Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred, Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al den gnistrende Hvidhed.
Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet: brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haanskover Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.
Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge. Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet, statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber ... Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.
Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid erder flest af de skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I er som hensynsløse Tanker, dervil. Men Verden bliver saa lille for Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.
Hvis man da ikke strandede derinde?
Nej,ikkeom Sommeren! ... Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejleralt— Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over.
Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne, som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet, sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten, det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ... Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm — saa kom der maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik.
Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der. Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!
Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er strandet et Skib ikke langt fra Hotellet — strandet og splintret.
Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har hørt det mindste — de laa dog vaagne længe. Det er jo helt æventyrligt.
Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte eller uden at vi agter paa For-Varslerne.
I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og Bad. Vejret var jo heller ikke værst.
Imidlertid — Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib, splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne,saa ingen Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag.
Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf.
Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne. Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var komne betids fraborde. Som Søenbrødnu til Morgen for en Vind, der var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.
»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!«
Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.
Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K. Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske Distrikt ogdesigneret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket, sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere enddet!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.
En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte, grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.
Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, atfaa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, somKaptajnNielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.
Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet. Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys, Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.
Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse — Pindebrænde tilhobe.
Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere, saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes dem at faa en Stranding at se, midt paaSommeren. Naada, hvor skulde de fortælle i næste Brev hjem.
De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som denne Strand. Ogtænksaa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!
»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til Strandfogden.«
Jo, det mente vi da ogsaa.
I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen — alt berømmede de superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt, deres kritiske Sans havde de magasineret iKøbenhavn eller Vejle, hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.
Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa — det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.
Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne efter rundeligt Skøn til den gode Side.
Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus, fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen.
Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.
En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.
Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.
Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36 Aar gammel.Mercatorhed den, var fra England kullastet for hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret — ikke Skibet, ikke Folkenes Tøj heller.
»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.
Her tav Kaptajnen.
»Hvor gammel er De?« spurgte vi.
»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som Kaptajn« ...
Han tav igen — og trak Kasketskyggen ned.
Solen stak ham maaske i Øjnene.
Saadan laa han en Stund.
Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring om Forliset:
»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor, for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte Skibsbaaden ud — og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa sprang vi ud — og reddede os. Et Par Timer efter sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det varMorgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«
De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.
En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne — det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af smukkeste Type.
Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her. Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han var nitten Aar kun.
Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var dødsens ...
Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med dem for at ekspederedem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.
Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i hans Gaard.
Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene.
De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker lignede Konfirmander.
»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.«
»De er billigst i Hyren, naturligvis.«
»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, deemigrererjo« ...
Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.
»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.
»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede fortabt udefter.
De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med Bramsejlene.
»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og vindsprukne Hænder.
»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ...
Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede Person.
»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han havde forstaaet min Tanke.
»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.
»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«
Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.
»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal veldet... Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...
Og bekymret tilføjede han:
»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min Harmonika« ...
Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.
Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par og halvtres — og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven bjerget fra Vraget, som godt var — og nu, netop et Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med hende. Hun var Ruin,detvar ikke til at undresover i saa høj Alder, men ogsaa ihambegyndte det at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.
Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng Tale.
Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat.DePenge var tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget Folk — aa-nej, saamænd,storstiletvar det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag — saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig selv for meget Hurlumhej.
Ligefrembevises, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade,detkunde det jo ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ... Ja-ja, saadankunde man uforvarende komme galt afsted ... Men kedsomt var det ...
Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb ... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt nok, vist var det saa — men Helbredet var ligegodt bedre.
Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs Humør.
En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den vanskelige Redning.
Hans Beretning lød saadan:
»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.
Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret paa Skagen.
Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at ro og saa Skipperen — og endelig var ogsaa Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperensin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er forvoven ogvilfrem, og snild til at manøvrere er han ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu hedder Niels Nielsen, og han blevDannebrogsmandfor det Stykke Arbejde med Almuth.
Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.
Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede afos i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os — for vi avancerede kun en ringe Smule — ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og Flaget var tysk ...
Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vikundeikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja — nukomvi jo, nu kom vi jo nok,haabedevi da ....
Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selvombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrembrændte.
Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude — en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten — lænsede vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.
Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper — han stod aldeles barhovedet endnu — at de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land — men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, ogvækdet var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt.
»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmedevi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med — vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde falde overbord — men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, sølle Klør ...
Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op — den var fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sankVandet i Baaden, saa den lettede sig — jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan mene om den.
Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af — som ingen saa'.
Ja — saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.
Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen — ja int til os andre, for vi forstaar jo int Tysk — men vistnoktil Opsynsmanden — at han derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede — og nu laa den paa Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere — og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...
Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret tilstede — for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.
Naa — heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi — Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge — man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ...MinHelsenslog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« ...
Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.
»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?«
Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker — jeg synes bare,minblev for kort ... Men man raader int selv, véd vi da« ...
Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse.
Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...
Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand.
Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind, skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et Dødskors op af den livsforladte Ørken.
En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer,han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og Kniven fandtes i hans Haand — og saa har han ikkekunnetmer, hans Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!
Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne. Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer — dèr paa Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer,hvoraf én maatte være hans Faders — og hvortil en ny nemt kunde være kommen — hans egen ....
Stadig strander der Skibe under Spirbakken.
Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om, hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds Frelse.
Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.
Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast, Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr, Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste Underformærssejlet, Fokken og beggeKlyverne itu og adskillige andre Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.
Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.
De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning — og saa en Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!
Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt Vejr.
»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen, »og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«
Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.
»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken.Skibet faldt da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der var den tætteste Tykning med Regn.
Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende. Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.
Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.
Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:
»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,« sagde Kaptajnen fortvivlet.
»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt i Forvaring.
Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge oghuggede stadig mere haardt. Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle ud og søge anden Tilflugt — en Tid forude oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.
Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.
»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.
Ingen svarede.
Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med Tabet af tre Aarer.
Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas.Med uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.
Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.
Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes som ubrugbar.
Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne. Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.
Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Anderssonhed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.
Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt. Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene, stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham ...
Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu, én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.
Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt Klæder eller en Køjedyne. Nogleaf de bjergede Søfolk tog en Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa, Blikket brustent — han var død.
»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.«
Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne — og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.
Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket. Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet. Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejstigen og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden, som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet, men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv. Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at Jungmanden ingen Benklæder havde paa.
Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær — vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...
Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind overRevlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baadenendnustærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans Ribben — det var brækket ... Naa, ja-ja, hanhavdejo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de andre om Resten ...
Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.
Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.
Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fraGammel Skagen og saa Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der var bleven Fører efter Lars Kruses Død.
Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra som en virksom Bølgebryder.
Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning. De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden Bevægelser.
Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se — men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende og sidste Mand — det var Baadsmanden Andersson, — som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjergetDrægtovet til Redningsbaaden — han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stodsine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time — det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtetikke berørte ham, dekundeikke længere. Dèr blev han saa hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem, glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig Ligegyldighed.
Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage — den fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning — begge drog vistnok paa deres sidste Suk — og saa Baadsmanden, der hang dinglende i Linerne og sikkerlig alleredevardød, det var der kun én Mening om i Redningsbaaden.
Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.
Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en toogtredive-aarig Mandfra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.
»Jeger Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort. Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.
Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles — der var den tysteste Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der var saameget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig, da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at Redningsmændene haler alene Surringen til sig ...
Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han, ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa magtpaaliggende at bjerge, var borte.
Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed. Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkesat faa ham skaaret ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld — hvor trist det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne haardelig til Lægehjælp.
Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste levende Folk var frelste — tolv Timer efter Grundstødningen.
Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...
Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.
Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.
»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske Vestkyst.
— — Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider for det til sidste Muskelevne,alligevel falder os saa tyngende at leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes ud.«
To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som Styrmanden skulde ud med et nyt Skib — saa sprang han overbord i Havnen og druknede ...
Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand blev reddede — undtagen Kaptajnen. Hanvildenok ikke, hed det sig, og gik til Bunds med Skuden ...