-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn—er det maaske det, Du vil—Idiot … Ind.
Charlot kom ind dobbelt kejtet.
Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke … ret Dig—buk.
Ikke en Haand rørte sig i Salen.
-Buk—buk.
De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sineNegle.
Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de las Foresas bag Portièren.
-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i den sidste Tid?
-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz gik.
Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
-Ind—ind, raabte Hr. de las Foresas—Ind …
-Smil, smil for den lede Satan.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet noget, var det dette.
Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument—det var hansYndlingsplads—lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa sine Knæ.
Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hverVirtuos i Europa.
Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
-Hun spiste gratis til Aften—hver Aften—i al Uskyldighed.
Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
-Nej—hvilken.
-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres Venner den ligner … Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs—af den Vedkommende.
Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger—den lange, voksne Dreng.
Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt.
Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer.
Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet.
Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter—et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger—og hun smilte med fornem Ro.
Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm.
Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som tilLyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene.
De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
-Idioter, sagde Fru Simonin.
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hansHænder smertede.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".
Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af Vinduet.
De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser, jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme—det er gement. Kunsten—haa—haa—jeg vil være rig.
De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg vil ikke pines—til jeg bliver gammel.
-Jeg rejser for at tjene—
Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til et Damascenersværd.
-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde FruSimonin.
De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt.
En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørreLaurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.
En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist iTruppen—men, det er jo sandt, og hun lo,—Charlot spiller jo Violin.
-Charlot—hent Deres Violin.
Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
Da de havde spillet noget, nikkede hun.
-Men det gaar jo—rigtig—det gaar jo helt godt.
-Men—rigtigt. Charlot.
Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt.
-Godt—Charlot.
Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede medTaarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.
Det var forbi.
-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot—vi vil spille sammen.
Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo, naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa villigt til Rede for ham.
-Men det er en Himmelsynd—Drengen har jo Talent … Vi vil spille sammen paa en Koncert.
De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.
Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot skulde have sin gamle Gage.
Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var vilter som en lille Kat, Fru Simonin.
Charlot kendte kun en Lykke—at sidde dér og være hende nær. Og saa bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin Hals.
—Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en amerikansk Turnée.
Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa, at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.
Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene.
Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.
-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.
Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.
Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.
Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.
Nu—i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.
Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.
-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas sagt om Formiddagen.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare evig?
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det stødte Hr de las Foresas.
-Han siger Ting …
-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.
De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paaGulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.
-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.
-Ja—vi tager til Paris.
-De har Bolig dér?
-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.
-Hvor? … At man dog kan besøge Dem …
-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.
Pludselig brast Charlot i Graad.
Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig ikke—Charlot—vel?
Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.
Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted, stak Kelneren et Brev til Charlot.
-Til Dem selv, sagde han.
Charlot gemte Brevet.
Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til CharlotsLærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, indenCharlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
* * * * *
Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der havde Brug for hans Violin-Under.
-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz—De vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?
-Min Herre—har jeg nogensinde ladet det mangle paaTydelighed?—Nej—jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
-Fra alle.
-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre—sagde Hr.Emmanuelo de las Foresas—alle Agenterne vil styrte sig overViolin-Underet.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", atViolin-Underet Charlot Dupont—vor berømte lille Landsmand, skrevBladet—efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnéeforeløbig har afslaaet alle Engagementer.
Der styrtede sig ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa rundt med Vidunderet.
De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at have Anvendelse for Underet.
Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn, som lægger deres Forældre i Graven.
Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom tilat holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjordeFremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hosPasdeloup.
Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem adBoulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.Pasdeloup.
Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le—Børnene de las Foresas havde aldrig hørt deres Moder le—men midt under Latteren slog det over i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det—Charlot—jeg havde ikke.—
-Mo'er …
-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham—saa mange Aar.
Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham og kyssede hans Haar.
-Min gode Dreng.
Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
-Aa—jo om han huskede.
-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en Gang—saa lille var han … naar han spillede. Men han lærte saa rask—han havde et Øre—blot to Gange at høre det—og han spillede uden en Fejl—uden en Fejl.
-Men saa kom de Aar—de slæbte ham rundt—til alle Lande, hendes Dreng.
-Men nu var det godt igen—kun godt … Fru de las Foresas var saa lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng … nej—jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent.
-Ja—Gud velsigne hende—Gud være med hende for det.
-Ja—Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krølledeHaar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt iSøvn.
Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun rejste sig.
Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo saa let ved at græde.
De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru de las Foresas græd og gav fortabt.
Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.
Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.
En Herre kom hen imod dem.
-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,Charlot Dupont.
Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.
-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.
-Jo—
-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem og klæde Dem om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.
Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. CharlotDupont kørte tilbage til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk udenLevemaade.
Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".
* * * * *
Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hverandenBy.
Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.
Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.
-Ikke ilde—ikke ilde … Men Tonen er tynd.
-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.
-Maaske.
-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.
-Charlot Dupont.
-Charlot—Dupont—tør jeg spørge—det er da ikke Vidunderbarnet.
-Jo, sagde Charlot, det er mig.
-Ja—Hr. Dirigenten blev lidt forvirret—jeg tror ikke—det er ikke nogen Plads for Virtuoser—vi … De forstaar, Hr. Dupont … vi maa have Folk, som kan arbejde.
Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.
* * * * *
Charlot fik igen en Impresario.
Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.
Charlot Dupont var mest saa træt.
Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spilledeHr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.
Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og enTone tynd som en Traad.
Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.Til de senere var altid tomt.
Charlot er nu tyve Aar.
* * * * *