Capitain Bougainville.
Mr. le Baron de Bougainville, capitaine de vaisseau, var tiltalende og vindende ved sin Fremtræden og stod saaledes i skarp Modsætning til Baron Milius, hvem han afløste i Commandoen af Linieskibet „Scipio“. I en Salon maa Mr. de Bougainville have været indtagende. Han var vittig, belæst, „plein d’ésprit“ og af den Slags Franskmænd, der ved Forekommenhed og Elegance i Manerer gjøre et høist behageligt Indtryk. Skyggesiderne vare Magelighed og en høi Grad af Egoisme, hvilken sidste Egenskab han forøvrigt, som alt tidligere berørt, havde tilfælles med saagodtsom alle de franske Skibschefer, med hvilke jeg er kommen i Berøring. Ombord i Fregatten „Thétis“, som Capitain Bougainville førte under en Verdens-Omseiling, og som vi i sin Tid mødte inde i Sydhavet, blev der hver Aften trukket en Ende Toug tværs over Skandsen foran Mesansmasten, og agtenfor denne var det kun i høist paatrængende Tilfælde tilladt at komme,for ikke at forstyrre Chefens Søvn; Fregatten gik som Følge heraf jævnlig med Seilene paa Storreisningen forkeert indbraste om Natten. Ogsaa ombord i „Scipio“ forsøgte man at gjennemføre noget Tilsvarende; men man var her under Commando, og Admiralens Ordrer grebe ikke sjelden forstyrrende ind i Forholdsregler af denne Beskaffenhed.
Mr. Bougainville holdt af at more sig og fandt paa alt Muligt for at tilfredsstille denne Tilbøielighed. Vi blokerede Navarino, den ene Dag hengik som den anden, og Opjagningen af et Skib eller Meddelelser fra en forbiseilende Orlogsmand vare saagodtsom det Eneste, der fra Tid til anden afbrød den trættende Eensformighed. En Dag fik vi en Seiler i Sigte, som vi stode ned imod. Den viste sig at være en daarlig udhalt Brig, og paa Forespørgsel erfore vi, at den hørte hjemme i Marseille. Det næste Spørgsmaal gjaldt, hvorfra den kom. „Que nous venons d’Alessandrie“ var Svaret, udtalt i provençalsk Dialekt. „Hvormange Dages Reise?“ „Soixanté jours!“ Man tænke sig to Maaneder for at naae hen til Morea; det var næsten forbausende. „Vous n’avez donc rien de nouveau en fait de politique?“ praiede Chefen. — „Qué dité?“ blev der spurgt fra Briggen; Chefen gjentog sit Spørgsmaal i forkortet Form, og ombord i Briggen hørte vi Skipperen kalde paa Mr. Bonasse, rimeligviis Styrmandens Navn, for at sige, at han strax skulde bringe Papirerne op paa Dækket. Ivrig gav han sig iværk med at gjennemblade disse; naturligviis troede vi, at han søgte efter nogle gamle Aviser, indtil han som Svar paa vor Chefs Spørgsmaal tilraabte os: „N’a des pôts enterré, n’a des pôts en fer, mais des pôts-litiques, n’en a pas du tout.“ Dette var altfor morsomt. Mr. Bougainville spurgte paany og fik Skipperen til at gjentage Forklaringen om Ladningens Indhold. Mr. Bougainville jublede, vi Andre vare færdige ved at briste af Latter, og med et „à la bonne heure!“ blev det Briggen tilladt uforstyrret at fortsætte sin videre Reise til Hjemstedet. Har denne varet endnu 40 Dage, som da „Scipio“ nyligen vendte hjem fra Morea til Toulon, vil Skipperen i intet Tilfælde kunne have gjort sig til af nogen hurtig Overfart.
Mr. Bougainville kjedede sig. Paa Blocade-Stationen laae vi samlede med endeel Skibe, blandt hvilke det engelske Linieskib „Ocean“, og en Dag spiste Chefen for Corvetten „Victorieuse“, Capitain Lasusse, ombord. Alt ved Middag havde man seet Fregatten „Fleur de Lys“, Capitain, senere Viceadmiral Lalande, komme op Syd fra; Brisen var imidlertid svag, og først henad Aften lykkedes det „Fleur de Lys“ at naae hen i Nærheden af os. Det var blevet aldeles Stille, Mørket var faldet paa, og i Aftendæmringen laae de forskjellige Skibe hinanden saa nær, at man endog fra Tid til anden kunde høre tale fra det ene Skib til det andet. I al Magelighed nøde Mr. Bougainville og Mr. Lasusse deres Cigar paa Hytten, da der blev varskoet for et Fartøi, som man antog maatte komme fra „Fleur de Lys“. Pludselig fik Mr. Bougainville et Indfald: i Raaber anraabte han Fartøiet paa Engelsk: „Boat ahoy!“ I Fartøiet holdt man paa Aarerne, og en Stemme, som man kunde kjende at være Capitain Lalande’s, fremkom med Undskyldning i Anledning af den skete Feiltagelse, da han havde staaet i den Formening,at det var Linieskibet „Scipio“, han roede hen imod. Paa Engelsk blev han viist hen til det andet Linieskib; han roede nu hen imod dette og blev der atter anraabt med: „Boat ahoy!“ Vi hørte nu en Samtale blive ført imellem Capitain Lalande og den engelske vagthavende Officeer, hvis Resultat blev Overbeviisningen om, at Skibet, han var ved, virkelig var „Ocean“, og at Skibet, ved hvilket han havde været, var „Scipio“. Capitain Bougainville fandt alt dette i høi Grad fornøieligt; han fandt den Stilling pikant, i hvilken Capitain Lalande var bleven bragt ved hans Praieraab, han lo hjertelig over alle de Undskyldninger, vi kunde høre, at Capitain Lalande henvendte til „Ocean“, da han paany satte sin Cours hen imod os, og morede sig kostelig over det Hele — men Glæden fik en brat Ende, da Capitain Lalande, forbittret i høieste Grad, traadte ombord. Hans første Udbrud var, at enten maatte man være fuld eller gal ombord i dette Skib. En Udfordring paafulgte, og næppe vilde disse „udmærkede Løier“ være endte paa nogen fredelig Maade, dersom ikke Capitain Lasusse og andre franske Skibschefer vare traadte mæglende imellem.
Snart kom der ogsaa andre Grunde til, der, Capitain Bougainville’s lette Sind uagtet, maatte vække Alvor og Bekymring hos ham som Skibschef. Under et længere Ophold i Poros, ligeoverfor Athen, var en ondartet Feber udbrudt ombord. Uagtet alle anvendte Midler greb den mere og mere om sig, og snart vare begge Skibets Batterier optagne af Syge. Henved 200 Mand bleve efterhaanden angrebne, Dødelighed begyndte at indfinde sig i foruroligende Grad, og Admiralen fandt det under disse Omstændighedernødvendigt, at Skibet blev sendt tilbage til Frankrig. Jeg beredte mig altsaa paa Hjemrejsen, og efter henved fem Aars Tjeneste ombord i franske Skibe havde jeg alt besluttet ved Ankomsten til Toulon at sige den franske Marine Farvel og vende tilbage til mit Fædreland. Da overraskedes jeg ved, igjennem min Chef, at modtage Tilbud fra Admiral Rigny om at træde over paa Linieskibet „Conquérant“, hvorombord Admiralens Flag nylig var blevet heist. Et saadant Tilbud kunde ikke andet end være i høieste Grad smigrende for mig. Hjemreisen til Danmark blev opgiven, og under Modon sagde jeg Farvel til „Scipio“, som umiddelbart derefter styrede Cours imod Toulon.
Afskeden fra dette Skib var mig ikke tung, paa eet Glandspunct nær havde Uheld fulgt „Scipio“ under dets hele Togt, og Mindet om det Aar, som jeg tilbragte derombord, vil altid staae for mig med mørke og afskrækkende Farver.