SJETTE KAPITEL.LANDSBYLIV.

Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser, søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde, og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.

Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage.Det blev en haard Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer. Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet saa deiligt et Foraarsveir.

Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden, og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.

Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed. Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet. Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om, hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen omikke at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i min Slagplan.

Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene. Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen. Store Jens Pedersen — for der var endnu to Jens Pedersener — var Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og svingende sin Stok komme ind ad Porten. — »Naa, det var kjønt, at De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis, og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.

Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle, store og smaa.

Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes, for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden. Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.

I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper. De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren, derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.

Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet, som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave, hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng, hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt, eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender, venskabeligt Godnat.

Det er sjællandske Glæder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre Begivenheder, end at Pigebørnene blev ældre, skiftede ogsaa med andre lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med, oghan selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle, og vakte Oprør i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de Bøger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.

Livet omkring mig kunde nu være en saa skjøn Idyl, som ønskes kunde, men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt især i mørke Efteraarsaftener, filosoferede jeg meget over, at det ikke var det. Det gik mig som i Kjøbenhavn, vi vilde for enhver Pris være lykkelige Mennesker, og Næringssorgen kom over os. Embedet var kun jævnt, og som det gaaer de fleste Folk paa Landet, havde jeg ved at see paa Indtægterne, glemt at gjøre ordentlig Afregning med de Fradrag, som Skat, Skyld og alskens Udgift til landlige Fornødenheder medførte. Jeg fik intet af Tienden og havde kun Marken at leve af, men min Forpagter med sin Familie skulde ogsaa leve af den. Marken var god og stor, men Priserne paa Guds Gaver sank i Menneskenes Øine. Da han ikke kunde længer, satte jeg, hellere end at lade ham gaa fattig bort, hans Afgift ned med en Trediedel; og nu kunde han nok, men ikke jeg komme igjennem Terminerne.

Saa indsaae jeg, at jeg maatte gjøre en Forandring, og igjen, saa nødig jeg vilde,tiltrædeAnsøgerens tunge Bane. Jeg søgte flere sjællandske Embeder, og da jeg var velseet i Ministeriet, gjorde Herrerne der deres bedste for mig, men det gik ikke, min stakkels Rigsdagsprædiken var endnu efter mig. Ministeren, Fischer, vilde intet høre om mig, han ansaae mig for en af sin Fjendes, Biskop Martensens, vigtigste Drabanter. Der gik derfor nogle Aar, da blev Fischer fjernet, og mine Velyndere i Ministeriet, Linde og Joncquieres fik let hans Efterfølger stemt for mig. Jeg blev i Sommeren 1881 kaldet til Ønslev og Eskilstrup her paa Falster, med retsgyldigt Løfte om at faae dobbelt saa meget at bestille, men ogsaa dobbelt store Indtægter.

Da jeg kom tilbage til min Fødeø, havde jeg vel ingen Minder om den fra min Barndom, men det rørte mig dog at tænke paa, hvad mine Forældre havde oplevet der. Da jeg saae det Hus i Nykjøbing, hvor jeg er født, kunde jeg ikke lade være at gaa ind og kjøbe mig en Hat hos den Hattemager, der boer i Stuen, for at gjøre hans Bekjendtskab og høre hans Fortælling om, hvad han vidste om forrige Tider. Meget velvillig viste han mig ogsaa den solide Decoration af marmorpoleret farvet Stuk, som mine Forældre havde berømmet, og som er der endnu ligesaa frisk som dengang.

Min Fader havde sagt, at hele Falster er som en Have. Det er den vel ikke ganske, men naar jeg her fra mit Skrivebord seer ud over min aabne Gaard og over Landsbyens Tage over til Skoven, og seer den skifte sin Dragt mellem blaalig sort, lysegrønt, mørkegrønt og brunt, Aar efter Aar, sander jeg dog Faders Ord. Gaarden har jeg lagt med pæne Græspletter og gruset Kjørebane, og sat en klassisk Søile i Midten efter egen Tegning, og udført af Hjulmanden, ham med de mange Børn, dem jeg døber og confirmerer og vier hvert Aar. De Træer, jeg har sat i den, Birke og amerikanske Aske, voxe godt til, ligesom den klippede Hæk ind til Haven, hvor den mod Syd skraaner ned mod en storDam, omringet af gamle Træer og ældre Graasten. Den Del af Haven har jeg selv anlagt med meget romantiske Gange, at de Unge kunne see Maanen og sig selv i det blanke Vand, og vi fra det smukke Lysthus ogsaa see paa dem.

Ønslev Sogn strækker sig langs Guldborgsund til ind imod Nykjøbing, og er skovrigt i Sydenden, men meget lavtliggende, desto mere frugtbart. Naar man hvor Landeveien høiner sig, seer ud over det, er det velgjørende for Øiet at see, hvor alt bugner af Træplantning og farverige Agre, og Sundets Blink og Lollands Skove længst ude. Ved Udkanterne boe nogle Herremænd, men jeg har ikkeduet synderligt i deres Selskab, dertil er jeg altfor stiv en Aristokrat.

Eskilstrup Sogn er mere bakket og ligeledes omgivet af Skove. Det tiltaler mig i høi Grad, at et Stykke af den store Statsskov tilhører mig selv, og da Skovrideren bestyrer hvad Præsten ikke forstaaer, maatte jeg strax opsøge ham i hans Hule, og fandt baade Hulen og ham meget tiltrækkende. En lang tynd Mand af min Alder med spillende Træk og heftige Lader, et af de bedste og hjærteligste Mennesker, jeg har kjendt, Kjendemærket derpaa er, at han ikke blot aldrig har eiet en Bøsse — at skyde paa de uskyldige Raadyr, der hoppe i hans Skov, vilde han ansee for en Forbrydelse som at skyde paa Mennesker — men ogsaa Smaakrybet elsker han saaledes, at han nøie seer sig for, og griber en i Armen, at man ikke skal komme til at træde paa Myrernes Sti. Da han fortalte, hvorledes han havde seetenRotte forsvare sin Unge mod Katten, sluttede han: Jeg tager min Hat dybt af for Rotten. Og med stor Alvor gjorde han denne chavalereske Bevægelse. Han studerede Naturfilosofi og foredrog den begeistret. Berregaard hed han og var en Søn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen, men ham meget ulig.

Jeg fandt i hans Bogskabe hele Rækker af de til det Overnaturliges Videnskab henhørende Værker, og da jeg altid er meget begjerlig efter at faae aabnet mig nye Synsvidter, studerede jeg dem flittigt og anskaffede mig selv de nyttigste af dem.

Først det omfattende Værk af Perty, Professor i Medicin i Bern, en Samling af alle den saakaldte Overtros Huler og Veie, nøiagtig belyst med alle de Historier, der derom ere fortalte, og med Forfatterens egen rationalistiske Filosofi. Ved at gjennemgaae det dannede jeg mig strax en Forestilling om den indre Sammenhæng mellem hele denne Mørkets Verden, og fandt, at skjønt disse overordentlig talrige Fortællinger fra alle Lande og alle Tiderselvfølgelig ikke saaledes kunne factisk begrundes, at de kunne bestaae for en modvillig Kritik, gives der dog indre Mærker paa, om de ere opspundne eller virkelig oplevede. Det virkelige Spøgeri har en egen Maade at komme frem paa, meget forskjellig fra romantisk Fantasi. Da Mennesker nu ikke kjender den, og den ikke passer til sædvanlige Forestillinger, er der ingen Rimelighed for, at naar saadanne Mærker bestandig komme igjen paa de forskjelligste Steder, i Paris eller i Assens, at de skyldes Indbildning. Al den Stund de ikke tiltale denne.

Jeg havde allerede selv dannet mig denne Theori, da jeg siden til min Tilfredsstillelse fandt at den langt tidligere var fundet og anseet for paalidelig hos de betydeligste af dem, der have vovet sig ind paa dette Omraad. Hypnosen, eller som den tidligere kaldtes, Magnetismen, er jo nu anerkjendt af Videnskaben. Spiritismen staaer tilbage, den er ogsaa noget for sig og savner i høi Grad endnu sin Theori. Der er meget Selvbedrag eller vitterligt Bedrag i den, dog er den allerede nu saa grundigt undersøgt, navnlig af Physikeren Crookes i London, at dens Hovedphænomener maa ansees for fastslaaede.

I 1888 havde vi beredt os paa en god Reise, men den blev forhindret ved Amalies tunge Sygdom. Det var St. Hansdag, at hun følte sig ilde, da vi kjørte hjem fra Hanenau Skovridergaard, hvor vi havde taget Afsked med vor Ven Berregaard. Hun maatte gaae til Sengs da vi kom hjem. Saa blev Reisen først udført næste Aar, gik opad Rhinen til Schweitz, hvor vi laa en rolig Tid i Brunnen i den smukke PensionAuf der Mauer, og havde stor Glæde af det ikke Overnaturlige.

Denne Sommer 88 var en grusom rystende Tid, ikke ulig den i 1857, men min Elskede forvandt dog ganske godt dette Angreb. Døden havde kun banket paa. Ikke som da den tidligere havde seet ind til os, da fik den Overmagt, og det kunde ikke forvindes. Det var Søster Edle, den da tog fra os.

Sidst i Juli 1882 maatte hun underkaste sig en Operation, men derefter var hendes Kræfter udtømte. Hun laa i otte Dage uden klar Bevidsthed, da sov hun hen, den 5. August 1882.

Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed. I en skyggefuld Gang kom der mig da et Syn forbi, et Tankesyn, med de legemlige Øine saae jeg intet, men saa levende var det dog, at jeg aldrig kan glemme det. Jeg saae Edle vandre roligt hen forbi mig med sit blide fromme Aasyn. Hun var helt klædt i Hvidt og gjorde et Indtryk paa mig ganske som jeg saae en Engel. Ved hendes Side gik Amalie og bøiede sig bekymret ind mod hende. Det var i de Dage hun laa paa sit Dødsleie, og hendes Søster sad over hende.

Hun havde elsket vor Karl ligesaa høit som vi selv, og testamenteret ham en Del af sin lille Formue. Dette satte ham istand til at gjøre den Reise, han harbeskreveti sit »Vandreaar«, og som i mange Maader skaffede ham et betydeligt Udbytte som Forfatter og Verdensmand.

Imidlertid levede vi vort sædvanlige idylliske Liv. I den stille Vinter rykke vi nærmere sammen om vor Lampe, læse sammen og bearbeide det Læste fortrolig med hinanden. I Sommertiden lukke vi Naturens Bog vidt op, og det er Umagen værd her paa vor Ø.

Næstefter at kunne see henover Menneskers Boliger, og kunne sige, i dem alle boer mine Venner, er da ogsaa det at see ud over et Land, man har kjært som sit Hjem, det der gjør Sjælen mest godt. Veien til Eskilstrup er for Folk uden Sjæl kun en kjedelig Landevei, men mig fryder den, hvergang jeg kommer der; og naar jeg seer det rigtbebyggede Land og over det det røde Taarn hæve sig — for vi boer ikke i et Land som Tydskland, hvor man ikke seer en Menneskebolig før man kommer til Byen — siger jeg: hvilket Land i Verden har saadanne Kirketaarne, og saa ordentlig opstillede, at man overalt kan see fra det ene til det andet og til flere endnu? Ikke saadanneTræspidser, der see ud som de i Legetøisæsker, nei, svære Fæstningstaarne paa Guds Borg, der sige: Lad see, om I kan flytte os.

Jo, Ære være vore Landsbykirker! I Storstæder kan man gjerne see ned paa dem som paa alt andet, men paa Landet er det dem, der bærer det Hele. Og saa er de fra de Tider, da vort Folk dog vandt nogen Seire, siden har vi ikke forstaaet andet end at dukke os for Nederlag. I Eskilstrup Kirke havde jeg opdaget, at der under Kalken i Choret sporedes en Del punkterede Ringe, der maatte være Glorier, og jeg fandt, at deres Glorier ikke burde fordunkles af Tidernes Daarlighed. Jeg talte til Musæumsdirektøren derom, og han sendte Professor Kornerup fra Roskilde hertil. Det var noget for ham. Den ligesaa livlige som lærde Mand klattrede med sine 68 Aar til min Forfærdelse rask opad de høie Stiger og bankede løs. Først paa den lange Række af 13 Glorier, der sidde over Chorbuen ud imod Kirken, upaatvivlelig Herren midt i sin Apostelrække. Jeg havde ventet mig meget af den. Men ak, Farven var aldeles forsvunden, som det synes, afskrabet med Flid. Men inde i Choret var vi heldigere. Midt i Alterapsissen kom en stor Regnbueglorie frem, og i den Marias Kroning. Derom Evangelisternes Emblemer, og under neden atter tolv Apostelmænd. Paa den søndre Sidevæg en stor Forestilling, Flugten til Ægypten. Josef holder Grimen paa det kjære fromme Asen, og foran gaaer en Række store Engle.

Mest fornøier mig de fire Apostle, der staae ved venstre Side af Altret, kun et Par Skridt fra mig. De er godt og ganske naturalistisk tegnede, og ligne mest gode fromme Landsbypræster, der ikke agte at skrue sig op til at see ud som Apostle, kun at være kjære Embedsbrødre. Og saa er de fra Valdemar Seirs Dage. Snart 700 Aar har de siddet under Kalken uden at forsage, fordi ingen vidste, at de var til. Men nu steg de frem, og Professoren, som kan alt kirkeligt Billedværk paa sine Fingre, vidstestrax at datere dem. Mig er det en Bestyrkelse at vide, at naar Biskop Absalon visiterede, kunde han finde samme Slags Præster i vore Kirker som vor nuværende Biskop.

Det var nu iaar. Men heller ikke de øvrige tolv Aar, jeg nu har været her, har jeg savnet lærd Bistand. Den ypperste Mand her var Biskop Monrad. Han var ikke altid let at omgaaes, men jeg skal dog ikke klage paa ham, da det snarest var min egen Skyld, naar det ikke ganske gik som det skulde. Han saae mig gjerne hos sig, og læste med Interesse mine Bøger, kunde ogsaa betroe mig sine sjælelige Sorger. Den Egenskab, jeg af alle hans mærkelige Egenskaber satte mest Pris paa, men som var mindst bekjendt af dem, der kun saae ham paa den politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i sin Dom, og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstød med nogen, kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa meget mere venlig. Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from og derfor kjærlig Sjæl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var der inderst i ham en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han, at kunde faae dem til, hvad der for ham stod som det Rette, og blev skuffet deri. I Theologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefædre, dem han altid sad fordybet i; men var desuagtet streng confessionel. Han var et rigtig Pligtmenneske. Da jeg sidste Gang var hos ham, sagde han: De kan troe, det er en Prøvelse saaledes at føle, at dette gamle Menneske ligesom trinvis synker sammen, det er som at mærke, at det Jordiske smulrer bort. Dog sad han endnu og arbeidede og hurtigere end andre. Kort efter faldt det sammen. Hans Hustru reiste bort paa et Par Dage for at see til sin døende Fader. Ved Afskeden sagde han til hende: Du seer mig sandsynligvis ikke mere. Og det skete. Mens han sad ved sit Arbeidsbord, sank hans Hoved ned over Bogen, og hans Liv var ude. 1887.

En anden ganske forskjellig Ven har jeg nydt meget godt af i den sidste Periode. Det er Filosofen Harald Høffding, Karls Fætter. En rolig, mild, høist omgjængelig Mand. Han kommer her gjerne engang om Aaret og tilbringer en Uges Tid her, roser vort Hjem og er selv et lysende Exempel paa godt gammeldags Præstegaardsliv. Han er en god Theolog og kjender alt, hvad der fra den Side kan siges, men han har opgivet at bruge det, for at tage Livet ene fra den ethiske Side.

Om der er et andet Liv end dette, hvad man kalder et evigt, lader han staae hen. Det vil vise sig, om der er, siger han. De mystiske Tildragelser, jeg har talt om, gaaer han ind paa, naar man blot ikke deraf vil bevise et Rige bagved Døden, men blive ved det, der er fundet, at Sjælelivet har i visse Tilstande et større Omfang end i de normale. Underligt nok ville de fleste Præster ikke engang indrømme det, de kalde det altsammen Djævelskab. Endog Monrad var af saadan Mening. Man skulde dog synes, at denne »Occultisme« maatte ligge en Christen nær. Men derom vilde Monrad intet høre. Da jeg engang talte til ham derom, sagde han strengt afvisende: »Dette er jeg aldeles udenfor.« Saa fik jeg da at tale om andre Ting.

Men hvad saa end Theologerne sige, saa gaaer Tiden, og Verden forandrer sig, og Theologerne med. Siden Oldtidens Undergang har den vel i ingen Tidsalder saaledes skiftet Udseende, som siden Tændstikkerne og Galoskerne blev opfundne. Der bliver nu i hvert Sogn bygget idetmindste en Snes nye Steder om Aaret, og Bønderne begynde at bygge Villaer med Architectur.

Ogsaa Oplysningen er naaet til sit Høidepunkt, eller vel allerede ud derover og ifærd med at liste den kummerlige Vei nedad mod raa Smagløshed. I Oldtiden fik den sin Fuldendelse i to Skikkelser, i Verdens Konge Augustus og Guds Riges Konge Christus. Efter dem blev den ført ud i det Brede ad alle Verdens Landeveie. Videnskaben samlede til Dynge, beskrev og ordnede, de Guds Mændprædikede og fortolkede, sloges ned, men sloges dog endnu mere om Magten, men intet virkeligt Fremskridt kunde mere gjøres; Aandens herlige Kræfter gik hurtigere tilbage, end Samtidens Tanker selv var istand til at fatte. Verdensaanden har kun det Indhold den har. Naar det er forbrugt, kan Livstræet ikke brede sig videre og ikke bære bedre Frugt. Det kan lægge sin Sæd for kommende Slægter, men det tager de tusinde Aar, inden de kunne begynde at hæve den, og atter tusinde Aar, inden de forstaae, at de ikke er komne videre end det de forefandt.

Paa en Maade ligner Slægten det enkelte Menneske, men det er kun tilsyneladende. Slægten er et Naturvæsen med denne Verdens Kaar, og det er rigtigt at kalde den et Træ, forsaavidt dette staaer sin Tid, saa ældes det og giver Plads for andre Træer, der igjen ikke komme videre. Men det enkelte Menneske har i sit Indre en anden Verden. Hvad vi have af Slægten, udfolde vi i vor jordiske Levetid og naae vort Høidepunkt i godt eller ondt, men da indtræder Forskjellen. Forsaavidt vi er aandelige Mennesker, gaae vi ikke tilbage, tvertimod hvad vi have vundet, bliver altid klarere, stærkere og mere livsfriskt. Vi lægge ikke blot Sæden for andre, for selv at døe, men vi staae, naar det udvortes Menneske gaaer til Grunde, i det indvortes som endnu unge, og yngre end nogensinde, beredte til selv at være det nye Liv — ogsaa i det Onde.

Og medens jeg er ifærd med at see mit jordiske Liv til Ende, skulde jeg endnu overtænke, hvad jeg har faaet ud af dette, og hvad jeg har af Indhold til at gaae et nyt Liv imøde. Saa er dette da det Udbytte, jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt det Gud elsker, alt det, som han i sin første Velsignelse har givet Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjærlighed — Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvæget og al Jorden og alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op afJorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Føde, den moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvæge den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset lader det sees i.

»Men Menneskenes Børn har han allermest kjær, Gud aander paa Øiet, naar det græder.« Saa har jeg da mest elsket Mennesker, jeg har ikke kunnet andet, de har mit Hjærte, blot jeg seer dem. Mit Livs sande Udbytte er mine Venners Kjærlighed, og deraf er den rigeste Skat atter den, jeg har hjemme ved min Side.

»Nu hælder Aaret i sin Gang, snart ødes Eng og Lund. Farvel med al din Lyst og Sang, du korte Sommerstund!« Jeg sidder her og seer Birkens Løv hænge gyldent og den kobberbrune Skov bagved, og Naboens Mark, hvor den unge Sæd spirer saa saftig grøn, saaledes er Livet. Saa usigelig skjønt, at ingen kan male det saa fint, og ingen tænke sig det saa yndigt. Men i Nat raste Storm og Regn, saa min Hustru forfærdedes. Alt dette maa forlades, alt dette maa komme til Ro.

Det er en trist Psalme den: »Gaa nu hen og grav min Grav,« mit Sind kan ikke stemme med den. Jeg kan ikke sige: »Ak, i Verden er der koldt, alt dens Lys er kun en Skygge.« Dog kalder jeg det en Høitidsdag, den da der skal siges: »Far da vel, det er fuldbragt, Dagens Sol og Nattens Stjerne!« Det er saa festligt at tænke paa at skulle see den Sol, som aldrig gaaer ned, og de Stjerner, som ere Englenes milde Øine. Jeg længes efter at skue Evighedens Dybder, og efter alle de Sjæle og alle de Helligdomme, jeg længes efter at falde ned for min Frelser og bekjende alle mine Synder.

Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold.(Jfr.Anmærkning Pg. 346).

I Tilslutning til den Bemærkning hvormed tredie Bog ender, minder Forfatteren i Kapitlet »Krigen« om sin Misfornøielse med de politiske og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade — »en den Gang temmelig enestaaende Mening« — og udtaler sig nærmere om den daværende Stemning, at »al vor Fortræd var tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans Kjæledægge, Hjertefolket, den syvende Menighed, alle yndige Dyders Hjem og alt fromt Barnesinds Vugge.«

Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde finde, det sømmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel Menneskerace, at de næppe har Lov til at være til, end sige at gaae i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor Plads i Verden saa temmelig er at være deres aandelige Vasaller. Men at blot den Ting at være en Tydsker, at tale det store Sprog, og at have det kjært, skulde kaldes en Ulykke og en Nedværdigelse for et Menneske, og forsaavidt han selv vilde vælge det, maatte forbydes ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog tungt, naar alt Folket hildes i Dumheden.

Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til at tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har gjort, hvad der for det første kunde gjøres for at skyde til det hældende Læs. Men ingen turde tvivle om den gode retfærdige Sag. Nei, ingen uden tilfældigvis de to Mænd, som allermest havde Myndighed til at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad Frihed er, man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker. Og Martensen, paa eengang en af dem, der mest i Virkeligheden elskede sit Fædreland og har vovet sig meget vidt for at forsvare dets Sag, og tillige som født Flensborger bedst kjendte det omstridteLand. Men der var ingen Ende paa det Skrig, der reiste sig imod ham, og ikke er forstummet lige til nu.

Ogsaa jævne Folk indsaae det, naar de vilde, og naar de saae den Elendighed, der fulgte deraf. Min redelige og fromme Ven Vilhelm Holm havde været i Angeln paa en Sommerreise, og beskrev mig i et Brev det sørgelige ved at see Præsterne prædike for tomme Bænke, og at være nødte til at gjennemføre Dansk i Skoler, hvor det ikke blev forstaaet, og ingen havde Lyst til at lære det; ikke at tale om alt det øvrige Spioneri, som hørte til for den, der baade af Pligt og Lyst var sin Regjerings Mand i Sognet. »Nei, at være mere Politibetjent end Præst, skal jeg virkelig ikke have noget af,« sluttede Vilhelm. Men Fædrelandets Sag, svarede man. At slaae de Slyngler ned, og at gjenindsætte Dansken i dens ældgamle Rettigheder osv. Ak ja, ældgamle, men desværre ikke nulevende. Jeg hørte en Præst forsvare det danske Kirke- og Skolesprog i hans Sogn med at han virkelig havde fundet en gammel Kone, der endnu talte dansk, og han var ganske rørt derover.

Sin kjære Familie, som man elsker for Liv og Død kan man dog, om man er et ærligt og christeligt Menneske, ogsaa see Feil hos og bedrøves over. Men at tale om Feil hos det mageløse danske Folk — naar det da ikke var den Feil, ikke at være haardt nok og hade nok — var saa forbudet som en Overtrædelse af Guds store Bud, og undergivet en temmelig streng Straf, den at udelukkes af menneskeligt Selskab. Vilde man gjøre det offentligt gjældende, kunde der vederfares En noget værre.

At give en virkelig fri Forfatning som i Kongeriget kunde ikke ladet sig gjøre, Forsøget med Rigsraadet førte til intet. Men en haard Absolutisme af den gamle Enevældes Skole kunde dog heller ikke gjøre godt, som nu Tidsaanden var rykket frem. Dog fik vi hvad endnu værre var, en Absolutisme kun til Værn for den ene Synsmaade; og et Tvangsregimente, der føles dybt ned i det daglige Liv kunde ikke andet end opirre. Dansk Væsen skulde herske, og vilde desværre undertrykke. Ingen Tale om nogen Slags Forhandlingsfrihed. Intet tydsksindet Blad kunde udkomme, og hvad der indførtes fra Tydskland, blev confiskeret paa Grændsen; undertiden ogsaa hvad der kom fra Danmark, naar den skarpe Censur ikke fandtes tilstrækkelig. Al tydsk Undervisning i hvad af Land, der laa nordenfor Sprogrescriptets Grændse, var forbudt. En ellers meget spagfærdig Candidat, som underviste en Snes Drenge fra de tydske Familier i Haderslev, fik Ordre til at lukke, og to gamle Søstre, som i al Loyalitet nærede sig med en lille Pigeskole, holdt sig kun ved personlig Velvillie.

Det værste var dog det Overmod, hvormed tydsk Sprog og Dannelse blev behandlet i det daglige Liv. Det var Synd at sige at Tydskerne vare opsætsige. Hvor de traf sammen med os, hørtes der aldrig et tydsk Ord af dem, de talte dansk, saa godt de kunde; og idet mindste for mig, som saae med deltagende Øine, saae det ud, som de ængstelig nok listede sig langs Murene i deres hjemlige By, og deres Kvinder og Børn tav stille, naar de kunde frygte, en Dansk kunde høre, hvad de sladrede indbyrdes. Der var en almindelig Følelse af, at Tydsk og Tydskere havde egentlig ikke Lov at være i Landet. Kom de saa for en Embedsmand, fik de det at mærke.

Vor Amtmand, ellers en fin og forekommende Mand, fortalte os til en Cigar efter Bordet, hvorledes han bar sig ad, hvorledes vi altsaa alle burde bære os ad:

»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide, at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk. Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.

Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde, og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.

Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil — Karl Gustav udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser —,men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer, men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret, mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres »utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de historiske Forhold ere gaaede ud over dem.

Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund. Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at bemærke derved.

Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa andenMaade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte, hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres Stemnings Medfølelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de, der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.

Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke rustede til Krig — i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin, vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv havde turdet haabe.

Og vor Regjering — Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering — og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret. Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en fortvivlet Mand.

FODNOTER.[1]Sic.En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.[2]Er død efter at dette blev skrevet. Udg.[3]En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne. Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.[4]Han var endnu i Roskilde.[5]Sep. 81 ff.— Udg.[6]S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en flittig Tilbeder.[7]Et Bind af Goethe.[8]Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i den Anledning hansTørnrosens bok.[9]I Manuscriptet begynder denne Bog med Familien Waages Historie, fortalt paa 140 Sider. Amalie Fibiger er født d. 6. April 1824 i Vetterslev, hvor Faderen Georg Holger Waage var Præst; snart (1828) forflyttedes han til Fruekirke i Kjøbenhavn og blev i Foraaret 1837 Direktør for Sorø Akademi. I November 1842 døde hans Hustru, og en Maaned efter fulgte den ene Datter, Sigrid, og han selv hende i Graven. Amalie, dengang 18 Aar, var nu Hovedet for Familien, der bestod af to Søstre Edle ogFrederikke, og to Brødre Olaf,og Vilhelm. Paa Faderens Begravelsesdag fik hun et Brev fra »Tante Caroline«, Fru Theodor Suhr (født Falk, Sødskendebarn til Fru Juliane Waages Moder), som i de kjærligste Udtryk tilbød hende at komme i Huset hos dem som Datter. Men hun kunde ikke beslutte sig til at skille sig fra sine Sødskende; hun havde allerede lagt den Plan at flytte til Kjøbenhavn, leie en lille Leilighed og selv styre Huset for den firsindstyveaarige Bedstemoder og sine Sødskende og saaledes holde Hjemmet sammen. Med nogen Betænkelighed gav ogsaa hendes Formynder, Faderens Ungdomsven Conferentsraad Holm, sit Samtykke og saaledes blev det. Hendes Cousine, Claudine Broager, og deres gamle Lærerinde, Jomfru Fohlman, blev ogsaa Medlemmer af den lille Familie i Fiolstræde.[10]Hun havde hele Vinteren lidt af en fæl Halsbetændelse.[11]SeeS. 136.[12]Fru Foss, Borgermesterens Frue.[13]I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120 Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen med L. Ussing.[14]Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.[15]Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.[16]I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de nordslesvigske Præsters forgjæves Forsøg paa at faa et Tillæg til Psalmebogen indført.[17]Løverdags Læsning.[18]En antikirkelig hellig Bevægelse (Karikatur af den Kierkegaardske) reist af den føromtalte Skolelærer Mogens Sommer, hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som desværre maatte gaa ud. U. Anm.[19]En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet var lige ved at forlise. Udg. Anm.[20]Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.[21]Sic.Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.[22]Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.[23]Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke. »Vi leve i en realistisk Tid,« sagde han. »Dette er den kirkelige Realisme. Nei det kommer an paa at sætte Ideerne i Bevægelse.«[24]Søster til Ilia og Mathilde Fibiger, seS. 85. Udg. Anm.[25]En Egenskab, han ikke just har bevaret. Udg. Anm.[26]Sic.K. Gj. blev Student 74. Udg. Anm.[27]L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke skulde komme ud.« Udg. Anm.[28]I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863, derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes, da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i enNoteved Værkets Slutning. Udg. Anm.[29]I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans Begravelse (1873).[30]Pag. 135.[31]Trykt i Raffenbergs Samling.[32]Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.

[1]Sic.En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.

[2]Er død efter at dette blev skrevet. Udg.

[3]En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne. Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.

[4]Han var endnu i Roskilde.

[5]Sep. 81 ff.— Udg.

[6]S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en flittig Tilbeder.

[7]Et Bind af Goethe.

[8]Desuden mindes jeg en underlig Skikkelse, en bleg, duvnakket Mand, tyndt glat Haar, Øine der ikke lod sig see, sad han og krøb sammen og sagde ikke noget. Det var Sverrigs frugtbareste Digter Almqvist, Filolog, Præst, og tilsidst flygtet som Morder til Amerika. Han blev hæderligt modtagen hos Høyens, og jeg læste i den Anledning hansTørnrosens bok.

[9]I Manuscriptet begynder denne Bog med Familien Waages Historie, fortalt paa 140 Sider. Amalie Fibiger er født d. 6. April 1824 i Vetterslev, hvor Faderen Georg Holger Waage var Præst; snart (1828) forflyttedes han til Fruekirke i Kjøbenhavn og blev i Foraaret 1837 Direktør for Sorø Akademi. I November 1842 døde hans Hustru, og en Maaned efter fulgte den ene Datter, Sigrid, og han selv hende i Graven. Amalie, dengang 18 Aar, var nu Hovedet for Familien, der bestod af to Søstre Edle ogFrederikke, og to Brødre Olaf,og Vilhelm. Paa Faderens Begravelsesdag fik hun et Brev fra »Tante Caroline«, Fru Theodor Suhr (født Falk, Sødskendebarn til Fru Juliane Waages Moder), som i de kjærligste Udtryk tilbød hende at komme i Huset hos dem som Datter. Men hun kunde ikke beslutte sig til at skille sig fra sine Sødskende; hun havde allerede lagt den Plan at flytte til Kjøbenhavn, leie en lille Leilighed og selv styre Huset for den firsindstyveaarige Bedstemoder og sine Sødskende og saaledes holde Hjemmet sammen. Med nogen Betænkelighed gav ogsaa hendes Formynder, Faderens Ungdomsven Conferentsraad Holm, sit Samtykke og saaledes blev det. Hendes Cousine, Claudine Broager, og deres gamle Lærerinde, Jomfru Fohlman, blev ogsaa Medlemmer af den lille Familie i Fiolstræde.

[10]Hun havde hele Vinteren lidt af en fæl Halsbetændelse.

[11]SeeS. 136.

[12]Fru Foss, Borgermesterens Frue.

[13]I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120 Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen med L. Ussing.

[14]Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.

[15]Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.

[16]I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de nordslesvigske Præsters forgjæves Forsøg paa at faa et Tillæg til Psalmebogen indført.

[17]Løverdags Læsning.

[18]En antikirkelig hellig Bevægelse (Karikatur af den Kierkegaardske) reist af den føromtalte Skolelærer Mogens Sommer, hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som desværre maatte gaa ud. U. Anm.

[19]En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet var lige ved at forlise. Udg. Anm.

[20]Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.

[21]Sic.Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.

[22]Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.

[23]Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke. »Vi leve i en realistisk Tid,« sagde han. »Dette er den kirkelige Realisme. Nei det kommer an paa at sætte Ideerne i Bevægelse.«

[24]Søster til Ilia og Mathilde Fibiger, seS. 85. Udg. Anm.

[25]En Egenskab, han ikke just har bevaret. Udg. Anm.

[26]Sic.K. Gj. blev Student 74. Udg. Anm.

[27]L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke skulde komme ud.« Udg. Anm.

[28]I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863, derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes, da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i enNoteved Værkets Slutning. Udg. Anm.

[29]I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans Begravelse (1873).

[30]Pag. 135.

[31]Trykt i Raffenbergs Samling.

[32]Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.

Back to Index Next