TREDJE STYKKE.En aften i Onkel Toms hytte.Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldtebibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo enqistedenfor eng.»«Gjør det det?»Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bakeen kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blevTante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.Dagen var nu snart til ende.En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld afen broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:"O, jeg vandrer til herlighedslandet!Kom, vil du ikke vandre med mig?Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?Ser du ei staden, den gyldne,hvor morgenen varer til evig tid?"Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne stad, som de alle skulde vandre til.
TREDJE STYKKE.En aften i Onkel Toms hytte.Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldtebibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo enqistedenfor eng.»«Gjør det det?»Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bakeen kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blevTante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.Dagen var nu snart til ende.En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld afen broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:"O, jeg vandrer til herlighedslandet!Kom, vil du ikke vandre med mig?Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?Ser du ei staden, den gyldne,hvor morgenen varer til evig tid?"Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne stad, som de alle skulde vandre til.
Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldtebibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo enqistedenfor eng.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bakeen kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blevTante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld afen broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!Kom, vil du ikke vandre med mig?Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?Ser du ei staden, den gyldne,hvor morgenen varer til evig tid?"
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!Kom, vil du ikke vandre med mig?Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?Ser du ei staden, den gyldne,hvor morgenen varer til evig tid?"
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!Kom, vil du ikke vandre med mig?Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?Ser du ei staden, den gyldne,hvor morgenen varer til evig tid?"
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!
Kom, vil du ikke vandre med mig?
Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?
Ser du ei staden, den gyldne,
hvor morgenen varer til evig tid?"
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.
Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»
Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.
Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne stad, som de alle skulde vandre til.