Ibrahim Pascha.
Indskibningen af de ægyptiske Tropper medtog en heel Maaned. Af al Magt søgte man at paaskynde deres Afreise, og flere Conferencer fandt i den Anledning Sted ombord i „Conquérant“ imellem vor Admiral, General Maison og Ibrahim-Pascha. „Man ønsker, at jeg skal paaskynde mine Troppers Indskibning“, sagde denne, „sørg for, at Skibe blive mig tilsendte for at afhente dem, og fra min Side skal Alt blive gjort for intet Øieblik at forhale Moreas Rømning. Denne Forsikkring haaber jeg vil være fyldestgjørende, og Hensigten med Mødet, vi afholde, vil ved denne min Erklæring være opnaaet, Sagen har alt voldet mig saamegen Sorg og saamange Bryderier, at jeg kun modstræbende beskjæftiger mig med den, lad os derfor tale om andre Ting, og lad os saa faae noget Champagne!“
Under et senere Møde kom Sygeligheden iblandt de franske Tropper under Omtale. Ibrahim bemærkede, atStedet, man havde valgt til Leir ved den lave, nordlige Kyst af Navarino-Bugten, tidligere havde været benyttet til Begravelses-Plads, at det derfor var usundt, og at dette maatte betragtes som naturlig Aarsag til de udbrudte Sygdomme. „Jeg har ondt ved at skaffe mine Syge endog Tag over Hovedet“, bemærkede General Maison, „Du kunde overlade mig Navarino, og jeg vilde der være istand til at indrette Hospitaler til de Syges bedre Forpleining.“ Ibrahim, til hvem denne Anmodning var rettet, blev med eet alvorlig: „Er det som Ven eller som Commanderende for en fjendtlig Armee, at Du forlanger Navarino!“ spurgte han. „Naturligviis som Ven“, yttrede General Maison. Svaret lod vente paa sig; men efter nogle Øieblikkes Betænkning optog Ibrahim paany Samtalen: „Jeg har en Bøn til Dig, General Maison.“ — „Og den er?“ — „Giv mig dit Ord paa, at Du vil opfylde den!“ — „Med Fornøielse!“ yttrede Generalen; „Alt, hvad der staaer i min Magt, vil jeg gjøre for Dig.“ — „Nei, jeg forlanger et ubetinget Løfte“, vedblev Ibrahim, „giv mig dit Æresord!“ Naturligviis satte denne Begjering General Maison i den største Forlegenhed. Admiral Rigny var alt tidligere bleven betænkelig, da General Maison rettede Anmodningen til Ibrahim om Indrømmelsen af den af Tyrkerne besatte Fæstning, han forudsaae, at denne Anmodning kunde lede til en Afbrydelse af det gode Forhold, som det var magtpaaliggende at vedligeholde, hans Frygt var nu ved at gaae i Opfyldelse, men han kjendte Tyrkerne og raadede General Maison til aabent og tillidsfuldt at gaae ind paa Ibrahims Forlangende. Samtidig hermed er det rimeligt, at General Maison erbleven paavirket af Ibrahims vindende Optræden under alle den sidste Tids Forhandlinger, og Æresordet blev givet. „Jeg takker Dig!“ udbrød Ibrahim med glædestraalende Mine. „Jeg har Intet at forlange af Dig; Tiltroen, Du har viist mig, glæder mit Sind, det smigrer mig at have vundet din Tillid, og jeg haaber at have vundet en Ven. Navarino er Storherrens, den kan jeg ikke give Dig; men forlang forøvrigt af mig, hvad Du vil, der ikke strider imod Ære og Pligt, Alt skal da strax blive opfyldt!“
Med beundringsværdig Standhaftighed bar Ibrahim al den Ulykke og al den Modgang, som i dette Tidsrum rammede ham. Den Urokkelighed, hvormed han til det Yderste blev den Beslutning tro, ikke at ville rømme Morea som Følge af Magten, men kun ifølge sin Faders Mehemet-Ali’s Befaling, sætter ham i et smukt Lys, og man studser ved at see Ibrahim i al denne Tid blive fremstillet for det store Publicum som en Barbar, som et Uhyre, blottet for enhver af Menneskehedens bedre Egenskaber.
I Løbet af September afgik flere Transporter med ægyptiske Tropper til Alexandrien. Tropperne, der skulde afgaae med den sidste Convoi, indtraf efterhaanden til Navarino fra de forskjellige Dele af Morea og med dem en Mængde Heste, tilhørende det ægyptiske Cavalleri. Man var i stor Forlegenhed for Heste til det franske Armeecorps, og det blev foreslaaet Ibrahim at sælge endeel af de omtalte Heste til Armeens Brug. „Vi sælge aldrig hverken Heste eller Vaaben i Krigstid“, erklærede han, „det strider imod Koranens Bud.“ — „Men hvad ville I dagjøre med dem?“ spurgte man. — „Vi ville tage med os saamange, som vi kunne rumme.“ — „Og hvad gjøre I saa med de øvrige?“ — „Dem lade vi løbe“, var Ibrahims Svar. „Men saa kunne vi jo sætte os i Besiddelse af dem, naar Du og dine Tropper ere bortseilede.“ — „I ville være ligesaa beføiede dertil som enhver Anden“, gjensvarede Ibrahim, og for at vise sin gode Villie lod han Hestene holdes samlede i en Klynge, indtil han med sine sidste Soldater forlod Moreas Grund. En fransk Afdeling omringede da Hestene og bemægtigede sig dem. Henved 600 Heste faldt saaledes uden Bekostning eller mindste Uleilighed i Franskmændenes Hænder — men Koranens Bud var opfyldt!
Til Ære for Ibrahim-Pascha blev en stor Revue afholdt over samtlige franske Tropper kort førend hans Afseiling til Ægypten. Dette Syn vakte hans Beundring, og til de Omkringstaaende udtalte han den Beslutning, at han ved sin Hjemkomst vilde bestræbe sig for at uddanne den ægyptiske Armee overeensstemmende med, hvad han her saae for sig. Ved Ibrahims Hjemkomst var en af de første Foranstaltninger til denne Beslutnings Iværksættelse en Ordre til samtlige ægyptiske Militaire, at de skulde barbere sig. Et Aar efter afholdt Ibrahim en Revue ved Cairo over flere Regimenter af de efter nyt Mønster omdannede Tropper. Med Tilfredshed red han igjennem Rækkerne, men standsede ligeoverfor en Mand, der bar sit Skjæg i fuldkommen ubeskaaren Form. „Kjender Du ikke min Befaling?“ spurgte Paschaen. „Jo“, svarede Soldaten, „men tre Gange har jeg valfartet til Mekka, jeg har badet mit Skjæg i den hellige Flod, ogheller end at miste mit Skjæg giver jeg Afkald paa Livet“. Her viste der sig at være en begyndende Conflict; Ibrahim løste den paa tyrkisk Viis: ingen Bebreidelse, ingen Irettesættelse kom over hans Læbe; men Soldaten skød han ned paa Stedet. Han gik jo op til de Saliges Hjem, og Hourierne stode rede til at modtage den Troende.
Østerlændernes Opfattelse er ikke den samme som Vest-Europæernes, man kan ikke lægge samme Maalestok til Grund for Bedømmelsen af deres Handlinger: Religion, Sæder, Tankegang, Alt er forskjelligt; men noget Storartet er der hos den fremragende Tyrk, der uvilkaarlig leder Tanken hen til østerlandske Æventyr, hvor Ridderlighed og Despoti gaae Haand i Haand med hinanden. Ibrahim var en Typus for en heelstøbt Tyrk, saavel Østerlændernes bedre som disses slettere Egenskaber vare fremtrædende hos ham, han ragede op over Mængden. En almindelig Følelse af Agtelse fra de Franskes Side fulgte ham, da han forlod Morea, og sikkert vil hans Navn finde en hæderlig Plads blandt de dygtige og udmærkede Mænds, som Ægypten i vor Tid har frembragt.