En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.
Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk, Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen Haand, kunde det føre til Udmærkelse.
Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang, som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen med saamange nyeAnsigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde faaetCharakterenaf et friere Studium, behagede den mig mere. I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed Persius's Satirer ogSofokles'sAntigone. Og da Filosofiens Tid kom, fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag — en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.
Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?
Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog noget selv! Hvad vilde jeg da?
Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt. Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?
Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive Kirkens Mand.
Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol. Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.
Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig, dog har faaet det.
Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men jegvidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.
Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg troede paa ham.
Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat, Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring, underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.
Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre, hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed, talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax, at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til. Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser forstod han.
Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selvat bringe ham. Men da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger, farlige nok.
Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet, alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel, og selv bliveAandeverdenensStormand. Vi indaandede snart ingen anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt i den af luftige Stene til den Slags Bygning.
Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin Pande, Panden være nu høi eller lav,blot han er den himmelske Frues tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aandersvor til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ. Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys, saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til Analysering.
Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres. Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter, skulde give sig til at forsvinde.
Credo, ut intelligam — vi kom meget let hen over Credo, Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt henover den aandløse Verden — aandløs var den jo allerede dømt at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen vende tilbage til Christendommen.
Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4, under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.
Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.
Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød med Smør paa til 1MarkPundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller »Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder- eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet betalte Undervisningstimer.
Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min Botaniserkasse.
Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere, helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger, Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager, hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er opfyldt af.
Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader. Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde jeg altfor lidt Erfaring.
Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa Bordet lettelig kan bevises at være.
Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser. Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente; men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havdesin gode Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.
Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage til sin klangfulde Bas i Stumper afMacbeth, Othello og Kong Lear, heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for Desdemona og Imogen.
Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt. Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham, hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og Lidenskabernes Kogekjedel.
Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt, hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det nogensinde kunde skee.
Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket. Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min Skoletid, aflagt, har været overordentligflittig i al boglig Kunst. Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa tre Aar, som ProfessorClausenoverrakte os. Jeg sled i den hegelske Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til, og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.
Ungdommen er Venskabets Tid, i det øvrige Liv maa man hovedsagelig leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage. Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige, de maa først undergaae en Omformning, før de blive brugelige for Livet, og de fleste smelte bort under den. Førster man henvist til Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.
I den første Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjørte med Dagvogn til Præstø, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, færgede over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fæstnes til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi ogsaa varmt nok fæstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.
Faderen, Daniel Smith, en Broder til min Moders første Mand og min Faders Collega i Roskilde, lod sin Tunge løbe med ubegribelig Hast, i Latter, i alskens ungdommelige Historier og i rørende Tale. Sønnerne var alle hjemme i Ferietiden, og gjorde hver deres Talenter saa høirøstet gjældende, at man kunde blive bange for, de ovre paa den sjællandske Kyst skulde troe, der i det stille Stege avledes Revolution i de hede Sommerdage. Saameget mere som der endnu var stærkere Ferment.
Døttrene havde samme Tungegaver, og selvfølgelig varmere Hænder at gesticulere med og varmere Blikke til at brænde Foredraget ind med. Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det havde vistnok været bedst for ham, om han havde pleiet den Følelse for den ældste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog ikke Mine? Svarede han sørgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.
Efter en fjortenDagsTid drog vi videre til Lolland paa nye Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besøgte ham, var hans sextende Barn kommen til Verden.
Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djærv og morsom. Efter sit varme Hjærte og den Kjærlighed han havde havt til vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Sømmene. Vore Fættere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjærter, men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for første Gang at see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.
Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Træk omtrent i samme Form, men siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Børn. Denne Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed, var i en anden det tragiske Element i den.
Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmærket sig ved sit litterære Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra en ung Alder været Lærer ved Landkadetakademiet, og da den militære Høiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den første Bestyrer. Han var militær Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med sin klare Tænkning, sit hurtige Hovedog sinTrang til Fremskridt arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede en militær Læseforening med tilhørende selskabelig Sammenkomst, og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tænke sig, Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den sjettes Tid! Endog endnu vilde det være forfærdeligt.
I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke bevare den længe. Bestyrelsen af Høiskolen var delt mellem ham og Abrahamson som Undervisningschef.Abrahamson gjorde sin Myndighed gjældende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i, de var begge regjerende Aander, og stødte saa voldsomt sammen, at Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke nøiere, om hvilke Punkter det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at fremgaae deraf, at Kongens mægtige Yndling fik samme Straf som han. De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en Stilling svarende til hans Evner, hansÆrgjerrighedvar knækket, hans litterære Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv ødelagt.
Hans Hustru var et saa eget Væsen, at man ikke skulde troe sligt kunde findes. Hun og hendes Søster, Forpagterkonen paa Lolland, var Døttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjønheder, fine, elegante i sydlandsk Stil, skjønt deres Navn, Aasen, synes norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig, dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke Broder, Sømanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den første, Margrete, var i den sentimentale blufærdige Retning, den anden, Marie, i den lattermild sandselige.
Da jeg lærte Tante Grete at kjende, nærmede hun sig allerede til de halvhundrede Aar og var Moder til elleve Børn, hvoraf den yngste var ti Aar, men var endnu en Skjønhed, slank og fint bygget, med regelmæssige smalle Træk, høi klar Pande,ravnesorteHaar og et Par mørke, overvældende store Øine, som naar de sværmerisk opsloges, saae ud som en Helgens. Hun bevægede sig stille og afmaalt, talte med en fin smægtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke ligne hende ved andet end »den hvide Dame«. Hun var svag og nervøs, og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hunkunde ikke taale at see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Børn, der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grønt, sagde hun; og en af hendes egne Døttre, der var lidt forvoxen, holdt hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens hendes Svoger hjalp hende af Vognen: »Det maa du love mig, Christian, at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke taale.« Han forsøgte selvfølgelig med Vittigheder, hvad der ikke kunde gaae med Modsigelse. Sine Børn forgudede hun — »kom og lad mig see min deilige Datter!« Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og det kan ikke nægtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i hendes Aandeøine, tog det sig ud.
Iøvrigt var hun forstandig, havde megen Skjønhedssands og førte et smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse, fandt man hende elskværdig, og hun var meget kjærlig mod den »der ikke var hende imod,« hvilket jeg nød godt af. Jeg holdt overmaade meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med hende.
Den ældste Søn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det forstaaer sig, Talenter staae først deres Prøve i Livets Arbeide, og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom lidenskabelig, spillende bevægelig i Aand og Hjærte som i sit fine elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld, vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte til den som til Musik. Han kunde gjøre en Flok Børn forrykte af Glæde, naar han med sin uudtømmelige Opfindsomhed tog sig for at føre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke følelsesfulde eller komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade Vaudeville-Tid.
Saa var han saa følelsesfuld, at naar han med sine livfulde Bevægelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjærteligt Ord, stod Taarerne ham i Øinene, og man fik en Fornemmelse af, at han kunde sætte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede. Han holdt i et politisk Selskab en Tale »for den demokratiske Aand i Folket«, hvorfor han blev forviist til Holsten. »Skal Hæren føres mod Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden,« sagde han, »jeg kan ikke svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjæmpe mod mit Folk.« Og jeg troer ham til, at han havde holdt sit Ord.
Saa var han saa arbeidsom og nøiagtig i sine Studier, at han udmærkede sig ved enhver Prøve, og blev en af dem, der bidrog til at kaste Glands over den nye Høiskole. Denne havde i det Hele i sine første Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Læssøe, der i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andræ osv. Allerede i en Alder af 27Aar var han Captain i Ingeniørcorpset, tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en nøie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.
Hans hele Temperament havde ført til adskillige Udskeielser i erotisk Retning, en Kjærlighedshistorie med en ikke jævnbyrdig Pige forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover i Forening med den voldsomme Bevægelse, Frihedsforhaabningerne i 1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjølelse, han havde paadraget sig ved Ingeniørarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig til Lungetæring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i Sommeren 1840 til Madeira, men vendte næste Foraar døende tilbage. Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog: Fortællinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning. Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Læsebøgerne.Hans Ven Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham; selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Søn, Axel, var i alle Maader mere jævn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som Eskadronschef god Tjeneste i den første slesvigske Krig, og lever endnu med sin Familie i Kjøbenhavn[2].
De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede Hjærne, der kunde lære alt, hvad det skulde være, og saa hurtig det skulde være, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien Sands for, men ogsaa saa stærke Lidenskaber, at det kastede en Skygge over deres Liv. Otto døde som Rector i Horsens,temmelig nedbrudt paa Sjæl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjærlighed, sin Død af Brystsyge i Neapel.
Døttrene var ligesaa mærkelige. Ilia, som var tre Aar ældre end jeg, bar allerede, da jeg lærte hende at kjende, paa det Hjærtesaar, hun aldrig forvandt, som vel endog blev sværere med Tiden, og maaskee var det stærkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjældte aldrig hendes Følelse, skjønt Adolf, som ikke havde Betænkelighed ved noget dristigt Skridt, friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar sin Smerte saa godt, at man intet kunde mærke, naar man ikke kjendte Grunden til de tungsindige Trækninger, der uden Anledning kunde gaae over hendes Aasyn. Hun var sædvanlig i høi Grad livfuld, hurtig i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer, hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjønt udformede Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og havde intetaf det smægtende Væsen, men mere af Faderens Træk. Hun var smuk, men havde et eget paafaldende Væsen, og intet af andre unge Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.
Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde, var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Søster, der var nærmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende Træk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ældste Broder, men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Væsen og sit gode Hjærte, ogsaa de heftige Bevægelser, men hendes Interesser indskrænkede sig væsentlig til det Familiære. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de to mellemste Søstre udmærkede den ene sig ved blomstrende Skjønhed og hjærtelig Følsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som lignede Ilia, ved en stærk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.
Det var et forunderligt Sæt Børn, jeg har i ingen anden Familie seet noget saa overraskende. Maatte altid tænke, formeget baade af skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret. Selv de stærkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjødet baaren, enten være den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende det mest forsagende og sarteste Væsen, havde samme Urokkelighed. Hun holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at være og at gjøre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.
Medens de levede paa Høiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var nær ved at betragte det som en Æventyrverden, naar vi kom der. Den vidtløftige Bygning— den laa paa det nuværende Theaters Plads med en Kanal bag sig — med sin store Forhal, brede Korridorer, Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Læsesale osv., som man maatte forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og Familiens Talent til at sætte de mest burleske Festiviteter i Scene, fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835—36, da vi, indkomne fra Roskilde, var med til Opførelsen af Barselstuen og derefter Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bære hendes Slæb, en Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.
Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et daarligt Forhold mellem Forældrene, og da jeg blev Student, levede de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see. Min Farbroder var som sine Brødre egnet til at være en god Fader og Ægtemand, men økonomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lønnet Militær med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjøres Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han søgte at bøde paa sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det gjæstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjærteligste behjælpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjøre Forholdet bedre. Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade sværere og bittrere. De levede ikke længe sammen i Veile, saa forlod hans Hustru ham og flyttede til Kjøbenhavn med alle Børnene, paa den Datter nær, som hun ikke kunde taale at see.
Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjældende. Min anden Farbroders, Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, menhun har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mæglende Præst havde Sagen under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det sørgelige, at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.
Skilsmissen blev fuldført i mit første Studenteraar, medens jeg endnu ikke var kommen dem saa nær som senere. Selvfølgelig blev det paa begge Sider deres Ulykke, og Børnene kom til at bøde for Forældrenes Brøde. Han blev en ringere Mand, og hun hentæredes. Men dette kommer jeg tilbage til.
For at fuldføre Familiekrøniken tager jeg her den yngste Gren af min Fædreneslægt med.
Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen — hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var det en afgjort Sag, athan var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke, bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa musikalsk som min Fader. EtandetTalent havde han udviklet paa sine Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke Ting med hjem.
Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema, hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.
Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse — hvorvel jeg i den Tid ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher — og Landstedet om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.
Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa Universitetet. Vi havde, som litterære Ungersvende sædvanlig have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved, Studenterkommers, Drik ogsligt var i det Hele kommen saa stærkt i Dekadence i denne ideellePeriode, at der paa Regentsen kun fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs Collegium ganske nøgtern, men desmere berusede af Kastale og dens moderne Afløbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen af os forstod, andre sproglig Lærdom, som kjedede mig, jeg var ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig, har jeg tilfældigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nær, er omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med, hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end Skolelærdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men har ikke gjort det.
De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke være fornem. Det var navnlig tre foruden min Uværdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi siden til.
Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Søn, et Særsyn af et Menneske. Spinkel med en spæd Stemme, følelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt over alt, hvad der havde poetisk Klædebon, selv om Lemmerne derunder, som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte til djærvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver Examen med Udmærkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besangden bly Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med de Træk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lært de forskjellige Træsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en eller anden Side, uden at have bemærket, at det var Vindens Retning, der gjorde det. Skuespillerinder sværmede han stærkt for, ogsaa Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer. Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.
Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans Liv har været ulykkeligt. Hans svage Legeme hæmmede hans Aand, han led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, udenforsaavidtEiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Præg. Han studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker, helst litterære, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S. Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.
Han beboede i sin Faders Tid et Kvistværelse i Bispegaarden, og det var med en høitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved et Stevnemøde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hørte nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rødmer over. Men strax var han inde i en høitsvævende Samtale, og jeg gik aldrig fra ham uden at have lært noget af Poesiens Mysterier, og hvad der for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjærlighed.
I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortræffelige Mennesker det end var, havde de dog deres aristokratiske Anstrøg, som Ludvig ganske var fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern. Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg dandsede vel saa godt som de andre, men havde Følelsenaf— hvad skal jeg kalde det? — ikke at være godt nok klædt. Den Bevidsthed at være fattig har længe forfulgt mig.
En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Fætter, Emil Mynster. Han var min Skolekammerad, og skjønt han ogsaa var »rigere« end jeg, det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor. I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop, hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tænke mig, at han vilde være kommen til at see ud ganske som det Portræt, der staaer foran i Mynsters Levnet — Ordenerne ikke at forglemme — hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ældre end jeg, og to Aar ældre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ældre Mands Væsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og Regelmæssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre Filosofiens Væsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede for, at den ikke førte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans korte Livs Motto. Med sine kjærlige, men forstandige Følelser værnede han om os andre som Planter, det vilde være hans Livs Lykke at kunne vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte staae i Skyggen. Han havde dannetsig en sokratisk Forestilling om, hvad han i Guds Navn — Nei! »hvem der dog kunde tro paa en levende Gud!« — iEvighedensNavn (det hed jo det Absolute) maatte gjøre for hver Sjæl, der kom ham nær. Og han udførte det med en urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rørende Kjærlighed, kun talende det Nødvendige, rolig i Væsen, men i Dybden med en Helgens Sværmeri. Naar han var bevæget, kunde hans Ansigt faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae Øine og det vemodige Smil paa de smalle Læber i saadanne Øieblikke. Jeg elskede ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv til endnu mere, end jeg havde kunnet tænkt mig. Han gjorde den til et Vendepunkt i mit Liv.
Min i Virkeligheden nærmeste og fortroligste Ven var imidlertid Andreas Peter Lunddahl, en Kjøbenhavner fra Metropolitanskolen, men visselig ikke med Hovedstadens Væsen. Høi, stærktbygget, bleg, meget lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjønt ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevægelser, Ansigt og Lemmer saa mærkværdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og røres derover, var han saa overfyldt med Kjældermænd og andre latterlige Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som nogen blev rystet af, hvad der kan røre.
Jeg kan næppe huske, hvor jeg først fandt ham og Ludvig Mynster, vi var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have været i mit første Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig og hørte spændt til, høilig oprømt over, som han siden fortalte, at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige begge to. Og da jeg næste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl til Møen, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske Selskab og derfratil Fods over Falster til Berritsgaard, og siden til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsøge den yndige Sø tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige, at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg veed, i den omtalte Komedie paa den militære Høiskole gav Gedske Klokkers.
Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende Æsthetiker som Christen. Han var tre Aar ældre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans større Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhæve Modsætninger og gaae til Bunds i hvad der har Værd for Livet og stille det Uværdige blot, har væsentlig bidraget til at udvide mit Blik i enhver Retning og fæstne mine Tanker under al den Aandernes Strid.
Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse ikke er slaaet til.
Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uværdigt Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde Musiken, som jeg intet forstod af, stærkere Indtryk paa mig end Tragedien.
Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nøieste ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstværker. Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de, der nu optages af den ældre Kunst, men der var mange Gange flere Malerier. Fra Loft til Gulvet var Væggene tæt behængte til enhver Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Værd, at Høyen har gjort Ret i at sætte største Delen ud, men ligefuldt var der meget at lære deraf. Vi lærte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtløftige Katalog fuldstændig udenad. Det samme var Tilfældet med det Moltkeske Galleri, der var anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkerværksted, uden at det syntes at være gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets Malerier kunde være mere værd i Penge end et ordentligt Lokale.
Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i Kjøbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt vidner det ikke om Kjærlighed til Kunst, og at en Mand, der var en Fører og Mester i en Tid, hvor æsthetiske Interesser overstraalede alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans Fædreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog eiendommeligt.
Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes, at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet, der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved Siden af,men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.
Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe, smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.
En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl, som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som — Nu skal I see noget — Jo! — og trak af med os. Ved Frederiksholms Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag- og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier, og hvorledes man fra en bredForgrund maa ile dybt ind i Billedet. Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.
Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin, han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske Bevægelser.
Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne, kom jeg ved denneLeilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun med almindelige Retter og Rødvin.
Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet, og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem, og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige ogoverlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.
For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.
»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere, saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie, saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt. Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker, med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er storeTing, men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun, hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade paa sin Sjæl.
Ved at skildre dig, kjæreMoer, det videnskabelige Livs store Savn og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde sig i, da Sorger og Glæder er noget ganske andet i Aandens Sphære end i den ydre Verdens og den almindelige Følelses Sphære, men jeg haaber dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din kjærlige Ros, da her enfast Villie og et klart Blik forekommer mig en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og kun vente Hjælp fra høiere Steder.« — — — Derefter en Mængde om Dagens Begivenheder og Familieforhold.
Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslægtet med mig, oversaae helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere imod mig. Alvorlige og ærlige Mennesker som de var, med høi Grad af ligefrem ren Følelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa sammensat Væsen som mit, uden at kunne tænke sig, at der kunde være virkelig Alvor og Kjærlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig paa, hvad der stødte ham, og dersom ikke Emil havde været besjælet af det ophøiede Formaal, han mente at burde forfølge med sine Venner. Jeg har alt talt om dette Træk hos ham. Han tog sig for at redde mig; han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede længe tænkt derpaa.
Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nærmest det at gjøre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ængstelig for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og ærlig Følelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjærte hen i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret deri, men i mit Væsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud. Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte detUdtryk, at naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. væreAdvocatus diaboli.
Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere, end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjøre Ytringerne saa stærke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betænkeligheder gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det nødvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har villet være ensidig, tvertimod har Natur til at følge en forstandig Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.
Hvad værre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Følelser og stille deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, særdeles som en Kjender analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de Tider, jeg dybest skulde have følt alt dette, havde havt mine Tanker andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget følelsesfuld Kreds, og kunde ikke undgaae den Forfængelighed gjerne at ville være med. Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let. Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang ærgerlige paa mig.
I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder, som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham et Brev til, som i Virkeligheden var medfølende nok, men dog var skæmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min Vane, at jeg udtrykte min Følelse paa en barok Maade, der skulde være humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sædvanlige kjærlige og skjøntformede Stil, takkende mig for, at jeg tænkte paa ham og sagde mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trængte til Venners Støtte. Det rørtemig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab, men kunde dog ikke lade være tillige at forklare, at jeg havde Mistro til det tydske Venskabssværmeri som noget vel sødt. Denne Traad optog han og viste mig udførligt og smukt, hvad Betydning i en sønderrevet og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde lært, og belagde det med skjønne Citater af Schiller. Vore Breve vexlede hurtigt, og jeg følte min Uret.
Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros. Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem, fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden, sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses, thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var udkastet efter.
Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds Haand.
Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjøre mig Regnskab for, hvorledes det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevæget Øieblik, i Følelsen af,hvad min Ven — i samme Stemning som den Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv — jævnlig ytrede om sin inderlige Trang til Gjenkjærlighed. Jeg havde i stærke Udtryk tilbudt ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religiøs Henseende, været for vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bære det, jeg følte, at jegchristeligtikke kunde gjøre Fyldest for dem. Jeg var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der fortjente, at mine Venner satte mig saa høit. Ludvig sendte som sagt Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse Forholdet ved at anføre, hvad Emil svarede:
»Tak, min kjæreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det rene mandige Hjærte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu, men jeg veed ret vel, hvad der er »die Forderung dieser Tage« for mig, og jeg følte en uendelig Glæde derved. Ved intet kunde du bedre hæve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder mig[4], end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjøn Bøn, der kan strømme ud af hans Læber, og jeg har glædet mig uendeligt over Bønnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder eller føler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsfølelsen vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i Form af en let Bøn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende sig, jeg veed ikke ret, hvor det Øre er, som skal høre Bønner og tage mod Taksigelsen, men alligevel føler jeg mig dog Gud nær i Arbeidets friskeste Øieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtilvidere. — Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en livløs Bogorm og følte mig trykket i hans Nærværelse, men nu skal jeg for Fremtiden modtage ham med Glæde og med Kjærlighed, uagtet jeg vel troer, at Venskab og Kjærlighed aldrig vil kunne komme paa Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mærke til hans alvorlige Religiøsitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde skaffe sig Plads i hans Bedømmelse af Hverdagsfortællingerne, af Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg ære og elske ham for alt, hvad jeg før har forsyndet imod ham.« —
Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra en Julereise til Roskilde, og søgte om Aftenen til min Ven. Han tog Brevet frem og læste de paagjældende Yttringer for mig. Det er altid en svær Sag at høre sine egne Ord, og medens han læste dem, stod det hele klart for mig. Han behøvede ikke at tilføie noget, sagde heller ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine: »Kan du føle dette, og gjøre dette, er det stort.«
Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, at mine Ord vare for stærke, at de maatte ikke tages altfor bogstaveligt. Christelig Kjærlighed er en saa stor Ting, at det ingen Skam er at bekjende, at man ikke er kommen vidt med den, og en Bøn lykkes saa sjelden, selv for en god Christen, at blot et Ønske eller etLøvteom at bede for en Ven, allerede har Værd nok, naar det ikke er falsk, og dette var det ikke. Heller ikke var jeg uvant med at bekjende mine Skrøbeligheder, jeg var tidtnok bleven ydmyget af dem. Snarere, langt snarere var denne Udvei mig altfor smaalig, altfor uværdig. Bekjendelse af minUret var mig endnu intet, det Forfærdelige, der faldt over mig, var, at jeg havde den Uret.
Der er Øieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord eller en ringe Tildragelse staaer i Tankens Mørke hele Hærskarer af Aander, der alle med Lueblikke som Dommens Engle pege paa denne stakkels forbigaaende Sag, og alle hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjælens Hvælvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt Livs bitre Kalk til at flyde over.
Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst det, at jeg havde Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde staae for en ærlig Vens Øine; og jeg var dog aldrig naaet til at gjøre Bod derfor. Gud veed det, og jeg vidste det selv, at jeg elskede mine Venner, og elskede mange Mennesker, foragtede ingen, men mit Væsen havde været overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige Ord, der havde været letsindige, saa jeg kunde gribes i dem! Nu kunde jeg ikke længer bære det. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i detØjeblikikke, hvad jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af Skam. Ud i Mørket med det Menneske, som ikke er værd at være i Lyset! og jeg foer ud i Mørket, mens min Ven stod forbauset tilbage.
Jeg drev længe om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori ingen Tanke kunde bringes til Klarhed. Jeg søgte hjem til min fattige Regentshule ogkastedemig i Mørket paa min Sofa. Jeg vred mig som et anskudt Dyr, turde ikke røre mig af Stedet, og var dog opreven af den rædsomme Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort for at bøde paa min Skam, noget der kunde ligne et Skridt til at afkaste mit brødefuldeVæsen.
Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste, at min Ven gik tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt. Men det var mig umuligt at lade Natten gaae uden at see ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham, og hvor uværdig jeg var dertil. Jeg løb og ravede som et Spøgelse, jagetaf en hellig Magt, hen til ham, famlede opad Trappen og bad ved hans Dør at komme ind. Som han aabnede Døren og stod der halvt afklædt i Lyset, saae han for mig forkomne Stakkel ud som en Præst, der aabnede en Helligdom, jeg aldrig før havde turdet betræde, saa tidt jeg end havde siddet i hans lille Stue.
»Jeg kan ikke, nei, jeg kan ikke finde Ro, før jeg har sagt dig, hvor høit jeg elsker dig,« stønnede jeg og faldt ham om Halsen og kyssede ham. Det var første Gang, det var skeet mellem os. »Det er det eneste, jeg nu trænger til, jeg skal ikke sige mere.« Og jeg troer heller ikke, der blev sagt mere. »Lad mig saa gaae,« sukkede jeg, og hans Bevægelse var ogsaa saa stærk, at han for sin egen Skyld ikke turde holde paa mig.
Jeg gik, og den Nat tilbragte jeg i virkelig Bøn. Jeg øvede mig i den store Kunst at bede. Jeg lod mig ikke afskrække af, at det i Begyndelsen gik maadeligt nok, jeg begyndte altid forfra igjen, til jeg fandt, at det lykkedes mig at udøse alt mit forpinte Hjærte for min Gud og Frelser. Og altid blev der mere, jeg trængte til at klage for den evige usynlige Fader og for den hellige Frelsers Aasyn. Og der kom mange lange kolde Vinternætter, da jeg i bestandig Bøn væltede mig paa mit tarvelige Leie. Der var et forfærdeligt Syndedyb, det var ikke til at udholde at see ned i; derom var der intet andet at sige end: Vær mig Synder naadig. Hvad der er gjort, kan ikke gjøres ugjort, jeg maa bære Skammen, og du faaer at bære over med mig. Jeg er den ringeste af alle Syndere, og det følte jeg dybt nok. Der var ogsaa et uendeligt Dyb at see ind i af fromt Haab: derom kunde jeg ikke sige andet end: Fader, gjør ud af mig, hvad du vil, jeg selv kan ikke andet end byde dig et villigt Hjærte. Og det vilde jeg. Det var en virkelig Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse til Salighed.
Og min Bøn blev hørt, Saligheden kom, Guds Aand sænkede sig naadig i min Sjæl, uden at jeg i mindsteMaade kunde fatte, hvorledes det kunde skee. Der kom Glæde, usigelig og uudtømmelig Glæde, som om alt, hvad jeg følte som Kulde og Mørke for bestandig var svundet. Det kom,somomhele mit Indre udviklede sig og gav Rum for en hellig og salig Luft.
Mod Morgen faldt jeg rimeligvis afmattet i Søvn. Men allerede den første Morgen reiste jeg mig med den fulde Følelse af, at det Gamle var forsvundet og alt var blevet nyt. Og hver Dag der gik, vænnede jeg mig mere og mere til at regne hele mit foregaaende Liv for et Mørke og en Kulde, jeg hverken vilde eller kunde have noget at gjøre med, ja, som jeg ikke engang havde et saa tydeligt Begreb om, at jeg ret vidste, hvad jeg kaldte idel Mørke. Jeg vilde intet vide af det, jeg vilde fuldkommen glemme min Syndigheds Stand, begynde aldeles forfra.
Tilbagefald kom der selvfølgelig nok af, forfærdelige og ubegribelige. Men jeg tog dem med den Tanke, at nu var der atter Mørke, og intet kunde gjøres, intet tænkes i det. Saa brød den frie salige Følelse atter frem, og jeg vidste igjen ikke, hvad Mørket var. Dog var den første Nat altid Frelsens Time for mig. Der gik mange Aar hen, og altid vedblev det at staae for mig, som kun Mørke laa bagved den, som var i den et Grændseskjel af en frelsende Haand skudt ned midt i mit Liv. Aldrig har jeg heller mistet denne Følelse, jeg har formelig levet af den idetmindste i den tidligere Del af min præstelige Virksomhed. Og endelig, da jeg som ældre Mand har taget mig for dybere at undersøge mit Livs Bevægelser, har det havt stor Vanskelighed for mig at gjøre mig tydeligt, hvorledes jeg egentlig har været før den Tid. Jeg kunde ikke komme til at gjennemleve det saaledes som man maa det for at fatte det svundne. Saa grundig havde jeg faaet det ud af mit Sjæleliv, og overhugget Erindringens Traad. Jeg har formelig maattet studere de Feil jeg har, for at sætte dem sammen til det, der maatte ansees for Hovedindholdet af det gamle Væsen. Og heldigvis — i den Henseende,ellers uheldigvis — slæber man da altid Unoder nok med sig gjennem hele Livet, som dertil kunde benyttes, »en Levning af Ondskab«.