Ombordragning.
Efterat den forenede fransk-engelsk-russiske Escadre, 11 Linieskibe og endeel Fregatter stærk, en Tidlang havde krydset udenfor Navarino, i hvilken Havn den tyrkisk-ægyptiske Flaade havde samlet sig, stod Admiral Rigny med underhavende Skibe i September 1827 østefter. Styrken, der var ham underlagt, bestod af fire Linieskibe: „Breslau“, „Trident“, „Provence“ og „Scipio“, Fregatten „Syrêne“, hvorombord Admiralen havde sit Flag, tre andre Fregatter samt endeel mindre Fartøier. Den 30te September om Aftenen vare vi komne op under Cerigo, Vinden var skral, og til Escadren blev gjort Signal til at gjøre sit Bedste for at krydse østefter i det snevre Farvand imellem Øen Cerigo og Servi. Jeg havde Første-Vagt. Det var just ikke nogen let Sag under Krydsningen at undgaae Escadrens andre Skibe, naar disse over den modsatte Boug kom staaende indimod os. Der var fra Tid til anden Anledning, som Franskmanden siger, „de faire des cheveux gris“; men efterat den combinerede Flaade i August og September havde ligget samlet og sammenpakket udfor Navarino, vare vi efterhaanden blevne vante til at gaae fri af hinanden under vanskelige Omstændigheder, og med en smuk Brise af OSO. fortsattes Krydsningen Natten igjennem.
Afløst fra min Vagt var jeg ved Midnat kommen tilkois, da jeg omtrent Kl. 2 blev vakt ved et forfærdeligt Stød. Min første Tanke var, at man havde løbet Skibet paa Land. I største Skynding kommer jeg op paa Dækket og skimter da lige for Agtertrappen en umaadelig stor, mørk Masse, der under forfærdelig Bragen og Larmen borttager Alt, hvormed den kommer i Berørelse, knuser Røster, Udenbords-Varerundholter, og Jolleboms-Fartøier, vælter Skandsekanoner, efterladende, hvad jeg senere fandt at være en Botelur, stikkende ind igjennem en af Kanonportene, altsom den langsomt og majestætisk sakker agterud. Forstyrrelsen paa Dækket var næppe til at beskrive. Alle skrege og raabte i Munden paa hverandre, man troede, at Skibet skulde synke, og, da der ikke gaves nogen ordentlig Commando i Skibet, løb man om imellem hinanden uden Maal eller Øiemed.
Baron Milius var imidlertid kommen paa Dækket. Ved slige fremtrædende Leiligheder benyttede han en „Sprach-Trompet“, en Raaber, fem Fod lang, der havde sin Plads oppe paa Hytten, og som han holdt for Munden med begge Hænder. Denne Sprach-Trompet maatte nu gjøre Nytte, og, havde Skraal og Forstyrrelse hidtil været almindelig, saa blev Spectaklet nu om muligt endnuværre. Noget Lignende har jeg aldrig oplevet ombord: Man maa have tjent under Provençalere for at kunne gjøre sig et Begreb om, hvad de i Retning af Skrig og Skraal kunne præstere.
Saameget fik vi at vide, at det var Linieskibet „Provence“, der var løbet paa os. Der blev gjort Signal for Ulempe. Admiralen kom ned til os, og beundre maatte man, hvorledes „Syrêne“ i den mørke Nat, ikkun fra Tid til anden oplyst ved Blinkfyr og Raketter, manøvrerede omkring os paa Praieraabs Afstand for at erfare, hvad der var paafærde. Vor Stormast var knækket omtrent 20 Fod over Dækket. Toppen stod vel endnu; men Reisningen heldede i en Vinkel af 10 til 15 Grader bagbord over, truende hvert Øieblik med at styrte ned. Belyst ved Blinket af Blaalys og de opsendte Raketter saae det Hele høist farligt ud.
Naturligviis bleve Seilene paa Storreisningen med Forsigtighed opgivne, Skaaler bleve paalagte Stormasten, saa godt som dette lod sig gjøre, og Storseilet blev beslaaet. Man saae nu, at Reisningen syntes at ville blive staaende, og Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae Storemærsseil. Under al den Uorden ombord medtog dette en forfærdelig lang Tid. Der blev raabt om at hale op, snart i et Givtoug, snart i en Gaarding, men Ingen hørte efter, og i Mørket syntes Underofficerer og Mandskab at være lige forvildede. „Hal op i Storemærse-Buggaarding!“ lød det fra Veiret, — forgjæves; „Hal op i Mærse-Buggaarding!“ lød det paany, men lige meget hjalp det, og efter endeel Gjentagelser i forskjellige Tonarter lod endelig den store Raaber fra Hytten sig høre: „Mr. Durbec, vil Delade hale op i Storemærse-Buggaardinger!“ — Intet Svar. Atter lød Chefens barske Stemme: „Mr. Durbec, vil De øieblikkelig lade hale op i Mærse-Buggaardinger; hvorfor sørger De ikke for, at min Ordre strax bliver udført?“ — „Fordi min Post er paa Bakken“, lød Svaret, „og jeg Intet har med Storemærse-Buggaardinger at bestille.“ — „Deres Post“, lød det fra den opirrede Chef, „er overalt, hvor der er Fare paafærde; De burde være i Mærset, Mr. Durbec, under nærværende Omstændigheder.“ — „I Mærset!“ skreg den forbittrede Næstcommanderende, hvis provençalske Blod meer og meer kom i heftig Bevægelse, „I Mærset? En capitaine de frégate’s Post kan aldrig være i Mærset; men De er urimelig, Mr. le Commandant, i denne Fordring som i alt Andet.“ Der begyndte nu en Scene, hvis Mage man har Vanskelighed ved at forestille sig. Igjennem Sprach-Trompeten sendte Chefen Irettesættelser forud til sin Næstcommanderende, hvilke denne fra Bakken, igjennem sin Raaber, med Heftighed besvarede. Man tænke sig dette med Accompagnement af skrigende Folk tilveirs, af skraalende Folk paa Dækket, i den mørke Nat, med Storreisningen dinglende over Hovedet paa os, truende hvert Øieblik med at styrte ned, og man vil kunne forestille sig den grændseløse Forvirring, hvortil denne Scene maatte give Anledning. Endelig praiede Chefen: „Mr. Durbec, De giver et høist strafværdigt Exempel til det hele Mandskab.“ Mr. Durbec var efterhaanden bleven rasende. Forbittret tilraabte han Chefen: „Mandskabet saavelsom jeg ere enige i, at vi aldrig ere blevne behandlede som ombord i dette fordømte Skib. Enhver føler sig ulykkelig, Mr. le Commandant,ved at staae under Deres Commando, og jeg —“. Her afbrød Sprach-Trompeten den videre Fortsættelse: „Mr. le capitaine, jeg skal indberette Deres Forhold til Ministeren, begiv Dem øieblikkelig ned i Arrest!“
Jeg var greben af Forbauselse! Aldrig havde jeg tænkt mig, at noget Lignende kunde foregaae i en Orlogsmand. Der gaves imidlertid ikke synderlig Tid til vidtgaaende Betragtninger: der var fuldtop for enhver Officeer at tage Vare, og Natten gik hen med at søge at bringe nogen Orden i al den Uorden, som fandtes ombord.
Ved Dagningen fik vi Slæbetoug fra Linieskibet „Breslau“, og ved Middag ankrede vi i Bugten ved Servi. Om Aftenen kom „Provence“ til Ankers i vor Nærhed, og det viste sig da, at hele dets Forskib var beskadiget, og at det dertil havde mistet sit Bougspryd, rimeligviis ved, at dette var tørnet mod vor Stormast under Paaseilingen.
Samtidig hermed kom vi til Klarhed om, hvorledes Paaseilingen var gaaet for sig. Med Bagbords Halse stod „Scipio“ ind mod Cerigo, da der varskoedes for en Seiler forude i Læ. Den vagthavende Officeer skynder sig forud, kan først Intet see, kan derefter ikke blive enig med sin svagsynede Næstcommanderende om, hvorledes Seileren ligger, og giver endelig Ordre til at lægge Roret op. Imidlertid er man kommen hinanden saa nær, at man ved at falde af troer at løbe lige ombord i den fremmede Seiler; der bliver givet Contraordre, Roret bliver lagt ned, og der bliver praiet til den anden Seiler, at han skal falde af; denne raaber, at han ligger i Vending;man veed ikke, hvad man først skal gribe til, man griber til slet Intet, og faa Øjeblikke efter er man ombord i hinanden. Dette er Ombordragningernes almindelige Historie.
En Mærkelighed var det, at en Mand ombord i „Provence“, der havde forstukket sig paa det efter al Sandsynlighed sikreste Sted i Skibet, nemlig inde i Vulingen, for at faae et Blund under sin Vagt, blev knust ved Ombordragningen; dog endnu mærkeligere var det, at samme Mand alt forlængst var bleven udslettet af Skibets Ruller som afgaaet ved Døden, da han var bleven forvexlet med en anden Mand, der udfor Algier var død af Feber. Dette synes just ikke at tale for synderlig Orden ombord i det omhandlede Linieskib.
Med Resten af Escadren fortsatte Admiral Rigny Reisen østerefter, og de to havarerede Skibe bleve overladte til sig selv. Inden Admiralen forlod os, var imidlertid en Commission bleven nedsat for at undersøge Skibene, og samtidig dermed var der givet Ordre til, at det mindst beskadigede Skib skulde udbedres paa det andet Skibs Bekostning. Med Spænding imødesaae vi naturligviis Resultatet af denne Undersøgelse. Heldigviis faldt den ud til vor Fordeel. Det første, vi reqvirerede fra „Provence“, var dens Stormast, og et vanskeligt og besværligt Arbeide begyndte nu for os paa Servi’s aabne Rhed med at udtage Stumpen af vor knækkede Mast og med at indsætte den nye med de ufuldkomne Midler, der stode til vor Raadighed. Efter 14 Dages Forløb vendte Admiralen tilbage; vi vare da atter seilklare, og den 13de October stode vi med ham og den øvrigeEscadre vesterefter mod Navarino. Ogsaa „Provence“ forlod Servi ved samme Tid. Med en Storstang som Varemast og en anden Stang som Bugspryd saae den heelt havareret ud. Den sendtes til Toulon for at reparere.
Chefens næsten daglige Omqvæd, lige siden vi forlode Toulon, havde været: „Ikke en Eneste er der, som tager sig af Tjenesten herombord, aldrig har jeg troet at kunne træffe en Officeersbesætning saa blottet for al Kundskab til sit Fag. Ingen er her, som kan staae mig bi, selv maa jeg være overalt, see Alt, gjøre Alt; det er ikke til at holde ud!“ Om mig havde han faaet den Idee, at mit skarpe Syn især var fremtrædende om Natten. Han betragtede mig som en Slags Albino. Som Følge heraf blev jeg, til min Ærgrelse, ikke sjelden kaldet paa Dækket ifølge Chefens Ordre efter min Nattevagt, naar man troede at skimte Land eller øine Fyr. Jeg troer, at jeg tilfredsstillede ham; thi den jævnlige Udpurring vedblev, og mulig kan denne supponerede Natteseen have bidraget til at hæve mig i Baron Milius’ Omdømme.
Naar han om Natten kom paa Dækket, var hans første Spørgsmaal til den vagthavende Officeer: „Hvor er Admiralen?“ Derpaa fulgte Spørgsmaal om de øvrige Skibe i Escadren, og vee den Officeer, som ikke var istand til at udpege den Seiler, som Spørgsmaalet gjaldt! Var et eller andet af Escadrens Skibe blevet tabt af Sigte, kunde det aldrig falde ham ind, at Skylden herfor kunde ligge hos dette Skib, der kunde være kommet bort fra sin Post; Feilen maatte nødvendig ligge i Mangel paa tilbørligOpmærksomhed fra den vagthavende Officeers Side, og Omqvædet begyndte da forfra, blandet med Jamren og Beklagelse.
Efter Ombordragningen med „Provence“ blev det om muligt endnu værre. En Nat kommer han paa Dækket; min Ven Godin har Vagt. Han gjør nøiagtig Rede for de forskjellige Skibe, indtil Mr. Milius spørger om „Breslau“, hvortil Godin svarer, at den er ude af Sigte. Naturligviis giver Mr. Milius sin Forbittrelse Luft, medens han i Kikkerten speider efter det bortkomne Linieskib; med eet opdager han en svag Lysning i Horizonten og udraaber: „Er det ikke, som jeg siger, maa jeg ikke see Alt! Der er jo „Breslau“ henne i Sydost.“ Godin sætter Kikkerten for Øiet, seer hen i den angivne Retning og finder ud, at det ikke er nogen Lysning fra „Breslau“, man seer, men derimod den opgaaende Maane. „Maanen!“ udbryder Mr. Milius, „Maanen!“, og med Tanken henvendt paa Maanen spadserer han i nogen Tid op og ned ad Hytten. Lysningen kommer imidlertid nærmere, rimeligviis har det været Skinnet af en Nathuuslampe, der er kommet til Syne, og efter nogen Tids Forløb viser Omridset sig af det store Skib, der alt mere og mere nærmer sig for at søge sin Post. Denne Tildragelse glemte Mr. Milius aldrig. Naar han jamrede sig over at maatte gjøre Alting selv, at Ingen forstod sin Gjerning, hed det jævnlig i Fortsættelse deraf: „Men hvorledes skulde det vel kunne gaae i et Skib som dette, hvor Ingen uden jeg er istand til at see. Der er nu Mr. Margon“ — vagthavende Officeer paa Bakken, da„Provence“ seilede paa os — „han er blind paa begge Øine; Mr. Vandockum, han seer kun om Natten, og saa Mr. Godin! Nei det er altfor galt, Mr. Godin tager Linieskibet „Breslau“ an for Maanen!“ Denne Tirade maatte Godin ofte høre gjentaget i Messen; selv var han altid den Første til at lee ad denne mærkelige Feiltagelse.