langt henne.
Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:
-Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter.
De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne.
Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.
Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud iMørket:
-Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider.
Men lidt efter sagde hun—og hendes Stemme var ubeskrivelig træt—:
-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed forhøjer kun Sjælens Lidelse:
-Der er ingen Trøst.
De gik videre over de halvmørke Marker. Klokkerne var hørt op at ringe, og der hørtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa døde ogsaa de bort.
-Lad os gaa hjem, sagde Moderen.
Men naar de kom hjem legede Børnene Cirkus i deres Natkjoler midt iDagligstuen.
Omegnens Præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra de lange Piber.
Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og MynstersBetragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud afSengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.
Moderen spillede til paa Klaveret.
Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene blev fyldt og gamle Fangel svor.
Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.
-Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel.
-Ja, gør det, gør det, sagde Moderen.
Pastorerne kom op fra Stolene—lidt usikre var de paa Benene—og de drog ind gennem Dagligstuen.
-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.
De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med de store Hænder.
Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.
Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel.
Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.
-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne.
-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel.
Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille.
* * * * *
Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de allersidste Roser frøs langs det hvide Hus.
Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.
Moderen saá til dem hver Dag.
-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.
Den næste Dag fik hun en Stige frem og øverst oppe, med en Kurv iHaanden, plukkede hun de rige Klaser.
Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.
-Tag den, fang den, raabte hun.
Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.
Allerøverst stod hun. For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod detmørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand.Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsendeHaar.
Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen hamDrueklasen lige ned i Ansigtet:
-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at tælle Klaserne.
Moderen stod længe og betragtede den nøgne Vinstok.
Hendes Ansigt var som forandret:
-Nu er det forbi, sagde hun.
Hun gik ind, uden at ænse Klaserne, og hun blev siddende længe i sin egen Stol ved Vinduet med Hænderne i sit Skød, i Mørke.
Frem og tilbage lød derinde Faderens Skridt.
Ude i Køkkenet hørte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes Stemmer, der skulde ind og dømme om Høsten. Tine kom ind i Dagligstuen og meldte, hvor mange Klaser der var.
-Det var jo mange, sagde Moderen.
-Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine.
-Ja, saa
I Gaarden var der ganske mørkt.
Jens Røgter havde Lygte tændt, da han gik ind til Kvæget.
Køerne brølede langt, idet han aabnede Døren.
Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem StuensMørke. Hun satte sig ved Klaveret.
-Er De der, Tine, sagde hun.
-Ja, Frue.
-Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være lykkelige.
-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.
Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:
-Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.
Tine sad lidt:
-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.
Moderen sad en Stund, saa sagde hun:
-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske lykkeligst, som aldrig har kendt den.
-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.
-Jo, for den varer ikke.
Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen overTangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som enSkygge, sang hun:
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær.
Sangen hørte op.
Ude var det Nat. Inde var der mørkt.
Moderen rejste sig.
-Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.