Forhandlinger med Ibrahim Pascha.
Efterretningen om den ægyptiske Convois Nærmelse, der skulde føre Ibrahim-Paschas Styrke tilbage til Alexandrien, bragte „Conquérant“ fra Kalamattabugten ind til Navarino. Ved Convoiens Ankomst blev jeg sendt ombord til den Commanderende, der førte sit Flag ombord i en udmærket smuk 60-Kanons Fregat, bygget i Livorno. Jeg blev behandlet med Udmærkelse, Soldatesquen, henved 100 Mand i hvide Munderinger, halvsnevre Underklæder og Baret paa Hovedet, stod opstillet for at gjøre Honneurs, og med Capitano-Bey røg jeg en Pibe, magelig hvilende paa en af Kahyttens Divaner. Der blev budt mig en Miniaturkop fortrinlig Mokka-Kaffe, baaren frem i et Guldbæger, besat med Perler, og herpaa vendte jeg tilbage til „Conquérant“ vistnok ikke stort klogere af min Samtale med den høitstaaende ægyptiske Officeer, om Besøget end ikke havde havt ringe Interesse for mig.
Forholdet imellem det franske Armeecorps og Tyrkerne, der stode i den nærliggende Fæstning Koron, var af en særegen Beskaffenhed. Efter Navarino-Slaget maatte Franskmænd og Tyrker betragte hinanden som Fjender; men paa den anden Side var ingen Krigserklæring bleven udstedt, og under den eiendommelige Stilling, som fulgte heraf, kunde en uventet Tilfældighed fremkalde et Sammenstød, der efter al Rimelighed paany vilde medføre Fjendtligheders Udbrud. Naturligviis vilde Intet have været kjærere end dette for de franske Tropper, der vare komne til Morea med Forventning om at skulle vinde baade Laurbær og Decorationer, og, da man saagodtsom daglig søgte at give Tyrkerne Anledning til Angreb, maatte Spændingen naturligviis med hver Dag tiltage. Under disse Omstændigheder var det derfor en Selvfølge, at man med levende Interesse imødesaae Resultatet af en Sammenkomst, der var berammet at skulle finde Sted ombord hos den engelske Commanderende imellem Ibrahim-Pascha — som i den Anledning var vendt tilbage fra Patras til Navarino — den Høistcommanderende for det franske Armeecorps, General Maison, samt Admiralerne Malcolm og Rigny. Det kunde forudsees, at denne Conference vilde faae en afgjørende Indflydelse paa de franske Troppers Optræden ligeoverfor den ægyptiske Occupationshær, ligesom og paa Frankrigs Forhold til Grækenland i det Hele, og som Følge heraf følte man sig ømfindtlig berørt ved, at en Sammenkomst, der stod i saa nær Forbindelse med Frankrigs Interesser, skulde finde Sted ombord i det engelske Admiralskib.
Aftenen før den til Mødet fastsatte Dag havde jegFørste-Vagt. Admiralens Adjutant, Le Ray, forblev længere paa Dækket end sædvanlig, seent paa Aftenen blev det meldt, at et tyrkisk Fartøi nærmede sig, og efter Le Ray’s Anviisning blev der gjort Anstalt til at modtage Fartøiet med usædvanlige Høflighedsbeviser, og ombord traadte tre Tyrker, der bleve førte ind til Admiralen. Længe varede Besøget. Med synlig Forekommenhed bleve Tyrkerne ved Midnat atter ledsagede til Faldrebet, og der blev rettet Anmodning til mig om ikke at tale om det natlige Besøg. En af Tyrkerne var Ibrahim-Pascha, der kom for at forhandle med Admiral Rigny om de forskjellige Spørgsmaal, som kunde forudsees at ville blive Gjenstand for Forhandling den næste Dag under den med Spænding imødeseete fælles Sammenkomst.
Denne Conference varede fra Klokken otte om Morgenen til ud paa Eftermiddagen. Ibrahim klagede over den udfordrende Maade, paa hvilken man optraadte ligeoverfor hans Tropper: man kjendte den ringe Mandstugt, der herskede iblandt disse, ligeoverfor en fjendtlig Armee vilde man selv i den bedst disciplinerede Hær vanskelig kunne forhindre et enkelt Skud fra at falde, hvormeget mindre da fra hans Tropper, og et saadant Skud vilde kunne medføre uberegnelige Følger. Han erklærede sig forøvrigt villig til at forlade Morea med de ægyptiske Tropper, dog kun paa egne Skibe eller paa saadanne, som vare fragtede af den ægyptiske Regjering; men han erklærede samtidig dermed, at han ikke kunde raade over Fæstningerne Navarino, Koron, Modon og Patras, paa hvilke Storherrens Flag vaiede, og som vare besatte af tyrkiske Tropper.
Dette sidste Punct havde nær bragt Forhandlingerne til at strande. Ibrahim var imidlertid urokkelig. Heller vilde han falde ved disse Fæstningers Forsvar end godvillig overgive dem; med Ære vilde han forlade Morea, og i denne Beslutning stod han fast, uanseet alle Forestillinger og Indvendinger.
Ved at see hen til de Besætningers Beskaffenhed, som skulde forblive tilbage i de omhandlede Fæstninger, kom man tilsidst overeens om dette Punct, og øieblikkelig blev en Corvet afsendt til det franske Hovedqvarteer for at forebygge Fjendtligheders Udbrud, om saadanne ikke allerede vare indtraadte.