The Project Gutenberg eBook ofLivserindringer

The Project Gutenberg eBook ofLivserindringerThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: LivserindringerAuthor: J. N. MadvigRelease date: February 19, 2014 [eBook #44967]Most recently updated: October 24, 2024Language: DanishCredits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK LIVSERINDRINGER ***

This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

Title: LivserindringerAuthor: J. N. MadvigRelease date: February 19, 2014 [eBook #44967]Most recently updated: October 24, 2024Language: DanishCredits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)

Title: Livserindringer

Author: J. N. Madvig

Release date: February 19, 2014 [eBook #44967]Most recently updated: October 24, 2024

Language: Danish

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team athttp://www.pgdp.net (This book was produced from scannedimages of public domain material from the Google Printproject.)

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK LIVSERINDRINGER ***

Afskriverens bemærkningerÅbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Den græske tekst er gengivet som trykt i originalen. Enordliste med rettelserer placeret sidst i bogen.Indholdsfortegnelsen kan findes her.

Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Den græske tekst er gengivet som trykt i originalen. Enordliste med rettelserer placeret sidst i bogen.

Indholdsfortegnelsen kan findes her.

Portræt og signatur: J. N. Madvig

Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.17de November 1879.Edv. Lembcke.

Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.

Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.

De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.

Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.

Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.

Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.

17de November 1879.

Edv. Lembcke.

LIVSERINDRINGERAFJ. N. MADVIG.Forlagets logoKJØBENHAVN.GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).FR. BAGGES BOGTRYKKERI.1887.

LIVSERINDRINGERAFJ. N. MADVIG.

Forlagets logo

KJØBENHAVN.GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).FR. BAGGES BOGTRYKKERI.1887.

I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, ɔ: dikterede, min Fader — tildels efter Opfordring af Andre — de efterfølgende Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, — og for dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand var bedre — han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop den 12te Decb. f. A. —, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikkeat være ene om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende — en Bestemmelse der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider —, og det var først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interessekunde have for Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse. Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet, saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.

Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.

Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv. Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.

Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevægetmin Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe, at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig at overleve sig selv.

Den 30te April 1887.

J. N. A. Madvig,Overretsassessor.

Side

Motto: O Barndomstid,hvor er du blid,hvor lyse dine Drømmeog dine Minder ømme!

Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold, tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet 64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min under saa forandrede Betingelserforegaaede Udvikling. Det er mig derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører min egen lille Person.

Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange (rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6—7 Mile fra Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne, i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand. Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet et Knudeparti, hvis øverste Punkt — det saakaldte Rytterknegten — naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner Resten af Høideryggen en udyrket, overalt afKlipper gjennembrudt, af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand, medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper, tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af ganske enkelte Punkter — navnlig hvor Smaaskovene strække sig lige ned til Kysten — ved et sammenhængende naturligt Stengjærde adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles- eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge Næring. Over det hele dyrkede Land liggeBøndergaardene adspredte uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse, nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder — der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, — og dernæst en især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse. Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de allerfleste Gaarde have Navne(saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex. Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden), men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex. Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel noget derfra o. s. v.).[3]Men alle disse Enkeltheder samle sig med det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.

Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4 Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne, Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, ɔ: Ibs eller Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og Vester Lars eller Larskersogn o. s. v.)

Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den eiendommelige Naturbeskaffenhedog de historiske Forhold, derimellem maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der, ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste (undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af Livegenskab. Den gammelnordiskeBondefrihed har uafbrudt bevaret sig der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af 14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til "Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad ellerpaa Søen eller endelig levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]

Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant. Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i 1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra 1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde Officerer ophængte Faner og Indskrifter. — Af mindre Betydning for de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder, hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun kortvarig Indskrænkning.

Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkeligved Bornholms Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den "førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis fremmedog mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling, og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. — Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.

En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt — for ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden — Bevarelsen i adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to, formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder efter Sogneboernes egen Anvisning[7].

De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgededettes Oplukning imod et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte "Stæle", ɔ: som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede, sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte Kjøbstadboerne — min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" ɔ:, saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige udenfor Byleddet —, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere, især paaØst-og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de kaldte "at seile til Skibe", ɔ: Kadreiehandel, hvorved neppe Told- og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de have denDag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs, eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar degavmildtunderstøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn, nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem kjendelige;nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.

At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig,skjøndtRønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par, erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet; men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sangeog Viser havdes ikke meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken" ɔ: Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler ogmed straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde indtages (— en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark —), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede. Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen,spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper, hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", ɔ: Stefans Kone, der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]

De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer, først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst, efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4 Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5 Borgerkompagnier (— Rønne havde nemlig 2 —), der heller ikke vare indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere, det sværestedengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig, hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808 eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par Krigsfartøier, mest Brigger, enenkelt Gang en Fregat, som oftest fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder, som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved, at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i Kirkernes Klokketaarne (— de fleste Kirker have paa Bornholm et særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" —). Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt, ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af denne Grund rettede modGouverneuren. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gangehavde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og med Freden forsvandt Foranstaltningen.

Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer athave set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.

Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning til "Landet" ɔ: Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke: fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der, ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.

Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm, maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til Bornholm som Student, aldrigVest-eller Nordvestlandet, hverken Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærtekun at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge. Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede (efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder: den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der, hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie Klipper ved en lilleBugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne. Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads for de østfra kommende Seilskibe (— i min Barndom havde man jo kun saadanne —), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen, uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en Nordost. — Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes; et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (— nu er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet —), standsende ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til hvilken en Omvei maatte benyttes. — Iøvrigt laae Huse og Gaarde adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var straatækket, og selv, da fra1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke, omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paadet tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike. Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et aldeles rent bornholmsk Præg.

I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre Blik.

Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge Christian den 5te — Jordegodset har formodentlig udgjort en hel eller halv Bondegaard — og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn, idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom. Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i Skaane, — den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, — blev, efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig Avlsbruger), i 1727Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min første Livsplan var bleven fastholdt.

Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i 1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10]i Ibsker Sogn. Hun hørte til en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader havde flere Søskende (dog kun enkelteBrødre og disse uden videre Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet — jeg har aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil —, men han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber, der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7 Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden, der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som Læge i Haderslev, tilbage.

Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke af Storken, men kom ligesom alle nyfødteBørn i Svanike fra "Davids Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret — hvis hele Arbejde bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en Søstersøn og siden af mig, — en lille Avlsgaard med dertil hørende Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12]eller Avlskarl og en Halvdreng eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, — og der førtes under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4 Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse, der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os Børn,medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden, Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen, hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor denskaanede Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt. Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. — Til virkelig Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i en Alder af 7—8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.

Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun, Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,staaendeved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade. Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder, den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise; da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger; derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk Brændevin saa godt som aldrig.

Back to Index Next