Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme sammen. —
Gaarden er ny. Et mægtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.
Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig. Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er alle i Marken. Det er Høstens Tid. —
Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da jeg kommer. Bøsse og Taskehænger jeg fra mig i Gangen. Hunden bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.
De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet. Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har faaet hvide Pletter. —
Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder. Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.
Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.
Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten til deres lokale Forening ...
— Hvis a' vi da ells kae blie enige.
De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder. Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne og ingen af dem siger højt "Goddag".
Lis smiler til mig. — —
Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.
Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.
— Mæ Forlov. En af Husmændene rækker sig langt indover. Han holder paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med den anden. Det knækker midt over mellem Fingrene paa ham.
— Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.
Den anden bøjer sig ligeledes indover.
Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter mere Kaffe.
Væggene hænger fulde af Billeder mest Følgeblade til Almanakker, og hist og her er kulørte Papirssole stukket ind bag dem.
Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved Loftet.
Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle forestillende den mandlige Del af Slægteni Soldateruniform. De grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af Papirsblomster og Judaspenge. Møblerne er samlet sammen rundt fra de andre Stuer. Hvad, der har været for fint til dagligt Brug, er blevet sat herop. SelvSkrivebordethar Plads ved et af Vinduerne.
Over Sofaen hænger et stort Billede, som jeg nu først lægger Mærke til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder hun etLommetørklæde, den anden støtter hun til et Blomsterbord, hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.
— Ja, de' æ jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt mit Blik. — De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ... ek' sandt! Han vender sig imod hende. — Saa var du jo i Stadsen lieveller. —
De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.
Den ene af Husmændene har seks Børn, den anden har otte, og ham med de seks har ventendes et.
— I æ ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae jæ love. Onkelen ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.
— Hendrik!
Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kløjs. Husmændene blotter lige Tænderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.
Lis bliver sendt ud af Stuen igen. —
— Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.
— Hun æ da begyndt o kær'stes, ve' jæ regte. Han nikker til mig.
— De' æ maaske den Mand der? For første Gang ser begge Husmændene et Øjeblik fast paa mig; men Tanten spørger, om der er nogen af os, der ønsker mere. —
Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar Lejlighed til, er lige at røre ved hendes Haand, da hun smutter forbi mig.
Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa Kakkelovnen. Begge Husmændene stikker deres langt ind i Munden, ligesom de sutter paa en Pibe. —
— Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De æ bleven kev av a' sitte herhjemme.
— Aah Hendrik!
Han er allerede ude af Døren. Hun kalder ham tilbage.
— Nu kae du bar' prøv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.
— De' kue alder fald' mæ ing, Mor.
— Ja, du kue vær' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens me a' ordne de' sidst'.
Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. — —
Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle Kagerester nede paa Gulvet.
— Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i Hus.
Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.
— Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.
— De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.
Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.
Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.
— Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goersammen, o skønt vi begge heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...
— Jeg har mødt Lis ude i Skoven.
— De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a' hun da arter sæ vel ...
Her ser hun fast paa mig. — Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a' vi ekk skue havt no'en Børn.
— Hendes Far!
— Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra Landevejen.
— Jeg holder af Lis.
— Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ De?
— Jeg er Jæger.
— Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'. Hvae æ De ells?
— Ellers er jeg ikke noget.
— De har maaske Peng'?
— Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.
— De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae jæ forstoe?
I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.
— Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort' Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te' Køvmandens o køve et nyt.
Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.
— Hvae æ de' for en Ko?
— De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells bisser hun ing i Roerne.
— Hvor man'ne skae du bruve te' de'?
Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille, fedtet Pung, som strutter af Sedler.
— Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.
— De ved jet'te. De sae han ekk novet om.
— Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.
— Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.
Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov til at ligge paa Bordet.
Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind, skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.
— Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. — — —
Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen. Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. —
Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten har jeg staaet og ventet.
Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...
... Jeg var din, før jeg saa dig ...
Jage — jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne, saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. — —
Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue drukner i deres Næb.
En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som et Sus i Luften.
— Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes somrasende om den, men den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen forbi mig.
Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een. Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. — —
En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud overVognfjællenegisper efter Vand. De er hvide af Støv.
Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa Engene og skyde Bekkasiner. —
Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.
Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. —
Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt, forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte, som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.
Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.
I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.
Over alt det samme — en Livets Fylde til at give — en evig Vandring ad de samme Veje ...
Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset. Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og slutter stramt om de ædende Kim. —
Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der er Smil i hans solbrændte Ansigt.
Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved, hvor jeg skal forbi.
Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. —
— Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe. Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.
Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paadem. Der er en Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. — —
Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene. Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.
Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump og dukker sig.
Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue, og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig. Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. —
Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne, langt bort, lige saa langt som Tankerne ...
Lis, hele min Dag er din.
Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.
— Gue hjælp jer.
Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, ogKindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.
— Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.
For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store, betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.
Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.
— Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker Haanden frem imod mig.
— Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens Greb sidder fast.
— Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.
Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.
— Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter Puddelen, som følger ham lige i Hælene. — Vi kae ekk hae ham længer. Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.
— Gaar det?
— Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.
— Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa Ordene frem.
— Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt nemt.
— Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. — Faa den væk fra Benene, Mand.
— Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og kaster den frem for sig. — Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare ved med at pibe og krybe hen til ham.
Saatager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.
— Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig om imod mig. — De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo derses Sjov. —
Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.
Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...
— De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od tesidst lie saa meget som et Par store Børn.
Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.
— Skue de' vær' en Bid me'?
Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.
— De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.
Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.
Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. — —
Allez!
Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt med. Jeg følger efter med Bøssen parat. —
Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen, der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag. Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at øjne.
Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De lægger siden deres Æg i Blodpletterne. —
Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og liggerpaa Skaar. Det er stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.
Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt — Poterne glider lydløst i Græsset — og han staar fast.
Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.
Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa bedre Hold og skyder rundt forbi.
— Satans!
— Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt. Hist i en Slakke letter en hel Flok.
— Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager i strygende Fart.
— Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.
I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det dundrer i Jorden.
Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.
Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt, hvis man skyder lidt lavt.
En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende i strygende Fart.
— Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med Hænderne i Luften. — Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar du skyr.
Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.
— Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer paa ham i Vovnen.
Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.
— Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! —
Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.
— Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder forendt ned i en Pøs Vand.
— Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke tygge ...
Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden uskyldig — Kærsanger.
— Men Hund dog!
Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig tør.
Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over Knæene og hittet Snadden frem.
Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.
Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.
— Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.
I en enlig Vidjebusk klager Vinden — Ensomhedens bristende Melodi.
Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe fløjter et Par Spover.
Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg fløjter,han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold skyder jeg dem begge spidst. — —
Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.
Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer langt forud for os.
Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.
Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes afsted. —
Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede sat i Jorden.
Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes Gem.
Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for hvert eneste Skridt.
Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok, og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.
Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind under Skovgærdets Grene — i Styrt falder Vandet over os — og slaar ind paa Skovstien.
Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar Stormen over vore Hoveder. Grenenehænger tunge, glinsende i Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister frem fra Græsset. — —
Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...
— Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme Vej.
— Du faar begge mine Spover ... Hallo!
Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.
Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg. Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne. Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne. For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke. Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum. Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.
Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden, drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. —
I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun Stilkene staar lodret i Vejret. — —
I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder — to mørke Striber, som bliver vedmed at følge os tæt i Hælene. Og højt over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. —
Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har alle de store Marker at strejfe om paa.
Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. —
Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.
— Efteraaret — Dødens Tid — kun forsaavidt man ved Døden forstaar det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har født.
Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag favnes Himmel og Jord — og Jorden bliver tung og svanger.
Og jeg — hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i mig. — —
Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke.Den bliver længe borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.
Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler Vandet.
Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store, forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.
Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.
— Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde brænder et Par store Øjne.
— Gud velsigne jer begge.
Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser flagrer for Vinden.
— Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.
Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.
— Præsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortærende Ild — Gud signe jer Børn. — Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa Ryg, og Lønnen skal være Sveden paa deres Skjorte ...Men der skal være Graad og Tænders Gnidsel paa den yderste Dag.
Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.
— Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans rette Tjener.
Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han Skjorten ud paa Græsset og tager sin Kofte paa.
— Høstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ... Herre se, jeg er rede.
Stille sætter han sig ned.
Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig mumler uforstaaelige Ord.
— Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig kan komme til at ramme den.
— Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, — af de vilde Biers Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. — Vig fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden. Hans Krop svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. — Saadan har jeg levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.
Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa Smæld.
Borte i en Grøft slænger vi os saa lange, vi er.
Længe ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Græsstraaene. Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens Krop.
Lis fortæller:
— Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Børn stod han stille og mumlede en Bøn.
Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behøvede ikke at være bange, han havde aldrig Tændstikker hos sig.
Da han var borte, gik jeg ud i Køkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hænder mod Himlen. Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind til de andre igen. Det var første Gang i mit Liv, jeg saa en voksen Mand bede.
Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i Køkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt Paalæget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han skulde have rørt ved noget afdet, vi skulde have. Vi pillede det af og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø.
— Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet er for ham evigt, Døden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand, det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv?Vêdhan ikke, at han besidder den evige Lykke.
— Lykken er ikke for de ensomme.
— Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.
— Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke.
Vi sidder og ser ud over Markerne.
— Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter. Derfor hører han ikke Livet til.
Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.
— Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu kaster jeg mig ned og dækker mit Ansigt til, at ikke dine Øjne skal se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig over mig ... Jeg vil knibe mit Kød med gloende Tænger og brænde min Tunge til Aske ...
Højt, højt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvælv.
— — —
I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne.Bøssen hænger løst i Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er holdt op med at jage.
Yderst ude ligger der en Hytte. Høje Pile luner om den. Kun en eneste Vej fører derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af Aaret.
Der er lavt til Loftet, og Væggene er skæve. Det ser ud, som vilde Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at støtte mod Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Røgen, og alle Ruderne gløder i Solfaldsskæret.
Ildhytten har vi døbt den fra tidligere Jagter.
Vi kommer tæt forbi. I Havehegnet staar nogle forblæste Kirsebærtræer, og Æblegrenene hænger langt ud over Vejen tunge af Frugt.
Gangdøren slaas op. En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud, bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om dem.
— Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskræmte samler de sig om Indgangsdøren.
Sindigt gaar Mændene henimod en Vogn. Stærke Arme løfter Kisten i Vejret og skyder den ind mellem Fjællene. Kransen tages bort og lægges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa Sædebrættet og tagerLinerne. Han rykker til, Hesten stejler, sætter Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevæger Toget sig afsted. Mændene for sig og Kvinderne for sig.
En gammel Kone bliver staaende tilbage i Døraabningen med en lille paa Armen. Om hende samles en Flok Børn forskræmte og nysgerrige. Et Par af de største gnigger Øjne og snøfter. Hun staar urørlig og ser efter de bortdragne.
— Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Træk er stivnet. Kun hendes vandklare Øjne synes at forraade en Smule Bevægelse.
Tæt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Børnene ind og lukker Døren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hønsene samler sig, hvor Hesten har staaet.
Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne Æbler ligger spredt over Gangene ...
Kun forsaavidt man ved Døden forstaar det at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden ligger alle de Spirer, Sommeren har født. En Dag under Solens hede Brand vælder de frem paany ...
En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. Øverst oppe paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes.
Arm i Arm følger vi bagefter de andre.
Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder duknakketog lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før. Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. —
I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over Markerne. En Rosenbusk pranger med røde Hyben, og Slaaenbuskene blaaner af Bær ...
Aftenvinden blæser koldt over Markerne.
Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.
— Herre dit Rige er ikke dette Liv ...
Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.
Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den samme Stilling — et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa. Tusmørket svøber sig om ham. Over ham tændes Stjærnerne.
I Dag skal jeg til HalløjMette.
Vi maa have Kortene frem.
Lis maa aldrig mere møde mig. Siden vi var ude at skyde Høns, er det blevet helt forbi. Hun skal sendes langt bort at tjene, hvis vi ses sammen mere. Og aldrig for det skal hun faa Gaarden. —
I Aftes var hun lige et Smut indenfor Skovhegnet. —
Tanten har talt alvorligt om Faderen. — Du er stor nok til at forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file paa dette hersens Instrument og være Kammerat med alle.
........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er eneste Søn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok, han stammer saa frygteligt.
— Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de kører ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hørt ham tale, han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.
— Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af ham; men ved du saa, hvad hun sagde. — Din Mor kunde heller aldrig komme tilat holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa sagde jeg, at jeg aldrig kunde være noget for ham. Det stod hun lidt og tyggede paa, før hun svarede: — Tror du, din Far var noget for din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo ogsaa dem .....
Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.
— Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hører du, ellers kan de ikke forstaa, hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.
Hun saa bønligt op paa mig.
— Jeg vilde allerhelst med dig!
— Du faar ham aldrig.
— Jo, hvad Tante vil, sker altid.
— Hvad siger din Onkel?
— Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hørte jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng — Væggen ind til mig er saa tynd, at jeg kan høre hvert eneste Ord igennem — at han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. — Og Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham ikke et Ord, og du kan tænke dig, i Dag til Morgen fik han ingen Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er sikker paa, han har klodset hos Købmanden. Han lo saa underligt, da jeg saa det. — —
Før vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa holdt rigtigt meget af hende.
— Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. — —
Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Halløj Mettes Stue, ser jeg, at hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg Øje paa en stor Hat med røde Moreller. Og jeg hører dem tale derinde. Jeg gaar forbi Gangdøren og ind ad Køkkenvejen. —
Det er et lille Køkken med hvidt Trækgardin for Vinduet. Gulvet er almindelig Brolægning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren staa. Den friske Luft stryger herind, og Hønsene samles udenfor. Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under Køkkenbordet. Loftet er sort af Røg, og der drysser Støv ned mellem Brædderne. Nogle Syltetøjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over Stuedøren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rækket.
Det er ikke ret længe siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtørret Grums i Bunden.
Dampen løfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut, siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Høne bøjer sig en Smule bagoverog lader sin Gødning falde som en Top midt paa Gulvet. —
Klinken paa Stuedøren er ikke sat fast, og der er en lille Sprække, hvorigennem jeg kan høre alt.
Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjærne. Jeg ser en af Morellerne bøjet ind over Bordet.
Halløj Mette taler. I smaa Kvæk kommer Ordene.
— Ja ... hæ stoer, a' du skal hae to Børn ... tøv nu et bett Korn ... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en Dreng o en Tøs.
Morellen vipper fremover, og jeg hører en sylspids Stemme, der dirrer af indestængt Hede.
— Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.
— De' kae jæ inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen Ruemaskiner endnu ... hæ ... stadig den gammeldavs Manier.
Kvæk ... kvæk ... kvækkevæk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar mod hinanden.
Jeg hører Halløj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod Voksdugen paa Bordet.
— Jeg vil gærne giftes Mette.
— Næ verkle ... dovse da ...
— Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan være tjent med mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Gærning ved Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lærerinder, der læser over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa Skolebænken; men jeg kan det altsammen udenad. Væk mig om Natten, og jeg skal sige dig hele Kongerækken ....
— Hvae æ de' for novet?
— Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte.
— Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt?
— Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en Bondefamilie. Ja, det ærgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan ... Stakkels Mænd.
Hun rejser sig. Jeg hører hendes Fødder skrabe mod Gulvet.
— Har du set vor ny Præst, Mette? Det er en Mand ....
— Æ han givt?
— Næi, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at være ene. Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamænd derop i Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy — hun hvisker, — ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal og Traad med.
— O du syede den?
— Ja, hun taler igen højt. — Det er nu min Mening, at man aldrig skal være for stor til at hjælpe. Og du skulde have hørt saa kønt, som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i næste Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. — De kan, Frøken Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er etmagesløst Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.
— Næh, de skae jæ sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. — —
Mens Mette følger Maren Lyst til Dørs, gaar jeg ind. Da hun kommer tilbage, staar jeg lige foran hende i Døren.
— Her har du mig, Mette.
— Ja, de' kae jæ sgu se. Hun lukker forsigtigt Døren og siger næsten hviskende. — Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da hun gik.
Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.
— Det var ogsaa en god Stjærne, du gav hende. Lad mig faa en med.
Hun ser prøvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.
— Lae vos heller snakk'. —
Vi sætter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bænken under Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er færdig med Fløden, kommer ind og gnider sig opad hende.
Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Møbler. Intetsteds findes der et Støvgran. Mette har været allevegne med sin Klud. Gulvet er hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer man her aldrig, uden atmindst en Plante staar i Blomst. Og saa lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grønne Blade.
— Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.
— Joe.
Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes Øjne har fulgt hver eneste Trækning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig betragte uden at se igen.
— Du maa ekk faa hinner. Æ de' Tanten, de' æ galt med?
— Tanten!
— Ja, hun skal hae en anden.
— Hvor Fanden ved du det fra?
— Naar hun ekk maa faa dæ, skae hun vel hae en anden.
— Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden fast.
— Næi, men de' kae du jo savtens sie mæ.
Jeg bøjer mig ind over Bordet og siger det.
— Hæ ... hæ ... hæhæ! De' var osse novet for en knøv Pie o goe i Lav me'. Jæ har alder set ham goe ud me' en Tøs en eneste Sommer. Han sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O saa sier de, a' han ekk tør gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans Far skae følle ham. Hæ ... hæ ... de' var osse en te o lægg' i Arm ... hæ ... hæ ...
Mette har været smuk engang. Hendes Øjne ejer endnu, naar hun hører noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, næsten som Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkernehar smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tøj og Tøj, det ene Lag uden paa det andet.
Blink efter Blink rammer mig.
— Nu skae jæ sie dæ novet, du æ vel ekk et helt Fæ. Ser du, Ole Fisker havde en Tøs, som a' dæ kom ud o hold' Hus for en Gaardmand der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis gærn vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier de, hun var jo heller kuns en Stump Tøs, o han kue gærn' været hinners Far.
Men en Dav kom hun liegodt kørendes hjem te de gamle med to Stole i Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk — ved ham Gaardfjolset altsaa. Ole Fisker o Kællingen var rap paa Neglene, satte sæ stravs op i Vovnen, liesom de stoe o gik, o kørte med te'baves.
De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for hun sae sæl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte nok, for jæ saa hinner sæl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa manne, som a' dæ skue se paa de', o dæ var de' te Kendsgerning, Kjolen stoe ud i en hel Bue.
Mette holder inde et Øjeblik og ser paa mig, saa lægger hun sin Haand frem imod mig.
— Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen, o hun har da heller ekk sien faaen noven Børn, o hvae brød hun sæ' om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nære sæ paa Kroen, hun var jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som en Skruptaase sien den Dav.
Hun trækker Haanden til sig, ser skævt op paa mig og tager Kortene frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et Øjeblik med dem i Haanden.
— Nu ved vi altsaa, hvae Stjærnen gærn' skue sie vos, skae vi saa lægg hinner.
Katten kravler op paa hendes Skød og stikker Hovedet over Bordpladen for ogsaa at være med. I Køkkenet skrænker Hønsene. —
— Hæ æ hun, o hæ æ du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.
— O hvae æ dov de', dæ ligger jæ. Næ nu har jæ alder kendt Maves, jæ har en Fugl i Haanden ... lae mæ' dov se regte ... de' æ pinte en Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te mæ ... hvis du faar hinner ...
Vinden fløjter i Bøsseløbene og hujer over de regnvaade Marker.
Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Væde. Paa de øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det er ret et Herrens Vejr.
Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt Læ. Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og Hænderne er blaa.
Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blæst ren. Kun ude i Vest hænger nogle disede Skyer.
Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.
Jeg sidder og venter. Trækket vil snart begynde. Fra alle Verdens Hjørner kommer Ænderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm. Staalløbene skal synge. —
Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik tænkt — Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig fast — staar pludselig lysende klare. — —
En Aften mødte jeg dig ganske tilfældigt inde i Skoven. Du var listet bort hjemmefra. Paa et omblæst Træ sad du. Endnu hang Solgløden i det vaade Løv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod som Ildsøjler i Solfaldsskæret. Ganske alene sad du, om dig dryssede Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at æde, og nu og da raslede det i Grenene højt over dit Hoved, naar en eller anden Storfugl kom trækkende og slog sig ned for Natten. Lydløst brød Svampene af Løvdækket.
Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa, hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro.
Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde høre dem fanges af Løvbunden .....
Alle dagligdags Tanker maatte dø for at give Plads for Trangen til Lykke. Den Følelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortælle hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.
Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad du higede efter.
Aldrig har vi været hinanden saa nær som den Aften, og aldrig vil vi komme det mer. Maaskeskulde vi to ikke have set hinanden mere, bare gaaet hver for sig og bygget videre. —
Ved Skovgærdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde været sammen. Vi gav hinanden Haanden.
Den Aften ejede jeg dig helt. — —
Det begynder at mørkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem Vindstødene høres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.
Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.
Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten. Hun har bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med kroget Ryg og spændte Arme.
Donten — det evige Stræb og Slid — har igen slugt hver Tanke i hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet blødt. Alle Aarets Søndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med aaben Mund og lukkede Øjne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og alle Klokkerne ringede ...
Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om. Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok Ænder er fløjet forbi lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at høre deres Snadren langt bag mig.
— Satans. Jeg spænder og holder mig parat.
Himlen er igen et eneste Mørke. I tætte Byger kommer Regnen.
Det er et rigtigt Andetræksvejr. Ustandseligt vælder de frem, strygende næsten langs Jorden. Skudene følger dem paa Vej. Tilsidst kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder om Fald.
Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra mig i Mørket. Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal have sit.
— Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter — et Vræl angstfuldt og skingrende.
— Hva ...! Mine Ben ryster under mig.
En Skikkelse kommer frem.
— Hvem ...!
— Bare mæ, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. — Dæ var jæ nær smuttet. De peb lie forbi min Næse.
— Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. — Dig din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mørke.
— Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. — Jæ æ færde derne'e.
— Det er du jo altid, altid færdig dernede. Du bare føjter og føjter uden blivende Sted.
— Jæ gøe, hvae jæ vil. Man æ fo gammel te o forløvte sæ'. Kællingen derner var en Mær og Manden en Æsel. Øjnene vælted' ud a' Hodet paavos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende te Møder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne a'et. O saa vil de være bedre end vos.
— Hvor skal du hen i Nat? Jeg strækker Haanden frem for at sige Farvel.
— Jæ finder vel en Grøvt, hvor dæ' æ en Smule Læ.
— Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.
— Hja ... han trækker det langt ud. — Ka'ske. Og saa en Gang til. — Hja ... Saa drejer han sig om. — Ham deroppe har jo Bruv for vos alle.
— Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end dine forskellige Farter.
— Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.
Et Øjeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.
— Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hører det. I det mindste svarer han ikke. — —
Langsomt driver jeg selv hjem over Pløjemarkerne. Intet kan jeg se. Hvert Øjeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mørket og er ved at gaa paa Næsen. Hunden kommer bagefter mig.
Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden om.
— Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.
Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fødder. Gennem Tjørne og Krat har jeg krøbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankesteTræer har jeg skaaret to Navne saa højt oppe, at kun Vinden kan naa dem.
— Lis — det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. —
Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og brydes. Det syder højt oppe.
Jeg gaar ind. Suset slaar sammen om mig. —
Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jægere fortæller Løgn!
Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bøsse. Det var af den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.
Han sagde altid.
— Jæ behøver smens bar' o still' mæ heng i Ledhullet paa min Mark, trækk' den gamle i Ørerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. — —
I kender nok Madsen, en Jæger uden Mod. Han havde den Gang den store Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte forgyldte Bogstaver over Indkørselen? Altid laa han i Strid med sine Folk om Lønnen. Det var hvert Øjeblik, at der var en, som vilde splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.
Det var en Sommer. Han havde netop en Strid løbende med nogle svenske Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og selvfølgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bønderpigerne danse ...
— Jae, de' skae jæ love for. De' var jo ham me'den døvstumme Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke Hø, saa Tøsen ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en køn Skilling for. De' kae ell'sens hænds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o Tøsen skue hae al den dyreste Stads, dæ var te' o opdrive paa hele Sa'tionen.
Om Aftenen, da han skulde til at gaa, købte han en svensk Sodavand med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.
I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.
Et Steds skulde han over en dyb Grøft. Der var lige en Ugle, som havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af en Hane, der blev spændt ...
Plump —! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og — Proppen gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene.
Hurtigt kom han op. Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasendeFart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen.
— Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...
Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad i Pengeskabet. — —
Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude. Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud, han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede omkring nede ved Slotshaven, brændte han paa en, der hoppede om mellem nogle Buske. Der lød et Vræl, og en gammel Kælling røg i Vejret. Solsorten frelste sig op i et Træ, og ingen ved, hvor den siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skældte og var ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.
— Næ, alder' for de', ve' han rive, kae han ...
Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Træ. — Var hun ramt meget? Blødte det? Han tog til Lommetørklædet og vædede det med Munden. Trak det ud i en Snip.
— Næ, Faenædeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine Bovser a' se.
... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetørklædet i Lommen igen og tog til Pengepungen.
Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige det til nogen.