TYVENDE STYKKE.En truende sky.Kjære Onkel Tom!Jeg skal hilse dig fra Tante Chloe og fortælle dig noget godt. Hun er reist til Louisville,til en konditor, og skal have otte kroner i løn om ugen, og mor gjemmer pengene for hende, og de skal bruges til at kjøbe dig fri for. Og jeg kan glæde dig med at fortælle at vi alle har det godt. Mose og Pete er blit nogen store karer, og den vesle er ogsaa stor. Sally passer hende; for hytten din staar tom nu, fordi der ingen er i den mer. Men naar du kommer hjem, og Tante Chloe ogsaa kommer hjem, saa skal den blive udvidet og pudset op som et slot. Jeg læser og skriver hver dag, endda jeg ikke har saa forfærdelig stor lyst til det; men jeg maa jo lære noget, det er jo nødvendigt for en mand i vore dage. Jeg kan fortælle dig at vi har faat fire nye foler, og far og mor har det godt, og jeg har det ogsaa godt. Og nu slutter jeg min skrivelse med mange kjærlige hilsener fra mig til dig.Din hengivne venGeorg Shelby.En kan tro Tom blev glad, da han fik dette brevet; han baade lo og graat. Det var skrevet med store bogstaver, og det var saa tydeligt, at det kunde læses tvers over kammeret. Han talte til Eva om at han kunde have lyst til at sætte det i glas og ramme, men han kunde ikke finde paa at sætte det ind paa en slig maade at beggesider af bladet kunde sees og læses paa en gang.Venskabet mellem Tom og Eva tog til, efter hvert som barnet blev større. Den vesle frøkenen læste saa vakkert af bibelen for Tom; til gjengjæld plukked han de vakreste smaa blomsterbuketter til hende, og naar han om morgenen gjorde indkjøb paa torvet, fandt han ud de bedste appelsiner og andre frugter, som han gav hende.Om sommeren flytted St. Clare med alle sine folk ud til et landsted som laa ved en sjø. Det var langt friskere og bedre at bo der end i den kvalme byen. Stedet var bygt i østindisk stil, med svalganger af bambusrør. Dagligstueen vendte mod en stor have, som dufted af de yndigste blomster i alle slags farver. Mellem havens trær og blomsterbed slynged sig velstelte ganger, som førte lige ned til sjøen.En søndagskveld sad Tom og Eva paa en bænk nede ved sjøen. Det var ved solnedgang. Vesthimlen gløded som guld og kobber, og sjøen med de hvide seilere lyste med rosenrøde og gyldne striper.Vesle Eva sad med bibelen sin opslaat paa fanget. Hun læste: «Og jeg saa som et glashav blandet med ild.»«Det er sandt, vesle Eva,» sa Tom og sang:"Aa, havde jeg morgenens vinger,jeg fløi til Kanaan glad,lys-engler mig føre vildetil Ny-Jerusalems stad."«Hvor tror du nu det nye Jerusalem er, Tom?»«Det er der oppe over skyerne.»Eva mente hun kunde se lidt af det, for det var ligesom der var saa mange porter af perler og guld der oppe mellem skyerne—«og der, langt, langt inde i himlen, der er alting af det reneste guld. Kan du se, Tom?»Hun bad ham nu synge noget mer om lysenglene.Og Tom sang igjen:"Jeg ser en flok af engler histsig bade i himlens glans,i hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans."«Jeg tror jeg har set dem,» sa Eva. «De kommer undertiden til mig naar jeg sover, disse engler.»Det kunde Tom saa godt forstaa, for hun var jo selv en liden Guds engel, som vist var kommet lige ned fra himlen.«Onkel Tom,» sa Eva med ett, «jeg kommer snart op til dem.» Og saa pegte hunop mod himlen, og aftenrøden la et forklaret skjær over hendes lyse guldlokkete hoved."I hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans,"nynned hun sagte og stirred henrykt op mod skyerne.Onkel Tom kjendte ligesom et stik i brystet, da hun sa at hun snart kom op til englene. Han havde i lang tid merket sig at hun havde gaat og hostet stygt, og at hænderne hendes var blit saa magre, og aandedrættet saa underligt.Han sad og saa paa hende. Kinderne brændte som med feberglød, øinene laa dybt og tindred med en egen glans.«Eva!» ropte frøken Ofelia. «Du maa ikke sidde der nede længer; duggen er jo begyndt at falde.»Frøkenen havde flere ganger talt til St. Clare om at det vist ikke var rigtig fat med Evas helse. Det var den stygge hosten som havde gjort hende urolig; men han havde altid slaat det hen; det at hun gik og hosted og saa daarlig ud, kom bare af at hun vokste saa sterkt, mente han.Men i virkeligheden var han ikke saa rolig for hende som han gav det udseendeaf; i sit stille sind gik han og ængsted sig for noget som han grued for vilde komme.Det som uroed ham mest, det var, at hendes aand var saa uvanlig sterkt udviklet. Naar hun kom med disse fromme og dybe ord om himlen og det evige, kunde han tage hende i armene sine og knuge hende ind til sig, som om han vilde holde hende fast for bestandig.Endnu vilde Eva gjerne lege med Topsy og de andre børn; men hendes leg blev mere og mere stillfærdig. Somme tider blev hun med ett alvorlig og satte sig til at se op mod himlen.Som hun en dag sad hos moren, spurte hun: «Mor, hvorfor lærer de andre børn ikke at læse, ligesom Topsy?»«Sligt maa du ikke spørge om, barn.»«Ja men hvorfor gjør de det ikke?»«Fordi det ikke er nogen nytte i at de svarte ungerne lærer at læse; det sætter bare nykker i hovedet paa dem, det.»«Ja men de maa da have nytte af at læse i katekismen, mor; for saa kan de lære at kjende Guds vilje.»«Du burde ikke tænke saa meget paa sligt noget, Eva. Du er saa stor nu, at du heller burde tænke paa dine kjoler og selskaber ... se her, hvad synes du om det?»Fruen havde taget et diamant-halsbaand op af et juvelskrin og viste hende det.Eva saa paa det med de store tankefulde øinene sine, men syntes ikke at bry sig stort om det.«Det er vel verdt mange penger det?» spurte hun.«Ja, det er visst. Min far kjøbte det en gang i Paris til mig, og jeg havde det paa første gangen jeg var paa bal ... du kan tro jeg drog øinene paa mig!»«Bare jeg kunde faa det og gjøre med det som jeg vilde.»«Hvad vilde du da gjøre med det?»«Jeg vilde sælge det og kjøbe en stor gaard til folkene vore, og saa skulde de alle lære at læse og skrive,—Mammy ogsaa.»Moren gav sig til at le. «Skulde de ikke ogsaa lære at spille piano og male paa fløiel?»«Nei, men de skulde lære at læse i bibelen og skrive breve til slegtninger og venner, ligesom vi andre gjør. Du kan tro Tom vilde bli glad, om han lærte at skrive rigtig, og Mammy ogsaa.»«Aa bare du vilde ti stille med disse taapelige paafund ... jeg taaler ikke at høre paa det ... jeg faar hovedpine.»Hun havde det altid med det, fru Marie,at hun fik vondt i hovedet, naar en talte til hende om noget som hun ikke likte at høre.Eva sa intet mere og gik sin vei; men fra den dag af tog hun sig paa at undervise Mammy, som ofte havde ønsket at kunne læse.* * * * *Nogen tid efter at St. Clare var flyttet til landstedet, fik han besøg af en bror, som havde sin ældste søn Henrik med.Henrik var en vakker og livlig gut paa tolv aar. Han var vist ogsaa en god gut, men overfor tjenestfolkene kunde den vesle krabat være en noksaa haard og streng herre.Han og Eva kom svært godt ud af det med hinanden.Eva havde en liden hvid hest, som hun ofte red paa. Til Henrik kjøbte hendes far en liden svart araberhest, som gutten var svært kry af at kunne kalde sin.En dag førte Tom og en liden mulatgut, som de fremmede havde havt med sig, de to hestene op for trappen. Henrik greb tøilerne til den svarte hesten og tog dyret i øiesyn.«Du har jo ikke striglet den skikkelig, din slubbert.»«Jo, massa; men den har griset sig til siden.»«Hold mund!» ropte Henrik og hævedridepisken sin. «Hvor tør du vaage at sige mig imod?»Gutten var netop saa stor som Henrik, og hans krøllede haar dækked en høi djerv pande. Han havde hvidt blod i aarerne, og da hans unge herre tiltalte ham paa denne maaden, blev han med ett hed i kinderne og reiste hovedet. «Massa Henrik....»Men før han fik sagt mer, gav Henrik ham et slag over ansigtet, tog derefter fat i kraven paa ham, tvang ham paa knæ og prylte ham saa længe til han blev helt andpusten.«Din uforskammede knegt! Jeg skal lære dig at tie, naar jeg taler. Gaa saa med hesten tilbage til stalden og gjør den grundig ren!»«Unge massa,» faldt Tom ind, «jeg tror han vilde sige at hesten rulled sig da han tog den ud af stalden—den er saa fyrig—og er saaledes blit tilsølet; jeg har selv set at den blev børstet baade fint og vel.»«Ti, til jeg selv spør dig!» sa Henrik, snudde sig rundt paa hælen og gik op trappen til Eva, som stod der i sin ridedragt og vented paa ham.«Kjære kusine, det gjør mig ondt, at du maa staa og vente paa mig—men hvad er i veien med dig?—Du ser saa alvorlig ud.»«Hvorledes kunde du være saa grusom og slet mod den stakkars Dido?»«Grusom? Hvad mener du med det?»«At du kan give dig til at bruge pisken paa ham slig!»«Det er ikke andet at gjøre med en slig næsevis kar; far gjør det samme.»«Ja men han havde ikke fortjent at du slog ham.»«Naa, saa kan han slippe en gang naar han har fortjent det. Et par rapp er aldrig spildt paa en slig kar som Dido; men jeg kan gjerne herefter lade være at slaa ham naar du er tilstede.»De talte endnu en stund om saken, uden at Eva kunde faa sin fætter til at indse at han havde gjort noget galt.Endelig kom Dido tilbage med hesten.«Naa, se det,» sa Henrik naadig, «denne gang har du gjort dit arbeid bedre. Kom nu her og hold frøken Evas hest, mens jeg hjælper hende op i salen!»Gutten saa ud til at have grætt. Da Eva var kommet op i salen bøide hun sig ned mod ham og hvisked: «Du er en god gut, Dido! Tak skal du ha!»Dido saa op paa det vakre ansigtet hendes; blodet steg op i kinderne paa ham, og nogen store taarer blinked i hans øine.«Kom her!» bød i det samme hans ungeherre. «Der har du nogen ører som du kan kjøbe dig sukkertøi for.»Saa traved de to søskendbørn afsted gjennem alleen, og gutten blev staaende og saa efter dem. Den ene havde givet ham penger, og den anden et venligt ord; han vidste godt hvad han satte mest pris paa.Da børnene vendte tilbage, kom St. Clare ud og tog imod dem. Eva var blit svært medtaget af turen og sank mat ned i armene paa faren.«Det har vist taget for sterkt paa dig dette, barnet mit.»«Aa nei, far,» sa hun, men hendes korte og besværlige aandedræt sa noget andet.«Hvorledes kunde du ride saa fort, kjære Eva? Du ved du har ikke godt af det.»«Jeg syntes det var saa morsomt at holde lag med Henrik.»Faren tog da og bar hende ind og la hende paa en sofa. Derefter sa han til Henrik at han maatte være varsom med Eva og ikke ride saa fort med hende.«Jeg skal nok herefter huske paa det,» loved gutten og satte sig ved siden af Eva og tog hende i haanden.«Jeg skal nok ogsaa herefter være god imod Dido,» loved han med, da hendes far var gaat.«Tak!» sa hun, og det vakre ansigt straalte af glæde.Et par dage efter reiste de fremmede.Eva blev mer og mer svag. Hendes far havde i det længste søgt at holde borte fra sig den tanke, at der var nogen alvorlig fare paa færde; men nu maatte han lade lægen hente.Moren trodde ikke at noget andet menneske end hun selv kunde bli syg, og hun havde aldrig villet høre noget om at Eva ikke var bra—hun løb jo og red lange turer.«Ja men hun har slig slem hoste,» havde frøken Ofelia sagt.«Hoste? Det kan ikke være noget at tale om, at hun har lidt hoste. Om jeg vilde tale om alle mine lidelser....»Men da saa lægen endelig sa rent ud, at Eva var alvorlig syg, tog moren saken paa en helt anden maade.Hun vidste og havde altid følt at hun var udset til at være den ulykkeligste af mødre. Hun gik med en nedbrudt helbred, og saa skulde nu dette komme til, at hendes eneste elskede barn gik i graven lige for hendes øine. Om natten vækked hun Mammy hvert øieblik, og om dagen skjændte og jamred hun sig værre end nogensinde over denne nye ulykke.«Kjære Marie; du maa da være fornuftig og ikke tage slig paa vei,» sa hendes mand.«Du kan have let for at tale om at være fornuftig; du kjender ikke en mors hjertelag overfor sit barn, St. Clare! Du har aldrig kunnet forstaa mig!—Du forstaar mig heller ikke nu.»«Men tal da ikke saaledes, som om alt haab var ude.»«Nei, jeg ved nok at du tar det let med barnet; men vil ikke du tage dig af hende, saa vil jeg, endda jeg alt før har nok at bære paa.»Det gjorde vesle Eva vondt, at hun skulde volde forældrene sine saa megen angst og sorg; men hun kunde jo ikke gjøre noget for det.Saa kom det nogen dage da hun blev saavidt bra at hun kunde være ude i haven; hun kunde endog le og spøge og klappe i hænderne. Aa, hvor faren hendes da var glad! Han mente at hun snart vilde blive frisk igjen.Men lægen og frøken Ofelia mente noget andet.Eva selv syntes at være fuldt paa det rene med at hun snart skulde faa sit hjem mellem englene. For sin egen skyld var hun ikke urolig for det; men det gjorde hendevondt for forældrene og de andre som holdt saa meget af hende.Tom var nedtynget af sorg.«Det er døden,» sa han til Mammy, «Vorherre har sat sit merke paa hende.»«Ja,» sukked den gode Mammy, «hun er for klog og god for denne verden, det velsignede barn.»Saa var det en kveld ved solnedgang, at Eva kom listende op trappen til svalgangen hvor faren sad. Han saa med smerte hvor feberen brændte i de fine kinderne hendes.«Far,» tog hun fat, «det er noget jeg længe har villet sige dig.»Han tog hende i armene og satte hende paa fanget.«Det kan ikke nytte at skjule det længer nu, far, det varer ikke længe før....» Hun kunde ikke sige mer, men tog paa at graate og gjemte hovedet ved brystet hans.«Min egen vesle Eva! Du maa ikke sige sligt noget ... se nu her, denne vesle fine billedstøtten har jeg kjøbt til dig.»«Nei, far,» sa Eva og skjøv den sagte fra sig, «jeg bryr mig ikke om den; det er noget jeg vilde blive meget mere glad for.»«Og hvad er da det, barnet mit?»«Det er ... om du vilde give alle folkene vore fri.»«Men Eva da! Synes du ikke de har det godt nok nu?»«Aa jo, men om nu noget skulde hænde dig, hvorledes vilde det da gaa dem? Det er ikke mange mennesker som ligner dig. Det er mange slemme mennesker til. Aa at alle slaver i hele landet kunde faa sin frihed!»«Jeg skulde heller ikke ha noget mod det; men ... det er saa vanskeligt.»«Ja, men du far, som er slig en god mand, og som kan tale saa godt for dig, kunde ikke du gaa omkring og tale med alle folk om at de skal give alle sine træler fri—vil du ikke gjøre det, far ... naar jeg er død?»«Kjære barn, du maa ikke tale om at dø; jeg har jo ikke andre end dig at leve for.»«Vil du ikke gjøre det, far?» blev hun ved.«Jeg vil gjøre alt som du ber mig om, alt.»«Ogsaa give Tom fri, naar jeg er....» hun stansed igjen.«Ja, min vesle Eva, jeg vil føie dig i alt; men du maa ikke gaa fra mig.»Saa la hun det brændende kindet sit op til hans. «Bare vi kunde følges, far! Vilde du ikke følge med mig?»Han trykked hende tættere ind til sig.«Du kommer nok op til Gud, far,» sa hun rolig og tillidsfuld.Faren kunde ikke sige et ord mer. Hendes stemme lød for ham som en aanderøst; som i et syn saa han hele sit liv med al dets tvil og tomhed.Da solen var gaat ned og mørket holdt paa at lægge sig over sjø og land, gik hanind med hende, vugged hende paa armene, til hun faldt i søvn.
TYVENDE STYKKE.En truende sky.Kjære Onkel Tom!Jeg skal hilse dig fra Tante Chloe og fortælle dig noget godt. Hun er reist til Louisville,til en konditor, og skal have otte kroner i løn om ugen, og mor gjemmer pengene for hende, og de skal bruges til at kjøbe dig fri for. Og jeg kan glæde dig med at fortælle at vi alle har det godt. Mose og Pete er blit nogen store karer, og den vesle er ogsaa stor. Sally passer hende; for hytten din staar tom nu, fordi der ingen er i den mer. Men naar du kommer hjem, og Tante Chloe ogsaa kommer hjem, saa skal den blive udvidet og pudset op som et slot. Jeg læser og skriver hver dag, endda jeg ikke har saa forfærdelig stor lyst til det; men jeg maa jo lære noget, det er jo nødvendigt for en mand i vore dage. Jeg kan fortælle dig at vi har faat fire nye foler, og far og mor har det godt, og jeg har det ogsaa godt. Og nu slutter jeg min skrivelse med mange kjærlige hilsener fra mig til dig.Din hengivne venGeorg Shelby.En kan tro Tom blev glad, da han fik dette brevet; han baade lo og graat. Det var skrevet med store bogstaver, og det var saa tydeligt, at det kunde læses tvers over kammeret. Han talte til Eva om at han kunde have lyst til at sætte det i glas og ramme, men han kunde ikke finde paa at sætte det ind paa en slig maade at beggesider af bladet kunde sees og læses paa en gang.Venskabet mellem Tom og Eva tog til, efter hvert som barnet blev større. Den vesle frøkenen læste saa vakkert af bibelen for Tom; til gjengjæld plukked han de vakreste smaa blomsterbuketter til hende, og naar han om morgenen gjorde indkjøb paa torvet, fandt han ud de bedste appelsiner og andre frugter, som han gav hende.Om sommeren flytted St. Clare med alle sine folk ud til et landsted som laa ved en sjø. Det var langt friskere og bedre at bo der end i den kvalme byen. Stedet var bygt i østindisk stil, med svalganger af bambusrør. Dagligstueen vendte mod en stor have, som dufted af de yndigste blomster i alle slags farver. Mellem havens trær og blomsterbed slynged sig velstelte ganger, som førte lige ned til sjøen.En søndagskveld sad Tom og Eva paa en bænk nede ved sjøen. Det var ved solnedgang. Vesthimlen gløded som guld og kobber, og sjøen med de hvide seilere lyste med rosenrøde og gyldne striper.Vesle Eva sad med bibelen sin opslaat paa fanget. Hun læste: «Og jeg saa som et glashav blandet med ild.»«Det er sandt, vesle Eva,» sa Tom og sang:"Aa, havde jeg morgenens vinger,jeg fløi til Kanaan glad,lys-engler mig føre vildetil Ny-Jerusalems stad."«Hvor tror du nu det nye Jerusalem er, Tom?»«Det er der oppe over skyerne.»Eva mente hun kunde se lidt af det, for det var ligesom der var saa mange porter af perler og guld der oppe mellem skyerne—«og der, langt, langt inde i himlen, der er alting af det reneste guld. Kan du se, Tom?»Hun bad ham nu synge noget mer om lysenglene.Og Tom sang igjen:"Jeg ser en flok af engler histsig bade i himlens glans,i hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans."«Jeg tror jeg har set dem,» sa Eva. «De kommer undertiden til mig naar jeg sover, disse engler.»Det kunde Tom saa godt forstaa, for hun var jo selv en liden Guds engel, som vist var kommet lige ned fra himlen.«Onkel Tom,» sa Eva med ett, «jeg kommer snart op til dem.» Og saa pegte hunop mod himlen, og aftenrøden la et forklaret skjær over hendes lyse guldlokkete hoved."I hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans,"nynned hun sagte og stirred henrykt op mod skyerne.Onkel Tom kjendte ligesom et stik i brystet, da hun sa at hun snart kom op til englene. Han havde i lang tid merket sig at hun havde gaat og hostet stygt, og at hænderne hendes var blit saa magre, og aandedrættet saa underligt.Han sad og saa paa hende. Kinderne brændte som med feberglød, øinene laa dybt og tindred med en egen glans.«Eva!» ropte frøken Ofelia. «Du maa ikke sidde der nede længer; duggen er jo begyndt at falde.»Frøkenen havde flere ganger talt til St. Clare om at det vist ikke var rigtig fat med Evas helse. Det var den stygge hosten som havde gjort hende urolig; men han havde altid slaat det hen; det at hun gik og hosted og saa daarlig ud, kom bare af at hun vokste saa sterkt, mente han.Men i virkeligheden var han ikke saa rolig for hende som han gav det udseendeaf; i sit stille sind gik han og ængsted sig for noget som han grued for vilde komme.Det som uroed ham mest, det var, at hendes aand var saa uvanlig sterkt udviklet. Naar hun kom med disse fromme og dybe ord om himlen og det evige, kunde han tage hende i armene sine og knuge hende ind til sig, som om han vilde holde hende fast for bestandig.Endnu vilde Eva gjerne lege med Topsy og de andre børn; men hendes leg blev mere og mere stillfærdig. Somme tider blev hun med ett alvorlig og satte sig til at se op mod himlen.Som hun en dag sad hos moren, spurte hun: «Mor, hvorfor lærer de andre børn ikke at læse, ligesom Topsy?»«Sligt maa du ikke spørge om, barn.»«Ja men hvorfor gjør de det ikke?»«Fordi det ikke er nogen nytte i at de svarte ungerne lærer at læse; det sætter bare nykker i hovedet paa dem, det.»«Ja men de maa da have nytte af at læse i katekismen, mor; for saa kan de lære at kjende Guds vilje.»«Du burde ikke tænke saa meget paa sligt noget, Eva. Du er saa stor nu, at du heller burde tænke paa dine kjoler og selskaber ... se her, hvad synes du om det?»Fruen havde taget et diamant-halsbaand op af et juvelskrin og viste hende det.Eva saa paa det med de store tankefulde øinene sine, men syntes ikke at bry sig stort om det.«Det er vel verdt mange penger det?» spurte hun.«Ja, det er visst. Min far kjøbte det en gang i Paris til mig, og jeg havde det paa første gangen jeg var paa bal ... du kan tro jeg drog øinene paa mig!»«Bare jeg kunde faa det og gjøre med det som jeg vilde.»«Hvad vilde du da gjøre med det?»«Jeg vilde sælge det og kjøbe en stor gaard til folkene vore, og saa skulde de alle lære at læse og skrive,—Mammy ogsaa.»Moren gav sig til at le. «Skulde de ikke ogsaa lære at spille piano og male paa fløiel?»«Nei, men de skulde lære at læse i bibelen og skrive breve til slegtninger og venner, ligesom vi andre gjør. Du kan tro Tom vilde bli glad, om han lærte at skrive rigtig, og Mammy ogsaa.»«Aa bare du vilde ti stille med disse taapelige paafund ... jeg taaler ikke at høre paa det ... jeg faar hovedpine.»Hun havde det altid med det, fru Marie,at hun fik vondt i hovedet, naar en talte til hende om noget som hun ikke likte at høre.Eva sa intet mere og gik sin vei; men fra den dag af tog hun sig paa at undervise Mammy, som ofte havde ønsket at kunne læse.* * * * *Nogen tid efter at St. Clare var flyttet til landstedet, fik han besøg af en bror, som havde sin ældste søn Henrik med.Henrik var en vakker og livlig gut paa tolv aar. Han var vist ogsaa en god gut, men overfor tjenestfolkene kunde den vesle krabat være en noksaa haard og streng herre.Han og Eva kom svært godt ud af det med hinanden.Eva havde en liden hvid hest, som hun ofte red paa. Til Henrik kjøbte hendes far en liden svart araberhest, som gutten var svært kry af at kunne kalde sin.En dag førte Tom og en liden mulatgut, som de fremmede havde havt med sig, de to hestene op for trappen. Henrik greb tøilerne til den svarte hesten og tog dyret i øiesyn.«Du har jo ikke striglet den skikkelig, din slubbert.»«Jo, massa; men den har griset sig til siden.»«Hold mund!» ropte Henrik og hævedridepisken sin. «Hvor tør du vaage at sige mig imod?»Gutten var netop saa stor som Henrik, og hans krøllede haar dækked en høi djerv pande. Han havde hvidt blod i aarerne, og da hans unge herre tiltalte ham paa denne maaden, blev han med ett hed i kinderne og reiste hovedet. «Massa Henrik....»Men før han fik sagt mer, gav Henrik ham et slag over ansigtet, tog derefter fat i kraven paa ham, tvang ham paa knæ og prylte ham saa længe til han blev helt andpusten.«Din uforskammede knegt! Jeg skal lære dig at tie, naar jeg taler. Gaa saa med hesten tilbage til stalden og gjør den grundig ren!»«Unge massa,» faldt Tom ind, «jeg tror han vilde sige at hesten rulled sig da han tog den ud af stalden—den er saa fyrig—og er saaledes blit tilsølet; jeg har selv set at den blev børstet baade fint og vel.»«Ti, til jeg selv spør dig!» sa Henrik, snudde sig rundt paa hælen og gik op trappen til Eva, som stod der i sin ridedragt og vented paa ham.«Kjære kusine, det gjør mig ondt, at du maa staa og vente paa mig—men hvad er i veien med dig?—Du ser saa alvorlig ud.»«Hvorledes kunde du være saa grusom og slet mod den stakkars Dido?»«Grusom? Hvad mener du med det?»«At du kan give dig til at bruge pisken paa ham slig!»«Det er ikke andet at gjøre med en slig næsevis kar; far gjør det samme.»«Ja men han havde ikke fortjent at du slog ham.»«Naa, saa kan han slippe en gang naar han har fortjent det. Et par rapp er aldrig spildt paa en slig kar som Dido; men jeg kan gjerne herefter lade være at slaa ham naar du er tilstede.»De talte endnu en stund om saken, uden at Eva kunde faa sin fætter til at indse at han havde gjort noget galt.Endelig kom Dido tilbage med hesten.«Naa, se det,» sa Henrik naadig, «denne gang har du gjort dit arbeid bedre. Kom nu her og hold frøken Evas hest, mens jeg hjælper hende op i salen!»Gutten saa ud til at have grætt. Da Eva var kommet op i salen bøide hun sig ned mod ham og hvisked: «Du er en god gut, Dido! Tak skal du ha!»Dido saa op paa det vakre ansigtet hendes; blodet steg op i kinderne paa ham, og nogen store taarer blinked i hans øine.«Kom her!» bød i det samme hans ungeherre. «Der har du nogen ører som du kan kjøbe dig sukkertøi for.»Saa traved de to søskendbørn afsted gjennem alleen, og gutten blev staaende og saa efter dem. Den ene havde givet ham penger, og den anden et venligt ord; han vidste godt hvad han satte mest pris paa.Da børnene vendte tilbage, kom St. Clare ud og tog imod dem. Eva var blit svært medtaget af turen og sank mat ned i armene paa faren.«Det har vist taget for sterkt paa dig dette, barnet mit.»«Aa nei, far,» sa hun, men hendes korte og besværlige aandedræt sa noget andet.«Hvorledes kunde du ride saa fort, kjære Eva? Du ved du har ikke godt af det.»«Jeg syntes det var saa morsomt at holde lag med Henrik.»Faren tog da og bar hende ind og la hende paa en sofa. Derefter sa han til Henrik at han maatte være varsom med Eva og ikke ride saa fort med hende.«Jeg skal nok herefter huske paa det,» loved gutten og satte sig ved siden af Eva og tog hende i haanden.«Jeg skal nok ogsaa herefter være god imod Dido,» loved han med, da hendes far var gaat.«Tak!» sa hun, og det vakre ansigt straalte af glæde.Et par dage efter reiste de fremmede.Eva blev mer og mer svag. Hendes far havde i det længste søgt at holde borte fra sig den tanke, at der var nogen alvorlig fare paa færde; men nu maatte han lade lægen hente.Moren trodde ikke at noget andet menneske end hun selv kunde bli syg, og hun havde aldrig villet høre noget om at Eva ikke var bra—hun løb jo og red lange turer.«Ja men hun har slig slem hoste,» havde frøken Ofelia sagt.«Hoste? Det kan ikke være noget at tale om, at hun har lidt hoste. Om jeg vilde tale om alle mine lidelser....»Men da saa lægen endelig sa rent ud, at Eva var alvorlig syg, tog moren saken paa en helt anden maade.Hun vidste og havde altid følt at hun var udset til at være den ulykkeligste af mødre. Hun gik med en nedbrudt helbred, og saa skulde nu dette komme til, at hendes eneste elskede barn gik i graven lige for hendes øine. Om natten vækked hun Mammy hvert øieblik, og om dagen skjændte og jamred hun sig værre end nogensinde over denne nye ulykke.«Kjære Marie; du maa da være fornuftig og ikke tage slig paa vei,» sa hendes mand.«Du kan have let for at tale om at være fornuftig; du kjender ikke en mors hjertelag overfor sit barn, St. Clare! Du har aldrig kunnet forstaa mig!—Du forstaar mig heller ikke nu.»«Men tal da ikke saaledes, som om alt haab var ude.»«Nei, jeg ved nok at du tar det let med barnet; men vil ikke du tage dig af hende, saa vil jeg, endda jeg alt før har nok at bære paa.»Det gjorde vesle Eva vondt, at hun skulde volde forældrene sine saa megen angst og sorg; men hun kunde jo ikke gjøre noget for det.Saa kom det nogen dage da hun blev saavidt bra at hun kunde være ude i haven; hun kunde endog le og spøge og klappe i hænderne. Aa, hvor faren hendes da var glad! Han mente at hun snart vilde blive frisk igjen.Men lægen og frøken Ofelia mente noget andet.Eva selv syntes at være fuldt paa det rene med at hun snart skulde faa sit hjem mellem englene. For sin egen skyld var hun ikke urolig for det; men det gjorde hendevondt for forældrene og de andre som holdt saa meget af hende.Tom var nedtynget af sorg.«Det er døden,» sa han til Mammy, «Vorherre har sat sit merke paa hende.»«Ja,» sukked den gode Mammy, «hun er for klog og god for denne verden, det velsignede barn.»Saa var det en kveld ved solnedgang, at Eva kom listende op trappen til svalgangen hvor faren sad. Han saa med smerte hvor feberen brændte i de fine kinderne hendes.«Far,» tog hun fat, «det er noget jeg længe har villet sige dig.»Han tog hende i armene og satte hende paa fanget.«Det kan ikke nytte at skjule det længer nu, far, det varer ikke længe før....» Hun kunde ikke sige mer, men tog paa at graate og gjemte hovedet ved brystet hans.«Min egen vesle Eva! Du maa ikke sige sligt noget ... se nu her, denne vesle fine billedstøtten har jeg kjøbt til dig.»«Nei, far,» sa Eva og skjøv den sagte fra sig, «jeg bryr mig ikke om den; det er noget jeg vilde blive meget mere glad for.»«Og hvad er da det, barnet mit?»«Det er ... om du vilde give alle folkene vore fri.»«Men Eva da! Synes du ikke de har det godt nok nu?»«Aa jo, men om nu noget skulde hænde dig, hvorledes vilde det da gaa dem? Det er ikke mange mennesker som ligner dig. Det er mange slemme mennesker til. Aa at alle slaver i hele landet kunde faa sin frihed!»«Jeg skulde heller ikke ha noget mod det; men ... det er saa vanskeligt.»«Ja, men du far, som er slig en god mand, og som kan tale saa godt for dig, kunde ikke du gaa omkring og tale med alle folk om at de skal give alle sine træler fri—vil du ikke gjøre det, far ... naar jeg er død?»«Kjære barn, du maa ikke tale om at dø; jeg har jo ikke andre end dig at leve for.»«Vil du ikke gjøre det, far?» blev hun ved.«Jeg vil gjøre alt som du ber mig om, alt.»«Ogsaa give Tom fri, naar jeg er....» hun stansed igjen.«Ja, min vesle Eva, jeg vil føie dig i alt; men du maa ikke gaa fra mig.»Saa la hun det brændende kindet sit op til hans. «Bare vi kunde følges, far! Vilde du ikke følge med mig?»Han trykked hende tættere ind til sig.«Du kommer nok op til Gud, far,» sa hun rolig og tillidsfuld.Faren kunde ikke sige et ord mer. Hendes stemme lød for ham som en aanderøst; som i et syn saa han hele sit liv med al dets tvil og tomhed.Da solen var gaat ned og mørket holdt paa at lægge sig over sjø og land, gik hanind med hende, vugged hende paa armene, til hun faldt i søvn.
Kjære Onkel Tom!Jeg skal hilse dig fra Tante Chloe og fortælle dig noget godt. Hun er reist til Louisville,til en konditor, og skal have otte kroner i løn om ugen, og mor gjemmer pengene for hende, og de skal bruges til at kjøbe dig fri for. Og jeg kan glæde dig med at fortælle at vi alle har det godt. Mose og Pete er blit nogen store karer, og den vesle er ogsaa stor. Sally passer hende; for hytten din staar tom nu, fordi der ingen er i den mer. Men naar du kommer hjem, og Tante Chloe ogsaa kommer hjem, saa skal den blive udvidet og pudset op som et slot. Jeg læser og skriver hver dag, endda jeg ikke har saa forfærdelig stor lyst til det; men jeg maa jo lære noget, det er jo nødvendigt for en mand i vore dage. Jeg kan fortælle dig at vi har faat fire nye foler, og far og mor har det godt, og jeg har det ogsaa godt. Og nu slutter jeg min skrivelse med mange kjærlige hilsener fra mig til dig.Din hengivne venGeorg Shelby.
Kjære Onkel Tom!
Jeg skal hilse dig fra Tante Chloe og fortælle dig noget godt. Hun er reist til Louisville,til en konditor, og skal have otte kroner i løn om ugen, og mor gjemmer pengene for hende, og de skal bruges til at kjøbe dig fri for. Og jeg kan glæde dig med at fortælle at vi alle har det godt. Mose og Pete er blit nogen store karer, og den vesle er ogsaa stor. Sally passer hende; for hytten din staar tom nu, fordi der ingen er i den mer. Men naar du kommer hjem, og Tante Chloe ogsaa kommer hjem, saa skal den blive udvidet og pudset op som et slot. Jeg læser og skriver hver dag, endda jeg ikke har saa forfærdelig stor lyst til det; men jeg maa jo lære noget, det er jo nødvendigt for en mand i vore dage. Jeg kan fortælle dig at vi har faat fire nye foler, og far og mor har det godt, og jeg har det ogsaa godt. Og nu slutter jeg min skrivelse med mange kjærlige hilsener fra mig til dig.
Din hengivne ven
Georg Shelby.
En kan tro Tom blev glad, da han fik dette brevet; han baade lo og graat. Det var skrevet med store bogstaver, og det var saa tydeligt, at det kunde læses tvers over kammeret. Han talte til Eva om at han kunde have lyst til at sætte det i glas og ramme, men han kunde ikke finde paa at sætte det ind paa en slig maade at beggesider af bladet kunde sees og læses paa en gang.
Venskabet mellem Tom og Eva tog til, efter hvert som barnet blev større. Den vesle frøkenen læste saa vakkert af bibelen for Tom; til gjengjæld plukked han de vakreste smaa blomsterbuketter til hende, og naar han om morgenen gjorde indkjøb paa torvet, fandt han ud de bedste appelsiner og andre frugter, som han gav hende.
Om sommeren flytted St. Clare med alle sine folk ud til et landsted som laa ved en sjø. Det var langt friskere og bedre at bo der end i den kvalme byen. Stedet var bygt i østindisk stil, med svalganger af bambusrør. Dagligstueen vendte mod en stor have, som dufted af de yndigste blomster i alle slags farver. Mellem havens trær og blomsterbed slynged sig velstelte ganger, som førte lige ned til sjøen.
En søndagskveld sad Tom og Eva paa en bænk nede ved sjøen. Det var ved solnedgang. Vesthimlen gløded som guld og kobber, og sjøen med de hvide seilere lyste med rosenrøde og gyldne striper.
Vesle Eva sad med bibelen sin opslaat paa fanget. Hun læste: «Og jeg saa som et glashav blandet med ild.»
«Det er sandt, vesle Eva,» sa Tom og sang:
"Aa, havde jeg morgenens vinger,jeg fløi til Kanaan glad,lys-engler mig føre vildetil Ny-Jerusalems stad."
"Aa, havde jeg morgenens vinger,jeg fløi til Kanaan glad,lys-engler mig føre vildetil Ny-Jerusalems stad."
"Aa, havde jeg morgenens vinger,jeg fløi til Kanaan glad,lys-engler mig føre vildetil Ny-Jerusalems stad."
"Aa, havde jeg morgenens vinger,
jeg fløi til Kanaan glad,
lys-engler mig føre vilde
til Ny-Jerusalems stad."
«Hvor tror du nu det nye Jerusalem er, Tom?»
«Det er der oppe over skyerne.»
Eva mente hun kunde se lidt af det, for det var ligesom der var saa mange porter af perler og guld der oppe mellem skyerne—«og der, langt, langt inde i himlen, der er alting af det reneste guld. Kan du se, Tom?»
Hun bad ham nu synge noget mer om lysenglene.
Og Tom sang igjen:
"Jeg ser en flok af engler histsig bade i himlens glans,i hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans."
"Jeg ser en flok af engler histsig bade i himlens glans,i hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans."
"Jeg ser en flok af engler histsig bade i himlens glans,i hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans."
"Jeg ser en flok af engler hist
sig bade i himlens glans,
i hvideste skrud de flagrer om,
med palmer, i himmelsk dans."
«Jeg tror jeg har set dem,» sa Eva. «De kommer undertiden til mig naar jeg sover, disse engler.»
Det kunde Tom saa godt forstaa, for hun var jo selv en liden Guds engel, som vist var kommet lige ned fra himlen.
«Onkel Tom,» sa Eva med ett, «jeg kommer snart op til dem.» Og saa pegte hunop mod himlen, og aftenrøden la et forklaret skjær over hendes lyse guldlokkete hoved.
"I hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans,"
"I hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans,"
"I hvideste skrud de flagrer om,med palmer, i himmelsk dans,"
"I hvideste skrud de flagrer om,
med palmer, i himmelsk dans,"
nynned hun sagte og stirred henrykt op mod skyerne.
Onkel Tom kjendte ligesom et stik i brystet, da hun sa at hun snart kom op til englene. Han havde i lang tid merket sig at hun havde gaat og hostet stygt, og at hænderne hendes var blit saa magre, og aandedrættet saa underligt.
Han sad og saa paa hende. Kinderne brændte som med feberglød, øinene laa dybt og tindred med en egen glans.
«Eva!» ropte frøken Ofelia. «Du maa ikke sidde der nede længer; duggen er jo begyndt at falde.»
Frøkenen havde flere ganger talt til St. Clare om at det vist ikke var rigtig fat med Evas helse. Det var den stygge hosten som havde gjort hende urolig; men han havde altid slaat det hen; det at hun gik og hosted og saa daarlig ud, kom bare af at hun vokste saa sterkt, mente han.
Men i virkeligheden var han ikke saa rolig for hende som han gav det udseendeaf; i sit stille sind gik han og ængsted sig for noget som han grued for vilde komme.
Det som uroed ham mest, det var, at hendes aand var saa uvanlig sterkt udviklet. Naar hun kom med disse fromme og dybe ord om himlen og det evige, kunde han tage hende i armene sine og knuge hende ind til sig, som om han vilde holde hende fast for bestandig.
Endnu vilde Eva gjerne lege med Topsy og de andre børn; men hendes leg blev mere og mere stillfærdig. Somme tider blev hun med ett alvorlig og satte sig til at se op mod himlen.
Som hun en dag sad hos moren, spurte hun: «Mor, hvorfor lærer de andre børn ikke at læse, ligesom Topsy?»
«Sligt maa du ikke spørge om, barn.»
«Ja men hvorfor gjør de det ikke?»
«Fordi det ikke er nogen nytte i at de svarte ungerne lærer at læse; det sætter bare nykker i hovedet paa dem, det.»
«Ja men de maa da have nytte af at læse i katekismen, mor; for saa kan de lære at kjende Guds vilje.»
«Du burde ikke tænke saa meget paa sligt noget, Eva. Du er saa stor nu, at du heller burde tænke paa dine kjoler og selskaber ... se her, hvad synes du om det?»
Fruen havde taget et diamant-halsbaand op af et juvelskrin og viste hende det.
Eva saa paa det med de store tankefulde øinene sine, men syntes ikke at bry sig stort om det.
«Det er vel verdt mange penger det?» spurte hun.
«Ja, det er visst. Min far kjøbte det en gang i Paris til mig, og jeg havde det paa første gangen jeg var paa bal ... du kan tro jeg drog øinene paa mig!»
«Bare jeg kunde faa det og gjøre med det som jeg vilde.»
«Hvad vilde du da gjøre med det?»
«Jeg vilde sælge det og kjøbe en stor gaard til folkene vore, og saa skulde de alle lære at læse og skrive,—Mammy ogsaa.»
Moren gav sig til at le. «Skulde de ikke ogsaa lære at spille piano og male paa fløiel?»
«Nei, men de skulde lære at læse i bibelen og skrive breve til slegtninger og venner, ligesom vi andre gjør. Du kan tro Tom vilde bli glad, om han lærte at skrive rigtig, og Mammy ogsaa.»
«Aa bare du vilde ti stille med disse taapelige paafund ... jeg taaler ikke at høre paa det ... jeg faar hovedpine.»
Hun havde det altid med det, fru Marie,at hun fik vondt i hovedet, naar en talte til hende om noget som hun ikke likte at høre.
Eva sa intet mere og gik sin vei; men fra den dag af tog hun sig paa at undervise Mammy, som ofte havde ønsket at kunne læse.
* * * * *
Nogen tid efter at St. Clare var flyttet til landstedet, fik han besøg af en bror, som havde sin ældste søn Henrik med.
Henrik var en vakker og livlig gut paa tolv aar. Han var vist ogsaa en god gut, men overfor tjenestfolkene kunde den vesle krabat være en noksaa haard og streng herre.
Han og Eva kom svært godt ud af det med hinanden.
Eva havde en liden hvid hest, som hun ofte red paa. Til Henrik kjøbte hendes far en liden svart araberhest, som gutten var svært kry af at kunne kalde sin.
En dag førte Tom og en liden mulatgut, som de fremmede havde havt med sig, de to hestene op for trappen. Henrik greb tøilerne til den svarte hesten og tog dyret i øiesyn.
«Du har jo ikke striglet den skikkelig, din slubbert.»
«Jo, massa; men den har griset sig til siden.»
«Hold mund!» ropte Henrik og hævedridepisken sin. «Hvor tør du vaage at sige mig imod?»
Gutten var netop saa stor som Henrik, og hans krøllede haar dækked en høi djerv pande. Han havde hvidt blod i aarerne, og da hans unge herre tiltalte ham paa denne maaden, blev han med ett hed i kinderne og reiste hovedet. «Massa Henrik....»
Men før han fik sagt mer, gav Henrik ham et slag over ansigtet, tog derefter fat i kraven paa ham, tvang ham paa knæ og prylte ham saa længe til han blev helt andpusten.
«Din uforskammede knegt! Jeg skal lære dig at tie, naar jeg taler. Gaa saa med hesten tilbage til stalden og gjør den grundig ren!»
«Unge massa,» faldt Tom ind, «jeg tror han vilde sige at hesten rulled sig da han tog den ud af stalden—den er saa fyrig—og er saaledes blit tilsølet; jeg har selv set at den blev børstet baade fint og vel.»
«Ti, til jeg selv spør dig!» sa Henrik, snudde sig rundt paa hælen og gik op trappen til Eva, som stod der i sin ridedragt og vented paa ham.
«Kjære kusine, det gjør mig ondt, at du maa staa og vente paa mig—men hvad er i veien med dig?—Du ser saa alvorlig ud.»
«Hvorledes kunde du være saa grusom og slet mod den stakkars Dido?»
«Grusom? Hvad mener du med det?»
«At du kan give dig til at bruge pisken paa ham slig!»
«Det er ikke andet at gjøre med en slig næsevis kar; far gjør det samme.»
«Ja men han havde ikke fortjent at du slog ham.»
«Naa, saa kan han slippe en gang naar han har fortjent det. Et par rapp er aldrig spildt paa en slig kar som Dido; men jeg kan gjerne herefter lade være at slaa ham naar du er tilstede.»
De talte endnu en stund om saken, uden at Eva kunde faa sin fætter til at indse at han havde gjort noget galt.
Endelig kom Dido tilbage med hesten.
«Naa, se det,» sa Henrik naadig, «denne gang har du gjort dit arbeid bedre. Kom nu her og hold frøken Evas hest, mens jeg hjælper hende op i salen!»
Gutten saa ud til at have grætt. Da Eva var kommet op i salen bøide hun sig ned mod ham og hvisked: «Du er en god gut, Dido! Tak skal du ha!»
Dido saa op paa det vakre ansigtet hendes; blodet steg op i kinderne paa ham, og nogen store taarer blinked i hans øine.
«Kom her!» bød i det samme hans ungeherre. «Der har du nogen ører som du kan kjøbe dig sukkertøi for.»
Saa traved de to søskendbørn afsted gjennem alleen, og gutten blev staaende og saa efter dem. Den ene havde givet ham penger, og den anden et venligt ord; han vidste godt hvad han satte mest pris paa.
Da børnene vendte tilbage, kom St. Clare ud og tog imod dem. Eva var blit svært medtaget af turen og sank mat ned i armene paa faren.
«Det har vist taget for sterkt paa dig dette, barnet mit.»
«Aa nei, far,» sa hun, men hendes korte og besværlige aandedræt sa noget andet.
«Hvorledes kunde du ride saa fort, kjære Eva? Du ved du har ikke godt af det.»
«Jeg syntes det var saa morsomt at holde lag med Henrik.»
Faren tog da og bar hende ind og la hende paa en sofa. Derefter sa han til Henrik at han maatte være varsom med Eva og ikke ride saa fort med hende.
«Jeg skal nok herefter huske paa det,» loved gutten og satte sig ved siden af Eva og tog hende i haanden.
«Jeg skal nok ogsaa herefter være god imod Dido,» loved han med, da hendes far var gaat.
«Tak!» sa hun, og det vakre ansigt straalte af glæde.
Et par dage efter reiste de fremmede.
Eva blev mer og mer svag. Hendes far havde i det længste søgt at holde borte fra sig den tanke, at der var nogen alvorlig fare paa færde; men nu maatte han lade lægen hente.
Moren trodde ikke at noget andet menneske end hun selv kunde bli syg, og hun havde aldrig villet høre noget om at Eva ikke var bra—hun løb jo og red lange turer.
«Ja men hun har slig slem hoste,» havde frøken Ofelia sagt.
«Hoste? Det kan ikke være noget at tale om, at hun har lidt hoste. Om jeg vilde tale om alle mine lidelser....»
Men da saa lægen endelig sa rent ud, at Eva var alvorlig syg, tog moren saken paa en helt anden maade.
Hun vidste og havde altid følt at hun var udset til at være den ulykkeligste af mødre. Hun gik med en nedbrudt helbred, og saa skulde nu dette komme til, at hendes eneste elskede barn gik i graven lige for hendes øine. Om natten vækked hun Mammy hvert øieblik, og om dagen skjændte og jamred hun sig værre end nogensinde over denne nye ulykke.
«Kjære Marie; du maa da være fornuftig og ikke tage slig paa vei,» sa hendes mand.
«Du kan have let for at tale om at være fornuftig; du kjender ikke en mors hjertelag overfor sit barn, St. Clare! Du har aldrig kunnet forstaa mig!—Du forstaar mig heller ikke nu.»
«Men tal da ikke saaledes, som om alt haab var ude.»
«Nei, jeg ved nok at du tar det let med barnet; men vil ikke du tage dig af hende, saa vil jeg, endda jeg alt før har nok at bære paa.»
Det gjorde vesle Eva vondt, at hun skulde volde forældrene sine saa megen angst og sorg; men hun kunde jo ikke gjøre noget for det.
Saa kom det nogen dage da hun blev saavidt bra at hun kunde være ude i haven; hun kunde endog le og spøge og klappe i hænderne. Aa, hvor faren hendes da var glad! Han mente at hun snart vilde blive frisk igjen.
Men lægen og frøken Ofelia mente noget andet.
Eva selv syntes at være fuldt paa det rene med at hun snart skulde faa sit hjem mellem englene. For sin egen skyld var hun ikke urolig for det; men det gjorde hendevondt for forældrene og de andre som holdt saa meget af hende.
Tom var nedtynget af sorg.
«Det er døden,» sa han til Mammy, «Vorherre har sat sit merke paa hende.»
«Ja,» sukked den gode Mammy, «hun er for klog og god for denne verden, det velsignede barn.»
Saa var det en kveld ved solnedgang, at Eva kom listende op trappen til svalgangen hvor faren sad. Han saa med smerte hvor feberen brændte i de fine kinderne hendes.
«Far,» tog hun fat, «det er noget jeg længe har villet sige dig.»
Han tog hende i armene og satte hende paa fanget.
«Det kan ikke nytte at skjule det længer nu, far, det varer ikke længe før....» Hun kunde ikke sige mer, men tog paa at graate og gjemte hovedet ved brystet hans.
«Min egen vesle Eva! Du maa ikke sige sligt noget ... se nu her, denne vesle fine billedstøtten har jeg kjøbt til dig.»
«Nei, far,» sa Eva og skjøv den sagte fra sig, «jeg bryr mig ikke om den; det er noget jeg vilde blive meget mere glad for.»
«Og hvad er da det, barnet mit?»
«Det er ... om du vilde give alle folkene vore fri.»
«Men Eva da! Synes du ikke de har det godt nok nu?»
«Aa jo, men om nu noget skulde hænde dig, hvorledes vilde det da gaa dem? Det er ikke mange mennesker som ligner dig. Det er mange slemme mennesker til. Aa at alle slaver i hele landet kunde faa sin frihed!»
«Jeg skulde heller ikke ha noget mod det; men ... det er saa vanskeligt.»
«Ja, men du far, som er slig en god mand, og som kan tale saa godt for dig, kunde ikke du gaa omkring og tale med alle folk om at de skal give alle sine træler fri—vil du ikke gjøre det, far ... naar jeg er død?»
«Kjære barn, du maa ikke tale om at dø; jeg har jo ikke andre end dig at leve for.»
«Vil du ikke gjøre det, far?» blev hun ved.
«Jeg vil gjøre alt som du ber mig om, alt.»
«Ogsaa give Tom fri, naar jeg er....» hun stansed igjen.
«Ja, min vesle Eva, jeg vil føie dig i alt; men du maa ikke gaa fra mig.»
Saa la hun det brændende kindet sit op til hans. «Bare vi kunde følges, far! Vilde du ikke følge med mig?»
Han trykked hende tættere ind til sig.
«Du kommer nok op til Gud, far,» sa hun rolig og tillidsfuld.
Faren kunde ikke sige et ord mer. Hendes stemme lød for ham som en aanderøst; som i et syn saa han hele sit liv med al dets tvil og tomhed.
Da solen var gaat ned og mørket holdt paa at lægge sig over sjø og land, gik hanind med hende, vugged hende paa armene, til hun faldt i søvn.