Fru Lund blev ved at se hen for sig:
-Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker …
Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sinSofa:
-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden——
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen—en Smule Skinke og Smør … Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig….
-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.
-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" …
-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.
-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de,der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig,Ida—de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren—saa maa Du bruge det paaPanden.
Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid….
Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne iStuerne:
-For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.
-Ja, sagde Ida—de talte begge to langsomt og halvsagte—det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.
Fru Lund nikkede:
-Ja, saa dejligt, min Pige.
Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det varKæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til"Lunden".
-Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.
-Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren
-Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder …
-Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
-Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
Han saá op paa Lund:
-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.
-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?
-Her sidder man….
Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:
-Det er det Hele.
Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:
-Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker—nu har der været Bud paa Huset igen … Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.
Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:
-Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring—hverken Søstrene eller jeg.
-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
-Det er jo det—det mener ogsaa baade Søstrene og jeg—en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.
Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
-Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu …
Han slog med Stokken:
-Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil.Det er det Hele.
Inde i Sovekamret blev der bomstille.
-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.
Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:
-Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden….
Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paaTrappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:
-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osseFedt om Hjertet.
-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.
Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:
-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.
-Godnat.
Lund gik ind i Stuen igen.
-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.
-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.
Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede:
-Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.
-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.—
Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.
-Om Ida maatte følge dem?
-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren.Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.
-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.
Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende:
-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.
Hun kom til Sæde.
Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:
-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.
-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:
-Fik hun Smørret og Skinken?
-Ja, det lille Skind.
Skovrideren gik lidt, saa sagde han:
-Nej, hun sidder s'gu paa hende.
-Hun er jo syg, Lund….
-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske.
-Naa, Lund.
-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru …
Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:
-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.
-Gæstfri, det er hun nu, Lund.
Lund blev ved at le.
-Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at vise, at hun har dem.
… Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:
-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.
Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.
Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt IdasStemme, da hun talte til Pigen).
-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af"Enkekassen"?
-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.
Olivia saa lidt paa hende:
-Naa, saadan … Men kom nu ind.
-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:
-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The—hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.
-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par …
-Ja, sagde Ida.
-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.
To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.
-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.
-Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.
-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et ParDruer i Munden.
Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun;hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op tilProppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind iBarnekamret.
Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.
-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med"Proppen" i de løftede Arme.
-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.
-Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.
Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren aaben.
-Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.
-Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.
Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.
-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger".Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.
-Hvordan?
-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.
De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind iVæggen:
-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?
-Ja-a….
-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa….
Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:
-Og saa er der jo osse Ungerne … om man kunde lære noget for dem. Naa—hun smilte pludselig over hele Ansigtet—jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.
Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde:
-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.
Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde:
-Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.
-Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"?
-Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre?Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.
Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:
-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.
Olivia sukkede lidt:
-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.
Saa sprang hun op:
-Skal vi spille firhændigt?
Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:
-Aa, Du, nu maa Proppen døbes … Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Døbefonten.
De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slogEntrédøren op:
-Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.
Lidt efter gik Ida.
Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren.
Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:
-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?
Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:
-Fulgte Lund Dig?
-Ja, Mo'r.
-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?
-Frøknerne Staal.
-Hm, gaar de to unge Piger alene.
-Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.
Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:
"Ejendomssalg i Bræstrup".
"Voldtægt i Hatting"….
-Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.
Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:
-Tag saa Historien.
Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.
Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:
-Sofie. Tag mig Avisen.
Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten iHatting.
… Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog.
-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?
-Hvilke Pakker?
-Skovriderens Niels kom med Pakker.
Ida sagde:
-De var til Fru Lund.
Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det.
Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.
Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørteIda hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagdeStrikkepinden ned paa Bladet som Mærke:
-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.
Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.
-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.
Sofie blev ved at græde—hun græd som en Karl—:
-Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa tilAlters … nu paa Synda'.
Hun snøftede højt.
-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.
Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.
Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:
-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden.
Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:
-Frøkenen maa ta'e Penge iaften—vi har ikke en Skilling i Huset.
-Igen, sagde Ida.
-Naar En aldrig tør si', hva' En køber … Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes….
Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:
-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.
Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden … det var dem, der kom fra Theatret.
-Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, saa slank og mørk.
Hun saa altid saa længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan de gik.
Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.
… Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.
Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.
Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.
* * * * *
Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkedeÆrter i et stort Trug.
-Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.
Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun overholdt den paa Minuttet.
Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbiÆrtebedet:
-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany—hver Gang hun saá hende.
-Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.
Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.
-Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.
Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald iTruget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.
-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.
-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.
Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.
-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagdeSchrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paaet Pigebarn … Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naarEichbaum satte sine Ben i Køkkenet.
-Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.
Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:
-Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.
Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".
-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemtUngpigestemme): saa dejligt her er i Solen….
Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.
-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.
-Ikke?
-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger—hun løftede de spidse Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn—:
-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.
-Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede—der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte—:
-De har ogsaa deres.
Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.
-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.
-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.
-Aa, ja, lille Ida … vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:
-Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter …
Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.
-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.
-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.
-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til …
Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.
Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.
-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er smaa, men man maa jo sende dem i Skole….
Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem—
-Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.
-Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.
Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.
Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.
Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.
Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.
Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.
-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The:
-Tak, sagde han.
Ida bad ham Kiksene.
-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.
-Ja.
-Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. OgHerren véd, hvad det saa skal blive til.
Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:
-Nej, det er utroligt, sagde han.
Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til".
Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl vonEichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til—saadan.Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,i Aalborg, og var ikke hjemme mer.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok:
-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?
-Ja, Hr. Konferensraad.
Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle—Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.
Han nikkede:
-Luk saa Dørene op.
Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.
Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind iGodsforvalterens Have:
-De er spraglede, sagde han og nikkede.
Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem treUngersvende med opsmøgede Benklæder.
-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.
-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel.
-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel.
Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar … der var saa faa tilbage af de gamle Træer.
-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.
-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.
-Naa, ja, ja….
Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet længe.
Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.
-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klæderne.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.
Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappestandsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alleBørnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede iSolen.
Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse—alt syntes at blunde i Lyset.
-Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sinBog under Armen.
De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:
-Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.
Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.
Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne—saa gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.
Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.
Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.
-Er der nogen hjemme, Lucie?
Lucie løftede det rokkende Hoved:
-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.
Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.
-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige … Vi vasker og vi lapper. Du—med alle de Gæster. Men de er jo velkomne—det er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig….
Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand.
-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er da vist osse de ældste … Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du … og hvem véd, hvorlænge det varer….
-Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.
-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd, hvor saa vi skal hen.
Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:
-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.
-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.
Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse:
-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.
Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.
-Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, oghun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hunSenge….
Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden….
-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'eLov at dø her.
"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:
-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.
Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.
-Er det Ida, raabte den ene.
-Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.
De unge Piger greb Bærrene og lo:
-Aa, aa … Kirsebærrene fløj.
-Aa, aa … Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.
-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.
-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida.Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.
-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.
-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig—lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund.
Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knusteKirsebær:
-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.
… Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem … saadan en særStemning der var over hende …
-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.
Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende.Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.
Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slankElfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.
Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:
-Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.
Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idetVognen kørte.
Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det …
Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:
-Var den der Frøken Brandt?
Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:
-Hvordan staar det?
Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:
-Jo, vi skal straks spise.
Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før Middag.
Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.
Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.
Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun saa en barbenet Dreng komme op om Plænen:
-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.
Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.
Den var til Frøken Brandt, sagde han.
-Til hvem?
-Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.
-Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.
-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til:Naa, la' mig først faa øst op.
En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.
-Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.
-Tag saa Suppen.
Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe.
-Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:
-Den lille Stakkel, sagde hun.
Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.
-Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:
-Det er Mo'r … og havde revet Telegrammet op og læst det.
-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.
Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.
-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut … hvordan er 'et?
Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende:
-Jeg har sagt til om Vognen.
-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
-Naar jeg blot faar hende at se.
Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet—hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu—:
—Aa vist, aa vist … det er naturligvis ikke saa slemt … hun kommer saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.
Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:
-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.
-Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.
Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.
-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i etSygeværelse.
-Ja.
Hun nikkede til Schrøder, som gik.
-Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun togIdas kolde Hænder.
I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.
-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.
-Det er vel det, svarte Johan.
Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:
-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.
-Der bli'er meget, sagde Johan.
-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.
-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.
Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.
Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:
-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.
-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.
-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.
Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sineBetragtninger", om at da pludselig—"der var Ord, man huskede".
-Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.
Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.
-De skal da ikke køre alene, sagde hun.
Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind over Vogndøren uden at sige noget.
Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind—Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu—saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.
Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.
Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henoverSporet af den bortkørte Vogn….
… De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.
Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.
Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:
-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse….
Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:
-Nu faar jeg hende ikke at se….
-Men, Ida.
-Nej, nu faar jeg hende ikke at se….
… Saa var de der.
Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.
Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.
-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.
Ida støttede sig til Gelænderet:
-Hun var altsaa ikke død.
-Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.
Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.
-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.
Men Ida blot stønnede.
-Og saá telegraferede vi, hviskede Sofie igen.
-Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.
-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.Og hun satte sig paa en Stol.
-Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring—med saa mange Ting.
Ida hørte kun efter Doktorens Trin.
Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det … som hun kendte det … Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet—af Taknemmelighed….
Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:
-Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt.
-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret….
Ida blev ved at se paa ham:
-I hendes Tilstand … over at De var borte….
Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke denHaand, han rakte hende:
-Vi venter til iaften. Farvel.
Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørteDoktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog tilMyrten.
Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.
Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol.
Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.
-Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde:
-Jesus Kristus, Jesus Kristus.
Men Ida rørte sig ikke.
Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den.
-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sitModersmaal og kom ikke længer.
"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkedeog brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det …Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til minIhukommelse."
Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte standset og tungt som en Sten i sit Bryst.
-"Vater unser, Vater unser …"
Men Præsten blev ved:
-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse …"
Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:
-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:
-Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg.
Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.
-Dette er Jesu sande Legeme….
De hørte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.
Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:
Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa derind….
-"Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."
Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:
-Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte at flyde igen.
Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand.
-De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.
-Ja, Hr. Pastor.
Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke.
-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.
… Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.
Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.
-Sover hun? hviskede Ida.
-Endnu er hun vaagen.
De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvorStearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.
-Sover hun? spurgte Ida igen.
-Hun er vaagen.
De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.
-Taler hun? spurgte Ida.
Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, daVaagekonen skød Døren op.
-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.
Vaagekonen rystede paa Hovedet:
-Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:
-Nu sover hun.
De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.
-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.
Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet—uden at drage Aande.
Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.
* * * * *
Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve.Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.
Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.
-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.
Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.
-Ja, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:
-Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et … at saa bli'er 'et til, at vi gifter os….
-Gifter Jer? Men—han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)
-Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et … og saa har En jo hans tre Børn a' pass'….
-Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fraMøllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.
Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:
-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene….
Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer iØjnene.
-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.
Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:
-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.
Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamlePige og græd, hun ogsaa—hun vidste knap selv, hvorfor.
Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik….
Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.
… Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.
Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmørket ud paa "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.
Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned.Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved OliviasFødder.
-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.
-Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.
Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:
-Det er vel—det eneste, jeg kan.
Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.
-Og saa gør jeg da Nytte for no'en….
Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den sammeStemme:
-Nu gifter Sofie sig.
-Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.
-Nej, med Hansen fra Gasværket.
-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.
-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.
De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deresFødder:
-Hvor Rolf er stille.
-Ja.
De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.
-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.
De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand.
-Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.
De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind.
Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.
-Hvor de er kære, sagde Olivia.
Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.
-Hvad er nu det? hviskede Olivia.
Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.
-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.
Ida stod foran "Proppens" Seng:
-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.
De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.
-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.
-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige, saa gi'er Du ham lige til Særken….
Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.
-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.
Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:
-Det bli'er hun vist ikke.
-Men, hvorfor? spurgte hun.
-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.
-Nej.
Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:
-Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.
Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:
-Og saa kommer alligevel Døden.
* * * * *
Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. … Det begyndte at mørkne—den første Dag i København. Ida var gaaet omkring mellem fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som skulde derhjem igen.
Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.
Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.
Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbiStranden og Skoven og alle de dejlige Marker….
Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus.
Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det storePakhus. Der var det mørkt.
* * * * *
Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun, og saa var hun vaagen.
Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Øjne, genoplevede sit hele Liv indtil nu….
… Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.
To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset—saa faldtDørene til….
I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden….
* * * * *