V.

Tousiours Mars ne met pas au jourDes objects de sang et de larmesMais»

og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber

«.... tousiours l'Empire d'amourEst plein de troubles et d'alarmes.»

Sofie saae naivt op paa ham.

Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten, der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke Haar ....

Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slogØjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev liggende i den knælende Stilling.

«Jomfru Sofie!» sagde han.

Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten smerteligt paa ham.

«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tagmig det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»

«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders Hu er;par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild, men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammerog irrende Vejrlys eller den skal brænde fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»

«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod, thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik, talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge; iversyg vilde hunvære paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»

Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste, vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over Jer. — Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro, Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»

Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.

«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skilsmissemellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede — — jeg tænker intet paadinLykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller Ulykke, blotjeger med i din Glæde, blotjeger med i din Lidelse, blotjeg....»

Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit Bryst.

Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.

Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik Frederiks vel lystige Ungkarleliv.

Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden, naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.

At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under, thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver.Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den gemeneste Matros.

Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen anden af Frederik den Tredies Mænd.

Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse», eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som etcornu copiaeeller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, derfandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig i den eneste sande og rette Ære.

Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham, hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.

Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye, modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt, og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende.

Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne, straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saasirligt som de Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store, Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser, det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.

Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt, men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes. Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie, naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de saae ham aldrig.

Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa Eftermiddagen, at hun sad ogkniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød, og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.

Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.

Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved attrække Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!

Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.

Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa bedrøvet ud; — nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.

Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sinFrygt og tænkte kun paa al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun havde læst.

Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.

Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa Marie Grubbe.

Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde sin Kompliment.

Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.

«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde, «hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.»

«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for Lægevæle[4]end for Huestads.»

«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,» sagde han og saae paa hende.

«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»

«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes Alvorlighed, «og jeg for een.»

«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter Knipletøjet.

«Tøv lidt, lille Jomfru!»

«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»

«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet — saa — kys hun mig nu!»

Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans, han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa sine Arme.

Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere. Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.

Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land, hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle Falk dendøde, dernæst hans trofaste Hunddødeog sidst hans godeGanger graadøde, men hans troløse Viv Malvina hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i sine Strømper.

Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende Skræk.

I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag, og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte, var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte sig altid saa usikker overfor ham.

En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blevbange i Tavsheden og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen, kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko paa hendes Nakke ...

Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. — Ja saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt. Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i Øjnene af Medlidenhed med sig selv — men alligevel! og hun gjemte sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store Kjærlighed.

Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde hendes Væsen mere behersket,næsten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene — længe, og hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.

Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld, tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt at Sotens Navn var Døden.

Det var den ellevte December.

I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians Sygeværelse, gik kongelig ConfessionariusHans Didrichsen Bartskjær urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare, fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.

Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede: nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden, da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.

Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin Samarie og traadte ind i Sygeværelset.

Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel, fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvideTænder. Et tyndt, blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke, medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.

En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.

«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.

«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i Sengen.

«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und Euch beichten soll.»

«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord tilderes idelige Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde tilAnnammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»

«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyldskulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»

«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»

Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved' skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»

Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl tilgængeligfor Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»

Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet længer!»

«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard, fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er uudtømmeligt ...»

«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian fremmellemde sammenbidte Tænder, «ejns — zwej —!»

«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»

«Rechtsum!»

«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»

«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig. Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.

Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.

Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.

Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng, blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers,der ikke bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.

«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser, de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»

Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denneafpareredesikkert Stødet med sin brede Alterbog.

«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»

Ane gik, Præsten trak sin Stol hen modSengen og Ulrik Christian lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.

Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.

Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og Himmerigs Glæde.

Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»

«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten, «hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skalIvisseligen komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes ogVaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed, saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.»

Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han, «jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»

«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme, visseligen ingen.»

«Jo der er, Præst, jo, der er, — er der ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb, sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»

«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»

«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det andet end som Digt?»

«Ja!»

«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig, bare dø.»

«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr imellem Overfladens spillende Luer. — Jeg ser deres Kropper drives om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende Storm, og deres Skrig ere som JordensBrølen, naar Jordskjælv ryster dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»

«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian, «hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»

«Bed!»

«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være — ja!» og han lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»

Præsten svarede ikke.

En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store, feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.

Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte: «Herre Jesus Christus, se, jegbrækker min Kaarde!» og han holdt de blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»

Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.

Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.

Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene med Ane Skomagers.

Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.

Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.

Det var Marie Grubbe.

Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det mørkeblaa Bolster.

Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige ind i Ansigtet.

Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.

«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.

«Er her flere?» stønnede han mat.

Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.

«Ja, det er snart forbi med mig.»

«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»

«At leve! — det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod — tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»

Marie foldede sine Hænder og bad.

«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord — mange Ord! — aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? — hold fast, hold fast! den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha...er jeg drukken igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? — Vin! — ja vist, det var Vin, jeg drak!ha, ha, lustig, mein Kind, lustig!kys mig, min Høne!

Herzen und küssenIst Himmel auf Erd ....

kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys mig varm? — og du er hvid og trind og hvid og glat ....»

Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og raabte:«h'raus du höllisch' Weib — sitzt mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer du bist — elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»

«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skalvære saa forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen og pegede mod Døren.

Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.

Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.

Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.

Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.

De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet. Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i Byen.

Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny Hævntørst. En var der,som i den seneste Tid havde forøget Tallet paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte dem ikke.

Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.

Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.

Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen, thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvorlet det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik, thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og Ære for ham mod hans Kjærlighed,kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i den vilde han leve.

Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende,og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun syntes at holde ham tilbage.

Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde,Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem, han var slet ikke den Mand, der duede til at stævnemodStrømmen, blot den ikke barmed, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu glimtede den for ham, — skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardesteaf Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist var hun klog, men var hunsaaklog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....

Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø,oghan havde da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen, forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.

Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid; Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede sagte i Løntræet over ham ogi Roserne ved Siden; de var fulde af røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille ... Nusittredeen Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen — nu, Krogen af Døren og han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe, den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en Korndynges jævne Overflade — over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.

Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder, stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidtbedre; hendes Haar var løst og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet, men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.

«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.

«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»

Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om,det var saa latterligt at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men han sagde Intet.

Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i anelsesfuld Angst.

I den Stilling sad de længe.

Pludselig sprang Ulrik Frederik op.

«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig, bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad — og jeg har Synd og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage, hjærtensdyre Pige!»

Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og stirrede alvorligt paa ham mens han talte.

«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.

Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det, han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed — det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»

Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja; «o Ulrik Frederik,»sagde hun,«jeg havde kuns vort Barn i Tanker, men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»

«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende, da maaske, men nu, aldrig.

Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.

«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes bort.»

Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftaltehvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden kjærligt Farvel.

Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.

I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.

Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre, der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærtetil den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var Badskjær.

For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv igjen.

Marie Grubbe er nu sytten Aar.

Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.

Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre siglysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver! mat og graat — Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.

Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.

Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det himmelskeJerusalemsPragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun aldrig, thi hun begyndte altid forfra.

Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.

Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands og det var intet Under;thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder af Kulde.

Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.

Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange, rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæveEns Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een Gangat sidde ved Gildesbord, — og nu kom hun til Gilder —, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.

Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser efter de nyeste spanskeFacons. Desuden blev hun oplært i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru Rigitze havde nu saa sine egne Planer.

Marie var lykkelig.

Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøjesig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.

Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa, saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en Fanfare. Vemodigt — ja, naar Dagen kommer, saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.

Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var, maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende,at det varede længe før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.

Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.

Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havdedenstaaet og der vardenfalden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.

Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.

Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste afRummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards bredkronede Linde.

Back to Index Next