Fodnoter

Fodnoter[1]I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.[2]Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.[3]Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved Vask af Tøi.[4]Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet "Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor, indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs" yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig Leilighed.[5]Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er, som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.[6]I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.[7]Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper, 5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske forglemte.[8]I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke vilde være det bekjendt som lærd Mand.[9]Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker, om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten efterlod sig et godt Navn.[10]Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa Gaarden.[11]I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans Eftermand tilgode.[12]"En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.[13]Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de første philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da jeg Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af mig idelig nedskrevne Ord:ditto(— jeg udtalte og skrev som Andredĩto—) eller endogditto dittobetød, indtil jeg endelig derunder opdagede den italienske Form af det latinskedictus. Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hør mig, du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var" (= vaer), især i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens Love: "Det siger, Luther var derpaa".[14]Udgiverens Anmærkning:Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og andre Høitideligheder.[15]Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.[16]Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt med ham.[17]Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.[18]Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning (Clausens Udtog af Snorre og RothesTordenskjold) og ved et Par tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik, der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.[19]Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn.[20]Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne i Stueetagen.[21]Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.[22]Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."[23]Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A. Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg endnu var i næstnederste Klasse.[24]Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus Duntzfelt.[25]Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M., bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem Tyrannerne.[26]Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem indeholdtes.[27]Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig, at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.[28]T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).[29]Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. — Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse derfor overdrages til en Komité.[30]Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia quidem hospitem esse.[31]At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom.[32]Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860 tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk.[33]I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets Ophør.[34]Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter.[35]Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen til den anden Udgave af min græske Syntax.[36]At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik Paavirkningen noget videre omkring.[37]Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.[38]Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave; men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.[39]En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu udkommen.Udgiverens Anm.[40]Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.[41]Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische Schriften".[42]Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg ikke set. — Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og sproglig Art.[43]For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide; paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).[44]I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler kom til. — Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere foretagne mig aldeles uafvidende.[45]Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning. Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig, Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde besørget en Udgave af Ciceros Skriftde legibus, og han havde ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter, søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i fjerneste Maade tænkt paa at bruge.[46]I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde: Mommsen, ZumptogMadvig, "den wir uns erlauben bei dieser Gelegenheit zuannectiren."[47]Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med mine Emendationes Livianæ.[48]Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og Berettigelse er i mine "kleinephilologischeSchriften" S. 285 ff. føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig, at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben mir" — tilføiede han — "Viel zu denken gegeben."[49]Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes. Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning, hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var, fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige, tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse. Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed. Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af Tscherning slet ikke forfulgt videre.[50]Efterat jeg i 19 Aar havde været Professor ved Universitetet, var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun extraordinarius og havde som saadan ikke Sæde i Konsistorium, hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren fra Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde komme til at optræde som Ordfører for Universitetet eller for sit Fakultet. Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstændigheder ikke følte stor Tilfredsstillelse ved at indsættes i endel Komiteer, hvis Arbeider overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde følge dem, for at hendøe der eller senere ved Universitetsdirektionen.[51]Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan voldsom Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i en Samtale, som jeg erindrer at have ført med den i 1843 afdøde Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet imellem de fra begge Sider disponible militære Kræfter ved et slesvigholstensk Oprør. Det var mig mærkeligt, hvorledes Bendz paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den militære Standsfølelse fremtraadte i Fæstningen Rendsborg i Modsætning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af Augustenborg saae den ungdommelig kraftige Fører i Modsætning til gamle, af tunge Erindringer bøiede Mænd. Lykkeligvis gjorde disse gamle Mænd senere den unge Prinds til Skamme.[52]Med det her Sagte og nærmest Følgende kan sammenholdes en kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te Bind Side 98, hvor nogle Træk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte, der ikke skulle gjentages her.[53]Et lille Sammenstød, hvorved jeg, idet jeg hævdede mit Embedes Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers Arrogance, neppe gjorde mig behagelig i Kongens Øine, er fortalt i den ovenfor nævnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te B. S. 98, men tilføies bør det, at jeg aldrig mærkede mindste Spor til høiere Ugunst i den Anledning.[54]Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om Kjøbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt over de i dette Aar i Konsistorium førte Forhandlinger om denne Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829—1832 om mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt et Udkast af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.[55]Det var endnu dengang en besværlig Reise, hvorfor jeg ogsaa kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang i 1843 med mine to ældste Børn, ligesom min Moder kun besøgte Kjøbenhavnéngang: i 1840.[56]Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844 blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet et mig den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillæg af 200 Rdl. og den tidligere Godtgjørelse af 100 Rdl. for at skrive Universitetets Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.[57]Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af Berlinerakademiet, ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det nederlandske Institut, i 1847 Medlem af philological society i London og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.[58]Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ældre og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal at lede og moderere Studenternes Optræden under den politiske Gjæring og Bevægelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig til dem. Jeg erklærede mig beredt dertil under den Forudsætning, at man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget sluttede sig til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var Schack enig, og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa Borchs Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.[59]En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe, maaske ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Spørgsmaal til mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med den Troppestyrke, der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trænge rask frem langs Østkysten med Kavalleriet udimod Heden og søge Kampen saa sydlig som muligt i Slesvig for strax at hæve Modet hos Armeen og den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening" gjentog Læssøe. Næste Dag saae jeg, at han var udnævnt til Stabschef for Hærafdelingen i Slesvig. I det samme Værelse maatte jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig berolige og opmande dem, der ved første Gang at læse om talrige Døde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til Sandheden føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede Opmærksomheden paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.[60]Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en Krigsskat af over 300 Rd. — Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand, hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning. Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.[61]Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad Kultusministeren sagde (— Hansen var virkelig noget tunghør —), men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke uden Virkning.[62]Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse (Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet. Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig Personlighed med smuk og ædel Form.[63]Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets § 23, Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Nødvendighed og Manglen af enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tænkte de Finantsloven vedkommende Spørgsmaal fuldt tilende.[64]Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er det nok at henvise til Lindes Meddelelser.[65]Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrængt sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optræden og noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der noget over 20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade. Hall oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen 1871—72 i Landsthinget, under stærkt Bifald et tiltalende Billede af en omfattende Reform af Almueundervisningen. I den næste Samling (1872—73) fremlagde han i Folkethinget et Lovudkast om Almueskolevæsenet, hvorover der efter en lidet gunstig første Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetænkning, og som ikke fremmedes videre; i næste Samling (1873—74) forelagdes Udkastet i Landsthinget med Antydning af, at Ministeren var villig til ikke uvæsentlige Modifikationer; men heller ikke her naaede Udkastet videre end til første Behandling. Hvad jeg under denne udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff.), indeholdt ikke uvigtige, men heller ikke ganske behagelige Sandheder.[66]Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i høi Grad havde ængstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie Frederikke, der i den Anledning kaldte mig til en Audients, ved hvilken jeg første Gang havde den Ære at tale med hende. Fornemmelig paa Grund af Hendes Majestæts Tunghørighed havde hun ved Audientsens Slutning Forestillingen om en ikke lidet større Enighed imellem hende og mig, end der virkelig fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun vrededes over det endelige Udfald.[67]Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de April) 1851 gjennemførtes en for Kjøbenhavn ikke uvigtig, men vistnok Kirken selv saare lidet berørende Foranstaltning, nemlig Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde i den gamle By.[68]Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at afvise adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de geistlige Embeders Indtægter; kun med stor Møie lykkedes det mig af Fyens Bispestols besparede Indtægter at faae 2000 Rd. bevilgede til Understøttelse for aldeles utilstrækkelig lønnede Præsteembeder.[69]At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede sig Tilladelse til en kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop, sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde at gjøre med den regelmæssige Forretningsgang i Embedssager, og henviste ham til at følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om, hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg, at jeg under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa en ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet, at give ham en streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i tilbørlig Form.[70]Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af Vinteren 1850—1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige: "Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig selv.[71]Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den begges i Forening.[72]Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen, skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte, ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af 27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne — der vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, — ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri: "Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre, og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt ham — —; hans Ytringer i denne Anledning vare af den Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. — Imorges skrev jeg derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at intetsomhelst Ansvar kunde falde paa denprivateBrevskriver. — — Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." — De nævnte Breve tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.[73]Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.[74]De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.[75]Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg (den 14de Juli) medDannebrogsordenensKommandeurkors.[76]Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om, hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10 om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. — Da jeg den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den 6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.[77]Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og Arbeide for Delingstanken, henvises til de somTillæg IIaftrykte Aktstykker.[78]Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde, saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form. Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.[79]Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000 Rdl.[80]Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende, hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.[81]Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets" Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for 23de November 1863.[82]Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i "Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes, som om han var en prøvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII ubehagelige.[83]Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til Bladene for det nævnte Tidspunkt.[84]Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken Understøttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.[85]Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.[86]Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober 1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og langt fjendtligere Holdning end før. — En kyndig Ven har iøvrigt gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod tidligere Erklæringer. Men dertil maa svares, dels at Paget udentvivl væsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optræden i November maatte overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet intet Tilsagn havde givet.[87]En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i "Dagbladet" for 2den Februar 1864 — "Hvor er i dette Øieblik Faren for Danmarks Ret og Selvstændighed?"— viser, at jeg dengang nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt Grundlag for vor Politik.[88]Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige Modartikler, deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de Marts af afdøde Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i "Dagbladet" for den 17de Marts. — Jeg troer ikke ganske at burde forbigaae, at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til Talen om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende" lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom paa, hvor uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, især ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne, der havde hengivet sig til en ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.[89]Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart efter lærte.[90]Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med den ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.[91]Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar: "Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt i "Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor farligt for vor Selvstændighed det vilde være, hvis vor Konge tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland indlemmet Stat: Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.[92]Landsthingstidenden for 1866—67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra, at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning, fordi vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en Hær, der ikke har en stærk Vaabenplads."[93]Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine Forelæsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham til i Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede sig Stær, som man ikke turde gjøre til Gjenstand for Operation under Hensyn til en ganske vist hævet Nethindebetændelse paa det ene Øie, der befrygtedes at ville gjenindtræde ved en Operation og da at ville medføre fuldstændig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet paa det ene Øie var tilbage.[94]Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi og Politik."[95]"Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de August ("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").[96]Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot nævne den i November f. A. kort før hans Død som Manuskript i 50 Exemplarer trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Høiesteretsdommen den 15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn have ment ikke at burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Død rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.[97]Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min Fader i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet" for 2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne (Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en mellemliggende Modartikel.[98]I Forbindelse hermed skal jeg endnu nævne en af mig i "Dagbladet" for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om Examenskommissioner"af en "Ikke-Theolog" og en Artikel i "Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet: "Et Par korte Bemærkninger i Anledning af Forhandlingerne om Ophævelsen af den philologisk-historiske Embedsexamen".[99]Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af Universitetet besørgede Beretning om Festlighederne.[100]Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde ældre og yngre Kolleger og Disciple glædet mig og min Familie ved en Gave af min Buste i Marmor, udført af den ældre Bissen, og paa 50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hædrede 12 ældre og yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig Retning, og hvoraf én Nordmand, mig ved Udgivelsen af et Festskrift, ligesom det da i Kjøbenhavn samlede 1ste nordiske Philologmøde overleverede mig en Adresse.[101]Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Deres Excellence!Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage, som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og ikke kan frafalde.AllerærbødigstJ. N. Madvig.Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke ser mig istand til at modtage.Med største HøiagtelseærbødigstJ. N. Madvig.TilFormanden for FolkethingetsFinantsudvalg.[102]Her skal jeg i saa Henseende særlig nævne de af mig under 27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte: "Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning nærmest i de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse af Undervisningsinspektøren", fordi disse Bemærkninger gjentagende have været gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre Sider. — En senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at udarbeide en egentlig Retskrivningslære, som det skulde paalægges Skolerne at gjennemføre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.[103]Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrædelse og indtil min Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnævnt 7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), Ørsted (29de April 1853), Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den Decb. 1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te Decb. 63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Bræstrup (7de April 65 ad interim), Rosenørn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard (4de Septb. 1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenørn (23de Septb. 1869), Hall (28de Mai 1870).[104]Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nævne to Artikler i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg under Mærket "j" imødegik fremkomne Ideer om Nedlæggelse af vore offentlige lærde Skoler.[105]Som bekjendt, har Praxis søgt at raade Bod paa, hvad der ved de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlæggelse, gjennem Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste af Skolernes Lærere og i meget nær Forbindelse med Skolerne. Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte tildels den forberedende Undervisning endnu længere nedad.[106]En til den sidste Periode af min Virksomhed som Undervisningsinspektør henhørende vigtig Erklæring angaaende Sorø fra 1868 er omtalt ovenforSide 162.[107]Se ovenforSide 107.[108]Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags Udtryk og Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.), der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen og hist og her efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte og noget tunge Stil lettere.[109]I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den 21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle "Bemærkninger om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse og de Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten m. m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884—1885).[110]Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mélanges Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af græske Digtere hos Athenæus.[111]Udgiverens Anmærkning: Det bør maaske rettest her nævnes, at min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i 1871 af de tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg, i 1876 af det tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts "academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant" han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei"i Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.[112]Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister, Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéréàiuste titre comme doyen des latinistes du monde entier".[113]Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874—75 for de fire danske Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det russiske Undervisningsministerium.[114]Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.[115]Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). — Da jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg — paa forud underhaanden sket Forespørgsel — troede at burde tilsidesætte.[116]Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved Universitetsjubilæet iEdinburgtilbudne Valg til "Doctor of laws".[117]Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket selvfølgelig beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen Vemod.[118]Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min Samværen med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende i min umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere Timer som Sekretær, — og der samledes jævnlig uden særlig Indbydelse Venner af mig og mine Børn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i min Bolig i Kjøbenhavn.[119]Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal; pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min høire Haand, og blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brünig, og paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jætter rimeligvis ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forkølelse ved hed og træt at lægge mig til at sove i det eneste Værelse i Hotellet, der kunde indrømmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien var vasket. Forkølelsen blev efter den umiddelbart paafølgende Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for Fragtmænd og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig Slurk Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand, der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning, og som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en Hest.[120]Jfr.Side 43.[121]Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker, der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer, nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede, skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer: Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.[122]Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af, hvad en Artikel var, osv.[123]Anmærkninger af Udgiveren:1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober 1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December 1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien, "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877 til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (— min Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September 1881, se Bladene for samme Dag —) og "Om det paatænkte Monument for Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880. Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for 1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de, skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som hans seneste Meddelelser: "Hans (ɔ: min Faders) Fremstilling vil altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden — med en Opfattelse af samme som denbedsteTid i den Betydning, hvori gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen haandgribelig Modstand gjørende Oldtid —, men meget mere om en klar streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og Exegese."[124]Se Talen ovenforSide 289til 292.[125]Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg, vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.[126]For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's Regjering S. 259—261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar, i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.[127]At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den paalideligste Art.[128]Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset, hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.[129]Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne til en af vore offentlige Samlinger.[130]For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han ikke være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten, men staae over dem begge.[131]Feilskrift for Hans. Udgiveren.[132]En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.[133]Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.[134]Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.[135]Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd").Udgiveren.[136]Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.

[1]I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.

[2]Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.

[3]Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved Vask af Tøi.

[4]Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet "Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor, indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs" yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig Leilighed.

[5]Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er, som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.

[6]I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.

[7]Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper, 5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske forglemte.

[8]I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke vilde være det bekjendt som lærd Mand.

[9]Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker, om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten efterlod sig et godt Navn.

[10]Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa Gaarden.

[11]I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans Eftermand tilgode.

[12]"En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.

[13]Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de første philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da jeg Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af mig idelig nedskrevne Ord:ditto(— jeg udtalte og skrev som Andredĩto—) eller endogditto dittobetød, indtil jeg endelig derunder opdagede den italienske Form af det latinskedictus. Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hør mig, du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var" (= vaer), især i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens Love: "Det siger, Luther var derpaa".

[14]Udgiverens Anmærkning:Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og andre Høitideligheder.

[14]Udgiverens Anmærkning:

Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og andre Høitideligheder.

[15]Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.

[16]Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt med ham.

[17]Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.

[18]Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning (Clausens Udtog af Snorre og RothesTordenskjold) og ved et Par tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik, der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.

[19]Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn.

[20]Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne i Stueetagen.

[21]Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.

[22]Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."

[23]Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A. Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg endnu var i næstnederste Klasse.

[24]Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus Duntzfelt.

[25]Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M., bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem Tyrannerne.

[26]Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem indeholdtes.

[27]Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig, at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.

[28]T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).

[29]Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. — Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse derfor overdrages til en Komité.

[30]Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia quidem hospitem esse.

[31]At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom.

[32]Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860 tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk.

[33]I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets Ophør.

[34]Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter.

[35]Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen til den anden Udgave af min græske Syntax.

[36]At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik Paavirkningen noget videre omkring.

[37]Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.

[38]Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave; men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.

[39]En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu udkommen.Udgiverens Anm.

[39]En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu udkommen.

Udgiverens Anm.

[40]Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.

[41]Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische Schriften".

[42]Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg ikke set. — Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og sproglig Art.

[43]For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide; paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).

[44]I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler kom til. — Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere foretagne mig aldeles uafvidende.

[45]Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning. Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig, Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde besørget en Udgave af Ciceros Skriftde legibus, og han havde ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter, søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i fjerneste Maade tænkt paa at bruge.

[46]I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde: Mommsen, ZumptogMadvig, "den wir uns erlauben bei dieser Gelegenheit zuannectiren."

[47]Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med mine Emendationes Livianæ.

[48]Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og Berettigelse er i mine "kleinephilologischeSchriften" S. 285 ff. føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig, at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben mir" — tilføiede han — "Viel zu denken gegeben."

[49]Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes. Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning, hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var, fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige, tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse. Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed. Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af Tscherning slet ikke forfulgt videre.

[50]Efterat jeg i 19 Aar havde været Professor ved Universitetet, var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun extraordinarius og havde som saadan ikke Sæde i Konsistorium, hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren fra Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde komme til at optræde som Ordfører for Universitetet eller for sit Fakultet. Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstændigheder ikke følte stor Tilfredsstillelse ved at indsættes i endel Komiteer, hvis Arbeider overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde følge dem, for at hendøe der eller senere ved Universitetsdirektionen.

[51]Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan voldsom Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i en Samtale, som jeg erindrer at have ført med den i 1843 afdøde Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet imellem de fra begge Sider disponible militære Kræfter ved et slesvigholstensk Oprør. Det var mig mærkeligt, hvorledes Bendz paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den militære Standsfølelse fremtraadte i Fæstningen Rendsborg i Modsætning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af Augustenborg saae den ungdommelig kraftige Fører i Modsætning til gamle, af tunge Erindringer bøiede Mænd. Lykkeligvis gjorde disse gamle Mænd senere den unge Prinds til Skamme.

[52]Med det her Sagte og nærmest Følgende kan sammenholdes en kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te Bind Side 98, hvor nogle Træk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte, der ikke skulle gjentages her.

[53]Et lille Sammenstød, hvorved jeg, idet jeg hævdede mit Embedes Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers Arrogance, neppe gjorde mig behagelig i Kongens Øine, er fortalt i den ovenfor nævnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te B. S. 98, men tilføies bør det, at jeg aldrig mærkede mindste Spor til høiere Ugunst i den Anledning.

[54]Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om Kjøbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt over de i dette Aar i Konsistorium førte Forhandlinger om denne Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829—1832 om mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt et Udkast af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.

[55]Det var endnu dengang en besværlig Reise, hvorfor jeg ogsaa kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang i 1843 med mine to ældste Børn, ligesom min Moder kun besøgte Kjøbenhavnéngang: i 1840.

[56]Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844 blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet et mig den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillæg af 200 Rdl. og den tidligere Godtgjørelse af 100 Rdl. for at skrive Universitetets Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.

[57]Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af Berlinerakademiet, ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det nederlandske Institut, i 1847 Medlem af philological society i London og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.

[58]Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ældre og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal at lede og moderere Studenternes Optræden under den politiske Gjæring og Bevægelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig til dem. Jeg erklærede mig beredt dertil under den Forudsætning, at man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget sluttede sig til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var Schack enig, og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa Borchs Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.

[59]En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe, maaske ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Spørgsmaal til mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med den Troppestyrke, der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trænge rask frem langs Østkysten med Kavalleriet udimod Heden og søge Kampen saa sydlig som muligt i Slesvig for strax at hæve Modet hos Armeen og den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening" gjentog Læssøe. Næste Dag saae jeg, at han var udnævnt til Stabschef for Hærafdelingen i Slesvig. I det samme Værelse maatte jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig berolige og opmande dem, der ved første Gang at læse om talrige Døde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til Sandheden føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede Opmærksomheden paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.

[60]Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en Krigsskat af over 300 Rd. — Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand, hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning. Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.

[61]Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad Kultusministeren sagde (— Hansen var virkelig noget tunghør —), men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke uden Virkning.

[62]Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse (Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet. Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig Personlighed med smuk og ædel Form.

[63]Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets § 23, Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Nødvendighed og Manglen af enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tænkte de Finantsloven vedkommende Spørgsmaal fuldt tilende.

[64]Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er det nok at henvise til Lindes Meddelelser.

[65]Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrængt sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optræden og noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der noget over 20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade. Hall oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen 1871—72 i Landsthinget, under stærkt Bifald et tiltalende Billede af en omfattende Reform af Almueundervisningen. I den næste Samling (1872—73) fremlagde han i Folkethinget et Lovudkast om Almueskolevæsenet, hvorover der efter en lidet gunstig første Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetænkning, og som ikke fremmedes videre; i næste Samling (1873—74) forelagdes Udkastet i Landsthinget med Antydning af, at Ministeren var villig til ikke uvæsentlige Modifikationer; men heller ikke her naaede Udkastet videre end til første Behandling. Hvad jeg under denne udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff.), indeholdt ikke uvigtige, men heller ikke ganske behagelige Sandheder.

[66]Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i høi Grad havde ængstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie Frederikke, der i den Anledning kaldte mig til en Audients, ved hvilken jeg første Gang havde den Ære at tale med hende. Fornemmelig paa Grund af Hendes Majestæts Tunghørighed havde hun ved Audientsens Slutning Forestillingen om en ikke lidet større Enighed imellem hende og mig, end der virkelig fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun vrededes over det endelige Udfald.

[67]Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de April) 1851 gjennemførtes en for Kjøbenhavn ikke uvigtig, men vistnok Kirken selv saare lidet berørende Foranstaltning, nemlig Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde i den gamle By.

[68]Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at afvise adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de geistlige Embeders Indtægter; kun med stor Møie lykkedes det mig af Fyens Bispestols besparede Indtægter at faae 2000 Rd. bevilgede til Understøttelse for aldeles utilstrækkelig lønnede Præsteembeder.

[69]At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede sig Tilladelse til en kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop, sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde at gjøre med den regelmæssige Forretningsgang i Embedssager, og henviste ham til at følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om, hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg, at jeg under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa en ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet, at give ham en streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i tilbørlig Form.

[70]Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af Vinteren 1850—1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige: "Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig selv.

[71]Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den begges i Forening.

[72]Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen, skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte, ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af 27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne — der vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, — ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri: "Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre, og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt ham — —; hans Ytringer i denne Anledning vare af den Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. — Imorges skrev jeg derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at intetsomhelst Ansvar kunde falde paa denprivateBrevskriver. — — Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." — De nævnte Breve tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.

[73]Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.

[74]De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.

[75]Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg (den 14de Juli) medDannebrogsordenensKommandeurkors.

[76]Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om, hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10 om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. — Da jeg den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den 6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.

[77]Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og Arbeide for Delingstanken, henvises til de somTillæg IIaftrykte Aktstykker.

[78]Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde, saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form. Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.

[79]Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000 Rdl.

[80]Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende, hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.

[81]Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets" Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for 23de November 1863.

[82]Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i "Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes, som om han var en prøvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII ubehagelige.

[83]Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til Bladene for det nævnte Tidspunkt.

[84]Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken Understøttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.

[85]Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.

[86]Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober 1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og langt fjendtligere Holdning end før. — En kyndig Ven har iøvrigt gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod tidligere Erklæringer. Men dertil maa svares, dels at Paget udentvivl væsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optræden i November maatte overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet intet Tilsagn havde givet.

[87]En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i "Dagbladet" for 2den Februar 1864 — "Hvor er i dette Øieblik Faren for Danmarks Ret og Selvstændighed?"— viser, at jeg dengang nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt Grundlag for vor Politik.

[88]Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige Modartikler, deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de Marts af afdøde Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i "Dagbladet" for den 17de Marts. — Jeg troer ikke ganske at burde forbigaae, at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til Talen om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende" lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom paa, hvor uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, især ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne, der havde hengivet sig til en ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.

[89]Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart efter lærte.

[90]Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med den ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.

[91]Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar: "Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt i "Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor farligt for vor Selvstændighed det vilde være, hvis vor Konge tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland indlemmet Stat: Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.

[92]Landsthingstidenden for 1866—67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra, at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning, fordi vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en Hær, der ikke har en stærk Vaabenplads."

[93]Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine Forelæsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham til i Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede sig Stær, som man ikke turde gjøre til Gjenstand for Operation under Hensyn til en ganske vist hævet Nethindebetændelse paa det ene Øie, der befrygtedes at ville gjenindtræde ved en Operation og da at ville medføre fuldstændig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet paa det ene Øie var tilbage.

[94]Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi og Politik."

[95]"Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de August ("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").

[96]Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot nævne den i November f. A. kort før hans Død som Manuskript i 50 Exemplarer trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Høiesteretsdommen den 15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn have ment ikke at burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Død rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.

[97]Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min Fader i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet" for 2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne (Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en mellemliggende Modartikel.

[98]I Forbindelse hermed skal jeg endnu nævne en af mig i "Dagbladet" for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om Examenskommissioner"af en "Ikke-Theolog" og en Artikel i "Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet: "Et Par korte Bemærkninger i Anledning af Forhandlingerne om Ophævelsen af den philologisk-historiske Embedsexamen".

[99]Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af Universitetet besørgede Beretning om Festlighederne.

[100]Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde ældre og yngre Kolleger og Disciple glædet mig og min Familie ved en Gave af min Buste i Marmor, udført af den ældre Bissen, og paa 50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hædrede 12 ældre og yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig Retning, og hvoraf én Nordmand, mig ved Udgivelsen af et Festskrift, ligesom det da i Kjøbenhavn samlede 1ste nordiske Philologmøde overleverede mig en Adresse.

[101]Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Deres Excellence!Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage, som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og ikke kan frafalde.AllerærbødigstJ. N. Madvig.Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke ser mig istand til at modtage.Med største HøiagtelseærbødigstJ. N. Madvig.TilFormanden for FolkethingetsFinantsudvalg.

[101]

Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Deres Excellence!Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage, som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og ikke kan frafalde.AllerærbødigstJ. N. Madvig.

Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.

Deres Excellence!

Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage, som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og ikke kan frafalde.

AllerærbødigstJ. N. Madvig.

Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke ser mig istand til at modtage.Med største HøiagtelseærbødigstJ. N. Madvig.TilFormanden for FolkethingetsFinantsudvalg.

Kjøbenhavnden 22de Febr. 1880.

Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke ser mig istand til at modtage.

Med største HøiagtelseærbødigstJ. N. Madvig.

TilFormanden for FolkethingetsFinantsudvalg.

[102]Her skal jeg i saa Henseende særlig nævne de af mig under 27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte: "Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning nærmest i de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse af Undervisningsinspektøren", fordi disse Bemærkninger gjentagende have været gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre Sider. — En senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at udarbeide en egentlig Retskrivningslære, som det skulde paalægges Skolerne at gjennemføre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.

[103]Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrædelse og indtil min Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnævnt 7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), Ørsted (29de April 1853), Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den Decb. 1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te Decb. 63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Bræstrup (7de April 65 ad interim), Rosenørn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard (4de Septb. 1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenørn (23de Septb. 1869), Hall (28de Mai 1870).

[104]Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nævne to Artikler i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg under Mærket "j" imødegik fremkomne Ideer om Nedlæggelse af vore offentlige lærde Skoler.

[105]Som bekjendt, har Praxis søgt at raade Bod paa, hvad der ved de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlæggelse, gjennem Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste af Skolernes Lærere og i meget nær Forbindelse med Skolerne. Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte tildels den forberedende Undervisning endnu længere nedad.

[106]En til den sidste Periode af min Virksomhed som Undervisningsinspektør henhørende vigtig Erklæring angaaende Sorø fra 1868 er omtalt ovenforSide 162.

[107]Se ovenforSide 107.

[108]Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags Udtryk og Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.), der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen og hist og her efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte og noget tunge Stil lettere.

[109]I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den 21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle "Bemærkninger om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse og de Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten m. m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884—1885).

[110]Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mélanges Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af græske Digtere hos Athenæus.

[111]Udgiverens Anmærkning: Det bør maaske rettest her nævnes, at min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i 1871 af de tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg, i 1876 af det tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts "academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant" han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei"i Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.

[112]Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister, Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéréàiuste titre comme doyen des latinistes du monde entier".

[113]Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874—75 for de fire danske Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det russiske Undervisningsministerium.

[114]Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.

[115]Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). — Da jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg — paa forud underhaanden sket Forespørgsel — troede at burde tilsidesætte.

[116]Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved Universitetsjubilæet iEdinburgtilbudne Valg til "Doctor of laws".

[117]Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket selvfølgelig beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen Vemod.

[118]Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min Samværen med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende i min umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere Timer som Sekretær, — og der samledes jævnlig uden særlig Indbydelse Venner af mig og mine Børn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i min Bolig i Kjøbenhavn.

[119]Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal; pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min høire Haand, og blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brünig, og paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jætter rimeligvis ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forkølelse ved hed og træt at lægge mig til at sove i det eneste Værelse i Hotellet, der kunde indrømmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien var vasket. Forkølelsen blev efter den umiddelbart paafølgende Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for Fragtmænd og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig Slurk Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand, der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning, og som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en Hest.

[120]Jfr.Side 43.

[121]Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker, der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer, nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede, skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer: Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.

[122]Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af, hvad en Artikel var, osv.

[123]Anmærkninger af Udgiveren:1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober 1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December 1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien, "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877 til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (— min Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September 1881, se Bladene for samme Dag —) og "Om det paatænkte Monument for Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880. Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for 1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de, skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som hans seneste Meddelelser: "Hans (ɔ: min Faders) Fremstilling vil altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden — med en Opfattelse af samme som denbedsteTid i den Betydning, hvori gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen haandgribelig Modstand gjørende Oldtid —, men meget mere om en klar streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og Exegese."

[123]Anmærkninger af Udgiveren:

1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober 1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December 1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien, "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877 til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (— min Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September 1881, se Bladene for samme Dag —) og "Om det paatænkte Monument for Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880. Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for 1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.

2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de, skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som hans seneste Meddelelser: "Hans (ɔ: min Faders) Fremstilling vil altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden — med en Opfattelse af samme som denbedsteTid i den Betydning, hvori gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen haandgribelig Modstand gjørende Oldtid —, men meget mere om en klar streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og Exegese."

[124]Se Talen ovenforSide 289til 292.

[125]Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg, vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.

[126]For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's Regjering S. 259—261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar, i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.

[127]At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den paalideligste Art.

[128]Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset, hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.

[129]Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne til en af vore offentlige Samlinger.

[130]For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han ikke være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten, men staae over dem begge.

[131]Feilskrift for Hans. Udgiveren.

[132]En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.

[133]Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.

[134]Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.

[135]Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd").Udgiveren.

[135]Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd").

Udgiveren.

[136]Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.

Back to Index Next