Efter at være kommet gennem Porten og have stænget den efter os gik vi hen til den anden Indgang til venstre. Skilderhuset, hvis man kunde kalde det saadan, var endnu tomt, og Vagten snorkede lige saa fredeligt i det lille Værelse, som han havde gjort omtrent for fire Timer siden. Denne Gaard varlige som den anden tom, men da vi gik igennem den, kunde vi tydeligt høre Præsterne snakke sammen i Sovestuerne paa begge Sider.
Endelig naaede vi Døren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt og fløj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne Værelser. Da vi først var indenfor, blev Døren hurtigt lukket, og vi var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde:
"Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som jeg har sagt Dem før, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig. Men der er ingen Tid at spilde. Kom her ind, Laoyeh!"
Vi gik ind i det inderste Værelse, og Nikola aabnede en lille Æske, han havde med. Han sagde til Manden, at han skulde sætte sig paa Gulvet, og han gav sig med vidunderlig Behændighed til at forandre hans Udseende. Arbejdet varede omtrent et Kvarter, og da det var færdigt, henvendte Nikola sig til mig og sagde:
"Byt Klæder med ham, Bruce, saa hurtigt De kan."
Da dette var sket, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne; det var saa vidunderligt, hvad jeg saá. Dér stod et fuldstændigt Billede af mig selv. Ligheden var overordentlig slaaende baade i Højde, Skikkelse og Dragt, ja selv i Ansigtstrækkene. Men Nikola var ikke færdig endnu.
"Demaa ogsaa forandres," sagde han. "Tingen maa gøres grundigt; sæt Dem ned!"
Det gjorde jeg, og han gav sig igen til Arbejdet. Da han var færdig, lignede jeg mig selv saa lidt, som det i det hele var muligt. Ingen kunde have genkendt mig, og det var højst usandsynligt, at vor Hemmelighed kunde blive opdaget.
Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle, han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa var alt færdigt.
"Men hør," udbrød jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt én Ting — Arret paa min Arm!"
"Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa véd jeg jo dog godt, at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede."
Han tog et stort Stykke Tøj og lavede et Bind, som han lagde om Halsen paa mig. Saa blev min venstre Arm indbundet, og da jeg havde faaet den i Bind, saá jeg, at jeg neppe kunde blive opdaget, selv om man tænkte paa mit Haandled.
En halv Time senere lød den store Gongong, der kaldte tilMorgengudstjeneste, og vi vidste, at Gaardene og Hallerne et Par Minutter efter vilde være fulde af Mennesker. Efter Nikolas Ordre gik jeg alene ned i Hallen, benyttede en Lejlighed til at slippe ind og blandede mig i Trængslen. Jeg var ikke den eneste vanføre, der var en halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke rimeligt, at den Omstændighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrække sig nogen utilbørlig Opmærksomhed; der var Tiggere og alle Slags Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved Daggry.
Jeg havde ikke været meget længe i Hallen, før jeg saá Nikola humpe ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Ypperstepræsten.
Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres Gæster blev, hvor de var, i Stedet for som sædvanligt at forlade Hallen. Saa besteg Ypperstepræsten den lille Forhøjning i den fjerneste Del af Hallen og satte sig paa sit Dommersæde. Nikola fulgte ham og tog Plads ved Siden af ham, og straks efter viste der sig to høje Munke, som førte den Mand ind, der havde anklaget mig den foregaaende Aften. Han syntes temmelig sikker paa at kunne bevise, hvad han sagde, og jeg kunde ikke lade være med at smile, da jeg saá hans selvtillidsfulde Mine. Først blev han tiltalt af den gamle Ypperstepræst, som jo var næsten blind af Alderdom. Han svarede noget, og saa talte Nikola. Hans Stemme var neppe saa høj som ellers; dog hørte man hvert eneste Ord i Hallen.
"Løgner og Forræder," sagde han, "du har fremført denne Anklage mod min trofaste Tjener af en eller anden djævelsk og egennyttig Grund. Men hvor gammel jeg end er, vil jeg imødegaa den, og det skal gaa dig ilde, hvis det viser sig, at hvad du siger er Usandhed."
Han vendte sig til en Munk, der stod ved Siden af, og sagde noget. Manden bukkede, forlod Forhøjningen og forsvandt i Retning af vor Trappe. Straks efter vendte han tilbage med Laoyeh, som gik med bøjet Hoved og Hænderne korslagte paa Brystet. Han klatrede op ad Trinene, og da han havde gjort det, stod den Anklagede og Anklageren Ansigt til Ansigt paa hver sin Side af Forhøjningen.
Saa saá jeg, hvor snildt Nikolas Plan var udtænkt. Han havde ordnet det saaledes, at Forhøret blev afholdt efter Morgengudstjenesten, fordi den store Hal ikke vilde være helt oplyst paa den Tid. Der var næsten endnu halvmørkt, og den hurtige Maade, han besørgede Sagen paa, viste klart, at han havde besluttetat faa den fra Haanden, før man kunde se for tydeligt.
Først fik den Mand, der anklagede mig, Ordre til at gentage sin Fortælling. Han gav en nøjagtig Beskrivelse af vort Møde i Kanton, tog kun uvæsentlige Forbehold og meddelte, at han havde saaret mig i Haandledet. Han paastod saa uden Tøven, at jeg var enKueidzueller fremmed Djævel og sagde til den Mand, der spillede min Rolle, at han skulde prøve paa at modbevise det. Da han var færdig, henvendte Nikola sig til Ypperstepræsten og sagde:
"Min Fader, du har hørt alt, hvad denne slette Mand har sagt. Han anklager min Tjener derhenne, han, som efter sin egen Bekendelse selv er Tyv og Morder — for at være en af de Barbarer, som vi alle hader og foragter. Jeg har fundet min Tjener trofast og sand i alle hans Handlinger, men hvis han er en fremmed Djævel, som dette Menneske paastaar, saa skal han straffes. Paa den anden Side, hvis det viser sig, at denne Slyngel har Uret, og at han har løjet for Vindings Skyld, saa fordrer jeg af dig, at jeg faar Lov til at raade over ham i Følge den Magt, du véd, jeg er iklædt. Jeg frygter ikke for Dommens Udfald."
Da han var færdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved sin Stok. Han saá roligt fra den ene til den anden af de to, henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde:
"Kom du med mig!" og han førte ham ind i et lille Værelse.
Vi sad tavse i næsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under Hagen og stirrede lige ud.
Saa var omsider Ventetiden til Ende. Vi hørte Ypperstepræstens Stok banke mod Gulvet, og straks efter steg han op paa Forhøjningen igen, fulgt af Laoyeh. Da den gamle Mand kom hen til sit Sæde, gav han Tegn til Tavshed og sagde derpaa:
"Jeg har undersøgt denne Mand og kan sværge paa, at den Beskyldning, som dette Menneske har fremført imod ham, i alle Henseender er usandfærdig. Lad Retten have sin Gang."
Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev:
"Forbryderen dér bliver overgivet til dig."
Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand.
"Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til Verden af den Grund? Du har vovet at bagvaske min Tjener; det er din høje Foresatte Vidne til; kom nærmere!"
Manden nærmede sig et Par Skridt, det var let at se, at han var bange.
Saa stirrede Nikola paa ham i næsten et Minut, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set saa frygtelige Øjne med saa vildt et Udtryk. Naar man tænker sig en Kanin fortryllet af en Slange, vil man have en Forestilling om, hvorledes han saá paa ham. Langsomt, Tomme for Tomme, hævede Nikola sin højre Haand, indtil den pegede paa et Sted paa Væggen lidt oven over den andens Hoved. Saa gik den ned igen, og medens den gjorde det, fulgte Mandens Hoved med, indtil han stod i en ganske bøjet Stilling.
"Du ser, at du er i min Magt," sagde Nikola, "du kan ikke bevæge dig, hvis jeg ikke befaler dig at gøre det."
"Nej, jeg kan ikke bevæge mig," sagde Manden næsten ubevidst.
"Gør, hvad du vil, du kan ikke staa oprejst," sagde Nikola.
"Jeg kan ikke staa oprejst," gentog Manden med den samme monotone Stemme, og medens han talte, saá jeg store Sveddraaber falde fra hans Ansigt ned paa Gulvet. Hvert Øje i den store Hal var fæstet paa ham, og selv Ypperstepræsten kom frem fra sin Stol for ikke at tabe et Ord.
"Se mig ind i Ansigtet," sagde Nikola, og hans Ord skar i Luften som en skarp Kniv.
Manden saá op og gjorde, som Nikola befalede, men uden at hæve Hovedet.
"Forlad nu dette Sted," sagde Nikola. "Indtil paa samme Tid i Morgen kan du ikke staa oprejst som dine Medmennesker, det befaler jeg, og du kan ikke være ulydig, lad det hjælpe dig til at huske paa, at mine Tjenere i Fremtiden er ukrænkelige. Gaa saa!"
Han pegede med den højre Haand hen imod Dørene for Enden af Hallen, og Manden gik kroget ned ad Gangen mellem de gabende Munke ud i Gaarden i det lyse Solskin. Ypperstepræsten havde rejst sig, han kaldte paa en Munk og sagde:
"Følg ham og overbevis dig om, at han forlader Templet."
Saa nærmede han sig Nikola og sagde:
"Herre, jeg ser, at du utvivlsomt er den Mand, man har sagt os, vi skulde vente. Hvorledes kan din Tjener være dig til Nytte?"
"Tilstaa mig en Samtale, saa skal jeg sige dig det," svarede Nikola.
"Følg mig, min høje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i Enrum sammen."
Et Øjeblik efter forsvandt de i det Værelse, hvor Ypperstepræsten havde undersøgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes.
Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til vort eget Værelse, hvor jeg fandt Laoyeh. I Følge Nikolas Ordre skiftede vi atter Klæder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham den Bissekræmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og ligeledes den Belønning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt som muligt.
Det varede næsten en Time, før Nikola kom, og da han saa gjorde det, kunde han neppe skjule sin Triumf.
"Bruce," sagde han og glemte næsten sin sædvanlige Forsigtighed, saa glad var han, "jeg har opdaget alt, hvad jeg vilde. Jeg har faaet Kortet, og han har sagt mig Løsenet. Jeg véd, hvor Klostret er, og i Morgen tidlig ved Daggry drager vi ud for at søge det."
Paa Vej til Thibet.
Det var neppe blevet Daggry næste Morgen, før Nikola vækkede mig op af min faste Søvn.
"Vaagn op," sagde han; "om en halv Time maa vi af Sted; jeg har allerede givet Ordre til, at Ponyerne skal sadles, og da vi har en lang Tur for os, maa vi ikke lade dem vente."
Et Kvarter efter var jeg paaklædt og rede. En af Munkene bragte os lidt Frokost, der bestod af Ris, og da vi havde spist, gik vi ned i den store Hal. Dér ventede Ypperstepræsten os, og efter en kort Samtale med Nikola førte han os ud i Gaarden, hvor vi tog Afsked med ham ved Foden af den store Buddhastøtte.
Da vi havde takket ham for hans Gæstfrihed, gik vi ud til den ydre Port og fandt vore Ponyer og Tjenere rede til at modtage os. Porten blev slaaet op, og vi gik igennem den, den ene efter den anden. Saa blev den slaaet i, og da dette var sket, havde vi sagt Farvel til det store Lamakloster.
Under den første Dags Ridt hændte der ikke noget mærkeligt. Vi naaede en lille Landsby ved Middagstid, hvor vi bedede, og efter en kort Hviletid fortsatte vi vor Rejse og ankom til den befærdede By Ho-Yang-Lo, lige som Tusmørket faldt paa. Man anviste os den bedste Kro, som vi red hen til, og hvor vi fikVærelser. Vor første Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi følte, at vi ærligt havde fortjent at hvile.
Vi blæste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere Timer, før Søvnen vilde komme til mig. Tanker om næsten alle mulige Ting fo'r ind og ud af min Hjerne. Et Øjeblik var jeg paa Legepladsen i min gamle, kendte engelske Skole, i det næste Øjeblik sejlede jeg omkring Kap Horn paa en Koffardimand med et lurvet Mandskab paa Bakken og tre drukne Slyngler paa Skansen. Saa var jeg i Sydhavet, og der laa en tropisk Ø forude; jeg kunde høre Brændingens Torden mod Stranden og saá den ene palmeklædte Høj efter den anden hæve sig op imod den blaa Himmel. Saa kom min Tanke tilbage til Kina og som en naturlig Følge deraf til Peking. Jeg gennemlevede igen den halve Time paa den kinesiske Mur og syntes atter at føle en spæd lille Haand i min og saá to frimodige, yndige Øjne stirre paa mig med al tænkelig Kærlighed og Tillid. Gladys skulde være min tilkommende Hustru, og her laa jeg paa Vejen til Thibet forklædt som Kineser i en smudsig Kro i Selskab med en Mand, hvem intet kunde standse, og som var frygtet af alle, der kendte ham. Det var længe efter Midnat, at jeg faldt i Søvn, og saa var det, som om mine Øjne ikke havde været lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sædvanlig ikke syntes at trænge til nogen Søvn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja Solen var neppe kommen op over Horisonten, før vor Frokost var besørget, og vi var færdige til at stige til Hest.
Før vi tog af Sted, havde Nikola en Samtale med Kromanden. Medens han var borte, morede jeg mig med at ride om paa den anden Side af Huset for at se, hvordan der saá ud. Huset var af den sædvanlige kinesiske Art, ikke meget smudsigere og ikke meget renere. Paa to Sider var det omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever Terrasse, paa hvilken jeg saá to Mænd staa, da jeg drejede om Hjørnet. Saa snart de saá mig, vilde de trække sig tilbage til Huset, men jeg havde faaet Øje paa dem, før de kunde udføre denne Manøvre.
Den højeste af de to havde jeg aldrig set før, men jeg syntes at jeg kendte hans Ledsagers Ansigt. Da jeg stod og spekulerede paa, hvor jeg havde set det, kom en Staldkarl om Hjørnet for at underrette mig om, at Nikola var parat til at tage af Sted, saa jeg vendte min Pony og red tilbage til Forsiden af Huset, hvorfra Rytterskaren var i Færd med at drage af Sted.
Nikola var som sædvanlig i Spidsen. Jeg fulgte ham i ærbødig Afstand, og bag mig kom Tjenerne. Paa denne Maade iledevi af Sted og satte over en Flod, hvorpaa Vejen førte hen imod de Bjerge, som lige kunde skelnes i den nordlige Horisont. Rundt om var Landet goldt og udyrket, hist og her var der en elendig Hytte, hvis Farve lignede den Slette, paa hvilken den stod.
Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har intet godt Navn.
Denne Nat laa vi i en Kro paa en Bjergtop, og næste Morgen steg vi ned i Dalen paa den anden Side. Da Morgenen faldt paa, var vi kommet omtrent tredive Mile videre. Landet forandrede sig hurtigt, der blev mer og mer klippefuldt, og Opgangene og Nedgangene blev mere stejle. Af denne Grund var vi ved det næste Holdested nødt til at skille os af med vore Ponyer og i Stedet for at købe en halv Snes smaa, men overordentlig muskelstærke Heste.
Den tredie Aften, efter at vi var komne ind blandt Bjergene, og den fjerde efter Afrejsen fra Peking gjorde vi Holdt ved et lille Kloster, der laa i en udsat Stilling paa Bjergets Top. Da vi red op til det, var Solen ved at gaa ned bag Bjergene i Vesten. Vi behøvede ikke noget Løsen, da vi blev indbudte til at komme ind, næsten før vi havde banket paa Porten. Klostret var beboet af en Abbed og seks Præster, som alle var Tilhængere af Shamanismen. Bygningen selv var kun tarvelig; den bestod af en dyb Gaard, en luftig Midterhal og fire smaa Værelser, der stødte op til den. Da vi traadte ind i Midterhallen, blev vi modtaget af Abbeden, en nederdrægtig, smudsig lille Fyr paa et halv hundrede Aar, og han førte os til de Værelser, der var bestemte for os. De var smaa og simple, meget forsømte, og der var en ganske forskrækkelig Træk. Men hvis en Udsigt, som næsten var enestaaende i Verden, kunde erstatte de Ubehageligheder, man maatte lide under, saa kunde vi anse os for prægtigt indlogerede. Fra det ene Vindue kunde vi se ud over Bjergkæden over Dal og Høj paa den nedgaaende Sol. Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten halvtredsindstyve engelske Mils Afstand.
Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad ogrøg en halv Time. Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Værelset ud længere, og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse og var følgelig kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran Midterhallen. Just som jeg naaede den, lød der en høj Banken paa Yderporten. To af Munkene gik over Gaarden for at aabne den, og da de havde slaaet den tunge Dør til Side, red en lille Afdeling Mænd paa Æsler ind i Gaarden. Jeg tænkte, at et lille Selskab, der bestod af Rejsende, i alt Fald vilde adsprede mig lidt, og gik ned for at se dem stige af Æslerne.
Da jeg kom tæt nok hen til dem, opdagede jeg, at der var to Kulier, de andre tre var Herrer, men hvad deres Profession var, kunde jeg ikke gætte. De var alle bevæbnede, og saa vidt jeg kunde se, havde de intet Købmandsgods med. Da de var stegne af, kom Abbeden ned for at modtage dem, og efter en kort Samtale førte han dem til Gæsteværelserne paa den anden Side af Hallen, der laa lige over for os.
Nogen Tid efter, at Herrerne havde trukket sig tilbage til deres Værelser, blev jeg, hvor jeg var, og saá Kulierne tage Ridetøjet af Æslerne. Just som den sidste Sadel blev lagt paa Jorden, forlod en af Ejermændene Huset og nærmede sig til Gruppen. Han var kommet meget nær hen til det Sted, hvor jeg stod, før han opdagede mig; saa bøjede han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nærmest ved ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde Mærke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid, han undersøgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg stod. Da han derpaa hurtigt vendte sig om og ilede tilbage til Huset uden at sige noget til sin Karl, følte jeg, at jeg havde Ret til at tro, at han ikke ønskede, jeg skulde se ham.
Dette bragte mig til at overveje Sagen, og jo mere jeg tænkte, des mere begærlig blev jeg efter at opdage, hvem den Mand kunde være. Jeg ventede i Gaarden næsten et Kvarter efter, at dette var hændet, og efter at Sadlerne og Seletøjet var blevet bragt bort; men han viste sig ikke igen. Saa gik jeg tilbage til Bygningen og spekulerede paa, hvordan jeg skulde opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide. Det varede længe, før jeg kunde finde paa nogen Plan; saa fik jeg en Idé og forlod atter Værelset og gik om til Bagsiden af Bygningen, idet jeg haabede, jeg skulde finde et Vindue, gennem hvilket jeg kunde se ind paa de nye Gæster, medens de sad ved Aftensmaaltidet; men det var lettere, opdagede jeg, at tænke paa saadant et Vindue end virkelig at finde det.
Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden stødte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Værelse laa. Hvis jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue, som jeg tænkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem Midterhallens bageste Væg og den til venstre for vort Værelse, saa tænkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde. Men for at gøre dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mørke, og det havde jeg aldeles ingen Lyst til, før jeg havde overbevist mig om, at der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide, hvad jeg ønskede.
Man kunde meget godt spørge mig, hvorfor jeg var saa ivrig efter at overbevise mig om, hvem den Mand var; men i en Stilling som vor kunde man virkelig ikke udsætte sig for den mindste Smule Risiko. Han havde jo vist mig, at han ikke ønskede, jeg skulde opdage, hvem han var, hvilket i sig selv var tilstrækkeligt til at vække min Mistanke og berettige mig til at gøre et hvilket som helst Skridt for at overbevise mig om, at det ikke var en Fjende. Vi gik jo med Livet i Hænderne, og hvis vi forsømte en eneste Forsigtighedsregel, kunde vi ødelægge det hele.
Før jeg vovede mig til den lige omtalte Klatretur, besluttede jeg at gaa om til den anden Side af Huset og undersøge, om jeg ikke kunde se gennem et af Vinduerne dèr. Jeg gjorde det og opdagede til min Glæde, at jeg, naar jeg lagde Hænderne paa de udhugne Sten, der dannede Vinduskarmene, og stemte mine Fødder imod en fremspringende Del af Muren, kunde hæve mig tilstrækkeligt op til at faa et Glimt af Værelset.
Jeg gjorde altsaa dette og saá derind, men til min Forbavselse og Ærgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den Mand, jeg vilde se.
Saa steg jeg ned igen og lyttede. Jeg haabede, at jeg skulde høre en tredie Person komme ind i Værelset, men skønt jeg blev der omtrent tyve Minutter, skete der ingenting. Jeg var fuldstændig overbevist om, at Manden hørte til dette Selskab; men hvorfor var han ikke sammen med dem nu? Hans Fraværelse forøgede kun min Mistanke og gjorde mig endnu mere ivrig efter at faa et Glimt af ham.
Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen var naturligvis tom; vi laa i Værelserne til højre for den, de andre til venstre, deres Kulier havde det forreste Værelse, medens de to Mænd, jeg lige har omtalt, havde indrettetsig i det bageste. Et Øjebliks Omtanke overbeviste mig om, at der maatte være et tredie, som ikke vendte ud til den aabne Gaard, men havde et Vindue ud til den lille Gaard, der dannedes af Muren bag ude. Hvis jeg vilde se derind, maatte jeg gøre den Klatretur, jeg først havde lagt Planen til, og jeg maatte gøre den straks, og hvis jeg ikke gjorde det, vilde hans Lampe efter al Sandsynlighed blive slukket, og i saa Fald kunde jeg lige saa godt spare mig Ulejligheden og Faren.
Jeg vendte tilbage til den Side af Huset, hvor jeg boede, og da jeg havde overbevist mig om, at der ikke var nogen paa Færde dèr, steg jeg op paa Muren lidt til højre for det Sted, hvor jeg havde staaet, da jeg hørte Mændene banke paa Porten.
Naar man vil bedømme Vanskelighederne og Farerne ved det, som jeg vilde prøve paa, saa maa man tage i Betragtning, at Muren foroven neppe var mere end atten Tommer bred. Paa den ene Side stødte den op til Bygningen, der hævede sig mere end tolv, tretten Fod op over mit Hoved, og paa hvis glatte Overflade der slet intet var at støtte sig til. Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blæste Vinden en fuldstændig Orkan, men saa længe jeg var bag Bygningen, var jeg ikke udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden, hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde jeg stort Besvær ved at holde mig paa Benene. Jeg klyngede mig til alt, som kunde yde mig Støtte, vovede ikke et Skridt, før jeg var vis paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nærmede mig til Vinduet og saá ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg søgte, laa paa et Tæppe i Krogen og røg en lang Pibe.
Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg saá paa det, huskede jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set paa Bedestedet to Nætter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis paa, at han havde gennemskuet min Forklædning. Hvis det var Tilfældet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans Øjemed? Jeg vedblev at se paa ham i henved en Time, jeg haabede, at der skulde komme nogen ind til ham, og at jeg skulde høre noget, som kunde sige mig, hvorledes jeg skulde handle. Da, netop som jeg var ved at gaa, idet jeg ansaa det for unyttigt at vente længere, kom den højeste af de to, jeg havde set i det andet Værelse, ind og satte sig.
"Vi har haft Held med os. Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke,og i Morgen Aften møder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt, og saa er vor Del af Arbejdet færdig."
"Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der laa paa Sengen. "Vi vilde være Dødsens, hvis vi kom tilbage til Peking uden den."
"Der bliver gjort megen Ære af os, hvis vi faar fat i den," sagde den anden leende. "Og saa bliver disse fremmede Djævle pinte, til de dør."
"Det vil lære dem ikke at trodse de Store i Bjergene," svarede hans Ven. "Jeg vilde ønske, at vi kunde være der og se det."
"Man siger, at de har mange nye Pinsler, som man ikke engang kan tænke sig i Drømme, der oppe i Bjergene," vedblev den første Mand. "Hvorfor maa vi ikke rejse videre og se, hvorledes det gaar dem."
"Fordi vi ikke kunde komme derind, selv om vi rejste videre," svarede den Mand, som jeg havde genkendt, "jeg ønsker det heller ikke selv. Men disse fremmede Djævle har stjaalet Løsenet og efterlignet Præsten fra Hankow, og hvis ikke Laoyeh holdt mere af kinesisk Guld end af fremmede Djævles Hemmeligheder og derfor havde forraadt dem, vilde vi aldrig have opdaget dem."
Derpaa tilføjede han med megetsigende Eftertryk:
"Men de kommer til at dø for det, og deres Skæbne vil være en Advarsel for dem, der kommer efter dem. Sig mig nu, hvor skal vi møde Quong Yan Miun?"
"Dèr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen Aften."
"Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan være mange Overgangssteder."
"Han rider paa en Kamel med en rød, sølvbroderet Sadel. Desuden siger man, at han kun har ét Øje, og at hans venstre Haand, som Mandarinen Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang."
"Venter han os?"
"Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, før dette Brev er afleveret til ham."
Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen, henvendte han sig til sin Kammerat.
"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er træt og vil sove. I Morgen har vi store Ting for."
Den anden Mand forlod Værelset, og et Øjeblik efter var Lampen slukket.
Saa snart alt var mørkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op paa Muren — ikke uden at skælve, da jeg tænkte paa, hvad min Skæbne vilde være, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej, jeg var kommet. Da jeg først var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Værelse.
Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tænke sig min Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trækul paa Stenene. Han saá op, da jeg kom ind, og uden at fortrække en Muskel i sit Ansigt sagde han roligt:
"Hvad har De opdaget?"
Jeg satte mig ved Siden af ham og gav ham en fuldstændig Beretning om, hvad jeg havde hørt den Aften.
Da jeg var færdig, sad han og saá paa Væggen. Jeg kunde dog se, at han var i dybe Tanker. Derpaa forandrede han sin Stilling og begyndte med sit Trækul at tegne Ottetaller inden i hinanden paa Gulvet. Da det mindste var saa stort som en Penny, var han kommet til en Slutning.
"Det er klart, at vi er i Knibe," sagde han koldblodigt, "og hvis jeg vilde ofre Dem her, kunde jeg sandsynligvis redde mig selv og rejse videre uden at have noget at frygte. Det er løjerligt, at jeg tænker saa meget paa en Mand, at jeg er villig til at frelse hans Liv paa Bekostning af mit eget, men i dette Tilfælde har jeg i Sinde at gøre det. De ønsker ikke at blive pint, antager jeg?"
"Jeg har en velbegrundet Ulyst til det," sagde jeg.
"I saa Fald maa vi udfinde en Plan, som kan gøre det muligt for os at afværge en saadan Katastrofe. Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet. Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal løse."
"Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg.
"Lad mig tænke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg se, om jeg kan finde paa det."
Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola:
"Opgaven løses saaledes: Paa den ene eller den anden Maademaa vi opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindstitre Timer. Saa maa én af os tage videre til Vadestedet og møde Manden fra Klostret. Til ham maa vi give det Brev, som jeg fik af Ypperstepræsten i Lamaklostret, og naar han er blevet sendt tilbage med det til sine Overordnede, maa der være en anden Mand, der er udstafferet nøjagtig som ham, og som indtager hans Plads. Denne Mand — og det maa være mig selv — skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller ikke tror, De er det."
"Af alle de Mænd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr. Nikola," svarede jeg, aldeles henrevet af hans dristige Plan, "og siden De tager det paa den Maade, vil jeg drage videre med Dem og gennemføre Sagen, selv om det skulde koste mit Liv."
"Tak," sagde Nikola roligt. "Jeg tænkte nok, at jeg ikke tog fejl af Dem. Nu maa vi bestemme, paa hvad Maade disse forskellige Planer skal udføres. For det første maa vi tage herfra i det mindste en Time før vore Venner i de andre Værelser. Naar vi først er paa Vejen, maa jeg skynde mig af Sted saa hurtigt som muligt for at sikre mig en Kamel og en Sadel af den Slags, som jeg har beskrevet. Derpaa maa vi opdage en eller anden Maade, hvorpaa vi kan opholde dem paa Vejen. Hvordan skal vi gøre det?"
"Kunde vi ikke formaa Landsbyfolkene paa Vejen til at rejse sig imod dem?"
"Det vil koste for meget; og saa var der en Mulighed for, at de kunde blive Forrædere, som vor Ven Laoyeh. Nej, vi maa tænke paa noget andet."
Han begyndte igen at tegne Ottetaller paa Gulvet. Da han var blevet færdig med det tredivte — for jeg talte dem — havde han gennemtænkt Sagen til sin Tilfredshed.
"Omtrent Klokken tolv i Morgen allersenest," sagde han, "det vil sige, hvis jeg har faaet rigtig Besked, bør vi være ved et Værtshus i Bjergene, tyve Mil herfra. Det er den eneste Bolig imellem dette Sted og Vadestedet, og de maa nødvendigvis standse ved det. Jeg skal instruere en af mine Mænd, som jeg vil lade blive tilbage, til at passe paa, at deres Dyr bliver vandede i et bestemt Trug. Hvis de drikker det, som jeg vil give ham til at hælde deri, kan de gaa omtrent fem Mil og saa styrter de. Hvis de ikke drikker, skal jeg sørge for, at han gør noget andet."
"Hvis De blot kan stole paa den Mand, som skal udføre denne Streg! Men hvad skal der gøres med Laoyeh?"
"Ham skal jeg nok selv tage mig af," sagde Nikola med mørk Alvor, "og naar jeg har gjort det, tænker jeg, at han vil fortryde, han har været saa uforsigtig at være troløs imod mig."
Han sagde ikke mere, men jeg følte mig meget tilfreds ved ikke at være den Mand, der var Tale om. Efter hvad jeg har set af Nikolas Karakter, kan jeg sige, at jeg hellere vilde være uenig med en halv Snes andre Mennesker i Verden, hvem det end var, end udsætte mig for hans Mishag.
"Naa," sagde jeg, da han var færdig, "siden de er gaaet til Køjs, burde vi ikke være længe om at følge deres Eksempel."
"Men før vi gør det," svarede han, "tror jeg, De gør bedst i at finde Kulierne, og sørge for, at de rigtig forstaar, at vi skal bryde op Klokken tre. Befal dem for Resten at holde deres Mund."
Jeg gjorde, som han forlangte, og en halv Time senere laa jeg indsvøbt i mine Tæpper og sov fast.
Mellem Bjergene.
Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paaklædt og færdig til Afrejsen. Nikola havde vækket Kulierne, før han kaldte paa mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre præcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var vi paa vore Heste i Gaarden, færdige til at tage af Sted.
Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os. For hver Time blev Landet mere og mere bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste Toppe.
Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som var tilstrækkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde Farvel til ham, paalagde vi hamat følge efter os, saa snart han havde udført sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gøre sit bedste for at fuldføre sit Hverv, til den Belønning, som var blevet lovet ham, var saa stor, at det var unødvendigt for ham at arbejde mere i sit Liv. Da vi forlod Værtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede en kort Tid, følte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan vilde lykkes.
Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjørne af Bjerget, kaldte Nikola mig hen til sig.
"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil mod Nord. Jeg hører, at de har Kameler at sælge dér, og det bliver rent galt, hvis jeg ikke kan købe en og en rød Sadel med Sølvbeslag, før det bliver mørkt. De maa fortsætte Rejsen til Vadestedet, hvor De efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv ham dette Brev fra Ypperstepræsten i Lamaklostret; det underretter de Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge." Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som De kan, for vi maa ikke udsætte os for, at han træffer dem, som er bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan, og Lykke paa Rejsen!"
"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal jeg saa gøre?"
"Vente, til han er ude af Syne, og saa følge i hans Spor omtrent en halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr og vent paa mig. Forstaar De?"
Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I næsten tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig. Det afhang meget af det Held, jeg havde til at udføre mit Hverv, hvilken Modtagelse Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde fortælle, være rimelig i alle Enkeltheder.
Klokken fem, netop da Solen sank bag de højeste Toppe,begyndte Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jævn. Jeg fulgte den i jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke Vand foran mig.
Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var mere end to Hundrede Fod høje. Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og satte mig i Sandet. Det trøstede mig at se, at der ingen Pilegrimme var i Nærheden; men jeg blev ængsteligere, da jeg saá, at den Mand, jeg skulde træffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin Ankomst meget længe, kom jeg i en skrækkelig Stilling, for i det Tilfælde vilde vore Forfølgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg være haabløst fortabt.
Men jeg havde ikke behøvet at ængste mig, thi jeg havde ikke længe at vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet, kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og nærmede sig Strandbredden. Han var høj, klædt i noget lysebrunt Stof og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg se, at hans Sadel var rød og prydet med Sølv. Jeg kaldte mine Mænd sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen.
Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene Øje.
Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt.
"Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?"
"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre et andet Spørgsmaal.
"Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med mig, videre uden et Øjebliks Ophold."
"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det rigtige Segl, vil jeg gøre, hvad du forlanger, ellers ikke."
Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersøgte det nøje.
"Det er Ypperstepræstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt at blive her, til det bliver mørkt."
"Det véd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er et særligt Tilfælde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld, det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du kommer, om min Herres Ankomst."
Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og puttede dem i Lommen.
"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted."
Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede Strandbred, og da vi havde tændt vore Piber, sad vi ganske tavse og røg i en halv Time. I den Tid var mine Følelser ikke misundelsesværdige. Jeg nød ikke min Pibe, thi jeg blev spændt paa Uvishedens Pinebænk. Desuden vidste jeg, at det kunde være mislykket for vor Mand, at forgifte vore Forfølgeres Æsler. I saa Tilfælde vilde de naturligvis mistænke os for et Forsøg paa at overliste dem, og de kunde saa komme, naar det skulde være.
Solen sank lavere og lavere ned bag Højen, til den til sidst helt forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden blæste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i Løbet af et Kvarter, var vi frelste.
En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa mørkt, at man ikke kunde se.
Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.
"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet. Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du blive?"
"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg følge dig. Vent ikke paa mig."
Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, hangik hen til sin Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad Vejen.
Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.
Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til højre og snoede sig gennem en snæver Kløft. Vi red dog ikke ind i den, da jeg ansaá det for klogest, at vi slog os ned et Sted i Læ til venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at slaa Lejr dér. Ti Minutter efter vor Ankomst var Æslerne tøjrede, Teltene slaaet op og Lejrilden tændt. Derpaa overlod jeg til Mændene at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig ned ad den i Retning af Vadestedet.
Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hørte jeg en sagte Fløjten. Et Øjeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red hen til mig. Trods Halvmørket kunde jeg se, at Rytteren var klædt nøjagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han havde ogsaa kun én Arm, og hans højre Øje var lukket.
"Hold Dem til venstre," sagde han og bøjede sig ned fra sin Kamel for at tale til mig; "dér vil De komme til nogle store Klipper, og bag ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og hvis der skulde hænde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjælp, saa kom straks."
"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg, neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola.
"Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser ud som den Mand, jeg skal forestille?"
"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke at være bange, de vil ikke fatte Mistanke."
"Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?"
"De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til venstre for Kløften."
"Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem."
Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellemdem lejrede jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand. Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen over Sandet paa sin Kamel.
Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden, neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa nær, at jeg tydeligt kunde høre de trætte Dyrs Pusten og det Befrielsens Suk, de udstødte, da deres Herrer steg af. Anføreren kom hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning:
"Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi have været her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre Rejsende er kommet denne Vej."
"Kun ét Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu faret vild mellem Bjergene. De nægtede at give mig Almisse, og saa viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har Gribbene revet Kødet af deres Ben."
"Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som først havde talt.
"Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djævle vil tage dem! Naa, hvem er saa du?"
"Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer Breve fra Ypperstepræsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den Mand, som skulde have været en af de Tre, og sat sig selv i hans Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djævel for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab, som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har set."
"De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mørk Latter, "de Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lækkerbidskener for Ørneungerne. Hvad er det, I vil mig?"
"Det er dette advarende Brev, der skal besørges," svarede Manden, og medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der gemte den paa sit Bryst og saagik hen til sin Kamel, som han besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille Selskab og sagde:
"Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nærheden af Vadestedet, thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dèr i Nattens stille Timer, og de bringer dem, der hører dem, Døden."
Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet bort, bemærkede jeg med stor Glæde, at Selskabet i stor Hast satte over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevægede mig først fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem. Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde slaaet Lejr.
Da jeg naaede Baalet, saá jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel og gaaet ind i sit Telt. Han var i Færd med at skifte Klæder.
"Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pænt ud af," sagde han, "og jeg maa tilføje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Kløgt for det. Hvis De ikke havde prøvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed være blevet fangne i en Snare, som det ikke havde været muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Købet forbedret vor Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil har gjort, kan vi være indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften."
"Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i den senere Tid, bringer mig til at tænke, at vi gør klogest i ikke at sælge Bjørneskindet, før vi har skudt Bjørnen."
"Det har De ganske Ret i."
En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og man hørte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Støj af de tøjrede Æsler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og én Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne.
Den næste Morgen lidt efter Daggry hævede vi Lejren, lagde Pakkerne paa Dyrene igen, besteg dem og red. De første ti Mil eller saa var Vejen forholdsvis jævn. Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde en yndig Udsigt. Kamelenhavde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi gjorde det, for paa den Højde, vi nu var steget op til, vilde det have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med den. Ikke én, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Kløfter, saa godt vi kunde. Ved mange Lejligheder saá det ud, som om det vilde være nødvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med os, men i hvert enkelt Tilfælde triumferede Taalmodigheden og Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage videre med dem.
Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet bidende kold, og det saá ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne. Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted, hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden fuldstændig bedækket med Sne.
Det stærke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag, for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier sammen, og da Nikola saá dette, besluttede han at holde Rast igen.
Vi valgte det Sted, der var mest i Læ, ryddede Sneen bort og rejste vort Telt, og da dette var gjort, tændte vi et Baal og tøjrede Resten af vore Æsler. Vi sørgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og dækkede ham godt til med alle de Klæder, vi kunde undvære, men vor Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften døde han.
Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet.
"Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok endnu, hvis vi skynder os."
Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab med den stakkels Mands Lig, og vi løftede det op og bar det hen til en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de blidt faldende Snefnug at bedække ham fuldt saa godt, som vi kunde have gjort. Men samme Aften indtraf der toandre ubehagelige Ting. Vore to Æsler kunde ikke længer taale det strenge Klima og var lige ved at dø. Da Nikola saá det, forlod han atter Teltet, tog sin Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt, skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet.
"Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans sidste Handling.
"Hvis De ønsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersøg vort Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at slippe op. Æsler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det var derfor, jeg skød dem."
Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde, af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling, var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig end et levende Menneske.
Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin, Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det ellers pletfri hvide. Saa forandres Drømmen altid, og jeg vaagner op med en underlig, navnløs Rædsel, som jeg ikke kan forklare. Men tilbage til min Fortælling.
En Time før Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os at rejse et Telt. En Døsighed, som det syntes umuligt at modstaa, tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine Feberfantasier pludrede han uophørligt.
"Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet, hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er død om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa følger De snart efter ham. Nu vil jeg prøve paa at holde Dem vaagen."
Den mærkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbræt og en Æske med Brikker.
"Maa jeg have den Fornøjelse at spille et Parti Skak med Dem?" spurgte han saa høfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der mødtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden, begyndte vi at spille, og før jeg havde gjort tre Træk, var jeg blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen.
Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg véd kun, at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udførte dem, som om han ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til Daggry og standsede kun for at kaste Brænde paa Ilden og én Gang for at søge at hjælpe Kulien, lige før han døde. Da vi saa hurtigt havde spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge troede, sikkert var vor sidste March.
Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det! Da vi forlod Højen og beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget.
Klostret.
Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om. Dèr laa Klostret ensomt paa Randen af en Afgrund, en mørk, graa Samling af Tage og Taarne, omgivet af en høj Mur. Men skønt vi kunde se det tydeligt nok foran os, var det vigtigste Spørgsmaal, hvorledes vi skulde naa det. Dalens Klippevægge knejsede til alle Sider saa langt, som jeg kunde øjne. Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok tilstrækkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad den, men paa den anden Side af Afgrunden hævede der sig en stejl Skrænt, der var over femten Hundrede Fod høj, og skønt jeg undersøgte den omhyggeligt,kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged kunde finde Fodfæste.
"Det vil tage os en Uge at komme om paa den anden Side," sagde Nikola, da han havde undersøgt Forholdet med sædvanlig Omhu. "Vi sulter allerede nu, saa vi vilde være døde, før vi naaede Halvvejen."
"Hvad skal vi da gøre?"
"Klatre ned i Dalen, antager jeg."
"Det vil blive en frygtelig Historie."
"Men det vil være lige saa galt at dø heroppe," svarede han. "Det værste er, at jeg ikke kan se, hvorledes vi skal komme derop, naar vi er kommet ned. Men da vi maaske kan knække Halsen paa Vejen ned, saa er det bedre at opsætte at drøfte det Spørgsmaal, til vi véd, at vi er ankommet sikkert dernede. Naa, kom saa."
De næste ti Minutter brugte vi til at undersøge, hvor vi bedst kunde klatre ned ad Klipperne. Da vi havde opdaget det, krøb vi ud over Randen og begyndte at stige ned. De første halvandet Hundrede Fod eller saa var det let nok. Vi havde ikke andet at gøre end at lade os falde fra Klippe til Klippe, men saa blev Sagen vanskeligere. Der var en uafbrudt Klippeflade, hvor der næsten kun var en Smule Fodfæste hver fyrretyvende Fod. Muren ved Peking var intet i Sammenligning med denne Klippevæg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde været fæl nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men Nikola var som sædvanlig Situationen voksen.
"Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den."
Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa bandt han Ærmerne paa de to Frakker sammen. Da dette var gjort, krøb vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang, tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et Sted, hvor den kunde gro. Saaledes vandt vi en Længde af tre Fod, i det hele næsten femten Fod, som, naar vi havde tilføjet vor egen Længde, kunde bringe os ned til den næste Afsats saaledes, at vi oven i Købet havde en Fod tilovers.
Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den Ære, hvem der skulde gaa først ned og prøve Rebets Styrke, og Loddet tilfaldt naturligvis Nikola, som Skæbnen vilde, altid skulde være den første. Før han svang sig ned, undersøgte han omhyggeligt den Strop, med hvilken hans Skat, Medicinkassen,var fastgjort om hans Hals. Saa nikkede han til mig, knælede ned paa Klipperanden, tog Rebet i Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornøjelige Øjeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den bedste Silke og vævet i et Stykke undtagen dèr, hvor Ærmerne var syet til. Roden holdt imidlertid, og straks efter hørte jeg Nikola raabe, at jeg skulde følge efter ham. Det var ikke uden Frygt, at jeg firede mig ned ganske langsomt, og skønt Rebet var forholdsvis kort, syntes det mig at vare Aarhundreder, før jeg kom i Nærheden af Nikola. Endnu tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Færd med at lykønske mig til min Flinkhed, da der lød en ildevarslende, skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i næste Øjeblik faldt jeg baglænds ud i Luften. Jeg troede, at jeg var fortabt, men heldigvis var Ulykken ikke saa alvorlig, som den kunde have været, for Nikola viste den sædvanlige Aandsnærværelse, trykkede sig fast op imod Klippevæggen og tog fat i Rebet, medens det gled forbi. Resultatet heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at styrte ned paa den lille Højslette nedenunder, hvorved jeg sandsynligvis vilde have knækket Halsen eller i det mindste en Arm eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned paa en Afsats.
"Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover.
"Mere forskrækket end saaret," svarede jeg, "men hvorledes vil De nu komme ned?"
Uden at værdige mig Svar vendte Nikola sit Ansigt imod Klippen, lagde sig paa Knæ, og idet han saa tog fat i Kanten, firede han sig ned og slap, hvorpaa han stod sikkert ved Siden af mig, og da han havde overbevist sig om, at Medicinkassen var i Orden, gik han roligt der hen, hvor vore Frakker var faldet ned, og løste dem fra den knækkede Rod. Da han saa havde rakt mig min, tog han sin egen paa og mente nu, at vi kunde fortsætte vor Klatren uden mere Besvær. Jeg tror, at hvis Nikola tilfældigvis faldt ned i Underverdenens Svælg og ved sin overmenneskelige Sindrighed havde været saa heldig at komme op igen, saa vilde han roligt sætte sig ved Afgrundens Rand og give sig til at undersøge, af hvilke kemiske Substanser de Pletter, han havde faaet paa sine Klæder, var frembragte. Jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg i al den Tid, jeg har kendt ham, aldrig en eneste Gang har set ham i virkelig Forlegenhed.
Vor Klatretur ned til Dalens Grund var ikke saa vanskelig mere, skønt saa farlig, at vi maatte foretage den med den største Forsigtighed. Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde setop paa de knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi nu skulde gøre.
Vi behøvede imidlertid ikke at vente længe, for det lod til, at vor Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedækket med blødt Grønsvær, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op. Vi skulde lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hørte en mærkelig Lyd. Den lignede mest et daarligt blæst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra begge Sider. Saa hørtes der en Stemme i Nærheden af os, men hvorfra kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt:
"Hvem er I, som saaledes nærmer jer til Klippeboligen?"
"Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola.
"Velkommen," sagde den samme lidenskabsløse Røst. Saa tilføjede den efter en Pavse: "Gaa fremad til det aabne Sted derhenne og vent."
I al den Tid, da Stemmen talte, havde jeg lyttet omhyggeligt i Haab om at opdage, hvorfra den kom, men min Anstrengelse var unyttig. I det ene Øjeblik syntes den at komme fra højre, i det næste Øjeblik fra venstre Side. Den havde ogsaa en løjerlig, metallisk Klang, som gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhørte. Naar jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde høre selv; den gjorde et højst ejendommeligt Indtryk.
Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte ham.
Vi kom til Stedet og stod og ventede. I næsten ti Minutter saá vi os forventningsfuldt om. Der var intet at se i Dalen undtagen det grønne Græs og nu og da en Fuglerøst. Saa viste der sig blandt Klipperne til højre én af de mærkeligste Skikkelser, jeg nogensinde har set i mit Liv. Han var kun lidt over tre Fod høj, hans Skuldre var umaadelig brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af Fødderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende Falset:
"Vil Deres Excellencer være saa venlige at følge mig?"
Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor Hule, hvor han bøjede signed imod Sandet, som om han vilde byde os Velkommen. Paa begge Sider var der en Række af mindst tolv Dværge, der var klædt akkurat paa samme Maade og alle lige saa smaa og hæslige som han. De holdt Fakler i Haanden, og saa snart de saá, at vi fulgte, gik de længere ind i Hulen, anførte af den lille Mand, som først var kommet.
Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at være Jordens inderste Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som snoede sig spiralformet opad. Dværgenes Procession gik igen foran os uden at gøre mindste Støj. Det var en uhyggelig Procession, og hvis ikke Faklerne havde udsendt deres osende Lys, og Flagermusene var fløjet frem og tilbage, vilde jeg have været tilbøjelig til at tro, at jeg havde en mærkelig Drøm, ja, jeg følte virkelig mere end én Gang en Trang til at røre ved Stenvæggen for at overbevise mig om, at jeg virkelig var vaagen. Jeg kunde se, at Nikola nøjagtig iagttog alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et Væsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det næsten svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben vilde næsten ikke bære mig længere, da vi endelig standsede ved en stor Dør paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor, førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning, medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas var malet blodrødt. Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette.
Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen. Han betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt ved Siden af os.
Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet.
Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre.Fra det svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter, hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage, at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede denne Antagelse. De var alle iført en lang, sort Kappe, der naaede ned til Fødderne. Hænderne var skjult af umaadelig store Ærmer og Hovedet indsvøbt i et tykt Slør, der var kastet tilbage og bedækkede baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til Øjnene.
De kom frem én efter én og stillede sig op i regelmæssige Rækker paa begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet.
Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen, begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som betog mig.
Da Munkene havde knælet i Andagt i næsten et Kvarter, hørte vi en stor Klokkes dæmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa én Gang og gik højtideligt ud af de Døre, gennem hvilke de var traadt ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme uhyggelige Tavshed.
"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor kommer der ingen og modtager os?"
"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end behageligt."
"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen."
Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod os. Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik op ad de Trin, som hanvarkommet ned ad, og forbi Forhænget. Her fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom fra den Fakkel, som vor Fører havde taget ud af en Ring, da han forlod Hallen, og nu gik med i Haanden.
Uden at standse førte Munken os gennem hele Korridorens Længde, drejede saa til højre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket et andet Forhæng til Side, gav han os Tegn til atfølge efter ham ind i et snævert, men højt Værelse. Det var tarveligt udstyret med et Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.
Da vi var kommet indenfor, vendte vor Fører sig om, og idet han nærmede sig til mig, pegede han først paa mig og saá paa Værelset som om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han Nikola ved Armen og førte ham gennem en anden Dør ind i et indre Værelse som øjensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud igen og gik sin Vej uden at mæle et Ord. Et Øjeblik senere viste Nikola sig i sin Dør og indbød mig til at se hans Bolig der for Resten fuldstændig lignede min i alle Enkeltheder.