Rio-Janeiro.
Rio-Janeiro udmærker sig ved sjelden Skjønhed. Allerede naar man anduver det høie Cap Frio, faaer man en Følelse af den Naturs Storhed, som her udfolder sig. Bjerge i alle Skikkelser optaarne sig over hverandre; ikke faa ere formede som Sukkertoppe; snart hælde de til den ene, snart til den anden Side, og atter gives der andre, der staae paa Hovedet med den spidse Side ned efter og Basis iveiret. En af vore Cadetter bemærkede, at Vorherre maatte have moret sig med at spille Tærninger med alle disse Bjergmasser, og at han under Spillet havde ladet dem falde til Jorden og ordne sig, som de bedst kunde.
Ad et snevert Indløb, forsvaret paa begge Sider af mægtige Fæstningsværker, kommer man ind paa Rio-Janeiros Rhed. Synet, der her viser sig, er fortryllende. Tilvenstre den udstrakte By med sine Taarne, Klostere og Kirker, forsvaret af fremskudte Casteller paa nærliggendeKlippeøer; tilhøire det smilende Praya-Grande, et Slags Anhang til Rio, der efterhaanden er fremstaaet paa den modsatte Side af Bugten; foran sig den vidtstrakte Rhed, istand til at rumme Alverdens Flaader, længer borte en Mængde skovbevoxede Øer, og det Hele omkrandset af Bjerge, der i det Indre af Bugten træde tilbage og antage en blaaagtig, gjennemsigtig Farve — Skuet er imponerende! En Masse Skibe findes altid paa Rheden, en utallig Masse Smaafartøier, der vedligeholde Forbindelsen imellem Staden og den anden Side af Bugten, giver det Hele et sjeldent Præg af Livlighed, og endelig en Vegetation, kraftigere og yppigere, end jeg andensteds har seet den imellem Vendekredsene — man forestille sig alt dette, og man vil fatte, at jeg anseer Rio-Janeiro for det skjønneste Sted, der gives i denne Verden. Den saa ofte beundrede Golfo di Napoli er Intet i Sammenligning dermed.
Kommer man ind i Staden, modificeres Indtrykket, og Rio er da, som saamange andre Byer, en Samling af Huse og Gader, uden at noget Særligt tiltrækker sig Opmærksomhed. Et Theater, hvor der hver Aften under vort Ophold blev opført Tancredo, og hvori Titelrollen blev sungen af en stor, fed og bleg Castrat, et Museum, fuldtop af Kirker og Klostere, samt enkelte ret smukke Qvarterer, dette er, hvad Rio-Janeiro har at opvise. Kommer man udenfor Byen, da frydes man derimod ved al den Rigdom, som Naturen i alle Retninger fremstiller for Øiet. San Christoval, Keiserens landlige Residents en Miilsvei fra Staden, er udmærket smukt beliggende; Botafago, en lille Bugt, der skærer sig ind noget søndenfor Byen,er en yndig Plet; Udsigten fra el Corcovado, et flere tusind Fod høit, spidst Bjerg tæt bagved Byen, er forbavsende smuk, og en mægtig Ledning fra dette Bjerg, der fører Vand til Byens Forsyning, viser, at Portugiserne tilbage i Tiden, ikke alene i Retning af Casteller og Klostere, have udført storartede Arbeider.
En Modsætning til al den Skjønhed, som den omgivende Natur udfolder, forekom mig derimod Befolkningen at være. Ingensteds har jeg seet gulere, mere udtærede og overhovedet mindre tiltalende Skikkelser end blandt Rio-Janeiros „blanke“ (ↄ: hvide) Befolkning; forunderligt, hvilken Contrast imod de spanske Colonier! Blandt Negrene derimod fandtes ikke sjelden skjønne Skikkelser, saavel Mænd som Kvinder. Istedenfor den flade Næse og de tykke fremstaaende Læber saaes ofte smukke, regelmæssige Træk og langt glindsende Haar, altsaa Negre af en Race heelt forskjellig fra den, der findes paa vore Øer. Ofte er jeg bleven staaende for at beundre en eller anden Negerindes slanke Væxt og gracieuse Holdning, naar hun med sin Vandkumme paa Hovedet vandrede hen ad Gaden. Der var en Smidighed og Lethed i Bevægelser, som kun en vildt opvoxen Stamme er istand til at bevare.
Negerhandelen blomstrede endnu i Brasilien ved det Tidspunct, som her omtales. Naturligviis besøgte jeg med andre af Skibets Officerer forskjellige Negermarkeder, men Indtrykket var saa frastødende, at man ikke fristedes til at gjentage Besøget. Liggende eller rullede sammen i sammenkrympet Stilling laae de usle Skabninger langs Væggene i en stor, mørk Hal, i hvilken alene Atmosphærenvilde have været tilstrækkelig til at virke afskrækkende. Enkelte Kjøbere gik omkring og befølte Arme og Muskler, ligesom man andensteds undersøger Trækdyr for at forvisse sig om deres Styrke — og saa Forestillingen om den Fremtid, der ventede disse Ulykkelige! — Nei, man behøver kun at have betraadt et saadant Marked for i sit fulde Omfang at paaskjønne den Velgjerning, som Bestræbelserne for at modarbeide Negerhandelen have været for Menneskeheden. Vel er det endnu ikke lykkedes at bringe denne afskyelige Handel til aldeles at ophøre, da enkelte Eventyrere, lokkede af den uhyre Fordeel, som en heldig tilendebragt Expedition afgiver, endnu ledes til at give sig af med den; men, omend Bestræbelserne tilsøes endnu ikke ganske have kunnet udrydde Ondet, vil Forbedring af Forholdene i det Indre af Africa forhaabentlig løse denne Opgave, alt som større Kundskab erhverves om denne vidtstrakte, men hidtil kun saalidet kjendte Verdensdeel.
Naar man træder iland ved det almindelige Landingssted i Rio-Janeiro, er det Første, der fremstiller sig, det keiserlige Palads, en vidtstrakt, men intetsigende Bygning, ved Siden af hvilket findes det keiserlige Capel, udstyret med al mulig Pragt. Høialteret var prydet med Frelserens Skikkelse i opreist Stilling, og over den venstre Skulder bar Frelseren Christus-Ordenens store Ordensbaand med tilhørende Stjerne som Stormester for den Orden, der bærer hans Navn. Man seer, i hvilken Grad Katholicismen er bøielig og former sig efter de Folkeslags Begreber og Forestillinger, som den har til Formaal at paavirke. Yderligere Beviis herpaa ere de sorte Helgener, som detikke er nogen Sjeldenhed at see opstillede i disse Egne, og endog Frelseren har jeg seet fremstillet som Neger. Med alle disse Forkeertheder og Afvigelser fra den sunde Fornuft maa det ikkedestomindre erkjendes, at Katholicismen udøver en civilisatorisk Indflydelse, hvor Neger-Slaveriet er herskende. Den sætter en Dæmper paa Lidenskaberne og vænner den raa Hob til at underordne sig, hvilket er det første Skridt til Opnaaelse af civiliserede og bedre Tilstande.
For en Lieutenant er Rio-Janeiro et misligt Opholdssted i pecuniair Henseende. Jeg skulde i Selskab en Aften og gik i Forbigaaende ind i en af de store Modeboutikker i Rua de Ouvidor for at kjøbe et Par Handsker. Paa den elskværdigste Maade af Verden fremviste den franske Modehandlerinde mig Handsker af forskjellig Størrelse og Beskaffenhed, og efterat have truffet mit Valg spurgte jeg om Prisen. 1500 Reis — omtrent 6 Kr. i danske Penge, var Svaret. Jeg fandt denne Priis overordentlig høi; „mais non, Monsieur“, forsikkrede Modehandlerinden, „De vil næppe noget Sted i Rio kunne erholde dem for bedre Kjøb.“ Naturligviis var denne Forsikring mig ikke aldeles fyldestgjørende, og jeg yttrede, at man i Paris vilde kunne kjøbe slige Handsker for halvanden eller to Kroner i det Høieste. „Mais monsieur,“ udbrød Mme. la modiste, bestandig i den mest indsmigrende Tone, „troer De da, at vi ere dragne hertil alene for at kunne glæde os ved Forandring af Luft.“ Dette Argument slog mig. Jeg betalte mine Penge, og ofte senere, naar Colonialpriser have bragt mig til Forbauselse, have Modehandlerindens Ord gjenlydt for mig: „Mais monsieur,croyez vous donc que nous sommes venus ici pour changer d’air.“
Blandt andre brasilianske Orlogsmænd forefandt vi paa Rio-Janeiros Rhed Fregatten „Donna Paula“, commanderet af Capitain Prytz, oprindeligen dansk Søofficeer, der ved en Reduction var bleven afskediget og derpaa havde ansøgt og opnaaet Ansættelse som Capitain mar a guerra i den brasilianske Marine. Prytz var noget beslægtet med mig, og Sammentræffet her med ham bidrog meget til Behageligheden af mit Ophold i Rio. Da Prytz modtog Meddelelsen om sin Ansættelse i Brasilien, begav han sig til London for derfra at fortsætte sin videre Reise. Den brasilianske Regjering havde dengang netop afsluttet Kjøb i England om Fregatten „Donna Paula“, en svær Ostindiefarer, der blev omformet til Orlogsmand, og man tilbød Prytz at overtage Commandoen. Forskjellige Grunde bevægede ham imidlertid til foreløbig at afslaae dette; en engelsk Koffardicapitain førte som Følge heraf Skibet over til Rio, og Prytz gik med Fregatten som Passageer. Ved Ankomsten til Rio modtog Prytz imidlertid formelig Udnævnelse til Chef, og som saadan begav han sig til Fregatten for at tiltræde sin Commando. Den engelske Koffardicapitain, der havde ført Skibet over, attraaede imidlertid, i Lighed med Prytz, at blive optagen i den brasilianske Marine; han antog, at den Omstændighed, at han factisk var Chef for Fregatten, væsentlig maatte bidrage til, at man overdrog ham den endelige Commando, og, da Prytz viste sig langs Siden, negtedes det ham at komme ombord. Forhandlinger bleve frugtesløse, den engelske Capitain vildeikke opgive Skibet, og midt paa Rio-Janeiro’s Rhed maatte Fregatten entres af en militær Styrke og erobres, før Prytz kunde heise sin Vimpel derombord.
Prytz vandt megen Anseelse i den brasilianske Marine. Under Krigen med Buenos-Ayres førte han en Tidlang Commandoen af den brasilianske Styrke paa Plata-Floden, fik derefter det Tillidshverv at overføre Don Pedro’s anden Gemalinde, Prindsesse af Leuchtenberg, fra England til Rio-Janeiro, men afskedigedes senere uformodet, samtidig med alle fremmede Officerer, under en af de politiske Omvæltninger, som dengang hørte til Dagens Orden i Brasilien. Senere udnævntes Prytz til dansk chargé d’affaires i Rio, i hvilken Stilling han forblev, indtil Posten blev inddragen og erstattet ved en Generalconsul.
Commanderende paa Rheden var en anden Fremmed, nemlig Admiral Cochrane, der førte sit Storadmirals-Flag ombord i den brasilianske Fregat „Pichincha“. Cochrane var en høj, mager, rødhaaret Skikkelse, kantet og utiltalende i sin Fremtræden, med et leddeløst Overlegeme, som han ikke havde i sin Magt, en udpræget Typus af en ægte Scotchman. Ingen kan drage hans Dygtighed som Søofficeer i Tvivl; Erobringen af den spanske Fregat „Esmeralda“ under Fæstningen Callaos Kanoner hører til det Dristigste, som i den Retning er udført; men baade den Buenos-Ayrianske, den Peruvianske og den Brasilianske Tjeneste, i hvilke han efterhaanden var ansat som Høistcommanderende, forlod han med et tvivlsomt Rygte som Følge af hans umættelig Pengegridskhed. Det være imidlertid sagt til hans Berømmelse, at det altid var paa enstorslaaet Maade, at han tilfredsstillede denne Begjerlighed. Afsendt til Maranhao for at dæmpe et Oprør, brandskattede han saaledes Provindsen for egen Regning for en uhyre Sum, der efter hans Beregning skulde tilkomme ham som Priispenge, men hvilken Beregnings Rigtighed den brasilianske Regjering ikke vilde anerkjende. Med de saaledes udpressede Penge seilede han directe til England og sendte derfra sin Fregat tilbage til Rio med Quittering til Keiseren for Modtagelsen af det af ham beregnede Beløb. Dette var Maaden, paa hvilken Admiral Cochrane udtraadte af den brasilianske Søkrigstjeneste, efter hvad vi erfore under et senere Ophold i Rio-Janeiro i 1826.