NI OG TYVENDE STYKKE.En uhyggelig nat.Simon Legrees dagligværelse var et rummeligt langt rum, udstyret med en stor kamin. Det havde en gang været prydet med et svært fint tapet; men nu var dette falmet og mange steder iturevet og tilsølet. I kaminen stod en pande fuld af glødende trækul; for luften var om aftenerne kold og fugtig; Legree maatte ogsaa ha et sted hvor han kunde tænde sine cigarer og varme vand til toddyen, som han ikke kunde undvære nogen kveld.Efter at Emmeline var kommet i hans hus, havde Kassy taget sig moderlig af hende og søgt at verne om hende. Herover var Legree blit forbitret, og det kom ret som det var til alvorlige kampe mellem ham og Kassy for den saks skyld. Den morgenen Kassy gik ud paa arbeide sammen med de andre trælene, havde det netop staat en slig kamp mellem dem, og Legree havde da i raseri svoret paa at Kassy herefter skulde faa slite ude paa marken, hun som de andre. Men hun havde mødt denne trusel med det trodsende svar, at hun netop ønsked dette; hun skulde nok vise at hun slet ikke var ræd for at ta i.Da hun kom hjem om kvelden, havde Legree ventet sig, at hun, træt af det haarde arbeide, skulde komme og bede for sig og love at blive skikkelig og føielig; men, som vi alt har hørt, lod hun sig ikke saa let kue.Mens Legree ud paa kvelden holdt paa at lage sig et glas toddy, nærmed hun sig lydløst til ham bagfra og hvisked bort i øret paa ham: «Vogt Dem!»Han fór op og stødte hende fra sig: «Er du gal?»«Ja, jeg er gal; djævelen er faret i mig.»«En skulde næsten tro det.» Han blev ræd. «Vær nu fornuftig og opfør dig skikkelig!»«Taler De om at jeg skal opføre mig skikkelig; De som selv er et sligt umenneske, at De i djævelsk hidsighed lar den frommeste og bedste arbeideren De har pryle halvt ihjel nu midt i travleste onnen?»«Naa ja,» sa han, «det var kanske ikke saa ret gjort af mig; men den karen maa lære at lystre.»«De kuer ikke Tom, hvad De end gjør ved ham.»«Ikke det?» Hidsigheden blussed igjen op i ham. «Jeg skal knække hvert ben i ham, om han ikke føier sig og gjør det jeg vil.»I det samme kom Sambo ind og rakte sin herre en liden papirpakke.«Hvad er det for noget?»«Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene ikke skulde gjøre vondt.»De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok.Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i ilden.«Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet.Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren.Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt klirrende ned i svalgangen.At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og vedholdende bønner for ham. En gang havdehan endog i vrede sparket til hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse.Alt dette var det som stod for ham denne kveld.«Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.»Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort.Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en ituslaat rute over døren.Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det øde og mørke hus."...O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg",klang det gjennemtrængende ned til ham.«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!» ropte han op. «Emmeline!»"Forældre og børn skal skilles der,forældre og børn skal skilles der,og aldrig de mer skal mødes",klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:"O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg".Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt for sig.Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad hemmelige magter denne karen havde samlag med.Han frøs, endda svetten randt af ham.«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være den, det er umuligt.»Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende toner.Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største fortvilelse og sang salmer.Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun mod døren og greb Kassy i armen:«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke tænkedig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme, hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi bare kommer bort.»«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar dem som flygter.»«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve af bark, om det skulde være.»«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge pige angst.«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske gjette hvad som er gaat for sig der.»Emmeline blegned.«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg trøst i had og forbandelse.»Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke brændevin.«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her er at gjøre.»Emmeline knuged hænderne sammen. «Aa gid jeg ikke var født!»«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa syner.Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han den blev snøret om strupen, hanvar nær ved at kvæles. Da slog hun sløret til side—det var hans mor.Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse, reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!» mumled han for sig selv.Kassy kom ind med det samme.«Hvad vil du, din heks?»«Jeg vil advare Dem.»Han saa paa hende. «Er det Tom som endnu staar i hovedet paa dig?»«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede om tilgivelse for.»«Ikke det?»«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som strider mod deres tro.»Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa. Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og allede uhyggelige synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa ham til at give kjøb.«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde en liden morgen-præken for mig om mine synder?»Tom svarte ikke.«Op med dig, bæst!»Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at komme paa benene.«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig i gaaraftes, hva?»Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene. «Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed mig om tilgivelse for din opførsel!»Tom rørte sig ikke.«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet end det jeg mente var ret.»«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa forbitret blev han.«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg kommer snarere did jeg haaber at komme.»«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree rasende.«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette punkt.»«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.«Den almægtige Gud.»«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans sjæl.«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af ham!»Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor frygten og overtroen har sit sæde.«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paaat gjøre mer af det denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men huskdet, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»
NI OG TYVENDE STYKKE.En uhyggelig nat.Simon Legrees dagligværelse var et rummeligt langt rum, udstyret med en stor kamin. Det havde en gang været prydet med et svært fint tapet; men nu var dette falmet og mange steder iturevet og tilsølet. I kaminen stod en pande fuld af glødende trækul; for luften var om aftenerne kold og fugtig; Legree maatte ogsaa ha et sted hvor han kunde tænde sine cigarer og varme vand til toddyen, som han ikke kunde undvære nogen kveld.Efter at Emmeline var kommet i hans hus, havde Kassy taget sig moderlig af hende og søgt at verne om hende. Herover var Legree blit forbitret, og det kom ret som det var til alvorlige kampe mellem ham og Kassy for den saks skyld. Den morgenen Kassy gik ud paa arbeide sammen med de andre trælene, havde det netop staat en slig kamp mellem dem, og Legree havde da i raseri svoret paa at Kassy herefter skulde faa slite ude paa marken, hun som de andre. Men hun havde mødt denne trusel med det trodsende svar, at hun netop ønsked dette; hun skulde nok vise at hun slet ikke var ræd for at ta i.Da hun kom hjem om kvelden, havde Legree ventet sig, at hun, træt af det haarde arbeide, skulde komme og bede for sig og love at blive skikkelig og føielig; men, som vi alt har hørt, lod hun sig ikke saa let kue.Mens Legree ud paa kvelden holdt paa at lage sig et glas toddy, nærmed hun sig lydløst til ham bagfra og hvisked bort i øret paa ham: «Vogt Dem!»Han fór op og stødte hende fra sig: «Er du gal?»«Ja, jeg er gal; djævelen er faret i mig.»«En skulde næsten tro det.» Han blev ræd. «Vær nu fornuftig og opfør dig skikkelig!»«Taler De om at jeg skal opføre mig skikkelig; De som selv er et sligt umenneske, at De i djævelsk hidsighed lar den frommeste og bedste arbeideren De har pryle halvt ihjel nu midt i travleste onnen?»«Naa ja,» sa han, «det var kanske ikke saa ret gjort af mig; men den karen maa lære at lystre.»«De kuer ikke Tom, hvad De end gjør ved ham.»«Ikke det?» Hidsigheden blussed igjen op i ham. «Jeg skal knække hvert ben i ham, om han ikke føier sig og gjør det jeg vil.»I det samme kom Sambo ind og rakte sin herre en liden papirpakke.«Hvad er det for noget?»«Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene ikke skulde gjøre vondt.»De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok.Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i ilden.«Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet.Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren.Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt klirrende ned i svalgangen.At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og vedholdende bønner for ham. En gang havdehan endog i vrede sparket til hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse.Alt dette var det som stod for ham denne kveld.«Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.»Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort.Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en ituslaat rute over døren.Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det øde og mørke hus."...O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg",klang det gjennemtrængende ned til ham.«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!» ropte han op. «Emmeline!»"Forældre og børn skal skilles der,forældre og børn skal skilles der,og aldrig de mer skal mødes",klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:"O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg".Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt for sig.Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad hemmelige magter denne karen havde samlag med.Han frøs, endda svetten randt af ham.«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være den, det er umuligt.»Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende toner.Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største fortvilelse og sang salmer.Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun mod døren og greb Kassy i armen:«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke tænkedig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme, hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi bare kommer bort.»«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar dem som flygter.»«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve af bark, om det skulde være.»«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge pige angst.«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske gjette hvad som er gaat for sig der.»Emmeline blegned.«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg trøst i had og forbandelse.»Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke brændevin.«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her er at gjøre.»Emmeline knuged hænderne sammen. «Aa gid jeg ikke var født!»«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa syner.Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han den blev snøret om strupen, hanvar nær ved at kvæles. Da slog hun sløret til side—det var hans mor.Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse, reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!» mumled han for sig selv.Kassy kom ind med det samme.«Hvad vil du, din heks?»«Jeg vil advare Dem.»Han saa paa hende. «Er det Tom som endnu staar i hovedet paa dig?»«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede om tilgivelse for.»«Ikke det?»«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som strider mod deres tro.»Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa. Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og allede uhyggelige synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa ham til at give kjøb.«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde en liden morgen-præken for mig om mine synder?»Tom svarte ikke.«Op med dig, bæst!»Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at komme paa benene.«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig i gaaraftes, hva?»Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene. «Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed mig om tilgivelse for din opførsel!»Tom rørte sig ikke.«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet end det jeg mente var ret.»«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa forbitret blev han.«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg kommer snarere did jeg haaber at komme.»«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree rasende.«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette punkt.»«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.«Den almægtige Gud.»«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans sjæl.«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af ham!»Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor frygten og overtroen har sit sæde.«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paaat gjøre mer af det denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men huskdet, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»
Simon Legrees dagligværelse var et rummeligt langt rum, udstyret med en stor kamin. Det havde en gang været prydet med et svært fint tapet; men nu var dette falmet og mange steder iturevet og tilsølet. I kaminen stod en pande fuld af glødende trækul; for luften var om aftenerne kold og fugtig; Legree maatte ogsaa ha et sted hvor han kunde tænde sine cigarer og varme vand til toddyen, som han ikke kunde undvære nogen kveld.
Efter at Emmeline var kommet i hans hus, havde Kassy taget sig moderlig af hende og søgt at verne om hende. Herover var Legree blit forbitret, og det kom ret som det var til alvorlige kampe mellem ham og Kassy for den saks skyld. Den morgenen Kassy gik ud paa arbeide sammen med de andre trælene, havde det netop staat en slig kamp mellem dem, og Legree havde da i raseri svoret paa at Kassy herefter skulde faa slite ude paa marken, hun som de andre. Men hun havde mødt denne trusel med det trodsende svar, at hun netop ønsked dette; hun skulde nok vise at hun slet ikke var ræd for at ta i.
Da hun kom hjem om kvelden, havde Legree ventet sig, at hun, træt af det haarde arbeide, skulde komme og bede for sig og love at blive skikkelig og føielig; men, som vi alt har hørt, lod hun sig ikke saa let kue.
Mens Legree ud paa kvelden holdt paa at lage sig et glas toddy, nærmed hun sig lydløst til ham bagfra og hvisked bort i øret paa ham: «Vogt Dem!»
Han fór op og stødte hende fra sig: «Er du gal?»
«Ja, jeg er gal; djævelen er faret i mig.»
«En skulde næsten tro det.» Han blev ræd. «Vær nu fornuftig og opfør dig skikkelig!»
«Taler De om at jeg skal opføre mig skikkelig; De som selv er et sligt umenneske, at De i djævelsk hidsighed lar den frommeste og bedste arbeideren De har pryle halvt ihjel nu midt i travleste onnen?»
«Naa ja,» sa han, «det var kanske ikke saa ret gjort af mig; men den karen maa lære at lystre.»
«De kuer ikke Tom, hvad De end gjør ved ham.»
«Ikke det?» Hidsigheden blussed igjen op i ham. «Jeg skal knække hvert ben i ham, om han ikke føier sig og gjør det jeg vil.»
I det samme kom Sambo ind og rakte sin herre en liden papirpakke.
«Hvad er det for noget?»
«Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene ikke skulde gjøre vondt.»
De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok.
Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i ilden.
«Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet.
Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren.
Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt klirrende ned i svalgangen.
At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og vedholdende bønner for ham. En gang havdehan endog i vrede sparket til hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse.
Alt dette var det som stod for ham denne kveld.
«Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.»
Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort.
Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.
Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en ituslaat rute over døren.
Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det øde og mørke hus.
"...O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg",
"...O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg",
"...O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg",
"...
O sorg vil der blive, sorg, sorg,
naar Kristus fremtriner i dommerens borg",
klang det gjennemtrængende ned til ham.
«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!» ropte han op. «Emmeline!»
"Forældre og børn skal skilles der,forældre og børn skal skilles der,og aldrig de mer skal mødes",
"Forældre og børn skal skilles der,forældre og børn skal skilles der,og aldrig de mer skal mødes",
"Forældre og børn skal skilles der,forældre og børn skal skilles der,og aldrig de mer skal mødes",
"Forældre og børn skal skilles der,
forældre og børn skal skilles der,
og aldrig de mer skal mødes",
klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:
"O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg".
"O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg".
"O sorg vil der blive, sorg, sorg,naar Kristus fremtriner i dommerens borg".
"O sorg vil der blive, sorg, sorg,
naar Kristus fremtriner i dommerens borg".
Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt for sig.
Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.
«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»
Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad hemmelige magter denne karen havde samlag med.
Han frøs, endda svetten randt af ham.
«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være den, det er umuligt.»
Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.
Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende toner.
Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.
Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.
Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største fortvilelse og sang salmer.
Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun mod døren og greb Kassy i armen:
«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke tænkedig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»
«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.
«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme, hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi bare kommer bort.»
«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar dem som flygter.»
«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve af bark, om det skulde være.»
«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»
«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge pige angst.
«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske gjette hvad som er gaat for sig der.»
Emmeline blegned.
«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»
«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»
«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg trøst i had og forbandelse.»
Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke brændevin.
«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her er at gjøre.»
Emmeline knuged hænderne sammen. «Aa gid jeg ikke var født!»
«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»
Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.
I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa syner.
Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han den blev snøret om strupen, hanvar nær ved at kvæles. Da slog hun sløret til side—det var hans mor.
Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse, reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!» mumled han for sig selv.
Kassy kom ind med det samme.
«Hvad vil du, din heks?»
«Jeg vil advare Dem.»
Han saa paa hende. «Er det Tom som endnu staar i hovedet paa dig?»
«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.
«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.
«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede om tilgivelse for.»
«Ikke det?»
«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som strider mod deres tro.»
Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa. Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og allede uhyggelige synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.
Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa ham til at give kjøb.
«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde en liden morgen-præken for mig om mine synder?»
Tom svarte ikke.
«Op med dig, bæst!»
Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at komme paa benene.
«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig i gaaraftes, hva?»
Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.
«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene. «Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed mig om tilgivelse for din opførsel!»
Tom rørte sig ikke.
«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.
«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet end det jeg mente var ret.»
«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»
«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»
Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa forbitret blev han.
«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg kommer snarere did jeg haaber at komme.»
«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree rasende.
«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette punkt.»
«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.
«Den almægtige Gud.»
«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.
I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans sjæl.
«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af ham!»
Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor frygten og overtroen har sit sæde.
«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paaat gjøre mer af det denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.
«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men huskdet, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»