D. 27. Dec. 1779.Min Ven og Velgører.Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres højtelskedes Grav.Bestandig DeresEugène Vandamm.
D. 27. Dec. 1779.
Min Ven og Velgører.
Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres højtelskedes Grav.
Bestandig DeresEugène Vandamm.
Osceola.