-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.
-Bon voyage, sagde Kate og svippede med sin Pisk.
De to Løjtnanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:
-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:
-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene; nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.
-Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej—og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:
-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarigeTaille, der paa Hesteryggen.
-Hun er saa køn, sagde Ida, og hendes Øjne straalede mod Karls.
Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Løjtnanterne var blevet saa bøjelige i Overkroppen:
-Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.
De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og pludselig—det var maaske af Glæde, fordi Karl havde kaldt—gav Ida sig til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun lo:
-Du vilde s'gu ikke blive graciøs paa Skøjter, sagde Karl, og Ida smilte igen.
Saa skiltes de paa Hjørnet.
Karl gik videre og tænkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret før alligevel…
-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.
Da han kom op paa Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne af—hun havde lige mødt Ida i Mellemporten—og stod og saa hen efter von Eichbaum.
Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.
—Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paaBøgerne.
… Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von Eichbaum, der vilde rejse … Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke.
Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær.
Tankerne førte hende saa langt.
Nede slog Portene op og i.
Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkedeKuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.
-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?
-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.
Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius, og sagde:
-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.
Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, medLæberne skudte frem, som vilde hun fløjte, men beholdt Lyden for sigselv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paaLudvigsbakke.
-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:Minuttet før man skal rejse….
-Der er da en Time til, sagde Kate.
Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før, "som om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde".
De kom alle ned i Drosken og kørte af sted, med Julius paa Bukken. FruMourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage—tilAarhus.
Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.
-Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de plejede … Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.
-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde den Slags Folk er altid urimeligt.
-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.
Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell ogFanny, som var i Kapothat med vinrøde Baand under Spidshagen. FruSchleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gudske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line være Dig taknemmelig….
-Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at tale om de to Døgn og paa en moderne Jernbane.
De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von Eichbaum iførte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.
-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma) sagde saamæn igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for hele Kredsen".
Men Fru Mourier fik Taarer i Øjnene og sagde:
-Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.
Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie, sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du bestilte mig tyve Pund—direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for Fanny.
Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og hængende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis været her en Time.
Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mærkelig godt til og egentlig var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru Mourier sagde smilende:
-Det var en opmærksom Søn. Han bli'er en god Ægtemand.
-Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier ogKate, og han rynkede Næsen.
-Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.
-At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.
Kate saá op, og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, atKarl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.
-Ja, det har Karl saamæn Ret i, sagde Fru Mourier.
Ventesalsdørene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.
-Men i Genève, hørte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell: kan man jo altid gaa i reformért Kirke.
Fanny, der saá paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden:Ja, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.
Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu aldrig om at høre fremmede Udlæggelser.
De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og Kate, klumpede sig sammen foran Døren, saa Frøken Kjær, der kom løbende, helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.
-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt … hun kunde desværre ikke komme selv.
Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kønt af Frøken Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligesaa pludselig og forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum, der sad paa Sædet med Buketten, sagde:
-Kære Børn, det er jo rigtig saa venligt af hende … men Blomster paa en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd. Tag Du dem hjem med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.
Hun rakte Fru Mourier Roserne:
-Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen …
Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:
-De er smukke, sagde hun og saa særdeles ligegyldig ned paa de lange "LaFrance"-Grene.
-Ja, sagde Karl og smilede paa én Gang saa kønt ned mod de lyserødeKalke: Det er s'gu godt ment.
Saa genoptog han Traaden—de havde talt om Knuths Dygtighed somRytter—og han sagde med rynket Næse om Greven:
-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?
-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.
-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.
Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen, og paa én Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.
-Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør saa rank som et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.
… Toget var gledet bort, og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.
Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:
-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.
-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.
-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.
Det blev en Aftale; og Karl gik.
Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:
-Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
-Naa, sagde Fru Mourier og saá frem for sig: det sidder vel i os alle, og naar man saa ikke vokser fast til den, man har….
-Ja, kære, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tøjler….
Kate sad og saá ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru Schleppegrell lod altid Konduktøren tage saadan rigtig et fast Tag om sit Liv.
-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd, der tales videre om, at vi var paa Banen.
Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet paa. Hendes Tanker var ved Aline.
-Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte paa Hjemkomsten.
-Kate, sæt saa de Blomster i Vand …
Kate saá sig rundt i Stuen:
-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.
Fru Mourier blev siddende med Tøjet paa. Hun sad og smilte: hun var kommen til at tænke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.
* * * * *
Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig—Rødmen fløj helt ned over hendes Hals—men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.
Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paaGulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.
Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfærdigt. Han havde bare en Gang slaaet Øjnene op, mod hendes Ansigt.
-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.
Hun saa kun et Øjeblik ud over Bordet:
-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa én Gang (det Hele var da saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tænkte hun paa, at Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:
-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen, mens han hjalp hende Tøjet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se sig om.
Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevægelser, mens han gjorde det, noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Salmer paa et Pulpitur.
Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo saa rimeligt, og Karl (mens hun tænkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa til Øjnene, de havde været ligesom saa runde og stive, skønt der var Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride … Hun blev ved at smile: Ja saa kønt han red …
Men—jo—hun vilde gaa hurtigt … for hvis de red og kom denne Vej …Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem …
Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged standsede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:
-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham: det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste …
… Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der, paa den anden Side af Kate.
Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da KateMourier holdt sin Hest an.
-Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre standsede som hun.
Ida blev rød og saa bleg:
-Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk iØjnene.
-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige vedIda og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt,den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved IdasKind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund——
-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne fra Ida): I saadant et Vejr maa der være fælt paa Galehuset.
Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:
-Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede.
-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn, naar hun er bedrøvet.
Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, naar hun er glad?
-Næ, sagde Karl.
-Og hvorfor?
Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.
Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.
-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:
-Er hun paa Kommunen?
-Ja, sagde Karl.
-Allez-y.
De slog over i skarpt Trav.
Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig og tyggede paa sin Piskeknap.
Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.
-Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber.
Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med Josefine—der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage—og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind….
* * * * *
-For Satan—naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden omTrappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Døren op paaførste Sal. Oppe ved Døren blev han staaende lidt, indtil han hørte Dr.Qvams Skridt dø bort nede i Gangen.
Saa slog han to Slag paa Døren, som han plejede.
-Du var saa køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos hende lige til sidste Minut.
Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte medFrøken Koch.
-Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi.
Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendesSamtale med Qvam gik i Staa.
-Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad saadanne Mennesker tænker paa—
Dr. Qvam stod lidt:
-Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.
Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.
Lidt efter sagde hun:
-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden?
Qvam fløjtede:
-Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.
Han tav lidt:
-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.
-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.
-Naa, sagde Qvam: Herren véd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa et Galehus og mest ved at tænke paa dem, der ikke spærres inde….
* * * * *
Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:
-Saa, nu Sjalet ned om Ørene——
Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paaTæerne for at faa Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned overAnsigtet.
-Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mensIda blev ved at gaa paa strakte Fødder:
-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede:
-Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.
-Hvorfor?
Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.
De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren.
-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
-Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der aabnede Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han kom tilbage.
-De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod paa Bordet.
-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.
-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.
Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Øjne op paa ham, mens hun paa én Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad hun dog fornam.
-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.
De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol ogIda bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:
-Her er rart, sagde Karl.
-Ja.
Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men paa én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke—og hun saá sig om, nedefra, og pegede paa Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor: -Det har hun ikke med, sagde hun.
-Nej, sagde Karl og løftede hende op, men Ida rev sig løs og tog Klædet fra Brædtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl, der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op at kniple, og hun sagde, med lukkede Øjne, saa sagte, at det lige kunde høres og ikke mer:
-Iaften gifter vi os.
Karl saá op i hendes Øjne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end det, der var i hendes—og det havde givet det samme lille, umærkelige Ryk i ham som før—:
-Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun—og hendesHage løftedes fra hans Haar.
-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte hende Glasset op over sit Hoved—som hun tog og ikke rørte.
-Der har vi s'gu Tegningerne … Karl fik pludselig Øje paa Pakken paaMarmorbordet i Hjørnet.
-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde sagt.
-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu se dem.
-Nej, hvor kommer de fra?
Ida var lige saa hurtigt derhenne.
-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.
-Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.
De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad iSofaen ved Siden af hinanden:
-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et være.
-Aa, der er Taarne, sagde Ida.
-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.
Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.
-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Bræstrup.
-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.
De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førteFingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paaPlanens Fod: Det var Dagligstuen—to Dagligstuer—og det varTheværelset….
-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.
-Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.
Og dér var Billardet—i Taarnet.
-Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt efter Middagen.
Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalteVærelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudteVægge—Spejlglas gennem det Hele….
-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.
Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.
-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saá hen over de mange Rum: Men vi vil ikke kende det igen.
Karl blev ved at maale og studere:
-Ja, indvendig er det godt (han smækkede med Tungen) det er s'gu godt.-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hansSkulder: de har jo Pengene …
Karl nikkede og saá fra Planen op i Lampen:
-Ja, sagde han.
Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:
-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.
Pludselig smilede Ida:
-Ja; og ogsaa hun saá ind i Lampelyset.
-For det var da det, man var født til, sagde Karl.
-Ja, Du….
-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.
Han tog den næste Plan. Det var alle Soveværelserne med Toiletværelser, og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet paa Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.
-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig….
-Og seks Gæsteværelser….
Han talte dem op:
-Med Bad til hvert.
Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var gaaet i Skole hos ham:
-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Haaret: Hun er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til….
Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge med i alle de mange Rum.
-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.
-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var den næste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.
Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som iEngland til de store Væddeløbere.
Ida beundrede i Stilhed—hun forstod sig nu ikke paa Stalde—og mens hun saá hen over Planen, sagde hun pludselig:
-Det er dog godt, at Fa´r er død.
Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.
-Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle….
Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelskeStaldbygninger.
Ida havde rejst sig, og paa én Gang sagde hun—og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt derpaa—:
-Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.
-Hvad vil Du?
-Ja, jeg vil leje en Lejlighed—
Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed….
-Hvor? sagde Karl bare.
Og paa én Gang vidste Ida, hvor det skulde være: i Ole Suhrsgade, fordet var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fireVærelser; hun havde altid tænkt det, saadan en Lejlighed somKristensens.
Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.
-Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.
Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne.
-Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.
Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.
-Du, Pus, sagde han, og han saá op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan Du blive?
Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.
Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der, hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.
-Og saa vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.
Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.
-Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.
De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saá over paa Ida, der sad lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhøjt:
-Det maa være fælt at sidde saadan og vaage….
Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:
-Nej, ikke nu….
Hun tav et Øjeblik:
-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.
Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende. Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hænderne, ganske ømt (og helt inde i sig tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun kyssede hans Kind.
-Gaar Du saa? hviskede han.
Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte aabnes og lukkes.
-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.
-Ja, hviskede hun.
Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.
-Er Du bange, Pus?
-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.
Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.
Karl var utidig.
-Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.
Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.
-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.
-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden vilde op.
Karl drev tilbage.
Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.
Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet:
-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede medHovedet paa sin Pude.—
Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baadePortner og Portører. Oppe paa Værelset lagde hun sig paa sin Seng.
-Jo—nu vilde hun ha'e Lejligheden … og saa vilde hun aldrig mere derhjem—Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.
… Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.
Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.
Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.
-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:
-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:
-Hvorfor skulde jeg ikke med?
Og Ida gentog:
-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer….
Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet.
Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.
-Her er mat, sagde han.
-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne.
Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.
Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte paa Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.
-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.
-Ach, Frøken Petersen skulde i "Udsalg".
-Aa, sagde Ida, der bag Køkkendøren laa ned paa Knæ for at hjælpe, pludselig med en høj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var Møbelstoffer.
Qvam løftede rask Hovedet:
-Skal De giftes? sagde han.
-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.
Qvam satte ned fra Bordet.
-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.
Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage modBertelsen.
-Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.
-Ja.
-Godmorgen.
Qvam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor det skulde være og naar hun havde bestemt det.
-Aa, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge, fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt paa—og hun troede selv, hun havde tænkt det længe.
-Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk paa Møblerne, sagde hun.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet:
-Naar kommer hun? spurgte han.
-Klokken elve, Bertelsen.
Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.
-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.
Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile.
-Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
Frøken Petersen var borte—Nyheden havde hun med sig til Spredning—og Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken.
-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem".
Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var fortæret, og Hatten—en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt Klæde—tegnede sig mod den graa Væg.
Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob …
Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt iStuen og saa løb ud i Køkkenet.
-Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo lejeLejlighed.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.
-Men, lille Jakob, lille Jakob.
-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig.
Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
-Er hun her for at sige Farvel?
-Ja, den Stakkel.
Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs.
-Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne.
Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.
-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet—for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre:
-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt, til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre: han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var forbi for ham ligesom for hans Brødre.
Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:
-Ligesom for hans Brødre.
-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun:
-Og saa er det Ens egen Skyld—
De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?
-Og saa er det Ens egen Skyld….
Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.
Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren tilGangen.
-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa"Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.
-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens FruBertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til"Salen" og gik.
-Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.
Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er vist alligevel gal, tænkte Ida.)
-Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.
Det blev Skumring.
Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk, udmalende alting, saa det og saa det.
Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt afbrudt, om det samme.
-Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.
Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne. Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud—i Mørket.
-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde FrøkenKjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.
Hun tav lidt igen.
-Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.
-Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.
Ida gøs uvilkaarligt.
-Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.
Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter susteJosefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa FrøkenPetersens Dør.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op.
-Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.
-For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paaUdpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag forLyset at udrede af Konduktør Andersen.
Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:
-Naa, De vil bo privat, hører jeg; naar skal der lyses?
Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
-Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.
Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:
-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen rystede i Idas Haand.
Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.
-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
Det havde Ida slet ikke tænkt paa.
-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift.
Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
-Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaaKløer.
-Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.
Øverud sagde paa sit Fynsk:
-Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm … det var saa kønt og saa rart køligt at sidde paa—efter en Middag.
… Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv, hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig gav hun sig til at skrive til Karl:
"… Men Du maa ikke være vred, hører Du, det maa Du ikke—for det, Du véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden—men Du maa ikke være vred, min egen, egen Ven—vil Du vel?"….
Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragteBrevet.
Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, far han aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han sig med Pisken over Laarene:
-Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hverTing.
Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.
Karl skød Læberne frem:
-Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.
Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, iFrisérkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.
* * * * *
Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru v. Eichbaum:
Kære Emilie!
Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus staar nu som blæst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen saa bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig kønne i Farven, hvad jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde sidde.
Ved Desserten brød de Unge op—Karl havde Kate—og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny. Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted, hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame. Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det jo naturligt, at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider. Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast, vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed. Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du véd, som var til Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder Guld om Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg, for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, saa jeg tilsidst lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa jeg havde ham inde til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben. Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med Praksis) at det maa vel være en Slags Lammelse—og det er da intet Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de Sindsbevægelser. Her hilser alle.
Din trofaste Søster Lotte.
P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme, nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter Chocoladen.
Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:
Kære Charlotte.
Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde (jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg mener som saa, det er bedst, at hun først kommer hjem, naar hun er i den fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel, en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud. Du véd, jeg mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trætte af at græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været hjemme en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man faa Idéer, som næsten forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man aabner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget Tapetpapir paa Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge, og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Økonomi. Bed Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer det. Det pressede Fløjl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd som det er. Tak Vilhelmine for Billedet—ja, Kate har jo ganske hendes Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.
Din hengivne Søster
Mille.
P.S. Maaske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl, at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker. Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den er jo drøjere end den fra Cloetta.
* * * * *
Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet.
-Nej, han var der ikke—ikke endnu.
Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen:
-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at servere, naar "den Herre" var kommen.
-Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo. Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:
-Optaget, raabte hun.
-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngreOpvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:
-The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg….
-Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.
-Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mensEllingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvorIda, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.
-Her er nok travlt, sagde hun.
-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de skrumpne Hænder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov, vi maa ikke klage….
Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid, naar hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:
-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her iForretningen.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale.
-Vejret er saa smukt, sagde hun.
-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.
Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud:
-Saa venter vi en lille Stund.
Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendesBlik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis hanblot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun vedTanken om Karls altid sorgløse Ansigt:
-Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.
Der lød to Slag paa Døren, og hun fløj op.
-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.
-Er Du her, sagde han.
-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde—det kom maaske lidt pludseligt og lidt for muntert—:
-Knuth var s'gu ogsaa sulten.
Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene:
-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:
-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det gaar nok over … Ta' Tøjet af.
Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
-Frøken, vi bli'er tre … og hun blev staaende der og talte og lo, muntert, uden Tanker—til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.
Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som Knuth drejede rundt om sit Haandled.
-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
-Er der ikke Bagværk, sagde han—han talte i en Tone, som vilde han kæle for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det—: For Frøken Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.
-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han, stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled, men Ida tog Haanden bort.
-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk.
-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen.
Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.
Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.
-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.
Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:
-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget.
-Pus, Pus, Pus.
Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte:
-Pus, Pus.
Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.
Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:
-Han er saa elskværdig, sagde hun.
Karl lo:
-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte.
Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.
Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
-Vi ler af Dem, Knuth.
-Og af hvad? sagde Knuth.
-"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak,Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkendeBenene fra sig:
-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.
Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"….
Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien… Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.
Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.
-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden … vi var der om Aftenen … Olivia og jeg.
-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme, og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saá de tørre og solbagte Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:
-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.
Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.
Saa sagde han:
-De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.