Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage før Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.
Da Vasily intet havde at gøre om Aftenerne og ikke regnede det for noget at løbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro, at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen. Han havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage før Attentatet og forestillede ham saa for Værtinden som en medlogerende, hvem han havde overladt Halvdelen af Værelset. Han blev udgivet for en Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey tilbringe hele Dagen paa Værelset, uden at det vakte Mistanke. Selvfølgelig vilde det være forbundet med den største Fare at vise sig paa Gaden i den første Tid efter Attentatet.
Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at være mere opsat paa at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et nøjagtigt Signalement blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.
Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde søge efter. Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af Vasily, stod i saa absolut Modsætning til den, man fik af Staldkarlen og Folkene i den Gæstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at Politiettil sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene i Gæstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under Befrielsesforsøget, var to helt forskellige Personer.
I hvert Fald følte Vasily sig lige saa sikker som før i Dubravnik og bevægede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle Ærinder, besørgede Indkøb og mødtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlæg med Annie Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille Fortvivlelse.
Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfærdeligt for Zina! Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu været anderledes! Boris havde været hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var overstaaet, atter kunne have sin Ven.
Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var det, der gjorde, at han fyrede, før Klein var beredt. Og hvis han ikke senere, da han saa Boris i Færd med at blive overmandet af de to Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis — hvis! Han gjorde sig tusinde Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv, at det var hans Skyld det hele!
Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af. Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for Andrey at forlade sin frivillige Karantæne og atter at begynde at vise sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at være ligegyldig og sløv for alt.
En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i Byen for at se paa en Illumination og et Fyrværkeri. Andrey rystede paa Hovedet. „Jeg havde lovet at gaa med hende,“ fortsatte Vasily, „men har helt glemt, at jeg har et nødvendigt Ærinde til Zina i Aften. Du bliver nødt til at følge hende,“ og dermed var han i en Fart ude af Døren. Et rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at udtale sig.
Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.
„Der ser du, Annie, du tog sørgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt Udfald!“
Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage før Katastrofen.
„Jeg spaaede ikke helt fejl — noget er der dog udrettet,“ svarede hun stille. „Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar? Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!“
Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.
Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.
„Er Fangerne endnu hos eder?“ spurgte han til sidst i en rolig Tone.
„Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.“
Hun spurgte, om han vilde følge hende ud at se paa Illuminationen, og til hendes store Glæde samtykkede han.
„Men det er sandt!“ udbrød hun. „Jeg har helt glemt, at jeg har en Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.“
„Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde foreslaa som Medlem.
„Tania Repina!“ svarede Annie.
„Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han adspredt.
„Hvem er denne Tania?“
„En Datter af den bekendte Advokat Repin!“ svarede Andrey og saa lige ud for sig.
„Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din Stemme?“ spurgte Annie.
„Ja, selvfølgelig!“
De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i Vennens Sted.
Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften; thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en Kop Te.
Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der nogen; han sprang op for at aabne Døren og — — stod Ansigt til Ansigt med Politiet — den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden.
„Der har vi det!“ sagde han til sig selv. „Det er naturligvis det fordømte Pas!“
Han gættede rigtigt.
Vasilys Hoved var højst besynderligt; naar han handlede uden Overlæg, i Øjeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilfælde vise en ligefrem forbavsende Aandsnærværelse og Klogskab; men naar han vilde bære sig rigtig fiffigt ad og sætte sig hen for at spekulere paa, hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst uheldigt og kejtet fra det.
Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem Dubravnik-Vennerne. Det lød paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et højere Gymnasium, altsaa nærmest en ung Mand, der tilhørte den dannede Klasse; men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle, og efter længe at have lagt sit Hoved i Blød, satte han sig til at „forbedre“ Passet; han havde en særlig Øvelse i dette Haandværk. Han kradsede „Gymnasium“ ud og skrev „Elementarskole“ i Stedet for med fuldstændig den samme Haand som den, hvormed det øvrige var skrevet.
Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, detvar jo det rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behøvedes der vel ingen særlig „Dimission“.
Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemærkning; men de to Venner blev imidlertid enige om, at Passet næppe vilde blive læst, og selv om man saa nøjere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et falsk Pas.
Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop Politiinspektøren læste den besynderlige Passus og studsede derved. Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere forskellige Politikontorer — han ansaa derfor ikke Sagen for tilstrækkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indførte det og lagde det til Side for egenhændig at bringe det til Ejeren og gøre ham et Par Spørgsmaal.
Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han besvarede uden et Øjebliks Betænkning Politimandens Spørgsmaal, idet han gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik for at søge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker.
Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.
Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde forekomme noget fordægtig.
Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet ind paa at tage Ivan Zalupalov — det var Andreys ny Navn — i Logis for en Uge.
„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden.
„Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede, Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.
„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“ spurgte den anden strengt.
„Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig Tid!“ stammede Vasily.
Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran den vrede Mand.
„Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
„Fæ!“ sagde Politiembedsmanden brysk. „Tag dine Penge til dig!“ Men i Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise Underdanighed paa.
„Naar kommer din logerende tilbage?“ spurgte han.
„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik — og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“
„Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte sig resolut. „Og hør du — hvad hedder du?“
„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“
„Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved Gadedøren og bed ham komme op — men du kommer med!“ tilføjede han bydende.
Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.
„Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,“ sagde Andrey.
„Ja, jeg ved det,“ svarede den unge Pige, „men jeg har lovet Zina at være hjemme før ti.“
Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor — barfodet, uden Hat og i Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod, at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey: „Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!“
„Politiet! —Men saa kom du dog med!“ hviskede Andrey tilbage; men Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad Trappen og gik — til Andreys store Forbavselse ikke ind i Værelset, men ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.
Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.
„Politiet er oppe hos os,“ sagde han.
„Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret?“ spurgte den unge Pige forfærdet.
„Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel næppe sende ham ud paa Trappen for at advare mig.“ Og han fortalte det besynderlige Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betød. Hvorfor blev Vasily deroppe, naar han saa let kunde være sluppen bort med?
Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektørens Ordre havde hentet Sergenten og saa at sige ført Fjenden ind paa sit eget Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Værelset. Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som vel muligt; men i Virkeligheden var han i den største Ophidselse.
Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret; derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren, hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke.
Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?
Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé.
„Deres Højvelbaarenhed!“ begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge Tone. „Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele Parken! — Maa jeg ikke gaa derover?“
Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:
„Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.“
Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte nedenunder.
Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af det smukke Fyrværkeri.
***
Hos Zina, hvor Andrey havde søgt Tilflugt, var man imidlertid i den største Ængstelse for Vasilys Skæbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik, og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.
Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt ham om at undersøge Listen paa dem, der var arresterede i Løbet af de sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie, som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at spørge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den mærkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mødt ham paa Gaden, fuldstændig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se, at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.
Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue, begyndte Andrey for første Gang over for den unge Kone at tale om Boris, idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gøres?
„Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter Katastrofen,“ svarede hun. „Jeg har været saa fortumlet, at jeg slet ikke har tænkt paa at sende det over til dig.“
I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne, der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, i saa varme og hjertelige Udtryk, at Andreys Øjne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsøg for haabløst og kun skikket til at bringe Vennerne i denstørste Fare. Han sluttede med indstændigt at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa snart det blot lod sig gøre.
„Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede Andrey.
„Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har Boris Ret,“ — fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde for dig være den visse Død.“
„Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.
„Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er rasende paa dig — — — Desuden,“ tilføjede hun drømmende — „er det en helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu — — kan jeg det ikke. Derfor maa jeg fortsætte alene — — —“ hun bøjede Hovedet ned over Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den ærbødigt og tavs til sine Læber.
„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg — jaget og forfulgt, som jeg er — for Tiden kun kan være eder til liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende: Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads — vil du — Hvorfor svarer du ikke?“
Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.
„Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op.
De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.
Annie løb hen og saa ud.
„Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke op.
Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjedeAnsigt sig i Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.
Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var kommen tilbage fra en lang Rejse.
„Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!“ udbrød Andrey og slog ham saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. „Fortæl saa, hvor du har været, gamle Ven?“
„Puh! Det var en varm Affære!“ sagde Vasily. „Jeg kan næsten ikke rigtig tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!“
„Har du været arresteret?“ spurgte Annie.
„Meget værre!“
„Maaske lagt paa Pinebænken?“ spurgte Zina med et Smil.
„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han.
„Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde Andrey. Og Vasily fortalte.
„Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.
„Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret — „Havde jeg vidst, hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, — de Slyngler, og saa var det dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“
„Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“
„Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter, at du var gaaet, kaldte de mig ind — for at jeg skulde holde dem med Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“ tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“
„Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“
„Er din logerende kommen hjem?“
„Nej! Deres Højvelbaarenhed!“
„Hvor tror du, han kan være?“
„Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“
„Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.
„Hør en Gang, Onesime,“ sagde han yderst venligt. „Jeg forstaar jo nok, at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer og se, om du kan finde din logerende.“
„Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til Poltava i Dag.“
„Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du skaffer os fat paa Fyren! Men gør ham nu ikke bange, naar du træffer ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrøvl er registreret og sendt tilbage, saa bliver han fornøjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa møder en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar du?“
„Bevares, Deres Højvelbaarenhed!“
„Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!“
„Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!“
Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt over for Politimanden.
„Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,“ vedblev han, „og jeg begyndte min Runde i Kaféer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade være; thi jeg kunde muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg mødte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente, at nu var alle mine Trængsler endte.
„Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger at skjule sig bag et Hjørne. „Aha!“ tænker jeg, „er du der igen, din Rævepels?“ Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg springer ind i en Droske, han i en anden, i nogen Afstand efter mig. Vi kom til Stationen længe før Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet. Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Dørene, alt undtagen ham, han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et Øjeblik af Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forføje sig væk nu efter at have set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.
„Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Række. Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet ogindtog min Plads i Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.
„Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han omkring ved Billetsalget.
„Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen — ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere. Folk gik frem — en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran det lille Vindu — han var lige bag mig, paa den anden Side af Jernstangen.
„En tredje Klasse — Poltava!“ raabte jeg med høj, fast Stemme og begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.
„Skynd Dem! Folk venter!“ brølede Billettøren.
„Straks!“ svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet — stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over Hovedet.
„Brødre! Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som en gal Mand bort fra Kassen.
En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert — den nedrige Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende Beretning!“
Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil, som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa genoptog han sin Fortælling.
„Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.“
„Og din Politimand?“ spurgte Annie. „Fulgte han ikke længer?“
„Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af Aftenen har jeg tilbragt med atgaa fra det ene Sted til det andet for at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.“
„Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om, hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige Folks Godtroenhed,“ sagde Zina leende.
***
Næste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at skaffe Penge til Sagens Fortsættelse.
Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usædvanlig ridderligt i hans Karakter, som bedst mærkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trængte til Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.
Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse — alt var dækket af et skinnende hvidt Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren velkommen.
Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.
„Men er du der, Andrey!“ udbrød hun og rakte ham glædestraalende Haanden: „Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage for at blive?“
„Ja!“ svarede han.
Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv, opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i Dubravnik og Vennerne der.
„Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?“ spurgte Andrey, da han var færdig med sin Beretning.
„Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!“
„Ja, det er jeg overbevist om!“ sagde Andrey med Varme.
„Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig brillant af en Begynder at være,“ vedblev Helene. „Det er Skade, at hun saa snart maa forlade Byen!“
„Hvor skal hun hen?“ spurgte Andrey pludselig opskræmmet.
„Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der, og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil — Tania har tilbudt sig som frivillig.“
„Naa — saaledes!“ sagde Andrey og saa bort for at skjule sin Forvirring.
„Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?“ snakkede den intet anende Helene videre. „Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.“
I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.
Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania, at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.
„Nej, hvor kan du tro det?“ svarede Vennen. „Det vilde være rent umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden. Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.“
Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik —hvori der laa baade Ømhed og Sorg — op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte Andrey; han kunde ikke forklare sig det.
Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede, hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.
En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.
Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere plejede at sige.
Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte, kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.
I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.
Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en formel Beretning.
Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.
„Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“
„Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“ begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.
„Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses til Narva-Distriktet? — I hvert Fald for en Tid —“ foreslog Taras Kostrov.
„Det er netop, hvad jeg tænker,“ sagde Helene. „Men vi har ingen fri for Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op udfordres der absolut en Mand.“
Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under dette betegnende Blik.
„Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme.
Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.
„Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!“ lød nu flere Stemmer.
Helene var af en anden Mening. „Jeg synes,“ vedblev hun, „at Andrey passer langt bedre end Shepelev,“ og begyndte saa med den største Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.
Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.
Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar, lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge Piges usminkede Oprigtighed.
„Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,“ sagde han til Andrey, da Helene var færdig. „Kan du gøre dig fri?“
„Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.
Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Hanvar ganske paa det rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny Plads.
Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes Arbejdere at kende og derefter selv dømme.
De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat, og Tania vidste det.
Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa helt paa dette Punkt — det ømmeste i hendes Liv.
Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle — som gamle, prøvede Tjenere — var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse Damer — tidligere Zinas Amme — blev givet Tania som Husbestyrerinde og fingeret Værtinde.
Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; — men hun havde ikke kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.
Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte Arbejderne at komme, — af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme iblandt dem.
Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge Pige forstod at bevæge sigiblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja, hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede sammen til ét med sine Tilhørere.
Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse, som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin Gangers Dristighed.
Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig, ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.
I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet, lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde, man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i sig selv.
Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde. Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine lidende Medmennesker.
Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis Ledelse man overdrog to unge Mænd.
Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed, hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for; det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis ventede hende.
Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.
For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede.Han troede fuld og fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se mere klart.
Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere, og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig godt.
Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt efter al den megen Talen.
De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og passiarede nu let og utvungent sammen.
Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie, der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“
„Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“
„Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“
„Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania, lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg skal være bleven saa vant til at tale til den jævneMand, at jeg helt har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.“
„Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt.
„Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme.
„Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.
„Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“ svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?“
Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg. Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem — ikke en Sky gik over hendes smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres fælles Arbejde her.
„Længes du saa meget efter at komme til Moskva?“ spurgte han bedrøvet.
Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.
Andreys Læber blev hvide.
„Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,“ sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af Raseri. „Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden omkring!“
Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham til at tale saaledes til hende?
„Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.
Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse;men det var, som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde Gift og Galde i hans Ord.
„Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed, „naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, — — naar jeg ser, at Tanken om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker fylder dig med Glæde — — naar jeg ser — — —“ han var ikke i Stand til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord til Afsked ud af Døren.
Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver Anledning.
Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig; men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst, hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.
Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt, men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu større Disharmoni end noget tidligere.
Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.
Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.
„Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for dog at sige noget.
Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskabi Moskva; det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.
„Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.
Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette Arbejde?
Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes Rejse til Moskva.
Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og Forhaabninger.
Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og sagde med en af Vrede dirrende Stemme:
„Nej, Andrey, nu kan det være nok!“
Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.
„Sig mig dog, Andrey,“ begyndte hun, „hvorfor har du i den senere Tid været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget, hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“
Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.
„Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!“ sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.
„Men hvorfor? Hvad er — —?“
Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.
„Er du da blind? Ser du da ikke?“ — raabte Andrey med hæs Stemme, — „forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!“
Han saa op paa hende, og — hvad var det for et Under, der pludselig fik hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af enovervættes Lykke? — Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt ud imod ham kom hun hen til ham, og — han forstod alt. Med et Glædesraab laa hun om hans Hals.
„Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.
Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.
„Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.
„Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige — aa Gud, hvor vi er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende Ansigt med glødende Kys.
„Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.
„Georg er den bedste Mand — meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus — har mit Hjerte tilhørt dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! — Jeg véd ikke selv hvorfor,“ — tilføjede hun smilende og saa paa ham med et langt, ømt Blik.
Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det første Hold Arbejdere, der kom.
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.
Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.
Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var der Foraar og Solskin.
Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig havde han egentligikke været imod ham, han maatte op til ham for at se at faa alt udjævnet!
Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke — ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.
„Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“ sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.
„Hvor kunde du vide det?“
„Paa den simpleste Maade af Verden — hun fortalte mig det selv — ved en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.
Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:
„Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til Moskov?“
„Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.
***
Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord. Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de tilhørte.
Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden, da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.
Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden. Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, — hvis dette Udtryk i det hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.
Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig meddet Liv, de levede, og det, de saa omkring sig — var snart forbi og havde veget Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke, som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter Foreningen.
De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.
Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de havde tilbragt den foregaaende Aften.
Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!
Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter dyb Tavshed.
Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung Mand, som Tania ikke kendte — begge saa alvorlige og bedrøvede ud.
„Hvad er der hændet?“ spurgte hun angst og gik dem i Møde.
„En frygtelig Ulykke!“ svarede Andrey. „Zina og Vasily er blevne arresterede efter en heftig Kamp — begge bliver rimeligvis dømte til Døden — Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!“
Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden. De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands Blik.
„Mit Navn er Vatajko!“ sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af de andre tænkte derpaa. „Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!“
„Hvornaar skete det?“ spurgte hun.
„For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen taler allerede derom.“
Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sinBeretning, blev han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i fuldstændig Ekstase.
Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus, hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter, indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.
„Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! — og hvilken smuk Død!“ udbrød Andrey begejstret.
„De to andre,“ vedblev Vatajko, „gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.“
Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst. Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om, at alle tre vilde blive dømte til Døden.
„Men dette maa ikke ske!“ udbrød han lidenskabeligt. „De maa befries, om det saa skal ske i et Haandgemæng!“
Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og tilbage og snart blev staaende — saa for den ene og saa for den anden af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg; alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.
Andrey saa op og sagde:
„Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand for en saa vanskelig og farlig Affære!“