Det der adskiller den"naturlige" Staudeanvendelsefra de hidtil omtalte er, at man ved Plantningen tilstraeber en Efterligning af det vildtvoksende i enkelte Tilfaelde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsoges ganske vist som naevnt ovenfor at laempe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere det hjemmevante bodenstaendige—Udseende, som Vegetationen ellers bruger Aaringer om at opnaa. Den Bevaegelse mod at udviske Sporene af Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urorte, benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at fremkalde, men man tilstraeber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes ved den landskabelige Plantningsmaade.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 20. Naturlig Plantning afSpiraea m.m. i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
I den landskabelige Have var der, som tidligere naevnt, ikke megen Plads for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var knyttet til Sobredder, Baekke og saadanne lignende Forhold, som aldrig findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere naevnte nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med Naturforhold, der vanskeliggor en mere kultiveret Udformning af Blomsterbede.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 21. Ornithogalum som "vildtvoksende" i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved Sporgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsaetninger. Man bor i Reglen kun saette saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del visnede Stauder—det visne afskaeres selvfolgelig ikke regelmaessigt i saadanne Plantninger—ofte kan odelaegge Synet af de blomstrende. Naar derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltraekke sig nogen Opmaerksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold soge andet Steds hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bor i Reglen plante storre Maengder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bor der vaere et vist Forhold mellem Storrelsen og Maengden af Planter og Stedet. Skal der paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis, selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale i samme Omfang, som hvor Forholdene er storre og alt ses paa Afstand. At man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som muligt er en Selvfolge, men naar man ellers anvender velegnede Planter, d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Fro eller Udlobere, og som er saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet, saa kommer i Lobet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevaegt tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Praeg breder sig over Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen maa man naturligvis soge Stauder, der passer til Stedets Karakter.
Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og Planterne trives sjaeldent saadanne Steder, kun ganske enkelte som Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa anvendte Metode at forlaenge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i Graesset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude oploses i en Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Vaeksten saadanne Steder kan vaere gode, saa er det dog naermest en grim og misforstaaet Plantningsmaade, saerlig hvis der bruges mange Arter.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 22. Naturlig Plantning afForaars-phlox paa Stenhoj i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige Staudeplantning horer hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa torre Skraenter, hvor intet Graes kan gronnes, ved fugtige Hulninger i Terrainet, under Traeer, langs en Groft eller et Vandlob, rundt en Dam, ved Moser og Ellekaer, paa Stengaerder og i forladte Grusgrave, om saadanne Lokaliteter skulde traeffe sig, hore til eller kunne drages med ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver fuldkommen Vildnis og taet Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser Fuglemaelk, Ornithogalum nutans som forvildet under Traeer i Haveselskabets Have, et udmaerket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa torre solede Skraenter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Graesset for at faa det gront, kan man opnaa et pragtfuldt Daekke af Dianthus plumarius, Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila, Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og mange andre Torstekunstnere blandt Stauderne. Under Traeer er det navnlig Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende Logvaekster, kan komme i Betragtning. Paa Skraenter og langs Udkanten af Traeplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda. Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Maengder udvikle en Skonhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme ud som opbundne—i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt op—er paa deres rette Plads overst paa en Skraent, hvor de kan faa Lov at haenge ned og samtidig boje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 23. Alpeplanter paa en Mur i Knuthenborg Have.]
Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfodte Flora i sig selv smuk nok og bor vel ogsaa i de fleste Tilfaelde bevares og kun beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan erstatte de almindelige danske Arter af Spiraea og Iris med smukkere og navnlig mere holdbare Former.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 24. Trollius, Engblommer i en Vase.]
Hvorfor gores der i det Hele saa sjaeldent Brug afden danske Floras Stauderpaa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggor en frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog vaere paa deres Plads. Ved Jyllands Vestkyst og paa Skagen forer en Maengde Villaejere en fortvivlet Kamp med at faa Graes og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det nu engang horer med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der gror udenfor Doren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde laeses af mange Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lueneburg Heide—det samme vilde naturligvis gaelde Klitnatur—og den Lethed, hvormed man faar noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige, architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige Arrangementer.
[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]
OrdetStenhojeog Stenhojsplanter er berort ovenfor ved Omtalen af Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som tidligere naevnt kun berores i denne Bog. Der raser i England i Ojeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for Stenhojsplanter—Rockgardening—en Bevaegelse, som snart vil naa her til Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin Styrke. De egentlige Stenhoje i gammeldags Forstand vil der naeppe blive dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes, vil i Reglen ikke vaere nogen Hoj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet, en Hulning omgiven af stedsegronne Traeer, med de store stenlagte Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne "Stenhoj". De Sten, vi har til vor Raadighed her i Landet—undtagen paa Bornholm—egner sig meget daarligt til Fremstilling af den Art Stenarbejde; man kan ikke i en Skraaning med de almindelige Rullesten fremstille de naturlige Lag, som Klipper i Reglen ligger i, og som falder mere naturligt end store Partier af Rullesten. Langt bedre lod en Efterligning af det gode gamle danske Stendige, saaledes som det hegner Sjaellands Skove, sig udfore, navnlig da dette jo i Modsaetning til "Stenhojen eller -dalen" kunde indgaa i Havens Plan som fornuftigt, organisk Led.
Den yndefulde Vegetation, der findes paa gamle Murruiner, kan man ogsaa prove at indfange i Haven. Hosfojede lille Billede, Fig. 23 fra Knuthenborghave, giver et Indtryk af Udseendet. Muren, der godt kan vaere lav, er fyldt med fast stampet Jord. Stenene paa Billedet er Kalksten, men almindelige Munkesten kan ogsaa anvendes. En Maengde Planter, navnlig dem, der staar de "alpine" naer, kan trives og blomstre ved det Minimum af Fugtighed, de faar paa en saadan Plads. Muren ligesom alle Sten er jo en Akkumulator baade for Fugtighed og Varme, hvilket betinger Trivsel under disse ejendommelige Forhold.
For Fuldstaendigheds Skyld skal naevnes den Staudeanvendelse, som bestaar i at opgrave og i Stue om Foraaret at drive visse Stauder og at arrangere Staudernes Blomster som afskaarne i Vaser. Fremgangsmaaden behandles korteligt nedenfor under Kulturen af Stauder. Selve Arrangementet af Blomsterne i Vase er underkastet Regler, der maerkeligt nok intet har tilfaelles med Ordningen i Bede. En Plante, hvis Blomster skal ses i Maengde samlede paa Friland, tager sig ofte netop ud nogle faa i et Glas.
[Illustration: Fig. 25. Nymphaea.]
De Resultater, man almindeligvis har for Oje, giver ikke Indtrykket af, at de fysiske Forhold i Danmark er Staudedyrkningen gunstige; ikke desto mindre er Forholdet dog det, at mange Planter som Kniphofia og Agapanthus er haardfore her, medens de i Tyskland ikke henregnes til de egentlige Stauder, fordi de maa tages op og gemmes om Vinteren. Selv overfor et af Naturen saa begunstiget Land som Frankrig har vort Klima vaesentlige Fortrin, idet Phlox og mange andre af vore bedste Stauder lider af, at Solen forkorter Blomstringstiden og odelaegger Blomsterne—ikke at tale om sydligere Lande, hvor Stauderne i snaevrere Forstand slet ikke horer hjemme. I Virkeligheden er Antallet af haardfore Planter, og dermed af Stauder, naturligvis meget storre i sydligere Lande, men de Arter, der saerlig har vaeret Genstand for Foraedling, egner sig i Reglen ikke for et varmt Klima. I England er det en almindelig Anskuelse, at de sommerblomstrende Stauder naar deres hojeste og pragtfuldeste Udvikling i Skotland paa Grund af de lange lyse Sommerdage—og dem kan Danmark jo ogsaa glaede sig over. Det, der gor vore hjemlige Staudeplantninger fattige og kedelige, er i Reglen den daarlige Kultur, Planterne er Genstand for, hvad enten dette nu skyldes manglende Kendskab eller for ringe Indsats i Arbejde eller Penge.
Selv om Stauderne—i hvert Fald Flertallet af de moderne—er Kulturprodukter, der i Udseende adskiller sig ikke saa lidt fra de oprindelige Former, saa har disse Planter dog sjaeldent aendret deres naturlige Tilbojelighed for hver sit bestemte fysiske Milieu. Planter trives i Reglen netop i samme Maal, som man formaar at efterkomme deres Onsker og Krav i den Retning, enten ved kun at vaelge Planter, der ynder det Klima og den Jordbund, man har at byde dem, eller ved saa vidt gorligt at aendre de fysiske Forhold efter Planterne. Hvad enten man nu forsoger det ene eller det andet—eller, hvad der er det almindeligste, lidt af hvert—saa kraever det noget Kendskab baade til Planterne og til de forskellige Kulturmethoder at opnaa et Resultat. Og endelig kraeves der en vis—efter Forholdene meget varierende—Sum af Arbejde og Penge, og hvis denne ikke ydes, kan man ikke, saa lidt som paa Livets andre Omraader, vente at hoste noget.
Nedenfor skal naevnes de Betingelser og de Fremgangsmaader, der gaelder for det store Flertal af Stauderne, medens der med Hensyn til de enkelte Arters Saerkrav maa henvises til Bogens specielle Del. Naar der overhovedet lader sig opstille nogenlunde almengyldige Regler for et saa uensartet Plantesamfund som Stauderne, er det fordi en Plante i Reglen kun optages til almindelig Kultur, og kun gaelder for en god Staude, naar den ikke er kraesen, men tager til Takke og trives under forskellige Forhold.
Der er i Almindelighed ikke Tale om at vaelge saerlig gode Pladser eller saerlig Jordbund til Dyrkningen af Stauder; Stedet og Forholdene er jo gerne givne. I de smaa Haver er der i hvert Fald sjaeldent meget at vaelge imellem. Hvis der endelig er et Valg at traeffe, er det gerne mellem Sol og Skygge, og man bor da undgaa det sidste, thi selv om der findes en antagelig Raekke Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjaelp, i det mindste det meste af Dagen. At der i Middagstimerne glider en Skygge over Stauderabatten, er naermest af det gode, da det i hoj Grad tjener til at foroge Blomstens Holdbarhed under Midsommerens staerke Solbrand.
[Illustration: Fig. 26. Gammel Klump af en Lilie for Omplantningen.]
[Illustration: Fig. 27. Hvorledes Delene af Planten (Fig. 26) ordnes vedOmplantningen.]
Den ugunstigste Plads for de fleste Stauder er den, der saa ofte anvises dem, nemlig Pladsen under eller klods opad storre Traeer og Buske. I den Kamp om Naering og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger Stauderne selvfolgelig altid under, og af den Hjaelp, man gennem Vanding og Godskning yder Stauderne, tager Traeernes og Buskenes Rodder Lovens Part, og Hjaelpen kommer altsaa naermest Fjenden til Gode og lokker yderligere Traerodderne hen under Stauderne. Man kan—hvad der naturligvis er dyrt og omstaendeligt—anbringe Tagpap lodret i Jorden eller endog stobe en smal Mur for at begraense Traeroddernes Vaekst.
[Illustration: Fig. 28. En velopbunden Staude, Gyldenris; den sammePlante som Fig. 29.]
[Illustration: Fig. 29. En daarlig opbunden Staude; den samme Plante somFig. 28.]
Mange Villaejere mener ikke at have anden Rabat tilovers for Stauderne end en saadan Pinebaenk langs et gammelt Buskads; det er naturligvis Indbildning, for der findes i de fleste aeldre Haver en Maengde Buskads, der hverken i sig selv er kont, ejheller tjener til noget som helst ud over at gore Haverummet uklart i sine Omrids, den med Buskadsplantning tilsigtede Virkning, at lade Haven synes mindre nogen de forste Aar og maaske storre end den egentlig er, er jo i aeldre Haver dels ikke laenger onskelig og dels i Reglen aldrig opnaaet. I mange Tilfaelde er Anbringelsen af Busketter sket ganske hensigtslost. En Maengde af disse kedelige og unodvendige Busketter kan ryddes og give Plads for Stauder og det Liv og Lys, som folger hermed. Mangen Gang vil ogsaa et lille Indgreb i Graesplaenen eller en behaendig Omlaegning af en Stump Gang skabe fortrinlig Plads til Stauder, hvor man for mente ikke at have Rum tilovers. Rosengrupper af Thea-og Remontantroser er jo saerlig; paa let Jord ikke komme laengere, naar de har staaet en 8 a 10 Aar, og der findes sikkert mange saadanne aeldre, lumsk kedelige Rosenrabatter, der til Glaede for alle Parter ogsaa for de virkelige Rosenvenner kunde ofres og genopstaa med Fylde og Liv af Blomster og Farver.
Den bedste #Jordbund# for Stauderne er almindelig god Havejord i saadan Kulturtilstand, at den holder noget paa Fugtigheden om Sommeren og ikke lader Vintervaeden stagnere. Hvis Jorden er for sandet og let, saaledes at Regnen lober lige gennem den, kan den forbedres og bringes til at holde paa Fugtigheden, dels ved Tilforsel af svaerere Jord eller af Godning og da navnlig Kogodning og dels ved Iblanding af Kompostjord.
[Illustration: Fig. 30. Del af aeldre Iberis med 2 Skud, egnede tilStiklinger.]
[Illustration: Fig. 31. Skud af Iberis, som det er taget fra Planten, og efter at det er gjort i Stand til Stikning.]
[Illustration: Fig. 32. Rodstikling af Romneya, der er begyndt at gro.Overskaeringen finder Sted ved de hvide Maerker.]
[Illustration: Fig. 33. Gammel Plante af Lychnis.]
For de Haveejere, der til deres egen Skade ikke ved at vurdere Kompostjorden, og derfor ikke skaffer sig saadan, skal kortelig oplyses om denne fortrinlige Jordarts Behandling: I en passende afsides Krog af Haven samles alt muligt navnligt organisk Affald fra Haven og Huset, som Ukrudt, visne Plantedele, afslaaet Graes samt alt Kokkenaffald, Fejeskarn, Sod, Trae-og Torveaske, Vejskrab, gl. Murkalk, Kloak-og Grofteoprensninger m.m. Som Kompostmateriale anvendes ogsaa Torvejord og Muld. For at fremskynde Forraadnelsen iblandes af og til lidt Kalk, hvilket ogsaa skal have en desinficerende Indflydelse overfor Plantesygdommes Smitstoffer. Bunken skal holdes paent firkantet, mindst 1 Meter hoj og med stejle Sider og flad ovenpaa, saaledes at den af og til kan overhaeldes med Latrin eller anden flydende Godning, om da Havens Dimensioner er af den Art, at sligt lader sig gore uden at genere. En saadan Kompostbunke lugter ikke maerkbart, naar ikke netop Solen bager paa friskt Affald. Naar Bunken har naaet en passende Storrelse afsluttes den, og der samles saa sammen til en ny. Bunken omstikkes et Par Gange i Aarets Lob, saaledes at alle Stoffer blandes godt, og efter ca. to Aars Forlob vil alt vaere fuldt forraadnet og vil danne en ualmindelig naerende, alsidig og kraftig Jord, der i de fleste Tilfaelde maa harpes, for den anvendes. Denne Kompostjord, der i Gartnerierne anvendes med en vis reserve, idet den menes at indeholde Sygdomskim af forskellig Art, er ganske fortrinlig til at forbedre Staudebedene med, da disse Planter forholdsvis sjaeldnere lider af nogen Sygdomme. Kompostjorden indeholder altid Ukrudtsfro, men denne Ulempe tiltrods er den alligevel den billigste Plantenaering, man kan skaffe sig.
Kompostjorden, der gor den lette sandede Jord mere bindig, saaledes at den bedre holder paa Fugtigheden, udover den modsatte, men ligesaa gavnlige Virkning paa den svaere, lerede, for staerkt sammenhaengende Jord ved at skorne den og gore den lettere gennemtraengelig for Luft og Vand.
[Illustration: Fig. 34. Planten Fig. 33 delt til Formering.]
Godskningen paa svaer Jord bor helst ske ved Hestegodning, og paa letJord ved Kogodning; men i Reglen er man jo ikke saa heldig at kunnevaelge. En passende Tilforsel af Kalk vil navnlig i aeldre Haver, hvorJorden ofte er sur, vaere en god Jordforbedring.
Den Dybdebehandling af Jorden, der anses som selvfolgelig ved en Vinrabat, vil forekomme mange selv ret havekyndige Mennesker aldeles urimelig, naar det drejer sig om en Stauderabat: men mange af Stauderne, tilmed af de bedste, som Delphinium, Phlox, Helenium m.m., er saa graadige Planter, som der overhovedet findes i Kultur, og lige saa lidt som man hoster gode og smukke Druer paa en mangelfuldt ernaeret Vinstok, ligesaa lidt vil underernaerede Stauder vise sig i deres Pragt. En god Rabat eller Gruppe skal i Reglen vaere taet plantet, og det Krav, der derved stilles til hver Arealenheds Ydeaevne, er meget storre end ved andre Kulturer, og det er derfor kun rimeligt, at Rabatten godes og dybbehandles i et Omfang, der staar i Forhold til den Kraftanstraengelse, man forlanger af den paagaeldende Jordstrimmel. M. 0,8 a 1,0 er en passende Dybde, idet man dels derved skaffer Plads til tilstraekkelige Maengder Naeringsstoffer og dels foranlediger Rodderne til at soge dybt, et Forhold, der har den allerstorste Vaerdi i Sommerens Torkeperioder, en Vaerdi, som kun vanskeligt, hvis overhovedet, kan erstattes ved besvaerlige Vandinger.
[Illustration: Fig. 35. Aconitum Napellus bicolor.]
Hvis Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Vintervaeden er tilbojelig tilat blive staaende laengere Tid, vil et Draenlag under Gruppen ellerRabatten vaere nodvendig. Et saadant kan bestaa af Slagger, Murbrokker,Afharpning fra Kompostbunken eller lignende.
Ved Plantningen af unge Planter, navnlig om Foraaret, vil det vaere til stor Gavn at iblande Jorden noget Torvestroelse, saaledes at der anvendes et Lag paa fem Centimeter til en 80 a 100 Centimeter dyb Rabat. Dette Stof, der holder godt paa Fugtigheden, og som er en Substans, som de unge Rodder med Begaerlighed borer sig ind i, maa dog anvendes uden Overdrivelse, idet dens Virkning senere hen formenes at vaere uheldig for Planternes Vaekst, der let bliver for blod og los.
Hvorvidt man lettest fremstiller Rabatten ved Reolgravning med et Par Spadestik, en Opskovling og en Omgravning af Bunden og under dette Arbejde soger at iblande de gjodskende Stoffer, eller den lettest fremstilles ved at udgrave hele Bedet og derpaa fylde det med en passende Jordblanding, beror paa Forholdene i de enkelte Tilfaelde, og navnlig vil Valget af Fremgangsmaade vaere afhaengig af Muldlagets Tykkelse og af om Draening er nodvendig.
[Illustration: Fig. 36 Ajuga reptans var atropurpurea.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 37. Aethionema grandiflorum.]
[Illustration: Fig. 38. Alyssum saxatile fl. pl.]
At der ikke, som for andre Planters Vedkommende, kan fastslaas en eller to Aarstider, der er de bedste som #Plantetid# for alle Stauder, ligger i Sagens Natur, men man kan fastslaa en Tid, som for det store Flertals Vedkommende er, om ikke den bedste, saa dog god Plantetid; det er September Maaned. Saa er nemlig Sommertorken forbi, og de korte Dages Sol formaar ikke at skade de nyplantede Planter, medens Jorden og Luften dog endnu er tilstraekkelig varm til, at navnlig Roddannelsen kan gaa for sig. De Stauder, der daarligst lader sig plante paa denne Tid er dels de, der blomstrer allertidligst om Foraaret og de der, som saa mange smaa Stenhojsplanter, lider af Fugtighed om Vinteren paa svaerere Jord. De sildige, d.v.s. de oktoberblomstrende, lider en Del under Plantningen, og selvfolgelig gaar det paagaeldende Aars Blomstring jo tabt. Det er nodvendigt at fastsaette et saadant faelles Tidspunkt, idet man jo af praktiske Grunde ikke ved Tilplantningen af en Rabat kan efterkomme de enkelte Arters meget forskellige Krav i den Retning; hvis man, hvor det drejer sig om Plantning af en enkelt eller et Par Arter, er i Stand til at rette sig efter Planternes Natur, saa gaelder den almindelige Regel, at de foraars-og sommerblomstrende Stauder bedst plantes et Par Uger efter Afblomstringen, og de Efteraarsblomstrende bedst lige naar Vegetationen begynder, i Reglen i April Maaned. Der er jo ofte mange Hensyn at tage, der gor, at man ikke kan plante til de ovenfor angivne Tider, men heldigvis er det i Virkeligheden ogsaa muligt at flytte og plante Stauder naesten hele Aaret med Undtagelse af de Hindringer, som Frost og staerk Torke laegger i Vejen. Navnlig naar Planterne ikke skal underkastes en Forsendelse, men kun skal flyttes indenfor samme Have, er man i Virkeligheden meget mere frit stillet med Valg af Plantetid for Stauder, end Tilfaeldet er med andre Planter. Kun maa man vaelge godt Vejr, hvad der i denne Forbindelse vil sige Graavejr eller let Regn.
[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 39. Anchusa italica DropmoreVariety.]
Den for al #Plantning# gaeldende Regel, at Planterne hverken maa saettes for dybt eller for hojt, gaelder naturligvis ogsaa for Stauder. De skal staa nojagtig en lille Kende dybere, end de har staaet paa deres tidligere Plads. Forsyndelser mod denne elementaere Regel kan svaekke visse Stauder, f. Eks. Paeoner, saa det maerkes gennem lange Aar. Der maa rystes findelt Jord ind mellem Rodderne, der ikke maa bojes, men hellere, om de forekommer for lange, maa afstudses med en Kniv. Dette sidste kan man dristigt gore, navnlig ved Planter, der er fremkomne ved en umiddelbar forudgaaende Deling, idet de gamle Rodder i Reglen er vaerdilose. Rodder, der er udtorrede som Folge af en Forsendelse eller paa Grund af sjusket Behandling, skal altid helst fjernes. Man skal vande grundigt om nyplantede Planter, selv sent paa Aaret og i Regnvejr, idet man kun paa den Maade sikrer sig, at Jorden slemmer taet ind om Rodderne. Det vil vaere gavnligt, for ikke at sige nodvendigt, at Jorden mellem nyplantede Stauder daekkes med et kort Lag Mistbaenkegodning, Tang, Torvesmuld eller lignende Materiale for at hindre Udtorring om Foraaret og Opfrysning om Vinteren. Denne Daekning maa finde Sted saaledes, at selve Planten ikke daekkes, hvad der navnlig for adskillige Stenhojsplanters Vedkommende vil vaere forbundet med Livsfare; mange af disse Planter taaler heller ikke Daekning med Godning, men foretraekker Tang eller Lov.
[Illustration: Fig. 40. Anemone japonica, forskellige Varieteter.]
Nogle af Stauderne danner maegtige, et Par Meter hoje Buske, nogle er Planter, der er ganske lave og taeppedannende, andre sender meterlange Rodskud til Siderne, og atter andre forholder sig rolig paa samme Plet Aar ud og Aar ind. Denne Uensartethed i Vaekstens Omfang og Hurtighed unddrager sig naturligvis enhver almindelig Regel om hvilken Plads, der maa indrommes hvert Individ. Hvis man ikke kender Planten, men gennem Omstaaende Liste eller et Katalog kender dens Hojde, har man for saa vidt en Rettesnor, som de hojeste almindeligvis kraever storst Plads, og de lavere mindre; men uden virkeligt Kendskab til Planternes Vaekst, vil man uvaegerligt begaa en Raekke Fejl, som man saa naeste Aar maa rette ved at fylde Hullerne og tynde ud, hvor der er plantet for taet. Man har opstillet en Regel, der dog er af meget begraenset Gyldighed, gaaende ud paa, at den Plads, der indrommes hver Plante, udmaales for de hoje Stauders Vedkommende med en Diameter af 2/3 Plantens Hojde, for de mellemhoje med Diameter lig Hojden, og for de lave med Diameter to Gange Hojden.
[Illustration: Fig. 41. Anemone silvestris.]
En Hovedbetingelse for en vellykket Plantning er at Plantematerialet er godt. Dermed menes ikke i denne Forbindelse gode aegte Sorter, men sunde, kraftige Planter i passende Storrelse.
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 42. Artemisia.]
Hvis det drejer sig om Planter, der er fremkomne ved Froformering, skal de have vaeret udpriklede en Sommer eller i det mindste et Par Maaneder, det samme gaelder om Planter, der er tiltrukne ved Stiklinger; disse to Kategorier af Planter kan man—naar de da ellers er unge—kun onske sig saa store som muligt. Anderledes med delte Planter, de maa naturligvis for at vaere vaekstsikre have en vis Storrelse, men ellers er smaa Planter at foretraekke for store, d.v.s. endnu delelige. Vi rorer her ved et Punkt, hvor der i Tidernes Lob er begaaet tallose Forsyndelser mod Stauderne. Hvis man planter en stor Blok f. Eks. af sommerblomstrende Phlox uden at dele den, vil den naesten ikke nyde godt af Omplantningen og vil ikke tage fat med fornyet Kraft, saaledes som det altid sker, naar man planter smaa, kraftige Skud. Hvis man piller tre gode Skud af en stor Blok, der ved Delingen maa antages at ville give en Snes saadanne Skud, saa vil de tre enkelte Skud i Lobet af et eller to Aar danne en Blok storre og kraftigere end den store Moderplante, hvis denne samtidig plantes udelt. Vil man hurtigt have store, fyldige Planter, kan man opnaa dette ved at plante flere Smaadele naer hverandre, men med ti1straekkelig Jord imellem, saaledes at de smaa Skud kan fore deres selvstaendige Tilvaerelse og sende Rodder til alle Sider. Det er nemlig dette, som navnlig alle de indre Skud i den store Blok ikke formaar, og derfor vokser de saa slet. De bedste Planter er unge, nyformerede Planter, der en Sommer paa et Skolebed har dannet deres eget Rodnet, og saaledes har laert at sorge for sig selv, og de daarligste Planter er gamle Planter eller store Dele af saadanne, hvis Skud kun med deres ene Side formaar at komme i direkte Beroring med den nye naerende Jord. Naar man derfor fra gavmilde Naboer faar foraerende store Klumper af Stauder, maa man dele dem ud i smaa og plante Delene som enkelte Planter, og dersom man kober Planterne og forlanger, at de straks skal fylde i Bedene, maa man kobe flere Eksemplarer af samme Art.
[Illustration: Fig. 43. Aquilegia coerulea hybrida.]
Planter, der er plantede om Efteraaret, daekkes som naevnt altid for at undgaa Opfrysning, men saadan #Vinterdaekning# er i det Hele altid tilraadelig og bor danne et fast Led i Kulturen af Stauderne. En Del af disse hidrorer ligefrem fra Egne med meget mildere Klima end vort, og en meget stor Del fra Steder, hvor Frosten ganske vist er haard og langvarig, men hvor Snedaekket er mere paalideligt, og hvor navnlig den danske Vinters lunefuldt vekslende Spil af Frost og To er ukendt. Dette gaelder bl. a. de fleste Alpeplanter. Selv vore indfodte danske Stauder ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Daekning af nedfaldende Lov, vissent Graes, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Daekke.
[Illustration: Fig. 44. Astilbe Arendsii, forskellige Variationer.]
[Illustration: Fig. 45. Astilbe Arendsii Ceres.]
De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier, Incarvillea, Paeoner, Aconitum og mange flere, daekkes lettest ved et godt tykt Lag gammel Godning over Stedet, hvor de hviler. Et Lag paa ca. 5-8 Ctm. vil vaere passende i de fleste Tilfaelde. Den store Maengde Planter, der som Heuchera, Kniphofia, Yucca, Hypericum, beholder deres Lov i Live om Vinteren, maa selvsagt kun daekkes med Godning paa Rodderne, medens Toppen maa rage frit op. En Klasse Planter, der er saerdeles vanskelige at daekke, er de "alpine", d.v.s. de lave Stenhojsplanter, der absolut ikke maa daekkes med Godning eller lignende Materiale. Det bedste vilde vaere Sne, men det kan man her til Lands ikke lobe an paa; det naest bedste er et Lag Granris ikke tykkere, end at Luften har rigelig Adgang til Planterne. Det drejer sig nemlig ikke om at holde Kulden ude, Temperaturen over og under et saadant let Grandaekke er naturligvis omtrent den samme, kun er den mere konstant under Risenes Skygge, idet Virkningen af Sol og lettere Morgenfrost ikke naar ned til Planterne. Naar det traeffer i med lange Tovejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Oren"; de tror det er Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spaed Vaekst, der til Skade for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandaekket hindrer ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser med den deraf flydende Fortraed. Risene hindrer ogsaa ofte den faldne Sne i straks at fyge bort.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 46. Bellis perennis.]
Planter, som ikke helt har afsluttet deres Vaekst, maa ikke daekkes, navnlig ikke lige i Hjaertet, hvor Daekket i saa Tilfaelde let vil foraarsage en Forraadnelse; det vil derfor vaere rigtigt at afvente en alvorlig Frost, for Daekningen foretages. Om Foraaret maa man paase, at Daekket fjaernes i Tide, saa Planterne ikke faar Lejlighed til at vokse under Daekket, Skuddene vil nemlig saa blive "gejle" d.v.s. lyse og tynde og lidet modstandsdygtige for de ublide Paavirkninger, der finder Sted, naar Daekket tages af. Man maa af og til kradse lidt Godning vaek og fjerne et Ris hist og her. Den fulde Afdaekning maa for Risenes Vedkommende foretages i Graavejr; Godningen lader man gerne ligge, den hjaelper til at holde paa Fugtigheden i vort torre Foraar.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 47. Campanula persicifoliaMoerheimii.]
Foruden Godning og Granris anvender man ogsaa Tang, Savsmuld, Torvesmuld og lignende Stoffer, og i Stedet for Granris kan man anvende Lyngris. Lov er et fortrinligt Daekkemateriale, der ikke let foraarsager Raaddenskab, men da det er tilbojeligt til at flyve bort, maa der laegges lidt Ris over det. Planter, der lider meget af Vinterfugtighed f. Eks. Eremurus, kan daekkes med Sand.
Naar Vinterdaekket er fjernet, foregaar #Rensningen# mellem Stauderne, og det er i de fleste Haver en Regel at grave mellem dem; at denne fordommelige Skik er gammel, ses af nedenstaaende Citat af en Havebog (Bentziens) fra Midten af forrige Aarhundrede.
"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og samvittighedsfulde Maend, men ogsaa en Maengde, som paatage sig Noget, hvortil de ikke have ringeste Kjendskab—og vor Erfaring synes desto vaerre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere meest tilboielige til at vaelge imellem disse, fordi de kunne spare et Par Rigsdaler aarlig—giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde tjenlig, i Faerd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og med en Spade og lige taet ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne gjore Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig Stand saa tidlig som mulig. Men i det tidlige Foraar ere mange af Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjaere mange praegtige Planter isaer af Logvaexterne og derved aldeles odelaegge dem; medens han ved sin utidige Gravning berover andre Planter saa godt som alle de unge kraftigste Rodder og Skud. Vi bor derfor paa det Indstaendigste anbefale saadanne Haugeeiere aldeles at forbyde Brugen af Spade paa de Steder i Haugen, hvor der staaer Stauder, og kun lade Greben anvende med Forsigtighed og forst naar Planterne har viist sig tilstraekkelig over Jorden, hvis de ikke ere forsynede med Navnepind, eller dog i det Mindste en nedstukken Stok antyder deres Plads."
Vi slutter os til Bentzien, opgiver Gravningen og nojes med at luge Ukrudtet vaek. Det er sjaeldent noget stort eller besvaerligt Arbejde og almindelig Ordenssans kraever det jo ogsaa gjort. En laengere Forsommelse paa dette Omraade kan blive vanskelig at genoprette, idet Kvikrodder, Skvalderkaal og andet fleraarigt Ukrudt, der har filtret sig ind i en Blok Stauder, kun vanskeligt lader sig pille ud igen.
Naar der #vandes#, skal der vandes saa det bloder igennem, det ved enhver, der har haft lidt med Planter at gore. En lille Overbrusning kan maaske nok gavne Planterne, men lader jo Jordens og Roddernes Tilstand vaere uforandret og gor maaske den Skade, at der, hvor der ikke ligger gammel Godning mellem Planterne, danner sig en Skorpe paa Jorden, der fremmer Fordampningen. Naar det ikke netop drejer sig om ganske smaa Forhold, bor man straebe efter at faa indrettet Trykvand, saaledes at man kan vande med Slange. En 3/4" Rorledning, der ofte kan anlaegges overjordisk, saaledes at den tappes af om Vinteren, er ikke dyr. Hertil kommer saa Udgift til Haner, Slanger m.v. Det er naesten uoverkommeligt at foretage Grundvanding af en storre Rabat uden dette Hjaelpemiddel. Men det kan ikke naegtes, at denne Vanden med Slange er en lidt blandet Velsignelse for Planterne. Naar det iskolde Vand med fuld Kraft slynges mod Planterne en hed Sommerdag, er det naturligvis i nogen Maade til Skade. Naar man passer at vande imellem Planterne, og med en oplost Straale vil denne rigeligere Vanding alligevel Vaere langt at foretraekke for en sparsom men hensynsfuld Vanding med Regnvand eller andet tempereret Vand. Den Tid, der fordrer mest Vanding, er gerne Maj og Juni. Den, for hvem Vanding er noget naer en Umulighed, maa daekke rigeligt med Godning mellem Planterne og maa, saerlig hvis Jorden er af let og tor Beskaffenhed, udskyde nogle af de torstigste Stauder af sit Sortiment og i Stedet optage nogle af de mange Stauder, der med naesten utrolig Energi formaar at klare sig i det torre lose Sand. Mange af de nyere Haver i Berlins Omegn, i det tilsyneladende trosteslose brandenburgske Sand, staar ofte i et forbavsende Flor af Blomster, fordi disse med stort Kendskab er valgte blandt Planteverdenens Sulte-og Torstekunstnere, der, naar de engang har faaet fat, trodser den utroligste Torke og ser glade ud endda. Det er ojensynligt, at man paa torre, sandede Steder her i Landet, for Eks. ved Skagen, hvor Luften dog er langt mere fugtig end i Brandenburg, alt for ofte enten opgiver AEvred eller ogsaa med overdrevne Bekostninger holder Liv i de konventionelle Haveplanter uden at prove de mange torketaalende Planter, der dog findes.
Nogle Stauder taaler naesten ikke animalsk #Godning,# saaledes mange Alpeplanter, og Forfatteren har en Formodning om, at Grunden til at Lilier saa ofte slaar fejl, skyldes, at disse Planter ofte ikke kan taale navnlig frisk, animalsk Godning. Det store graadige Flertal af Stauderne griber og konsumerer alt, hvad der bydes dem, og naar Stauderne plantes taet, som de i Reglen bor, maa der laegges megen Godning paa et forholdsvis lille Areal. Naar det ikke drejer sig om nyplantede Stauder, kan man med stort Udbytte anvende Kunstgodning. De Stoffer, der kan blive Tale om, er Kalk, 18 pCt. Superfosfat, 37 pCt. Kali og Chilisalpeter.
De tre forstnaevnte virker ret langsomt og skal derfor udbringes om Vinteren, Kalk og Superfosfat ikke samtidigt. Chilisalpeter virker i Lobet af faa Dage og maa ikke udbringes, for man mener Planterne i Stand til at optage det deri indeholdte Kvaelstof, idet det ellers meget hurtigt vaskes ned i Undergrunden, saerlig paa sandet Jord. Evnen til at optage Naering staar naturligvis i Forhold til Vaekstlivligheden. Den Maengde, der skal anvendes, kan under almindelige Forhold saettes til 20 kg Kalk, 6 kg Superfosfat, 3 kg Chilisalpeter og 1 kg Kali, alt pr. 100 Kvadratmeter. De to forstnaevnte Stoffer er uskadelige, hvorimod de to sidstnaevnte ved overdreven Brug kan virke skadeligt eller endog draebende. Det er ofte ret omstaendeligt at skaffe og blande de enkelte Dele Kunstgodning, og der findes derfor i Handelen en Del faerdige blandede Kunstgodninger, der selvfolgelig er dyrere end de rene; Kunstgodning er jo imidlertid saa billig, at en Prisforhojelse, eller endog en Fordobling af Prisen, rigeligt vil opvejes af Fordelen ved den mere bekvemme faerdigblandede Form,—dette gaelder naturligvis kun i mindre Haver. Der findes en Del forskellige "Maerker" Blandingsgodninger, og det har i mange Aar vaeret et yndet Emne for "Havebrugskonsulenter" at analysere saadan Blandingsgodning og derpaa, uden Hensyn til at Emballage, Reklame og Forhandlingsprovision ved Salg af saa billige Stoffer som Kunstgodning selvfolgelig koster mere end selve Stoffet, fore et naivt Bevis for, at Blandingsgodninger er meget dyrere end de "rene" Godningsstoffer. Dette fortjenstfulde Arbejde for Folkeoplysning har haft den uheldige Virkning, at det har skraemt mange Villaejere fra at anvende Kunstgodning, og de vil naeppe komme til at gore det i storre Udstraekning, for der kan anbefales en god almindelig Blandingsgodning. Det danske Godningskompagni har foretaget det fornuftige Skridt under eget Navn at udsende en saadan Blandingsgodning "Tyren" med en Sammensaetning, der aabent meddeles, og som er af den Natur, at den kan anbefales til alt almindeligt Brug. Falbydelsen af Blandingsgodning er den eneste Vej til at faa Villaejerne til i storre Udstraekning at bruge Kunstgodning.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 48. Centaurea ruthenica.]
Hvad enten man udstror Godningen tor eller udbringer den i oplostTilstand, maa man passe at fordele den jaevnt og maa knuse alle Klumper.En egentlig Nedbringning i Jorden er ikke nodvendig, man kan blot med enRive blande Kunstgodningen med det overste Jordlag. Kompostjord, hvisTilberedning er omtalt ovenfor, er en aldeles fortrinlig og alsidigGodning.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 49. Cerastium Bieberstemii.]
Blandt de Arbejder, der melder sig i Sommerens Lob ved Staudernes Pasning, er #Opbindingen# et af dem der tager mest Tid, men som maa gores, om man ellers skal have noget smukt ud af sine Planter. Hvis man absolut vil befries for dette Arbejde, kan der ganske vist sammensaettes en lang Liste af Stauder, der ikke kraever Opbinding; men saa maa man rigtignok ogsaa give Afkald paa en hel Raekke af de aller smukkeste Planter, navnlig af de sommer- og Efteraarsblomstrende. Der er faa Havearbejder, der saa gennemgaaende ses elendigt udforte som Opbindingen af store Stauder; store pragtfulde Asters ses ofte snorede sammen som et Knippe Ris, der bogstaveligt er blottet for ethvert Spor af Plantens naturlige og frie Skonhed, den, som Opbindingen burde stotte, men som den oftest forstyrrer. Det vedfojede Fotografi (Fig. 28) viser tydeligt hvorledes en Staude, i dette Tilfaelde en Solidago (Gyldenris), bor opbindes frit og i Overensstemmelse med sin Vaekst; hvorledes en klodset Opbinding odelaegger alt, ses paa det til Skraek og Advarsel vedfojede "Gegenbeispiel" (Fig. 29).
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 50. Chrysanthemum maximum hybridum Triumph.]
Af en god Opbinding kraeves tre Ting; den skal vaere staerk, lidet synlig og vaere underordnet Plantens Vaekst.
For at Opbindingen kan blive staerk, kraeves,—foruden Anvendelsen af passende Materiale, Granrafter, Enebaerstave, Hasselkaeppe, Bambusstokke og lignende i Forbindelse med Bast eller Tjaeregarn, alt efter Planternes Storrelse—at Stavene gaar langt ned i Jorden, ellers er hele Foranstaltningen til ingen Nytte.
[Illustration: Fig. 51. Cimicifuga japonica]
At gore Opbindingen usynlig er der ingen Grund til; grontfarvet Bast og Stokke, som af og til anbefales, ses naturligvis ikke meget, men naar de endelig ses, gor det et ubehageligt, unaturligt Indtryk; det er jo en aerlig Sag, at Planterne er opbundne. Noget andet er det, at Opbindingen skal udfores, saa den ikke virker for fremtraedende, man bor saaledes saette Stokkene bag Planterne og bor anvende de faerrest mulige. Ved selve Opbindingsmaterialet er der ikke noget grimt; det haeslige Syn af opbundne Stauder skyldes i Reglen, at Opbindingen ikke underordner sig Planternes Vaekst, men paatvinger Planten en unaturlig Form. Den naturlige Silhuet, Konturerne, eller hvad man vil kalde det, maa ikke odelaegges; derfor maa Stokke aldrig naa mere end hojst to Trediedele op ad Planten, saaledes at denne foroven spreder sig ganske frit. Mange selv ret hoje Stauder som Kniphofia, Eremurus o.l. behove ingen Opbinding, og alle fine lette Blomster som Heuchera, Aquilegia o.s.v. maa naturligvis nodig skaemmes af Stokke og Bast. Man skal selv hvor Opbinding er nodvendig, ofte lade nogle af de forreste Grene helt uopbundne for at bevare det frie og lette saa meget som muligt. Gaillardia, Potentilla og mange andre skal man lade flyde omkring, som de lyster, det klaeder dem bedst. Planter af en saerlig Vaekst som Clematis recta, Galega og Paeoner kan man "rise" ligesom AErter, naturligvis med korte Ris.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 52. Colchicum autumnale.]
I hvilket Omfang, man af Skonhedshensyn skal foretage #Nedskaering# af afblomstrede Stauder og bortfjerne visne Blomster, er en Smagssag og er forskellig for de forskellige Plantningers Karakter; i en lille, sirlig Have med fint holdte Plaener og smalle Rabatter er Forholdet noget andet end i en stor Have med en anden Karakter og med vidtloftige Plantninger. Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen lader de sidste rode Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frogemme afslores pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader Blomsterne sidde og gennemgaa en aekel Forraadnelsesproces lige for Naesen af en; saa forskellige er de.
Hvormeget eller hvorlidt, der skal gores for Skonheden, maa bestemmes i hvert enkelt Tilfaelde. Men denne Nedskaering af afblomstrede Stauder har ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette Beskaeringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfolgeligt, forsommes ved Stauderne. Naar Nedskaeringen passes, forynges Planterne fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig Nedskaering mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbojeligheder", Planter som Althaea, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium, Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at saette for meget Fro, do bort, dersom Frodannelsen ikke haemmedes ved en Bortskaering af Toppen, inden Vaeksten helt er sluttet. Der gaar maaske nok nogle Blomster i Lobet, men man opnaar en foroget Vivacitet ved Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan Afpillen af visne Blomster og Nedskaering kan for de lave og pudedannede Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 53. Coreopsis grandiflora.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 54. Delphinium hybridum, enkeltblomstrende.]
Den med Kulturen af Stauder nodvendig forbundne periodiske #Omplantning# foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er tilbojelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvaelder mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse Udlobere, der giver de bedste Blomster, og en regelmaessig Afstikning vil altsaa direkte modarbejde Bestraebelserne for at faa den bedst mulige Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert andet Aar naesten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det bruges at saette Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade at begraense Udlobernes Vagabonderen; det hjaelper dog kun delvist, og saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres Vaestejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at vaere vildtvoksende.
[Illustration: Fig. 55. Delphinium hybr., lys, fyldt Var. med morktOje.]
Den periodiske Omplantning er for mange af vore bedste Planter ganske uomgaaelig, for at de kan yde store og gode Blomster; saaledes kan foruden de naevnte Phlox, Aster, Chrysanthemum, Delphinium, Helenium og mange andre af de aller smukkeste Stauder kun blomstre ulasteligt nogle ganske faa Aar uden Omplantning. Aarsagen til dette Forhold er omtalt ovenfor: I Tilfaelde, hvor Stauder i Aarenes Lob skyder sig op over Jorden, hvilket f. Eks. sker med Heuchera, Saxifraga cordifolia, Aurikler o.s.v. kan Jorden hyppes lidt op om Planten til Erstatning for en Omplantning. For Hyppigheden af disse Omplantninger spiller Jordens Bonitet og Godningskraft en stor Rolle. Hvis Jorden er let og der ikke gives Godningstilskud indtraeffer Tilbagegangen hurtigere end under modsatte Forhold; til Gengaeld arbejder Udloberne naturligvis staerkere i en naeringsholdig Rabat. Det er dog saerligt de enkelte Arters forskellige Krav, der gor Tidsrummet mellem de periodiske Omplantninger vekslende. Nogle Stauder, som Helleborus staar en Menneskealder eller mere, for de synligt har kulmineret, andre som Asters gaar tilbage allerede andet Aar, atter andre som Delphinium gaar forst synligt tilbage i det femte eller sjette Aar. I Reglen vil Planter der er laenge, d.v.s. to a tre Aar, om at naa den fulde Udvikling ogsaa vaere dem der holde laengst uden Omplantning. Savnet af en Generalregel paa dette Omraade er ikke saa stort, som man skulde tro, idet man jo let kan erkende Tilbagegangen ved de talrigere og mindre anselige Blomster. Ved Omplantning af store Rabatter er det en ualmindelig Fordel, hvis den er sammensat af Planter, der blomstrer og afblomstrer nogenlunde samtidigt og ligeledes kulminerer samtidigt.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 56. Hoje Delphinium langs en Gang i Knuthenborg Have.]
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 57. Delphinium semiplenum.]
Staudernes #Formering# kan ske baade ved Fro og ad vegetativ Vej; dette sidste vil sige at smaa Stykker af Moderplanten fraskiltes og bringes til at danne selvstaendige Planter.
Froformeringen giver ofte kraftige Planter, men er besvaerlig for Amatoren. Hovedfordelen ved denne Formeringsmaade er at man paa en Gang kan opnaa en staerk Formering, d.v.s. faa mange Planter af et Eksemplar, men dette har jo i Reglen kun Interesse for Gartneren. De ofte mangfoldige Afvigelser i Afkommet har kun Interesse for hvem der onsker at tiltraekke nye Varieteter, men er en stor Ulempe for alle andre.
Froet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og daekkes med et Lag fint Jord "svarende til Froets Tykkelse", som det hedder i en aeldgammel Gartnerformel, som selvfolgelig ingen i Praksis kan rette sig meget noje efter. Man maa paase at Jorden i Froskaalen holder en jaevn Fugtighed, en selv ganske kortvarig Udtorring kan odelaegge Spiringen. For lettere at vedligeholde denne jaevne Fugtighed anbringes Potterne, Skaalene eller Kasserne i en Karm med et skygget Mistbaenkvindue over. Efterhaanden som Froet spirer, maa de forskellige Arter fjernes fra den sluttede Luft og saettes i Skygge under lidt friskere Forhold. Musene anretter ofte Fortraed paa Froet og dette forhindres bedst ved at laegge Glasskiver over Potter og Skaale; saa snart det har spiret horer Musenes Odelaeggelser op. Udsaeden finder bedst Sted om Foraaret fra April til Juni, kun meget langsomt spirende Fro bor saas om Efteraaret eller i det ganske tidlige Foraar. Fro af Iris, Dictamnus og adskilligt andet, der er tilbojeligt til at miste Spireevnen hurtigt, skal saas saa saare det er hostet. Naar de unge Planter er vel over Jorden maa de i Reglen udtyndes og senere udprikles paa et vel praepareret Bed paa Friland. Mange Arter lader sig iovrigt saa direkte i Jorden, naar man ellers kan finde en skygget Plads i Haven med let, ukrudtfri og findelt Jord.
Den vegetative Formering har betydelig storre Interesse for Havevennerne og for ovrigt ogsaa for Gartnerne, idet Sortsaegtheden sikres bedst paa denne Maade. Den kan foregaa ved Rodstiklinger, ved Udlobere og ved Rodskud og endelig ved almindelig Deling. Stiklingsformeringen, der i et Gartneri er saerdeles let, er den vanskeligste for Amatoren, idet den kraever Drivhus eller Mistbaenke, hvor Luften kan holdes "sluttet" et Par Dage om de nystukne Stiklinger. Da de Planter, der som Phlox, Aster, Chrysanthemum o.a., der bedst lader sig formere ved Stikning ogsaa i Reglen udmaerket egner sig for Deling, vil man i Reglen vaelge denne, den letteste Maade.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 58. Dicentra spectabilis.]
Formering ved Rodstiklinger har storre Interesse for Amatoren, idet denne Fremgangsmaade kan anvendes med en hel Raekke Planter, der vanskeligt lader sig underkaste en Deling. Planternes tykke Rodder—Planter uden saadanne kan ikke formeres paa denne Maade—skaeres i Stykker paa ca. tre Centimeter, saaledes som vist paa Billedet (Fig. 32). Stykkerne laegges vandret i en Rille ca. 12 cm under Jorden. Delingen af Rodderne maa foretages straks om Foraaret, naar Frosten er borte, og Jordstykket maa holdes fugtigt og let skygget. Hvis man foretager Roddelingen om Efteraaret, maa Stykkerne laegges i Kasser, der opbevares koldt, men frostfrit og beskyttes mod Udtorring.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 59. Digitalis purpurea gloxiniaeflora.]
Formering ved Udlobere, underjordiske eller naesten overjordiske, og ved Rodskud er i Princippet det samme, som den almindelige Deling og disse Formeringsmaader har det til Faelles, at de i Modsaetning til de ovenfor naevnte Formeringsmaader, der alle kraever nogen Ovelse, er saa ligetil at intet fornuftigt Menneske kan vaere i Tvivl om Fremgangsmaaden. De vedfojede Billeder (Fig. 33 og 34) oplyser Methoden fyldestgorende. Der skal overfor mange Planter vises en Del Forsigtighed: man maa naturligvis ikke med en Spade hugge en Paeon igennem, men man maa tvinge den itu ved at drive to Grebe, eller for mindre Planters Vedkommende to Haandgafler, ind taet ved hinanden og saa langsomt tvinge dem fra hinanden igen. Paa denne Maade skilles Planten naturligt i sine Sammenfojninger. Planterne skal deles saa meget som muligt, uden at det gaar ud over Vaekstsikkerheden, idet de storre, endnu delelige Planter har ringere Vaerdi end de mindre Eksemplarer; se ovenfor.
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 60. Digitalis ogHemerocallis.]
Enkelte Stauder, som Gypsophila paniculata fl. p. og flere, kan formeres ved Foraedling paa Rodstykker, men saadanne komplicerede Formeringsmethoder er uden Vaerdi for Havevenner.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 61. Echinops Ritro.]
De ovenstaaende Kulturanvisninger gaelder for de typiske Havestauder, medens saerlige Staudesamfund som Vandplanter, Bregner, Stenhojsplanter o.a. i mange Tilfaelde har saerlige Kulturregler, men Bogens Omfang og Overholdelsen af den engang vedtagne Plan tillader ikke en saerlig Omtale udover hvad der vil blive naevnt i den folgende specielle Del.
Hvor der ingen egentlig Plantekultur finder Sted, i de ofte naevnte naturlige Plantninger, gaelder Reglerne om Staudernes Kultur naturligvis i meget modificeret Form; ofte bestaar alt Kulturarbejde i at Toppen aarligt slaas af med en Le, og maaske gives der med Aars Mellemrum lidt Godning.
I naer Tilslutning til Kapitlet om Staudernes Kultur horer Behandlingen af Staudernes #afskaarne Blomster#.
[Illustration: Fig. 62. Eremurus himalaicus.]
Naar blot Stilkene er lange nok egne de fleste Stauder sig til Afskaering, og man bor da ogsaa dyrke et saerligt Bed for derfra at forsyne Husets Vaser med friske Blomster.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 63. Erigeron speciosus.]
Vandet i Beholdere og Skaale bor forsynes hver Dag; dersom det er sket, at Blomsterne haenge visne af en eller anden Grund for de naturligt har tabt Friskheden, bor man saette dem i kogende Vand til dette er bleven koldt, de vil da i de fleste Tilfaelde rette sig. Mange Blomster, f. Eks. Asters, maa ikke straks saettes i et varmt Vaerelse, de falder nemlig saa ofte med det samme. Asters, Chrysanthemum og mange andre Blomster med lidt haarde Stilke kan man lettere faa til at suge Vandet, naar den nederste Ende af Stilken forst er knust lidt. En anden Fremgangsmaade til at faa Vandet til at gaa let op i Stilkene er at holde Stilkene under Vand og med en Kniv afskaere den yderste Ende og forst derefter haeve dem op over Vandet; paa den Maade forhindres, at der danner sig smaa spaerrende Luft-propper i Staenglens Hulheder.
[Illustration: Fig. 64. Blomster af Eryngium alpinum.]
#Etiquetteringen# af Stauder (der passer i en Rabat og kun mindre godt i en naturlig Plantning), er en Nodvendighed, naar man vil have nogenlunde Orden i Sagerne. Man kan faa Etiquetter af Emaille eller Porcelain; begge Stoffer kan faas i en graalig Tone, saaledes at de hvide Plader ikke lyner altfor meget igennem; saerlig om Vinteren virker det ubehageligt. Den Art Etiquetter maa bestilles paa en Fabrik med Skrift og er dyre. Almindelige store Stikpinde, de saakaldte Thueringervarer, som faas i Vaerktojshandler og hos Frohandlere, er billige, men holder sjaeldent mere end en eller to Vintre. De skal overstryges med tynd Maling, der hvor Skriften skal staa, og denne skrives med Blyant inden Malingen endnu er hel tor. Her findes i Handelen aldeles udmaerkede Zinketiquetter, der er kemisk praeparerede, saaledes at Skriften oxyderer og holder sig. Disse Zinketiquetter er vel nok i Forhold til Prisen, det bedste, der findes. For at undgaa at skrive alle de lange Navne, kan man naturligvis bruge Numre eller Forkortelser og saa fore tilsvarende Lister. Naar man forkorter, kan man betegne Slaegts-og Artsnavnet med Begyndelsesbogstavet, hvorimod Varietetsnavnet helst maa skrives helt ud; det vil nemlig altid vaere lettere at erkende Slaegt eller Art frem for Varieteten.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 65. Gaillardia aristata grandiflora.]
Paa Grund af den udpraegede Uvilje Havevenner i Reglen laegger for Dagen overfor den latinske #Navngivning# var det en naerliggende Tanke at samle saa mange danske Navne som muligt. Forholdet er jo det, at hvad der kraeves i Havebruget er en Varebetegnelse og hertil er den videnskabelige botaniske Nomenklatur kun lidet egnet. Den danske Flora er fuldt benaevnt med et Saet danske videnskabeligt anerkendte Navne; anderledes med Havebrugets Planter, der naesten alle stammer fra andre Steder; kun faa af dem har danske folkelige Navne, der er saa udbredte, at de tor anerkendes. En direkte Overforing af den danske Floras Slaegtsnavne til de Slaegter af Haveplanter, der er repraesenteret i denne, er ofte upraktisk som populaer Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Saet Havenavne er naturligvis en ufremkommelig Vej. Det eneste rigtige er vist efterhaanden som saadanne Havenavne dannes, da at faa dem og deres Betydning slaaet fast. I England, hvor den store Befolkning er mere interesseret i Blomsterdyrkning end her, og i Tyskland hvor Evnen og Vilje til at erstatte fremmede Ord med tyske er stor, har man langt flere Havenavne end vi har, og der skrives paa begge Sprog Amator Boger med udelukkende Anvendelse af folkelige Navne, dog maerker man Ulemperne og Usikkerheden, idet det latinske Navn gerne maa tilfojes. I Handelen anvendes aldrig andet end den latinske Nomenklatur. Vi er herhjennne paa Vej til at faa en Del Havenavne gerne afledet fra Latinen. Saaledes er Reseda bedre kendt end Navnet Vav, der er den danske Floras Slaegtsnavn for Reseda, ligeledes er Anemone bedre kendt end Simmer o.s.v. Det forsoges ofte at indfore tyske Navne ved f. Eks. for Phlox at skrive Flammeblomst (Flammenblume); saa er det latinske og snart danske Phlox dog at foretraekke.
[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 66. Galega officinalisHartlandii.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 67. Gentiana acaulis.]
Naar Forholdene er saaledes, vil man forstaa, at Forf. helt har maattet se bort fra Onsket om at yde et Bidrag til en foroget Anvendelse af danske Havenavne, men har holdt sig paa det torre d.v.s. til den ikke saerlig morsomme, men solide og velprovede latinske Nomenklatur, kun med Tilfojelse af enkelte anvendelige danske Navne. Faatalligheden af danske Haveboger foroger jo Ansvaret i hoj Grad ved at forsomme Lejligheden til at slaa danske Navne fast, men ogsaa ved gennem mislykkede Forsog at oge Forvirringen; og Forf. vil vaere tilfreds med at undgaa, at ogsaa denne lille Bog skulde blive et Bidrag til den almindelige Konfusion i Haveplanternes Benaevnelse.
For at en Plante skal vaere behorigt benaevnt kraeves Slaegtsnavn, Artsnavn, mulig Varietetsnavn, mulige Synonymer (Dobbeltnavne) Autormaerke (d.v.s. forkortet Navn paa den Botaniker, der har benaevnt Planten) og Hjemstedsbetegnelse. Stauderne i denne Bog er efter almindelig Skik ordnede alfabetisk efter Slaegtsnavnet, med Tilfojelse af Artsnavn og Varietetsnavn, men med Udeladelse af Autormaerke og Hjemsted, der almindeligvis ikke bruges i Handelen. I enkelte Tilfaelde er tilfojet Synonymer, naar deres Anvendelse er gaengse i Havebruget.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 68. Gypsophila paniculata fl. pi.]
De Varieteter og Krydsninger, der opstaar i Havebruget, forsynes gerne af Tiltraekkeren med et Navn, der har Betydning som tillokkende Varebetegnelse. Da disse Tiltraekninger naesten udelukkende finder Sted i Frankrig, England, Holland og Tyskland, belaemres det danske Havepublikum foruden med de latinske Navne med et helt Saet andre fremmede Navne. Der er i de senere Aar endogsaa begyndt at dukke ungarske, slaviske og japanske Navne op, saa Fremtiden ser jo lidt broget ud. Havebruget traenger til en ny Linne til at ordne Benaevnelsen af det uhyre Antal Haveplanter, der hvert Aar sendes paa Markedet. Forelobigt er der dog ikke andet at gore, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne.
[Illustration: Kgl. Danske Haveselskab. Fig. 69. Pudedannende Planter,Aubrietia, langs en Gang.]
Det er med velberaad Hu, at nedenstaaende Liste er gjort saa lille i Forhold til Bogens almindelige Del om Staudernes Anvendelse og Kultur; thi medens det specielle Stof, Planteudvalget, foraeldes i Lobet af faa Aar, sker der kun langsomt AEndringer, der gor Angivelserne om Anvendelsen utidssvarende, og Kulturanvisningerne skulde jo helst vaere evige Sandheder, skont Moden saamaend ogsaa paa dette Omraade driver sit Spil uden Respekt. En Behandling af Stauderne i leksikalsk Form, en virkelig Haandbog vilde blive et Foretagende, som det danske Bogmarked for Tiden absolut ikke kunde baere.
Ved Sammensaetningen af Listen har det i forste Raekke vaeret bestemmende, at Forf. kun vilde naevne Planter han selv har eller har haft i Kultur, hvilket naturligvis paa adskillige Punkter har medfort en Begraensning. Dernaest har det vaeret magtpaaliggende at udskyde saavidt muligt alle Planter, der er vanskelige at dyrke, og endelig er der udskudt mange velkendte, men altfor uanseelige Stauder. Planter, der ikke har storre Skonhedsvaerdi, men kun Interesse for Samlere, er naturligvis ikke medtagne; Liebhavere og Samlere vilde jo alligevel ikke kunne tilfredsstilles ved det Udvalg denne Bog kunde byde.
Selvfolgelig indeholder denne Liste, der i Overensstemmelse med BogensPlan, kun omfatter de egentlige Have-og Rabatstauder, og kun enkelteRepraesentanter for Vandplanter, Bregner, Logvaekster o.s.v., ikke de 300smukkeste Stauder, disse findes nemlig indenfor nogle faa Slaegter somDelphinium, Phlox o.s.v., af hvilke der kunde vaere medtaget et Utal afFormer, der staar fuldt Maal med Listens hele Standard, men i saaHenseende kan Laeseren henvises til Handels Kataloger.
[Illustration: Fig. 70. Helenium autumnale Gartensonne.]
Beskrivelserne er indskraenkede til et Minimum, nemlig i Reglen kun Angivelse af Hojde, Blomstringstid og Blomsterfarve, de tre Forhold, som det er nodvendigt at kende ved Tilplantningen af en Rabat e.l. Egentlige botaniske Beskrivelser, saa nojagtigt af Blade, Frugt o.s.v., at man kan erkende eller bestemme Planten vilde der af gode Grunde alligevel ikke kunne blive Tale om. Derfor har man nojedes med de naevnte tre Angivelser, og saa til Gengaeld navnlig ved Bistand af det Kgl. Danske Haveselskab skaffet saa mange Billeder af Stauder som muligt, og det er Laeserne sikkert i Almindelighed bedst tjent med. Det maa erindres, at baade Hojde, Blomstringstid og endogsaa Farve er saa varierende efter de forskellige Forhold, at disse Angivelser ikke kan tages som absolute.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 71. Helenium pumilum magnificum.]
Achillea, Rollike.
A. Eupatorium(A. filipendulina)Parker's Variety, m 1,0-1,5. GuleBlomsterskaerme i Juli-August. Findelt graaligt Lov og hvaelvedeBlomsterstande. Egnet til storre Rabatter, til naturlig Plantning og tilAfskaering.
A. Millefolium Cerise Queen, m 0,4-0,6. Morkrosa Blomster i Juni til Frosten. Findelt, morkt Lov. Smukkest sammen med sin Stamart, vor almindelige Rollike. Taaler utrolig Torke. De visne Blomster skal skaeres ned, for at den kan remontere.
A. Ptarmica flore pleno Boule de Neige, m 0,5-0,8. Hvide Blomster i Juli, remonterer lidt. Smuk i Rabat og sammen med Monarda didyma, meget holdbar til Afskaering. Taaler ikke saa megen Torke som de to foregaaende. De naevnte A. formeres ved Deling og ynder alle Sol og let Jord.
Aconitum,StormhatellerVenusvogn.
A. Napellus bicolor(Fig. 35) en gammel Have-og Laegeplante, m 1,0-1,5. Blaa og hvide Blomster i Juli og August; udpraeget Rabatplante. Smuk med Anthemis t. E. C. Buxton foran, ofte lidt nogen forneden.
A. pyramidale, som den forrige, men morke blaaviolette Blomster med stor, Skinnende Hjelm.
A. Wilsonii, m 1,0-1,8. Lysviolette, store Blomster i September-Oktober. Den smukkeste af de tre. Alle A. er giftige. Formeres ved Deling og ynder kraftig, let Jord; taaler nogen Skygge og kan flyttes med Klump, er derfor anvendelige paa mange Maader.
Actaea, se Cimicifuga.
Adonis amurensism 0,25. Guldgule Blomster i Februar eller Marts ligesom Vejret er.
A. vernalis, som den forrige, men med enkelte Blomster i April eller Maj. De naevnte Adonis egner sig, da Toppen helt visner vaek, bedst til Stenhoj. Skal have Sol og fri Plads i ikke for tor Jord. Skal staa urorte en laengere Aarraekke. Formeres ved Fro eller Deling. Egner sig til Drivning i Stue, naar Planterne tages op allerede i August.
Aetheopappus pulcherrimus(Centaurea pulcherrima). Under dette uhyrlige Navn gaar en nydelig og taknemmelig Staude med rosalilla, kornblomstlignende Blomster i Juli. M 0,7. Egnet til Rabat og Afskaering. Formeres ved Fro og Deling og ynder snarest lidt tor Jord.
Aethionema grandiflorum(Fig. 37), m O,25. Rosa Blomster i Juni-Juli. Stenplante, lave Rabatter. Lidt traeagtig ved Roden.
Trives bedst i Sol og taaler ikke fugtig Jord. Formeres ved Stikning eller ved forsigtig, ikke for sen Deling; fuldstaendig haardfor, skont den ikke altid anses som saadan.
[Illustration: Fig. 72. Helenium autumnale.]
Agapanthus umbellatus, m O,6. Klare, blaa Blomster i August-September. Anvendes mest som Koldhusplante, men er haardfor, naar Daekning iagttages. Skal staa urort flere Aar for at blive smuk. Til store Stenpartier og navnlig til Dekorationsplante i Baljer; graadig. Formeres ved Fro og Deling.
Agrostemma, se Lychnis.
Ajuga reptans atropurpurea(Fig. 36), en Form af krybende Laebelos, m O,15. Blaa Blomster i Maj-Juni. Krybende Staude med dyb purpur, metalglinsende Blade; vokser som Ukrudt. Formeres ved Udlobere, der selv slaar Rod. Trives under alle Forhold og kan anvendes overalt, hvor der er Brug for lave Planter.
Althaea rosea, Stokrose, m 2,O-2,5. Alle Farver undtagen blaalige. Juli-August. God Jord og megen Vanding. Skal skaeres tidligt ned. De enkeltblomstrende er de lettest at dyrke—de fine, fyldte lider saerlig meget af en Rustsvamp—i Rabatter og navnlig op ad Mure. Formeres bedst ved Fro. Kan flyttes med Klump.
Alyssum saxatile(Fig. 38), Krognaal, m O,2. Gule Blomster i Maj-Juni. Pudedannende Vaekst. Den fyldtblomstrende Varietet er den bedste. Ynder en tor, solrig Plads. Formeres ved Deling og Stikning. Anvendes i Foraarsrabatter, brede Kanter og navnlig til Grupper, da Bladene er paene hele Aaret.
Anchusa italica Dronmore Variety(Fig. 39), en Art Oksetunge, m 1,0-1,5. Himmelblaa Blomster i Juni og Juli. Remonterer lidt, naar den nedskaeres. Hyppig Omplantning i god Jord, da den har toaarige Tilbojeligheder. Paa sin Aarstid enestaaende i sin Farve. Vinterdaekning.
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 73. Helianthus rigidusLigeri.]
Anemone japonica(Fig. 40), m 0,5-0,8. Aug. til Frosten. Taaler let Skygge og ynder Fugtighed. Deles om Foraaret. Naturlig Plantning og saerlig Afskaering; kan staa urorte en halv Snes Aar. Egner sig til at dele Plads i en Gruppe med foraarsblomstrende Stauder:A. j. Geante des Blanches, den storste hvide,Honorine Jobert, den mest rigtblomstrende hvide ogKoenigin Charlotte, solvagtig rosa.
A. silvestris grandiflora(Fig. 41), m O,20-O,30. Baade enkelte og fyldte hvide Blomster i Maj. Nojsom. Deling. Egnet til naturlig Plantning, Foraarsrabat og Afskaering.
Antennaria dioeca tomentosa, taeppedannende, graabladet Plante. Blomsterne vaerdilose eller skadelige for "Taeppets" Udseende. Fuld Sol og tor Jord. Erstatning for Graes (dog Frosthuller), og som Bunddaekke. Rigelig Formering ved Deling. Taaler ikke Dryp fra Traeer om Vinteren.
Anthemis tinctoria, E. C. BuxtonogKelwayi, m O,5. Henholdsvis bleggule og staerkgule Blomster Juni til Frosten. Fuld Sol og let Jord. Deles. Meget anvendelige, da Lovet er smukt hele Aaret. Danner maegtige Puder, der dog se bedst ud paa Afstand, da de enkelte Blomster er lidet anselige. Maa aldrig anvendes enkeltvis.
[Illustration: Fig. 74. Hemerocallis citrina.]
Anthericum liliastrum, hvide, lilieagtige Blomster i Klase. Juli. Deling.
Aquilegia, Akeleje. Velkendt Haveplante, ynder Skygge. Fro og ogsaa Deling, men i Reglen med mindre godt Resultat. Fortrinlig til Afskaering. Gor samlet ringe Effekt, de yndefulde Blomster skal ses naerved.A. chrysantha, m O,8-1,20, i Reglen guldgule Blomster, Juni og Juli,A. coerulea(Fig. 43), m O,4-O,5, i Reglen blaa og hvid, Juni og Juli,A. vulgaris, m O,4-O,8, i Reglen rosa, violette eller hvide Blomster i Juni.
Arabis(Gaasemad), m O,15. Hvide Blomster i April. Pudedannende. torketaalende Stauder til Stenhoj og Foraarsrabat. Alle Arter naturlig Plantning. Taaler lidt Skygge. Fortrinlig til Udplantning mellem Tulipaner o. l., taaler at flyttes i Knop.A. albida flore pleno, fyldte Blomster, der egner sig til Kranse o.s.v.A. alpina grandiflora superba, enkelte Blomster, lidt hvidere end foregaaende.
[Illustration: Fig. 75. Heracleum Mantegazzianum.]
Armeria maritima Laucheana, Engelskgraes, m 0,2. Staerkrosa Blomster, Juni til September. Danner Graespuder og er anvendelige i lave Rabatter og som Kantplanter. Sol og let Jord. Kan flyttes i Blomst.
Artemisia lactiflora(Fig. 42), en Bynkeart fra Kina, m 1,5. Cremehvide Blomster i September. 1ste Klasses Rabatstaude, naesten selvlysende om Aftenen. Udmaerket til Afskaering. Smuk grupperet med tidlige Efteraarsasters og Solidago Shortii. Deling eller Fro, ynder kraftig, leret, ikke for tor Jord. Skal formentlig omplantes hvert tredie eller fjerde Aar.
Aspidium Filix mas, almindelig Mangelov Bregne m 0,4-1,0. I Skygge, men ogsaa i Sol, naar der blot er Lae, der er en Hovedbetingelse for Trivsel. Naturlig Plantning eller Grupper. Under gode Forhold holder den sig frisk det meste af Sommeren, men taber sig ofte paa Grund af Blaest og Torke tidligt.
[Illustration: Fig. 76. Hypericum calycinum.]
Aster alpinus superbus, m 0,2-0,3. Lyslilla Blomster i Maj-Juni. Trives under alle Forhold, men bedst i Sol og tor Jord. Deling. Lader sig flytte i Knop og lader sig indpotte. Smuk i Foraarsrabat og som Kant.
A. subcoeruleus. Minder om den forrige, men er hojere, sildigere og morkere. Egner sig til Afskaering.
A. Amellus, m 0,5-0,6. Blomstrer Slutningen af August til Oktober. Baerer i Modsaetning til de fleste andre Arter Blomsterne i samme Hojde. Ynder Sol og kraftig Jord. Omplantes hvert 3die Aar. Sammen med tidlige Chrysanthemum horer de til Efteraarsrabattens pragtfuldeste Planter. Kan i fuld Flor flyttes. Formeres ved Deling.A. A. Perry's Favouriteer lys rodlilla,A. A. Schoene von Ronsdorfmeget storblomstret lillarosa,A. A. Ultramarin, dyb blaa, Gruppenkoenigin, ren lavendelblaa, horer til de bedste Sorter.
A. cordifolius Bluetenregen, m 1,0. Sartlilla, smaa Blomster i store, slorede stande. Oktober. Smuk, men ikke saerlig holdbar til afskaering.
A. ericoidesminder om den foregaaende, men Blomsterne er hvide. Lyngagtig Vaekst.
[Illustration: Kelway & Son. Langport. Fig. 77. Helianthus rigidus semiplenus.]
A. hybridus, omfatter en Del Krydsninger og Variationer, hvoraf naevnes:A. H. Bluetenwolkem O,7, lyseblaa, Sept.-Okt.Climax. m 1,5, lilla, Okt.Lavendel, m 1,2, lavendelblaa, Sept.-Okt.Md. Cocheux, m O,3, lys, lillarosa, Sept., egnet til Flytning og Indpotning.Rosalinde, m O,7, renrosa, Sept.St. Egwinn, m 1,O, rosa, Sept.-Okt. Ingen af disse stille store Krav til Opbinding. Mange Varieteter er lige saa smukke, men behaeftede med forskellige fejl.