Jonas Ratje tændte sin pibe og gik om paa styrbords side af styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hænderne i bukselommerne og stirret over mod Fæstningskaien med en bister og fortænkt mine i sit ellers saa joviale fjæs.
Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manøvre. Han var en mand, som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn & Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen hoi!»
Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden; derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen! Havde han ikke i sidste kulopgjøret noteret de to ton kul, som han og Ratje var blevet enige om skulde gaa af som «svind.» Intet under, at da Ratje stodoppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt i synet, saa havde han paa et hængende haar forsnakket sig og røbet visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin næse i. Hahn & Hinken eiet halvdelen af «Styggen II.» Trumpen, maskinisten Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel nødig maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt.
Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forræderi af Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste maanedsopgjør.
Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste øieblik bidt sig i tungen og derved undgaaet at røbe sig; men hvis Trumpen indbildte sig at han skulde faa dø i synden, saa var han gaaet feil i byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret.
Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: «Trumpen staar inde paa Nyalmendingen og brøler som han skulde have betaling for det, Ratje.»
«Lad ham brøle.» Skipperen spyttet overrællingen og skiftet piben over i bagbords mundvig.
«Ja men; han vil have fat i — —.»
«Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.»
Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen igang, da.»
«Du gjør fanden heller! Du kan bare understaa dig til at røre den før jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.»
Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at være noget som specielt angik ham selv, saa holdt han sig nøitral og nøiet sig med at holde øie med Trumpen inde paa bryggen.
Minutterne gik og Trumpen brølte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet sig en ny.
Pludselig blev der fart i Dick: «Død og plage. Der kommer «Trygg» og Trumpen praier den.»
«Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig.» Ratje stak piben i lommen, gik over til bagbord, satte hænderne for munden som raabert: «Halloi. Nu kommer vi.» Og dermed for han ind i styrehuset. Men derinde bandte han, saa blaaflammen stod ham ud af halsen. «Hm! Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det kunde han tage gift paa.»
Med et flot sving klappet «Styggen II» op langs bryggen; men Ratje gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rørte sig ikke. Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut hoppet han ombord og for henimod styrehusdøren og idetsamme han rev den op, bøiet Ratje sig over talerøret til maskinen: «Fuld fart forover, Dick.»
Først derefter vendte han sig mod den anden: «Nei, goddag Trumpen. Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?»
«Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brølt paa dig i snart en halv time; men du er nok stok sten døv, du. De to skuderne i Laksevaagsholen, som skal over til Heggernæs. Er det meningen, de skal komme over idag?»
«Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hørt dig, jeg. Saa det var de to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.»
Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at «Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen. Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte mig iland igjen, og det lidt fort.» Den vesle fyren stod ogtrippet af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs.
«Hvad er dette for narrestreker, Jonas. Sæt mig iland, hører du. Jeg har det travelt og har ikke tid til ablegøier nu.»
«Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det bedst, du følger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul fra dem underveis.» Ratje smilte bredt og tilfreds.
Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet, og da han fik tænkt sig om blev han endnu sintere end før, hvilket han ikke lagde skjul paa. Han skjældte skipperen ud efter noder; men Ratje tog det med ro.
«Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.»
Og Trumpen maatte følge med først til Laksevaag og siden til Heggernæs. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var saa fortærende sint at han sprutet gnister.
Ratje sagde ingenting. Først da han havde hjulpet til at faa begge skuderne fortøiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var færdig med at skjælde ud.
«Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrækker at spadsere indover til byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.»
Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var det forsent, for «Styggen II» stod indover igjen for fuld fart; og Ratje, den skjælm, bøiet sig ud af styrehusdøren og vinket saa venlig med haanden til afsked.
«Dick,» brølte Ratje. «Kom her op Dick!»
Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han tørket sig med tvistdotten over panden. «Bevares er det gamle Erik, som er løs, slig som du bælger?»
«Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som «Trygg» slæber afsted med der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa levende.»
«Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjønt du havde ærligt fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at «Trygg» faar en job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?»
«Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen — — — —.»
«Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas, som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggernæs. Og der har du betalingen.» Dick gjorde en talende gestus over mod «Trygg», som netopseilet forbi med to digre lægtere i slæbet. Skipperen derover tillod sig ovenikjøbet at hilse med tre smaa stød i fløiten idet han strøg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredømme over sprogets bitre gloser, tiet bom stille.
Tilfældet var usædvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget følsomt punkt. Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det:
«Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i «Styggen II», og denne hersens kassen vor skulde helst være en forretning. Istedet derfor gjør du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken bajads. Huf! At nogen skal være nødt til at — — — —»
Men nu var sinnet kogt op i Ratje: «Shut up! din hylende hyæne, eller jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende, fedtkogende, talgsmørende djævel.»
Dick skjønte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behændig smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog døren i efter sig saa det kunde høres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han at prøve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens havnesteder, og han gav sig ikke førhan var saa udmattet, at han simpelthen ikke kunde længere. Først da satte han sig ned, støttet hovedet i hænderne og gav sig til at tænke.
Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var færdig smilte han noksaa fornøiet. Men før han gik ud paa dækket igjen trak han frem sin vældige hestehandlerportemonæ og undersøgte omhyggelig dens indhold.
Paa middagsstunden, da alle slæbebaadene laa stille ved Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord i «Trygg.» Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa almendingen for at faa sig et glas øl. Det ene blev til to og tre og fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjøbt aquavit og mere øl som blev fortæret i styrehuset paa «Styggen II.»
Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet til spot og skjændsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs, saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg» skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet dette glorværdige firmahavde givet udtrykkelige ordre til at han, Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke kunde overkomme. Men han, Hansen paa «Trygg», var meget for god kar til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknækker som Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro tjener de havde i søndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den infame bondeknøl havde stukket i lommen for de stakkels tre slæbene, som han havde havt i ugen. Ratje, den hædersmand, den fuldtro ven, skulde være hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa «Trygg», var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk kjæltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved øieblikkelig at fordre de omtalte penge tilbage af firmaet.
Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og førte ham nedunder i «salonen» paa «Trygg», hvor han heldte endnu mere brændevin paa ham til han ikke længere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje ham inde og overlod ham til sin skjæbne.
«Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som en anden fordrukken bajads. Læg dig det paa minde, Dick.Og glem ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to timer af dagen. — Men kjua Trumpen, han har noget at glæde sig til nu.»
«Augusta Victoria,» Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var netop færdig med kullingen. De hvidklædte matroser var allerede igang med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand.
Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet modtagelsesbeviset for kullene, tog «Styggen II» en sviptur ind til Sukkerhuskaien med sjauergjængen; men langs siden af turistbaadene laa endnu en ensom kullægter, og det gjaldt om at skynde sig for at faa den bort før turisterne kom tilbage fra sin kjøretur til Fløien. De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen fortsætte nordover.
Det var Trumpen som skulde styre lægteren under slæbet tilbage til Laksevaagsholen.
Men saa bandsat gik det for sig, at da«Styggen II» med lægteren var midtfjords slap slæberen og det var et held og et vidunder at ikke «Styggen II» fik den i propellen.
Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hæs paa «Styggen ohoi.» Men Ratje var vist baade døv og blind, for han fortsatte uforstyrret sin kurs, og først langt borte paa fjorden tittede han ud af styrehusdøren.
Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt bagbord og svinget tilbage.
Han lagde sig et par favne fra lægteren, slog stop i maskinen og lod drive. Saa gik han ud paa dækket og halte slæberen indenbords.
Først da det var gjort, tog han en smækker line, kveilet den op i haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unævnelige ting til ham oppe fra skuden.
Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig, saa naaede han den ikke, den faldt i sjøen.
To gange til hændte det samme og Trumpens tale var hverken from eller tækkelig.
Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var.
For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en lasso gjennem luften og svang sig et par gode tørn omkring Trumpen, som stod og strak sig over lægterripen for at faa tag i den.
Der er ingen mennesker, som tør paastaa, at Ratje gjorde det med vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover.
Trumpen kunde ikke svømme; men han fik fat i linen med hænderne og klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden.
Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede søndfjording.
Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen.
«Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»
«Træk mig op, eller saa skal hinmanden —»
Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig.
«Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords.
Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt igjen,» klynket han.
Ratje godtet sig. «Ja ja, — godt igjen. Du sagde ikke det forleden, da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.»
«Jeg har ikke faaet nogen provision!»
Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling, Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.»
Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.
«Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket.
Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig.
«Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg klarer ikke at holde mig oppe længere nu.»
«Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den ulykkelige Trumpen en ny dukkert.
«Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op igjen.
«Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords.
Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du fik?» kom det uforstyrreligt.
«Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød.
«Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt bebreidende og Trumpen gik under paany.
«Hvormeget var det saa du fik?»
«Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte det hjalp ikke at komme med løgn længer.
«Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke det, Trumpen, vennen min.»
«Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.»
«Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at lære dig af med din begjærligheds synd?»
«Nei, saa skulde da f— — —»
Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?»
«Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.»
«Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.»
«Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, — Aa du din blodtørstige — — —.»
«Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Rækportemonæendin til Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af denne komedien.»
Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han laa.
«Træk mig op først, saa skal du faa pengene.»
«Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang dukkert, længere end nogen af de forrige.
«Har du bestemt dig nu?»
Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham.
«Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen.
«Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. — — Saa der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.»
Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige hænder.
Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og graad som et barn.
«Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen, ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer næsten paa, at jeg drog dig op igjen.
Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene? Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit raadne mammon.
Fuld fart forover, Dick!»
Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden. Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.
Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,» saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den konstruktion og farve paa hele Vaagen.
Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmerindenfra. Det var først min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske overflødig og jeg steg stille ned paa dækket.
De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde:
«Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.»
«Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!» Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et af de roligste mennesker jeg kjender.
Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et raskt greb.
Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt. Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandrealle tre, som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.
Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet.
«Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»
Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt altereret med det samme du aabnet døren.»
Jeg lod mig ikke nøde. Minnysgjerrighedvar vakt og her var jo øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa — —»
«Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden videre palaver:
«Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil? og hvorfor skalRatje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da jeg havde den ære at gjøre min entré.»
«Fordi han er en tosk,» svarte Darling.
«Hvem, Hinken?»
«Nei, Ratje. Hinken er et asen.»
«Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.
«Du prater du,» replicerte Ratje til Darling. «Naar du er saa meget bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er let nok at sidde der i sofahjørnet og bruge kjæft; men faa den snydenstruppen til at sælge, det er betydelig værre det. Du kan bande paa at han ved lige saa godt som du og jeg at «Styggen II» giver sine femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken som er bogholdere for denne kareten her, saa du behøver ikke fortælle ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af smørrebrødet der er smør paa. Han har vel sine provisioner som vi ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men som ialfald ikke staar i bøgerne hans.»
«Ja, men netop derfor er det han maa og skal sælge. Vi skal have denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Følgelig er det bedre at have hele greien selv.»
«Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved det hele, at Hahn & Hinken ikke vil sælge.»
«Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som er kjernen i spørgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjøbmand Hinken vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end jeg har holdt dig for. Det er det hele.»
«Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.»
«Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at Hahn & Hinken vil sælge naar vi vil kjøbe.»
«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig, at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi, men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en pris?»
«Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn & Hinken ikke vil for nogen pris.»
«Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele opfor a bad job. Saa faar jeg forsøge. Vil du være med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?»
«Nu med en gang?»
«Ja nu!»
«Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!»
«Nei, det kan gjøres bagefter, det.» Dick reiste sig og gik. Ratje fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde være med og blev siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik jeg min vei.
Det var først senere at jeg fik høre, hvorledes det var gaaet paa Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod døren staa aaben bag sig, saa kontoristen og løbergutten kunde høre hvert ord.
Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: «Naa, hvad var det saa?»
Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede sekspencehuen mellem fingrene før det kom:
«Det er bare det, at «Styggen» maa under værksted og faa maskinen ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet værksted det skulde være?»
Hinken saa op: «Værksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.»
Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor tiet han.
«Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hørt et ord om, at nogenting var iveien,» sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.
«Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen bliver overhalet.» Dick slap en diger spytteklyse midt paa linoleumen.
Hinken blev rød; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i tømme og sagde noksaa høflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen, Darling.»
«Ja, jeg ser det!» sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig vendte han sig til Ratje: «Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa snodig som kjøbmand Hinken sin næse? Den er grøn paa tippen, get.»
Ratje skjønte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick Darling var ædru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og Ratje var villig til at støtte sin ven for alt han var værd og svarte kjapt nok:«Ja pinedø! Jamen er den grøn, det har jeg aldrig lagt mærke til før.»
Hinken førte uvilkaarlig haanden op til næsen. Han blev stupende rød og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig brølte han: «Er dere fulde begge to?»
Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: «Har du set saa galt? Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer næsen hans. Gad vidst om han faar et anfald?»
«Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.»
«Ja, især nu naar han er saa rød i fjæset. Det røde og det grønne staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av disse moderne malerne maatte kunde faa et søkkende fint skilderi af det derre der.»
At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tænkte om dem: men de to stod saa uanfægtet og hverdagslig, som om det var den naturligste ting af verden at diskutere chefens næse i hans egen nærværelse.
Ude i det ydre kontor hang Olsen hjælpeløst over kassebogen. Han bed sig tilblods for ikke at sprække af latter. Det var hans lykke at Hinken ikke kunde se ham.
«Ud, ud med dere!» brølte Hinken.
«Du skal se han vil kaste os paa dør,» sagde Dick uendelig forbauset.
«Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad vide om et glas vand vil berolige ham.»
«Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt.» Dick rystet misbilliggende paa hovedet.
«Ud, siger jeg.» Hinken var ikke længere sig selv mægtig. Han reiste sig og kom frem mod Dick med næverne knyttet og med mord i øinene.
«Lad være Ratje. Lad være, dit fæ, dette er min affære og ikke din.» Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet Ratjes vældige næve før den faldt. Men i samme nu havde han selv Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre øie. Det var et kraftig slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær mig ud! Fort! Manden er jo gal!» Han lod som om han besvimet, saa Ratje blev nødt til at holde paa ham.
«Ud, dit asen,» hvisket Dick.
«Ud af mit hus,» brølte Hinken.
Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven; men Dick hangtung mellem armene hans og han kunde ikke for skams skyld slippe ham. Han løftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.
«Saa tak. Du behøver ikke bære mig helt ud paa gaden, Jonas.»
«Hvad jeg ikke kan begribe,» sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag diskuterte begivenheden over et par flasker øl paa Tyskebryggens café, «er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den guttaperkanæven hans i synet.»
Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjæset hans var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men netop derfor blev det forslaaede øie saameget pragtfuldere at skue. Nu var det ham, som var blaa og gul og grøn i ansigtet. «Der er saa meget, du ikke forstaar idag, Jonas,» sagde han træt. «Jeg skulde kanske ladet dig svimeslaa ham?»
«Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.»
«Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemærket skal pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med skjønsomhed og omtanke kan faa det til at være værd sine to—tretusen kroner, saa er det vor egen skyld.» Dick drak ud før han fortsatte: «Og nu gaar jeg op til doktor Sørensen og faar attest for at jeg er skammelig mishandlet?»
«Bliver du længe?»
«Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrækker at sælge «Styggen II» istedetfor at udsætte sig for skandalen. Det er sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig hidsig kompagnon.»
«Hvad vil du sige ham da?» spurgte jeg.
«Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer jeg til at ytre et par uskyldige bemærkninger om rent ligegyldige ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helseløs. Stakkars Hahn maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livetengang paa den maade. Næste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under omstændighederne end jeg gjorde.»
Det var rent rørende at se den uendelig krænkede uskyld som straalte ud af hele Dicks væsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde nænne at lægge haand paa saa megen dyd samlet i en person var næsten ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krænkede person med en værdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit eget sande værd.
Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem døren med et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: «Pinedø, han er storartet. Du skal se han klarer det nok.»
Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt mig, at der kunde gjøres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han vaklet for hvert skridt og det første han sagde var: «Du bliver nødt til at støtte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme mig op til Hahn. Jeg vidste detvar galt; men jeg vidste ikke at det var saa galt, som doktor Sørensen har forklaret mig. Det viser sig nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfør paa mange dage; men der kan ogsaa indtræffe kombinationer og komplikationer med fine latinske navne. Doktor Sørensen var saa venlig at skrive dem op for mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjør et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen maa gaa saa langt før den kan helbredes — nei, ordnes mener jeg.
Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke søge Hahn paa kontoret. Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar vi den skrækkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebøtte som kunde komme til at sige noget bare for at være Hinken til behag. Nei alt ialt tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du, Jonas, du faar hjælpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for svag, jeg blir nødt til at kjøre.»
«Og du skriverkarl!» sagde han til mig. «Du kunde gjerne faa ind i avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig han er. Det gaar jo rent løs paa den offentlige sikkerhed dette herre her.»
Men da sagde jeg pas. Ganske vist er detpressens hellige pligt at verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre misforekomster i samfundet; men — naaja, her var jo grunde for at det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor. — Det blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tværhed.
Der gik hele to maaneder før jeg næste gang mødte mine venner. Det var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje tog en tur med «Styggen II» ud i Mangerfjorden for at se paa brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og enevoldshersker paa baaden var mægtig stolt og glad; men det var først ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig lidt af mig.
Vi var blevet fine nu ombord i «Styggen II.» Vi havde solseil over hele agterdækket som var lastet med kasser og is for brislingens skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde det som ellers hører til.
Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.
Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre skrig.
Motorskøiter tøffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit præg og gav os ogsaa et begreb om den mægtige flydende industri som er vokset op omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den høie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra havet.
Kort sagt sceneriet var udmærket og livet var godt at leve. Hvad under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdækket. Snadderne var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt som den D.~C.~L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde selters.
«Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut?» spurgte jeg for at faa konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke saa lidet.
Dick Darling smilte saa munden gik heltop til ørene. «Ja, de gav kjøb,» sagde han; men mere sagde han ikke.
Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: «Du kunde nu gjerne fortælle, naar manden spørger dig.»
«Fortæl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end jeg gjør.»
«Aa, du behøver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og hørte paa. Det havde sin betydning.»
«Gik dere til politiet med historien?» spurgte jeg. Dette begyndte at blive spændende.
«Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en høiere styrelse greb ind og hjalp os. Der er en høiere retfærdighed i livet, som griber ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar ikke an for en brutal natur som Hinken hensynsløst at slaa til en bra mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem livet.»
«Nemesis,» skjød jeg ind.
«Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske ordene. Nei, politimesterenvar i bostonlag hos Hahn den kvelden, og det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det er vel bedst at fortælle i sammenhæng.
Du ved jo hvad som var hændt, og du saa selv hvor medtaget Dick var om eftermiddagen. Udover kvelden blev han værre og da drosjen stanset udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjælp kunde komme sig op til entrédøren. Det var stuepigen, som lukket op for os, og hun blev saa ræd da hun saa denne skrækkelige saarede manden, at hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min tilfældigvis var kommet imellem, saa tror jeg næsten hun havde klemt døren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det smaa anretningsværelset mellem kjøkkenet og spisestuen. Og det var hun som varskuet gamle Hahn.
Da Hahn kom ud til os var det svært smaat med Dick stakkar. Han bare anket sig og ømmet sig, og det var mig som maatte forklare kjøbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde tage det slæbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde besørges næste dag.
Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for sig.
Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer, overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han — yndig, forsikrer jeg dig. — De gjør det ikke bedre paa den nationale.
Hahn løb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas, og lige i hælene paa ham kom politimesteren.
«Der kan du selv se,» sagde Hahn til ham. «Der ser du, hvorledes sikkerheden paa aaben gade opretholdes.»
Politimesteren forsøgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og det saa nærmest ud som han bed sig i læben.
Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen og med det samme han slog øinene op, sagde han: «Det var ikke paa aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.»
Tja. De trængte ind paa Dick og skjønt han forklarte dem, at han helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred før han blev nødt til at fortælle dem allesammen om Hinken og hans brutalitet.
Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren smol noksaa lunt, han.
Enden paa visen blev at baade Dick ogjeg blev tilsagt at komme op paa kontoret næste formiddag. — Og det var det hele.»
Ratje lænnet sig bagover og tømte pjolterglasset sit tilbunds. Han satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i den lyse himmel han ogsaa med et smil som var stærkt i familie med det som forherliget Dicks fjæs.
«Jamen, hvordan gik det da videre?» spurgte jeg.
«Videre? Det var ikke noget videre da skjønner du. Resten var jo bare formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsøgte at holde prisen temmelig stram.»
«Men vi fik hende rimelig tilslut,» skjød Dick ind. «Doktor Sørensens attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og politimesteren havde jo med egne øine seet hvordan jeg saa ud. — Ja, det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.»
«Og Hinken?» spurgte jeg.
«Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjønner jeg ikke,» sagde Jonas om lidt.
«Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet øie ogsaa han. Men Hahn er svært ræd for skandaler, og det er nu ham, som har mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.»
Atter sænket tausheden sig over os. Det var en lang stund før Jonas hævet glasset:
«Skaal karer!»
«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg.
«Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick.
Det gjorde vi.