-Er De virkeligder, sagde hun. Det er længe siden.
Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle raabte og lo: der var ingen Stole—og der var ingen Tallerkener.
Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.
Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.
-Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration.
-Brødher, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem overHovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste medTallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen,ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildedeAndersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:
-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin,Vin….
Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.
-Men dererikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.
-Hva'? … Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade:
-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at findeSangbunken.
-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.
-Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den—gem den, sagde hun og skødSkuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag etKjoleslæb.
Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:
-Melodien? Melodien?
-Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour—her kysses vi—og gør Kur«.
-Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses—her kysses vi….
Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den andenStue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.
Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde—Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ—og Scheele rejste sig:
-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede.
»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens deUnge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fraKirkekoret—langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdedeAdamsæbler—og dirigerede.
Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst—ved Enden af Versene lo de og applauderede.
Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:
-Dacapo—dacapo, raabte han.
-Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest iDøren, komplimenterende til Fru Gravesen.
Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr.Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkedeDøren til Gangen:
-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord—et Øjeblik … med Udelukkelse af de glade Unge—et Par Ord, som hantrængtetil at faa sagt—Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa lidt, før han gik videre og sagde:
-Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas … at tømme etGlas, med et Par alvorlig følte Ord—for den danske Presse.
-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære—at tjene, mine Herrer, i Deres … i dette Blænkerkorps for det aandelige Arbejde i Fædrelandet.
-Ja—sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hansOverbevisning—Pressen har sandelig gjortsitArbejde i disse sidsteAar. Den har været som en Herold—eller—nej, mine Damer og Herrer …De vil forstaa mit Billede—som en Tyrtæus har Pressen været for vortSamfund—mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nyeBaner—disse sidste Aar … De har, mine Herrer, sat alle Deres bedsteKræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del iArbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denneBy og i dette Land, ersaastor, at—ja, man tør sige det—det heledanske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.
Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde etØjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højreTommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før hanvedblev i en noget anden Tone:
-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne—og—jeg kan sige det—den erufortjentringe. Der er et andet og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning iKonkurrencens daglige Fægtning—dér staar den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.
De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:
-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren.Derforfortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.
-Et Leve—ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.
Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt ud mod Trappen, udbragte han—med et Par Ord—»Levet« endnu en Gang, og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.
Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:
-Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste….
Fru Petersen saa' paa ham.
-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han —Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger—nu vil han have Tid til at gøre den gældende….
Han drak en Smule Vin og smilte—Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa—:
-Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa det.
… Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.
Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:
-Hm—Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt paa at elske?
-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.
Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han—og i den samme halv satiriske Tone som Scheele—:
-Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.
Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket:
-Nej—saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, tilDrosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.
… Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper—det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.
Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.
-Det er vi velalle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op adTrappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukneTheodora Senge op til Frøkenerne.
Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var faldet i Søvn. Men han var vaagen og varmegetveltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig derefter….
Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj,havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fraSpejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde somMusehaler:
-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft enFornøjelse.
… Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side paa Dynerne i Skyndingen….
Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.
* * * * *
Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at bryde op—med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.
Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa en Regning—mens de gik.
Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op adTrappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. FruAdolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Menhans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.
-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man sover.
Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se til—som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to gamle sad modløse, hver i sin Krog.
-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.
-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.
-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden … Ja—min Pige, strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Aa—ja, aa—ja—til han endelig kom op og fik Tøjet paa.
-Ja—saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.
Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned,saameddenogsaamedden—timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.
Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.
-Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt.
-Ja, sagde Frøken Hansen.
De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde sagtere:
-Men—Frøken, sagde hun—hvor blev Pengene af?
Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa—der skal jo meget til, sagde hun beroligende.
-Ja—ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin hviler det—paa ham hviler det.
-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.
Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte med samme Spørgsmaa—Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.
En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:
-Jeg var ude paa Victoria idag … Saamæn helt nede i Køkkenet … for at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.
-Fru Martens saa'jeg derude … Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.
-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer….
-Det er maaske meget fornuftigt afhende, sagde Fru Adolf og smilte.
Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:
-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun—somKøkkentrappe-Inspicient.
-Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted …Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.
… Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og Guld.
Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paaReparationer og Reparationer—saa lang Ugen var, i ét Kor.
Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf—det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældede dem baade for Tyve og Røvere.
Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.
Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under Paaskud—eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu—til hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.
Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.
Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og Trøfler—Kokkengødde dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet,saavar de i Melet, ogsaablev de skyllet i Vandbækkenet—gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.
… Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.
Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; fordenblev jaget bort ogdenblev sagt op; de var grebne i Hustyverier:denhavde fyldt en Lomme med skaaret Sukker, ogdenhavde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.
Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.
Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene—valtende foran Madam Martens, der blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen….
… Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbiVictoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind iGaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.
Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen—han var i det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid—:
-Naa—man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at banke paa.
-Jo—Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.
Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja—saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:
-Naa—hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.
-Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.
-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.
De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:
-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sitBryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:
-Hvor bliver vore Penge af? sagde han.
Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.
-Fattigskatte?—hvad vil det sige?
-Har De virkeligtroetpaa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.
-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.
-Jo, svarede Adolf blot.
De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede lidt.
-En Gangmaavil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt.
-Vimaagøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.
-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagdeBerg.
De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:
-Alvorlig?—alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'er ejer … Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.
De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau:
-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med—uden at genereos—Trawlfiskeri gennem Provinserne.
-Spenner var god til det, sagde han.
Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget—Berg fulgte Adolf uden at tænke derover—sagde Adolf:
-Tingen er, Terrænet erdoglille.
-Ja, sagde Berg.
Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.
-Aa—nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.
De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:
-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det—her gik vi ogsaa den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«.
-Ja, sagde Adolf.
Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.
-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op modForældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.
Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster—i Øjnene.
-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.
-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra BergsHals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efterVokssvovlstikker i alle Lommer.
-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue …Der kommer vel bedre Tider igen….
De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja—ja, ja—den gamle har jo Formue—og fo'r sammen hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.
—Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverig var Concert-Bureau—og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.
Havde Deanetdet? sagde Hr. Mølbom—han var knap kommen indenforDøren i Canths Entré—:AnedeDe det?
Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder:
-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.
Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet slog ham som et Brædt gennem Hovedet.
Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.
-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.
-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, hun var rejst og … forklarede ham.
Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.
-Oghan?sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun hilst Goddag med et majestætisk Nik.
-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de andre.
Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af FruLegationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødttil den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler afOberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkendeGlasøjne frittende paa hver, der kom.
-Børn—Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn—hvad siger»Menigheden«?
Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.
-Putte—Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om Dunckers to stakkels Drenge:
-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa—de smaa Stakler.
De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen rundt—undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en stram Taushed—til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde (Stemningen blev ved at være lidt tung):
-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som Herluf kom.
Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er De?—hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde Plads i Sofaen.
Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som et Sæt Fingerøvelser.
Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt.Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom saduforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret afBastrup.
-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det?
Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.
-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte sig igen til Vinduet.
-Jo—det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges—hun havde jo hørt det strax … og Anna sad dèr ved Sybordet….
De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:
-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte.
-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke—de Stakler, sagde hun.
-Mon?hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller af en pludselig Skam—ønskede de sig i samme Tanke endelig ganskenærhinanden eller endeligløs….
Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:
-Anna, Anna,—blev hun ved—skriger jeg, men hun blir bare ved at hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa hende….
-Spil dog mér—spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.
Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sineEnkeltheder.
-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst—De var der jo?
Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »atdettevar ham kærere«….
-Kærere. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang af Obersten selv, ganske nøje—han maatte komme hen til hendes Puf.
-Men hvordansaa' han ud?sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan—som altid, sagde han.
Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:
-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset—fem Aar, tidlig og sildig … Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til den næste.
Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:
-Jo—deto forstaar man—ikke sandt?detteforstaar man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans fingre.
Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.
Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun igen:
-Ja—de stakkels smaa hos Dunkers.
Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de vante Ansigter.
-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftetGlas: Rigtig rart.
-Vidne, Sundt—Vidne, lange Arthur….
Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen.
Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme« og saa gladmætte ud.
-Pyh—her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønneSovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sitAnsigt medEau de Cologne.
Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt, under Udvikling af megen Levevisdom.
Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar hun fordøjede.
Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter »Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:
-Nej—lille Herluf—sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde hun og gik fra ham.
Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og talte naturligvis igen om Dunckers:
-Det havde selvfølgelig væretmeget»hedt« længe, sagde Sundt.
-Sandsynligt, sagde Berg.
-Og meddetkom saa naturlig alle Kvalerne … Scenerne,Fjortendags-Bruddene—sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjetTone—hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler—overfor Mand ogBørn—og … den Historie, sluttede Sundt.
De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en langsom Tone:
-Nej—Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær….
-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste….
De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan jo ogsaa … uden—ha'e det rart.
-I vort Klima, sagde Berg.
Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.
… Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. FruMølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud overLegationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var FruMølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hosNæsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan detkunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deresKreds….
Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.
—Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen
Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne.
-Hm—om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mensde fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før FrøkenAgathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserødeRosenknopper.
* * * * *
-Naa—Hjertet op i Livet.
Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt ham—Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti Skridt ned ad en Gade.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét:
Naa—saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen:Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter ogKunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdedePult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt ogkold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden ageredeVentesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.
Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken.
Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt … selv troede Adolf stadig han passede paasitAnsigt, saa det forblev ligegyldigt og roligt.
Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne Stof i Tankerne og tænkte:
Hvor mange afdemhar mon Underskud i Kasserne?
Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.
Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det samme Blik, mens han tænkte:
-Hm—hm—mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen modKonferentsraaden.
Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende Kronometer.
-Ja—saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.
-Eller—jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig.
-Ja—det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa—han søgte noget om Ordene—en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.
-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers.
-Ja—sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte:»Hm—hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at enForretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør.
Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.
Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synetaf denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som enPerpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar enFader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.
-SinKredit, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt medLinealen, før han lagde til:
-Ja, ja—Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før han lagde Linealen ned og sagde:
-Jeg har imidlertid somVenvillet gøre Dem,Dempersonlig, sagde han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet—der dog sikkert er bedst inde i Forretningerne—i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje) opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen Forsigtighed overfor Deres Foretagender.
-Ja—jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særligForsigtighed, Hr. Adolf.
Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør.
-Detrordet, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille Pavse: Det er i Virkeligheden enmegetbetydelig Vekselmasse, der er i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.
Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, men han smilte og sagde:
-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er ordnet, Hr. Konferentsraad.
Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og lo en rum Tid: Ja, sagde han—den Dag vil jeg gratulere Dem.Osstaar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.
-Viertilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:
-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer.
Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende:
-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf—en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.
Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa—sagde han—saa vil De jo betragte denne Samtale … der bli'r mellem os—som det, den er—som: et Venskabsbevis … Farvel, han bukkede kort.
-Farvel.
Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han saa'.
Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere rundtomkring.
-Ja, sagde han blot og satte sig.
Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.
… Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der listede frem langs et Tag.—I Forretningen ventede Herluf.
Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste Salg—et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte Vinger.
Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede, staaende eller gaaende rundt:
-At det kan vare saa længe, sagde hun.
-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem—heroppe var Væg-uhret gaaet istaa—: Halv fem, sagde Herluf.
-Og han gik Klokken tre?
-Ja, sagde han.
De gik atter ned, begge to—de maatte være sammen—og de talte, mens de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:
-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.
Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné, der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe: Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.
-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodigHøreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.
De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.
Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede paa deres Pinde.
Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar den Gamle blot ikke faar dem at sé.
-Den Gamle—hvad? sagde Berg.
-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude skriver jo Navnet.
-Men—for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod hende. Det varede lidt, for han spurgte—og der var slet ingen Lyd i hans Stemme—:
-Hvorlænge har det været saadan?
-Længe, sagde hun.
De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil:
-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.
-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt —og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren—at vi undgaar hinanden, sagde hun.
Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans Forvirring, som hun troede skyldtes hende:
-Vi var jo dog altid gode Venner.
Berg bøjede kun stille Hovedet.
Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der skulde spøge, men lod lidt brudt:
-Ogherhar De altsaaTroen?sagde hun.
Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt og bedrøvet:
-Aa—Berg—desværre—vi var vel Tvivlere begge.
Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hosDem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude—den lilleStakkel.
Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja—var det Fru Stern—det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende igen, som hun saa' ud….
-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta—for et Par Aar siden… Den Aften, sagde hun sagtere.
Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke,mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paaGang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandredeAnsigt.
Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i »National«, i Aften—der var Debut i Aften … Adolf havde en høj, støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om National, og om athaninviterede Selskabet til »Victoria«….
-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham i Armen.
-Alt i Orden—naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om »National«: de maatte have Brodersen med…
De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede Art—mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det skar gennem Berg.
Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og skyBlik hen paa Sønnen:
-Ja—du gaar vel ikke hjem til Middag—Konstantin?
-Nej—jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf.
-Ja—Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.
-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige til sin Gadedør hjemme.
Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.
-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.
Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.
-For Guds Skyld, for Guds Skyld—der kan komme nogen, sagde hun i den yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét—hvad er der skét? sagde hun. Sig det—sig det….
Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.
-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.
Han svarede ikke strax—hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper—dem alle:Ham—hamlod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som et Kadaver faldt ned over Pulten.
Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen.
-Om nogen kom—om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.
-Hr. Adolf—Hr. Adolf—hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.
Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:
-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik—mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.
Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende omHaandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slogtil, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det rødeTræ raktes dinglende langt ud af Munden.
* * * * *
Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.
Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, der var her med Vognen.
-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille FruMathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert.
-Ja—Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.
-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt lille Barn.
-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.
-Ingenting—ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.
-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta: Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe.
-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som denGang: Lille Mus—lille Mus.
Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.
-Mathilde dog—men Mathilde dog.
-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.
Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke—lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt…
Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sadMathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende—længe.
-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det var, som Graaden vilde komme op igen.
Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom. Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta… .
… Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte—en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast:
-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.
-Rejser? sagde Asta.
-Men hvorhen?
-Over til Gaarden … Stern har skrevet … Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker … Han er der … Og der er saa smukt nu … nu det bli'r Foraar, har han skrevet, sagde hun.
-Men hvorfor vil du rejse netop nu—nu, da du ikke er rask, sagdeAsta.
-For—jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem.
… Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.
Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og forvirret, saa han gik urolig rundt—tilsidst rent forpint—og ikke vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen?
For der maatte jo dog være noget i Vejen….
Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som gik over.
Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af deres »egne« Ord—kun de nøgne Par Sætninger.
Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det:
-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem …Skidt—skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet….
-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre—det er osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.
Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa ret ligegyldigt.«
Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude—i Grønningen, naar det mørknede.
Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. Hun var foran—hun næsten løb—og Erhard blev endnu mere forvirret ved Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja—noget er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab—for han havde haft »Luner« under deres Forhold—; og midt under sin Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.
Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn—altidhavde været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.
Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, var det ganske mørkt:
-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fraVandet.
-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneretStemme.
-Ja—jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme—i den sidste Tid.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.
-Jø-s.
-Jø-s, sagde de begge.
Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany konferere med Marie Pige.
Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Naade var jo—ogsaa efter Maries Oplysninger—længst overbevist om, at der »ikke mere kunde være Tvivl«.
Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.
Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne paa sig:
-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.
-Nej—nej—jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løsfra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvisDør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deresHvisken og Synen—gemme sig og ligge i Mørket.
Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene, gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.
Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at læse et Par Sider i »Thornam«.
Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse til Ægteskabet….
Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op iEntréen og hvidskede. Alt var vel—Fru Mathilde var ved Friseringen.Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sinFront før Slaget, og gik ind i Sovekamret.
Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En der overgiver sig tavst—blev Generalinden forlegen igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker ud inat.
Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det »overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:
-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det—det er en …Urimelighed—der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen iFrisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént udkunde have sagt, hun »transpirérte«—
-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«.
Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu trak sammen om hende.
Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.
Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk … Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde praktiseret i tre og tyve Aar—»diskré« sagde hun og sammenfattede hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste, hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.
Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til en Velsignelse.
Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede.Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikkeulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paaAabenbaringen af de hellige Mysterier.
* * * * *
Hun kom altsaa ikke—igen ikke.
Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen, Mathilde og han:
-Om det var »det«—om det kunde være »det«?
Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder … hendes Luner … hendes Væsen … det Hele fra den sidste Tid….
Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom ind«—han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.
Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.