Indhold.

Landexercitsen har sine gode Sider. Ved at gjøre Geværgrebene bestemt, lærer Manden at blive fortrolig med sit Vaaben. Er man tilankers, kommer Kompagniet jævnlig i Land, og Folkene lære da for det Første at manoeuvrere med deres Vaaben i Fartøierne, at komme hurtigt i disse og op af dem, hvad der er vigtigt, naar Fartøierne skulle armeres til en eller anden Expedition; for det Andet er den Motion, som de faae i Land, ved Marsch, Kjædeformering, o. s. v., meget gavnlig, og naar den bliver dreven paa en passende Maade, morer den Folkene i høi Grad. Vi have virkelig seet dem udføre denne Tjeneste med megen god Villie og forbausende godt. Af disse Grunde bør denne Øvelse meget anbefales; hvorvidt den derimod vil være tilstrækkelig til at lade Matroser operere sammen med Landtropper, kunne vi ikke dømme om; men at et vel organiseret Landgangskompagni, fra et eller flere Skibe, under mange Omstændigheder vil kunne gjøre god Nytte, derom tvivle vi ikke. Den omtalte Øvelse har ogsaa meget forbedret Skarpskydningen med Geværer. Vore Pistoler ombord ere derimod meget maadelige, og man maa haabe, at Revolvere, der nu haves i alle Mariner (endog i den norske), snarest muligt blive indførte hos os.

Kosten er ikke det uvigtigste Element til Sundhedens Bevarelse, og vi skulle derfor give en skizzeret Udsigt over dens Form og Anvendelse til Orlogs.

Chefen holder sit eget Bord, overeensstemmende med Krigsartiklerne, der befale dette og "forvente, at han jævnligindbyder Officererne" dertil; denne Forventning er ledsaget af Taffelpenge.

Officererne ere i en fælles Messe, der bestyres af en af dem selv valgt Messeforstander, som hæver de dem tilstaaede Messepenge og gjennem privat antagne Betjente (Kok og Hovmester) sørger for Bespiisningen. Det er Næstkommanderendes Pligt, som den Ældste i Messen, at vaage over, at en god og sømmelig Tone finder Sted i denne.

Mandskabets Bespiisning skeer efter en Spise-Taxt, der er opslaaet paa et Sted i Skibet, hvor den kan læses af Alle; paa den findes anført, hvad der tilkommer enhver Mand af forskjellige Provisioner. Paa den engelske Flaade erholder Mandskabet hver Uge det, der tilkommer dem, og dermed kunne de da gjøre sig saa lystige, som Disciplinen forøvrigt tillader. Dette Princip følges ikke hos os, hvor det Fornødne til Maaltiderne hver Dag udveies og udleveres; herved forebygges adskillige Misbrug (navnlig med Hensyn til Spirituosa), og i det Hele taget er Sundheden og Tilfredsheden langt bedre tjent hermed. Om Morgenen gives der Thee, om Formiddagen Kl. 11 Øl eller Viin; haves dette ikke, da Grog. Kl. 12 skaffe Folkene til Middag. Formaden bestaaer af sød Suppe, Grød, Ærter og fersk Suppe, som, naar man ligger ved Land, gives idetmindste 2 Gange om Ugen; til Brug i Søen haves preserveret Suppe, der gjerne gives hver Søndag. Eftermaden varierer mellem fersk og salt Kjød, Flesk og Klipfisk; til Gemyse gives Kartofler og Grønt paa Suppen, og der medgives desuden presset Kaal, tørret Grønkaal, Petersille, Løg, o. s. v., altsammen af det Bedste, der kan faaes. Med Hensyn til dette Reglement har Chefen frie Hænder. Eftersom han, for Sundhedens Skyld og efter Togtets Natur, finder det hensigtsmæssigt, kan han variere med Bespiisningen, og hankan, naar han finder det passende, lade udgive Extra-Maaltider, Punsch og Extra-Brændeviin. Den sidste Artikel er i de senere Aar, efter Mandskabets eget Valg, udgaaet som reglementeret og Theen er traadt i dens Sted; Chefen bestemmer nu, naar den skal gives extra, hvad der jævnligt finder Sted i haardt Veir, efter anstrængende Arbeide, o. s. v. Paa Brød gives der ingen Rançon; Brødfadet staaer aabent og enhver Mand kan tage saameget, han lyster; og hvad Drikkevandet angaaer, er dette ogsaa tilgængeligt for Alle. Det er nu altid paa Jernkasser og holder sig fortrinligt paa disse. Selv paa længere Reiser vil man ikke komme til at mangle Vand; thi deels har man paa de nyere Skibe Dampen som et Hjælpemiddel til at forkorte Reisen, og deels staaer i Forbindelse med Maskinen et Destillations-Apparat, hvis producerede ferske Vand meget godt kan benyttes, naar man passer betids at fylde de tomme Kasser og give den atmosfæriske Luft Leilighed til at indvirke derpaa.

Det er Proviantforvalteren, der forestaaer Folkenes Bespiisning; men som Garanti for disse foregaaer der ingen Proviantering, uden at idetmindste 1 Officeer, 1 Underofficeer og 1 Mand af Besætningen er tilstede derved. Ombord uddeles der intet Maaltid, uden at den vagthavende Officeer iforveien har smagt paa Maden.

Skjøndt der saaledes er gjort Alt for at paasee, at der ikke gives Andet end sund, kraftig Kost, skjøndt der ombord gjøres Alt for at bevare den, skjøndt der ved Land Intet spares for at forskaffe den — gaaer der dog neppe nogen dansk Orlogsmand ud, uden at der paa Togtet høres en eller anden, mere eller mindre betydende, Klage derover. Saa underligt, som det kan synes, er den vigtigste Grund hertil Folkenes gode Behandling. I forrige Tider, da Tampen dandsede lystigt, nød man mugne Beskøiter, harskSmør, sveden Grød og bedærvet Flesk med stor Appetit; Vandet raadnede paa de ikke altid rene Trætønder, og paa lange Søreiser gjordes det ofte nødvendigt at formindske Rançonen, for at Provianten kunde strække til de mange Mennesker; nu derimod ere Provisionerne af bedste Slags; der studeres paa at forøge dem med saadanne, som antages at kunne være Folkene gavnlige eller behagelige, der vaages med ængstelig Omhu over, at Spisetiden ikke forstyrres — og dog er det ikke godt nok. Paa Behandlingen kan der umuligt klages; men Noget skal der klages paa, og saa maa det da gaae ud over Kosten.

Vi ville ikke herved betegne, at der ikke bør klages, naar Kosten, trods al Forsigtighed, er bleven bedærvet; sligt skeer nemt, især i et tropisk Klima. Klager, naar de fremføres paa en sømmelig Maade, ere berettigede; og ere de grundede, tages de altid tilfølge; men vi have ogsaa seet Klager fremføres over Proviant, hvis Slethed har været af en saa mikroskopisk Natur, at det for de Bedømmende ikke har været muligt at opdage den. Saadanne Klager burde ikke alene afvises, men straffes, og en mere nøiagtig Undersøgelse, end der nu i Almindelighed skeer i slige Sager, vilde i Regelen lede til en Kilde, hvoraf de ofte udgaae. Visse ildesindede og daarlige Subjekter, hvoraf man fordetmeste har enkelte Stykker ombord, ville som oftest findes at staae bag ved, og man gjør en god Gjerning ved at træde dem under Øinene; thi ikke alene haandhæves herved Disciplinen, men den ordentlige Mand hæves. Naar de falske Toner omhyggelig dæmpes, kommer den gode Tone til sin Ret.

Der er os fortalt en Historie om en dansk Skibschef, der engang paa en godmodig, men træffende Maade revsede endeel saadanne Klagere. Efter at han selv, ved at smage paa Maden, havde forvisset sig om densKvalitet, lod han disse, der vare mødte i temmeligt Antal, stille op agter og dernæst pibe alle Mand op. Da Folkene vare samlede, talte han omtrent saaledes: "Der er ført en Klage over Maden herombord; men Maden er god; jeg har selv smagt den. Naar den derfor ikke smager Somme, saa maa det snarere ligge i Mangel paa en god Appetit — men den skal jeg skaffe dem." Folkene pebes forefter; men de klagende Syndere maatte paa staaende Fod entre tre Gange op og ned ad Storreisningen, og denne Manoeuvre foretoges i adskillige Dage, tre Gange hver Dag, til megen Moro for den øvrige Besætning. Der var stor Jubel paa Banjerne, naar et langt varslende Stød i Piben efterfulgtes af det tjenstlige Brøl: "Appetit-Kompagniet paa Dækket!" Over Kosten klagedes der aldrig siden.

En passende Frihed bidrager naturligviis meget til et godt Humeur og Tilfredshed blandt Mandskabet. Skibet er jo, fra et vist Standpunkt, et stort Fængsel, hvori Fangenskabet, paa Grund af Disciplinens nødvendige Baand (man løsne disse nok saameget) altid maa føles. Intet er derfor naturligere, end at Enhver, naar Skibet kommer til Land, ønsker at slippe lidt ud af Buret, og selv Nydelsen, som en "Landlov" paa Grund af det Nye og Seeværdige afgiver, forhøies ved den Følelse af privat Frihed, som Landgangen medfører. I de fremmede Mariner, navnlig den nordamerikanske, lader man Folkene faae Landlov paa en lidet hensigtsmæssig Maade, idet man, efterat have holdt dem i halve Aar ad Gangen ombord, slipper dem løs i et Par Dage, og derved aldeles priisgiver dem for alle Lidenskaber, som de ikke undlade paa det Eftertrykkeligste at tilfredsstille, til Skade for deres Helbred og til liden Ære for det Skib og den Nation, som de repræsentere. Mangaaer ud fra det høist urigtige Princip, at de ikke have noget med Skibet at bestille, naar de ere i Land, og finder det ikke ydmygende, at man, naar Fristen er udløben, ved en Afdeling af Underofficerer og Marinere maa lede dem op i alle Slags Kipper og som bagbundet Kvæg føre dem ombord. Hele denne Methode viser betegnende, hvorliden sand Omhu man i hine Orlogsmænd har for Mandskabet og hvor lidt Uleilighed man gjør sig med at tænke paa dets Vel.

Paa vore Orlogsmænd gaaer man nutildags ud fra et ganske andet Princip. Fra det Øieblik, en Mand kommer ombord, søger man ved et Slags Formynderskab at indskrænke den Letsindighed og Ødselhed, som er Matrosens Særkjende, og ihvorvel dette staaer noget i Strid med den nyere Tids frie Principer, kan det ikke alene forsvares, men maa stærkt anbefales, da det paa det Nøieste staaer i Forbindelse med Individets Vel, og følgelig med Tjenestens Gavn. De kontante Penge, som Manden medfører, gjemmes for ham af vedkommende Officeer, hos hvem han kan faae dem, naar han vil bruge dem, og herved sikkrer Manden, der ikke har noget eget Gjemme (undtagen sin Randsel) sig for at tabe Pengene, ligesom ogsaa Leiligheden til Tyveri mellem Mandskabet forebygges. En Mand kan ikke komme hjem fra et Togt uden at have en Styver i Afregning, thi en Bestemmelse paabyder, at han skal have een, eller efter Togtets Varighed flere Maaneders Gage tilgode. Vil han ombord oekonomisere, da gives der ham ogsaa Leilighed dertil; thi hvis han for Exempel giver Afkald paa en enkelt Proviantslags (f. Ex. sin halve Rançon Viin eller Sligt), da anføres dette i hans Kontrabog og erstattes ham i Penge ved Hjemkomsten. Og endelig, gaaer han iland, da sørger man for, at han ikke bliver der, til han har ødelagt, hvad hanhar, og kommer nøgen ombord: man begrændser den Tid, han er iland ad Gangen, men giver ham, saa ofte Omstændighederne tillade det, Lov dertil. Den jævnlige Landlov kan med Rette kaldes en passende Frihed; thi Manden opfører sig passende i Land, hvor Opholdet er afpasset efter hans Formuesomstændigheder, og han trumfer ikke med exalteret Frihed, hvis Uholdbarhed den næste Dags nøgterne Reaktion dybt vil lade ham føle. Det er en Fornøielse at see vore Folk komme ombord efter Landlov, glade og oprømte, og findes der — hvad der jo ikke kan undgaaes, især i den unge Roms Land — ogsaa En og Anden, der med temmelig stive Skridt, et mere end oprømt Væsen og en noget usikker Betoning i Stemmen afgiver sit Nummer til Skibssergeanten, da hører han aldrig et ondt Ord derfor. De af Folkene derimod, som lægge an paa at drikke sig fulde, gaae ikke fri for Tiltale. I vore, ved Ordentlighed og Ædruelighed i høi Grad udmærkede, Skibsbesætninger, signalere de Uordentlige snart sig selv, og deres Navne komme til at figurere i Straffeprotokollen under Rubriken: "Nægtet Landlov", "sat i Bøien", "sat i Straffebakken" osv.

Overeensstemmende med det ovenomtalte Princip, gives der ogsaa ombord Folkene en passende Frihed, saa ofte som skee kan. Der holdes saaledes strængt over, at deres Spisetid ikke bliver forstyrret, og Tiden fra 12—2 i Middagsstunden tilhører i Regelen Mandskabet. I Tropeegnene falder denne Bestemmelse sammen med Sundhedshensyn, der byde Ro og Stilhed paa denne varme Tid af Dagen. Vi have ogsaa seet en videre strakt Frihed, navnlig (især i Begyndelsen) en formindsket Exerceertid, med Held anvendt i de hede Klimater; deraf har fulgt, at naar det var nødvendigt for Tjenesten at lade Folkene arbeide i Solskin, have de,støttet af en tilbørlig Hvile, meget godt udholdt Arbeidet. De have udført det tilfredsstillende og intet Spor af Sygdom er kommet derefter.

Efter Kl. 6 om Aftenen finder ogsaa Frihed Sted til Kl. 8, da der pibes til Køierne, og man har det bedste Beviis paa, at Tjenesten ikke er overanstrængende, ved at see Folkene om Aftenen dandse, synge, lege og more sig af Hjertens Lyst. Der er medgivet Bibliothek ombord og mange af Folkene, ja de allerfleste, finde megen Nydelse i Læsning. Søndagen, der begynder med Parade og Gudstjeneste, er efter denne fri, og det er da ikke noget usædvanligt Syn, at smaa Grupper lytte til en eller anden velvillig Forelæser. En Udvidelse og systematisk Ordning af Marinens Skibsbibliotheker er derfor meget at anbefale.

Til at eftersee deres Tøi have Folkene Tid 2 Gange ugentlig, Onsdag og Lørdag, fra Kl. 2—5, og i denne Tid finder der ingen Øvelse Sted.

Lørdag Eftermiddag har i de fleste Øren en god Klang. Den er jo Arbeidets Ophør, og jo ordentligere dette har været udført, desto gladere er den Stemning, med hvilken man betragter Ugens Afslutning. Ogsaa ombord er der meer eller mindre Stemning for denne Aften, og naar vi ville føre Læseren midt ind i det Liv, der foregaaer mellem de Personer, hvis Livsbetingelser og Former vi have skizzeret, kunne vi ligesaa godt vælge denne Dag; altsaa:

Det er Lørdag Eftermiddag. En frisk og god Vind fylder Seilene; Solen er behagelig varm; Søen behagelig rolig, og Skibet tilkjendegiver sin Tilfredshed ved at vugge sig besindigt fra den ene Side til den anden og lade Tømmerne knage saa piano som muligt. Ikke en Seiler er at see paa den klare Horizont, hvorfra Landet allerede for flere Dage siden er forsvundet, og hvor det først omUger vil vise sig. Det er derfor ikke saa underligt, at den vagthavende Officeer spadserer op og ned ad Skandsen i Samtale med Chefen, der er oprømt over den gode Leilighed, hvis Resultat bliver endnu anskueligere, idet Styrmanden, der nylig har logget, melder, at Farten er 10 Miil i Vagten. Styrmanden er en brav Mand, men han har den Svaghed at sætte sin egen Ære og Værdighed paa det nøieste i Forbindelse med den Fart, Skibet gjør. Ved 3 Miils Fart seer han ærgerlig omkring sig og giver Loggen et velmeent Spark; 5 Miil gaaer an; ved 8 Miil stiger hans Opmærksomhed; 9 Miil — Hænderne i Lommen og han seer Enhver dristig i Ansigtet; 10 Miil en omhyggelig Behandling af Loglinen og et begjærligt Blik efter meer Vind. Ved 11 og 12 Miil smitter han den vagthavende Officeer, hans Tone mod denne er tillidsfuld, mod Uvedkommende overmodig. Han er som en Mand af den gamle Koffardiskole heller ikke fri for nogen Overtro, men veed ypperligt at forudsige, hvad Veir man faaer, og seer en Seiler før nogen Anden ombord.

Som sagt, vi løbe 10, og han er i et saa straalende Humeur, at han maa meddele sig lidt til Roergængeren, hvis Navn ligesaa godt kan være Søren som noget andet. Al Ære være Dig, Søren, som Du staaer der ved Rattet med dit aabne ærlige Ansigt, hvis Øie er fæstet paa Kompasset, men hvis Øre er aabent for Styrmandens Gisninger og nedladende Bemærkninger, der fremkalde et tvetydigt Smiil om din skjæggede Mund, som viser dine sunde Tænder. Drei kun Rattet en Knage, for at Du med Sandhed kan overlevereSSV.til din Afløser, der kommer derhenne paa den læ Side af Skandsen, og gak saa hen og hviil Dig paa dine Laurbær. Du kan gjøre det med en god Samvittighed, thi Du kommer med det samme Ansigtigjen, selv om Veiret er aldrig saa galt, og Du staaer da ligesaa rolig og trolig paa Din Post, naar Regnen vælter ned over Dig og de svære Søer hvert Øieblik kaste Dig Skibet ud af Kursen. Saa veed Du at liste og lempe Dig imellem dem, og føler en stolt Tilfredshed, naar de støiende, men uskadelige fare forbi.

Det er Lørdag Eftermiddag. Næstkommanderende staaer henne ved Skorstenen, røger en Cigar og glæder sig over det lange hvide Dæk, som har faaet en Skuring for at være rigtig smukt til Søndagen. Dækket er hans stadige Glæde, men ogsaa hans stadige Bekymring, især i et Dampskib, hvorKulfyldingog sorte Maskinbeen ere fremherskende Elementer, der ikke som Olieklatter lade sig fjerne ved Pibeleer, men kun ved kraftige og gjennemgribende Foranstaltninger.

Gaae vi forefter, da finde vi Vagtmandskabet, som sidde med deres Randsler paa Dækket, hist og her, snart enkeltviis, snart samlede, Nogle ivrigt syende, Andre gemytlig passiarende i deres forskjellige Dialekter. Og af dem er der alle Slags ombord, hvor endogsaa de "blandede Distrikter" ere repræsenterede, som man kan erfare ved at kaste Øiet hen til en lille Klynge af velvoxne, kraftige Folk, der have opslaaet deres Paulun henne ved Bedingen, hvor de med rolig Stolthed mønstre deres Randslers ordentlige, næsten velhavende Indhold. De tale Tydsk; men forarges ikke, ellers saa velvillige Tilskuer, over disse Holstenere. Der er ingen ordentligere Folk ombord; i deres rolige Hjerner gjære ingen skumle Planer, hverken mod Staten hjemme eller den lille Stat, hvoraf de ere veltjenende Undersaatter, der maaskee meer end deres Medtjenende skjønne paa den gode Behandling, deres værdige og duelige Opførsel berettiger dem til. Men herved ville vi dog ikke forkleine denskikkelige Jyde, hvoraf et Exemplar findes tætved, beskjæftiget med at lappe et Par Buxer, hvis oprindelige Farve paa ingen Maade staaer i Samklang med de Smaastykkers, der Tid efter anden ere anbragte paa dem — nu lader han sit Arbeide hvile og roder omkring i Randslen. Hvad er det for et lille Bind, han holder i den ene Haand, medens han med den anden mekanisk skyder Huen paa Skraa og kløer sig betænksomt i Nakken; det er ingen Livs-Idyl, men den tørre Prosa, i Form af hans Kontrabog, som den oekonomiske Jyde studerer — der er et lille svedent Smiil paa hans Ansigt, idet han lukker Bogen sammen og stopper en stumpet Pibe medPetum Optimum, hvoraf han endnu hjemmefra har en Beholdning. Fyenboen, hans Sidemand, røger derimod Cigar, og det poliske Udtryk i hans Øine, der gjennemløbe et Brev fra Kjæresten, forhøies endmere ved den heldende Stilling, hans Hoved, for at gaae fri af Cigarrøgen, har antaget.

Men vi maa gaae videre, om ikke for Andet saa for at see lidt nærmere paa den Mand, som sidder der, ikke langt fra Svinestien, hvis Parfume generer vore Lugteorganer. Ham generer det ikke, tvertimod det er hjemligt for ham, thi det minder ham om Skovshoved; og det er ikke usandsynligt, at han tænker paa sin store "Sparebøsse" derhjemme, der maaskee i samme Øieblik soler sig velbehagelig paa Strandveien; maaskee minder det lille Kjødnet, som han arbeider paa, ham om det større Net, hvorved han hjemme tjener sit Brød, og det er ikke umuligt, at hans Tanker "fare saa vide" i den modsatte Retning af den, hvori han med 9 Miils Fart stryger over Søen. Ombord er han imidlertid en Typus paa Elskværdighed, barnlig i sin Glæde og nøisom i sin Væren; undertiden er han til nogen Forargelse for Underofficeren, der lærer ham Geværexercitsen,da Pegefingeren gjerne vil forlade Buxesømmen og Ryggen indtage den Stilling, som en lang Øvelse i at trække paa en Aare har givet den; men han gjør sig saa megen Umage, at det er umuligt at blive vred paa ham, da han forøvrigt er flink ombord og paa et Fartøi jo i sit Element.

Manden paa Udkig er en Bornholmer. Om disse har man den gamle Tradition, at man ikke maa have flere af dem ombord, end der er Master i Skibet, og dette grunder sig paa en af Krigsartiklernes barbariske Straffe. Det hedder: "Trækker Nogen Kniv, da skal den slaaes gjennem hans Haand til Masten og han selv rive den ud" — Bornholmernes Hidsighed og Trættekjærhed udsatte dem i gamle Dage for hiin Straf. Nutildags ere hverken Straffene eller de saa slemme, skjøndt man ikke kan fritage dem for en Slags snakkende Paastaaelighed, der kommer ovennævnte Feil temmelig nær. De ere imidlertid nogle af de meest uforfærdede Søfolk i Verden, og ere tidt i mange Aar borte fra Hjemmet i fremmed Fart. Heller ikke vare de i gamle Dage bekjendte for megen Følsomhed, men for en temmelig stærk Nærighed, hvorpaa følgende lille Anekdote afgiver et Beviis.

En bornholmsk Skipper sidder i Kahyten og røger sin Pibe, da han hører et Pladsk i Vandet og en Støi paa Dækket.

"Hvad var det?"

"Kaptain, det var Kokken, der gik overbord!"(Kaptainen stikker Hovedet ud af Døren.)

"I Jesu Navn, han maabergesig selv; Storbaaden kan ikke vage — Gud være ham naadig!" (Trækker sig tilbage og røger videre — et Ophold, nok et Pladsk.)

"Hvad var det?"

"Kaptain, Kaptain — Grisen gik overbord!"(Kaptainen styrter op paa Dækket.)

"Ih for en Ulykke — luf til Vinden, Din Slubbert, rap jer med Storbaaden ogbergdet uskyldige Dyr i Jesu Navn, at det ikke skal synke for vore Øine."

Nærige ere Bornholmerne endnu, eller de have idetmindste megen Kjøbmandsaand; kun er det nu ikke Andres, men deres eget Liv de ere ufølsomme for. I deres smaa Baade vove de sig langt ud til forbiseilende Skibe for at sælge Æg og Høns, og det er da ikke saa underligt, at de ere noget dyre med dem, naar deres Liv undertiden er Indsatsen.

Lader os gaae ned under Dækket. Der træffe vi Baadsmand, Kanoneer, Seilmager og Tømmermand, og Alle skrive de deres Regnskabsbøger til Dato; det er jo Søndag imorgen, og saa skulle disse tilligemed alle øvrige Protokoller, attesterede af Officererne, forelægges Chefen. Det er hverken Baadsmandens eller hans Kollegers Yndlingsbeskjæftigelse, vi der træffe dem ifærd med; han er en "rask" Mand og færdes helst paa Dækket; men nu har han Frivagt, og der er for Øieblikket ikke Brug for hans Pibe og Stemme. Naar det gjælder, komme de frem, og han er ikke den Mand, der sparer paa dem.

Hernede paa Banjerne efterseer Frivagten sit Tøi; men de have Borde og Bænke til deres Disposition, hvad der meget konvenerer "Digteren" — thi vi have ogsaa en Repræsentant for denne ædle Kunst ombord. Han er en fredsommelig Mand, og nyder, paa Grund af nogle Leilighedsdigte, endeel Agtelse blandt Mandskabet. Med et tankefuldt Blik og et Par barkede Næver, hvoraf den ene holder en Mellemting af en Pen og en Pensel (da det eren Staalpen, surret til et Penselskaft), finde vi ham bøiet over et Stykke Koncept, der alt har modtaget følgende to Strofer:

"Du stolte Ørn,Som fører mig saa langt bort fra min Kone og mine smaabitte Børn —"

og nu venter paa videre Mærker af Aandens Flugt. Henne ved Kabyssen om Bagbord staaer Skibskokken ifærd med at koge Folkenes Thee; om Styrbord staaer Mesterkokken, der er en dannet Mand og ved flere Leiligheder siger til Oppasseren Peter: "Fy, Peter, jeg kan ikke begribe, hvorledes Du kan bekvemme Dig til at tage et saadant Ord i Din Mund som 'Fanden gale mig' — Du som er saa udannet, at Du kalder enOmelette aux Confituresfor Finkenet Overture!" For Øieblikket træffe vi samme Mand i en dybsindig Betragtning, med den ene Haand velvillig hvilende paa et Svinehoved, i hvis brustne Blik han søger at udgrunde en eller anden dyb Hemmelighed, og med den anden flade Haand distrait hvilende paa Hoften. "Vel har jeg", siger han til Hovmesteren, der med en spørgende Mine betragter ham, "adskillige Gange forvandlet — om jeg saa maa sige — en tam And til en Vildand; men at forvandle et tamt Sviin til et Vildsviin — det ligger udenfor min egentlige Praxis!"

Men hvad er det for en Latter, der lyder derhenne? En Klynge har samlet sig om et enkelt Individ, der lader til at have sagt noget Morsomt, det seer man paa den flotte og selvbevidste Maneer — han ermaitre de plaisirombord. Hvad Landsmand er han forresten? Læser, han er en Kjøbenhavner og Stedfortræder ovenikjøbet. Han er et vittigt Hoved, og han er ligesom Pahlen i Adam Homo et miskjendt Geni. Men ikke nu; nu er han i sin Glorie;han er et Orakel blandt Folkene, blandt hvilke han fremtræder med et Forraad af Sange, hvoriblandt adskillige gemene, og danner sig hurtigt en Cirkel af Beundrere; hans Nytte til at sætte Liv i Folkene kan ikke benægtes, skjøndt det indsees, at han, hvis Togtet varer længe nok, vil kulminere og styrte fra sin populaire Høide. Det Tidspunkt indtræffer, da hans staaende Fraser ere opbrugte, hans gemene Viser forslidte, hans Kredit forspildt; da er det han tager fat paa en anden Maade — ved Spirituosa søger han at erstatte Mangel paa Spiritualitet; han taler til enkelte svage Hoveder om slet Kost, faaer dem opsatte paa at klage, drikker sig fuld iland, skjælder ud, kommer i Bøien, i Straffebakken og ender maaskee med en Lussing.

Man kan ikke omgaaes varsomt nok med visse Stedfortrædere, især de Folk, der gaae ud af Tjenesten og som man troer sig kvit, indtil man enskjønDag seer dem ombord i ovennævnte Egenskab. Vi kjende flere Exempler herpaa; de begynde godt nok, men holde aldrig ud, hvortil Grunden er, at ikke Faa af dem ere af den Kaliber, som vi ovenfor have omtalt. Vi ville ikke kaste en Skygge paa Stedfortrædere eller Kjøbenhavnere i det Hele; men vist er det, at han som sidder der — han ender sikkert i Bøien.Sic transit gloria mundi!

Fyrbøderne maa ogsaa gjerne underkastes en omhyggelig Revision, inden de komme ombord — i Mangel deraf en stræng Kontrol ombord. Til denne Bestilling faaes ofte slette Subjekter.[3]

Det er Aften. Der er Liv forude paa Bakken. Der er Koncert, Sang og Dands. Primo- og Sekund-Violin trakteres taalelig vel, og understøttes paa det Smagfuldeste af en Ladestokke-Triangel, en tom Blikdaase som Tromme og en Barnefløite, hvorpaa en stor skjægget Mand spiller med uforligneligt Alvor; man dandser Valse og Sextoure og "Hvorfor skulde jeg ikke gifte mig" akkompagnerer en lystig Reel, som lokker Officererne til at være Tilskuere; Melodien slaaer om tilYankee doodleog Dandserne ere utrættelige; de meest Adstadige smittes, og selv den forknytte Oppasser, der i sin Fortvivlelse og Søsyge vilde i Land ved Skagen og nu er et Pragtexemplar af Fedme, faaer sig en Svingom, men bliver flau, da hans Lieutenant siger: "det var Ret, Jens!"

Omsider ender Dandsen og Sangen toner. Adskillige af de faste Folk have hjemme en Sangforening, og er man saa heldig at have nogle Stemmer ombord, hvad næsten altid er Tilfældet, er dette en stor Nydelse; man hører nu ikke lutter Matrossange, men smukke fiirstemmige fædrelandske Viser, der foruden at anslaae den veemodige Stemning, som Hjemmets Toner medføre, vække den styrkende Følelse om Fædrelandet, som vi Alle tjene, som vi føre med os ombord og som vi skulle bevare uplettet, hvor vi komme i Verden.

Klokken er 10; Tonerne ere hendøde, Officererne ere med en: "god Vagt!"til den Vagthavende gaaede tilkøis, Chefen har faaet Melding om, at Ild og Lys er slukket, har givet sine Ordrer for Natten og er gaaet ned; der er stille i Skibet, og man hører kun Søens Skvulpen, Udkiggenes eensformige "Alt vel" og nogle af Vagtfolkenes afmaalte Skridt forude. Foroven skinne Stjernerne; men Nathuuslanternen oplyser Kompasset; den grønne Lanterne om Styrbordog den røde om Bagbord sende deres varslende Straaler ud i Rummet — Skibet er overladt til den Vagthavende, og denne igjen til sine egne Tanker.

Der er for Tiden megen Uklarhed paa det nautiske Gebeet. Skibenes Form og Skytsets Styrke søge at overbyde hinanden i et stedse stigende Forhold, hvis Slutningsled det neppe er givet vor Tid at see. Monitor's og Merrimac's Kamp har endelig stillet Sagen paa Spidsen, og Marinerne drømme nu kun om Jern og Pandser, som man ikke kan faae svært nok og om Kanoner, der muligviis antage de Dimensioner, at man maa betjene dem med Damp.

Men hvad der ikke er forandret i sit Væsen, det er Søen og Vinden, og Erfaringen har i afvigte Aar viist, at de sætte visse Grændser for den gigantiske og kolossale Skibsbygning, som ikke ustraffet tør overskrides, eller idetmindste, at Tekniken endnu maa forme sig under Elementernes Villie, som den saa stolt bekæmper, men endnu ikke har overvundet. Ved hvert nyt Forsøg modtages der en Mindelse derom. Paa Verdens største Passageerskib»Great Eastern«knak Roret, da det forrige Aar gik over Atlanterhavet, og den mægtige Masse laae i adskillige Timer som en Boldt for Søen; det engelske PantserskibWarrior(der forresten ogsaa har Seil) var paa sin sidste Prøve i Spanske Søen, paa Grund af sin store Jernvægt, over al Maade voldsomt i sine Bevægelser. Alle Luger maatte lukkes tæt til for at holde Vandet ude, og Temperaturen blev derved under Dækket saadan, at Folkene vare nærved at kvæles.Over det nye Stof er man endnu ikke Herre, hvor ivrigt der end arbeides derpaa. Hvor meget man end gjør sig Umage for at overføre det nye Princip paa søgaaende Skibe, møder man, som sagt, denne Modstand af Søen og Vinden, som der, foruden mekaniske Midler, maa Kjendskab og Erfaring til at stride imod. Den Tanke, at man i Fremtiden kun skulde behøve Maskinfolk og Artillerister, er derfor ogsaa kun berettiget, hvor Talen er om flydende Batterier, der skulle bevæge sig i smult Vande, og der maa da alligevel altid nogle Søkyndige til at føre disse. Skulle de ligge fortøiede, gaae de jo over til at betragtes som Fæstninger. Hvad ikke-sødygtige Folk have kunnet udrette paa disse, have vi seet i vore Blokskibes heltemodige Kamp 1801.

Vi ville ikke her nærmere gaae ind paa de forskjellige Fremtoninger af den nyere maritime Krigsførelse, der desuden ligger i en Overgang, som tilhører Experimentet, men er temmelig uholdbar for Betragtninger, der skulle lede til bestemte Resultater, og vi have kun berørt dem for at antyde, at det Nye i alt Fald man bygges paa Basis af det Gamle. Naar Skibet er i Søen, maa det — ligemeget hvad Skikkelse det har — have sin bestemte Organisation; det maa have en Besætning, der kan betjene Kanonerne paa det slingrende Dæk, og da det maa have Seil som Reserve, maa det have Folk, der forstaae at arbeide med disse. Det maa have en Chef, der forstaaer at føre det over Søen, at bruge det mod Fjenden, at lade dets Flag med Ære vaie paa fremmede Steder. Det maa have Officerer til Vagt, Navigering og al den indvendige Tjeneste. Dampen gjør ingenlunde Alting saa jævnt og glat — man stiller større Fordringer til det Skib, som har den, og en større Paapassenhed er under mange Forhold nødvendigereunder Damp end under Seil. Indførelsen af Dampen har paalagt Søofficeren en moralsk Forpligtelse mere, uden at tage nogen af hans forrige fra ham, hans Fag er blevet mere videnskabeligt begrundet i de senere Aar; men den Skole, hvori han skal uddannes, er og bliver Praxis. Orlogstjenesten bliver hans vigtigste Opgave, og vi have i det Foregaaende søgt at give et skizzeret Billede af dennes Udvikling og viist, hvorledes Orlogsskibet er en Stat, dannet under særegne Betingelser med eet bestemt Formaal. Løsrevet fra Alt, henviist til sine egne Kræfter, bestaaende ved sine egne Love, udfolder det i Søen den Virksomhed, som efterhaanden drager alle de forskjellige Elementer indenborde til sig, lærer hvert især at gjøre sin Dont og at yde sit Bidrag til det Hele, og derfor er det vigtigt, at man holder Orlogsskibet i Søen; thi Tjenesten læres kun tilfredsstillende

Ombord!

Side

Udreise og Ankomst til Øerne1

Togt til La Guayra og Porto Cabello (Besøg i Caracas) (9de Septbr.—29de Septbr.)5

Ved de danske Øer (29de Septbr.—2den Novbr.)24

Tour til St. Kitts (St. Christophe) (2den Novbr.—9de Novbr.)27

Ved de danske Øer (9de Novbr.—29de Decbr.)30

Togt til Santa Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana (29de Decbr. 1861—6te Febr. 1862)34

Ved de danske Øer (6te Febr.—24de April)45

Togt til Martinique og Trinidad (24de April—9de Mai)46

Ved de danske Øer (9de Mai—1ste Juni)57

Hjemreise. — Oversigt58

"Ombord" (et Supplement)85

tillands og tilvands, fortalt af ham selv. Med Lithographier.Indb. 84 Sk.

etBesøg hos Mormonerne i Utah, afW. Chandless, oversat fra Engelsk. hft. 1 Rd. 48 Sk.

iCzarens Land, afW. Kingston, oversat fra Engelsk, Med Lithographier. Indb. 1 Rd. 20 Sk.

afH. R.hft. 1 Rd. 24 Sk.

eller MidshipmanNeil d'ArcysLevnet og Bedrifter, afW. Kingston, oversat fra Engelsk. Med Lithographier.Indb. 1 Rd. 72 Sk.

afFr. Jacobsen. Med Kort, hft. 48 Sk.

oversat og medTillægforsynetafPastorM. Th. Wøldike.Indb. 40 Sk.

Fr. Wøldikes Forlagsboghandel

Udkommen er:

afKong Frederik II. af Preussen,kaldet den Store,skrevne for hans Neveu.Hft. 24 Sk.

med Beskrivelse afLandet og Indbyggerne,afJ. G. Wolseley, oversat fra Engelsk afWm. Mariboe.Priis 1 Rd. 24 Sk.

ellerFamilien Sansons Memoirer,udgivne afH. Sanson, forhen Skarpretter i Paris.

1ste og 2den Deel indeholder:Historisk Oversigt over de forskjellige Straffemethoder — Familien Sansons Memoirer — Min Families Oprindelse — Charles Sanson de Langval — Forudsigelsen — Tilflugtstedet — Charles Sansons Manuscript — Ankomsten til Paris — Madame Tiquets Proces og Henrettelse — Flyveskrifter under Ludvig den Fjortende — Nicolas Larcher — En Røverdomstol i det 18de Aarhundrede — Tiggeren — Cellemares Sammensværgelse — Marquise de Parabère — Laws System — Grev Horn — Cartouche —CartouchesMedskyldige — François Damiers — Lally Tollendal — Chevalier de la Barre — Skarpretter og Parlamentet.

Subskription paa dette meget interessante Værk, der vil udkomme i c.16 Hefterà20 ß., modtages i enhver Boghandel.

fortalt af hende selv, oversat fra Engelsk afWm. Mariboe.

Det er en velskreven Bog, som i en Række Afsnit, gjennem en enkelt Slavindes Liv, giver os en Skildring af det amerikanske Slaveri med dets mange Afskyeligheder og viser navnlig dets sørgelige Indflydelse paa den unge Pige og den moralske Fordærvelse, hun som en Følge deraf er udsat for.I illustr. Papbind 1 Rd. 36 ß.

Fodnoter:[1]I de engelske Krigsskibe, der skulle seile, er, saavidt vi vide, den første officielle Handling den, at Chefen oplæser sin Bestalling (commission) for det forsamlede Mandskab og saaledes strax fremstiller sig for dette som den, der har den første Ret til at befale. I vore Skibe finder dette ikke Sted, muligviis paa Grund af vore mindre Forhold; dog skjønnes det ikke rettere, end at dette kunde være passende og — for at benytte et engelsk Udtryk —in due form.[2]De, der interessere sig for Hygieinen ombord, ville iDr.Hornemanns fortræffelige Afhandlinger derom, i Tidsskrift for Søvæsen 1859 og 1860, finde interessante Oplysninger og Anviisninger.[3]Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget lav Procent af Besætningerne i vore Skibe.

[1]I de engelske Krigsskibe, der skulle seile, er, saavidt vi vide, den første officielle Handling den, at Chefen oplæser sin Bestalling (commission) for det forsamlede Mandskab og saaledes strax fremstiller sig for dette som den, der har den første Ret til at befale. I vore Skibe finder dette ikke Sted, muligviis paa Grund af vore mindre Forhold; dog skjønnes det ikke rettere, end at dette kunde være passende og — for at benytte et engelsk Udtryk —in due form.

[2]De, der interessere sig for Hygieinen ombord, ville iDr.Hornemanns fortræffelige Afhandlinger derom, i Tidsskrift for Søvæsen 1859 og 1860, finde interessante Oplysninger og Anviisninger.

[3]Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget lav Procent af Besætningerne i vore Skibe.

Back to Index Next