Audients hos Bolivar.
I de Aaringer, jeg tilbragte i det Stille Hav, var Krigen imod Spanien i fuld Gang. Chili havde nylig tilfegtet sig Uafhængighed, Peru havde reist sig, og med en Armee paa 12 til 15,000 Mand kom Don Simon Bolivar i 1824 Peruvianerne tilhjælp, efterat først Columbiens Uafhængighed kunde antages at være sikkret. Moderlandet var ikke mere det gamle Spanien; det var sønderslidt af indre Uroligheder, og Colonierne maatte overlades til deres egen Skjæbne. Kampen i Peru var længe tvivlsom; men endelig vandt Independenterne det afgjørende Slag ved Ayacucho, den spanske Vicekonge toges tilfange efter en tapper Modstand, og hermed maatte Peru ansees som tabt for den spanske Krone. Levningerne af den spanske Hær trak sig tilbage til Callao, den indsluttede sig i Fæstningen, og her forsvarede General Rodil sig med en Udholdenhed, der kaster et sidste lysende Skjær over Spaniernes Bedrifterpaa det amerikanske Fastland. Da Callao faldt, var imidlertid Alt forbi: for stedse havde Spanien tabt disse rige og vidtstrakte Colonier.
Da Fregatten „Marie Therèse“ dennegang ankom til Churillos, havde Don Simon holdt sit Indtog i Lima, hvor han blev hilset som Fædrelandets Befrier. Officielt blev der tillagt ham Titel af Libertador, og han stod nu foran Callao med sine Tropper og ledede Angrebet imod denne Fæstning. Det er naturligt, at Admiralen maatte hilse paa Columbiens Præsident, og kort efter vor Ankomst blev en Dag berammet, da det officielle Besøg skulde finde Sted.
En høist liberal Aand var herskende blandt Medlemmerne af Fregattens Messe. Med Beundring saae Officererne op til Bolivar, der havde grundlagt sit Fædrelands Frihed, og Sammenligningen med Washington, der hyppig blev discuteret, faldt somoftest ud til Bolivars Fordeel. Imod denne Anskuelse ivrede Commissairen med stor Styrke. „Jeg kan ikke indrømme Bolivar Forrangen“, sagde han, „om jeg end anerkjender Bolivar at være Washingtons Samtidige.“ Udtrykket „contemporain“ blev herefter et Stikord i Messen og var os ofte til stor Morskab.
Medens vi fortabte os i Beundring over Amerikas Helt, er det vist, at Bolivar med kun liden Velvillie saae det franske Admiralsflag vaie paa Churillos’s Rhed i saa kort Afstand fra den af ham beleirede Fæstning. Øiemedet med Hertugen af Angoulèmes nylig afsluttede Felttog i Spanien havde jo været at befæste den spanske Throne og at underkue de liberale Bevægelser i dette Land; hvorrimeligt var det da ikke at antage, at Rodil af os maatte kunne vente Understøttelse, og at vi af al Magt vilde bestræbe os for at styrke hans Stilling. Hertil kom endnu Mr. Gallois’s Hvalfisk. Kunde man tænke sig, at Trankogeri alene i henved et Par Maaneder skulde have bragt en fransk Orlogsmand til at søge Ankerplads ved San Lorenzo, saagodtsom umiddelbart i Callaos Nærhed. Andre Øiemed maatte ganske naturlig antages at ligge til Grund herfor, og det Rimeligste var da, at „l’Arriège“ under sit Ophold havde havt det Hverv fra Søsiden at forsyne Callao med Proviant, hvorved Fæstningen vilde blive istand til at forlænge sit Forsvar. Disse og lignende Betragtninger gjorde, at man saae os med onde Øine, og det var under Indtrykket af denne Stemning, at den officielle Visit hos Don Simon skulde gaae for sig.
Overeensstemmende med fransk Opfattelse og med egen Tilbøielighed var det Admiralens Ønske at give dette Besøg en vis éclat; Skibschef, Adjutanter og flere af Fregattens Officerer bleve altsaa udseete til at danne et talrigt Følge, og med Glæde modtog jeg Admiralens Tilbud om at udgjøre en Deel af dette. I fuld Pragt, Admiralen i Spidsen, stege vi tilhest den berammede Dags Morgen, og efter et Par Timers Ridt ad de støvede Veie indtraf vi i Santa Magdalena, Libertadorens Hovedquarteer. Vi bleve førte ind i en Modtagelsessalon, højst tarvelig møbleret. Med megen tilsyneladende Venlighed modtoges Admiralen af Don Simon, som med ham tog Plads i en Sofa, medens vi Andre fik anviist Stole, der vare stillede i en Halvkreds, saa at ethvert Ord kunde høres, der blev vexlet imellem Don Simon og vor Commanderende.
Bolivar var iført en blaa Uniform med noget Guldbroderi. Udenpaa snevre Pantalons bar han et Par mægtige Støvler, der naaede ham heelt op over Knæene, og tydelig saae man paa ham, at den militaire Retning var den fremherskende. Han var af middelmaadig Høide, meget mager og temmelig spinkel af Legemsbygning. Det store, sorte Mundskjæg, der ligesom hans rigelige Haarvæxt begyndte at blive isprængt med Graat, gav ham et martialsk Udseende, der stod i skærende Modsætning til hans svage Stemme og hans uanseelige Figur. Det indfaldne Ansigt, mørkt og forbrændt af Solen, vidnede om de Strabadser, han havde undergaaet, medens den høie Pande og det Alvorlige i hans Væsen indgød Ærefrygt og bragte En til uvilkaarlig at bøje sig for ham, uagtet hans Fremtræden hverken havde noget Anmassende eller Bydende ved sig. Man — eller idetmindste jeg — saae i ham den store Mand, og i enhver Henseende opfyldte han de Forventninger, som jeg, efter mangehaande Beskrivelser, havde gjort mig om ham.
Admiral Rosamel var en fuldstændig Modsætning til Don Simon. Han var en smuk Mand i Ordets almindelige Betydning, stor og kraftig, rødmusset, smilende og fuld af Higen efter at gjøre sin Person gjældende. Med høie Ideer om sig selv vare hans Evner ikke destomindre som tidligere udtalt ikkun ringe, og det var forgjæves, at han ved Overholdelse af Former og ved imponerende Optræden søgte at dække sin Ubetydelighed i aandelig Henseende.
Imellem disse to Mænd blev nu i Sofaen indledet enSamtale, der først drejede sig om de i Peru bosatte Franskmænd, samt om det franske Hofs Neutralitet ligeoverfor den Frihedsbevægelse, der gjorde sig gjældende i Sydamerika. Bolivar talte Fransk med Lethed, saa at Sproget ikke lagde nogensomhelst Hindring iveien. Derefter ledede Bolivar Samtalen hen paa Napoleon, et Emne, der ved de Tider var en kilden Sag for en fransk Admiral at behandle. Bolivar meente, at de Engelske havde lidt et stort Tab ved Napoleons Død, da den Omstændighed, at han var i dette Lands Magt, var tilstrækkelig til at holde hele Europa i Tømme. Han efterlader sig store Minder, sagde Libertadoren, og han var vis paa, at alle Franskmænd tilbade ham i deres Hjerte. Det var synligt, at Admiralen blev mere og mere ømfindtlig ved den Vending, som Don Simon havde givet Samtalen. Med Salvelse, beregnet paa at gjøre Indtryk paa de mange tilstedeværende Vidner, forsikrede han, at enhver Franskmand nærede uskrømtet Kjærlighed og Hengivenhed for Ludvig den 18de og det Bourbonske Dynasti. „Da er jeg dog vis paa“, meente Bolivar, idet et halv ondskabsfuldt Smiil gik over hans Ansigt, „at, dersom Hertugen af Reichstadt i dette Øieblik viste sig i Frankrig, vilde hele Nationen juble og samle sig som een Mand om den store Keisers Søn.“ Mere og mere steg Blodet Admiralen til Hovedet. Afbryde Samtalen og derved stille sig i fjendtligt Forhold til Præsidenten turde han ikke; han sad som paa Gløder og mumlede nogle Ord om Loyalitet, om Elskelighed hos Frankrigs Souverain og deslige. Det var imidlertid, som om Ordene skulde kvæle ham, rødvar han, som om Hovedet skulde sprænges, og, da Bolivar endnu ved et Par Yttringer havde bragt Admiralen til end yderligere at tabe Besindelsen, bad han denne om at forestille ham de tilstedeværende Officerer. Chefen var naturligviis den Første i Rækken. Man skulde have troet, at denne Gjerning vilde være en Lettelse for Admiralen; men han var saa betagen, at al Besindelse var borte. „Det er Mr. Ra—“, stammede han, „nei, Mr. Ro—“ — i sin Forvirring havde han glemt sin Skibschefs Navn. Nu var det Chefen, hvem Blodet foer til Hovedet: man saae, hvor Arrigheden kom over ham, og indigneret nævnte han sig som Mr. Bazoche, commandant la frégate de S. M. laMarie Thérèse. Bolivar gav ham Haanden, sagde ham nogle venlige Ord, og det gik derpaa til den Næste i Rækken, Mr. Cazy, Admiralens første Adjutant. Eiheller dennes Navn var Admiralen istand til at gjøre Rede for, Cazy maatte nævne sig selv, og, da det nu var gaaet saa galt, forestillede Admiralen os Øvrige en bloc som tjenstgjørende Officerer ombord i Fregatten. Det forekom mig, at et særegent Træk atter gik over Don Simons alvorlige Ansigt. Med udsøgt Venlighed begav han sig hen til enhver af de tilstedeværende Officerer for at spørge os om vort Navn og om vor Stilling ombord. Paa Navnene især syntes han at lægge Vægt, og til enhver af os henvendte han nogle velvillige Yttringer, der endmere fremhævede vor Admirals aandelige Ubehjælpsomhed. Som klædt i dansk Stadsmundering, altsaa noget afvigende fra de andre Officerer, forespurgte han sig om Grunden hertil, og, da han erfoer,at jeg tilhørte den danske Marine, gav dette Anledning til, at han henvendte til mig nogle høist smigrende Ord om mit Fædreland. Han tog os Alle i Haanden, og efter henved en Times Forløb var Audientsen tilende. Aldrig har jeg seet den overlegne Aands Magt træde skarpere frem end under dette Møde.