EtSkridt han tilbage mod Døren gikog gav mig et langt, bedrøvet Blik.Saa hvisked’ han ud i Værelset: Kom! —straks blev der en Plads paa Væggen tom;han strakte sin højre Haand imod mig,straks ét af de store Bud forlod mig.Dybt i mit Hjærte jeg følte et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre, — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg blevendetstore Bud kvit;jeg følte godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev lidt mindre varmt i mit Blod,men jeg syntes dog ogsaa, det lettede,da ud af min Sjæl han det slettede.Atter et Skridt han tilbage gikog sendte imod mig et spørgende Blik.Der stod saa klart at læse deri:Vil Du for flere Krav være fri?Jeg svarede med Tavshed. Han læste derijeg vilde for flere Krav være fri.Og atter han talte i Stuen hen,og fra Væggen et Billed’ forsvandt igen;atter han strakte sin Haand imod mig,og atter et Krav, af de store, forlod mig.Jeg mærked’ paany i Hjærtet et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg nok et Bud bleven kvit.Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev noget mindre varmt i mit Blod;men jeg følte, at end mer’ det lettede;nu var to store Bud blevet slettede.Og saadan han sletted’ dem ét for ét;det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. —Jeg standsed’ ham ikke, jeg blev saa let,og Værelset tømtes lidt efter lidtfor den store Billedskare; —nu var der snart slet ingen Fare;de nye Tanker, jeg skulde tænkt,de Sange, jeg skulde Livet skænkt,skulde nu andre tænke og synge,skulde nu aldrig mere mig tynge;han vinkede med sin stærke Finger,saa svæved’ de bort paa hvide Vinger,i Verden derude Livet at møde;herinde i min var de døde. —Nu var der snart ingen at værne mer’,nu var der snart ingen Krøblinger fler’,alle de slagne var baaret hjem,alle Staklerne var ledt frem,vildfarne var der ej mer’ at finde,og af Saar var ej fler’ at forbinde.Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,havde nu andre faaet at pløje.Styrkebæltet — det var hængt hen,ej skulde det mere trykke min Lænd;og Stenene, jeg skulde bære —bære paa Ryggen trods Regn og Blæst —til en Ringmur om mine kære,af dem var der ikke flere,og Samaritanens den stærke Hestden var der heller ej mere;Hyrdestaven og Slyngen var væk;og den store Filister, Folkets Skræk,ja, hvem mon det var, der vog ham? —mig var det ikke, der slog ham.Han stod der endnu, den fremmede Gæst;nu samled han sammen den sidste Rest,saa var der ej mer’ at miste;nu skulde han just til at slette udaf mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,og saa var alle de mange Kravsunkne som Lig i en aaben Grav,ej mer’ de skulde mig friste.Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,men tom, aa saa tom tillige;jeg var som lammet, saa mat, saa træt,jeg var af min Tomhed saa overmæt,jeg øjnede ikke den mindste Plet,jeg mer’ kunde kalde min med Ret,og hvor jeg kunde sætte mit Spor; —nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.Da lød der et underligt, hult Godnat;nu gik han med hele den vragede Skat.God Nat! God Nat! Nu er det forbi;nu er Du for evig let og frifor Strid og for Baand og for Krav og for Bud,nu har jeg slettet det altsammen ud.Men Nydelsen har Du tilbage,fyld nu med den dine Dage.
EtSkridt han tilbage mod Døren gikog gav mig et langt, bedrøvet Blik.Saa hvisked’ han ud i Værelset: Kom! —straks blev der en Plads paa Væggen tom;han strakte sin højre Haand imod mig,straks ét af de store Bud forlod mig.Dybt i mit Hjærte jeg følte et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre, — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg blevendetstore Bud kvit;jeg følte godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev lidt mindre varmt i mit Blod,men jeg syntes dog ogsaa, det lettede,da ud af min Sjæl han det slettede.Atter et Skridt han tilbage gikog sendte imod mig et spørgende Blik.Der stod saa klart at læse deri:Vil Du for flere Krav være fri?Jeg svarede med Tavshed. Han læste derijeg vilde for flere Krav være fri.Og atter han talte i Stuen hen,og fra Væggen et Billed’ forsvandt igen;atter han strakte sin Haand imod mig,og atter et Krav, af de store, forlod mig.Jeg mærked’ paany i Hjærtet et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg nok et Bud bleven kvit.Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev noget mindre varmt i mit Blod;men jeg følte, at end mer’ det lettede;nu var to store Bud blevet slettede.Og saadan han sletted’ dem ét for ét;det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. —Jeg standsed’ ham ikke, jeg blev saa let,og Værelset tømtes lidt efter lidtfor den store Billedskare; —nu var der snart slet ingen Fare;de nye Tanker, jeg skulde tænkt,de Sange, jeg skulde Livet skænkt,skulde nu andre tænke og synge,skulde nu aldrig mere mig tynge;han vinkede med sin stærke Finger,saa svæved’ de bort paa hvide Vinger,i Verden derude Livet at møde;herinde i min var de døde. —Nu var der snart ingen at værne mer’,nu var der snart ingen Krøblinger fler’,alle de slagne var baaret hjem,alle Staklerne var ledt frem,vildfarne var der ej mer’ at finde,og af Saar var ej fler’ at forbinde.Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,havde nu andre faaet at pløje.Styrkebæltet — det var hængt hen,ej skulde det mere trykke min Lænd;og Stenene, jeg skulde bære —bære paa Ryggen trods Regn og Blæst —til en Ringmur om mine kære,af dem var der ikke flere,og Samaritanens den stærke Hestden var der heller ej mere;Hyrdestaven og Slyngen var væk;og den store Filister, Folkets Skræk,ja, hvem mon det var, der vog ham? —mig var det ikke, der slog ham.Han stod der endnu, den fremmede Gæst;nu samled han sammen den sidste Rest,saa var der ej mer’ at miste;nu skulde han just til at slette udaf mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,og saa var alle de mange Kravsunkne som Lig i en aaben Grav,ej mer’ de skulde mig friste.Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,men tom, aa saa tom tillige;jeg var som lammet, saa mat, saa træt,jeg var af min Tomhed saa overmæt,jeg øjnede ikke den mindste Plet,jeg mer’ kunde kalde min med Ret,og hvor jeg kunde sætte mit Spor; —nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.Da lød der et underligt, hult Godnat;nu gik han med hele den vragede Skat.God Nat! God Nat! Nu er det forbi;nu er Du for evig let og frifor Strid og for Baand og for Krav og for Bud,nu har jeg slettet det altsammen ud.Men Nydelsen har Du tilbage,fyld nu med den dine Dage.
EtSkridt han tilbage mod Døren gikog gav mig et langt, bedrøvet Blik.Saa hvisked’ han ud i Værelset: Kom! —straks blev der en Plads paa Væggen tom;han strakte sin højre Haand imod mig,straks ét af de store Bud forlod mig.Dybt i mit Hjærte jeg følte et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre, — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg blevendetstore Bud kvit;jeg følte godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev lidt mindre varmt i mit Blod,men jeg syntes dog ogsaa, det lettede,da ud af min Sjæl han det slettede.Atter et Skridt han tilbage gikog sendte imod mig et spørgende Blik.Der stod saa klart at læse deri:Vil Du for flere Krav være fri?
EtSkridt han tilbage mod Døren gik
og gav mig et langt, bedrøvet Blik.
Saa hvisked’ han ud i Værelset: Kom! —
straks blev der en Plads paa Væggen tom;
han strakte sin højre Haand imod mig,
straks ét af de store Bud forlod mig.
Dybt i mit Hjærte jeg følte et Stik,
men det varede kun et Øjeblik,
saa var det ovre, — jeg aanded’ saa frit,
nu var jeg blevendetstore Bud kvit;
jeg følte godt, der blev tomt, hvor det stod,
og der blev lidt mindre varmt i mit Blod,
men jeg syntes dog ogsaa, det lettede,
da ud af min Sjæl han det slettede.
Atter et Skridt han tilbage gik
og sendte imod mig et spørgende Blik.
Der stod saa klart at læse deri:
Vil Du for flere Krav være fri?
Jeg svarede med Tavshed. Han læste derijeg vilde for flere Krav være fri.Og atter han talte i Stuen hen,og fra Væggen et Billed’ forsvandt igen;atter han strakte sin Haand imod mig,og atter et Krav, af de store, forlod mig.Jeg mærked’ paany i Hjærtet et Stik,men det varede kun et Øjeblik,saa var det ovre — jeg aanded’ saa frit,nu var jeg nok et Bud bleven kvit.Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,og der blev noget mindre varmt i mit Blod;men jeg følte, at end mer’ det lettede;nu var to store Bud blevet slettede.
Jeg svarede med Tavshed. Han læste deri
jeg vilde for flere Krav være fri.
Og atter han talte i Stuen hen,
og fra Væggen et Billed’ forsvandt igen;
atter han strakte sin Haand imod mig,
og atter et Krav, af de store, forlod mig.
Jeg mærked’ paany i Hjærtet et Stik,
men det varede kun et Øjeblik,
saa var det ovre — jeg aanded’ saa frit,
nu var jeg nok et Bud bleven kvit.
Jeg følte jo godt, der blev tomt, hvor det stod,
og der blev noget mindre varmt i mit Blod;
men jeg følte, at end mer’ det lettede;
nu var to store Bud blevet slettede.
Og saadan han sletted’ dem ét for ét;det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. —Jeg standsed’ ham ikke, jeg blev saa let,og Værelset tømtes lidt efter lidtfor den store Billedskare; —nu var der snart slet ingen Fare;de nye Tanker, jeg skulde tænkt,de Sange, jeg skulde Livet skænkt,skulde nu andre tænke og synge,skulde nu aldrig mere mig tynge;han vinkede med sin stærke Finger,saa svæved’ de bort paa hvide Vinger,i Verden derude Livet at møde;herinde i min var de døde. —Nu var der snart ingen at værne mer’,nu var der snart ingen Krøblinger fler’,alle de slagne var baaret hjem,alle Staklerne var ledt frem,vildfarne var der ej mer’ at finde,og af Saar var ej fler’ at forbinde.Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,havde nu andre faaet at pløje.Styrkebæltet — det var hængt hen,ej skulde det mere trykke min Lænd;og Stenene, jeg skulde bære —bære paa Ryggen trods Regn og Blæst —til en Ringmur om mine kære,af dem var der ikke flere,og Samaritanens den stærke Hestden var der heller ej mere;Hyrdestaven og Slyngen var væk;og den store Filister, Folkets Skræk,ja, hvem mon det var, der vog ham? —mig var det ikke, der slog ham.
Og saadan han sletted’ dem ét for ét;
det faldt ham vist svært, han syntes mig træt. —
Jeg standsed’ ham ikke, jeg blev saa let,
og Værelset tømtes lidt efter lidt
for den store Billedskare; —
nu var der snart slet ingen Fare;
de nye Tanker, jeg skulde tænkt,
de Sange, jeg skulde Livet skænkt,
skulde nu andre tænke og synge,
skulde nu aldrig mere mig tynge;
han vinkede med sin stærke Finger,
saa svæved’ de bort paa hvide Vinger,
i Verden derude Livet at møde;
herinde i min var de døde. —
Nu var der snart ingen at værne mer’,
nu var der snart ingen Krøblinger fler’,
alle de slagne var baaret hjem,
alle Staklerne var ledt frem,
vildfarne var der ej mer’ at finde,
og af Saar var ej fler’ at forbinde.
Ageren, jeg skulde dyrke med Møje,
havde nu andre faaet at pløje.
Styrkebæltet — det var hængt hen,
ej skulde det mere trykke min Lænd;
og Stenene, jeg skulde bære —
bære paa Ryggen trods Regn og Blæst —
til en Ringmur om mine kære,
af dem var der ikke flere,
og Samaritanens den stærke Hest
den var der heller ej mere;
Hyrdestaven og Slyngen var væk;
og den store Filister, Folkets Skræk,
ja, hvem mon det var, der vog ham? —
mig var det ikke, der slog ham.
Han stod der endnu, den fremmede Gæst;nu samled han sammen den sidste Rest,saa var der ej mer’ at miste;nu skulde han just til at slette udaf mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,og saa var alle de mange Kravsunkne som Lig i en aaben Grav,ej mer’ de skulde mig friste.
Han stod der endnu, den fremmede Gæst;
nu samled han sammen den sidste Rest,
saa var der ej mer’ at miste;
nu skulde han just til at slette ud
af mit Hjærte det sidste Kærlighedsbud,
og saa var alle de mange Krav
sunkne som Lig i en aaben Grav,
ej mer’ de skulde mig friste.
Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,men tom, aa saa tom tillige;jeg var som lammet, saa mat, saa træt,jeg var af min Tomhed saa overmæt,jeg øjnede ikke den mindste Plet,jeg mer’ kunde kalde min med Ret,og hvor jeg kunde sætte mit Spor; —nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.
Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let,
men tom, aa saa tom tillige;
jeg var som lammet, saa mat, saa træt,
jeg var af min Tomhed saa overmæt,
jeg øjnede ikke den mindste Plet,
jeg mer’ kunde kalde min med Ret,
og hvor jeg kunde sætte mit Spor; —
nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord.
Da lød der et underligt, hult Godnat;nu gik han med hele den vragede Skat.God Nat! God Nat! Nu er det forbi;nu er Du for evig let og frifor Strid og for Baand og for Krav og for Bud,nu har jeg slettet det altsammen ud.Men Nydelsen har Du tilbage,fyld nu med den dine Dage.
Da lød der et underligt, hult Godnat;
nu gik han med hele den vragede Skat.
God Nat! God Nat! Nu er det forbi;
nu er Du for evig let og fri
for Strid og for Baand og for Krav og for Bud,
nu har jeg slettet det altsammen ud.
Men Nydelsen har Du tilbage,
fyld nu med den dine Dage.