(Atter i Udenrigsministeriet.)
Det var næste Morgen.
Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.
»Hm — hvem siger De, det er, som vil tale med mig?«
»Gesandten fra Caracas.«
Kammerherren tav. »Hm — hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?«
Han vendte sig atter mod Assistenten.
»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag Deres Arbejde med.«
Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.
»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat —«
Kammerherren spidsede Øren.
»Saa—aa?«
»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke, forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.
»Hm — tak! Maa jeg spørge, opdagede Dedet, da De var gaaet herfra?«
»Ja, heldigvis —«
»Og har beholdt den indtil nu!«
»— Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke aabent om Natten —«
Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme, som —
»Hvad Fanden —! Grev ...?«
»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og tyssede med Tegn og underlige Blikke.
»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog —«
»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set den.«
»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?«
»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.«
De saa paa hinanden.
Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage — Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret.
Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:
»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. — Aa ja, med fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.«
Grev Campnell bukkede.
Kammerherren fortsatte til Afsked:
»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er rent privat, en lille Middag i Ro ...«
Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede, gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.
(Den undslupne Fange.)
»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige Dem det!«
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.
De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
Ved Bordet talte de videre om Sagen.
»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.
»Nej, ikke det fjærneste ...«
»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og saa interesseret paa Kromanden.
»Grev Campnell — hvem er det?«
»Detektiven! Kender De ikke ham?«
Den Gamle smilede overbærende.
»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer derinde i Hovedstaden ...« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl, kan De tro, der magelig stikker alle deres — Grever!«
»Saa—aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte, maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige Slags.
Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de følgende Dage hørte man intet til Sagen.
(Uhyggeligt.)
Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i Marken og stod tidlig op.
Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.
Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, fortvivlet over al den lærde Snak.
Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og gik videre med Diskusionen.
Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst.
Lane vendte sig om.
»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se.
»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ... jeg synes saabestemt, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.«
De stod lidt og ventede ...
»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom — nu gaar vi videre.«
Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid — saamaattehan vende sig om igen.
»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kanDuse! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!«
»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«
De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.
Men der skete intet.
»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«
»Næ — men —« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst6Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt.
Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.
De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.
Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.
Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.
Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet.
Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet.
»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt —«
»Aa, De skal nok faa det varmere —« kom det forbitret.
Gray fortsatte og rejste sig op:
»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati —«
Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.
»Ha—a—a—a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«
Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med ham.Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt ... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter. Benklæderne naaede kun til Knæene,dérkom de bare Ben frem. Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!
I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.
»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer —?«
»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan faa alt, hvad vi har.«
»Penge — føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En — to —«
Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.
Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.
»Vesten med!« brølede han.
»Jamen, kæreste Herre —« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være fri?«
Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og Skjorte kan I beholde,Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke skændes, det hjælper slet ikke.«
Der var ingen Udvej.
De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar Skjorte og Hat.
»Hm—m —« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«
De adlød instinktsmæssig.
Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende Ord.
De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en Overraskelse.
Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste Skjorte ...
(Rettens Folk.)
»Stands, eller vi skyder!«
De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og forvirrede standsede de og saa sig omkring.
Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned med det samme.
De standsede altsaa.
Politiet kom farende.
»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene adlød beredvilligt.
»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed!Jeg kan se det paa jer, man narrer mig aldrig.«
»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tøj ... tvang os med Magt.«
»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jegatter, I lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«
»Han tvang os til det medMagt! Det er sandt! Han har Kræfter som en Bjørn, den Kæmpe, han er —«
»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«
»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for lille, derfor maatte vi —«
»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham ... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«
»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig —«
Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.
Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han Tøjet og løb, alt hvad han kunde.
Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham.
»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.
»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.
»Luk op! Det er Herredsfogden!«
Fængselsporten aabnedes straks.
»Kald paa Inspektøren!«
Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.
»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet gjort sin Pligt.«
»Nej er det muligt —?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa Herredsfogden.
»Jamen —? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj —!«
»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! — Han er vokset en Smule, ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«
Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse — og alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane.
»Hm, ja — men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«
»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«
Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret.
Grev Campnell stod for dem.
Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode under al Kritik, (hvorstærkt end visse Folk paa Egnen berømmede ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.
Nu, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig ForbrydershurtigstePaagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.
Resultatet blev, som af Detektiven forudset:
»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog Efterforskningen.
Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.
Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette Uduelighed.
Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at Greven var bleven mistænktfor at være den udbrudte Fange, der var — vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!
Men naturligvis — nu forstod man Grunden til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.
(Beslutningen tages.)
De sad omkring Bordet, en Samling mørke,formummedeSkikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.
Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:
»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod Krigsministerens Liv ...«
Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.
Obersten talte igen:
»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«
Atter Dødsstilhed.
»Oberst — det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, frygtsomt, forpint:
Men Obersten smilede blot.
Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja — saa læggerjegfor!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med store Bogstaver.
Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S —?«
Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet videre gennem den tavse Forsamling.
Major Dyson var den sidste.
»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa jo — —«
Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa greb han sin Stok.
»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«
Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom lettede.
Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, og saa —
Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han naaede hjem.
Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af en yngre Mand, der hilste ærbødigt.
»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer, og — —«
»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.
»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres skarpeste Fordømmelse — —«
»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne. Dér er vi langt mere ugenerte!«
Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.
Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse.
Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...
En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik, end netop den Bladneger.
Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventetsaalænge, og Maden ...
»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.
Maggie saa alvorligt paa ham.
»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvadkanDu dog have at gøre der?«
»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land — mange Veje, en lille Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik saa endelig til Bords.
Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.
Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.
»Saa for Pokker, hvad er der nu —?«
Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle Baggaardsbygning.
Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i Laas.
»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
Dyb Tavshed. Alle saa ned.
Endelig tog den gamle Major Ordet:
»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte videre om Sagen. Vi — hm — vi er enige om, det var galt! Det er forhastet ...«
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i truende Kor.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, detlyder lidt underligt, men jeg har det ikke. — Det er bleven borte.«
»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
»Jegharden ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter.
»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op.
De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser.
Et Papir faldt ud.
Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring.
»Hvad Pokker, det er ... det er —?« Majoren vaklede og tabte Papiret.
En af de andre greb det.
Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse,der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Papiret varikkedet paategnede Dokument! Et helt andet Papir var det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
„Disse er Forræderne!“
Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.Sammensværgelsen maatte være opdaget!Hvad skulde man gøre?
Og hvordan i al Verden var det dog sket?
(En fortrolig Samtale.)
En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus, var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt Ærinde.
Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private Kontor.
»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge Beslag paa Deres Dygtighed.«
Greven bukkede.
»Igen Tyveri?«
»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de Skyldiges Navne.«
»Disse Navne ønsker De altsaa?«
»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Beskedom, hvad der foregaar bag dets Ryg men —« han saa alvorligt paa Detektiven, »rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er underrettede.
Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De — Midlerne er Deres — forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og behændig rettet, atOprørerneikke aner, hvorfra den kommer, men alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.
Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig tydeligere?«
»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave —!«
»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet. Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket, det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem! Landet og Officers-standen kompromitteres —« Ministeren slog i Bordet, og Brynene rynkedes. »Og detmaaikke ske!«
»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De Mistanke til nogen bestemt?«
Ministeren trak paa Skuldrene:
»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer, saadan er det jo altid.«
»Ja vel. Men derud over?«
»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«
»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om det.«
Ministeren nikkede.
»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer her?«
Den adspurgte rystede paa Hovedet.
Greven betænkte sig lidt.
»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af enhalv Times Tid! Vi maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede. »For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«
Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.
(Forklaringen.)
Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens Kontor.
Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde, paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr. og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres Ture gennem Byen — ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes bemærkelsesværdigt eller ej.
Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok adskillige Gange paa Vildspor.
I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente Genstanden i den og den Butik.
Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus, hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist, der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige Anskuelser.
Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig, som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste Kabinet.
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand: bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3—4 Minutter.
Det gik, som jeg ønskede.
Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene iKabinettet. Jeg for' til Stokken — den mystiske, hule Stok — og fandt ganske rigtigt et Dokument —«
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
»— Tilmed et Sammensværgelses-Dokument medDeres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren det. »Tja — saadan er det.«
Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell! Hvordan —« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
»Ja, ja — det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men —! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa? Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo forblive tavs og lade uvidende.«
»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
Og han fortsatte med et Smil: »Jeghargivet D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev Campnell og trykkede hans Haand.
»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet.Nuer jeg overbevist!«
Ministeren fik Ret.
Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt, at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!
(Paa Havet.)
Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte aabnedes.
En høj, slank Mand kom ind.
Hvem var det?
Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage, lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
»Naa, ja — hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget mærkværdigt i den hele Beretning.
Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun Kaptajnen.
»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ. De er bare søsyg!« spottede han.
Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.
(Det sære Møde.)
Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.
»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du se?«
»Hys—s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre, derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«
Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.
Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og hen til Manden.
Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte Haand.
»God Dag, hvordan har De det?«
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...«
»Kan De maaske ikke huske mig?«
»Huske? Næ—æ—«
»Jamen prøv!«
Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.
»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot.
Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«
»Damperen — New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være brudt ind i Damesalonen.
»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og saatriumferendepaa sin Mand, der betragtede de to med rynkede Bryn.
Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik et Lys op for ham.
»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeghar rigtignok længe troet, han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske mærkværdigt —«
»Ligner Deres Broder da Dem?«
»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue, vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret. Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i Drømme og hørt ham tale ...«
»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.
Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld Dagligstue paa 1ste Sal.
»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet til Sæde.
Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske Rejsende.
»Ja—a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo næsten tro, at han lever, men hvorfori al Verden er han da ikke kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og hentede et stort Billede ned fra Væggen.
»Her er det! Ligner han mig?«
Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.
Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa, det ikke er Dem selv?«
»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i en saa vigtig Sag? — Nu skal De selv se —!« Og han hentede endnu et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var ham selv.
Pavse.
»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set Mage til sligt.«
Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.
Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs.Alt, hvad han kunde, fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.
Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.
»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Dahanselvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.
»Hvad betyder dette her? HvadvilDe mig?« tordnede Stanton.
Ægteparret skyndte sig bort.
»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ... Saa, følg nu med!«
De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste sig i Døren, blot i en anden Dragt.
Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.
»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog Mennesker!«
»Naa—aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattetMistanke til ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var Efterforskningen sket kort efter Landgangen.
Den fremmede stirrede paa Stanton:
»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa —? Ja — ja?« Han vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i Mindelighed. Hvor meget vil I have?«
De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.
»Skal vi sige 500 Kr. til hver? — Saa, slip ham nu! Herregud, er det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom! Her er Pengene!«
»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«
»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton godmodig nok til at svare.
»Og Nøglerne?«
»Her!«
Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler i Pengekassen.
»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«
Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig — Pengene overvandt Pligten. Nølende sjokkede de af ...
Men den mystiske Tyveknægt triumferede.
Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen, ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.
Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en sandfærdig og spændende Tildragelse.
Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en tarvelig Opdigtelse.
»Ja, ja, men hvisDenu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde der saa være sket?« spurgte Fortælleren.
»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg — forklædt og maskeret — den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden Gnist af Mistrotil at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre Gentlemen.«
»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa pudset Broderen — Tyveknægten — derop, naar De slet ikkevarhans Broder —?«
Detektiven smilede.
»Tror Dedetvar Vanskeligheden?« svarede han.
... Saa kom Turen til ham.
Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: