ATTENDE STYKKE.Topsy.En morgen, mens Ofelia stelte med noget i huset, hørte hun St. Clare rope paa hende nede ved trappen.«Kom ned, kusine, jeg har noget at vise dig.»«Hvad er det?» spurte frøkenen og kom ned med sit sytøi i haanden.«Jeg har gjort et indkjøb til dig,» sa han og skjøv en liden negerjente paa en otte ni aar frem. «Denne er til dig.»Den vesle jenten var svart som ibentræ. De runde store øinene hendes tindred som glasperler og fór nysgjerrig og med undring om til alle sider. Munden stod halvaaben og viste frem et par vakre tandrækker, og det svarte uldne haaret var flettet i smaa pisker, som stod ud til alle kanter. Hendes ansigt var ikke godt at blive klog paa; for det var baade noget alvorligt i det og noget som tyded paa list og udspekulerthed. Det var i det hele noget trollsligt over hende, som gjorde at frøkenen blev ræd hende.«Men hvad i al verden skal jeg med hende?»«Du skal se til at faa et menneske af hende,» sa St. Clare med et spottende smil.Han fløited, slig som en gjør naar en kalder paa en hund. «Hei da, Topsy, kom og syng noget for os og vis denne damen hvorledes du kan danse!»Øinene paa den vesle jenten tog da paa at lyse med en ondskabsfuld glæde, og i samme øieblik gav hun sig til at klappe i hænderne og hoppe og vride med lænderne, mens hun hujed en vild negersang og lod de svarte øinene rulle i hovedet. Til slut slog hun et par kollbøtter og satte i en lang slutningstone, som en fløite fra en dampmaskine. Derpaa stilled hun sig rolig paa teppet, folded hænderne og satte et fromt ansigt op; men hun kunde ikke lade være at skjele til siden med de lumske øinene sine.Frøken Ofelia stod og saa paa hende, og kunde ikke faa et ord frem.St. Clare mored sig over hendes forfærdelse og vendte sig atter mod Topsy.«Hør nu, Topsy,» sa han, «nu er denne damen din herskerinde; lad mig nu se du skikker dig vel!»«Ja, massa,» svarte den vesle og satte op et ansigt fuldt af det mest ærbødige alvor; men samtidig hermed skjød listige øiekast som lyn frem fra hendes øiekroker.«Du maa være en snill pige, hører du!» blev St. Clare ved.«Ja, massa,» svarte hun igjen, altid med foldede hænder.«Men kjære fætter,» tog endelig frøkenen ordet, «hvorfor i al verden har du kjøbt dette barn?»«Jeg har kjøbt det for at give dig leilighed til at vise hvad du duger til. Du gaar jo stadig og præker for mig, at endog de mest bortskjæmte og uartige negerunger kan opdrages til kristelige og dygtige mennesker; saa fik jeg lyst til at give dig denne her, for at du kan vise mig hvorledes en skal faa skik paa et sligt lidet svart rovdyr.»«Synes du ikke jeg har nok at tage mig af her i huset før?»«Ja slige er dere gode opdragere. Dere lager missions-selskaber og holder basarer og syr tøi til de vilde; men naar en stiller dere en særskilt praktisk opgave og siger: Tag nu fat her!—saa er dere ikke med længer.»«Du ved meget godt, Augustin, at jeg ikke er af det slags folk som du taler om; men jeg synes vi har negerbørn nok her i huset før. Naar jeg staar op om morgenen, ser jeg dem ligge rundt omkring; nogen ligger og sover ved døren, nogen under bordet, en flok støier og griner paa trappen, en anden rives og slaas paa kjøkkengulvet.»«Ja ja, du kan have ret i det; men lad nu hende her være dit særlige barn, og vishvad du kan faa ud af hende. Ellers kan jeg fortælle dig det, at jeg har taget hende til mig fordi det gjorde mig ondt at høre hvorledes hun blev prylt og mishandlet hos de fordrukne gjestgiverfolkene som hun var hos; hendes skrig har saa mangen gang skaaret i mine ører, naar min vei gik fremom der.»«I Guds navn da!» sa frøken Ofelia. «Jeg skal gjøre for barnet det jeg kan.»Hun gik mod den vesle pigen med et ansigt som det en sætter op naar en nærmer sig en edderkop som skal hjælpes ud af en fare. «Det er da rædsomt som det barn ser ud! Saa skidden! Og halvt nøgen!»«Ja, det er nu din sak at sørge for at hun blir vasket, og at hun faar skikkelige klær paa sig.»Frøkenen tog da barnet med sig til badet.«Uf!» ropte et par halvsvarte jenter. «For en væmmelig negerunge!»Den svarte overkokkepigen opfatted disse ord som et slæng-ord til hende og tog paa at skjænde paa jenterne. «Slet ikke nogen væmmelig negerunge. Kan selv være væmmelige, dere blandingsdyr, som hverken er svarte eller hvide.»Da den vesle jenten blev klædd af, viste det sig, at ryggen hendes var fuld af stygge striper og flekker.«Nei se paa hende?» ropte en af jenterne. «Hun maa være rent en djævleunge, siden hendes herskab har maattet give hende saa meget pryl.»Den vesle saa sig om til alle sider, men syntes at være mest optaget af nogen øreringer som hun saa en af pigerne bar.Da hun var blit vasket og havde faat skikkelige klær paa sig, og haaret var blit klippet og greiet, saa hun ikke saa ilde ud. Frøken Ofelia tog hende igjen i øiesyn og tænkte ved sig selv: «hende skal jeg snart faa skik paa.»Saa satte hun sig ned og tog barnet for sig.«Hvor gammel er du?»«Ved ikke,» svarte jenten og viste de hvide tænderne sine med et bredt grin.«Ved du det ikke? Har din mor aldrig sagt dig det ... hvem er din mor?»«Har ingen,» svarte den vesle og grined igjen.«Hvor er du født?»«Er ikke født, frøken.»«Nu skal jeg sige dig, at jeg ikke vil vide af noget tøv her!»«Ja men mig aldrig havt nogen mor eller far eller nogen ting.»Pigen, som havde hjulpet frøkenen med at vaske pigebarnet og stelle hende til, fniste;hun skjønte straks det hele. «Den slags unger er det mange af, frøken. De blir fra smaa af opdrættet hos slavehandlere og solgte, uden at de nogensinde faar vide noget om sine forældre.»«Hvor længe har du været hos gjestgiveren?» spurte frøkenen da.«Ved ikke.»«Aa, det kan ikke nytte at spørge disse dumme negerbørn om nogen ting,» sa mulatpigen.«Ved du noget om Vorherre?» spurte Ofelia.«He!» grined den vesle.«Ved du hvem som har skabt dig?»«Er ikke skabt.»Frøkenen risted paa hovedet.«Kan du sy?»«Nei.»«Hvad maatte du bestille hos gjestgiveren?»«Mig maatte bære vand og slipe kniver og hjælpe til med opvartningen.»«Var de gode mod dig, de folkene du var hos?»Den vesle skjeled til pigerne, som om hun var ræd for at sige andet end ja. «Det var de vel,» kom det endelig.Frøken Ofelia skjønte snart at det ikke var det bedste sted til at virke opdragendepaa Topsy nede i kjøkkenet, hvor de andre gik og skjeled og fniste til hende; hun fandt det derfor rettest at ta barnet med sig op paa sit værelse, hver gang hun vilde undervise hende og tale med hende om husgjerningen.Frøkenen havde før altid selv redt sin seng og stelt alt til paa sit værelse; nu skulde hendes fosterdatter gjøre dette, for at øve sig i huslig gjerning. Men et brysomt arbeide blev det at lære Topsy denne gjerning!Først skulde hun nu lære den kunst at rede op en seng.Da Ofelia den første morgen havde faat barnet op paa sit værelse, sa hun: «Nu vil jeg vise dig, Topsy, hvorledes en bærer sig ad med at rede en seng; det er noget du maa gjøre rigtig godt, for jeg er svært nøie paa hvorledes sengen min blir redt.»Topsy stod stiv og taus fremfor hende, renvasket og kjæmmet, med ren kjole og hvidt forklæ. Frøkenen var ogsaa høitidelig.«Se nu her!» sa hun, «denne kanten paa lagenet kaldes sømmen, denne siden er retten, og her vrangen—kan du nu huske det?»«Ja, frøken.»«Det underste lagenet maa du huske at brede glat over underdynen og stikke detpent ned langs sengefjælen—kan du nu huske det?»«Ja, frøken.»«Men overlagenet maa du lægge saaledes og stikke det ned ved fod-enden—slig.»Mens den gode læremester snudde ryggen til, saa Topsy sit snit til at nappe til sig et par hansker og et baand, som hun i en fart stapped op i det ene ærmet sit. Da hun nu var færdig med det, folded hun hænderne og hørte andægtig efter igjen.«Lad mig nu se om du kan gjøre det slig som jeg har sagt,» sa frøkenen og tog atter klærne af sengen.Topsy tog nu fat, og gjorde sine ting saa godt, at frøkenen blev rent rørt af glæde; men just som den vesle var færdig, opdaged frøkenen at et rødt baand hang ud af ærmet hendes.«Hvad er det?» spurte Ofelia og trak det til sig.«Ved ikke,» svarte Topsy ligegyldig; men i næste øieblik udbrød hun: «Er det ikke frøken Felis baand?»«Du er da ogsaa en rigtig styg pige! Du har jo stjaalet det?»«Nei, har ikke.»«Og saa vaager du ogsaa at lyve?»«Lyver aldrig, frøken; for mig siger altid sandhed.»«Topsy, vil du jeg skal hente pisken?»«Kan gjerne piske mig hele dagen igjennem,» sa jentungen og tog paa at brøle. «Har ikke stjaalet det, det har mig ikke; for det har ligget paa sengen, og saa har det faret ind i ærmet mit, har det.»Frøken Ofelia blev svært vred over dette frække paafund, og tog fat i armen hendes og risted hende.«Hvad er det du vaager at indbilde mig?»Ved det at jentungen blev ristet, faldt ogsaa hanskerne ud af ærmet og ned paa gulvet.«Men barn, du har jo taget mere! Vil du endnu negte at du har stjaalet fra mig?»Den vesle tilstod straks at hun havde taget hanskerne, men blev ved at negte at hun havde taget baandet.«Hør nu, Topsy, vil du nu ærlig tilstaa det hele, skal du slippe for pryl.»Ja, saa tilstod hun det da, og uveiret drev over for denne gangen.«Har du stjaalet andre ting?» spurte frøkenen og saa prøvende paa hende. «Har du rapset et eller andet igaar, da du havde lov at løbe frit omkring her paa gaarden?»Topsy stod en stund og skjeled.«Du skal sige det. Naa—ud med det!»Saa tilstod hun at hun havde taget denrøde kjeden som Eva havde gaat med om halsen.«Du stygge pige! Og hvad mer?»«Og saa har jeg taget øreringene til Rosa.»«Men dette er da rædsomt! Gaa ned og hent begge dele.»«Mig har brændt øreringene.»«Brændt dem? Hvad er det for snak! Gaa bare ned efter dem.»Saa gav jentungen sig til at hulke og forsikred at hun havde brændt dem.«Hvorfor gjorde du da det?»«Fordi jeg er ond og styg; mig kan ikke for det.»I det samme kom vesle Eva springende, og frøkenen saa straks at hun endnu havde det røde koralbaandet om halsen.«Har du fundet halsbaandet dit igjen?» udbrød Ofelia.«Fundet det igjen? Jeg har jo havt det paa hele tiden; jeg har endog ligget med det i nat.»Frøkenen blev nu rent udaf sig, hun vidste hverken ud eller ind.Og saa traf det sig saa underlig, at ogsaa Rosa kom i det samme, bærende en kurv med nystrøget linned paa hovedet. Da frøkenen saa at ringene hang og dingled i ørene hendes som vanlig, skjønte hun at det Topsyhavde fortalt om de sidste tyverier var usandhed.«Hvorfor i al verden løi du slig for mig?»«Mig skulde jo finde paa noget at tilstaa,» klynked den vesle og gned øinene.Rosa vilde endelig at jentungen skulde piskes. En slig forvorpen løgnunge!Men da retted Eva sig op og fik et truende udseende: «Du tier stille, gjør du!»Da gik Rosa sin vei. Eva gik bort til Topsy.De to børn stod nu overfor hinanden, to vidt forskjellige børn, et fint, fornemt barn, med gule lokker og sjælfulde øine, og et svart, skulende, listigt negerbarn, et fint kulturbarn og et vanartet trælebarn.«Stakkars Topsy!» sa Eva med sin bløde milde røst. «Du har havt det saa vondt; men nu blir du nok en snill pige.»Det var de første venlige ord den vesle negerjente havde hørt, og taarer viste sig i hendes øine; men i næste øieblik tog hun paa at grine og fnise igjen, som hun vanlig pleide.Frøken Ofelia prøvde alle slags midler for at faa skik paa den vesle lærlingen sin: hun lukked hende inde i et mørkt rum, hun talte godt for hende, tog hende med op paa værelset sit til visse tider og lærte hende at læse og sy. Den vesle havde let for at lære atlæse; men syingen gik det ikke saa godt med, for hun havde saa vanskeligt for at sidde stille; hun vilde heller springe omkring i den frie luft. Alt i ett brækked hun med vilje en synaal i stykker eller kasted den ud af vinduet, smudsed traaden til eller gjemte den bort. Hun var saa rask med fingrene som en taskenspiller, og da hun til enhver tid forstod at sætte det mest uvidende og uskyldige ansigt op, var det svært vanskeligt at faa noget ind paa hende.Det urolige barn var paa færde overalt, klatred i trærne, stupte kraake, sang og fløited, skar ansigt og vrængte øine. De andre børn fulgte hende i hælene med undring; selv Eva syntes at være fortryllet over alle de vilde kunster hun kunde gjøre.Fra først af var alle folkene paa gaarden efter hende. Men de lærte nart at skjønne at de gjorde klogest i at lade hende skjøtte sig selv; for hver gang nogen af dem havde revset hende, maatte han eller hun paa en eller anden maade lide for det,—enten blev et smykke borte, eller et klædesplagg revet itu, eller det kunde komme en bøtte skyllevand over dem, naar de havde de fineste klærne paa sig og intet ondt aned.Men naar en søgte efter den vesle synderinde, var hun forsvunden som en vind, ogdet var ikke tale om at faa hende til at tilstaa noget.Men Topsy var rask til at gjøre sine ting i huset, og svært snar til at lære ethvert nyt arbeide. Frøkenens værelse holdt hun somme tider i den bedste orden, men til andre tider kunde hun gjøre det skrækkeligste opstyr oppe paa kammeret: hun tog pudevarene af og stak det uldne hovedet sit ned mellem puderne, saa det kom til at se ud af fjær og dun som hun var gal. Stundom klatred hun opefter sengestolperne og hængte sig efter benene med hovedet ned, eller hun kasted lagenerne paa gulvet, trak frøkenens natdragt over skraapuden og legte heigut med den, samtidig med at hun fløited eller sang og skar ansigt.En dag havde hun bundet frøkenens sjal om hovedet og stillet det op i en høi top. Netop som hun stod og saa sig i speilet, kom frøkenen.«Men Topsy da, hvor kan du dog bære dig slig ad?»«Ved ikke, frøken. Mig finder paa saa forfærdelig mange ting.»Frøken Ofelia sukked. «Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med dig, barnet mit.»«Maa vist piske mig,» mente Topsy. «Gjestgiverens madam pisked mig hver dag, hun; jeg vilde ikke være skikkelig ellers.»Frøkenen prøvde virkelig ogsaa pisken; men hver gang hun brugte dette middel, skreg ungen i vilden sky og loved bot og bedring. En halv time efter kunde en se hende sidde ved et hjørne af svalgangen og snakke med en flok undrende negerbørn.«Uf! dere morianer!» kunde hun sige. «Dere er nogen rigtig ugudelige unger; jeg selv ogsaa—fy!» Og saa kunde hun klatre til veirs og slaa en kollbøtte i luften.Om søndagene talte frøken Ofelia med hende om Gud og lod hende læse katekismen. Det varte ikke længe, før Topsy kunde hele katekismen paa rams.«Hvad nytte tror du hun har af den lærdom?» spurte St. Clare.«Barnet maa da lære nogen kristendom og gudsfrygt,» mente Ofelia.«Pyt! jeg blev da proppet nok med religion, da jeg var barn; men jeg ved ikke at jeg har havt nogen nytte af det.»«Nei,» sukked frøkenen, «jeg ved du bryr dig svært lidet om Vorherre; jeg skulde ønske du var ligesaa from og god endnu som du var da du var liden.»«Ja, det ønsker jeg selv.»Topsy havde staat som en liden svart billedstøtte og hørt paa dem, og nu satte hun med en gang i:«Og da Adam og Eva havde spist af frugten, blev de jaget ud af haven.... Frøken, laa den haven i Kentucky?»St. Clare brast i latter og gik sin vei.Slig gik det i et aars tid eller to. Topsy var nær ved at tage livet af frøkenen, St. Clare derimod mored sig over barnet, paa samme maade som en morer sig over en hundehvalp eller papegøie.Naar hun havde gjort en eller anden streg, og hun af den grund blev forfulgt, tog hun altid sin tilflugt til massa og gjemte sig bag stolen hans; der vidste hun sig trygg. Ofte gav han hende en blank sølvskilling, som hun i næste øieblik brugte til at kjøbe nøtter og sukkertøi for, og da levde hun og de andre svarte ungerne høit en stund; for hun var altid villig til at dele med sig, naar hun havde noget godt.
ATTENDE STYKKE.Topsy.En morgen, mens Ofelia stelte med noget i huset, hørte hun St. Clare rope paa hende nede ved trappen.«Kom ned, kusine, jeg har noget at vise dig.»«Hvad er det?» spurte frøkenen og kom ned med sit sytøi i haanden.«Jeg har gjort et indkjøb til dig,» sa han og skjøv en liden negerjente paa en otte ni aar frem. «Denne er til dig.»Den vesle jenten var svart som ibentræ. De runde store øinene hendes tindred som glasperler og fór nysgjerrig og med undring om til alle sider. Munden stod halvaaben og viste frem et par vakre tandrækker, og det svarte uldne haaret var flettet i smaa pisker, som stod ud til alle kanter. Hendes ansigt var ikke godt at blive klog paa; for det var baade noget alvorligt i det og noget som tyded paa list og udspekulerthed. Det var i det hele noget trollsligt over hende, som gjorde at frøkenen blev ræd hende.«Men hvad i al verden skal jeg med hende?»«Du skal se til at faa et menneske af hende,» sa St. Clare med et spottende smil.Han fløited, slig som en gjør naar en kalder paa en hund. «Hei da, Topsy, kom og syng noget for os og vis denne damen hvorledes du kan danse!»Øinene paa den vesle jenten tog da paa at lyse med en ondskabsfuld glæde, og i samme øieblik gav hun sig til at klappe i hænderne og hoppe og vride med lænderne, mens hun hujed en vild negersang og lod de svarte øinene rulle i hovedet. Til slut slog hun et par kollbøtter og satte i en lang slutningstone, som en fløite fra en dampmaskine. Derpaa stilled hun sig rolig paa teppet, folded hænderne og satte et fromt ansigt op; men hun kunde ikke lade være at skjele til siden med de lumske øinene sine.Frøken Ofelia stod og saa paa hende, og kunde ikke faa et ord frem.St. Clare mored sig over hendes forfærdelse og vendte sig atter mod Topsy.«Hør nu, Topsy,» sa han, «nu er denne damen din herskerinde; lad mig nu se du skikker dig vel!»«Ja, massa,» svarte den vesle og satte op et ansigt fuldt af det mest ærbødige alvor; men samtidig hermed skjød listige øiekast som lyn frem fra hendes øiekroker.«Du maa være en snill pige, hører du!» blev St. Clare ved.«Ja, massa,» svarte hun igjen, altid med foldede hænder.«Men kjære fætter,» tog endelig frøkenen ordet, «hvorfor i al verden har du kjøbt dette barn?»«Jeg har kjøbt det for at give dig leilighed til at vise hvad du duger til. Du gaar jo stadig og præker for mig, at endog de mest bortskjæmte og uartige negerunger kan opdrages til kristelige og dygtige mennesker; saa fik jeg lyst til at give dig denne her, for at du kan vise mig hvorledes en skal faa skik paa et sligt lidet svart rovdyr.»«Synes du ikke jeg har nok at tage mig af her i huset før?»«Ja slige er dere gode opdragere. Dere lager missions-selskaber og holder basarer og syr tøi til de vilde; men naar en stiller dere en særskilt praktisk opgave og siger: Tag nu fat her!—saa er dere ikke med længer.»«Du ved meget godt, Augustin, at jeg ikke er af det slags folk som du taler om; men jeg synes vi har negerbørn nok her i huset før. Naar jeg staar op om morgenen, ser jeg dem ligge rundt omkring; nogen ligger og sover ved døren, nogen under bordet, en flok støier og griner paa trappen, en anden rives og slaas paa kjøkkengulvet.»«Ja ja, du kan have ret i det; men lad nu hende her være dit særlige barn, og vishvad du kan faa ud af hende. Ellers kan jeg fortælle dig det, at jeg har taget hende til mig fordi det gjorde mig ondt at høre hvorledes hun blev prylt og mishandlet hos de fordrukne gjestgiverfolkene som hun var hos; hendes skrig har saa mangen gang skaaret i mine ører, naar min vei gik fremom der.»«I Guds navn da!» sa frøken Ofelia. «Jeg skal gjøre for barnet det jeg kan.»Hun gik mod den vesle pigen med et ansigt som det en sætter op naar en nærmer sig en edderkop som skal hjælpes ud af en fare. «Det er da rædsomt som det barn ser ud! Saa skidden! Og halvt nøgen!»«Ja, det er nu din sak at sørge for at hun blir vasket, og at hun faar skikkelige klær paa sig.»Frøkenen tog da barnet med sig til badet.«Uf!» ropte et par halvsvarte jenter. «For en væmmelig negerunge!»Den svarte overkokkepigen opfatted disse ord som et slæng-ord til hende og tog paa at skjænde paa jenterne. «Slet ikke nogen væmmelig negerunge. Kan selv være væmmelige, dere blandingsdyr, som hverken er svarte eller hvide.»Da den vesle jenten blev klædd af, viste det sig, at ryggen hendes var fuld af stygge striper og flekker.«Nei se paa hende?» ropte en af jenterne. «Hun maa være rent en djævleunge, siden hendes herskab har maattet give hende saa meget pryl.»Den vesle saa sig om til alle sider, men syntes at være mest optaget af nogen øreringer som hun saa en af pigerne bar.Da hun var blit vasket og havde faat skikkelige klær paa sig, og haaret var blit klippet og greiet, saa hun ikke saa ilde ud. Frøken Ofelia tog hende igjen i øiesyn og tænkte ved sig selv: «hende skal jeg snart faa skik paa.»Saa satte hun sig ned og tog barnet for sig.«Hvor gammel er du?»«Ved ikke,» svarte jenten og viste de hvide tænderne sine med et bredt grin.«Ved du det ikke? Har din mor aldrig sagt dig det ... hvem er din mor?»«Har ingen,» svarte den vesle og grined igjen.«Hvor er du født?»«Er ikke født, frøken.»«Nu skal jeg sige dig, at jeg ikke vil vide af noget tøv her!»«Ja men mig aldrig havt nogen mor eller far eller nogen ting.»Pigen, som havde hjulpet frøkenen med at vaske pigebarnet og stelle hende til, fniste;hun skjønte straks det hele. «Den slags unger er det mange af, frøken. De blir fra smaa af opdrættet hos slavehandlere og solgte, uden at de nogensinde faar vide noget om sine forældre.»«Hvor længe har du været hos gjestgiveren?» spurte frøkenen da.«Ved ikke.»«Aa, det kan ikke nytte at spørge disse dumme negerbørn om nogen ting,» sa mulatpigen.«Ved du noget om Vorherre?» spurte Ofelia.«He!» grined den vesle.«Ved du hvem som har skabt dig?»«Er ikke skabt.»Frøkenen risted paa hovedet.«Kan du sy?»«Nei.»«Hvad maatte du bestille hos gjestgiveren?»«Mig maatte bære vand og slipe kniver og hjælpe til med opvartningen.»«Var de gode mod dig, de folkene du var hos?»Den vesle skjeled til pigerne, som om hun var ræd for at sige andet end ja. «Det var de vel,» kom det endelig.Frøken Ofelia skjønte snart at det ikke var det bedste sted til at virke opdragendepaa Topsy nede i kjøkkenet, hvor de andre gik og skjeled og fniste til hende; hun fandt det derfor rettest at ta barnet med sig op paa sit værelse, hver gang hun vilde undervise hende og tale med hende om husgjerningen.Frøkenen havde før altid selv redt sin seng og stelt alt til paa sit værelse; nu skulde hendes fosterdatter gjøre dette, for at øve sig i huslig gjerning. Men et brysomt arbeide blev det at lære Topsy denne gjerning!Først skulde hun nu lære den kunst at rede op en seng.Da Ofelia den første morgen havde faat barnet op paa sit værelse, sa hun: «Nu vil jeg vise dig, Topsy, hvorledes en bærer sig ad med at rede en seng; det er noget du maa gjøre rigtig godt, for jeg er svært nøie paa hvorledes sengen min blir redt.»Topsy stod stiv og taus fremfor hende, renvasket og kjæmmet, med ren kjole og hvidt forklæ. Frøkenen var ogsaa høitidelig.«Se nu her!» sa hun, «denne kanten paa lagenet kaldes sømmen, denne siden er retten, og her vrangen—kan du nu huske det?»«Ja, frøken.»«Det underste lagenet maa du huske at brede glat over underdynen og stikke detpent ned langs sengefjælen—kan du nu huske det?»«Ja, frøken.»«Men overlagenet maa du lægge saaledes og stikke det ned ved fod-enden—slig.»Mens den gode læremester snudde ryggen til, saa Topsy sit snit til at nappe til sig et par hansker og et baand, som hun i en fart stapped op i det ene ærmet sit. Da hun nu var færdig med det, folded hun hænderne og hørte andægtig efter igjen.«Lad mig nu se om du kan gjøre det slig som jeg har sagt,» sa frøkenen og tog atter klærne af sengen.Topsy tog nu fat, og gjorde sine ting saa godt, at frøkenen blev rent rørt af glæde; men just som den vesle var færdig, opdaged frøkenen at et rødt baand hang ud af ærmet hendes.«Hvad er det?» spurte Ofelia og trak det til sig.«Ved ikke,» svarte Topsy ligegyldig; men i næste øieblik udbrød hun: «Er det ikke frøken Felis baand?»«Du er da ogsaa en rigtig styg pige! Du har jo stjaalet det?»«Nei, har ikke.»«Og saa vaager du ogsaa at lyve?»«Lyver aldrig, frøken; for mig siger altid sandhed.»«Topsy, vil du jeg skal hente pisken?»«Kan gjerne piske mig hele dagen igjennem,» sa jentungen og tog paa at brøle. «Har ikke stjaalet det, det har mig ikke; for det har ligget paa sengen, og saa har det faret ind i ærmet mit, har det.»Frøken Ofelia blev svært vred over dette frække paafund, og tog fat i armen hendes og risted hende.«Hvad er det du vaager at indbilde mig?»Ved det at jentungen blev ristet, faldt ogsaa hanskerne ud af ærmet og ned paa gulvet.«Men barn, du har jo taget mere! Vil du endnu negte at du har stjaalet fra mig?»Den vesle tilstod straks at hun havde taget hanskerne, men blev ved at negte at hun havde taget baandet.«Hør nu, Topsy, vil du nu ærlig tilstaa det hele, skal du slippe for pryl.»Ja, saa tilstod hun det da, og uveiret drev over for denne gangen.«Har du stjaalet andre ting?» spurte frøkenen og saa prøvende paa hende. «Har du rapset et eller andet igaar, da du havde lov at løbe frit omkring her paa gaarden?»Topsy stod en stund og skjeled.«Du skal sige det. Naa—ud med det!»Saa tilstod hun at hun havde taget denrøde kjeden som Eva havde gaat med om halsen.«Du stygge pige! Og hvad mer?»«Og saa har jeg taget øreringene til Rosa.»«Men dette er da rædsomt! Gaa ned og hent begge dele.»«Mig har brændt øreringene.»«Brændt dem? Hvad er det for snak! Gaa bare ned efter dem.»Saa gav jentungen sig til at hulke og forsikred at hun havde brændt dem.«Hvorfor gjorde du da det?»«Fordi jeg er ond og styg; mig kan ikke for det.»I det samme kom vesle Eva springende, og frøkenen saa straks at hun endnu havde det røde koralbaandet om halsen.«Har du fundet halsbaandet dit igjen?» udbrød Ofelia.«Fundet det igjen? Jeg har jo havt det paa hele tiden; jeg har endog ligget med det i nat.»Frøkenen blev nu rent udaf sig, hun vidste hverken ud eller ind.Og saa traf det sig saa underlig, at ogsaa Rosa kom i det samme, bærende en kurv med nystrøget linned paa hovedet. Da frøkenen saa at ringene hang og dingled i ørene hendes som vanlig, skjønte hun at det Topsyhavde fortalt om de sidste tyverier var usandhed.«Hvorfor i al verden løi du slig for mig?»«Mig skulde jo finde paa noget at tilstaa,» klynked den vesle og gned øinene.Rosa vilde endelig at jentungen skulde piskes. En slig forvorpen løgnunge!Men da retted Eva sig op og fik et truende udseende: «Du tier stille, gjør du!»Da gik Rosa sin vei. Eva gik bort til Topsy.De to børn stod nu overfor hinanden, to vidt forskjellige børn, et fint, fornemt barn, med gule lokker og sjælfulde øine, og et svart, skulende, listigt negerbarn, et fint kulturbarn og et vanartet trælebarn.«Stakkars Topsy!» sa Eva med sin bløde milde røst. «Du har havt det saa vondt; men nu blir du nok en snill pige.»Det var de første venlige ord den vesle negerjente havde hørt, og taarer viste sig i hendes øine; men i næste øieblik tog hun paa at grine og fnise igjen, som hun vanlig pleide.Frøken Ofelia prøvde alle slags midler for at faa skik paa den vesle lærlingen sin: hun lukked hende inde i et mørkt rum, hun talte godt for hende, tog hende med op paa værelset sit til visse tider og lærte hende at læse og sy. Den vesle havde let for at lære atlæse; men syingen gik det ikke saa godt med, for hun havde saa vanskeligt for at sidde stille; hun vilde heller springe omkring i den frie luft. Alt i ett brækked hun med vilje en synaal i stykker eller kasted den ud af vinduet, smudsed traaden til eller gjemte den bort. Hun var saa rask med fingrene som en taskenspiller, og da hun til enhver tid forstod at sætte det mest uvidende og uskyldige ansigt op, var det svært vanskeligt at faa noget ind paa hende.Det urolige barn var paa færde overalt, klatred i trærne, stupte kraake, sang og fløited, skar ansigt og vrængte øine. De andre børn fulgte hende i hælene med undring; selv Eva syntes at være fortryllet over alle de vilde kunster hun kunde gjøre.Fra først af var alle folkene paa gaarden efter hende. Men de lærte nart at skjønne at de gjorde klogest i at lade hende skjøtte sig selv; for hver gang nogen af dem havde revset hende, maatte han eller hun paa en eller anden maade lide for det,—enten blev et smykke borte, eller et klædesplagg revet itu, eller det kunde komme en bøtte skyllevand over dem, naar de havde de fineste klærne paa sig og intet ondt aned.Men naar en søgte efter den vesle synderinde, var hun forsvunden som en vind, ogdet var ikke tale om at faa hende til at tilstaa noget.Men Topsy var rask til at gjøre sine ting i huset, og svært snar til at lære ethvert nyt arbeide. Frøkenens værelse holdt hun somme tider i den bedste orden, men til andre tider kunde hun gjøre det skrækkeligste opstyr oppe paa kammeret: hun tog pudevarene af og stak det uldne hovedet sit ned mellem puderne, saa det kom til at se ud af fjær og dun som hun var gal. Stundom klatred hun opefter sengestolperne og hængte sig efter benene med hovedet ned, eller hun kasted lagenerne paa gulvet, trak frøkenens natdragt over skraapuden og legte heigut med den, samtidig med at hun fløited eller sang og skar ansigt.En dag havde hun bundet frøkenens sjal om hovedet og stillet det op i en høi top. Netop som hun stod og saa sig i speilet, kom frøkenen.«Men Topsy da, hvor kan du dog bære dig slig ad?»«Ved ikke, frøken. Mig finder paa saa forfærdelig mange ting.»Frøken Ofelia sukked. «Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med dig, barnet mit.»«Maa vist piske mig,» mente Topsy. «Gjestgiverens madam pisked mig hver dag, hun; jeg vilde ikke være skikkelig ellers.»Frøkenen prøvde virkelig ogsaa pisken; men hver gang hun brugte dette middel, skreg ungen i vilden sky og loved bot og bedring. En halv time efter kunde en se hende sidde ved et hjørne af svalgangen og snakke med en flok undrende negerbørn.«Uf! dere morianer!» kunde hun sige. «Dere er nogen rigtig ugudelige unger; jeg selv ogsaa—fy!» Og saa kunde hun klatre til veirs og slaa en kollbøtte i luften.Om søndagene talte frøken Ofelia med hende om Gud og lod hende læse katekismen. Det varte ikke længe, før Topsy kunde hele katekismen paa rams.«Hvad nytte tror du hun har af den lærdom?» spurte St. Clare.«Barnet maa da lære nogen kristendom og gudsfrygt,» mente Ofelia.«Pyt! jeg blev da proppet nok med religion, da jeg var barn; men jeg ved ikke at jeg har havt nogen nytte af det.»«Nei,» sukked frøkenen, «jeg ved du bryr dig svært lidet om Vorherre; jeg skulde ønske du var ligesaa from og god endnu som du var da du var liden.»«Ja, det ønsker jeg selv.»Topsy havde staat som en liden svart billedstøtte og hørt paa dem, og nu satte hun med en gang i:«Og da Adam og Eva havde spist af frugten, blev de jaget ud af haven.... Frøken, laa den haven i Kentucky?»St. Clare brast i latter og gik sin vei.Slig gik det i et aars tid eller to. Topsy var nær ved at tage livet af frøkenen, St. Clare derimod mored sig over barnet, paa samme maade som en morer sig over en hundehvalp eller papegøie.Naar hun havde gjort en eller anden streg, og hun af den grund blev forfulgt, tog hun altid sin tilflugt til massa og gjemte sig bag stolen hans; der vidste hun sig trygg. Ofte gav han hende en blank sølvskilling, som hun i næste øieblik brugte til at kjøbe nøtter og sukkertøi for, og da levde hun og de andre svarte ungerne høit en stund; for hun var altid villig til at dele med sig, naar hun havde noget godt.
En morgen, mens Ofelia stelte med noget i huset, hørte hun St. Clare rope paa hende nede ved trappen.
«Kom ned, kusine, jeg har noget at vise dig.»
«Hvad er det?» spurte frøkenen og kom ned med sit sytøi i haanden.
«Jeg har gjort et indkjøb til dig,» sa han og skjøv en liden negerjente paa en otte ni aar frem. «Denne er til dig.»
Den vesle jenten var svart som ibentræ. De runde store øinene hendes tindred som glasperler og fór nysgjerrig og med undring om til alle sider. Munden stod halvaaben og viste frem et par vakre tandrækker, og det svarte uldne haaret var flettet i smaa pisker, som stod ud til alle kanter. Hendes ansigt var ikke godt at blive klog paa; for det var baade noget alvorligt i det og noget som tyded paa list og udspekulerthed. Det var i det hele noget trollsligt over hende, som gjorde at frøkenen blev ræd hende.
«Men hvad i al verden skal jeg med hende?»
«Du skal se til at faa et menneske af hende,» sa St. Clare med et spottende smil.
Han fløited, slig som en gjør naar en kalder paa en hund. «Hei da, Topsy, kom og syng noget for os og vis denne damen hvorledes du kan danse!»
Øinene paa den vesle jenten tog da paa at lyse med en ondskabsfuld glæde, og i samme øieblik gav hun sig til at klappe i hænderne og hoppe og vride med lænderne, mens hun hujed en vild negersang og lod de svarte øinene rulle i hovedet. Til slut slog hun et par kollbøtter og satte i en lang slutningstone, som en fløite fra en dampmaskine. Derpaa stilled hun sig rolig paa teppet, folded hænderne og satte et fromt ansigt op; men hun kunde ikke lade være at skjele til siden med de lumske øinene sine.
Frøken Ofelia stod og saa paa hende, og kunde ikke faa et ord frem.
St. Clare mored sig over hendes forfærdelse og vendte sig atter mod Topsy.
«Hør nu, Topsy,» sa han, «nu er denne damen din herskerinde; lad mig nu se du skikker dig vel!»
«Ja, massa,» svarte den vesle og satte op et ansigt fuldt af det mest ærbødige alvor; men samtidig hermed skjød listige øiekast som lyn frem fra hendes øiekroker.
«Du maa være en snill pige, hører du!» blev St. Clare ved.
«Ja, massa,» svarte hun igjen, altid med foldede hænder.
«Men kjære fætter,» tog endelig frøkenen ordet, «hvorfor i al verden har du kjøbt dette barn?»
«Jeg har kjøbt det for at give dig leilighed til at vise hvad du duger til. Du gaar jo stadig og præker for mig, at endog de mest bortskjæmte og uartige negerunger kan opdrages til kristelige og dygtige mennesker; saa fik jeg lyst til at give dig denne her, for at du kan vise mig hvorledes en skal faa skik paa et sligt lidet svart rovdyr.»
«Synes du ikke jeg har nok at tage mig af her i huset før?»
«Ja slige er dere gode opdragere. Dere lager missions-selskaber og holder basarer og syr tøi til de vilde; men naar en stiller dere en særskilt praktisk opgave og siger: Tag nu fat her!—saa er dere ikke med længer.»
«Du ved meget godt, Augustin, at jeg ikke er af det slags folk som du taler om; men jeg synes vi har negerbørn nok her i huset før. Naar jeg staar op om morgenen, ser jeg dem ligge rundt omkring; nogen ligger og sover ved døren, nogen under bordet, en flok støier og griner paa trappen, en anden rives og slaas paa kjøkkengulvet.»
«Ja ja, du kan have ret i det; men lad nu hende her være dit særlige barn, og vishvad du kan faa ud af hende. Ellers kan jeg fortælle dig det, at jeg har taget hende til mig fordi det gjorde mig ondt at høre hvorledes hun blev prylt og mishandlet hos de fordrukne gjestgiverfolkene som hun var hos; hendes skrig har saa mangen gang skaaret i mine ører, naar min vei gik fremom der.»
«I Guds navn da!» sa frøken Ofelia. «Jeg skal gjøre for barnet det jeg kan.»
Hun gik mod den vesle pigen med et ansigt som det en sætter op naar en nærmer sig en edderkop som skal hjælpes ud af en fare. «Det er da rædsomt som det barn ser ud! Saa skidden! Og halvt nøgen!»
«Ja, det er nu din sak at sørge for at hun blir vasket, og at hun faar skikkelige klær paa sig.»
Frøkenen tog da barnet med sig til badet.
«Uf!» ropte et par halvsvarte jenter. «For en væmmelig negerunge!»
Den svarte overkokkepigen opfatted disse ord som et slæng-ord til hende og tog paa at skjænde paa jenterne. «Slet ikke nogen væmmelig negerunge. Kan selv være væmmelige, dere blandingsdyr, som hverken er svarte eller hvide.»
Da den vesle jenten blev klædd af, viste det sig, at ryggen hendes var fuld af stygge striper og flekker.
«Nei se paa hende?» ropte en af jenterne. «Hun maa være rent en djævleunge, siden hendes herskab har maattet give hende saa meget pryl.»
Den vesle saa sig om til alle sider, men syntes at være mest optaget af nogen øreringer som hun saa en af pigerne bar.
Da hun var blit vasket og havde faat skikkelige klær paa sig, og haaret var blit klippet og greiet, saa hun ikke saa ilde ud. Frøken Ofelia tog hende igjen i øiesyn og tænkte ved sig selv: «hende skal jeg snart faa skik paa.»
Saa satte hun sig ned og tog barnet for sig.
«Hvor gammel er du?»
«Ved ikke,» svarte jenten og viste de hvide tænderne sine med et bredt grin.
«Ved du det ikke? Har din mor aldrig sagt dig det ... hvem er din mor?»
«Har ingen,» svarte den vesle og grined igjen.
«Hvor er du født?»
«Er ikke født, frøken.»
«Nu skal jeg sige dig, at jeg ikke vil vide af noget tøv her!»
«Ja men mig aldrig havt nogen mor eller far eller nogen ting.»
Pigen, som havde hjulpet frøkenen med at vaske pigebarnet og stelle hende til, fniste;hun skjønte straks det hele. «Den slags unger er det mange af, frøken. De blir fra smaa af opdrættet hos slavehandlere og solgte, uden at de nogensinde faar vide noget om sine forældre.»
«Hvor længe har du været hos gjestgiveren?» spurte frøkenen da.
«Ved ikke.»
«Aa, det kan ikke nytte at spørge disse dumme negerbørn om nogen ting,» sa mulatpigen.
«Ved du noget om Vorherre?» spurte Ofelia.
«He!» grined den vesle.
«Ved du hvem som har skabt dig?»
«Er ikke skabt.»
Frøkenen risted paa hovedet.
«Kan du sy?»
«Nei.»
«Hvad maatte du bestille hos gjestgiveren?»
«Mig maatte bære vand og slipe kniver og hjælpe til med opvartningen.»
«Var de gode mod dig, de folkene du var hos?»
Den vesle skjeled til pigerne, som om hun var ræd for at sige andet end ja. «Det var de vel,» kom det endelig.
Frøken Ofelia skjønte snart at det ikke var det bedste sted til at virke opdragendepaa Topsy nede i kjøkkenet, hvor de andre gik og skjeled og fniste til hende; hun fandt det derfor rettest at ta barnet med sig op paa sit værelse, hver gang hun vilde undervise hende og tale med hende om husgjerningen.
Frøkenen havde før altid selv redt sin seng og stelt alt til paa sit værelse; nu skulde hendes fosterdatter gjøre dette, for at øve sig i huslig gjerning. Men et brysomt arbeide blev det at lære Topsy denne gjerning!
Først skulde hun nu lære den kunst at rede op en seng.
Da Ofelia den første morgen havde faat barnet op paa sit værelse, sa hun: «Nu vil jeg vise dig, Topsy, hvorledes en bærer sig ad med at rede en seng; det er noget du maa gjøre rigtig godt, for jeg er svært nøie paa hvorledes sengen min blir redt.»
Topsy stod stiv og taus fremfor hende, renvasket og kjæmmet, med ren kjole og hvidt forklæ. Frøkenen var ogsaa høitidelig.
«Se nu her!» sa hun, «denne kanten paa lagenet kaldes sømmen, denne siden er retten, og her vrangen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Det underste lagenet maa du huske at brede glat over underdynen og stikke detpent ned langs sengefjælen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Men overlagenet maa du lægge saaledes og stikke det ned ved fod-enden—slig.»
Mens den gode læremester snudde ryggen til, saa Topsy sit snit til at nappe til sig et par hansker og et baand, som hun i en fart stapped op i det ene ærmet sit. Da hun nu var færdig med det, folded hun hænderne og hørte andægtig efter igjen.
«Lad mig nu se om du kan gjøre det slig som jeg har sagt,» sa frøkenen og tog atter klærne af sengen.
Topsy tog nu fat, og gjorde sine ting saa godt, at frøkenen blev rent rørt af glæde; men just som den vesle var færdig, opdaged frøkenen at et rødt baand hang ud af ærmet hendes.
«Hvad er det?» spurte Ofelia og trak det til sig.
«Ved ikke,» svarte Topsy ligegyldig; men i næste øieblik udbrød hun: «Er det ikke frøken Felis baand?»
«Du er da ogsaa en rigtig styg pige! Du har jo stjaalet det?»
«Nei, har ikke.»
«Og saa vaager du ogsaa at lyve?»
«Lyver aldrig, frøken; for mig siger altid sandhed.»
«Topsy, vil du jeg skal hente pisken?»
«Kan gjerne piske mig hele dagen igjennem,» sa jentungen og tog paa at brøle. «Har ikke stjaalet det, det har mig ikke; for det har ligget paa sengen, og saa har det faret ind i ærmet mit, har det.»
Frøken Ofelia blev svært vred over dette frække paafund, og tog fat i armen hendes og risted hende.
«Hvad er det du vaager at indbilde mig?»
Ved det at jentungen blev ristet, faldt ogsaa hanskerne ud af ærmet og ned paa gulvet.
«Men barn, du har jo taget mere! Vil du endnu negte at du har stjaalet fra mig?»
Den vesle tilstod straks at hun havde taget hanskerne, men blev ved at negte at hun havde taget baandet.
«Hør nu, Topsy, vil du nu ærlig tilstaa det hele, skal du slippe for pryl.»
Ja, saa tilstod hun det da, og uveiret drev over for denne gangen.
«Har du stjaalet andre ting?» spurte frøkenen og saa prøvende paa hende. «Har du rapset et eller andet igaar, da du havde lov at løbe frit omkring her paa gaarden?»
Topsy stod en stund og skjeled.
«Du skal sige det. Naa—ud med det!»
Saa tilstod hun at hun havde taget denrøde kjeden som Eva havde gaat med om halsen.
«Du stygge pige! Og hvad mer?»
«Og saa har jeg taget øreringene til Rosa.»
«Men dette er da rædsomt! Gaa ned og hent begge dele.»
«Mig har brændt øreringene.»
«Brændt dem? Hvad er det for snak! Gaa bare ned efter dem.»
Saa gav jentungen sig til at hulke og forsikred at hun havde brændt dem.
«Hvorfor gjorde du da det?»
«Fordi jeg er ond og styg; mig kan ikke for det.»
I det samme kom vesle Eva springende, og frøkenen saa straks at hun endnu havde det røde koralbaandet om halsen.
«Har du fundet halsbaandet dit igjen?» udbrød Ofelia.
«Fundet det igjen? Jeg har jo havt det paa hele tiden; jeg har endog ligget med det i nat.»
Frøkenen blev nu rent udaf sig, hun vidste hverken ud eller ind.
Og saa traf det sig saa underlig, at ogsaa Rosa kom i det samme, bærende en kurv med nystrøget linned paa hovedet. Da frøkenen saa at ringene hang og dingled i ørene hendes som vanlig, skjønte hun at det Topsyhavde fortalt om de sidste tyverier var usandhed.
«Hvorfor i al verden løi du slig for mig?»
«Mig skulde jo finde paa noget at tilstaa,» klynked den vesle og gned øinene.
Rosa vilde endelig at jentungen skulde piskes. En slig forvorpen løgnunge!
Men da retted Eva sig op og fik et truende udseende: «Du tier stille, gjør du!»
Da gik Rosa sin vei. Eva gik bort til Topsy.
De to børn stod nu overfor hinanden, to vidt forskjellige børn, et fint, fornemt barn, med gule lokker og sjælfulde øine, og et svart, skulende, listigt negerbarn, et fint kulturbarn og et vanartet trælebarn.
«Stakkars Topsy!» sa Eva med sin bløde milde røst. «Du har havt det saa vondt; men nu blir du nok en snill pige.»
Det var de første venlige ord den vesle negerjente havde hørt, og taarer viste sig i hendes øine; men i næste øieblik tog hun paa at grine og fnise igjen, som hun vanlig pleide.
Frøken Ofelia prøvde alle slags midler for at faa skik paa den vesle lærlingen sin: hun lukked hende inde i et mørkt rum, hun talte godt for hende, tog hende med op paa værelset sit til visse tider og lærte hende at læse og sy. Den vesle havde let for at lære atlæse; men syingen gik det ikke saa godt med, for hun havde saa vanskeligt for at sidde stille; hun vilde heller springe omkring i den frie luft. Alt i ett brækked hun med vilje en synaal i stykker eller kasted den ud af vinduet, smudsed traaden til eller gjemte den bort. Hun var saa rask med fingrene som en taskenspiller, og da hun til enhver tid forstod at sætte det mest uvidende og uskyldige ansigt op, var det svært vanskeligt at faa noget ind paa hende.
Det urolige barn var paa færde overalt, klatred i trærne, stupte kraake, sang og fløited, skar ansigt og vrængte øine. De andre børn fulgte hende i hælene med undring; selv Eva syntes at være fortryllet over alle de vilde kunster hun kunde gjøre.
Fra først af var alle folkene paa gaarden efter hende. Men de lærte nart at skjønne at de gjorde klogest i at lade hende skjøtte sig selv; for hver gang nogen af dem havde revset hende, maatte han eller hun paa en eller anden maade lide for det,—enten blev et smykke borte, eller et klædesplagg revet itu, eller det kunde komme en bøtte skyllevand over dem, naar de havde de fineste klærne paa sig og intet ondt aned.
Men naar en søgte efter den vesle synderinde, var hun forsvunden som en vind, ogdet var ikke tale om at faa hende til at tilstaa noget.
Men Topsy var rask til at gjøre sine ting i huset, og svært snar til at lære ethvert nyt arbeide. Frøkenens værelse holdt hun somme tider i den bedste orden, men til andre tider kunde hun gjøre det skrækkeligste opstyr oppe paa kammeret: hun tog pudevarene af og stak det uldne hovedet sit ned mellem puderne, saa det kom til at se ud af fjær og dun som hun var gal. Stundom klatred hun opefter sengestolperne og hængte sig efter benene med hovedet ned, eller hun kasted lagenerne paa gulvet, trak frøkenens natdragt over skraapuden og legte heigut med den, samtidig med at hun fløited eller sang og skar ansigt.
En dag havde hun bundet frøkenens sjal om hovedet og stillet det op i en høi top. Netop som hun stod og saa sig i speilet, kom frøkenen.
«Men Topsy da, hvor kan du dog bære dig slig ad?»
«Ved ikke, frøken. Mig finder paa saa forfærdelig mange ting.»
Frøken Ofelia sukked. «Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med dig, barnet mit.»
«Maa vist piske mig,» mente Topsy. «Gjestgiverens madam pisked mig hver dag, hun; jeg vilde ikke være skikkelig ellers.»
Frøkenen prøvde virkelig ogsaa pisken; men hver gang hun brugte dette middel, skreg ungen i vilden sky og loved bot og bedring. En halv time efter kunde en se hende sidde ved et hjørne af svalgangen og snakke med en flok undrende negerbørn.
«Uf! dere morianer!» kunde hun sige. «Dere er nogen rigtig ugudelige unger; jeg selv ogsaa—fy!» Og saa kunde hun klatre til veirs og slaa en kollbøtte i luften.
Om søndagene talte frøken Ofelia med hende om Gud og lod hende læse katekismen. Det varte ikke længe, før Topsy kunde hele katekismen paa rams.
«Hvad nytte tror du hun har af den lærdom?» spurte St. Clare.
«Barnet maa da lære nogen kristendom og gudsfrygt,» mente Ofelia.
«Pyt! jeg blev da proppet nok med religion, da jeg var barn; men jeg ved ikke at jeg har havt nogen nytte af det.»
«Nei,» sukked frøkenen, «jeg ved du bryr dig svært lidet om Vorherre; jeg skulde ønske du var ligesaa from og god endnu som du var da du var liden.»
«Ja, det ønsker jeg selv.»
Topsy havde staat som en liden svart billedstøtte og hørt paa dem, og nu satte hun med en gang i:
«Og da Adam og Eva havde spist af frugten, blev de jaget ud af haven.... Frøken, laa den haven i Kentucky?»
St. Clare brast i latter og gik sin vei.
Slig gik det i et aars tid eller to. Topsy var nær ved at tage livet af frøkenen, St. Clare derimod mored sig over barnet, paa samme maade som en morer sig over en hundehvalp eller papegøie.
Naar hun havde gjort en eller anden streg, og hun af den grund blev forfulgt, tog hun altid sin tilflugt til massa og gjemte sig bag stolen hans; der vidste hun sig trygg. Ofte gav han hende en blank sølvskilling, som hun i næste øieblik brugte til at kjøbe nøtter og sukkertøi for, og da levde hun og de andre svarte ungerne høit en stund; for hun var altid villig til at dele med sig, naar hun havde noget godt.