XVII.

"Petits oiseaux des bois,"

hviskede hun klagende,

"que vous estes heureux,De plaindre librement vos tourmens amoureux.Les valons, les rochers, les forests et les plainesSçauent également vos plaisirs et vos peines;"

Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:

"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,Sous de si dures loix la retient asservie,"..........

Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:

"Il est vray je ressens une secréte flameQui malgré ma raison s'allume dans mon ameDepuis le jour fatal que je vis sous l'ormeauAlcidor, qui dançoit au son du chalumeau."

Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasitil Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet Billede, end det, Ordene tegned.

Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om igjen?

Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkedehende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker andetsteds bundne.

Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene — hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.

Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt —.

Nogle Dage senere færdedes MarieGrubbei Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde taget Skade den Nat, Branden var.

Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.

I det Samme kom Søren Ladefoged svingendeind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.

Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.

Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af Bryggekarret.

Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.

Nej.

Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke Stenhonning?

Jo tak, — nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.

Marie blev rød og følte sig hel beklemt.

Om han maatte spørge om en Ting?

Jo, det maatte han saa godt.

Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, baresige det, at han var ikke rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.

Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.

Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.

Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.

Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som huntog af en Herremands Kys. — Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.

Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget Menneske i Verden.

Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.

Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.

Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans Skulder.

Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.

Marie satte sig.

Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige der paa Gaarden.

Marie holdt hans Haand fast.

Ja, nu vilde han da gjerne afsted.

Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget af, som ham.

Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for, for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun saa vilde slippe.

Nej, hun vilde aldrig slippe.

Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.

Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.

«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»

Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sigtil at surre det om Klinken, mens han holdt Døren i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i Engene ved Høet.

Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.

«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, — aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»

Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret igjen.

«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»

«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved Døren.

«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' digden højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak ...»

Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.

Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og jublende.

Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.

«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt over hinanden.

Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie:«hvafor saa do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.

«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!»græd Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.

Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var ganske forbavset.

«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille hen for sig.

Marie rystede smilende paa Hovedet.

«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14]....»

I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham mere lydhør.

At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.

Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.

Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig yderst forbittrede over detteKjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at tage sig af Dage.

Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.

En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15]og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af Kruset, og besvarede nu ogda Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende Hovedbevægelse.

Hun spurgte ham, om han sad godt.

Det var der Maade med.

Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude til ham.

Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag Maries Ryg.

Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?

Jo, det kunde ikke være saa ilde.

Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe borte.

Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.

Søren skjævede arrigt hen til dem.

«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid, blommerantes[17]Kjol' i Husbonds Kammers, skal jegintet hente den, den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»

Søren værdigede hende ikke et Svar.

«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»

Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.

«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den Gammel ...»

I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men han slængte den hen over Bordet.

«Jav di Kvinner ud!» raabte han.

Ja men Tællen blev jo kold.

Det brød han sig ikke om.

Saa blev Pigerne da sendt udenfor.

Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det var ham,der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue, saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.

En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.

Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen, som stod op.

«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.

«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt Ængstelighed.

«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»

Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der stod opimod Væggen.

«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og gøs.

Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.

«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.

Ingen svarede.

«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide tversover sin Nakke.

«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.

«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»

«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, deterom dig. Herregud! ...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,» han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»

«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»

«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, somom der var bleven fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren, Søren, hvem vil angive dig? — Du er jo Fanden partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind, naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! — Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholdehendei Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»

Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.

«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som Ajer[18]di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21], bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»

«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»

«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.

«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»

«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»

«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe hende med saa meget som en Havresaa.»

«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka' læng' løv'[23].»

Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger ogFølgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru. Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere Marie.

Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet i Planen.

Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.

Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.

Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og ængsteligt under desmerteligtsammendragne Bryn.

«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder af mig?»

«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»

«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»

«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25]hun er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ gammel og und og hvad Dævlen di vil.»

«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»

«Trover do mæ it?»

«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i Mørket.»

«Du skal nok kom' te og trov mæ.»

«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre, der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»

«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa skal do kom' te aa trov mæ.»

Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.

«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27]et saa gor,» raabte Søren og løb bort.

Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.

Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende, med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde ikke se Ansigtet.

Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner, Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftedeBøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.

Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank om med et forfærdet Raab.

Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.

Lugen var lukket.

Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.

«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.

«Er de efter dig, Søren?»

«Nej, A haar skot hende.»

«Ane? aa hvordan skal det gaa os? — rend Søren, rend — tag en Hest og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»

Søren løb.

Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.

Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.

Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.

«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.

Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og nogle flere havde boret sigind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til Viborg efter Badskjæreren.

Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.

Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.

Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen god Maade atsørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.

Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild og kom først Dagen efter.

Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne, men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue. Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død, og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig derved.

Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset, at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser, hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al Kvindkjøn forarges, saaledes:

«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig ikke dertil havde drevet,skulde jeg ikke understaaet mig om dette at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud skal visseligen belønne. Jeg lever og dørTjele, 14 Avg. 1690.Eders kgl. MajestætsAllerunderdanigste og pligtskyldigstetro Arve-UndersaatErik Grubbe.»

Tjele, 14 Avg. 1690.

Eders kgl. MajestætsAllerunderdanigste og pligtskyldigstetro Arve-UndersaatErik Grubbe.»

Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.

Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.

Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.

Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham sin tredie Mand.

En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet. Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.

Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.

Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, ognu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.

Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem Ribe.

De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og forandrede deres Gang.

Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, athunskulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive bemærketog jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem, men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende op paa sin Post.

Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk somhamog hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede Styrvolt.

Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar,og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille Aabning.

Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem, var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi detrykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, og saa begyndte han forfra.

«Det er saa Mesterspil[28]vi spiller,» sagde Jens Nedenom og spillede ud.

RasmusKigbankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.

Salmand stak med en To.

«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og Trester[29]paa din Haand.»

«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til og nogle faa Stakler.»

Søren Ladefoged stak over med en Seks.

«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29b]? hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for, Salmand!»

Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.

«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.

«Og hendes halvgale Søster[30b],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til i Ruder.

«En Styrvolt[31]kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med Trumf Es.

«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte Rasmus.

«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.

«Saa fører jeg min Syv[32]og een endda,» sagde saa Jens.

Søren tog Stikkene hjem.

«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.

«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med Hjærter to.

«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader fire[35].

«Jan[36]!» brølede RasmusKig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har vundet.»

De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»

«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.

Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.

En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.

Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.

«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung med røde Snore.

«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»

«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.

«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»

«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»

«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, demaa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»

«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»

«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.

«Ja, de griner da sjælden.»

«Hu, de er en grimme Handtiering.»

«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe mig.»

«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.

«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»

«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.

«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.»

«Hvad er det for en Takst?»

«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligesaa for at brændemærke.»

«Men nu for det bedre Arbejde?»

«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind,men ellers er det otte Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten — det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»

«Det er vel intet vanskelig at lære?»

«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med, der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse det fordrer.»

«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.

Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.

«Her er Fæstepenge!» fristede han vedSlagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud for sig.

«Betink et val!» bad Søren.

«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.

«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.

Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe sin Hat saalænge.

Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde de gode Vidnere en Drik Polak.

Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en stor, en meget storÆre at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangtehan en Pægel Brændevin og gik tilbage til sin Plads.

«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og drak.

«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»

«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»

«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle[38]staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa min Drikke paaGulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i Evigheden Gavn af hende.»

«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.

«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»

Saa gik han.

Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.

Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.

«Det skal du faa at formærk'.»

«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg taaler det intet.»

Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.

«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld,slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»

Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.

Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.

«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.

Marie blev liggende paa Gulvet.

Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over et Haab, der var bristet.......hvor kunde han nænne det?

I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af Formuen.

Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa ogsaa brugt.

I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, dervar forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie, der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst, han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning,og det havde ogsaa været han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme ogmaître d'hôtelhos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet hos Broderen.

«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»

«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst til at lade være med at svare.

«Og han er større end jeg — var?» spurgte han igjen og rettede sig i Sædet.

«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.

«Ja saamænd, saadan gaar det, — vi har da givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde — I paa een Vis og jeg paa en anden.»

«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.

«Godt nok,» lo han, «godtnoker halv fordærvet; jeg har det saamænd just godtnok, og I, Marie?»

«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin til.»

De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.

«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da skaaret baade Vinger og Top.»

Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.

Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag medMordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.

En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde se paa Lejligheden.

Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede bemærkede straks, at der var tre afFliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.

Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.

Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han meget af at se Folk arbejde, enten det saa varmed at pløje eller stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.

En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk over, at Søren var bleven taget fra hende.

«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hansExellenceStatholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er gallant og aimabelt.»

«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldelesuovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var at modstaa.»

«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»

Marie svarede ikke.

«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa det evige Liv?»

«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»

«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»

«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»

«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»

«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»

Back to Index Next