Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist.Med ded Stycke Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
En Morgen Dict paa den Thone:Ieg wil din Priiß vdsyngeetc.
1.Min Tunge skal med StemmeForkynde Siælens Act,Som ey i Dag wil glæmmeAtt priiße Guds AlmactOc tacke Skab'ren bliid,Som siine Wæctre sændte,Mit Leye de omspændte,Mig woctede med Fliid.2.Med Sorrig ieg mig lagde,Aff Graad war salt min Mund,Ieg til mig selffwer sagde:Du seer ey Morgenstund!Men Herrens Goedheds-KrafftBefalte Søffnen sødeMin tørre Hiærne blødeOc queege med sin Safft.3.Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!Ieg Sengen slippe kand,Med Waaben mig vdrysteAt striide som en MandMoed Satan, Synd oc Død,Moed eget Kiød oc WilleOc alt, mig wil adskilleFra dig i denne Nød.4.Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!Mit Kaarß er aff din Haand.Wilt tyngsten Ende bæreOc lindre hwaßen Baand?Ieg ellers wißeligDer vnder maa fortwiffle,Thi diine Skud oc PiileDe sticker hart i mig.5.Din Naade wilt vdøßeOc rundelig betee,Moed miine faderløßeDin Mißgund lade see?Wær' derris Fader mild,I Nøden ey forglæmme,Hoes fræmmede forfræmmeMoed derris Fiinders Wild?6.Ieg arme Støff oc AskeEndnu et beder dig:Mig icke att forraske,Henrycke plutzelig;Men lade mig min AandMed fuld Fornufft oc stille,Med gott Taal oc goed WilleBefale i din Haand.
1.Min Tunge skal med StemmeForkynde Siælens Act,Som ey i Dag wil glæmmeAtt priiße Guds AlmactOc tacke Skab'ren bliid,Som siine Wæctre sændte,Mit Leye de omspændte,Mig woctede med Fliid.2.Med Sorrig ieg mig lagde,Aff Graad war salt min Mund,Ieg til mig selffwer sagde:Du seer ey Morgenstund!Men Herrens Goedheds-KrafftBefalte Søffnen sødeMin tørre Hiærne blødeOc queege med sin Safft.3.Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!Ieg Sengen slippe kand,Med Waaben mig vdrysteAt striide som en MandMoed Satan, Synd oc Død,Moed eget Kiød oc WilleOc alt, mig wil adskilleFra dig i denne Nød.4.Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!Mit Kaarß er aff din Haand.Wilt tyngsten Ende bæreOc lindre hwaßen Baand?Ieg ellers wißeligDer vnder maa fortwiffle,Thi diine Skud oc PiileDe sticker hart i mig.5.Din Naade wilt vdøßeOc rundelig betee,Moed miine faderløßeDin Mißgund lade see?Wær' derris Fader mild,I Nøden ey forglæmme,Hoes fræmmede forfræmmeMoed derris Fiinders Wild?6.Ieg arme Støff oc AskeEndnu et beder dig:Mig icke att forraske,Henrycke plutzelig;Men lade mig min AandMed fuld Fornufft oc stille,Med gott Taal oc goed WilleBefale i din Haand.
1.
Min Tunge skal med StemmeForkynde Siælens Act,Som ey i Dag wil glæmmeAtt priiße Guds AlmactOc tacke Skab'ren bliid,Som siine Wæctre sændte,Mit Leye de omspændte,Mig woctede med Fliid.
2.
Med Sorrig ieg mig lagde,Aff Graad war salt min Mund,Ieg til mig selffwer sagde:Du seer ey Morgenstund!Men Herrens Goedheds-KrafftBefalte Søffnen sødeMin tørre Hiærne blødeOc queege med sin Safft.
3.
Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!Ieg Sengen slippe kand,Med Waaben mig vdrysteAt striide som en MandMoed Satan, Synd oc Død,Moed eget Kiød oc WilleOc alt, mig wil adskilleFra dig i denne Nød.
4.
Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!Mit Kaarß er aff din Haand.Wilt tyngsten Ende bæreOc lindre hwaßen Baand?Ieg ellers wißeligDer vnder maa fortwiffle,Thi diine Skud oc PiileDe sticker hart i mig.
5.
Din Naade wilt vdøßeOc rundelig betee,Moed miine faderløßeDin Mißgund lade see?Wær' derris Fader mild,I Nøden ey forglæmme,Hoes fræmmede forfræmmeMoed derris Fiinders Wild?
6.
Ieg arme Støff oc AskeEndnu et beder dig:Mig icke att forraske,Henrycke plutzelig;Men lade mig min AandMed fuld Fornufft oc stille,Med gott Taal oc goed WilleBefale i din Haand.
Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.
Ein Liedlein— nogenledis —auff dieMelodeials das Lied:Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt?etc.
1.Sprich Vernunfft zu meine Seel:Dich nicht queel,Beßer Leben dich erwehl!Es ist doch nicht zu erlangen,Das fürbeyWieder sey,Wie man's thut anfangen.2.Warumb dan bekümmerst dichEngstiglich,Zeuffsest immer, bist trawrich?Du kandst es mit vielen SorgenEndren nicht.Das geschicht,Was geschehn sol morgen.3.Hab'n verlohren Haab vnd GuhtZwar weh thut,Schöpfe wieder ein frisch Muht!Es war vberflüßig kröhtig,Die NaturHat doch nurWeinig davon nötig.4.Ist der Leib gefangen hir,Glaube mir,Es g'ring schätzen steht bey dir.Du bist frey vnd vngebunden,Keine HafftHat die KrafftDich zu können wunden.5.Endlich ist esgleicheebenviel,Wan dein SpielHat erreichet seinen Ziel,Vnd du muß vom Leibe scheiden;Es geschichtOder nichtAuff Stroh oder Seiden.6.Wol dan, frisk auff, meine Seel!Dich nicht queel,Das nichts deine Ruhe fehl!Gott in Noth dich nicht läst stecken,Er weis wol,Wan's sein sol,Hülffe zu erwecken.
1.Sprich Vernunfft zu meine Seel:Dich nicht queel,Beßer Leben dich erwehl!Es ist doch nicht zu erlangen,Das fürbeyWieder sey,Wie man's thut anfangen.2.Warumb dan bekümmerst dichEngstiglich,Zeuffsest immer, bist trawrich?Du kandst es mit vielen SorgenEndren nicht.Das geschicht,Was geschehn sol morgen.3.Hab'n verlohren Haab vnd GuhtZwar weh thut,Schöpfe wieder ein frisch Muht!Es war vberflüßig kröhtig,Die NaturHat doch nurWeinig davon nötig.4.Ist der Leib gefangen hir,Glaube mir,Es g'ring schätzen steht bey dir.Du bist frey vnd vngebunden,Keine HafftHat die KrafftDich zu können wunden.5.Endlich ist esgleicheebenviel,Wan dein SpielHat erreichet seinen Ziel,Vnd du muß vom Leibe scheiden;Es geschichtOder nichtAuff Stroh oder Seiden.6.Wol dan, frisk auff, meine Seel!Dich nicht queel,Das nichts deine Ruhe fehl!Gott in Noth dich nicht läst stecken,Er weis wol,Wan's sein sol,Hülffe zu erwecken.
1.
Sprich Vernunfft zu meine Seel:Dich nicht queel,Beßer Leben dich erwehl!Es ist doch nicht zu erlangen,Das fürbeyWieder sey,Wie man's thut anfangen.
2.
Warumb dan bekümmerst dichEngstiglich,Zeuffsest immer, bist trawrich?Du kandst es mit vielen SorgenEndren nicht.Das geschicht,Was geschehn sol morgen.
3.
Hab'n verlohren Haab vnd GuhtZwar weh thut,Schöpfe wieder ein frisch Muht!Es war vberflüßig kröhtig,Die NaturHat doch nurWeinig davon nötig.
4.
Ist der Leib gefangen hir,Glaube mir,Es g'ring schätzen steht bey dir.Du bist frey vnd vngebunden,Keine HafftHat die KrafftDich zu können wunden.
5.
Endlich ist esgleicheebenviel,Wan dein SpielHat erreichet seinen Ziel,Vnd du muß vom Leibe scheiden;Es geschichtOder nichtAuff Stroh oder Seiden.
6.
Wol dan, frisk auff, meine Seel!Dich nicht queel,Das nichts deine Ruhe fehl!Gott in Noth dich nicht läst stecken,Er weis wol,Wan's sein sol,Hülffe zu erwecken.
Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil DoctorOtto Sperlingbleff ført fangen her ind i Taarnet,[105]hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded denAfften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff Folckis Murmelen ocTilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106]Den Glæde, ieg fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:»Lustig,Curage! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen von dem HerrnGeneral Majorvon Alfelt; er sagt, es wird nu bald guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware, oc bad hannem tackeGeneral Major[en]for hands Trøst; oc efftersom handrepeterteigien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das herkommen, das derGeneral Majorsuchet alleweil mich zu erfreven? Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf. swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig, stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc enCalottepaa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført tilExamen, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for en Fange, der war neere. Hand swarte, der waringen neere. Der wed loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer Doctern, oc ded fordrog sig medExcecutionen[108], oc ieg intet talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde: »Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist.«Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!« Hand begynte att faa nogencompassionoc sagde: »Gebet Euch zu Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde: »Ich solte wol können rahten auß Ewerdiscours, wehr es ist. Kan der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol thun; aber dieMelodei, die er nicht weis, wird er auch nicht singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.
Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøreReverenzfor hannem,lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse: huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den FangeChristiani Trappen.
Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening, att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem IomfrueCarisseoc en Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke wært, men Skinckel war en braff Karl (Carissebleff siden gifft med Skinckel).[110]Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg spurte, om ded war att lee aff.»Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den wiißeCathrine, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad. Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware begge soorte?«»Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den Konst, saa faar I SuckerCandiiigien, men lader icke Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer denopinionom, oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der Dørene bleffwe lucte,da haffde wii nok att snacke om Traal Koner, oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom. Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den Wreede forbi.
Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I haffwer syd; I skal strax faa dedigien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att faa ded fra Pigen igien.
Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for dedudersteFeng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind til mig[112]oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war, hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig giorde nogenBoxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris« (imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware fangen)[113]bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct, oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att haffwe mist, til minCaretoc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte: »Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg spurte hannem, »wo der TempelSalomoniswehre geblieben? Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded, grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begyntehand io meere oc meere att anstillesighøfflig, sagde oc, att Hs.Majt.haffde befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded skaffes mig; war oc befalet att giffwe migConfectoc Strøe Sucker toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke Kongl.Majt.for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hunsaae, att der staar et Kaabberstycke i Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke kom mig til att betencke, attHerodiashaffde endnu Søstre i Werden.
Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Dasgleubeich« (swarte ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig etAbc. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente medraisonattpersuaderehender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med; men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op, haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke, hwor til. Iegpræparerteded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte(thi ieg wiste wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang, hwad ieg tog mig til), saaformerteieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder Bunden diße Ord: ...il y a un ... [voyez?] un Auguste[115]. Ieg haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis, hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en Dag: »SpørgerSlosf.Eder intet ad, hwad ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc entre Dage der effter kom hand ind til mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom dedlignedehender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind. Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein,Ihrhättet mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den König einesupplicationvon Euch gebracht! Die Königin wurd es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst du mir nusuppli[cationen]vonLeonora?«« Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der Königvnd wies mir, das vnter demBodendes Bechers etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm dieinventionnicht vbel. Ia, ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att mine V-wenner wiste wel, att min Man wardøe. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som er heel artig,tittuleretWunderwerck[118].Den erin folio, gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær: »War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Derhand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr!GiffFanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab? Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter KirckeOrdinantzen, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med enfurieoc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposkMineoc sagde: »Ieg troer nok, I er ickegoed, naar I bliffwer wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde taale meget, men slog strax. Mens —« (dermed taw hun). »Hwad meere?« (sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingenMinerfleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct, da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholtemig Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant, som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.HieronimusBuk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte meere om Lowen end omEvangelium. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
Ded Aar1665.Pintz Afften loed Slosf. sætteMajTræer i mit inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand (Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom (som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green,hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom, thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i forrige Tiideretc.[124]Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til Winduet. »Meint Ihr das, meinallerliebstes Frevlein?« »Ia, das meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod; nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde: »So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.« Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men kom icke widre.
Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt, som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa Handwercket i Italien ocTydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giordeen 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge betroed, thi hand war oc meget goed imod DoctorSperling[125], gaff hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meestehand kunde, for att komme op igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,« sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg ernokwiß paa, att min Piige icke lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter aff sinArrestløß giffwen oc bleff GneFriisis Kammer Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden ickeliided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender med ded anded.«
Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning, att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted; maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke behoff att bande ham hwer Dag!«Item: »Gud lade ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kundeieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded, I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.
Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [sic] Dagen, hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis, med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa ocet Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle handwære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sincurieusité: saae den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skullecurerehannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret war omme.
Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen luctedemselff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener, oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet med, kom hand siiden da ocda ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig beretede[133].
Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig, wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans Armfelt[134]for Lacquey. Hand med andreLacqueierypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paaExcecutionen, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der,Doctern sidder, oc der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der neere, ia haffde offteNøglenetil Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu, att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!« (sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.
En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort. Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers. Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Denstackels Mand faar att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende; hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren, giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwerintet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord:non ti fidar!fidarsatte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld affLamentationeroffwer worris Tilstand, oc att min DaatterAnna Cathrinaeller ocCasettaware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz, hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der warsusspiceret, att handcorresspondertemed min Herre, oc dermed luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem der i tilraison, io meereopiniastrebleff hand der i[138], oc omsiier skreff, att ded warCassettæ finesseatt faaham i Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en særopinionom hannem, lige som hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening, att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war witterligt; ihworledis handsCorrespondentzmed min Herre war bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord Meeningen affSentenzenoffwer hannem, saa wii da oc dacorrespondertemed hwer andre.
Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwerMaaltidind oc snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig til Narr for min Swoger G. Pentz[139]oc for att winde Penge oc Gunst giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som offte), saa gøglede hand, giordePussinelaff sig, stønnemSpaaKone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem. Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig megetflaneworn. En Dag1666.war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en. Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørteder i med en Skee. Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoerEed), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar Windenstoedpaa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene op (som siden anderledis bleff berettet aff enPræst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seetLinne-Dantzerepaa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lysttil att see Folk gaa i Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang oc glad, hun kom neer.
Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette1666 den 12.April.effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da, hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennemHullet paa min inderste Dør med saamangeForbandelser offwer hannem, saa man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdiNadwerenbestoed? om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten[141]haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand derwære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff! Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« — der med taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].
Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd, hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter. Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog rædengang, att ieg skulle sige Præsten ded.)In summa: Slosf. torde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded skeede. I Førstningen giorde hand nogenDifficulteter, sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde, de kundevicitereocexaminereQuinden, naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten haffderecommenderet, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun oc er).
Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op igien. Oc maa ieg wel sige, att ded1666 den 26.Iuni.war en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig[144]oc v-skickelig Quinde oc bekomen christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde togAffskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender. Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6 Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.
Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig! Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre. »Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med; tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant affhenders Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester. Saa ieg effterhaanden fikAffaictiontil hender, bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [sic] for mig, til med wille den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siineBoxer tillige op til hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer i sit Arbeide.
Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med. Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op. Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!«En Middag kommer hand op med en særfaçonaff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en, gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne tilFengselernelaae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for,att ieg skulle myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att willecarresseremig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet, stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag, effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig, hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min Seng om Dagen.
Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleenestewed Borded der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn, laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik.Christianraabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß.Der war enCorporal, som stack en Soldat ihiæl, som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for mig[149](som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc Christian saa giæff som før.