Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne, den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold vil vise sig.
Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at være Medlem af Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed, men en stærk Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Stræben i den Post, som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde afløst Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfærdiget Kundgjørelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved Monrads Forespørgseltil Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg ved den Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig havde betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig til et løsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der ved Kundgjørelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at hvile, forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles for alle Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andræ troede ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile; jeg véd ikke, hvorvidt han selv i det Øieblik troede paa den Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden havde Ret, følte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatløse Forhandling om det af mig forelagteTheaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den 4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestræbte mig for at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet Andræs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som Formandspladsen forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det kongelige Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes den forenede Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadteved Siden af Rigsdagens sædvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophævelsen af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en Opsigt vækkende Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift, da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa Vedligeholdelsen af den kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne førte Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad, F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en uheldig Form ved uden nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende tvingende Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge i Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse til Thronen indtræde som et mere tilfældigt end i historiske og Retsforhold begrundet Arrangement — istedetfor først at knytte den nye Thronfølge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med Kongelovens Arvefølge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853 afgivne Betænkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige, skulde følges i den Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens Afgivelse indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens Flytning til Elben, og da Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen afFolkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme Kreds, med mine Meningsfæller det samme Forslag, og jeg talte ivrig derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige Afstemning ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for simpel Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer endnu den Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen, uden at støde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde have gjort en Indrømmelse paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender, at en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at den danske demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag, men en Misstemning, som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med det Flyveskrift ("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg efter anden Samling gjorde Rede for min Optræden, og hvori jeg erklærede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget, burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand. Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere Ministerier ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik Plads som imidlertid i Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse. Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden at forøge den antydede Misstemning og ganske svække sin egen Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg vedden endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle Medlemmer, der stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa til). At denne min Opposition i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den nye Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjøre med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronfølger, er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles unødvendigt at udtale. Jeg vedblev som før at betragte det som saare magtpaaliggende, at Thronfølgeren — efter et Udtryk, som jeg erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, — blev sat muligsten évidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter. Jeg erindrer, at jeg, da jeg mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det første Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i Geheimestatsraadet. Jeg betragtede med stor Harme den usømmelige Maade, hvorpaa "Fædrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drømme om en dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til Thronfølgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse ved en sidste og afgjørende Leilighed udgød sig i de groveste Udbrud imod mig, nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Præsident i Rigsraadet med dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen og Lykønskning[81][82]. — Til personlig Nærmelsetil ham som Prinds havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af Rigsraadets første Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende mig til ham for indstændig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten (eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt i en for hans Fremtid i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske Ridderskab, som han skulde skaane og søge at vinde, og paa den anden Side det danske Folk, der ængstelig vilde vogte paa ethvert af hans Skridt. Hans kongelige Høihed beroligede mig ved bestemt at udtale sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.
Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 — i hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem af Udvalget om et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast, — Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning til Kongerigets særlige Anliggender for at gjøre Plads til den paatænkte Fællesforfatning for Monarkiet. Under første Behandling af denne Sag ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget vedtagne Bestemmelse,at den endelige Beslutning om Indskrænkningen først kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede nemlig dels, at det allerede var uheldigt, at der, førend Nogen kjendte Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlæg væsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for hvert af Hertugdømmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng med Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe, dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af hvis Underskrivere tre, derimellem Ørsted selv, havde Plads i det daværende Ministerium, nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af Grundlovens Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget i Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa svarede, at Hertugdømmerne ved Oprøret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse, kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget, ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved der kastedes et eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede Frihed, som Ministeriet forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede hos Ørsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste Indflydelse paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min særlige Embedsstilling som Undervisningsinspektør og heller ikke blev til Hinder for, at, da derpaa ved Forordningenaf 26de Juli 1854 et Rigsraad af foreløbig 20 kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af 1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor, medens de 11 andre for Kongeriget Udnævnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og fik den ogsaa under 28de August, dog først efter en fornyet Opfordring til at indtræde og efter en temmelig varm forudgaaende Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.[83]Da det imidlertid ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde i et bestemt Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstød i Rigsdagen maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854—1855.
I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg (den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev at have Sæde som Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for Kjøbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. — Som Medlem deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var indskrænket til Kongerigets særlige Anliggender (indtil 1865), som i den paafølgende,da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og mine Bestræbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning, eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig en særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide. Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres Opfordring og Valg først og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af Gjenstande, der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til den første Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede Lovudkast om Almueskolevæsenet (1855—56), om Menighedsraad (1860—61) og hele Geistlighedens Lønning (1860—61 og især 1861—62) og om Lønningerne ved Universitetet (1863—64). Navnlig medførte det i Sessionen 1861—62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges Lønning for mig som Formand og Ordfører i det nedsatte Udvalg et meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende Forhandlinger i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig nærmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige Lønningsspørgsmaal, der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede sig en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet fra en Side (Clausen og endnu stærkere Stiftsprovst F. Nielsen) Kirkens egentlige og særlige Eiendomsret over disse opstilledes og forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret Understøttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig letfærdig og hensynsløs Indgriben og Løsriven. Men ogsaa i Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde jeg efter Evnemin Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns Kommunallov (1856—57), ved Loven om Eftertryk (1857—58) og ved det af B. Christensen indbragte Forslag til Lov om Fæstes Overgang til Selveiendom (1857—58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse og Fremme, eller kun krævedes af min egen Overveielse, saasom ved det oftere gjentagne Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket jeg, da det første Gang forhandledes (1856—57), ligefrem sagde Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhæng med almindelige Grundsætninger og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser og paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og Bestemthed, men tillige med det nødvendige Hensyn og ad begge Veie at bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af Indholdsfylde og Sømmelighed.
Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte foreløbige Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til en Fællesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til Rigsraadet og Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven var bekjendtgjort den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de Februar 1856 i første Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem af Rigsraadet[84], — og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varselved kongelig Reskript til som Præsident at lede dets Forhandlinger i den første Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og 23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende Samlinger indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fællesforfatning for hele Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium (Scheele, Hall, Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte de af Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede, at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes mig, som det af det Foregaaende vil være klart, blandt Andet baade paa Overbevisning om ForsøgetsindreBerettigelse og paa Tillid til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget gjordes loyalt, og jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod eller senere udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg før Rigsraadets Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berøring, ved Karakter, Dannelse og Optræden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse, og som senere med Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse for Forsøgog Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de enkelte Vanskeligheder. — Min Opgave som Præsident blev det med Upartiskhed og Ro at opretholde Orden og Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa længselfuldt skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve, hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes i saa Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om Fællesforfatningens Forelæggelse for de holstenske og slesvigske Provindsialstænder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed med velvillige og forsonlige Former. — Men den virkelige Gjennemførelse og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af Rigsraadet som Repræsentation for hele Monarkiet viste sig snart umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den 6te November 1858 var bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede Rigsraad en mat Tilværelse under Følelsen af, at Forudsætningerne for dets Indretning og Former ikke længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægedesig langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød i denne langsomme Bevægelse føltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske Stænderforsamling paa Grundlag af et letfærdigt Indfald af Lord John Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og Holstens) ligeberettigede særlige repræsentative Forsamlinger, fra dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Løsning. Den Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i Monarkiet og fordømte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed, kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stænders Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning og blev uden Tilsvar.[85]Hele Projektet, som neppe fra de holstenske Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt sporløst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet optræde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. — I Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den December et nyt Ministerium under Forsæde af den hidtilværende Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin Stilling som Amtmand var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og forresten sammensat af svage og uprøvedeKræfter. Ikke saameget nogen stærk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om, at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue (forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet værdig Personlighed, Civillisteintendanten Berling, men især Frygten for de Eventyr, hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en Demokrat legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit Krav om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have været Bismarcks Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen: "Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt", der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere nævnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse ved en meget betænkelig Ansættelse i Holsten, er ovenfor omtalt.
Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf aldeles uventet Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom jeg personlig modtog Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens Sted var ifærd med at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes Ministeriet, og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt Ministerium. Skjøndt nu den Stemning, som jeg maatte forudsætte, at der i det Øieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og for sig maatte gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde, ikke strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden Side følte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en Brøkdel af et Parti i Repræsentationen eller havde Tilbøielighed til eller Talent foroverhovedet at danne og sammenholde noget Parti, derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Løsning af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstræbes som den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident savnede Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen at forsøge, om det skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der havde bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af den danske Politik siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls foreløbige Samtykke et Forsøg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi kom ind paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den nævnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede umiddelbart efter Hans Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde faaet Fritagelse af Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om Eftermiddagen et Besøg af den mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium og med mig fortsætte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor Steen ganske stille til Slagelsefor at udføre en mig af Kultusministeriet overdragen Undersøgelse af den derværende Realskole.
I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som Konseilpræsident og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet til en ny Fællesforfatning for Kongeriget og Slesvig med et til den danske Rigsdags Forbillede sig meget nærmende Tokammersystem. Udkastet, der paa engang opretholdt den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem første Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning, idet der kun fra yderste Høire og Andræ ytredes Betænkelighed, at jeg, da jeg efter min Stilling som Præsident ikke kunde udtale mig, følte mig foranlediget til imellem første og anden Behandling i et lille, under en let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet til Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs Fællesanliggender osv. af en Tilhører") at forsøge paa at fremkalde en alvorligere Prøvelse af samme. Idet jeg deri erkjendte og forsvarede Berettigelsen til og Nødvendigheden af under de givne Forhold, da man allerede brugte Forfatningen af 2den Oktober og Rigsraadet som Forfatning og Fællesrepræsentation for Kongeriget og Slesvig alene, at søge en mere tilfredsstillende Form for samme, opfordrede jeg dog stærkt til ikke at overse og paa den nye Forfatning at overføre de Mangler, der fandtes og allerede havde vist sig ved den danske Grundlov, især med Hensyn til Landsthingets Sammensætning og Bestemmelserne om Finantsloven, hvilke Bestemmelser man da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte finantsielle Love, og antydede dernæst (S. 20 og 21) baade den provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog, i visse Punkter maatte have med Hensyn til den endelige Fastsættelse af Statslegemets Omfang og Begrændsning, og navnlig, at der maatte skjelnes imellem "Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige Ikrafttræden", for hvilken Betingelserne maaske ikke øieblikkeligvilde være fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet i sin Forventning om at kunne gjennemføre og opretholde den Forfatning, han foreslog, og hvorvidt han selv dengang har været hildet i den falske Opfattelse af Ytringer af Bismarck, som senere er bleven gjort gjældende, og har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet ikke vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere nævnte Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883[86], kan jeg ikke sige, skjøndt hans Udtalelser især under tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens Sp. 1299) antydede en mærkelig Tillid. Men mig var det i ethvert Tilfælde klart, at Tydskland og Preussen aldrig vilde tillade og de øvrige Magter aldrig understøtte den fuldstændige Gjennemførelse af Fællesforfatningen for Kongeriget og Slesvig, ɔ: i det Væsentlige Virkeliggjørelsen af Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog imidlertid og maatte antage, at ogsaa Hall gik ud fra, at, naar Fællesforfatningen forelaae som et Udtryk for den kongerigske og Størstedelen af den slesvigske Befolknings bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste"Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da nødvendig maatte dreie sig om, hvad der skulde indrømmes de tydske Fordringer ved territorial Indskrænkning af det Slesvig, der blev under den opretholdte Forfatning, skjøndt jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke lidt tvivlede om, hvorvidt Hall under Kampen med de enkelte og øieblikkelige Vanskeligheder tænkte hele Situationen tilende og stillede sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den ved tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilføiede og vedtagne Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttræden den 1ste Januar 1864 blev yderst betænkelig ved Frederik VII's imidlertid indtraadte farlige Sygdom, der to Dage efter Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de November) endte hans Liv (15de November). Det er grundforkert at antage, at Frederik VII's Død omstyrtede et Værk, der ellers med Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten være blevet aldeles uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne. Protesterne vilde være komne ligefuldt, og Danmark maatte indtil en vis Grad have givet efter for dem i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen ligeoverfor Protesterne vilde ganske vist have været bedre og Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt til et billigt Udfald været en ganske anden. Frederik VII indtog nemlig somfødtRepræsentant for det gamle Monarki en sikrere Plads ligeoverfor Udlandet, og selve de forskjellige Vendinger, som han og hans Ministerier i femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en roligere Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans Anseelse herhjemme hos den store Masse af Befolkningen saa høit og fast, at man lettere vilde have fundet sig i de Indrømmelser, som han havde maattet gjøre Udlandet, maaske gjennem en foreløbig Suspension af den nye Forfatning, men i ethvert Tilfælde med Hensyn til det Landomraade, hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge forholdt det sig ganske anderledes. Indsat til Arving veden ikke mange Aar forinden tagen Beslutning havde han ikke været og kunde ikke antages at ville blive Gjenstand for særlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets Side, og Thronledigheden fremkaldte derhos Begjærligheder, der før ikke havde vovet sig frem. I Indlandet krævede man paa den anden Side med Heftighed som Betingelse for Thronbestigelsen den ubetingede Underskrift under den den folkelige Følelse tiltalende Forfatning og forlangte dernæst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles naturligt, at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning og de fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer, dels indtrængende Formaninger om Eftergivenhed, betænkte sig og følte sig trykket. De første Dage efter Thronskiftet vare pinlige, ogsaa særlig for mig som Formand i den Forsamling, hvis Beslutning krævedes sanktioneret og underskreven af den nye Konge. Der udeblev ikke Spørgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende ud paa, om Rigsraadet dog ikke uden videre kunde gjenoptage Sagen og forandre sin Beslutning, hvilket jeg naturligvis maatte erklære for aldeles umuligt. Underskriften gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen for Rigsraadet dets Lykønskning til den nye Konge og hans Dronning paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring i Hjertet, med hvilken jeg den 13de om Aftenen havde meddelt Udfaldet af Rigsraadets Slutningsafstemning. Kort efter sluttedes min Virksomhed som dettes Præsident. — I Resten af November og December havde jeg ingen Del i nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen den 23de December igjennem Overhofmarechal Oxholm anmodedes om samme Aften i det af Kongen dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at deltage i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrædende Mænd af de forskjellige politiske Partier, der kunde føre til en Afgjørelse af Spørgsmaalet om det hidtilværende Ministeriums Forbliven eller Dannelsen af et nyt og til en Plan for den nærmeste Tids Politik. Som Deltagere idette Møde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil om Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med Bestemthed nævne Hall, Andræ, Lehmann, Monrad, Krieger, Fenger, Bluhme, David og Algreen-Ussing, men der var i det Hele omtrent tyve tilstede, derimellem vistnok ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende og blev resultatløs. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa mig den Bitterhed, hvormed nogle Medlemmer syntes mere at lægge Mærke til deres Modstanderes, det hidtilværende Ministeriums og det saakaldte nationalliberale Partis, Forlegenhed end til Fædrelandets farlige Stilling. Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans Majestæt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet noget Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig Tilslutning til det nuværende paa Grundlag af et bestemt Program, udenat der til denne Meddelelse fra min Side knyttede sig nogen nærmere Samtale med Hans Majestæt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye Ministerium, udenat jeg aner, paa hvilken endelig Udvei hans Tanke var rettet[87].
Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad mig paany med stærk Overbevisning udtale det, ingenlunde uhæderlige, ja i dens største og væsentligste Afsnit tillands: Kampen paa Dybbøl endog ærefulde Krig. Skjøndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende i Sorgen, ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at sørge i Taushed. — Preussen, Østerrig og Tydskland havde i første Linie stillet Fordringen om Novemberforfatningens øieblikkelige og fuldstændige Ophævelse, medens de ligesaalidtda som tidligere udtrykkelig angave eller antydede, hvad der skulde følge efter, idet de ei engang tilbagetoge eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende slesvigholstenske Krav. Krigen begyndte med, at den danske Overgeneral efter et Par Dages mindre Fægtninger ansaae det for nødvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar efter dens Udstrækning og Fjendens store Overmagt og bedre Udrustning i en høist ugunstig Aarstid oversteg Armeens Kræfter, men som uheldigvis ved Siden af dens rent militære Betydning havde en dyrebar symbolsk for den patriotiske Følelse, og under store Anstrengelser at føre Hæren tilbage til Dybbøl. Udentvivl havde han, som det nu erkjendes, fra det rent militære Standpunkt gyldig, i ethvert Tilfælde forsvarlig Grund dertil, men der opstod en Række Klager og Beskyldninger imellem ham, Krigsministeren og Konseilpræsidenten om Tilbagetogets Iværksættelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende og Samtykke, en Strid, der førtes ganske aabenlyst og ikke kunde Andet end forvirre det almindelige Omdømme, da den endtes med Generalens Afskedigelse, efter hvilken Hæren i fjorten Dage var uden definitivt udnævnt Anfører. Derved fremkaldtes da høitlydende Ytringer og bitter Kamp mellem to stærkt modsatte Stemninger. Der gaves endel Mennesker, overveiende i de bedrestillede Klasser af Samfundet, hvem de senere Aars konstitutionelle Bevægelser med deres i Kongeriget temmelig udprægede demokratiske Retning vare saameget imod, at Ophævelsen og Tilintetgjørelsen af en konstitutionel Forfatning i og for sig selv var dem behagelig og betragtedes som en Udsigt til videre Systemforandringer; der vare Andre, der uden at gaae saavidt dog ifølge Opdragelse, Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig paa de konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for, hvad de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget overfladisk overveiede, hvormeget af denne Enhed vore Fjender vilde levne, og til denne sidste Klasse hørteganske vist endel af Hærens ældre og høiere Officerer. Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og ubesindig Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt med Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, opløftedes der af den førstbetegnede Klasse i Forening med nogle Officerers Familier og Venner et Skrig imod den uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og man var fra den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se en politisk Handling nærbeslægtet med General Monks Kontrarevolution i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i fornemme Saloner, paa offentlig Gade og i Blade saaledes, at der baade kastedes en Skygge paa Hærens Ære, hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og høie Personer udsattes for skjæve Forestillinger og Domme, som om de ikke stode dette Uvæsen fjernt. Paa den anden Side opstod der hos den menige Mand, navnlig i Hovedstaden, hvor i den store Masse under en Krigs Omskiftelser den patriotiske Følelse lettest taber Maadehold og Ligevægt, en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for tilstrækkelig krigerisk stemte, og tildels imod Hæren selv, især dens høiere Befalingsmænd, idet man, ubekjendt med den ufuldendte Omorganisation af Armeen og med vort Artilleris og især vore Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed, stillede saare ubillige Fordringer, en Stemning, der desværre næredes af enkelte Blade, navnlig det da endnu af skandinaviske Drømme forblindede "Fædreland", ikke uden stundom betænkelige Hentydninger, og det kom endog i Hovedstaden til enkelte Pøbelexcesser ved den regjerende Dronnings og Enkedronningens Palaiser under Kongens Fraværelse. Disse Udvæxter kastedes af Modpartiet sammen med Alt, hvad der aandede Iver for den engang begyndte Krigs kraftige Førelse, under Navnet: "Kjøbenhavneri". Under disse Omstændigheder troede jeg, at der var Anledning til alvorlig Paamindelse til begge Sider, og jeg gav den uden Skaansel, men heller ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for 1ste til 3dieMarts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens Opgivelse og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemærkning af mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts[88]. — Derefter fulgte den haarde og seige Kamp paa Dybbøl, hvis Fortjeneste vi, der sad hjemme, ikke strax fuldt kunde paaskjønne, fordi vi ikke vidste, hvor svage Forskandsningerne vare ligeoverfor det riflede Skyts af svært Kaliber, og hvilken uhyre Overvægt Bagladegeværet gav det preussiske Infanteri[89]. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi, da Vaabenstilstanden nærmede sig, ønskede, som jeg erindrer selv at have udtalt ved et tilfældigt Møde med Hall, at den sidste Kraft maatte blive sat paa at bevare Dybbøl indtil efter Stilstandens Indtræden, fordi det vilde være af Betydning i det Øieblik, da den indtraadte, endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen og specielt Krigsministeriet kan det ikke tilgives,at det ikke efter de paa Stedet kæmpende høieste Officerers Indstilling befalede eller tillod de ødelagte Værkers Rømning, og det maa beklages, at den personlig brave, men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach hverken selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller overlade General du Plat, der tilbød sig dertil, at paatage sig Ansvaret[90]. Hvis Hæren, overladende de fuldstændig ødelagte Værker til Fjenden, frivillig var gaaet over til Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab, derimellem af nogle fortrinlige Officerer, være undgaaet, men Indtrykket af og Mindet om to Maaneders ærefulde Modstand var ikke blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og Hærens moralske Kraft var bleven bevaret for de følgende Begivenheder. — Om de derpaa i London paafulgte Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med et Forslag til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det Forslag, der senere fra anden Side fremkom i denne Retning, ikke blot ikke været afvist, men grebet af al Magt som sidste Udsigt til at bevare Noget.
Spørger man mig, ved hvis Skyld Danmark har mistet Hertugdømmerne (forsaavidt der ved Holsten, der aldrig helt, undtagen fra 1806 til 1815, har tilhørt den danske Krone, kan være Tale om at miste), da svarer jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig Følge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke og vilde være indtraadt, hvilke kunstige Midler man end, selv med Kongerigets dybe Fornedrelse, havde anvendt derimod, hvad senere Begivenheder overfor andre Magter vistnok tilstrækkelig have godtgjort. At et Stykke af Slesvig maatte følge med Holsten, var forskyldt ved lang Forsyndelse i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor hviler Skylden paa dem, der ikke havde havt Mod til ataabne deres egne og Folkets Øine; hverken yderste Høire eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de vare allerblindest. Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man, som det gaaer under store Ulykker, søgte at vælte Skylden over paa et enkelt Parti og nærmest en enkelt Mand, Hall, bragte mig til i et i December 1864 udgivet Skrift: "Den nationale Politik og det danske Monarki" at forsøge at skaffe en billigere Bedømmelse Indgang; jeg troer ikke, at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjøre stor Virkning, skjøndt Indholdet vel fortjente Overveielse, selv om visse Mangler og Svagheder maatte være stillede i et noget mildt Lys[91].
I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad, bestaaende af to Thing, indtraadte jeg i Landsthinget ifølge umiddelbart Valg i Kjøbenhavn. Den væsentligste Opgave for dette Rigsraad, der holdt tre overordentlige Sessioner i 1864, 1864—65 og 1865 og en ordentlig i 1866, var — næst Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn til de Anliggender, der havde været bestemte til at være fælles for Kongeriget og Slesvig, og en Mængde Anliggender, der stod i Forbindelse med Krigen og de ved dens Udfald fremkomne Forhold, — Fastsættelsen af de Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og Rigsraadet skulde ophæves og vige Plads for den fornyede Grundlov for Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige Forhandlinger derom tog jeg baade i Thinget selvog i Udvalg og Fællesudvalg ikke ringe Del, navnlig sluttende mig til Bestræbelsen for ved denne Leilighed at give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende Sammensætning, en Bestræbelse, som jeg naturligvis paa tilsvarende Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af, hvad jeg savnede i den hidtidige Ordning, understøttede i Rigsdagens samtidige Forhandlinger om Revisionen af Grundloven, der førte til den gjennemsete Grundlov af 28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger Intet, som jeg finder Anledning til her særlig at omtale; paa ved denne Leilighed at tilveiebringe bedre Bestemmelser om begge Things Delagtighed iFinantslovensBehandling var der efter Sagernes Stilling for mig ingen Anledning til at gjøre noget Forsøg; det vilde dengang være blevet uden ethvert Resultat.
Ligesaalidt føler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor i Almindelighed og særlig med Hensyn til Tiden før 1865 har bemærket om min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring til at dvæle i det Enkelte ved denne, som den fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil 1874. Jeg stræbte nu som tidligere at gjøre min Pligt og at bidrage til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige Prøvelse i sømmelig Form. Som Medlem af Udvalg deltog jeg i Behandlingen af en Række vigtige Lovudkast, dels saadanne, der efter tidligere Stilling og efter Personlighed laae mig nærmere, saasom om Valgmenigheder (1867—68), om Besættelse af Præsteembeder i Folkekirken og om de geistlige Embedsmænds Lønning (1870—71 og 1871—72), dels ogsaa af saadanne, til hvilke jeg ikke medbragte nogen særlig Forudsætning, ja som endog syntes at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat (1866—67), om en Livsforsikringsanstalt (1867—68 og 1869—70), om Lønninger for Retsbetjente (1869—70), om Digevæsenet (1872—73), i hvilken Sag jeg troer ved et Foredrag ved Slutningen af første Behandling at have fremkaldt en fuldstændig og mærkelig Vending. Vedandre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan særlig Stilling, enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom ved Lovudkastet om Undervisningen i de lærde Skoler (1870—71), et Lovudkast, som jeg senere hen vil komme til at omtale, og om Almueskolevæsenet (1873—74), eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfældig og kun fra enkelte Synspunkter følte mig opfordret til Deltagelse, saasom ved Værnepligtsloven (1868—69), hvor jeg iøvrigt i Anledning af Spørgsmaalet om de ordinerede Geistliges Stilling blev Medlem af og Ordfører for det nedsatte Fællesudvalg, og om Hærens Ordning og Lønninger ved Hæren (1866—67). Jeg erindrer med Tilfredshed, at jeg ved første Behandling af det sidstnævnte Lovudkast tidligere end nogen Anden i Rigsdagen med fuld Bestemthed udtalte mig om Nødvendigheden af Fæstningsanlæg uden udtrykkelig at nævne Kjøbenhavn, men allerede dengang med Tanken fast rettet paa dette Punkt[92].
Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad jeg mig i en Skrivelse til de daværende Valgmænd for Kjøbenhavn baade paa Grund af min Alder, der opfordrede til Begrændsning af Arbeider og Tankeformaal, og af mit allerede dengang stærkt svækkede Syn[93]Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betænkning og nogen indre Modstræben i en alvorlig og vanskelig Tid trak mig tilbage fra en Stilling, hvis Krav jeg efter Evne havde bestræbt mig for at opfylde, og hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil der paa den anden Side kunde ønskes yngre Kræfter, medens jeg paa det stærkeste maatte føle mig opfordret til at anvende den Tid og den Arbeidskraft, der endnu kunde være mig levnet, paa min Embedsgjerning og de videnskabelige Opgaver, som jeg havde stillet mig; — jeg modtog derpaa fra Valgmændene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse. — Skjøndt man endnu ikke da var naaet til det Punkt, at Utilstrækkeligheden af Grundlovens Bestemmelser om Forholdet imellem begge Thing med Hensyn til Finantsloven havde vist sig gjennem en nødvendig bleven provisorisk Finantslov, hvad jo først skete i 1877, havde jeg dog set Nok til at finde mine Betænkeligheder fra 1849 bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en Bekymring for Fremtiden, der destoværre har fundet sin fulde Bekræftelse paa den Tid, da jeg nedskriver disse Blade, og jeg havde ogsaa i andre Retninger havt rigLeilighedtil at føle saavel Vanskeligheden ved at gjennemføre en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to Afdelinger af Folkerepræsentationen, naar denne Deling kun er fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse, som den Svækkelse af den hele Repræsentations Totalkarakter og af de konservative Elementers virkelige Indflydelse, der følger af disses Udsondring for sig og deres kun tilsyneladende anseligere Stilling. — Naar jeg ser tilbage paa min egen Deltagelse i det politiske Liv og de parlamentariske Forhandlinger, paatrænger der sig mig Følelsen af derved at have lagt større Stræben efter indtrængende Erkjendelse og Uafhængighed af traditionelle Meninger og Forestillinger for Dagen end praktisk ihærdig Handlekraft; mest har det skortet mig paa, hvad jeg vil kalde den agitatoriske og partisamlende Evne og Lyst; naar jeg havde udtalt,hvad der forekom mig at være det Sande og Rette, stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har jeg for ofte ladet det blive derved og stolet formeget paa Sandhedens Magt.
Ganske har jeg dog efter min Udtrædelse af Rigsdagen ikke kunnet tie, hvor det forekom mig, at uberettigede og vilkaarlige Anvendelser af traditionelle og fra Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart urigtige Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede Forfatnings Indretning fremtraadte altfor kækt. Ligesom jeg, medens jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa særskilt aftrykt Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober 1873 (under Mærket g): "Finantslovens Nægtelse" stærkt havde hævdet og paavist Forpligtelsen for hvert Thing til at vedtage en til dets Overbevisning svarende Finantslov, saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876 først i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen" at hævde det nævnte Things Stilling overfor Ministeriet og dernæst i ommeldte Blads Nummere for den 18de og 20de November i en Artikel med Overskriften: "Grundloven og Ministerskifter" (ligeledes under samme Mærke) bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med Folkethinget beroende Regjering som paa nogensomhelst Maade forudsat i vor Grundlov, idet jeg ikke forbigik den Svaghed, hvormed Mænd, der ellers ikke stode mig fjernt, bekæmpede Fordringen med blotte Betimelighedshensyn, medens de af doktrinær Respekt for det engelske Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876 udgav jeg derhos i Anledning af det da forelagte Befæstningslovudkast en Piece: "Om Danmarks Forsvar og dets Understøttelse ved Fæstningsværker af en civil Mand", hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjøbenhavns Befæstning som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemærket hen, senere med mit Minde er bleven gjenoptrykti Septb. 1880 under mit Navn af Forsvarsforeningen for Fyens Stift[94]. Endelig kunde jeg i 1882, hvormeget jeg end i de fleste Punkter ellers var uenig med Folkethingets Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige indflydelsesrige Høiremænd af Landsthingets og Folkethingets Ligeberettigelse søgte at udlede Gyldigheden af Finantsbevillinger givne alene af det ene Thing (Landsthinget), og efterviste, hvad jeg endnu føler mig overbevist om, aldeles afgjørende Nødvendigheden af begge Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori" stemplede Mening) i de tidligere nævnte "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagssamling", der fandtes for heterodoxe til at finde Optagelse i "Berlingske Tidende"[95], og jeg føiede dertil i Anledning af en temmelig overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et Par Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede Bevillingsret"[96].
For at fuldstændiggjøre den her givne Oversigtover min Medvirkning i offentlige Anliggender udenfor min direkte Embedsvirksomhed skal jeg endnu kun tilføie, at jeg har været Medlem af tre til Behandling af kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte Kommissioner. I den første, hvis Kommissorium, fremkaldt af Ørsted som Minister, var af 17de December 1853, overtog jeg, efterat I. P. Mynster var død efter Afholdelsen af et Par Møder, Formandspladsen og søgte alvorligen at fremme saavel Afgivelsen af Betænkningerne over de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen af et Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag, i hvilken jeg ansaae mig for bunden ved den af mig som Minister paatagne Forpligtelse, og hvori jeg sluttede mig sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall, Tryde og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve staaende ved et mere begrændset Forslag om et Kirkeraad. Kommissionens Betænkninger og Andragender ere trykte i 1854. Den anden Kommission, der nedsattes den 5te Juli 1859, beskæftigede sig kun med Spørgsmaalet om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes til en endelig Løsning, som det fremgaaer af den særlig trykte Betænkning. I den 3die Kommission, der nedsattes den 18de Juni 1868 efter Indstilling af Kultusminister Aleth Hansen, og hvori Hall førte Forsædet, havde jeg maaske gjort rettest i ikke at indtræde, da jeg i de mellemliggende Aar havde fjernet mig længere og bestemtere fra den givne faste kirkelige Grundvold; men, da jeg undvigende en Erklæring herom havde modtaget Udnævnelsen, bestræbte jeg mig for at hævde og forsvare, hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes Væsen som Forudsætning for Statens Forhold til den, og jeg kom herved til at indtage et mere konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de forskjellige Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere. Iøvrigt frembragte heller ikke denne Kommission,hvis Forhandlinger tryktes i 1870, noget praktisk Resultat[97].
Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider min Livsvirksomhed fra 1852 af atter væsentlig tilhørte, begyndte jeg strax i Februar det nævnte Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse paa Grund af Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.
Medens jeg før 1848 ifølge min Ansættelse og den overleverede Vedtægt, som kollegiale Hensyn ikke tillode at forandre, havde indskrænket min Lærevirksomhed til den latinske Philologi med Undtagelse af, som tidligere berørt, halvt hemmelige exegetiske Øvelser i de sidste Aar over græske Prosaister og af den encyclopædiske Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave og Methode, var jeg nu ved selve min Udnævnelse til Professor i klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen for de tidligere til 2den Examen holdte Forelæsninger, men fremfor Alt ved min egen indre Drift opfordret til i Kredsen af mine Forelæsninger og Øvelser ligelig at omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne Udvidelse af min Lærevirksomhed stødte heller ikke længer paa nogen Vanskelighed fra min ældre Kollegas og Vens F. C. Petersens Side. Jeg holdt altsaa fra nu af ikke blot exegetiske Forelæsninger og Øvelser saavel overgræske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides, Aristophanes og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid, Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb og Plutarch, men foredrog ogsaa med stor Interesse den græske Litteraturs Historie (indtil og med den alexandrinske Tid) og en Fremstilling af de græske, navnlig attiske, Statsindretninger, idet jeg, efter at have orienteret mig i de nærmest forudgaaende tre Aars philologiske Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier begyndte og efterhaanden gjennemførte et nyt sammenhængende Studium af den opbevarede græske Litteratur, som jeg fra Homer af fuldstændig gjennemgik indtil de alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius, Kallimachus og Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's og Theophrats naturhistoriske Skrifter og den førstes Metaphysik) helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og Strabo lige til Plutarch og Lukian. Af hvad der ligger efter denne Tidsgrændse medtog jeg derhos i sammenhængende Læsning nogenlunde tilstrækkelige Prøver til at orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige deri adspredte Levninger fra og Erindringer om den ældre Tid; kun Athenæus gjennemarbeidede jeg tilsidst helt, for ikke at tale om de græske Skribenter over romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa den latinske Side førte jeg den fuldstændige Læsning af den prosaiske Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med Tilføielse af ikke ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et Vidnesbyrd om denne Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne foreligger i mine Adversaria Critica, hvorom nedenfor. Heller ikke de græske Indskrifter, især de attiske, forsømte jeg; med de latinske havde jeg allerede før beskæftiget mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede Studiet, efter at den af Mommsen grundlagte Samling havde gjort Stoffet tilgængeligere. Mine Forelæsningers og Øvelsers Karakter blev, omend i det Enkelte modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den sammesom tidligere, idet jeg fremdeles stræbte efter paa Grundlaget af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i Sprogets almindelige Væsen, hos de Studerende at opbygge en alle væsentlige Momenter omfattende Oversigt over Oldtidslivet i dets særegne og historiske Udvikling. Jeg søgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved Forstaaelsesvirksomheden og alvorlig og flersidig historisk Interesse, naturligvis med Glæde henvisende til det Skjønne og Dygtige, især de primitive, simple og naturlige Kulturformer, men uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre Tid, som den i uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens Adel. Overhovedet bestemtes mine Forelæsningers Form og Indhold ved min Forestilling om den vordende philologiske Lærers Evne til at gjennemføre den Opgave, jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen, nemlig dybere at begrunde Dannelsen ved Selvbeskuelse af Oldtidens eiendommelige Kultur i Modsætning til den moderne, og ved min derefter formulerede Anordning af den philologisk-historiske Embedsexamen. De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille, hvad de i Studiet havde at vente, og hvilke Krav det gjorde til dem, idet jeg tillige opfordrede dem til at overveie, hvorvidt de troede at have Forudsætningerne for med Held og Tilfredshed at udøve den Undervisningsgjerning, hvortil Studiet for de Fleste maatte lede. Forlokket til at vælge det philologiske Studium har jeg Ingen, forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive det med Lyst og Tilfredshed; afskrækket har jeg maaske En og Anden, maaske ikke altid dem, der vare mindst kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har jeg arbeidet ikke blot med embedsmæssig Troskab, men med personlig Velvillie og Imødekommen, støttende dem det Bedste, jeg kunde, og følgende dem med Deltagelse, og jeg har al Grund til at paaskjønne, at der er sket migfuld Gjengjæld fra deres Side baade i Universitetsaarene og siden.
Mine Forelæsningers i det Hele rent fagmæssige Karakter satte mig ikke umiddelbart i Forhold til noget stort Antal af de Studerende; men mine stadige Besøg ved Skolerne, navnlig ved deres Afgangsexaminer, udvidede det gjensidige Bekjendtskab med en større Kreds, hvilket tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i Universitetets almindelige Anliggender. Min Lærevirksomheds Form udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i den bestemtere Udsondring af den klassiske Philologi til selvstændig, men i sin Fremtræden begrændset Specialvidenskab i Modsætning til den tidligere Udbredelse af et vist almindeligt philologisk, nærmest latinsk Præg over det hele Universitetsvæsen. Den i sig selv ogsaa efter min Mening berettigede Bestræbelse for at fjerne dette Præg, der besværede Videnskabens og Tankens frie Udtryk, gik herhjemme paa Grund af særlige nordiske Reminiscenser noget hurtigere frem end i Tyskland, stundom med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post som Universitetets sidste latinske Programskriver, saaledes faldt det ogsaa i min Lod ved Reformationsfesten i 1854 at holde den sidste latinske Universitetstale, og, idet jeg delvis gav den Formen af en "parentatio", greb jeg da Leiligheden til baade i det Hele at paavise, hvilken Tjeneste den latinske Form havde ydet til Videnskabens Almindeliggjørelse som europæisk Fælledseiendom, og i Særdeleshed at fremhæve, at denne latinske Form maaske i Reformationstiden havde været et væsentligt Værn mod en Fare for vor Dannelses Germanisering.
Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har ogsaa i Forholdet til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv været et ved gjensidig Velvillie og Imødekommen særdeles glædeligt, hvilket jeg har saa meget mere Grund til at paaskjønne, som Tilbagetrædelsen fra en ForesatsStilling i Rækken af de gamle Embedsbrødre ikke altid sker uden Anstød. Det første Bevis paa mine Kollegers vedblivende Velvillie modtog jeg — næst (som tidligere berørt) den enstemmige Indrømmelse af en vis til Ancienniteten knyttet Ret, som jeg ikke havde sikret mig, — ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste Gang, et saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den 8de Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sæde i samme, efter ikke lang Tids Forløb ifølge Alder, lige til min Afgang fra Universitetet og deltog til enhver Tid ivrig i dets og i den akademiske Lærerforsamlings Forhandlinger. Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855 mit første Valg til Universitetets Rektor for 1855—56, hvilket senere fornyedes for 1856—57, 1863—64, 1866—67, 1870—71 og sidste Gang for 1878—79. — Med særlig Tilfredshed overtog jeg kort efter min Indtrædelse iKonsistoriumBestyrelsen af det nyoprettede betydelige Smithske Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde været overdragen til Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra Universitetet. Jeg beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i femogtyve Aar og troer i denne Stilling, under Samvirkning med Fakulteterne og Konsistorium at have bidraget Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det dertil, at det for yngre Videnskabsmænd og Studenter ikke blot betragtedes som en Fordel, men som en Udmærkelse at opnaae Stipendiet. — Imellem de forskjellige administrative Anliggender ved Universitetet, hvori der betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun nævne Opførelsen af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek deri, idet jeg allerede tidligere har havt Leilighed til nærmere at omtale min Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter det zoologiske Museum opførtes, fandt jeg i Landsthinget Leilighed til at støtte mod Indsigelser og mod Ministerens (Monrads) ikke utydelige Lyst til at opgive samme. Ligesomjeg til enhver Tid med Iver havde virket for Universitetets og dets Læreres fælles Interesser, saaledes fik jeg derhos endnu i mit sidste Universitetsaar særlig Leilighed dertil, idet jeg fungerede som Formand for og tog ivrig Del i Forhandlingerne i den af Kultusministeriet i Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i Oktober s. A. afgivne Betænkning blev Grundlaget for det derefter forelagte, men ikke gjennemførte Forslag til Lov om Tilveiebringelse af Ligevægt mellem Universitetets Indtægter og Udgifter, og idet jeg endvidere kom til at fungere som Formand for et af den akademiske Lærerforsamling ligeledes i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te December afgav en udførlig Betænkning og Forslag om Universitetets Lærerkræfter[98].
Der indtraf i det her omhandlede Tidsrum flere Anledninger for vort Universitet til ved festlige Leiligheder at lade sig repræsentere ved fremmede Universiteter, saaledes 1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875 i Leyden og 1877 i Upsala, og mine Embedsbrødre kaldte mig hvergang til i Forening med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i Leyden Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at udføre dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg faaet en personlig Indbydelse fra Universitetet dersteds. Alle disse Reiser bragte mig Tilfredsstillelse for vort Universitets Vedkommende og Glæde ved den Modtagelse og Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at min Optræden og mine Udtalelser tydede paa et friere og videre videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse og paa et livligere og mildere Sind, end man maaske havde forudsat det hos den strenge Grammatikerog Faglærer. De knyttede Bekjendtskaber og Forbindelser, og det ikke udelukkende med Universitetslærere, have bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870 under den tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber, idet jeg var anmodet om dér at holde en Række Forelæsninger, hvortil jeg som Emne valgte Sprogets Væsen og Liv. — Til disse Repræsentationer af vort Universitet paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det Hverv, som mine Embedsbrødres Tillid og Velvillie overdrog mig, og for hvis Skyld jeg indstændig var bleven opfordret til at fortsætte noget længere i mit Embede, end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns stærke Svækkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er noksom bekjendt, at Preussens og Østerrigs aldeles vilkaarlige Ophævelse af Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen af Aaret foranledigede Universitetets Lærerforsamling til den Beslutning at opgive den paatænkte Indbydelse til samtlige europæiske Universiteter til at deltage i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i størst Antal indtræffende tydske Universitetsrepræsentationer baade vilde have været ydmygende og let kunde fremkalde Ubehageligheder, og at indskrænke Indbydelsen til et Antal Videnskabsmænd fra de nordiske Broderriger, hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets Side, anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse og føler mig overbevist om, at vi deri valgte den rigtige Vei, og at vore Bevæggrunde forstodes rigtig baade udenfor Tydskland og ligeledes i Tydskland. Festen selv fik maaske ved Indskrænkningen et stærkere Præg af Inderlighed og forløb heldig og glædelig under stærk Deltagelse af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjøbenhavns Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for Talen ved Hovedfesten i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingenaf Universiteternes egentlige Opgave: ikke ene at besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare, forplante og bearbeide dem i Sammenhæng og gjensidig Paavirkning, saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra kunde hente Udspring og Styrke og den sig frit bevægende nationale Litteratur og Kunst der finde Støtte ved Selvbetragtning og Tradition, overalt med Henblik derhos paa de særlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet, paa engang stillet ene og sluttende sig sammen med den europæiske Videnskab, havde virket og virker. Talen, der aabent gik ind paa ikke uvigtige Spørgsmaal, syntes at finde Anerkjendelse[99], og jeg havde al Grund til at glæde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage kom mig imøde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse, ligesom den havde staaet mig bi under Festens Forberedelse og de dermed forbundne Vanskeligheder og Meningsforskjelligheder. — Med denne Fest var min Universitetsgjerning i det Væsentlige afsluttet. For at føre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne afslutte mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det ordnet saaledes, at min Afsked som Professor, der bevilgedes mig under 18de August 1879, først blev at regne fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg fritoges for at holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette gav Anledning til, at Embedsbrødre, Studerende og Medborgere udenfor Universitetet endnu beredede mig personlig en med talrige Lykønskninger (Adresser og Deputationer), rige Gaver og Æresbevisninger forbunden Afskedsfest den 17de November: 50 Aarsdagen for min Udnævnelse til virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg havde været borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde været konstitueret Docent og Lektor). Særlig bør jeg her nævne det veddenne Leilighed til Ære for mig ved Sammenskud af Landsmænd stiftede, til Universitetet knyttede Madvigske Jubilæumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine Døttre skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til Ære for mig samtidig prægede Guldmedaille[100].
Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen af Finantslovudkastet for 1880—81 i Finantsudvalget et Forslag om at yde mig en aarlig Extrapension, som jeg ikke mente at kunne og burde modtage, hvad jeg lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele de tvende Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede Kultusministeren og Finantsudvalget[101].
Med Paaskjønnelse af at jeg efterhaanden har nydt alle de Goder og Fordele, som Universitetet kan yde sineLærere, vil jeg tilsidst endnu her nævne, at jeg fra Efteraaret 1872 kom i Besiddelse af den eneste tilbageværende virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par Aar iforveien havde været ubetænksom nok til at lade den gaae mig forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved venlig Imødekommen af og Overenskomst med tidligere Kolleger (Hermansen og Holten) deri er vedbleven at have en hyggelig Alderdomsbolig i nær Berøring med de Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har været knyttet, — samt at jeg ved alle festlige Sammenkomster mellem Lærerne ved vort eget og vort Nabouniversitet i de følgende Aar vedblivende er regnet med iblandt disse.