SYV OG TYVENDE STYKKE.Kassy.Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med tiden finde en eller anden udvei til frelse.Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd. Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nuskjønte han at ikke det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post. Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages om; han vilde prøve at hærde ham.En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang, men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa at det endnu var kræfter i hendes sjæl.Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa lige rank og med en haanlig mine.Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte heller ikke et ord til ham.Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa arbeidet og arbeiderne.Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af Lucy, densamme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen sæk og la over i hendes.«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var udmattet, faldt sansesløs om.«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at arbeide med fortvilet iver.«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig fordærvet.»«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for det.»«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig tilbage til sin plads.Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i hans.«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at hjælpe andre.»«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt kom han med svepen sin.«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok faa dig til at lystre!»Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og læberne dirred, mens hun sa:«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme, om jeg bare vil sige et ord.»Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved og snudde skraaen i munden.«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.I det samme kom Lucy med sin kurv.«Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged Sambo.«Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.»«Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.»«Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.»«Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo.«Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?»«Hun har revet til sig som den onde selv.»«Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og gik bort til vegten.En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene sine.Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle.Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til side saa længe! Du skal nok faa din løn.»Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke.Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende, løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og gik stolt sin vei.«Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at bruge pisken; nu kan du faa lov til at slaa løs paa Lucy der.»«Det kan jeg ikke gjøre, massa.»«Da skal jeg nok snart lære dig det,» sa han, tog pisken sin og gav Tom et dragover ansigtet, og derefter slag paa slag, hvor det kunde falde sig.«Se saa!» pusted han. «Mener du nu du kan?»«Nei, massa,» sa Tom igjen og tørked blod af ansigtet. «Jeg vil slite og slæpe saa meget massa vil kræve af mig, men dette her gjør jeg ikke.»Den høflige tonen som Tom altid talte i, og den blidhed og venlighed han altid viste, havde sat Legree paa den tro at han skulde bli let at faa bugt med.De andre slaverne stod og skalv af rædsel for det som nu skulde gaa for sig. Legree var et øieblik uviss om hvad han skulde gjøre, men saa satte han i:«Dit fordømte svarte dyr, du kan bare vaage at sætte dig op mod mig! En slig ussel slavetamp vil lære mig om det som er ret og ikke ret!»«Hun er syg,» sa Tom. «Det vilde være en grusom synd at piske hende, og jeg gjør det ikke, jeg pisker heller ikke nogen anden, om saa massa slaar mig ihjel.»Tom talte rolig og fast; en kunde skjønne paa ham at han ikke lod sig bøie.De grønlige øinene til Legree tog nu paa at lyne af vildt sinne, og det var som skjægget paa kinderne hans krused sig af harme; men ligesom visse rovdyr først legeren stund med byttet, før de tar paa at sønderrive det, saaledes holdt han sit raseri tilbage og gav sig til at spotte:«Se, se, endelig har vi da ogsaa faat en hellig her paa gaarden, en gudfrygtig fin herre, som kan præke for os syndere. Et forskrækkelig helligt kreatur maa han vist være. Men hør, du skurk, som vil bilde os ind at du er saa gudfrygtig, har du aldrig hørt at det staar i bibelen: «I tjenere adlyder eders herrer»? Og er ikke jeg din herre? Har jeg ikke ærlig betalt hele 5000 kroner for dig? Skulde jeg ikke for denne pengesum eie dig med legem og sjæl? Svar mig!» slutted han og gav Tom et spark med den svære støvlen sin.Ved dette spørsmaal fór det en stolt og glad følelse gjennem den ilde medfarne mand. Han retted sig op og saa mod himlen, og med taarer i øinene udbrød han:«Nei, nei, nei! min sjæl tilhører ikke Dem, massa! Den har ikke De kjøbt. De kan ikke kjøbe den, for det er en anden som har kjøbt den med sit blod, og han har ogsaa magt til at verne om den,—gjør med mig hvad De vil!»«Kan jeg ikke!» svarte Legree haanlig. «Vi faar se paa det. Hid, Sambo og Kvimbo! giv denne karen her en slig overhaling at han ikke reiser sig mer denne maaned!»De to kjæmpesterke karerne grined djævelsk af skadefro glæde og trak afsted med Tom.
SYV OG TYVENDE STYKKE.Kassy.Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med tiden finde en eller anden udvei til frelse.Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd. Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nuskjønte han at ikke det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post. Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages om; han vilde prøve at hærde ham.En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang, men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa at det endnu var kræfter i hendes sjæl.Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa lige rank og med en haanlig mine.Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte heller ikke et ord til ham.Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa arbeidet og arbeiderne.Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af Lucy, densamme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen sæk og la over i hendes.«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var udmattet, faldt sansesløs om.«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at arbeide med fortvilet iver.«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig fordærvet.»«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for det.»«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig tilbage til sin plads.Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i hans.«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at hjælpe andre.»«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt kom han med svepen sin.«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok faa dig til at lystre!»Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og læberne dirred, mens hun sa:«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme, om jeg bare vil sige et ord.»Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved og snudde skraaen i munden.«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.I det samme kom Lucy med sin kurv.«Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged Sambo.«Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.»«Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.»«Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.»«Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo.«Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?»«Hun har revet til sig som den onde selv.»«Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og gik bort til vegten.En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene sine.Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle.Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til side saa længe! Du skal nok faa din løn.»Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke.Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende, løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og gik stolt sin vei.«Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at bruge pisken; nu kan du faa lov til at slaa løs paa Lucy der.»«Det kan jeg ikke gjøre, massa.»«Da skal jeg nok snart lære dig det,» sa han, tog pisken sin og gav Tom et dragover ansigtet, og derefter slag paa slag, hvor det kunde falde sig.«Se saa!» pusted han. «Mener du nu du kan?»«Nei, massa,» sa Tom igjen og tørked blod af ansigtet. «Jeg vil slite og slæpe saa meget massa vil kræve af mig, men dette her gjør jeg ikke.»Den høflige tonen som Tom altid talte i, og den blidhed og venlighed han altid viste, havde sat Legree paa den tro at han skulde bli let at faa bugt med.De andre slaverne stod og skalv af rædsel for det som nu skulde gaa for sig. Legree var et øieblik uviss om hvad han skulde gjøre, men saa satte han i:«Dit fordømte svarte dyr, du kan bare vaage at sætte dig op mod mig! En slig ussel slavetamp vil lære mig om det som er ret og ikke ret!»«Hun er syg,» sa Tom. «Det vilde være en grusom synd at piske hende, og jeg gjør det ikke, jeg pisker heller ikke nogen anden, om saa massa slaar mig ihjel.»Tom talte rolig og fast; en kunde skjønne paa ham at han ikke lod sig bøie.De grønlige øinene til Legree tog nu paa at lyne af vildt sinne, og det var som skjægget paa kinderne hans krused sig af harme; men ligesom visse rovdyr først legeren stund med byttet, før de tar paa at sønderrive det, saaledes holdt han sit raseri tilbage og gav sig til at spotte:«Se, se, endelig har vi da ogsaa faat en hellig her paa gaarden, en gudfrygtig fin herre, som kan præke for os syndere. Et forskrækkelig helligt kreatur maa han vist være. Men hør, du skurk, som vil bilde os ind at du er saa gudfrygtig, har du aldrig hørt at det staar i bibelen: «I tjenere adlyder eders herrer»? Og er ikke jeg din herre? Har jeg ikke ærlig betalt hele 5000 kroner for dig? Skulde jeg ikke for denne pengesum eie dig med legem og sjæl? Svar mig!» slutted han og gav Tom et spark med den svære støvlen sin.Ved dette spørsmaal fór det en stolt og glad følelse gjennem den ilde medfarne mand. Han retted sig op og saa mod himlen, og med taarer i øinene udbrød han:«Nei, nei, nei! min sjæl tilhører ikke Dem, massa! Den har ikke De kjøbt. De kan ikke kjøbe den, for det er en anden som har kjøbt den med sit blod, og han har ogsaa magt til at verne om den,—gjør med mig hvad De vil!»«Kan jeg ikke!» svarte Legree haanlig. «Vi faar se paa det. Hid, Sambo og Kvimbo! giv denne karen her en slig overhaling at han ikke reiser sig mer denne maaned!»De to kjæmpesterke karerne grined djævelsk af skadefro glæde og trak afsted med Tom.
Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med tiden finde en eller anden udvei til frelse.
Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd. Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.
Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nuskjønte han at ikke det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post. Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages om; han vilde prøve at hærde ham.
En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?
Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang, men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa at det endnu var kræfter i hendes sjæl.
Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.
«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»
«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»
«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»
«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»
Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa lige rank og med en haanlig mine.
Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte heller ikke et ord til ham.
Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.
Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa arbeidet og arbeiderne.
Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af Lucy, densamme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen sæk og la over i hendes.
«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»
Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.
Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var udmattet, faldt sansesløs om.
«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.
Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.
«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»
Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at arbeide med fortvilet iver.
«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig fordærvet.»
«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.
Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.
«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for det.»
«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig tilbage til sin plads.
Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i hans.
«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at hjælpe andre.»
«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»
Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.
Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt kom han med svepen sin.
«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok faa dig til at lystre!»
Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og læberne dirred, mens hun sa:
«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme, om jeg bare vil sige et ord.»
Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.
Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.
I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.
Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.
«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»
«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.
«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved og snudde skraaen i munden.
«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.
I det samme kom Lucy med sin kurv.
«Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged Sambo.
«Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.»
«Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.»
«Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.»
«Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo.
«Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?»
«Hun har revet til sig som den onde selv.»
«Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og gik bort til vegten.
En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene sine.
Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle.
Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til side saa længe! Du skal nok faa din løn.»
Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke.
Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende, løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og gik stolt sin vei.
«Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at bruge pisken; nu kan du faa lov til at slaa løs paa Lucy der.»
«Det kan jeg ikke gjøre, massa.»
«Da skal jeg nok snart lære dig det,» sa han, tog pisken sin og gav Tom et dragover ansigtet, og derefter slag paa slag, hvor det kunde falde sig.
«Se saa!» pusted han. «Mener du nu du kan?»
«Nei, massa,» sa Tom igjen og tørked blod af ansigtet. «Jeg vil slite og slæpe saa meget massa vil kræve af mig, men dette her gjør jeg ikke.»
Den høflige tonen som Tom altid talte i, og den blidhed og venlighed han altid viste, havde sat Legree paa den tro at han skulde bli let at faa bugt med.
De andre slaverne stod og skalv af rædsel for det som nu skulde gaa for sig. Legree var et øieblik uviss om hvad han skulde gjøre, men saa satte han i:
«Dit fordømte svarte dyr, du kan bare vaage at sætte dig op mod mig! En slig ussel slavetamp vil lære mig om det som er ret og ikke ret!»
«Hun er syg,» sa Tom. «Det vilde være en grusom synd at piske hende, og jeg gjør det ikke, jeg pisker heller ikke nogen anden, om saa massa slaar mig ihjel.»
Tom talte rolig og fast; en kunde skjønne paa ham at han ikke lod sig bøie.
De grønlige øinene til Legree tog nu paa at lyne af vildt sinne, og det var som skjægget paa kinderne hans krused sig af harme; men ligesom visse rovdyr først legeren stund med byttet, før de tar paa at sønderrive det, saaledes holdt han sit raseri tilbage og gav sig til at spotte:
«Se, se, endelig har vi da ogsaa faat en hellig her paa gaarden, en gudfrygtig fin herre, som kan præke for os syndere. Et forskrækkelig helligt kreatur maa han vist være. Men hør, du skurk, som vil bilde os ind at du er saa gudfrygtig, har du aldrig hørt at det staar i bibelen: «I tjenere adlyder eders herrer»? Og er ikke jeg din herre? Har jeg ikke ærlig betalt hele 5000 kroner for dig? Skulde jeg ikke for denne pengesum eie dig med legem og sjæl? Svar mig!» slutted han og gav Tom et spark med den svære støvlen sin.
Ved dette spørsmaal fór det en stolt og glad følelse gjennem den ilde medfarne mand. Han retted sig op og saa mod himlen, og med taarer i øinene udbrød han:
«Nei, nei, nei! min sjæl tilhører ikke Dem, massa! Den har ikke De kjøbt. De kan ikke kjøbe den, for det er en anden som har kjøbt den med sit blod, og han har ogsaa magt til at verne om den,—gjør med mig hvad De vil!»
«Kan jeg ikke!» svarte Legree haanlig. «Vi faar se paa det. Hid, Sambo og Kvimbo! giv denne karen her en slig overhaling at han ikke reiser sig mer denne maaned!»
De to kjæmpesterke karerne grined djævelsk af skadefro glæde og trak afsted med Tom.