Chefens Stokke.
Fregatten laa tilankers ved Valparaiso, denne „paradisiske Dal“, hvis storartede Natur og yppige Vegetation uvilkaarlig bringer til at erkjende Berettigelsen af det smukke Navn, som de første Erobrere have givet denne Chilis vigtigste Handelsplads. Capitain Lasusse — senere Viceadmiral og i 1853 Chef for den franske Middelhavsescadre — kom ombord. Han var „un élégant“. Rimeligviis kom han tilbage fra en Ridetour og stod nu for os som en complet Guasso: spidspuldet Straahat, stribet Poncho af et særegent Væv, der i Folder hang ned over Skuldre og Arme, vide, sorte Støvletter, store Sporer med Hjul af Størrelse som Speciesdalere, og dertil i Haanden en Stok, der gav det Hele et Gentleman-Sving, der var høist tiltalende. Vor Chef, Mr. Bazoche, hvem hans Besøg gjaldt, var henrykt og fortabt i Beskuelsen. Lasusse maatte gjøre Regnskab for, hvor han havde anskaffet disse vidunderlige Sager, hvis Mage vi altsaa kundevente snart at see indlemmede i vor Chefs Garderobesamling.
„Og den Stok, De har der“, fortsatte Mr. Bazoche, „den er jo allerkjæreste; har De ogsaa kjøbt den her i Valparaiso?“ Lasusse meddeelte, at det Rør, af hvilket den bestod, en Art Bambusrør, voxede i Mængde i en lille Bugt ved Vid à la mar, en Miilsvei nordenfor vor Ankerplads, og at altsaa Intet var lettere end at skaffe saadanne Rør tilveie.
Næppe havde Capitain Lasusse forladt Skibet, før Capitain Bazoche lod Qvarteermesteren paa Chefssluppen kalde. „Du har at gjøre Sluppen klar til at gaae fraborde imorgen, strax efter Udpurringen Kl. 5. I skulle roe hen i Bugten ved Vid à la mar, hvor Sluproerne skulle gaae iværk med at afskære Rør, saamange, som Sluppen kan rumme. Frokost og Middag skulle I tage med Eder, og jeg tænker, at I kunne være her tilbage henad Eftermiddagen.“
Næste Aften kom Sluppen hjem fra sin Expedition. Den saae ud som en Jungle eller et flydende Skovparti. Chefen yttrede sin høie Grad af Tilfredshed, og Skovpartiet blev langet om Bord.
Den paafølgende Dag begyndte det egentlige Arbeide. Sluproere og Flagmænd bleve satte igang med at sortere de forskjellige Rør efter Tykkelse og Beskaffenhed. De bleve afkappede i Længde af tre Alen, samlede i Bundter, tolv i hver, og derefter ophængte under et horizontalt Jerngelænder, der var anbragt omkring et stort, fritstaaende Ruf paa Dækket, opført til Chefens Afbenyttelse.
„Det var en god Anviisning af Lasusse“, yttrede vorChef og gned sig i Hænderne; „ved min Tilbagekomst til Brest vil jeg kunne forære alle mine Bekjendte af disse udmærkede Stokke: de ville alle paaskjønne og glæde sig over den gode Idee.“
Naturligviis bleve Stokkebundterne jævnligen bekikkede, befølte og undersøgte. Efter nogen Tids Forløb viste det sig, at de lange Rør ved at ophænges horizontalt krummede sig i Midten som Følge af egen Tyngde. Sluproerne bleve altsaa hidkaldte, hver enkelt Rør blev overskaaret paa Midten, saa at Længden blev noget større end en almindelig Spadserestoks; de bleve derefter ophængte under Chefens Jerngelænder efter først at være blevne sorterede paany, hvoraf fulgte, at Tallet blev betydelig reduceret, idet de krummeste Rør bleve kastede overbord.
Den foretagne Operation viste sig imidlertid efter nogen Tids Forløb ikke ganske at have afhjulpet Ondet; enkelte Rør begyndte igjen at krumme sig, og for at bøde herpaa udfandt Chefen, at det hensigtsmæssigste Middel vilde være at anbringe dem i en vertical, istedenfor som hidtil i en horizontal Stilling. Atter Sluproerne til Arbeid, ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter Resten af Rørene bleve fæstede lodret til det alt anførte Gelænder om Hytten, saa at denne kom til at se ud som en Art Fæstning, omgiven af en lav Palissade.
En Maanedstid gik hen; da bemærkede Mr. Bazoche en smuk Dag, at en Mængde af Rørene vare hentørrede og tildeels opskinnede som Følge af den brændende Sols Indvirkning. Vel havde Enthusiasmen for Stokkevæsenet kølnet sig noget hos ham; men jævnlig fremstod dog Tanken paany om den Tilfredsstillelse, han lovede sigved sin Hjemkomst til Frankrig, og Solens Paavirkning maatte som Følge heraf modarbeides. Dette meente vor Chef vilde naaes, naar det kunde lykkes at gjennemtrænge de forskjellige Rør med Olie. Rørene, antog han, vilde da paany opnaae deres forrige Glands og gjenvinde al den Skjønhed, som han tidligere havde beundret.
Øieblikkelig blev Sagen sat i Gang. Naturligviis begyndte Arbeidet med ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter der i Toppen af hvert af de tilbageblevne Rør blev anbragt en Huling eller Fordybning, som Flagmændene bleve beordrede til hver Morgen at fylde med Olie. Naar Nathuslamperne om Morgenen bleve gjorte istand, saae man altsaa Flagmænd og Lærlinger i fuld Activitet, hver med en Oliekande i Haanden, beskjæftigede med Vedligeholdelsen af den lodrette, men efterhaanden mindre tætsluttede Palissade.
Jeg troer, at Fortrædeligheder ere sjeldnere ombord end iland, og at dette væsentlig medvirker til den Tiltrækningskraft, som Sølivet almindelig udøver; dog selv paa Søen er man naturligviis ikke ganske fri for Modgang, og det var i ondt Lune, at Capitain Bazoche en Dag paa Hjemreisen kom ud paa Dækket. Intet var ham tilpas: Mærsseilene vare ham ikke tilstrækkelig strakte, han gav den vagthavende Officeer Ordre at sætte Seilene bedre kant; Koierne, fandt han, vare slet stuvede i Finkenetterne; der var ikke spulet reent under Kanonerne — „og alle disse Oliepletter!“ udbrød han, „hvor komme de fra? Jeg kan ikke udstaae Pletter paa Dækket! Vil De lade Næstcommanderende kalde.“ Næstcommanderende kom, og til ham blev det gjentaget, at Chefen ikke kundefordrage Pletter, at Dækket skulde holdes tilbørlig reent, og at navnlig Oliepletter paa enhver Maade skulde undgaaes.
Næstcommanderende tog Sagen meget rolig. Han forestillede Chefen, at, naar Flagmændene hver Morgen skulde gaae omkring med Oliekander for at fornye Olien i de opstillede Rørstokke, var det umuligt at forhindre, at der fra Tid til anden kunde spildes noget Olie, og at Pletterne paa Dækket ganske naturlig vare en Følge heraf. Capitain Bazoche maatte indrømme denne Mulighed. „De fordømte Rør!“ udbrød han, „jeg har ikke havt Andet end Ærgrelse af alt det Kram — lad dem strax alle blive kastede overbord!“
Overbord gik de, og hermed var de beundrede Bambusrørs Rolle udspillet. — Jeg forlod Fregatten i Rio-Janeiro; sikkert har vor brave Chef senere truffet nye Gjenstande, ligesaa værdige som Spadserestokkene til at fængsle hans særlige Opmærksomhed.