„Vend dig ikke om — gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit Hus.“
„Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.
De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik, Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu, da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og gult Haar og Skæg.
Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge, standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at Manden vilde vælge ham.
Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven, gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg. Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert, øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han altid bar i sit Bælte, var i god Orden.
Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.
Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.
Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige Spørgsmaal.
Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus. Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.
Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en alvorlig og farefuld Mission.
Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden en andenSpion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden, som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion fulgte efter hende i nogen Afstand?
Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet, da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.
Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn. Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun fortsatte sin Vej til Fods.
Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.
„Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“sagde han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun Dem!“
I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse, hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.
Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.
De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.
Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at Repin ikke var arresteret.
Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven nappede paa Hjemvejen om Natten.
„Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.
„Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“
„Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne Tingene,“ mente Georg.
Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.
Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.
„Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.
Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.
Helene klappede i Hænderne.
„Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun. „Ingen af os kunde have gjort det bedre.“
„Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke ind, at der var noget særlig klogt i det.“
„Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt Talent i den Retning.“
Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se detanerkendende varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.
Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.
Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.
„De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“ sagde hun til ham.
„Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De behøver ikke at gaa af den Grund.“
Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe, inden de atter fik Lejlighed til at se hende.
Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch. Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.
Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik; han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i ganske andre Retninger.
Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om Stuen pludselig blev mørk og tom.
„Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.
„Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han var selv ganske enig med Lena — Tania havde endog set ualmindelig indtagende ud i Dag.
De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.
„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.
Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter Dommerens Ordre var en ung Pige — hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet — bleven klædt nøgen af i Gendarmernesog Fangevogterens Nærværelse, under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.
Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme truende, trodsige Tanker.
„Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“
„Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene omtrent samtidigt.
Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.
„Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina. „Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en rolig Haand.“
„Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.
„Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“
Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som skabt for Dubravnik-Affæren.
Hermed var Sagen afgjort.
Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side. Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig imod Forslaget.
„Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“
Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.
Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde — nemlig Propaganda iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.
„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, isærKorrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad der foregaar her.“
Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.
„De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende. „I Morgen besøger vi en Ven af mig — Medlem af den ene Klub, han vil sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“
„Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.
I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.
Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.
„Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“
„Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“
„Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt, Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt for forsigtige igen.“
„De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket, behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“
„Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed. Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“
Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.
Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at „Affæren var i fuld Gang“, og at det ikke vilde vare længe, førend „den var ordnet“. Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig, at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.
Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om, siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater Levshin og Klein.
Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.
Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra Dubravnik.
I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt, fordi den staar i saa stærk enModsætning til Temperaturen den øvrige Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker, henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade Sommer og Vinter.
Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker, og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse, hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.
Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August; Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til, eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla ved „Den sorte Flod“. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig; Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke yderligere blevenforulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i det hele taget kan være.
Alligevel indeslutter enhver „Ulovligs“ Besøg i sig selv en Fare og bør ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen til „Den sorte Flod“ i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.
Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.
Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer. Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom meget sammen med Tania.
For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.
Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for Georg var næppe mere end søsterlige. Menmærkeligt nok var det dog Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans egne Følelser.
Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey.Den unge Digter benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa sine egne Ting.
Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken, og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.
Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans Vært holdt ham tilbage.
„Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag nu.“
Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem dets Blade.
„Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“
„Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et Arbejdermøde.“
„Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“
„Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“
„Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.
„Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“ spurgte Andrey.
„Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter, hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.
Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig, nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand, og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale — ja selv en halv Snes — gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidtnærmere om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og imod.
Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet han af og til nikkede samstemmende.
„Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig, fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“
Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.
„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig. „Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra mig?“
Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen; men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.
Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro, og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle, at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig, ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.
En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier.Han var bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova — hans Klient — og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og modige unge Mennesker indgød ham.
Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som „Ulovlige“ boede i Hovedstaden.
Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig. Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St. Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne — i Mangel af en fri Presse — bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.
Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig medaandeligt at have saa megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.
Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine Skridt.
Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage. Desuagtet bestemte han sig til at vente.
Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang. Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik hans Hjerte til at banke heftigere.
Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige, slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat, som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde med et straalende Smil.
„De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa hende ind i det straalende Ansigt.
„Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke var med!“
„Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“
„Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“
„Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“ svarede Georg.
„Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“
„Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du siger, min midlertidige Frihed — en Glæde, som kun den helt kan fatte, der maa slide i den literære Trædemølle.“
Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og lænede begge Albuer mod Stolens Arme.
„Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente, at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din Skæbne.“
„Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“
I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til Aftensmaaltidet.
„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste blandt alle dødelige.“
„Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.
„Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke burde beklage dig over din Skæbne.“
„Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre dødelige?“
„Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig, at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham lidt.
„Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“ sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig Reversen af Medaljen.“
Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.
Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med hendes Arbejde.
„Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.
„I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og til. Jeg tror, du vil klare det godt.“
„Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det bedre.“
„Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke kan afse en eneste Aften.“
Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:
„Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“
Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:
„Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller ej.“
„Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden Hjælp?“
„Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de sidste Arrestationer — iblandt andre Myrtov.“
„Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem af din Klub?“
Helene nikkede.
„Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt, paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det vil gaa ham?“
„Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“
Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.
„Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er en dødsdømt Mand.“
„Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.
„En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er — ikke sandt?“
„Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.
Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
„Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov, i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse. Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at reddeTaraspaa sin egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt alt og førte ham straks med til Fæstningen.“
„Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.
„Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde faaet opdaget Fejltagelsen.“
„Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.
„Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham Bogen, og der blevudstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte, var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“
„Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.
„Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden at denne anden er en Mand af høj Værd.“
„Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.
„Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed. Myrtov — som jeg kender lidt til — kunde personlig ikke engang lide Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.
Der paafulgte almindelig Tavshed — en Tavshed, som bedre end Ord udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed over, at Partiet fostrede en Mand som ham.
Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende Vendepunktet i hendes Liv.
Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab, var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.
Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed. Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn, som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.