— De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle, hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.
Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun havde skrabet sammen.
— De nævnede en Broder, — jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han maaske ikke mer i Dresden?
— Han døde for et Par Aar siden.
— Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt Slag for Dem.
— Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom lykkeligere. Siden, da han blev voxen — ja, saa var han temmelig ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«. Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham.
Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde jeg elske ham, blot fordi han var minBroder, naar han ellers ikke fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er saa god og skikkelig.«
— Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.
— Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af mig paa sin Maade — desværre var det en temmelig ubehagelig Maade, som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt, lige til min Frisure — jeg maatte den Gang gaa med en Mængde Krøller, saa hun havde Ret idetsom i det meste andet. Det gik mig med hende paa lignende Maade som med Fader, — kun at hun virkelig gav sig af med mig; — først langt senere kunde jeg erkjende det Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til Indbindingen — hun gjorde overhovedet Intet halvt —, det er et lille Bibliothek paa henved hundrede Bind —, og da hun gjorde det, sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød, skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død, komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort, saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, — ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig til Læsning for fjortenaarige Piger, — ældre var jeg ikke, da Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, — ja, det ersandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, — jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv, som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning; det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar, saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde, for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen hamnærmere; en Del af Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da jeg var inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid ved at være en brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: »Hvad har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er det endnu?« — Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine Informationer, var Fader død.
Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig slog hun Øinene op og saae paa mig med et taareløst, men forunderlig alvorligt og gjennemtrængende Blik, der syntes at efterforske Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig selv: »Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske, at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.« Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at denne Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.
Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned gjennem hele hendes Barndom og Udvikling.
Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte.
— Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog allerede den Gang i Dresden.
— Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Theavar saa langt ude, — egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres Hus blev for mig et andet Hjem, — nei, »Hjem« skulde jeg slet ikke kalde det, — Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse prægtige Mennesker har været for mig ....
Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.
Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning om at indtage vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye Sprængningsforsøg.
Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik. Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger. Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos hende.
Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede Arbeider nærmede sig forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt. Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærversprang om ham; han syntes grebet af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig.
Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang hun efter mig og med et krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.
Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne rystede.
Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed, brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op,han rodede om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om ham.
Minna lo: —
— Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo lyslevende i Skovsmedien.
Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.
— Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot Gudehus[1]saae saadan ud!
[1]Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.
[1]Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.
— Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer.
— Han er optagen af sit Arbeide, — han bemærker det sikkert ikke.
— Saa skal de Andre nok sige ham det.
— Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt.
Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog ikke helt behagelig.
— Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.
— Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at røre Blæsebælgen.
Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor forekommende Vært ogmed den rødskjæggede Kjæmpe, — Gnomen kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel« efter os.
Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare kravlede op, — hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører: jeg skulde nok selv finde igjennem.
De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op, uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele Naturens, — der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi nu traadte ind i.
Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne, hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaaligeBræm af forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, — en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers. Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.
Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som lyste langt inde i Tykningen.
— Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.
— Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?
— Ja, — saa —? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved.
Hendes lille Øre blev ganske rødt — og det kunde dog ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kunhendesSkygge strækker sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen — et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja, hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og jeghavde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov — hvad var der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød, fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, — hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde?
— Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna pludselig.
— Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.
— Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke, hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.
Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig, lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig, ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp — nok er det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber berørtes, vore Arme støttedemod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.
— Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.
Hun syntes ikke at høre det.
— Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, — siden De pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.
Intet Svar.
— Er De vred paa mig?
Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at se.
Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om imod mig:
— Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge mig længer.
— Men hvorfor ikke? Hvad mener De?
— Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov — tog Dem Lov —
— Men saa sig mig i alt Fald — —
— Farvel, farvel!
Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde se hendes lyse Kjole.
Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. —
Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.
Hun maatte blive min — var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, — men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, — hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?
Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.
Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.
— Her er Deres Brev, raabte han.
— Mit Brev?
— Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.
— Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret, sagde Hans.
Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.
Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, — men det flimrede for mine Øine.
— Ja, det er godt, Tak skal I have. — Farvel! —
Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen.
Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? — og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, — det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, — ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.
Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?
Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom de mig.
Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kjededamper.
Det var ganske mørkt.
Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene; men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok.
Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.
Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i Haanden.
Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun klæbede fast paa et enkelt Punkt.
Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden at det kunde sees af Nogen.
Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.
Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion, dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.
Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.
Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint Prosastykke af Goethe i Poesibogen, — formodentlig et Fluidum, der førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere stemt overfor det slemme Brev.
Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.
Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, — saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.
Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; — høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.
Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.
Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.
Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning om »de Ting, som skulde komme.«
Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligtcorpus delicti. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med detteinstrumento. Denne Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.
Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, derkundekomme«. Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.
Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman afde reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. — Middagsmaden lod jeg hente.
Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa det Utrolige.
Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: — Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig dèr! Hun gjorde det sikkert, — det var som en Aabenbaring! og afsted styrtede jeg.
Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.
— Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter — muligvis er dette et privat Anlæg — —
— Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans ophøiet-misfornøiede Blik.
Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz — hvorfor var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.
Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi —
Die Post bringt keinen Brief für dich,mein Herz, mein Herz! —
Die Post bringt keinen Brief für dich,mein Herz, mein Herz! —
Jeg paakaldte Romanens tredie Bind — à 500 Sider. Da det var gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene — særdeles af et ungt og sart Forhold — er en velbarberet Tilstand høilig at anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.
Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt Brev ind til mig.
Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev — det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere.
Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes:
Kjære Hr. Fenger!Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, — jeg er vis paa, at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt,men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem — her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med — men jeg troer dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, — for det er virkelig en Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.Saa vil jeg altsaa begynde. — Ak, gid De dog heller sad her lige over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jegskrivernu). De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne Forseelse.Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pigehørte jeg hende fortælle sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, — »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det skulde saa være, — det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden — Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min Fader.Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham — desværre — meget kjær, men dog — og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro — paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet, som sædvanlig.Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilkenhan skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med en Anden — hvilket dog nok var en Feiltagelse — og min Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, — jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen — [et begyndt Axel var her overstreget] — havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen forlangte det.Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte,men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: — saa syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De havde kysset, og at det langt fra — ak, saa langt fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det. Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder.Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans Moral noget slap; — maaske var det en Fordom, men jeg kunde i alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havdehamalene.Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa gale Veie.Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, — det Kjæreste i denne Verden, den Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egenVærdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veie til at ødelægge mig.Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu — over halvandet Aar. Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det; det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, — thi hvad Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen.Deres Veninde Minna Jagemann.
Kjære Hr. Fenger!
Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, — jeg er vis paa, at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt,men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem — her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med — men jeg troer dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, — for det er virkelig en Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.
Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.
Saa vil jeg altsaa begynde. — Ak, gid De dog heller sad her lige over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.
Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jegskrivernu). De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne Forseelse.
Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pigehørte jeg hende fortælle sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.
Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, — »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det skulde saa være, — det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden — Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min Fader.
Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham — desværre — meget kjær, men dog — og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro — paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet, som sædvanlig.
Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilkenhan skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.
Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med en Anden — hvilket dog nok var en Feiltagelse — og min Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.
Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, — jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).
Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen — [et begyndt Axel var her overstreget] — havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen forlangte det.
Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte,men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: — saa syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.
Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De havde kysset, og at det langt fra — ak, saa langt fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det. Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.
Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder.Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans Moral noget slap; — maaske var det en Fordom, men jeg kunde i alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havdehamalene.
Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa gale Veie.
Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, — det Kjæreste i denne Verden, den Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.
Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egenVærdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veie til at ødelægge mig.
Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu — over halvandet Aar. Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det; det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.
Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, — thi hvad Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen.
Deres Veninde Minna Jagemann.
Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til atforgribemig paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.
Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosendeSkildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer — navnlig af Gouvernante-Faget — ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende Linier:
»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var — som du vel nok kan tænke — denne Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, — det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, — han er jo endnu saa ung, — fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har »opmuntret« en ung Mand, — det er jo Udtrykket — eller endogsaa koketteret med ham, — hvilket ofte kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, — og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende: — ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog Venskab — for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde — og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs.— Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange Henseender lærerig. — Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«
Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift — din Veninde — ingen Hilsener, naturligvis.
Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det Ord for Ord.
Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.
Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne Stephensen, — og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.
Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne Side af det.
Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg lod det komme saa vidt.
Naar jeg altsaa nu sagde — og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg kunde,maattesige det: — Nu vel, efter at have hørt alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg kjender og forstaar Dem bedre, — hvorledes skulde hun da kunne trække sig tilbage?
Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale Kjærlighedens Sprog? —
Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt,saae jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.
Jeg vilde strax skrive til hende.
Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev: