Nu ligger Isen paa Kanalens Vandeog knuger Strømmens Hvirvler under Dække,langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,og Maager flokkes om hver lille Sprække.Og mange Skuder ligger indeklemtemed Isen skruet haabløst op om Stavnen,med Sejl og Liner bag Presenning gemte,som skulde de faalangTids Rast i Havnen.I kolde Nætter hører jeg dem stønne,det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.De længes — som jeg selv — mod andre Zoner,ud efter kostelige, sjældne Fragter,ud for at høre ny og stærke Tonerog se paa Folk i andre, sære Dragter —til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,der bærer langvejs bort fra trange Havne,hvor en Bugsérbaad drager hele Læssetog ingen lydig SkipperLodstør savne —udtil et Liv i rig, fortumlet Brydning,fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,fra Hvermands overlegne Stjernetydningog vore Toldbodrotters tætte Stimmel —bortfra det hjemmevante, hjemmepriste,fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme— — kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...
Nu ligger Isen paa Kanalens Vandeog knuger Strømmens Hvirvler under Dække,langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,og Maager flokkes om hver lille Sprække.
Og mange Skuder ligger indeklemtemed Isen skruet haabløst op om Stavnen,med Sejl og Liner bag Presenning gemte,som skulde de faalangTids Rast i Havnen.
I kolde Nætter hører jeg dem stønne,det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.
De længes — som jeg selv — mod andre Zoner,ud efter kostelige, sjældne Fragter,ud for at høre ny og stærke Tonerog se paa Folk i andre, sære Dragter —
til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,der bærer langvejs bort fra trange Havne,hvor en Bugsérbaad drager hele Læssetog ingen lydig SkipperLodstør savne —
udtil et Liv i rig, fortumlet Brydning,fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,fra Hvermands overlegne Stjernetydningog vore Toldbodrotters tætte Stimmel —
bortfra det hjemmevante, hjemmepriste,fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme— — kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...
Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa —dasteg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!« skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang. Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til atville, det gav ham forøget Mulighedsværdi, hansvorpaa de største Ting, de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe derefter.
Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før. Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt — men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev, — Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trodsmod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.
Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge, end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt — med en hellig Fisker.
Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede, hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den under paalandsStorm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst — da skyder etBølgeskvalpsig op under Hjulene og ind mod Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede Ulykken, der ellers var overhængende ...
Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme stride Gangart. Holstmaattefølge Trit, og hanvildedet. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede paa med Knæerne. Stadiggledder Sand under ham, alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt Svømmer.
Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.
Holst havde mistet sin Stok.
»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«
De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt fjernere.
Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaaeneMand Strandvagt her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«
Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«
»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dogellers!«
Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden — Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«
De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havetefter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden af Skumsprøjtet og knapt nokøjnedet, før man havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.
Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne — itubrudte Spanter, knækkede Planker, en Stump Raa.
»Stranding«, sagde Holst.
»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.
Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet — intet Lys at se!
Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu Varetægt. Det maatte væreen mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene, men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje, og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette. Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigternetop udelukkendei Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.
Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og Bedriftalenei det menneskelige ...
Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede op og traadte ind sammen med Holst.
Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme. Der stod to Bænke langsSidevæggene, og paa Bagvæggen hang Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.
De tonytilkomnesatte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede Musik udenfor.
Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.
»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider Vorupør-Fiskeren.
»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.
»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt. Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse,at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.
»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra Vorupør.
»Detmærkes, ja,« svarede den anden.
»Hvor?« spurgte Holst.
»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.
»I Agger!« foreslog den ene.
»Kan være,«tilføjede den anden.
Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.
»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.
Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig ...
De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse. Men han varsvimmelaf Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved — maaske en Hare, der sprang op — naaede hansBevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse,davilde Folkene have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram.
Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, gik og gik, menudenden aandelige Spænding, som gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige VitalitetsBekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.
Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. Han varærlig og sindig. Og om han havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre Figur.
Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række til dem og faa dem draget paa fast Kyst.
Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.
»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.
Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel — og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.
De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatteløfteBenene over Baadenes udspændte Ankertov.
De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske i Kronborgs skumle Kasematter.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder.
Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.
»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.
»Ja—a«, pustede Holst, »forFornøjelsensSkyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar — nej Tak!«
De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.
»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige Fisker.
»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.
»Var det saa alligevel ikke rart, om dealtidvar to paa Vagten?« spurgte Holst lidt drilsk.
Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, forosat tykke. MenvortSyn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaarfleresammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu sikkert nok.«
Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. Men det skal jo gaa igennemRigsdagen. Og der er jo Fejler ved alle jordiske Ting.«
Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur.
Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af iEntréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.
»Og Fruen har siddet oppe forminSkyld!« beklagede han.
»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«
Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og Juletræ — og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.
Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ... men de lejede Stuer,hanhavde i København — ak nej, de besad ikke den Trolddom, derbandt.
Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig afklædt og vasket og badet — hanvar som pudret med Sand over hele Kroppen — og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var blevenhansLod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen — og blive kvalt.
Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. Lykkelig? — var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var Stagnation. Hans Devise var: »Naa — videre!«
Der gaves ikke Lykke for den urolige, menMomenteraf opstemt Sjælsbevidsthed,Glimtaf den sublimeste Skønhed, afLiv, afLiv—demkunde man jo saa benævnelykkelige, om de endelig skulde have Etikette.
Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...
Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.
Jo — det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. Og mere end ét Sted drev der Lig ind ...Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne — bare et Øjeblik — og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden ...
En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som devar; — hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...
I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, naar Sønnerne kigger ind.
Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplomfra den hollandske Regering med Tak for hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at nuskuldehan bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den Gang, Lars Kruse blev begravet.
Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene fra Mispah.
Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.
Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.
»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet sine smaa Støvler paa og de klemte ham,detmener vi da, at det var derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«
»Jo«, siger Manden, »vi mener jodet, men man har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en Gang.«
»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen serbekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af hans Tæer.«
Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten, Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa paa, te de blev tagen.«
»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.«
Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«, siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de triste Tanker fra Sygelejet.
Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ...Dødtvar det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind iet Stykke Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt ... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, syntes vi.« ...
Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham saadan!«
Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.
Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.
»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at færdes paa for os.
Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja,der var noget at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid, da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer, et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man jo, hvad er.« ...
»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«
Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne. Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud athøre det længer. Saa fulgtes vi derned. Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket Laasen fra og Døren op — man skulde undre, at de havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene Plankedør — de stod derinde i Huset allesammen og frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv, og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede hamunderFødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man skulde tro, det varhamog int Kokken, der havde været i Havet ... Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...
»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes rigtige Styrelse — trods alle Livets sære Hændelser ...
Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen fortæller Niels Jensenius:
»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg. Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for toDræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg — saadan skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.
De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev af for Strømmen.« ...
»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd endnu ...
Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A huske. Noget af den var saadan, ogdetpassede godt nok:
Otte Enker blev der nupaa én Gang, der blev en Grufor de otte ja og saafor de femogtyve smaa,som misted deres jordiske Forsørger.«
Otte Enker blev der nupaa én Gang, der blev en Grufor de otte ja og saafor de femogtyve smaa,som misted deres jordiske Forsørger.«
De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra denskrækkeligeDag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land — den ottende Skagbo og Sømandenfra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, og A kiggede lidt udenfor — men hvor saa A vendte mig hen, dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.«
Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk. Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom ...Gladeblev de, det husker A — og vi andre syntes jo ogsaa, te det varskjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.
Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre — Lars Kruse og mig og Ole Svendsen.«
»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen, »han havde bjergetsaamange Folk, og saa var der ingen der kunde bjergeham; det var da egentlig en underlige Styrelse, forosat tænke!«
»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«
»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, »denunge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det, som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det. Hanvarog blev hen' — men sært var det, for hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, denvar lige saavarm. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ... De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to, som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse — og han har endda altid været møj vagere end som Lars, forLarsvar jo stærk som en Bjørn — og den anden var Niels Lér, her vesten til, den sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A, saadan med det haarde Vinterfiskeri, ogstorFamilie har han ...«
»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius sin Kone i hendes hastige Tale.
»Ja-ja,« mener hun trøstende, »duhar gjortdinPart af Arbejdet, saalænge du kunde.«
Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse: »Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ...A havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«
— — Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet med Skagens Redningsbaad.
Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius, da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med, Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne — men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...
Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil — naarbare ikkeder havde været de to ældre Dampskibsvrag netop omtrent i Nærheden af,hvor Mispah laa — ogsaadet uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske »hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er Tale om en Ulykke, som kunde være sket,hvisde og de heldigvis udeblevne Omstændighedervarindtrufne ... Men netop disse to gamle Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, somertilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag — og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren — eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: viskalog vivil!
Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs største Bedrift:
»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andrenu stod paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib, men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der var int andet at gøre endprøve. Men A lod Folkene vide, hvad Fare de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden, siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa,detskulde der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl — men hva'! .... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af Skibsbesætningen var druknet med den — enten de nu var kæntret straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ...De gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int, men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det nogethaardtstraks under Vandet — det var Skroget af det ene Jærnvrag, som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ, det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste Forfatning — én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os. Men vi havde lagt fra ogkundeint komme til igen. Vi skulde jo passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en Braadsø ...
Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud igen, ellers var vi saamænd sunken.Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig ved tilkastede Liner.
Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning, saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.
Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.«
»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore Folk, Anton, var sprungen ombordi Vraget for at hjælpe de forkomne Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa at springe ned — — sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken, ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til og slap ind — — men da vi kom ud til Vraget igen — — var de to Mand int til at finde — — aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...
»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig.
»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op etStødvesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, og Navn og Hjemsted har manjo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er hos os, kommer de — med en Guds Bøn og enbitteSmule Salme — — og saa er de godt forvaret ...
Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad det er godt for ....«