— Wie Lieb' und Treu und Glaubenverschwunden aus der Welt,und wie so theuer der Kaffee,und wie so rar das Geld. —
— Wie Lieb' und Treu und Glaubenverschwunden aus der Welt,und wie so theuer der Kaffee,und wie so rar das Geld. —
— Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.
— Ih nei, udbrød hun ivrig.
Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken.
Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den.
Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. —
Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog Stephensen fat igjen.
— Saa, nu faar det være godt, — det er ogsaa snart sent, og Minna skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet et Kvarters Tid.
Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det Sete.
— Det kunde blive bedre — men selv om der var Tid, vilde jeg frygte for en »Besser-Machen«.
Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.
— Og hvem skal saa havedet? spurgte Minna.
Stephensen rakte hende det:
— Du, — for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil.
Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten — ham selv maaske ikke mindst — men jeg i det mindste glædede mig strax derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: — det var som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri — Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, — det var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den tause Tilstaaelse — den pinligste af alle overfor en Medbeiler —: at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.
Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik.Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.
Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret — den var ved denne Belysning ikke saa let at finde — for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling, fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.
Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:
— Allerkjæreste — Ak Gud, ja — det kan man rigtignok kalde Talent.
Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, — for at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.
Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.
Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig.
— De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke — for hendes Skyld.
— De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!
Vi gik hver til sit.
Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.
Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.
Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. — Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.
Hertz spurgte strax efter Minna — hvorfor hun ikke var med?
— Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.
Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.
De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!
— Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. — Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax — hun var ikke rask — Humeursyge troer jeg.
— Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.
— Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. — Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, — Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen — hun spiller saa kjønt.
Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.
— Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. — Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke — et Aarstid før eller senere.
— Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.
— Ja, Minna — stakkels —. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.
— Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, — den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. —
— Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden ud — ikke det — Arbeidet kan ikke rette sig efter — efter vor Tilbøielighed .... Pligten først — Virksomhed jofør jo heller — Mandens Kjærlighed arbeider — og Kvindens bier. —
— Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes er det, — ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.
— Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse.
— Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, — for Minna — vil det falde tungere .... Men — vi maa alle kjæmpe — hver med sit — og det bliver til vort eget Bedste. —
— I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. — Og eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.
— Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har sammen.
Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.
— Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, — jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.
— Ja, hils ham — og — at han ikke gjør sig Bekymringer, — jeg mener, — han er jo saadan en kjærlig Søn, — men De ser selv, det er ikke Noget — af Betydning.
Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.
— Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel det, — nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, — De maa besøge ham paa Veien.
— Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! —
Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden minSamtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed — hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til det Bedste, — den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna.«
Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator — den stærkeste! — vilde sige sit:Nego majorem. —
Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at spadsere.
Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, oggjennemstreifedeGrosser-Garten, — idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.
Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha — jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man kunde skjelne Gjenstandeneog ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen — længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, — som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.
Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat i ham og raabe: — »Husker du ogsaa mig? — hvad hedder jeg? hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg dette Ar?« — saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.
Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i Berlin eller i Kjøbenhavn.
Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« — vi skulde have seet den sammen i Aften!
Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng — Sophaen var for radbrækkende — og holdt Revue over disse tæt sammentrængteutallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked med sine Soldater; — de ledsagede mig som et Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, — og da jeg endelig sov ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. —
Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret og ikke kunde mane bort igjen.
Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.
»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.«
Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.
Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.
Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken.
Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.
»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder« — jeg husker Sætningen ordret endnu.
Jeg bladede om, slog op hist og her — næsten overalt Minna: — hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin — — klædte sig paa til Bal — sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme.
»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, — baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.
Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen til Hertz's.
— Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, der lukkede op.
— Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, — jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde hende, at De er kommet.
Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. — Hvor naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.
Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede — maaske forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne.
— Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, — det er slet ikke godt med ham. —
— Er det blevet værre?
— Ja, Feberen er taget til — han har ogsaa Smerte i Siden, naar han hoster — den ene Lunge er angrebet.
— Min Gud! — men De troer dog ikke, at der er Fare —!
Jeg blev ganske kold af Skræk — ikke saa meget, fordi den gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed.
»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste Minna?«
Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: —
— Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.
Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.
— Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg da ikke være, — hun maa dog have et koldt Hjerte.
Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: —
— Vist ikke — hvor kan De tro! — noget Saadant er aldrig faldet mig ind.
— Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig moderlig, — De er meget følsom — ualmindelig, men skam Dem ikke over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed — det kan man nemlig, uden at den tager Skade deraf — tro mig, saa vilde Døden forekomme Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja neppe det engang, — — ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?
— Materialist — nei, det kan man vist ikke kalde mig, — men —
— Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget om og sørget for — vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os, — saa har jeg jo ogsaa Immanuel — Gud ske Lov! —
— Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz —, men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive opfyldt.
— Maaske. — Kommer Minna nu snart hjem?
— Jeg veed ikke.
— Har De ikke haft Brev endnu?
Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:
— Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst?
— Nei, — jeg — har virkelig endnu ikke faaet skrevet.
— Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.
Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.
Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.
— Jeg vil netop skrive iaften, — jeg opsatte det, til jeg havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, — hun vil sikkert strax komme — øieblikkelig. —
— Jeg ønsker meget, at hun kom, — men det er mig for pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked — jegtørikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. —
— Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme —?
Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her tale min Sag — stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? — En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et Fingerpeg af Skjæbnen.
— Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke atoverdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer — maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. —
— Aa, det har vist ikke saa meget at sige.
— Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?
— Jeg har — iaften vilde jeg netop skrive det — jeg kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag — men begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax — iovermorgen formodentlig .... Siig mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget — hente Medicin — ikke? men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?
— Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone — en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile — De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel!
Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.
Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!
Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte.
Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa — naar hun havde bestemt sig for mig — fortalt hende det mundtlig.
Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.
Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. —
Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse.
Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor.
Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.
Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen — Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.
Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: — »Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen — (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) — og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til Stationen. — Maaske — ja, sandsynligvis — kommer hun altsaa i Aften — og det er muligt — ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, — hun vil nok strax ile derhen .... Hun vil blive stærkt bevæget — den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede — maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. — Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis — det er jeg jo ligefrem nødt til — og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.
Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, — aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, — efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet.
Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz.
Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind.
Jeg blev ganske stiv af Skræk — paa denne Tid, det er jo umuligt!
Brevet var meget stort og stift, — det beroligede mig.
Hurtig strøg jeg en Svovlstik af — og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand.
Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand fik Lampen tændt.
Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død — eller hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg febrilsk Omslaget af.
Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.
Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede Bassanio hans lykkelige Valg, — ligesaa pludselig forkyndte disse elskede Træk mig min usalige Lod.
Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse:
Min kjære, inderlig elskede Ven!Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa sige, for at du ikke skal misforstaa mig.Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod — nei, det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, — maaske har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og — ja, jeg mener især — det var derfor, jeg skrev »tvertimod«! — at hvis der ingen Fortid var, ingen Bebreidelser at føle eller, kortsagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du,nu— som det en Gang er — vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kjærlighed; — det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder.Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, — men maaske vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min Indflydelse — skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med mig — ogkunmed mig — maa virke forædlende (jeg skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes — kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst — jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok — men den Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: — nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret — siger han — at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump — og nu skulde jeg —! nei, nei! — Du ser, det er min Pligt, det er min Bestemmelse, — ja, min Bestemmelse.Gud give, at vi kunde træffes og være sammen — om mange Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden.Men du kommer vel til at leve i Udlandet, — det var for megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven.Farvel — min elskede Ven — Farvel!Minna.
Min kjære, inderlig elskede Ven!
Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.
Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa sige, for at du ikke skal misforstaa mig.
Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod — nei, det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, — maaske har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og — ja, jeg mener især — det var derfor, jeg skrev »tvertimod«! — at hvis der ingen Fortid var, ingen Bebreidelser at føle eller, kortsagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du,nu— som det en Gang er — vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kjærlighed; — det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder.
Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, — men maaske vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min Indflydelse — skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med mig — ogkunmed mig — maa virke forædlende (jeg skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes — kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst — jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok — men den Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: — nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret — siger han — at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump — og nu skulde jeg —! nei, nei! — Du ser, det er min Pligt, det er min Bestemmelse, — ja, min Bestemmelse.
Gud give, at vi kunde træffes og være sammen — om mange Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden.Men du kommer vel til at leve i Udlandet, — det var for megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven.
Farvel — min elskede Ven — Farvel!
Minna.
Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.
— »Nei, jeg vil ikke — jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad er det dog?miger det jo, som hun elsker — mig! Det med ham er jo kun Riminiscens, og Pligt — ja og »Bestemmelse«. En deilig Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld — hvorfor har ikkejegtaget Afgjørelsen paa mig? — Hvor jeg har været en Pjalt — al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind og Sol blev skiftet lige — det var jo ikke Andet end Skalkeskjul for Mangel paa Villie — og jeg lod mig imponere dertil af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag; han kan ikke undvære hende — nei, det troer jeg, naar han er bleven led ved de facile Piger og narret af Koketterne — saa er han kommen i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« — for gamle Minder, — eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng! vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?«
Saaledes hudflettede jeg mig selv, — ja, jeg bebreidede mig endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og havde forlokket hende — saa vilde hun have været min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, der skiller dem.
Men nu — hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt — Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt, at hun allerede ikke længer var i Meissen — eller at jeg i alt Fald imorgen ikke vilde finde hende dèr.
Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte til at raadføre mig med En, helst enældre, overlegen Person! Min moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.
Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.
I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind.
Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk.
— Hertz — er du her! Din Fader er da ikke —
— Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder — lige tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i stærk Feber — jeg er bange — at han — gaar bort.
Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.
— Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit Ansigt —
Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede.
— Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til Lykke, du forstaar nok — i et saadant Øieblik — men nu gjør jeg det af Hjertet — for det kan jeg jo — det er ikke et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen — Minna — ja, det kan man rigtignok kalde Lykke!
Han trykkede min Haand som i en Skruestik.
— Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, — det er saa kjønt af dig, at du midt i din Bekymring — jeg veed jo, hvor meget du tager Del — —
Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; — aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos Andre: —
— Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig — Minna — saadan en Pige! hvor jeg misunder dig — ja, det vil sige, ikke egentlig misunder, skjøndt ganske vist — ja, Minna har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende — mer end blot som en Ven —?
— Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget — hun har overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt lide dig, — men jeg maa tilstaa — da du nu selv berører det — at jeg har haft en Anelse —
— Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg — holdt min Følelse for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser — hendes Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet — men maaske veed du bedre Besked med det .... Min Moder, som jeg betroede mig til, — det kan jo heller ikke nytte at skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja — hende kan man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den Mening, — hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det netop er dig, som hun faar.
Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!
Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz — eller snarere mærke paa hende — at hun ikke havde meget Haab. — Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.
Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.
Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jegvar selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde gjerne byttet med Hertz, — hvis man overhovedet kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gjerne vilde.
Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:
— Han har kjendt mig — Fader er ved sin Bevidsthed, — kom med ind.
Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« — »Minna,« mumlede han kort efter.
— Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.
— Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.
— Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.
Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.
Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et Noumenon — Intelligibile — disse Ord blev han ved at gjentage.
Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:
— Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.
— Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde Fru Hertz.
— Imorgen! sukkede han — med en ganske eiendommelig Betoning.
Fru Hertz vendte sig bort: —
— Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.
— Noumenon, sagde den Gamle.
— Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde paakaldt en Helgen — eller maaske en af Propheterne.
Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer endHertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.
Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der skal ikke ringes« — hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.
Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.
Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.
Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«.
Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, — jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk eller christen Præst, som forrettede Ceremonien — vil et Øienvidne paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne. Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig — for hende med, kan jeg tro — ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede, som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe — for sidste Gang i mange Aar.
Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.
— De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Faldtroet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.
Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg reisefærdig.
Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines Digt — hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.
Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, — derefter var det blevet mig til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.
Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.
Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader iHyde-Parkeller om Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier at kjende — næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det — de, dervarsmukke — og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig ikke særlig — jeg havde et andet Ideal i Hjertet — og min Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for Hykleri.
Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var ligegyldig overfor mig, — en Paastand, som unægtelig smigrede mig i høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighedom end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over i et mindre »selskabeligt« Forhold.
Det var lige efter Jul — den fjerde, efter at jeg havde forladt Dresden.
Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre end jeg, maaske ogsaa mer.
Han havde spillet en Violin-Cavatine, — det var en mindre, halvt privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget Distingveret og ikke saa lidt Slapt.
Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille »Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) — hun havde aldrig rørt et Claver.
Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale. »Prost,« sagde jeg og drak ham til, — »det er dog en herlig Drik!« — »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af Knebelsbarten — »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med et godt GlasSpaten-Bräuforan sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet har gjort mangen god Gang.« — »De er kjendt i Dresden!« foer det ud af mig.Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for mig. — Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke af, at De havde været dèr. Længere Tid?« — »Et Par Aar, jeg gik paa Polytechnicum — det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. — »Hm. Jeg var der et Par Aar før — spillede hos Lauterbach .... Det var noget Andet end London — saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!«
Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for sig: »Opvarter —Johannisberger Schloss! — til tydske Minder, tydsk Vin!«
Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. — Han hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine!
Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-FlorentiskeDage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.
»De kom vel ogsaa tidt hos Renner — i »Drei Raben«, mener jeg?« spurgte han i en aandsfraværende Tone. — »Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« — »Ja, lige tæt derved.« — »Hvor?« foer det ud af mig — mit Hjerte bankede stærkt. — »Hvis De kan huske en lille Gade — Röhrhofsgasse.« — »Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« — »Nei, boet dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang — jeg kom til en Familie dèr.« — »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk, som jeg logerede hos, — det var en Gymnasiallærer —.« »Jagemann!« udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja, det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« — »Minna, — det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt deri —