Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.
Det var Dartmoor Fængsel! — Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa rystet ved Synet, at detførst efter nogen Tids Forløb gik op for mig, hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte paa mit Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu var at gøre.
En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv — den aldrig at kalde noget en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres udfordrende Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført tværs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.
Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for Dartmoor Fængsel.
Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.
Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det, som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.
"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."
"Affordre mig hvad?" raabte han.
"Deres Klæder!" gentog jeg.
Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans Ansigt.
"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."
"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!"svarede jeg, "men naar jeg fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af Deres Klæder uden yderligere Snak."
I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.
Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks Fængselsbetjente.
"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog tilsidst!"
Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit Nederlag.
"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre," svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte tilbageholde et Brev til Dem."
Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt, medens han læste det.
"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.
"Det laa i hans Frakkelomme."
"De har været i Besiddelse af det i to Dage."
"Ja, siden i Forgaars Nat!"
"Og ved ikke, hvad det indeholder?"
Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.
Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.
"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi. Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op for Dem."
Nu skal I høre, hvad det indeholdt:
"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."
Og medens han læste, lo han atter, Vogternelo, og Fyren med det ømme Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.
I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa Snemarkerne,— disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier. I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til Halm.
Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben, indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en Gang.
Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem. Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste — mit Hjerte krympede sig ved at se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg. "Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode Eskadroner samlet sammen, da der udgikOrdrer til alle Oberster i Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.
I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste, men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel — der vilde nu komme en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude. Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis, der laa ude i Horisonten.
Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending. Det varaltid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra Berlin eller god fransk Cognak.
I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold. Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej. Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.
Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet Hjem for os alle. Men nu var der i detteFolks Opførsel kommet noget, som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg red forbi.
Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg, at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge! Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.
Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde, da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min Opmærksomhed paa dem. Da envelklædt Rytter i samme Øjeblik passerede forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.
"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"
Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som Bogstavet N."
Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side og var borte.
Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.
Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben Plads i Skoven, ogved Siden af Vejen laa der en stor Stak af Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa mig — et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af Spænding og Ophidselse.
Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.
"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig tale med Dem."
"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"
"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"
"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"
"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning, hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud af Rusland."
"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"
"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men jeg turde ikke visemig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt mig og min Hest skjult."
"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig Velopdragenhed."
"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!" vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for Lützows natlige Jægere!"
"Banditter?" spurgte jeg.
"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at bringe Dem denne Advarsel."
I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt, blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt ham, hørte jeg et Bøsseskud og etRaab bag ved mig. Det kan jo have været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.
Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han et rødt Lommetørklæde.
Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham medVæmmelse, thi jeg fandt det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.
"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at De var beruset!"
"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at tale."
Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.
"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand, og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."
"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig. Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere,men fandt et Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor maatte løbe Risikoen."
"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre Saar, der endda er komne over det."
"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."
Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans Tungespids allerede var blaa.
"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham, før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er — — "
En Rysten for gennem ham og hans kolde Haandgreb saa fast om min, at den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk bagover, og han var død.
Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, — en Ordre saa klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, — disse Papirerskuldekomme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.
Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt defarefulde Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.
Det var et vildt Ridt, — et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker, gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.
Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte til Hof. Jeg haabede i hvertFald at kunne aflevere Brevene til Prinsen samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i Lobenstein.
Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.
Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paamin Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa Øjne.
"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig sikker."
"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.
"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke, hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem til Hjælp!"
Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var Korridoren tom.
"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."
Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var lige saa tiltalende somhendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun, thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle. Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted, og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.
"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg maa øjeblikkelig til Hof!"
Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"
"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."
"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa Gulvet i Hulken.
Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.
"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"
Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den. Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen forsvunden!
Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit Ansigt var længere, end det plejede at være.
Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer varborte! O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst. Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission. Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden? Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.
En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor Lygte.
"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!"raabte han med skælvende Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa alene overfor tre tapre Mænd."
Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter fra Kroværtens Madam.
Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer, var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være tabt.
Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Manhylede og skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min Hoppe til en Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind paa Slottet, forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit Budskab ikke taalte nogen Opsættelse.
I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.
"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.
"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af Sachsen-Feldstein?"
Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da jeg saa hende, skødHarmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.
"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"
"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for stedse!"
Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.
"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde hjælpe —?"
"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere vist mig."
"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"
"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer siden."
"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der ikke maa overskrides."
"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang fremad, bøjede mig ned og trak Kanten afhendes Kjole op. "De vilde have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa hurtigt," sagde jeg.
"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa Porten!"
"Jeg vil først tale med Prinsen!"
"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham dog!"
Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog min Chako af.
"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."
Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde hvilede paa den.
"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.
"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."
Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem, snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De Tilstedeværende var alle Mænd og alle — Professorer, Studenter, Kunstnere — tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe sortklædte Mænd i Ridekapper.
Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres Sporer klirre.
"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde Prinsen.
"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de mørkklædte Mænd.
"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.
"Jeg har ingen!"
Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!" blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetørklæde frem og børstede Støvet af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder frem, og Støjen døde hen.
"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"
"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren, Deres Højhed!"
Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i Øret.
"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik er mine og mit Folks Interesser ét."
Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham, saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart, som havde jeg mit Regiment til Parade.
"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt Destaar fast, vil han belønne Dem, som kun han kan belønne. Det er en let Sag for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gøre et Land stort og mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan virke til hans Fortræd, kan De dog ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fæstning i Landet er i hans Hænder. Han vil være her om en Uge, og saafremt De da har spillet under Dække med hans Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" — jeg hævede Stemmen og pegede paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens Hovede — "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt blegne, men ikke før!"
Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med sine Høgeøjne.
"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en Tysker tale for Tyskland!"
De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme Stilheden.
"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin Tunge lige saa godt som sit Sværd?"
Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var brune af Støv.
"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner, Digteren! Han vil synge, han vil synge!"
Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland, Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!
Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg, Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen, og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin Trone.
"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I maa sammen sejre eller falde."
Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen. For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.
Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om mineBen og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under mit Øre.
"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har ham, Kaptejn."
"Har I Tømmen?"
"Ja, her er den!"
"Slyng den saa om Halsen paa ham."
Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte Uniformer.
"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"
"Hænge ham op paa Slotsporten!"
"En Ambassadør?"
"En Ambassadør uden Papirer!"
"Men Prinsen?"
"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det. Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan sætte til Livs!"
"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.
"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen, der næsten kastede migtil Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et Sværd, og Læderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.
"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.
"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"
En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer kaldte Folk til fra alle Kanter.
"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"
Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.
"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og egenhændig revLøkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører mig, og at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til Ansvar overfor mig!"
De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod mig og udbrød:
"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."
Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.
"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."
"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."
"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden, men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved List eller Svig, saafremtjeg ved den kunde hjælpe mit stakkels Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."
"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."
"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein, skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."
"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"
"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde, vilde alt være tabt!"
"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning, naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"
"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maaDe huske paa, hvor beskæmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven behandlet, lige fra Dronningen af Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at høre fra disse, da De selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben."
"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen."
"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem. "Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi nægtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste Ønske, jeg kan medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke være en Franskmand paa denne Side af Rhinen."
Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg havde meget at tænke paa, da jeg førte min stakkels trætte Violette op gennem Landevejen, der førte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg stadig frem den tyske Kvindes smukke og stolte Ansigt, og i mit Øre klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang. Jeg forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket, aldrig kan holdes under Aaget.
Da jeg red videre, brød Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige Himmel.