-Naa—hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde gaa til en Læge meddet, Sonne, sagde han og førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdtBenene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennemKlassen.
-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre….
Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos Etatsraadens og i det hele—sammen med Hein—meget ud. De var kønne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:
-Men—Frøken—det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat.
-Men, Gud, var det Dem, Hein—som jeg studerede for at tyde DeresNavn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.
Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf—de holdt sig altid sammen—der konverserede en fregnet syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:
-Nej—han kunde ikke finde det—det gjorde ham ondt: Der var intetForedragi det Billede … Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord—med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede.
-Ja, det nyttede ikke … Den fregnede vidste, det var en »landlig«Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted….
-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.
Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen som et Par Traner paa gloende Tallerkener.
-Det er os, sagde »den landlige Smag«….
Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte højst »indgaaende« Ord om alting—ligesom paa Danseskolen:
-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.
Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun lidt, sad mest og røg og døsede.
-Du, sagde Hein langsomt. Ja—hvad mon det egenlig bli'r til?
-Hvilket?
-MedEn, sagde Hein og stirrede ud i Luften.
-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa … Hvad mon?
Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Stræderne mod Frederiksberggade.
En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne. Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord igen.
-Sludder, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk—han drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre—God Aften, Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel Vaabenbroder.
-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han gik videre bag de andre.
-Rønnebær, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.
Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag mod Prostitutionen.
* * * * *
Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle om.
Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »GodNat«.
Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod Morgen.
Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den opgravede Jord—alt laa det stille, en Stund, i Dagen.
Herluf blev siddende—med Huen paa—ved Gelænderet og saa', naar de kom til Arbejde.
De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj og kom til Vejrs—op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den bare Jord, og hamrede….
Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.
Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang—som vilde han overdøve alle de klingende Hamre:
Nu var det forbi—Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndtehanat leve—med det nye København.
Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyseHimmel, som han stodder, paa sin Kvistaltan, over sit storeKøbenhavn, med sin flunkende Hue.
… Saa blev han Student.
Om Aftenen var de alle i Tivoli—drev under Træerne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.
Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et:
-Leve København!
Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra….
* * * * *
Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte overSlot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraabigen—glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferendeHamre.
-Ja—det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord:
-Og man kom løs, sagde han.
Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var alleredekommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult iForværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnedeLæber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti AarsTjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortereProvinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandigsang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imodLampen:
Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mensHr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste.Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn enhøjkirkelig Foresat….
Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias« sidste hundrede.
I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.
-Mærkværdigt, sagde han.
-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.
-Ja … I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det erVarsel om store Ting, sagde Meyer.
De lo begge og skiltes.
-Kanhan no'et?
-Véd s'gu ikke.
Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud afSkrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde afHensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paaHandsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabeligeSovekammer herskede kun Køllnervand).
-Véd s'gu ikke—men Penge har han—si'er de, og nu aabner han jo den nye Forretning—paa Købmagergade.
-Ja—hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte enCigaret.
-Ja—det vil han jo ikke ud med—det er naturligvis enKunsthandel—han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. MenPenge maa han ha', sagde Berg … Den Gamle har tjent dem paa»Husholdningsbøger«….
-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsedeGerster efter det bekendte Avertissement.
-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at lé: … Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.
-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.
-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Hanforstaar, sagde han. Men kanudrettenoget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev handlet i dette land.
Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf ogMartens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab—ja,alvorligt—helt Kompagniskab—hvor de stillede den fornødneKapital….
-Og nu var et Teater noget værd, nu—hvor Staden voksede for hver Dag til at blive Nordens Hovedstad.
-Ja, ja, det blir den, sagde han.
Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med—nu, hvor Norden kun ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles—»kun ventede« gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften—paaPladsentil at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt,dervar Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til Wiborg, Wiborg i Finland … allevegne.
-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han medHovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads forReklamen, du—
Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som villeve—og sidde blødt. Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem….
Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, Kristiania og Bergen … mens Stockholmernes Opera sang her eller Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst….
-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tilligeLejeindtægten i den døde Tid.
Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne ogMusikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge tilKøbenhavn: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. EllerDampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København—til os.
Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var rigtig »oppe« i en Plan.
-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaetden rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning iProvinserne og—der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er detAfstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nyeKøbenhavn.
Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja —du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:
-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at gribe til«—selv greb han aldrig til).
-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paaDøren til Entréen.Derhar vi Lange.
-Kom ind, sagde han.
Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftedeSkuldre:
-Goddag—saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv paa?
-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.
-Tak—det maa smage af mere, sagde Lange.
Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille.
-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.
-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad man bedriver—gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes—af Kedsomhed.
Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles glimrende Historie … om blonde Krause—I véd, ham med Haarene i Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen—Lange efterlignede Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde—I kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:
-Du—han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev ved med Paulas Stemme)—han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer jeg dig—detvar, som hansank, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind til mig—ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa sagde han—ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.
-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.
-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.
-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden nogensinde at faa noget rigtigt at vide …Jegspørger endnu nogle Gange, sagde han, om »det« er at elske?
-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og viftede.
-Saa? sagde Gerster—du siger mig maaske nogle bedre … Jeg har ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) saadan omtrent søgt overalt….
-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en andenTone.
-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:
-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud for?
-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.
-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.
-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.
-Ja. Jeg græder da tit.
-Hvorover?
-Manharda Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.
Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrigeGrædepile paa Paulas røde Sofa—ved Siden af hinanden.
-Hvad ler du af? sagde Lange.
-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.
-Ja—jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.
De to andre blev siddende tavse.
-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen ogDamerne….
-Hm, sagde Herluf blot.
-Vi drak Kaffe paa Balkonen—du, og saa skød vi til Skive efterFlagstangen med Underkopperne … Du skulde ha' set Buffetjomfruen ogKellnerne hvor de »spjættede« … Erhard spilede Fingrene udSprællemand—for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De varganske blege, du, sagde han.
Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var mangeartede. Det siste Eksperiment igaar—eller imorges tidligt—havde væretdethøjst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere—hvad der dog havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge »Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og Lille-Gerster hjemad.
Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.
-Ja, sagde Gerster. Det er vi.
-God Nat.
-God Nat.
Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne Vindu—han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede det.
Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme hjem.
… Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,—da de atter havde talt lidt om ligegyldige Ting—lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:
-Du—tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.
Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.
De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet … Jeg tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende … Hun er meget sød….
-Gift, sagde han.
Gerster stod lidt og i den samme—tovende eller ubestemt misfornøjede—Tone som før sagde han:
-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?
I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man »talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.
Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.
-Nej, sagde Gerster med et Suk—det er det: man har s'gu mistetTilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.
-Ja, sagde Herluf.
-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.
-Ja—jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellemde tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve.Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fraSkrivebordet, da de kom ind.
-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.
-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) … Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og Meyers Fremmed-Ordbog.
-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.
-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder … Sektionerne, der skal dannes, sagde Fruen, og saa spiser de her hos os … Gerster finder, disse tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.
-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?
-Ja—vi ta'er dem dog med, Erhard … Det er det mildnende Element, mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden sagde: Erhard—vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).
-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.
-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit hos Gersters—selv om de nærmeste Venner: Man kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.
-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. Erhard kender sin Fa'er … Gerster har saa megen Korpsaand, forklarede hun Berg.
Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire og tyve, sagde Erhard.
-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var etPrivat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fraProvinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind ogstrikkede, naar der ingen var hjemme.
-Ja—sagde Fruen—naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde. Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og sagde Farvel—i Kjole og med det hvide Slips—før han gik.
Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte—for at det kunde bringe dem Bud »derovrefra«.
Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle Erindringer, uden at tage sig noget til—lige til Jomfruen bragte hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal: naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The….
* * * * *
Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos KonferentsraadindeHeltz.
En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i Stueetagen—der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa Trappegangen—og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. Konferentsraadinden snakkede og lo højt—med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom—saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød.
Herluf undskyldte, at han kom for silde:
-Ja—det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hansHænder.
Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen—ogsaa fra Nakskov—med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulvehunger.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom iStuen, hvor de store svære Møbler—de var ikke fornyet sidenKonferentsraadens Død for ti Aar siden—var spredt over Gulvet:
-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.
Berg var gaaet hen til Frøken Asta—hendes Smil var slaaet frem imod ham lige strax ved Døren—og han talte med en halv sky, halv øm Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, tyvende Bal—iNovember, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa Teatret.
De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen iLyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde—medServietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke afSkjorten—og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:
-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry:Fyrre—det er Zenith … man forstaar et godt Bord, man har gjortErfaringerne, Damerne forkæler En … Sundt svælgede i Herlighederneved at være fyrre.
-Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv »Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar.
-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.
-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at konservere Dem.
De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja determærkeligt … Naar jeg tænker paaminModer….
-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.
Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve:
-God? … Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.
-En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at sluge den.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene—opad som en lille Fugl under Æggeheden.
-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.
-Der flyver dig en stegt Due i Munden.
-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.
-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse (naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)—ligefremstuderemin Datter.
(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder ogFingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)
-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst … Hvem kendte nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed—bare Fortrolighed, kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine Døtre og sagde:
-Man kender da vel sit eget Kød og Blod….
-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slogViften ud: Vi er ikke fra Nakskov.
Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis … Det var en Revolution—en sand Revolution i de unge Gemytter … Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen….
-Ja—kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist … De køber ude—køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«—man køber færdigt … Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille … Vil Desigemig, hvad man skal give dem at bestille?
Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde give dem at bestille.
Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig paa det klare med Samtalen—hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut—sagde, at de hørte, de læste—de fik for meget at vide….
-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.
Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja—hos Frøken Zachrisson havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene….
-Ja—den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sinBordende. Den er en Ulidelighed … Den er det, der gi'er den megenBlegsot….
-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere—Emma, hun løftede Glasset modHusfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til FruKnudsen: Paa den gamle Tid, Anna.
-Ja—paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumleSpringfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren:HanhuskerSkovballerne, sagde hun og lo.
Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene over sit Glas—hun tænkte paa Konferentsraaden.
-Mo'er, hviskede Asta op.
-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf—de straalende Øjne—og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov.
-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.
Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud mod Sundt.
-Nej, nej,—der var ingen gamle Ungkarleder…. Da vidste Folk, hvad de vilde—min Kære, og kunde bestemme sig.
Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.
-De kender vist—Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en … Hr. Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen ved at nævne Fornavnet….
-Ja, sagde Berg … ja … Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende skulde du ikke elske, sagde han til sig selv … Ja, Fruen kender Gerster? sagde han.
-Ja—sagde den lille Frue—det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bordet.
Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. FruJürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:
-Ja, sagde hun,jeghar faaet Lov til at beholde ham. Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg—og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede:
-Ja, sagde Dr. Friis,deklager ikke.
Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet gennem sin Stang-Lorgnette.
Ekberg kom til—i et Par Buer over Gulvet—: Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem … Ikke? hun forfærder Dem … Ja, sagde han og slog beundrende ud med Haanden,huner radikal….
Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge?
-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg….
Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven—vortÆgteskab er et Kammeratskab.
De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.
Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen ogFru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:
-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja … men de varmer ikke, de varmer ikke….
Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at Numer? sagde Etatsraadinden.
-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som sattepaa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille FruStern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lilleBarnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.
Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg ikke heller—Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og modløs—kom—inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte sig.
-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.
-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han—blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause—at fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig,endeligskulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv—til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:
-Og jeg da?sagde hun:
Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig forSlag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:
-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller—og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller—gaa her—alle de Aar, sagde hun.
Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.
Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om Bordet—det var somi etulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:
-Asta, sagde han.
Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet det hele—for atkomme løs, sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, der gribes.
Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.
-Ja—De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søgeVirksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.
Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.
Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt til at gaa—hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv—; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:
-Degaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.
-Ja, sagde Berg.
-Ja—Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl:Ja—Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gikvidere.
—Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne:
-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas … Ogsaa Suppen, netop tilpas….
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie—Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.
-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.
Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.
-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun … Vi maa være Gud taknemmelige.
-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise.
-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom medPusteren for at slukke.
-Stine kan godt slukke, sagde Asta.
Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad iMørket.
Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt—hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. Aa din Kryster, sa' Babette.
Saa holdt hun op og slog Klaveret i.
-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.
-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.
-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.
-Erdeten ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for atdetteskal høre op….
-Hvilket?
-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.
* * * * *
Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte langeSamtaler med sig selv:
Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havdekun—han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug—fra den første Dag taget Haand i dette, filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og »komme løs«.
Det vardet, der havde ligget bag Ordene—strax, den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og man kom løs« … oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet—det om »Virksomhed« og »Planer«.
Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.
Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad—dahavde hun smilet ogderhavde de vexlet Blik, tænkte han—havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom løs):
-Ja—elske hende, gør du jo ikke … Og han havdeselvhørt Ordene med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.
-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende … Det har du jo aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:
-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt—denne nye»Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op tilKærlighed.
Fra den Dag var Kampen begyndt—Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi—for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Erdetikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?
Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde have ofret hende alt … ti ofre kunde han, kun ikke elske….
-Oghun.
Hvor han havde gættet hende—hvor han havde forstaaet hende.
Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld —et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.
Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden—og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem—saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen….
Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonensog Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag forDag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivendeOrd og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var—nu idag….
Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.
-Ja—men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.
Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne.
-Hvorkommerdufra, sagde Herluf, som laa i Sengen.
-Du—sagde Gerster—du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.
Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra.
-Det er hende—den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad.
Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort:
-Ogjegtror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han.
Gerster hørte knap: Naa—endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg—virksomhedens Mand fra imorgen—med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette Menneske, derelskede.
* * * * *
Næste Dag underskrev han Kontrakten.
Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior ogHerluf Berg, aabnes om tre Maaneder.
Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig:En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og enElsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med treStjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havderejst i Norge.
Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.
Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at »Bygmesteren« sov endnu, da de kom—Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.
Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt »Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.
Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.
Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham paa Skuldren med et: Naa—frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.
-God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedethen til Berg—bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med»Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte tilSkole, før han gik i Retten.
De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham—man havde borttaget Lærredet om Morgenen.
I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:
-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.
Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben.
-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.
-Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa Piedestalen.
-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned iStueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagdeHr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten.Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sinUnderskrift et Steds.
-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det—Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet.
-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud iLuften, efter at han havde skrevet under.
-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagdeAdolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.
-Nej—vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.
-Vel. Adjø—de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.
Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.
-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendtPrimadonnaens Stemme.
-God Morgen, svarede hun—ud i Tilskuerrummet, saa det klang.
-Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.
-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?
-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.
-Hm. Det ene svenske? raabte hun.
-Ja.
Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Teatermaleren—i Baret og Bluse—med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær—med aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse—der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse—af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.
Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op paa Skrivebordet—Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev—og saa' træt ud, mens han i Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubriker.
Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet:
-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i enMaaned læst syv og firs.
Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve—han havde i fem Aar spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde faaet en bred Diktion—blev ved paa sit halvnorsk:
-Lad os først have kompletteret vort Personale … Og man skal høre fra os,hørefra os….
Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.
Paa Trappen til Direktionsværelset havde der—til Ære for Hr. Stær —samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet….
Ved Porten skiltes man … »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.
Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.
Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind:Ja—Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.
Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.
-Hvilket?
-Arrangementet, sagde han … Vi har s'gu arbejdet hele Natten.
Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.
Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper … To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap—»Medailloner til Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed—bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.
Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorteSkjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.
Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke—en Rest fra et Maskebals-Arrangement—der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.
Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:
Hvad han havde for Idéer—Naar blevhan udtømt?—Ja, man maatte forbavses … Alle snakkede.
-Mig maaDe hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne.
Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om ham—under Kineseren—som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Psalmebogen, om Præsten:
-BedsteHr. Adolf—mig, sagde lille Fru Canth, der var her med FruStrøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foranProfessor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjordeBestillinger til den hygiejniske Kongres:
-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds—aldeles tilfreds, forsikrede Adolf.
Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel—»til selv at skrive paa—men noget net«….
Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag,gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte BergProfessor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i enMappe:
-Bedste Ven—Frederiks Hospital—Frederiks Hospital erklærer vi, er under Restavration under Kongressen.
Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, sagde pegende paa Kunstbladene:
-Ja—det er Fotogravurer, ganske nye … Ikke til at skelne fraKobberstik….
Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren … Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, til hun havde set Sønnen:
-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.
-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.
Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig tungt i Sofaen:Detvar en Dag, sagde han.
Herluf lo: Naa—hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han.
-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre—dem sælger vi jo medTab … Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.
Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise BergIndbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.
I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre»Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaetud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, iSkumringen, mens han nikkede.
-Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.
* * * * *
Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Aakande—en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin Moder.
-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf—hun havde den Vane attrække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naarKonstantin gik ud af Stuen—jeg holder ikke af det … det »Elektro«… Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« …Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten….
-Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.
-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.
Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting—»de putter saa meget sammen«, sagde hun til Berg—og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.
-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen.Konstantin turde hun ikke spørge.
-Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede medGanen helt forbrændt af alt det stærke Stads.
-Udmærkede, sagde han.
-Ja—de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.
-Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde FruAdolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud—helt nervøs afGlæde.
Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, førKonstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til iGangen, mens de tog Overfrakkerne paa.
Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen—gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol—og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.
Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke—For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun—; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op:
-Ja—de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle,Marie.
Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.
* * * * *
Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.
Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bagTæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og derlød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang.Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man enForaarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København.Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.
Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig—den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.
Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod Loftet—Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.
De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet.
Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var »Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.
Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for Rampen.
-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.
Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:
-Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.
-Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
… Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i Logen glædesstraalende til Fru Adolf—de var i Ivren rykket hinanden ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det—: