-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?
Pateren havde talt om Autoriteten.
Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse iHolmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:
-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker….
-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden—Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom—: For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.
Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig—vi taler netop om Katolikerne, Emmy—Katolikerne har alligevel de store Synspunkter, der giver Løftelse….
Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:
-Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver staaende.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren.
-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav Haanden til alle—Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket uvilkaarligt med Armene som Børn, der skal lære at valse—og man hørte Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre vedEtagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det erdet, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst.Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
-Sæt Dig her, Aline.
Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.
Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde leende:
-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.
-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende komme.
Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, iKabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.
-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.
-Hvem? spurgte Fanny.
Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre, henne i Krogen ved Gummiplanten.
-Staar De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.
Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til Arken:
-Saa, nu er vi atten.
Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst.
Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl medKammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sinHaand om hendes Liv.
-Vi skal slutte Kortègen, sagde han.
Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med et Blik paa Skærmbrædterne:
-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.
-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne erFamilieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen, saá Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev hans Ansigt paa én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.
De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, medKommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et ParOfferskaaler.
Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
-Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandtServietten op om sin brede Bringe.
Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til sin Mund:
-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.
Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
-Der er idetmindste køligt.
Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru AlinesStemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:
-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget rigelig Udskæring, mens hun sagde:
-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig til.
Men Generalinden sagde:
-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere, som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en Strømpe.
Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder,og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen førServeringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant FalkenbergOrdet Ro og sagde:
-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus … Kom det an paa mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.
Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde:
-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.
Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:
-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner føder kun Uro.
Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad de Folk tænkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".
-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo urigtigt …
Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".
Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:
-Vil De tænke Dem, forleden—opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad … Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.
Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over tilKammerjunkeren, der sagde, at man saá jo undertiden de Folk i Theatret,og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i enTone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller paaAlbuerne.
Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter af Kredsen:
-Kære Mine, véd Du ikke det—jo, hun vil nedsætte sig somFødselshjælperske.
Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diæt (han var Søn af en Berømthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti Aar været beskæftiget med at ordne de fædrene "Erindringer", mens han stadig blev magrere), sagde til Ida:
-Men det maa jo være en meget lønnende Gerning saaledes at kunne lindre sine Medmenneskers Lidelser.
-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande.
Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet.
-Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt.
Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen, der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til Frøken Mourier igen.
-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum.
Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige Familie blev almindelig.
Generalinden og Oberstløjtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og forberedte ham til en Eksamen.
-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa iVærelset foran.
Oberstløjtnanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og vendte sig til Frøken Rosenfeld:
-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.—
-Jeg véd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Frøken Rosenfeld: men Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en ridderlig Person.
Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde tilFrøken Rosenfeld.
-Kære Betty, det er vel ikke det eneste.
Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter paa sine Kinder—hun fik dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig Ophidselse—sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstløjtnanten:
-Men Menneskene tænker jo nu dog én Gang—
Og Oberstløjtnanten svarede:
-Ja, de tænker … de tænker, til de ligger der.
Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:
-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstløjtnanten.
Ordet "tænke" førte paa én Gang Fru von Eichbaum ind paa MartensensEtik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:
-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge paa Grund af den klare Stil.
Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som hjemløs", havde Naaden paa én Gang set):
-Er der megen Sygdom iaar, Frøken Brandt?
-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo,—hvor de lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra "Ludvigsbakke".
Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:
-Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige:
-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en agtværdig Mand.
Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer iØjnene.
Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:
-Men nogle Stykker Silketøj, Kære, haaber jeg nu at faa hjem med DeresSvigermoder og Mary … Gud, De, naar man lægger dem i Bunden af enKuffert—
Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod "Silketøjet". Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.
-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier … Husker Du, Mille? hun talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi kørte til Marienlyst for at danse … Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamæn ikke været der længe.
Fru von Eichbaum svarede noget—pludselig med Taarer i Øjnene: det var jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.
Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soiréerne og KronborgsLøjtnanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, naar de kørte i enHøstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, naar de tog tilGrib Skov, der var saa vid og stille….
Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten ganske ens—ogsaa Fru Aline.
-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.
Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde:
-Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.
Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa én Gang bøjede Karl sig frem—deroppe talte de endnu om Grib Skov—og løftede sit Glas:
-Frøken Brandt, sagde han.
Ida fo'r sammen og hævede knap sit Blik. Saa drak hun.
Men Karl blev siddende et Øjeblik helt aandsfraværende. Der var kommet noget saa sørgmodigt i hans Øjne.
-Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule hastigt: la'er De maaske det Syltetøj gaa?
Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme:
-Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.
Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophededeLuft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Hanmaatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig omNapoleon.
-Man føler under Memoirelæsning saa at sige, at man alle er Mennesker.
Oberstløjtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller ogMarchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig enSoldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste,hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger …
Næsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frøken Rosenfeld tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:
-Her er s'gu rart.
-Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man kun er i sin egen Kreds.
De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr.Christensen iskænkede Portvinen.
Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da FruMourier sagde:
-Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.
Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:
-Ja, det er s'gu rigtigt—velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget… Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse….
Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.
-De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: naa, Stenene bruger vi til den nye Stald.
-Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.
-Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig tilfreds.
-Men I forvænner ogsaa Kate, sagde Generalinden.
-Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning paaOrdet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.
Paa én Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nyeVærelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstaarnet ogTerrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.
Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saá ud, som om hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.
Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja,Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paaDatteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene,ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit iBaasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.
-Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.
Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle laa modNord, for man maatte sove koldt.
Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet den ned paa sin Tallerken.
Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme og Baase, saa det lød som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bøjede sig, optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.
Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne.
Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:
-Ja, Ungdommen raser.
Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:
-Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.
Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren—
Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.
Fru von Eichbaum bød Velbekomme.
Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads. Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skaal.
Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde gaa uden. Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om.
Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.
-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaarKunsten som Du.
Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller maaske vidste hun det ikke en Gang selv.
Men Fru von Eichbaum svarede:
-Kære Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.
-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.
Ida havde helt mekanisk—eller maaske som et Slags ubevidst Værn—tagetSukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier.
-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom.
Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:
-De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.
-Ja, sagde Ida og gled videre.
-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt Medlidenhed—maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over den lille Pande saa mærkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.
-Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads.
Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad—man kunde ikke faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.
Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:
-Jeg har saamæn egentlig villet skrive det længe—men, ser De,—for man véd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer rundt—saadan en hel Vinter—Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen) lægger vi en Anvisning oppe paa Filialen—og saa er den Sag klar, naar De bare gaar op og hæver den.
-Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr.Mourier vendte sig, meget lettet:
-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at være et Stykke fra Fruerne—
Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvorHr. Christensen og Julius gik og dækkede af.
Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume.
-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt tilJulius.
Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen (hun spiste desuden stærkt, naar hun var ude), men i Hjørnet under Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens hun saá ud for sig, sagde:
-Men man bli'er saa tit urolig af at læse.
Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagèren talte med Fru Lindholm om Mary, sagde:
-Kære Emmy, man læser da for at hvile.
Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:
-Man vil vel ogsaa kende Livet.
-Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.
Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød og sagde:
-De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venlig; Idas Arm. Den faldt saa sært livløst, eller ligesom den var knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden pludselig saá paa hende:
-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.
Admiralinden, der var vaagnet og havde hørt, der var Tale om Læsning, sagde henne fra Sofaen:
-Kære I, man maa jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser os i Søvn hver Aften.
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.
-Hvor jeg har tænkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille sin Haand ind i Fru Alines.
Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man hørte Herrernes Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lød og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede rundt for de ældre.
En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om enPude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret, og et Par Ungebegyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens HerrernesLatter og Musikken blandedes.
Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte ind i sit eget Køkken:
-Julius.
Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med fasteManchetter.
-Vil Julius maaske stille Skærmbrædterne paa Plads, sagde Fru vonEichbaum og gik videre.
Hr. Mourier havde væltet det ene paa sin Vej gennem Køkkenet.
Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.
-Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i enÆngstelse for Kopper … om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The… Vilde De være saa sød at se efter….
Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saá kun, at hun bøjede sit Hoved og gik.
Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som saadan gør lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.
Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saá paa de Unge, der dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.
-Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saá de paa deres Børn.
Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op. Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig derover.
Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.
Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde:
-Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige … Men—og Kandidaten havde nogle underlige Smaabevægelser med Hænderne—man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.
Oberstløjtnanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse.
Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, sagde til Mourier:
-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?
-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg véd s'gu ikke. Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv.
-Naa, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke saa megenForargelse til Søs.
Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.
-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk—.
Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:
-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem somPiger—hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret—
-Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de uroligeFruentimmer.
Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, ogKammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saá over paa de Dansende, sagdetil Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt GlasLikør:
-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?
Mens Oberstløjtnanten pludselig sagde til Mourier:
-Men, kære Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?
-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.
Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.
-Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse.
Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var saa ganske tynd i hans Arm.
De dansede kun én Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.
-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg, da Karl atter førte Ida ind.
Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.
Saa sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Haand:
-Lille Ida, hvad vil De dog her?
Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:
-Nu gaar jeg hjem.
Hun saá ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset, og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum, næsten som da hun var Barn, og fik sagt:
-Jeg skal jo saa tidlig op.
I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue …
Saa vendte hun sig og gik.
Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.
Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officér, som var i Uniform.
-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.
Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han:
-Er De syg?… Jeg kan da skaffe en Vogn.
Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte.
Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.
-Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
* * * * *
Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør, mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.
Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.
-Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.
Kammerjunkeren lo og sagde:
-Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.
Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde:
-Men man bli'er vel vunden for Samfundet.
Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.
-Sikke no'et Skidt, sagde han.
-Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.
Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slaaet sig ned omFru von Eichbaums Sengeomhæng.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sløjferne.Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.
De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt imod hinanden. Oberstløjtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem Musikken. Han talte om Traditionerne.
* * * * *
Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre saa sagte.
Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op afDr. Qvam.
-Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat—to Selvmordere, og begge skal de pumpes.
Petersen havde hørt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:
-Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paaAfdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.
Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man PatienternesStønnen.
-Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er her uroligt.
Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frøken Roed:
-Er han ikke i Seng?
-Nej.
-Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?
-Ja.
Dr. Qvam aabnede Døren derind.
Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud iStormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.
-Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.
Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tungeØjne paa Lægen.
-Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.
Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme, der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:
-Jeg ser paa Stjernerne—de høje Stjerner.
Han tav et Nu.
-Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu ser jeg paa dem for at lære Taalmodighed.
Dr. Qvam var traadt nærmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i dette Ansigt var der noget af den store Sorg.
Saa stod den Syge ned fra Karmen:
-Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.
Qvam blev staaende:
-Ja, men hvem har skrevet Lovene?
Herren paa "A" smilte:
-Er det ikke "Profossen", sagde han.
Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:
-Skal jeg saa bort imorgen?
-Ja, imorgen tidlig.
Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.
Saa trak han træt paa Skuldren:
-Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor.
Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel:
-Deres Verden frister mig ikke.
Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:
-Men Livet skal dog leves.
-Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde.
-Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren.
Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr.Qvam.
Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar var opløst af Regnen.
Herren fra "A" tog hver i Haanden:
-Lev vel, sagde han.
Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne:
-Lev vel.
Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør.
Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og saá paa Ida, der stod paa samme Plet:
-Nu er den Fest vel forbi.
Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:
-Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.
Nøglerne lød i Dørene. Dr. Qvam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.
-Godnat, sagde Ida sagte.
Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.
"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt, langt nedefra—fra under Jorden.